RELATEREDE ARTIKLER

Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme Føderalisme kan være en mulighed, men inklusion er en nødvendighed Lad os opbygge en demokratisk front og føre klassepolitik imod militærets og Erdoğans kup AKP-regeringens permanente krig mod kvinder Udfordringen fra ”I Stinker” Støt det kurdiske folks kamp for at leve i frihed og værdighed Arbejderprotester og statslig undertrykkelse i Iran Terroren fra Islamisk Stat, undtagelsestilstanden i Frankrig og vores opgaver Tyrkiet genoptager krigen mod kurderne På besøg hos kurderne Appel om international handling Situationen i Palæstina og vores opgaver En fælles-arabisk liste, som kan ændre spillet Modstanden er også en kvindekamp Jødisk sharia Kobanê, Rojava og krigene i Irak og Syrien Læren fra Gaza Er Islamisk Stat lig med islam? Situationen i Mellemøsten og vores opgaver Fjern PKK fra terrorlisten Fortsat solidaritet og kamp mod zionismen Solidaritet med Palæstina Gør noget nu! Et nødråb fra det civile samfund i Gaza Massegrave af palæstinensere dræbt i 1948 Boykot Israel nu! Militarisering, militær intervention og manglen på strategi Fem spørgsmål til Michel Warschawski Historisk fælleserklæring fra palæstinensere og israelere Angrebet på Gaza-flotillen: Stop straffrihed for Israels forbrydelser! Den iranske protestbevægelse kan påvirke hele regionen Ja til Boykot! - et svar til Uri Avnery Diktaturets dilemma »Israel bør dømmes for krigsforbrydelser« Våbenhvile for ikke at skade Israels forhold til Obama Brug for et alternativ til Hamas og Fatah Bag krisen i Gaza Ariel Sharons sidste sejr

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Historie | Mellemøsten

15.07.10 | Salah Jaber

Tip en ven      |    Print  

Frihedskamp: Perspektiver for Palæstina

Salah Jaber giver i dette oplæg en historisk redegørelse for, hvordan forskellige holdninger i den palæstinensiske bevægelse og blandt socialister har udviklet sig, og fortsætter med en diskussion af de krav, som i dag bør stå i centrum for den palæstinensiske frihedskamp.

Hvis vi begynder med de forslag til løsninger på de jødiske bosættelser, der blev fremsat lige efter Anden Verdenskrig, mellem 1945 og 1948, så var der to grundlæggende synspunkter på den arabiske side.

Det ene var det, som Den Arabiske Liga stod for. Den var på det tidspunkt især domineret af Ægypten, hvor Wafd-partiet regerede. Det var en liberal nationalistisk strømning, som krydsede med holdningerne på venstrefløjen i regionen, især i Palæstina, også blandt jødiske og arabiske kommunistiske aktivister. Perspektivet var det, som vi i nu ville kalde en ét-statsløsning, i den forstand, at i begge tilfælde var det, man overvejede, en stat dannet af de eksisterende indbyggere i Palæstina på det tidspunkt, det vil sige uden at udelukke nogen. I forslaget til parlamentarisk repræsentation, som de arabiske stater formulerede, var den jødiske befolkning garanteret en tredjedel af pladserne, hvilket afspejlede deres andel af befolkningen i Palæstina på den tid. Det betød samlet set en model for en demokratisk stat, men også en plan, der tog forskellene mellem de to nationale samfund i betragtning. Selvom det jødisk-israelske samfund var en nation ”under etablering”, hvis vi kan udtrykke det sådan.

Stillet over for det perspektiv repræsenterede Muftien af Jerusalem, Amin al-Husseini det, som kunne beskrives som et ultranationalistisk synspunkt. Det bestod i kravet om, at alle jøder, der var kommet til Palæstina efter 1917, skulle forlade landet.

Så der var en splittelse mellem to forskellige holdninger, der stammer helt tilbage til den tid.

