RELATEREDE ARTIKLER

Den røde terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Historie | Den sorte bog om "kommunismen"

01.01.99 | Håkan Blomqvist

Tip en ven      |    Print  

Den sorte bog om "kommunismen": Den hvide terror

De kontrarevolutionæres myrderier og jødeforfølgelser hører med til billedet af borgerkrigens rædsler.

Nicolas Werth, forfatteren til de 250 sider af den »Sorte bog om kommunismen«, der handler om Sovjetunionen (1), har offentligt taget afstand fra sortbogsredaktøren Stéphane Courtois' sidestilling af nazisme og kommunisme samt hans udtalelser om, at Auschwitz for længe har fået lov til at skygge for »bolsjevikkernes forbrydelser«. Men Werth har selv placeret sig i en politisk kampagne og ladet sine videnskabelige ambitioner forvandle til agitation.

Når Werth oplister tørre rapporter fra de sovjetiske arkiver om sikkerhedsstyrkernes massehenrettelser, om repressalier mod kosaksamfund eller gidseltagning blandt borgerskabets familier, får man et billede af den virkelige borgerkrigs rædsler.

Werths korte skildring viser, ved hjælp af Tjekaens egne arkivoplysninger og dens offentlige avis, som i nogle måneder udkom med helt offentlige rapporter, med hvilken hårdhed tjekisterne slår til mod modstandere, hvordan de arresterer og skyder med voksende selvtillid. Rækkevidden af den opgave at demonstrere en urokkelig magt i det russiske kaos år 1918 ser man et eksempel på i Trotskijs forsøg på at opbygge den nye stats krigsmagt, den Røde Hær.

For overhovedet at kunne tage fat på opgaven måtte officerer fra Ruslands gamle væbnede styrker bringes til at deltage. Dette skete både gennem forsøg på at overbevise politisk og gennem trusler. Da den Røde Hær blev involveret i borgerkrigen i 1918, bestod, fortæller Deutscher, tre fjerdedele af dens officerskorps af tidligere zarofficerer. For at forvisse sig om, at disse ikke skulle forråde revolutionen, var deres familier statens gidsler, enten ved blot at stå registreret eller ved at være anbragt i koncentrationslejre.

Også byers borgerlige familier kunne tages som gidsler i en slags terrorbalance over for de trusler, som var rettet mod sovjetternes folk i de hvides territorier. Landsbyer kunne, med trussel om at blive nedbrændt, gøres ansvarlige for, at der ikke var skjulte våben, at oprørere ikke fik hjælp, eller at korn ikke blev tilbageholdt. Werth citerer til og med et eksempel på, hvordan Lenin giver lokale magthavere ordre om at true med at skyde gidsler blandt bønder, som er blevet pålagt at pløje en jernbanestrækning fri for sne – en opgave, som i krigssituationen kunne handle om liv eller død.

Med beslutningen i september 1918 om den røde terror fik Tjekaens virksomhed en helt ny dimension. Terroren indebar ikke bare at tage og holde gidsler, men at skyde dem, koldblodigt at kunne henrette mængder af mennesker, som måske ikke nødvendigvis personligt have gjort sig skyldige i noget som helst kriminelt – andet end at være i familie med en officer, tilhøre byens borgerskab eller bo i en fattig landsby i nærheden af et uryddet jernbanespor.

I Petrograd skød Tjekaen over 500 af sine fængslede gidsler, samme dag som beslutningen om terroren blev taget. Yderligere 300 blev skudt, inden måneden var omme. Fra provinserne kunne rapporterne i Tjekaens avis se sådan ud:

Nisjni-Novgorod: fra 31. august 141 af gidslerne henrettet ved skydning, på tre dage er 700 arresteret som gidsler. Viatka: 23 fhv. gendarmer skudt, 154 kontrarevolutionære, 8 monarkister, 28 medlemmer af Kadetpartiet, 186 officerer, 10 mensjevikker og højre-socialrevolutionære i løbet af en uge. Ivano-Voznessensk: 181 gidsler taget, skydning af 25 kontrarevolutionære og indretning af en koncentrationslejr med 1.000 pladser.

»Videnskabeligt afgrænset«

Gruen i de menneskeskæbner, der fangedes af terrorens knibtang, er åbenlys. Konsekvenserne for dem, der blev ramt, men også for den magt, der gennemførte beslutningerne, var selvfølgelig uoverskuelige. Og Werth gengiver, hvordan diskussionerne bølger højt blandt bolsjevikledeme selv, om den »forråelse« af Tjekaens folk, der finder sted.

Det, der alligevel reducerer Werths skildring til agitation, er hans valg af ensidigt at undersøge den røde terror. Ikke fordi han benægter den hvide, men »dette er ikke en undersøgelse af den hvide terror«. Selv om Werth påstår, at han har foretaget en rent videnskabelig afgrænsning, er hans skildring smækfuld af chokerede kommentarer og vurderinger, som ville have set helt anderledes ud i lyset af den hvide terror.

