Den politiske debat i Italien handler for tiden om den uforudsete krise for Berlusconi og hans centrum-højrealliance. Selvfølgelig hænger krisen også sammen med den internationale økonomiske krise, men det er ikke det, medierne fokuserer på.

af Salvatore Cannavò

Krisen var selvfølgelig ikke forudset af alle dem, som har gjort Berlusconi til et genfærd, der har ophævet klassemodsætningerne og skjult højredrejningen af vores samfund.

En af Berlusconis mest loyale allierede, formanden for Parlamentet, Gianfranco Fini, har nu forladt Berlusconi og hans parti og dannet en ny organisation, Futuro e Libertà (Fremtid og Frihed). For den italienske højrefløj er der tale om et chok, fordi der bliver sat spørgsmålstegn ved ufejlbarligheden hos deres leder, og fordi en alvorlig krise – selv om der ikke, endnu, er tale om en regeringskrise – nu markerer afslutningen på en periode, som blev startet af Berlusconi selv, da han trådte ind på den politiske scene i 1994.

De italienske mediers analyser af dette chok og denne krise lægger især vægt på de to hovedpersoner og deres personlige konflikt, mens man glemmer de strukturelle aspekter. Imidlertid har den allestedsnærværende og strukturelle økonomiske krise haft en særdeles stor betydning for den politiske balance og har udviklet sig til en politisk krise, og somme tider til en institutionel krise. Se bare på præsident Obamas problemer. Efter en valgsejr for to år siden risikerer han nu at miste flertallet i Kongressen. Eller se på Frankrig, hvor der er det samme billede: Nicolas Sarkozy triumferede ved valget i 2007, men har aldrig været mindre populær end nu. Ingen tvivl om den sag: Den økonomiske krise skaber politiske kriser.

Forskellige svar på krisen
Berlusconi vandt valget i 2008 først og fremmest på grund af centrum-venstres fallit. I absolutte kunne sejren ikke sammenlignes med Berlusconis valgsejr i 2001, som var højdepunktet for berlusconismen. Men takket være den fuskede valglov sidder Berlusconi på en stort parlamentarisk flertal, som han effektivt har brugt til at angribe arbejderbevægelsens grundlag, ved at underminere dens grundlæggende landvindinger (arbejdsloven), skære ned i reallønnen (reform af de offentligt ansattes overenskomster), og ved at omfordele ressourcerne til fordel for sektorer, som er venligt stemt over for centrum-højre (små og mellemstore virksomheder, liberale erhverv, skattesvindlere, rigmænd, banker og finanssektoren). Samtidig har han ført en finanspolitik, som har undermineret den sociale pagt, der har hersket i landet siden afslutningen af Anden Verdenskrig.

Krisen har sat spørgsmålstegn ved dette projekt og har udstillet de forskellige projekter, forskellige interesser og politiske konflikter. Finis afstandstagen fra Berlusconi handler ikke om juridiske spørgsmål, men om økonomi. Fini har forsvaret den offentlige service (især sikkerhedsstyrkerne og uddannelsessystemet), Syditalien og en industripolitik, som bygger på et kompromis mellem ”kapital og arbejde”, og har kritiseret økonomiminister Giulio Tremontis manøvrer.

Analysen af krisen og en vej ud af den danner baggrund for kampen.

Finis neoliberale projekt
I denne kamp har centrum-højre afsløret sine begrænsninger og åbenbaret sin krise. Hvis Berlusconis i sine 15 år i politik, nogensinde har formået at danne en slags ”social blok” – små og mellemstore virksomheder i Nord, den illegale økonomi i Syd, handlende, de liberale erhverv, skattesvindlere, men også lumpenproletarer, unge løsarbejdere og ældre vælgere – så har han ikke gjort det på baggrund af en fælles social og økonomisk vision, men kun ved at modstille forskellige interesser og forskellige sektorer i en ramme, som er bundet sammen af retorik og propaganda, det vil sige i kraft af mediepersonligheden Berlusconis ideologiske styrke.

