RELATEREDE ARTIKLER

Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Historie | Den sorte bog om "kommunismen"

01.08.98 | Christian Picquet

Tip en ven      |    Print  

Stéphane Courtois og »totalitarismerne«: Den rensende revisionismes diskrete charme

Bragt i Socialistisk Information nr. 121 - August 1998

I den kontrovers, som udgivelsen af »Sortbog om kommunismen« udløste, har man, når det kommer til stykket, ikke hæftet sig så meget ved den sammenligning, der binder Stéphane Courtois' indledning sammen. Skal man tro forfatteren, stammer Gulag og Auschwitz fra den samme folkemorderiske vilje. Historieforfalskningen er ikke uden politiske konsekvenser. For omtrent ti år siden delte en giftig strid filosoffer og historikere i Tyskland. Ernst Nolte, fulgt af Michael Sturmer og Klaus Hildebrand, spurgte allerede da, om »mord på grund af klasse« begået af bolsjevikkerne mon ikke var den logiske og faktiske forløber for »mord på grund af race« begået af nazisterne (1). Dette postulat gentages trofast af Stéphane Courtois i hans indledning til »Sortbogen om kommunismen«:

»Således bærer ‘klassetotalitarismens’ segregations- og udstødelsesmekanismer en slående lighed med ‘racetotalitarismens’. Det fremtidige nazistiske samfund skulle bygges omkring den ‘rene race’, det fremtidige kommunistiske samfund omkring et proletarisk folk renset for enhver borgerlig slagge.« (2)

Når man oplever historikere – eller personer, der betragtes som sådanne – nøjagtigt gentage argumentationen fra den tyske intellektuelle nykonservative højrefløj et årti senere, giver det stof til eftertanke. Tre indbyrdes forbundne aspekter kommer til syne:

Folkemordet

For at retfærdiggøre deres sammenstillinger påberåber Courtois og hans venner sig i kor Hannah Arendt. Der kan ikke herske tvivl om, at både det Tredje Rige og det stalinistiske USSR opstod som resultater af det gigantiske blodbad, som indledte århundredet, og som man endnu vover at kalde den »Store Krig«. I den henseende, er der sammenfald i logikken bag nazismen og stalinismen, når de ophøjer koncentrationslejr-mekanismerne og massemordet til politisk system: Arendt mente derfor at have grund til at blande dem sammen i sin analyse af totalitarisme-fænomenet (3). Også Leo Trotskij påviste i øvrigt indirekte eksistensen af en fælles model, skønt han betonede de fundamentalt modsatrettede interesser:

»Hitlers totalitære regime udsprang af Tysklands besiddende klassers frygt for den socialistiske revolution. [...] Stalins totalitære regime udsprang af frygten hos den nye kaste af gamle revolutionære, som har gjort karriere, over for den revolutionære befolkning, som den knuser.« (4)

Længere kan man imidlertid ikke strække sammenligningerne. Selv om man ikke kan sortere ofrene for de såkaldte »totalitarismer«, er det makabre bogholderi, som Stéphane Courtois hengiver sig til, ikke nok til at påvise det stalinistiske diktaturs forsæt til folkemord og endnu mindre en sådan hensigt hos Oktoberrevolutionens forgrundsfigurer. For at tage et enkelt eksempel, som bygger på ubestridelig historisk forskning, viste massakren på armenierne under Første Verdenskrig sig at være en følge af deportationer ledsaget af massemord snarere end et overlagt og planlagt folkemord. På samme måde kan man ganske vist ikke se bort fra de beslutninger og den praksis, som lige fra den russiske revolutions første år åbnede vejen til det senere terroristiske forfald, men når Tjekaens leder opfordrede til at »udrydde borgerskabet som klasse«, betyder det ikke, at Lenin og de bolsjevikkiske ledere mente, at alle borgerlige, som enkeltpersoner, skulle slås ihjel.

Det historisk særegne ved Auschwitz bygger her på den metodisk organiserede, industrielt planlagte tilintetgørelse af en hel menneskegruppe ud fra etniske eller racemæssige betragtninger. Det er allerede længe siden, at Raymond Aron (en fransk filosof og sociolog, red.), som man dårligt kan mistænke for »kryptokommunisme«, gav den overdrevne sammenblanding af nazisme og stalinisme dens bekomst:

»For efter historien at se på ideologien vil jeg fastholde, at der ved slutpunktet er en vigtig forskel mellem disse to fænomener, hvilke ligheder der end er. Forskellen er vigtig på grund af den idé, som er drivkraft i hvert af de to projekter: I det ene tilfælde fører den frem til arbejdslejren, i det andet til gaskammeret.« (5)

Også Eberhard Jäckel tog skarpt til genmæle: »Nazisternes mord på jøderne er enestående derved, at en stat aldrig tidligere havde besluttet og bekendtgjort under sin øverste leders ansvar, at en bestemt menneskegruppe skulle udryddes, så vidt muligt totalt: gamle, kvinder, børn og spædbørn inklusive – en beslutning, som denne stat dernæst gennemførte med alle til rådighed stående midler.« (6)

Intet kan udviske det særegne ved den plan, som SS-chefen, Heinrich Himmler, utilsløret gav udtryk for den 6. oktober 1943: »Det spørgsmål, vi er stillet over for, er: Hvad skal vi gøre med kvinderne og børnene? Jeg har besluttet mig til, også her, at vælge en fuldkommen klar løsning. Jeg anså mig ikke for berettiget til at udrydde mændene, det vil sige til at dræbe dem eller lade dem dræbe, og samtidig lade børnene vokse op, så de kunne hævne sig på vore sønner og sønnesønner. Der var ingen vej uden om den vanskelige beslutning at fjerne dette folk fra jordens overflade.«

Banalisering af Shoah

Selvfølgelig kan hverken forsvarerne for det tyske konservative højre eller forfatterne af »Sortbogen« beskyldes for »negationisme« (at benægte mordet på jøderne). Ikke desto mindre fører deres erklærede hensigt om at »revidere« historieskrivningen om Anden Verdenskrig til en ubestridelig banalisering af »den endelige løsning«, for ikke at sige til en begyndende, uerklæret rehabilitering af det Tredje Rige. Det bekræftes af den vej, som Stéphane Courtois' tyske forgængere allerede har tilbagelagt.