Myten om at kaste jøderne i havet
I den senere udvikling, kan vi se, at den dominerende politiske strømning fra midten af 1950'erne og 1960'erne var den, som Nasser (Ægyptens præsident 1954-70, red.) var den fremmeste repræsentant for. Allerede fra begyndelsen var den nasseristiske holdning, i modsætning til de myter der omgiver Juni-krigen i 1967, klar modstander af ideen om at ”kaste jøderne i havet”. Nasser tog direkte afstand fra sådanne ideer lige fra starten, og han støttede en holdning, der var mere eller mindre i overensstemmelse med Den Arabiske Liga: det vil sige støtte til en palæstinensisk stat, et Palæstina, hvor de jøder, der allerede var der, kunne leve med alle rettigheder som en minoritet, en berettiget betegnelse, hvis vi ser på Palæstina indenfor mandatområdets grænser, hvor der var flere palæstinensere end israelske jøder.

PLO blev grundlagt i 1964 i Jerusalem under de arabiske regimers beskyttelse og især de reaktionære arabere (og i modsætning til, hvad mange tror, var Choukeiri (leder af PLO indtil 1968, hvor han blev erstattet af Arafat, red.) ikke en nær ven af Nassers regime, som han havde mange konflikter med). PLO var i sit stiftende grundlag nærmere en videreførelse af Muftiens ultra-nationalistiske vision, med en definition af palæstinensiske jøder som de jøder, der skulle havde ret til af forblive i Palæstina, det vil sige de indfødte jøder. Selv da grundlaget blev revideret i 1968, fastholdt man formuleringen, der sagde, at de jøder, der havde ret til at blive i Palæstina, var dem, der havde boet i Palæstina før 1917, på linje med muftiens ultra-nationalistiske program. Det indebar, at alle dem, der var kommet senere, skulle pakke kufferten og vende tilbage til de lande, de kom fra, efter samme model som da europæerne forlod Algeriet efter den nationale uafhængighed.

Da den palæstinensiske guerillabevægelse udviklede sig efter 1967, og i stigende grad fik kontrol med PLO, formulerede de en anden tilgang, som imidlertid aldrig kunne blive indskrevet i PLO's grundlag, på grund af modstand fra de ultra-nationalister, der befandt sig i PLO's institutioner, især i det Palæstinensiske Nationalråd.

Fatah, PFLP og DFLP
Med hensyn til Fatah, var der et vist antal ledere og intellektuelle, der var knyttet til bevægelsen, som udviklede den ide, som nærmede sig det andet synspunkt, som i virkeligheden ikke er nyt, om et demokratisk Palæstina, ”en demokratisk stat i Palæstina” for at citere den præcise formulering. Den skulle omfatte alle palæstinensere, inklusiv tilbagevendte flygtninge, og landets jødiske indbyggere, men til tider ikke uden uklarhed for eksempel med hensyn til de politiske betingelser, der skulle afgøre, hvem der ville have ret til at forblive i et demokratisk Palæstina. Den grundlæggende ide er, for at sige det på den måde, en stat, hvor palæstinensiske arabere og jødiske immigranter til Palæstina kunne leve sammen.

Dette perspektiv blev også formuleret af Folkefronten PFLP, som udviklede den samme ide: en demokratisk palæstinensisk stat, med klar stillingtagen til statens åbenhed overfor alle dens indbyggere, selvom der stadig var uklarheder.

Perspektivet om en demokratisk stat er blevet mødt med megen kritik lige fra begyndelsen. Der var endog kritik fra et arabisk nationalistisk synspunkt af det faktum, at et sådant perspektiv afgrænsede det palæstinensiske spørgsmål til at være indenfor grænserne af det britiske mandatområde. Disse grænser er lige så tvivlsomme, set fra et arabisk nationalistisk synspunkt, som alle de andre arabiske grænser. Det grundlægende kritik af denne tilgang er, at den ser israelerne som jøder. Med andre ord ses det israelske spørgsmål som et spørgsmål om et religiøst samfund, og man forsømmer at tage med i vurderingen, at Israel eksisterer som en faktisk historisk national dannelse. Derfor kan løsningen på konflikten heller ikke reduceres til en demokratisk sekulær stat, som om det bare var et spørgsmål om sameksistens af religiøse samfund, mens man ignorer den uundgåelige nationale dimension.

Det er klart, at fra en marxistisk synsvinkel er det andet kritikpunkt af sådan en model dens begrænsning til et ”demokratisk” perspektiv, det vil sige et borgerligt program. Det er ideen om, at der kan skabes en egentlig løsning på det israelsk-palæstinensiske problem indenfor en kapitalistisk, borgerlig demokratisk ramme.