Berlusconismen har været den lim, der har klistret den sociale blok sammen, men nu er den blevet klædt af af den økonomiske krise, og dens propaganda og retorik er blevet blotlagt. I dag er Fini kandidaten til at repræsenterer en del af disse sektorer omkring et politisk projekt, som går forbi Berlusconi, og som søger at redefinere et nyt centrum-højre-projekt. Hypotesen om en tredje kraft, mere end et strategisk projekt, er en overgang til at genopbygge en konservativ kraft, et neoliberalt alternativ til centrum-venstre, som er tilpasset den herskende klasses behov.

Arbejdsgivere i offensiven
Det er tydeligt, at krisen også påvirker de herskende klasser. Confitindustria (den italienske arbejdsgiverorganisation), bankerne og finanskapitalen. I dag ved de ikke, om de stadig skal holde på Berlusconi-regeringen, som tilbyder en målrettet indsats for at smadre arbejderbevægelsen – som man så det i konflikten på Fiat – eller om man skal begynde at arbejde på en ny model. Hvor Emma Marcegaglia, den nuværende forkvinde for Confindustria, fortsat satser på den nuværende balance, går den tidligere formand Luca Cordero di Montezemolo efter en ny løsning. Den forskellige tilgang er et godt billede på usikkerheden.

Problemet er, at trods sammenbruddet i regeringen, og selv om krisen har sat fokus på, at Berlusconi intet har at tilbyde, så nyder Berlusconi stadig godt af en stærk social konsensus, og hans alliance med Lega Nord kan sikre ham en valgsejr. Alt dette gør situationen særdeles usikker. Men uanset denne usikkerhed fortsætter offensiven mod lønmodtagerne ufortrødent. Således har Fiat udnyttet krisen og frygten blandt arbejderne til at opsige de nationale kollektive overenskomster og nødvendigheden af at indgå aftaler med fagforeningerne om ansættelsesvilkårene. Regeringen støtter denne politik og overvejer en reform af arbejdsmarkedslovgivningen, samtidig med at angrebene på de offentligt ansatte – især inden for det offentlige uddannelsessystem – fortsætter.

Dette kaster lys over den politiske situation: Regeringens krise, som kun kan hilses velkommen, får ikke følgeskab af en krise i de herskende lag, som tværtimod ser ud til at blive styrket.

Svag opposition
Det er helt åbenlyst, at den parlamentariske – men også den udenomsparlamentariske – opposition slet ikke er på højde med situationen. Forvirringen og usikkerheden i det Demokratiske Parti er ikke alene et udtryk for partiets uundgåelige interne krise, men resultatet af dets fuldstændige integration i krisens rammer. Man må ikke glemme, at i parlamentets afstemning om ”redningsplanen” for Grækenland – det hidtil alvorligste slag mod arbejderne i dette land – var det Demokratiske Parti den mest ivrige fortaler. EU-begejstring, accept af nedskæringer og hensyn til erhvervslivets interesser er nu helt og aldeles integreret i partiets DNA og hjælper os til at forstå, hvorfor partiet trods Berlusconis problemer ikke kan markere et alternativ og ikke har noget gennemslag i landet.

Ud over den “demokratiske” oppositions uduelighed skal tilføjes, at en stor del af fagbevægelsen er medansvarlig for arbejdsgivernes offensiv. Fiat forsøger at frigøre sig fra de nationale kollektive overenskomster for at svække arbejdsbevægelsen og give arbejdsgiverne frie hænder til at bombe arbejdernes rettigheder tilbage til tiden før 1968-69. Efter alliancen med Chrysler er Fiat på grund af sin internationale dimension tvunget til at skære ned i lønudgifterne i fraværet af andre redskaber.

I denne offensiv går Fiat i spidsen for alle arbejdsgiverne. Regeringen støtter aktivt denne politik, men de mindste fagforbund, ICFTU og UIL – som til sammen har 6 millioner medlemmer – bakker også aktivt op. Indtil nu har CGIL med sine 5 millioner medlemmer været imod, men med stor tøven. Modstande kommer især fra metalarbejderforbundet FIOM, hvor venstrefløjen har flertal. Og det var FIOM, som tog initiativ til de største mobiliseringer dette efterår, den landsdækkende demonstration den 16. oktober.