Når man indsætter den grufulde pervertering af en revolution, der begyndte som bærer af et befrielsesideal, i samme kategori som en usigelig forbrydelse, der var indvarslet lige fra begyndelsen af det nationalsocialistiske projekt, er man da ikke på vej til at reducere »gasningen« af jøderne til en simpel »teknik«, som kan sammenlignes »med massedeportationerne og -skydningerne« (7), således som Ernst Nolte gjorde det i 1986? I samme øjeblik man gør »kommunismen« til den, der først viste en drift mod folkemord, er man så ikke på vej til at finde formildende omstændigheder for nazismen, igen på samme måde som Nolte: »Den eneste bevæggrund til, at Hitler og nazisterne havde begået en »asiatisk« forbrydelse, kunne det ikke være, at de betragtede sig selv og alle deres som potentielle eller faktiske ofre for en »asiatisk« forbrydelse? Er Gulag-øhavet ikke mere oprindeligt end Auschwitz?« (8) 

I Courtois' skriverier ser man allerede vurderinger, som man ellers troede var forbeholdt det yderste højre. For eksempel hans forkærlighed for at harcelere over en verdensopfattelse, der er præget af den sidste krigs »sejrherrer«. I den samme dur inviterede Nolte i sin tid læserne med ud på et tankeeksperiment, hvor de blev bedt om at forestille sig, hvilket billede et sejrrigt PLO ville give af et udslettet Israel. På denne baggrund opfordrede han dem fromt til at tage fat på arbejdet med at revidere historien om det Tredje Rige…

Historie til politisk brug

Den slående overensstemmelse i denne banaliserende revisionisme, skønt med ti års mellemrum, tyder ikke så lidt på, at dens udspring skal søges i de europæiske kapitalistiske samfunds behov for at finde nye måder at legitimere sig selv på. Efter at de bureaukratiske stater i øst gik gradvist i opløsning og så til grunde, er det forbi med det bekvemme skræmmebillede, som før fik konsensus-maskineriet til at fungere. I dag samles verden via markedet, og da gælder det om at skabe tiltro til forestillingen om, at den sejrende liberalistiske orden er en slags »afslutning på historien«. Derfor må alt, hvad der politisk eller filosofisk kunne mane til modstand mod den, bringes i miskredit. Hen over siderne i de nævnte værker tegner der sig et anklageskrift, som helt logisk favner fra Stalins Gulag og kulakdeportationer over Robespierre og Babeuf, de første franske socialister og helt tilbage til Rousseau, Kant og arven fra Oplysnings-filosofferne i det hele taget.

I denne sammenhæng er det ikke overraskende, at »jødespørgsmålet« genopstår med så stor kraft. På forskellige planer bærer jødeudryddelsen i såvel Frankrig som Tyskland vidnesbyrd om, hvor aktive eller i det mindste medskyldige de politiske og intellektuelle eliter var i Shoahens iværksættelse. Man er i fuld gang med en omlægning af den historiske og politiske tankegang, som skal legitimere den nu globaliserede kapitalisme, men også sikre grebet om og identifikationen med den nationale historie. Dette perspektiv forudsætter, som Jürgen Habermas konstaterer i en analyse møntet på tendenserne i Tyskland, »at man relativiserer nazi-tidens betydning og dens negative ladning; det er ikke længere tilstrækkeligt [...] at sætte denne periode i parentes. Nu gælder det om at gøre den mindre belastende«. (9) I Frankrig er man ikke i tvivl herom, når man oplever den bølge af appeller om at »vende historiens blad«, som retssagen mod Maurice Papon er brugt som påskud til.

En skærpende omstændighed er i Frankrig et modbydeligt klima, hvor de toneangivende ideer i stigende grad inficeres af en nyfascisme i fuld flor. Der er ikke noget at sige til, at Le Pen og hans Nationale Front drager den fulde fordel af en rensende revisionisme, hvorigennem de kan sprænge et tabu og gå til angreb på en af de største hindringer, der endnu spærrer dem vejen til magten. Derfor er Courtois' og hans ligemænds forfalskninger ikke alene politisk forkastelige. De er ødelæggende for forståelsen af et fænomen, der udgjorde et utænkeligt overgreb på selve substansen i den medmenneskelige solidaritet.

Konklusionen bliver med så meget desto større overbevisning, at erindringsarbejdet ikke kan adskilles fra kampen for at genskabe et håb om befrielse verden over. 

Oversat fra den franske ugeavis Rouge 8.1.1998 af Finn Kjeller

 

Noter:

Devant l' histoire. Les documents de la controverse sur la singularité de l' extermination des Juifs par le régime nazi. Cerf.

Le livre noir du communisme. Robert Laffont.

Hannah Arendt, Le système totalitaire. Le Seuil.

Léon Trotsky, Sur la deuxième guerre mondiale. Le Seuil.

Raymond Aron, Démocratie et totalitarisme«. Gallimard.

Eberhard Jäckel, »Le misérable pratique des insinuations«, Devant l'histoire, Op. cit.

Ernst Nolte, »Un passé qui ne veut pas passer«, Devant l'histoire, Op. cit.

Jürgen Habermas, »De l'usage public de l'histoire«, Devant l'histoire, Op. cit.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.