Socialistisk perspektiv
I forhold hertil kan vi så tidligt som 1970 i palæstinensiske kredse finde et perspektiv, der kan ses som det mest avancerede i området, formuleret af den Demokratiske Front (DFLP), som oprindeligt var splittet ud fra PFLP, samt af forskellige aktivister fra PFLP, som selv udspringer af den arabiske nationalistiske bevægelse, men også med et meget vigtigt bidrag fra irakiske venstre-kommunister, der var flygtet fra den blodige undertrykkelse, der skete efter Baath-partiets statskup i 1968. Blandt disse var folk med trotskistiske sympatier, hvad der kan ses af henvisninger til Trotskij i de tidligste dokumenter fra den Demokratiske Front, sammen med henvisninger til Mao Tse Tung.

Nayef Hawatmeh, den øverste leder af den Demokratiske Front, talte dengang for en socialistisk tostats-løsning med Jugoslavien som model. Selvfølgelig er det i dag, i lyset af hvad der er sket med Jugoslavien, lige så dårligt som Arafats jævnlige henvisninger til Libanon som en model for et verdsligt demokratisk Palæstina, (bortset fra den omstændighed, at Libanons verdslighed i høj grad er tvivlsom, mildt sagt). Selvfølgelig må henvisninger ses ud fra samtidens sammenhæng. Men det centrale i den Demokratiske Fronts synsvinkel er ideen om en føderativ løsning, der tager de nationale enheder i betragtning, og som kun kan nås i et socialistisk perspektiv.

Selvbestemmelse
På den israelske side blev der i 1960'erne dannet den Israelske Socialistiske Organisation, bedre kendt som Matzpen, som i begyndelsen også tilsluttede sig et marxistisk perspektiv og så den grundlæggende løsning på problemet indenfor en socialistisk ramme, og talte om en mellemøstlig socialistisk federation. At de udelod begrebet ”arabisk”, afspejlede deres ønske om at inkludere staten Israel i denne federation. ISO satte palæstinensiske selvbestemmelse og selvbestemmelse for den israelske nation, som de udtrykte det, på samme niveau.

Vi var uenige i et sådant perspektiv, fordi det ikke er muligt at sætte retten til selvbestemmelse for en nation, der ikke kun bestemmer over sig selv, men også bestemmer over andres skæbne, med andre ord en undertrykkende nation på samme niveau som et undertrykt folk.

Ingen militær løsning
Det perspektiv, vi udviklede, da vi begyndte at have en organiseret tilstedeværelse i regionen fra 1970, var et programmatisk perspektiv, der tog både den kritik i betragtning, jeg har nævnt, men også en kritik af enhver forestilling om, at en befrielse af Palæstina udelukkende ville være et resultat af en kamp ført udefra (som var det altdominerende synspunkt i den arabiske verden på den tid, i PLO, i Fatah. Kun DFLP havde en noget anderledes holdning, der inddrog den nødvendige jødisk-israelske komponent i kampen).

Det er altså ideen om, at ingen palæstinensisk befrielse er mulig som en militær befrielse udefra, af en række årsager, som jeg næppe behøver at uddybe, og som har med karakteren af den israelske stat at gøre. Israel er ikke en kolonial minoritetsstat. Det er en bosætter-kolonialisme grundlagt på fordrivelsen af den oprindelige befolkning, og en over-oprustet stat med atomvåben, så et rent militært perspektiv ville føre til en katastrofal undergangsvision. Det er et perspektiv, der også må udelukkes fra en internationalistisk synsvinkel.

Arabisk revolution
Det er indlysende, at hvis vi mener, at der ikke er nogen virkelig løsning på problemet uden at sætte det ind i en socialistisk sammenhæng, så må vi have en klassevinkel på det. Hvis vi mener, at der ikke er nogen virkelig løsning på spørgsmålet udenfor en socialistisk sammenhæng, tænker vi i et klasseperspektiv. Og et klasseperspektiv er tværgående, horisontalt. Det omfatter ikke kun national deling i sin rene form, men også i kombination med sociale og klassemæssige delinger. Herfra kommer det revolutionære programmatiske perspektiv med en utopisk dimension, vi stod for (og der er brug for en sådan dimension, til at udvikle overvejelser, debat og skoling). Vores perspektiv kombinerer en revolution på et arabisk regionalt niveau (hvor vi insisterer på den kendsgerning, at palæstinenserne må tage del i klassekampen, uanset hvor de bor, i modsætning til Fatahs holdning med palæstinensisk ”ikke-indblanding” i de arabiske staters forhold).

