læs mere om: Faglig kamp | Østeuropa

15.04.08 | Dariusz Zalega

Tip en ven      |    Print  

Polen: Strejkebølge får bred opbakning

På det sidste har de største strejker siden den kommunistiske tid lammet Polen. Medens de strejkende kræver højere lønninger og større tryghed, kræver arbejdsgiverne og liberale økonomer flere privatiseringer.

Arbejdsløsheden er fortsat faldende, men lønningerne står i stampe og priserne stiger. Selv om valget sidste efterår fjernede de nationalkonservative fra magten, er den sociale utilfredshed ikke forsvundet. Den nye regering har sammen med de store fagforeninger og medierne vendt sig mod protester, der har bred opbakning i befolkningen. Vil Polen endnu engang ændre Østeuropas historie ligesom i 1981?

»Strejke«. Siden 2007 har ordet nærmest haft sin faste plads på de polske avisers forsider. Ved valget til Nationalforsamlingen i oktober 2007 vandt Donald Tusk og hans liberale Borgerplatform (PO) en knusende sejr over de nationalkonservative Kaczynski-brødre (nuværende præsident, Lech og tidligere statsminister, Jaroslaw), men magtskiftet betød ikke, at de sociale spændinger i Polen blev mindsket. Snarere tværtimod.
I valgkampen havde Tusks parti understreget at »Polen fortjener et økonomisk mirakel«, og at »alle skal have bedre levevilkår«. PO kritiserede de »populistiske« sociale slagord fra regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS), og satte på den måde gang i den største sociale protestbølge, som Polen havde set i mange år. Og den ruller stadig. Da han blev indsat som statsminister, bad Tusk om 100 dages ro, men derved hældte han bare benzin på bålet.

Dybtliggende årsager
De sociale bevægelser har nemlig gode og dybtliggende årsager til utilfredsheden. Sociologen Joroslaw Urbanski har beskæftiget sig med fagforeningernes aktiviteter. Ifølge ham kan »regeringsskiftet dæmpe utilfredsheden i første omgang, men flere faktorer fører til at kraverne om højre lønninger bare griber om sig. På den ene side er situationen på arbejdsmarkedet bedre.

Arbejdsløsheden er stadigt faldende. På den anden side har lønmodtagerne haft samme løn i årevis, og de ved at væksten kan gå i stå og arbejdsløsheden kan stige igen. Derfor vil de have så meget som muligt ud af situationen, mens alt går godt.«

Nej til 250 euro
Faldet i arbejdsløsheden har hovedsageligt to årsager: massiv udvandring og flere investeringer med støttemidler fra EU. I de største byer og langs grænsen mod vest vil ingen længere arbejde for 250 euro om måneden. Som eksempel har pressen behandlet historien om et nyt supermarked, der blev bygget nær grænsen til Tyskland: Ejeren kunne ikke rekruttere ansatte på sine egne vilkår, så derfor står supermarkedet stadig ubrugt hen.

Sådan er det imidlertid ikke overalt. Boguslaw Zietek er leder af fagforeningen August 80. Han beretter, at »lønstigningen ikke gælder for de områder, der ligger langt fra de store investeringscentre, og den følger ikke prisstigningen på varer og tjenesteydelser. Disse priser nærmer sig niveauet i Vesten, medens lønningerne er langt lavere.«

Derfor blev året 2007 præget af lønkonflikter. I februar ramte en strejke blandt postbudene hele landet.

»Postbudene tjener omkring 300 euro netto i måned. Postens ledelse hævder, at den ikke har ressourcer nok til at give dem lønforhøjelser. Men den havde intet besvær med at finde store summer til at blive den polske OL-delegations sponsor under OL i Beijing. Desuden har den brugt mange penge til indkøb af… en klokke til Vatikanet,« fortæller Bartosz Kantorczyk fra den anarkosyndikalistiske fagforening Arbejdernes Initiativ.

»Hvid landsby«
Der blev imidlertid mest lagt mærke til sygeplejerskernes og jordmødrenes protester. Da statsminister Jaroslaw Kaczynski 19. juni 2007 nægtede at tage imod en delegation af strejkende sygeplejersker og jordmødre, bestemte de sig for at besætte regeringskontorerne. Dagen efter, tidligt om morgenen, brugte politiet magt for at fjerne demonstranter, som støttede de strejkendes aktion.

Kort tid derefter blev pladsen foran ministeriet omdannet til en »hvid landsby«: Delegationer af sygeplejersker fra hele landet afløste hinanden i teltene, mens de ventede på forhandlinger med regeringen. På sit højeste var der over 3.000 mennesker samlet på pladsen. Protestaktionen fik sympatierklæringer fra indbyggerne i Warszawa og støtte fra andre fagforeninger. Minearbejderne fra August 80 og flere andre kom for at beskytte den »hvide landsby« mod politiet.

Den 15. juli fik de noget uldne løfter fra regeringen sygeplejerskerne og jordmødrene til at genoptage arbejdet, selv om flere af dem var meget frustrerede over udfaldet af strejken. Regeringens nedladende holdning til de strejkende i sundhedssektoren var en af de faktorer, der førte til valgnederlaget i oktober. Da statsministeren omtalte deres sultestrejke, kom han med følgende udsagn: »At lade være med at spise frokost er ikke ligefrem en sultestrejke.« Regeringens »sociale« image var ikke helt det samme efter denne udtalelse.

Transportstrejke
I august, kort tid efter denne strejke, lammede ansatte i den offentlige transportsektor byen Kielce midt i Polen. De protesterede mod den franske Veolia-gruppes forsøg på at opkøbe det lokale transportselskab. Protestaktionen blev anført af fagforeningen Solidarnosc, som tidligere havde støttet byens konservative borgmester. Han havde imidlertid ingen skrupler overfor at benytte sig af et privat sikkerhedsselskab i kampen mod demonstranterne.