»Enhver ved, at flere end 2.000 mænd blev skudt af Ataman Kalmykov. Alle blev de dræbt uden rettergang og dom. Alle disse mord kan ikke motiveres med landets forsvar eller patriotisme, de tjente kun en terroristisk regerings snævre interesser,« skrev for eksempel 300 mytterister fra Kalmykovs hvide sibiriske kosaktropper i januar 1919. Sammen med japanske interventionstropper drog kosakgeneralen hærgende mod vest under massakrer på tusindvis af mennesker, ikke mindst egne mytterister (2). Det gør ikke den røde terror mindre brutal, men det giver nogle proportioner og en forståelse af, på hvilket niveau volden lå i borgerkrigen.

De hvides »irregulære« terror i forhold til bolsjevikkernes bevidste var ikke mindre, men i flere henseender langt mere skrækindjagende.

I Werths skildring vender parolen »Ned med jøde-bolsjevikkerne!« tilbage gang på gang, når der fortælles om oprør mod sovjetmagten fra kosakker, hvide officerer, ukrainske bønder og nogle gang til og med sultende arbejdergrupper. Og han nævner nærmest i forbigående – i en enkelt sætning – resultatet af den ukrainske nationalistleder Simon Petljuras og den hvide general Denikins fremfærd i Ukraine og Sydrusland i sommeren og efteråret 1919.

De hvides pogromer

I løbet af nogle få forårsmåneder blev titusindvis af jøder nedslagtet i den største bølge af antisemitiske pogromer før Hitler og Holocaust. Der har været skiftende vurderinger af, hvor mange jøder der blev myrdet under denne terror, men de undersøgelser og komiteer, som Chamberlain (3) henviser til, opgiver tal på mellem 100.000 og 120.000. Werth selv nævner i sin korte sætning 150.000. Endda et tal på 200.000 myrdede er blevet anført (4).

En detaljeret beretning om dette folkemord, landsby for landsby og by for by, ligesom når det gjaldt Tjekaens terror, havde givet delvist andre proportioner til bolsjevikkernes gerninger. Den 9. august 1918 udsendte sovjetregeringen et dekret skrevet af Lenin, som gav instruks til »alle sovjetdeputerede om at vedtage kompromisløse forholdsregler for at rykke den antisemitiske bevægelse op med rode. Pogrommagere og de, der agiterer for pogromer, står uden for loven«. Dekretet var rettet mod den hvide terror, som på klassisk zartidsmanér slap sine »Sorte Hundreder« løs på arbejdere og socialister under slagordet om at knuse jøderne. Bolsjevikkerne blev fremstillet som jødiske despoter og blodsugere, som ville nedbryde Moder Rusland og flå bønder og arbejdere til skindet.

Hitlers skikkelser

Ukrainske bønders oprør udviklede sig til pogromer, som bolsjevikkernes modstandere pustede til og benyttede sig af. Hvis de ramte jøder var bolsjevikker – som de oprørske arbejdere i Proskurov i Ukraine, der i februar 1919 blev udsat for en af krigens værste pogromer – var det så meget desto bedre. Hvis de ikke var – som de jødiske antibolsjevikker, som var flygtet til Sibirien – blev de alligevel myrdet i tusindvis af Koltjaks og Wrangels folk (5).

Nej, den hvide terror var måske ikke lige så »struktureret« som den røde. Den kunne ikke indrømmes åbent, den kunne ikke meddeles til omverdenen, for den kunne ikke engang legitimeres af selve krigen. Den var for en stor del kun plyndringer og massemord på de svage i zarens, nationens, racens eller bare den personlige vindings navn.

Hvis man på grund af »videnskabelig afgrænsning« ser bort fra dette, handler det ikke om en prioritering, men om en mørklægning, som kun kan føre til historieforfalskning. Det er en forfalskning, som i Sverige, bevidst eller ubevidst, udnyttes af Staffan Skott og Per Ahlmark til deres kampagne om »Ingen Hitler uden Lenin«.

I realiteten optrådte »Hitler« i en række skikkelser allerede under den russiske borgerkrig. Under navne som Petljura, Denikin, Semesenko, Grigoriev og Wrangel indledte han øvelserne til det, der skulle blive jødeudryddelserne i Polen, Litauen, Hviderusland og Ukraine.

Artiklen er et uddrag af »Lenin, terrorn och Hitler«, fra den svenske ugeavis Internationalen, december 1998. Oversat af Finn Kjeller.

 

Noter

l .     Nicolas Werth, 'Un État contre son peuple' i Le livre noir du communisme, éd. Robert Laffont, Paris, 1997.

2.    George Stewart, The White Armies of Russia.

3.    W.H. Chamberlain, The Russian Revolution.

4.         Nathan Ausubel, Pictorial History of the Jewish People.

5.         Ausubel, nævnte værk.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 21

Feminisme på International Ungdomslejr

Den 23.-29. juli afholdes den 34. internationale socialistiske ungdomslejr, hvor omkring 500 unge aktivister hvert år samles for at dele erfaringer fra bevægelser og kampe imod udbytning og undertrykkelse. I år afholdes lejren på sydspidsen af det italienske fastland. Og på baggrund af den internationale kvindebevægelse, som specielt i Italien har mobiliseret titusindvis af mennesker både den 25. november 2016 og den 8. marts i år, vil feminisme blive et centralt tema på lejren. Det er en anledning til at lære af erfaringer på tværs af grænser. Og en anledning til at styrke og udvikle de internationale bånd, der er blevet knyttet som en del af bevægelsen. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.