Vi lægger vægt på, at omstyrtelse af de arabiske regimer er en grundlæggene forudsætning for sejr i den palæstinensiske kamp. Yderligere mener vi, at den revolutionære bevægelses fremskridt på regionalt niveau skal skabe betingelserne for, at der er udvikler sig en partner i Israel. Med andre ord vil fremvæksten af en bevægelse med et internationalistisk program på den arabiske side skabe gunstige betingelser for, at der udvikler sig en partner på den israelske side, og på den måde skabe den nødvendige splittelse indenfor det israelske samfund. Dette brud med zionismen og dens stat vil ske på et socialt, klassebaseret og pacifistisk grundlag. Afmonteringen af den zionistiske stat og afmonteringen af dens strukturer (et mindre skræmmende udtryk end ødelæggelse) kan eller skal opnås gennem denne kombination.

En nødvendig garanti
I den sammenhæng var det vigtigste en løsning, der anerkender det palæstinensiske folks historiske rettigheder: retten til selvbestemmelse og tilbagevenden. Det er således i svaret på disse rettigheder, at vi forsvarer muligheden for at opretholde en israelsk enhed – selvom marxister foretrækker at afskaffe alle grænser – som en nødvendig garanti, som tilbydes de israelske jøder, eller den israelske nation, indenfor en internationalistisk tilgang: muligheden for at opretholde sin eksistens i en statsform, der kan forenes med palæstinensernes rettigheder.

Det var en programmatisk udvikling, der nærmede sig andre arabiske marxisters syn på den tid. Der var for eksempel en interessant tekst af Sadiq Jalâl al-Azm, der var stærkt kritisk overfor en bestemt syn på retten til tilbagevenden, hvor hver enkelt person skulle aflevere sin nøgle og sin ejendomsret for at kunne vende tilbage til den jord eller den bolig, hvor han eller hans forfædre boede. Forfatteren forklarer, at ”retten til tilbagevenden” fra et socialistisk synspunkt betyder, at man udvikler løsninger, der ikke er baseret på et perspektiv med privat ejendomsret, men en grundlæggende løsning på det nationale spørgsmål.

Vi kombinerede således denne form for fremtidigt programmatisk perspektiv med umiddelbare krav om en øjeblikkelig, fuldstændig og betingelsesløs tilbagetrækning af den israelske hær fra de områder, der blev besat i 1967. Og vi forklarede, at hvis man modsætter sig sådan et krav for i stedet at kræve hele Palæstinas befrielse, som palæstinensiske maksimalister gjorde i begyndelsen, inklusiv Fatah – man kan se ændringerne over årene! - begår man en stor fejl. Det var muligt at skabe en kombineret styrke med bred enighed om, at spørgsmålet om 1967-territorierne skulle gøres til genstand for en øjeblikkelig kamp. Det var også et øjeblikkeligt behov for den befolkning, der er berørt af besættelsen på Vestbredden og i Gaza. Vi er således nødt til at kæmpe for, at besættelseshæren trækkes tilbage. Selvfølgelig var det ikke prisen for en kapitulation som i Oslo-aftalerne, men et perspektiv om en fuldstændig og betingelsesløs tilbagetrækning. Selvfølgelig er det kampparoler, men jeg mener at de var rigtige, og at de stadig er.

En eller to stater
Jeg kommer nu frem til, hvordan problemet kan opstilles i dag.

Jeg vil begynde med debatten om ”en stat/to stater”. Først og fremmest mener jeg, at hele denne debat i høj grad er spild af tid og energi. Hvorfor? Overvej lige ”en-stats”-perspektivet. Det er indlysende, at på kort sigt er det – uafhængigt af alle andre overvejelser – ikke muligt. Hvis det er en løsning på langt sigt, så vil vi møde alt det, jeg sagde om begrænsningen i rammerne : Hvorfor et Palæstina indenfor de grænser, der blev sat af det britiske mandat, hvorfor ikke Palæstina og Jordan, når vi ved, at mellem 60 og 80 procent af den jordanske befolkning øst for Jordan-floden er palæstinensere, der stammer fra området mellem Jordan-floden og Middelhavet.