Kampe og modstand
Det afgørende nu er at opbygge en modstand mod krisen gennem enhedskampe og en proces med social omgruppering: at samle kampene mod krisen er vores aktuelle opgave. I de kommende måneder må vi arbejde på at styrke og koordinere kampene, bygge videre på erfaringerne fra de mobiliseringer, som er skabt fra neden (på italiensk ”autoconvocate”), opbygge enhedskomiteer og skabe kontakter mellem den faglige venstrefløj og andre sociale grupper, som de uddannelsessøgende og løsarbejdere. Demonstrationen den 16. oktober var et skridt i den retning.

Desværre er der ikke umiddelbart nogen politisk åbning for dette potentiale. Igen demonstrerer centrum-venstre her, at man står på sidelinjen uden et passende svar. Det Demokratiske Parti foreslår endnu engang et ”nyt Oliventræ” (Oliventræet er navnet på forskellige valgkoalitioner af centrum-venstrepartiet i perioden 1995-2007, red.) som den koalitionsmotor, der skulle bestå ikke alene af Den Kristelig Demokratiske Union ledet af Casini, men tilmed også af Finis nye parti. Et perspektiv, som er fuldstændig defensivt, og hvis sociale indhold repræsenterer en fortsættelse af de katastrofale erfaringer med centrum-venstre-regeringen.

Den radikale venstrefløj
Men flertallet på den radikale venstrefløj har allerede valgt en alliance med det Demokratiske Parti. Først og fremmest handler det om Sinistra e Libertà (Venstre og Frihed), hvis formand Nichi Vendola er blevet en populær leder, som håber at blive nomineret som oppositionens præsidentkandidat, og i anden række resterne af Partiet for Kommunistisk Genskabelse (Rifondazione, PRC), som går efter en valgalliance alene med det håb at kunne genvinde en plads i parlamentet. Årsagen er, at det italienske valgsystem kræver, at partiet støtter det Demokratiske Partis regeringsprojekt, dvs. opgiver sin egen politiske linje (kun partier med mere end 5 procent på landsplan af stemmerne bliver repræsenteret i parlamentet, red.) . Det vil kun kunne ske i en form for Demokratisk Alliance, hvis konturer stadig er uklare.

Efter vores mening er det rigtige perspektiv et klassebevidst venstrealternativ, som adskiller sig fra det Demokratiske Parti. Men dette perspektiv står svagt – en anti-kapitalistisk venstrefløj, som skal bygge på nogle enkle pointer: stå udenfor den ”demokratiske” koalition under det Demokratiske Partis ledelse; et radikalt program for en vej ud af krisen; et perspektiv for fremtiden, som konsekvent vender ryggen til konservatismen (også den på ”venstrefløjen”) og nostalgien, som stadig præger store dele af venstrefløjen, men som i stedet kommer med en frisk politisk løsning; med en evne til at tiltrække sociale bevægelser og kæmpende grupper, særligt blandt de unge generationer, som er mere åbne over for social modstand og alternative løsninger. Hvis der bliver udskrevet valg før tid, men også i forårets lokalvalg, arbejder vi for at opstille en anti-kapitalistisk liste på dette grundlag.

Vi er ikke interesserede i at plante Sinistra Criticas flag overalt, eller at markere vores selvstændige profil, bare fordi der er valgkamp. Vi ønsker derimod at starte en ”proces”, som kan føre frem til et forslag, som er attraktivt, nyskabende, nyttigt for kampene, og skabt af folk, som kæmper og af de unge generationer. Med dette forslag orienterer vi os mod de politiske og frem for alt sociale kræfter, som endnu engang kan bekræfte, at vores liv er mere værd end deres profitter.

Salvatore Cannavò er medlem af Fjerde Internationales ledelse og leder af Sinistra Critica i Italien. I november 2009 besluttede Sinistra Critica at erklære sig i politisk solidaritet med Fjerde Internationale. Oversat af Åge Skovrind fra webmagasinet International Viewpoint. Mellemrubriker er indat af SI’s redaktion.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com