Hvad der er endnu vigtigere er, at selv på den palæstinensiske side er det overhovedet ikke sikkert, at man ønsker at bo i samme stat som israelerne, og det er et faktum, at fra den israelske side bliver perspektivet klart afvist. Hvis vi tager Sydafrika som model: Selv hvis vi ser bort fra de store proportionsforskelle i forholdet mellem hvide og sorte i Sydafrika, og mellem palæstinensere og israelere i en stat, der skulle rumme dem begge, hvordan ville palæstinenserne efter årtier med en så kraftig undertrykkelse kunne tolerere at leve under israelsk dominans, der minder om den hvide dominans, der stadig er på alle områder – økonomisk, social osv. lige bortset fra de politiske strukturer, i Sydafrika efter apartheid? Det er ikke et perspektiv, der lever op til palæstinensernes forhåbninger.

En levedygtig stat
Men dem, der nu kræver ”én stat”, og argumenterer med, at ”to-stats” løsningen ikke længere er mulig, bygger oftest deres sag på ideen om, at den zionistiske bosættelse på Vestbredden ikke kan ændres. Selvfølgelig kan vi ikke acceptere sådan en argumentation, for det ville betyde, at vi skulle holde op med at kæmpe for afmontering af bosættelserne. Men hvis deres begrundelse er, at en palæstinensisk stat på Vestbredden og Gaza ikke er levedygtig, er det en korrekt argumentation. Men det har vi jo sagt i den region siden 1970'erne. Her kunne vi endda være på linje med PFLP's historiske leder Georges Habash, da han sagde, at Amman skulle være det palæstinensiske Hanoi, og det ville indebære både, at monarkiet skulle afskaffes, og at der er sammenlignelige fællestræk mellem det, der bliver kaldt Jordan og Palæstina, og mellem Nord- og Sydvietnam. I begge tilfælde var det lande, der var blevet skåret midt over af briterne.

Men problemet bliver endnu tydeligere, hvis vi ser det i forhold til rettigheder og kamp. Hvis vi begynder med rettigheder: Hvilken politisk hensigt kan et program om statsdannelse have nu? Det eneste politiske udtryk, jeg kan se, der giver nogen mening er lambertisternes (trotskistisk strømning, opkaldt efter Pierre Lambert (†2008), red.). Jeg ved ikke, om der stadig er nogen af dem i Israel, men i 1970'erne krævede de i hvert fald valg til en grundlovgivende forsamling for hele området mellem Jordanfloden og Middelhavet. Deres slagord var: Stemmeret for alle palæstinensere indenfor grænserne af det britiske mandatområde. At tro, at palæstinensere på Vestbredden og i Gaza vil kræve stemmeret til Knesset, selv hvis det omdøbes til en grundlovgivende forsamling, er ganske simpelt drømmeri. Det er overhovedet ikke den sammenhæng, palæstinenserne ser sig selv i.

Det er palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, som har højeste prioritet, og dem, vi først og fremmest beskæftiger os med i dag (men de er ikke de eneste, herom senere). Hvad de umiddelbart stræber efter, er blevet udtrykt i velkendte krav: Tilbagetrækning fra de besatte områder fra 1967, riv muren ned, nedlæg bosættelserne. Disse krav indebærer en fuldstændig ophævelse af den proces, der begyndte i 1967. Det er hvad palæstinensere kæmper for i dag, og de er endnu ikke nået til det punkt, hvor de siger: ” Vi kan ikke slippe af med besættelsen mere, så vi bliver nødt til at kræve at bo i én stat sammen med israelerne”, med andre ord et krav om, at deres land bliver tilsluttet Israel! I alle tilfælde, i hele diskussionen, uanset hvilket programmatisk perspektiv vi fremlægger, så er palæstinensernes ret til selvbestemmelse det afgørende, deres ret til selv at bestemme, hvad de vil. Og den palæstinensiske enighed i dag er udtrykt i ”Fængsels-dokumentet”, og som i en modificeret version er accepteret af alle palæstinensiske organisationer fra Hamas til Fatah (med Islamisk Jihad som den eneste undtagelse). Her er en palæstinensisk enighed, som man kun kan støtte: Kampen mod besættelsen, mod muren, og mod bosættelserne.

Alliancer i Israel
Dette mål kan nås. Men det betyder ikke, at det sker i morgen. Men jeg mener, at det ikke skal forveksles med de historiske betingelser, der er nødvendige for at afmontere den zionistiske stat, som er et meget mere langsigtet mål, vi alle inderligt håber på. De umiddelbare mål, der er den bredeste enighed om blandt palæstinensere, kan opnås på grundlag af den styrke, der ligger i de palæstinensiske massers kamp, hvis de kombinerer deres kamp med international støtte, og med en splittelse mellem duer og høge indenfor det israelske samfund. Det er også derfor, det palæstinensiske lederskab, PLO's ledelse, på et tidspunkt forstod vigtigheden af at være opmærksom på, hvad der sker i Israel. Hamas har ikke disse overvejelser, så deres selvmordsbomber, der rammer civile, udspringer fra et religiøst syn på konflikten og på alt andet, og som har skabt meget negative resultater, ved at skærpe samspillet mellem Hamas og den zionistiske højrefløj. Hamas' strategi er i modstrid med de reelle vilkår for en uddybning af splittelsen indenfor det israelske samfund, som er en nødvendig forudsætning for, at palæstinenserne når deres mål.

Jeg gentager, at spørgsmålet om Vestbredden og Gaza ikke kan adskilles fra palæstinenserens kamp andre steder, begyndende med Jordan. I forhold hertil er den historiske holdning hos Arafat-ledelsen af PLO helt ærligt kriminel, set i forhold til det palæstinensiske folks interesser. Og tavsheden om det jordanske spørgsmål er en tavshed, der ikke kan retfærdiggøres af det faktum, at Sharon for længe siden sagde, at Jordan var den palæstinensiske stat, og at det burde være tilstrækkeligt for palæstinenserne. Det at Sharon sagde sådan, betyder ikke, at vi ikke skal stræbe efter at vælte regimet i Jordan. Jordan er en del af Palæstina, og det palæstinensiske folk har brug for sit Hanoi – for at gentage Folkefrontens slogan på det punkt. En uafhængig palæstinensisk stat vil ikke være levedygtig, med mindre den omfatter Jordan såvel som Vestbredden og Gaza. Man behøver bare at se på et kort over regionen for at forstå det.

De israelske palæstinensere
Dertil kommer spørgsmålet om de palæstinensere, der er forblevet fra de landområder, der blev indtaget af Israel i 1948, hvor målet er, formuleret af blandt andet Azmi Bishara, at omdanne Israel fra en ”jødisk” stat til en ”stat for alle dens borgere”. Det er en måde at af-zionisere staten Israel, for en ”stat for alle dens borgere” betyder en ikke-zionistisk stat, en stat der ikke bygger på en etnisk definition og en etnisk ret til at vende tilbage. En stat for alle indbyggere er en antitese til Liebermans og Yisrael Beiteinus logik. De anser statens ”jødiske” natur for truet af den nuværende arabiske befolknings fødselsrate i staten Israel. Perspektivet om en ”stat for alle dens borgere”, som Azmi Bishara udtrykte det, er den mest retfærdige og mest centrale parole for 1948-palæstinenserne.

Retten til at ikke at vende tilbage
Som for resten af den palæstinensiske diaspora (palæstinensere bosat udenfor Palæstina, red.) vil jeg især tage eksemplet fra Libanon, hvor der er et akut problem, eftersom palæstinenserne i Syrien har meget bedre forhold end i Libanon eller endog i Jordan. Vi må kæmpe for lige rettigheder for palæstinensere i Libanon. Om de på papiret bliver kaldt libanesere eller palæstinensere kommer i anden række for mig. Men de skulle have haft fulde borgerrettigheder for længe siden, på samme måde som palæstinensiske emigranter var i stand til at blive statsborgere i Canada, Australien og andre steder.

Der er ikke nogen grund til, at de ikke skulle have fuldt statsborgerskab i Libanon, hvor de har boet siden 1948, hvis de endda ikke er født der. Vi må protestere mod den libanesiske politiske klasses hykleri fra Geagea til Hezbollah, som alle er enige om en afvisende holdning til palæstinensisk ”bosættelse”. Det er den eneste fællesnævner blandt alle fraktioner af den politiske klasse i Libanon. Og bag denne ide ændrer de den palæstinensiske ret til at vende tilbage til en pligt til at vende tilbage – det er sådan, det bliver oplevet i Libanon. For eksempel så snart der er en palæstinensisk-israelsk aftale om bare en forkrøblet stat (forudsat Oslo-aftalerne ikke var gået i hårdknude), så ville palæstinenserne blive sendt afsted dertil i massevis. Her må vi sige klart fra: Palæstinensere, som er børn af forældre, som selv er født i Libanon – vi er allerede i gang med den tredje eller fjerde generation af palæstinensere, der bor i Libanon – de har selvfølgelig ret til af blive der.

De har selvfølgelig ret til at vende tilbage til Palæstina, men de må også have krav på libanesisk statsborgerskab. Det er så meget mere uacceptabelt, at de bliver nægtet statsborgerskab, når palæstinensere og libanesere har samme oprindelige kulturelle rødder, samtidig med at de i lande som Australien, Canada Europa og andre steder kan blive statsborgere. Derudover har de lige rettigheder i Syrien, mens flertallet af palæstinensere i Jordan har statsborgerskab. Så vi må bekæmpe det herskende hykleri i Libanon. Det viser sig for eksempel også, da den libanesiske hær angreb den palæstinensiske Nahr Al-Bared flygtningelejr i det nordlige Libanon. Så støttede alle politiske kræfter i begyndelsen angrebet, og der var ikke nogen, der løftede en finger for at standse det bagefter. Hezbollah kunne helt sikkert have standset det, om ikke andet så gennem deres styrke indenfor selve hæren, men de gjorde det ikke – selvom deres holdning har forbedret sig. I begyndelsen var de på linje med den generelle enighed. Bagefter forstod de, at det var en operation, der kunne falde ind under FN's Sikkerhedsråds resolution 1559, som også ville ramme dem på grund af definitionen af en ”rød linje”, der ikke måtte overskrides. Men den libanesiske hær kunne fortsætte med at føre deres ødelæggelse af lejren til ende uden nogen reel hindring af operationen.

Palæstinenserne må stemme om en løsning
En sidste ting som afslutning. Uanset karakteren af den løsning, der bliver foreslået, hvis retten til selvbestemmelse betyder noget som helst, så betyder den i hvert fald, at der ikke er nogen mulig løsning, uden at det palæstinensiske folk selv afgør det gennem en afstemning blandt palæstinenserne, og ikke bare på Vestbredden og Gaza, men også i Libanon, Jordan og Syrien, med deltagelse af alle palæstinensiske flygtninge. Aftaler indgået mellem staten Israel og en organisation som PLO, der definerer sig som den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk, kan ikke regnes for acceptabel, før de er blevet ratificeret af en afstemning blandt det palæstinensiske folk. For at retten til selvbestemmelse kan være meningsfuld, må vi forsvare det palæstinensiske folks ret til at stemme demokratisk om enhver afgørelse, der angår dem.

Ud over interessen i at have et programmatisk grundlag, er vores prioritet ikke at føre endeløse diskussioner om teoretiske løsninger, men at kæmpe for de mest umiddelbare behov, som jeg har refereret til, såvel som for palæstinensiske rettigheder til selvbestemmelse, inklusiv retten til at vende tilbage.

Dette oplæg blev holdt på et seminar i februar 2009 for Palæstina-aktivister i en række partier tilknyttet Fjerde Internationale. Mellemrubrikker er indsat af Socialistisk Information.

Salah Jaber er libanesisk akademiker, forfatter og socialistisk aktivist, medlem af ledelsen af Fjerde Internationale. Han underviser på School of Oriental and African Studies på University of London og har udgivet en række bøger om især mellemøstlige forhold.

Oversat fra webmagasinet International Viewpoint af Martin Mørch

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.