Da valget var på trapperne, kunne myndighederne ikke tillade sig at lade denne konflikt trække ud, og derfor blev transportselskabet omdannet til et statsligt aktieselskab. Således slap man for den franske miljøgigant.

Ny regering
Valgkampen begyndte 21. september 2007 og medførte en midlertidig pause i konflikterne. Valget blev hurtigt til en folkeafstemning mod regeringspartiet.

»Folk stemte mod Kaczynski, og ikke rigtigt for Tusk. Det nye regeringsgrundlag svarer ikke til polakkernes forventninger om forsvar for sociale rettigheder eller tilbagetrækning af de polske styrker i Irak,« fortæller Zietek.
Alligevel virker det som om PO’s nye popularitet er blevet opretholdt. Partiet er dygtigt til markedsføring og har været i stand til at synliggøre »bruddet« med den politik, som forgængerne i PiS førte. Det tidligere regeringsparti havde autoritære og ofte paranoide tendenser, og trak gerne fortidens dæmoner og indbildte sammensværgelser frem i sin propaganda.

Den kendsgerning, at de sociale konflikter fortsætter, er imidlertid et stort problem for de nye magthavere.

Sundhedskonflikt ulmer
Gløderne ulmer stadig i sundhedssektoren, hvor sygeplejersker og læger stor overfor hinanden i en interessekonflikt. Lægerne har fået betydelige lønstigninger, mens sygeplejerskerne oplever status quo. Desuden kræver stærke liberale kræfter i sundhedssektoren en privatisering af sundhedsvæsenet, hvilket vækker uro i befolkningen og blandt dele af sundhedspersonalet. Det »hvide topmøde« organiseret af statsminister Tusk i Warszawa den 21. januar i år – hvor sygehusdirektører, repræsentanter for lokale myndigheder, læger og sygeplejersker deltog – var en fiasko. Det er helt åbenbart nødvendigt at øge finansieringen af denne sektor; men samtidigt skal de offentlige udgifter reduceres…

Justyna Kaczmarek er sygeplejerske i Warszawa. Hun er meget kritisk overfor at «manglen på effektivitet i vort sundhedsvæsenet bliver et argument for privatiseringstilhængerne. Den eneste filosofi, som nu er gældende, er at patienterne skal være med til at finansiere de tjenester, vi tilbyder dem.«

Og derfor kom det til nye protestaktioner på de fleste sygehuse den 21. januar i år. Andre lønmodtagere inden for den offentlige sektor kræver ligeledes lønforhøjelser. Den 18. januar demonstrerede 12.000 lærere i Warszawa for en lønforhøjelse på 50 procent og for at få stoppet regeringens projekter om privatisering af skolesystemet. Mod slutningen af januar strejkede tolderne for højere løn, hvilket lammede grænseovergangene mod øst. Og nu overvejer jernbanearbejderne at demonstrere.

Minearbejdere fik alle krav opfyldt
De voldsomste konflikter er imidlertid foregået i kulminerne. I december førte en omfattende strejkeaktion til en lønstigning på 14 procent. Den hårdeste strejke var organiseret af fagforeningerne August 80 og ZZ Kadra. Den fandt sted i Budryk-minerne, varede i 46 dage, og var dermed den længste strejke i denne sektor siden kommunistregimets fald.

Arbejderne krævede samme løn som deres kolleger i andre miner, der tilhørte det mineselskab, Jastrezbie Spolka Weglowa (JSW), som deres mine netop var blevet en del af. 500 minearbejdere havde barrikaderet sig under jorden. Flere af dem startede en sultestrejke og mange af dem måtte sendes på sygehuset. Ledelsen i mineselskabet benyttede sig af et PR-firma for at give et negativt billede af de strejkende i medierne.

Men minearbejderne holdt ud. Deres koner demonstrerede i Warszawa, og deres protestaktioner førte til en solidaritetskampagne, som man ikke havde set magen til siden 1989. De strejkende fik blandt mange andre støtte fra den engelske filminstruktør Ken Loach, fra den italienske dramatiker Dario Fo, fra Olivier Besancenot (LCR, Frankrig), fra lederen af den europæiske venstrefløjsgruppe i Europarlamentet, Francis Wurtz, fra 18 italienske senatorer og fagforeninger fra hele Europa.

Strejken endte med en succes: En aftale underskrevet den 31. januar opfyldte alle de strejkendes krav.

Liberale kræver privatiseringer
Disse omfattende protestaktioner har fået liberale økonomer til at kræve privatiseringer. Professor Jan Winiecki skrev på en polsk arbejdsgiverforenings hjemmeside at »alt, som kan privatiseres, må privatiseres. Så vil det være slut med de strejkendes evindelige afpresning.« Som om ansatte i den private sektor ikke også kæmper for større lønninger… Man behøver bare at nævne sultestrejken blandt buschaufførerne i Bydgoszcz, strejken på og besættelsen af sukkerfabrikken i Lublin, protesterne fra de ansatte ved GM Opel i Gliwice eller strejken hos supermarkedet Tesco i Tychy. Disse er blot enkelte eksempler blandt mange.

Til trods for mediernes antistrejkekampagne virker det, som om arbejdernes kamp for højere lønninger har bred støtte i befolkningen. Ifølge meningsmålinger støtter 69 procent af polakkerne minearbejdernes krav.
Sociologen Jaroslaw Urbanski har følgende forklaring på denne omfattende solidaritet:

»Folk tænker som så: »Hvis jeg kræver højere løn for mit arbejde, så støtter jeg også de andre.« De har en følelse af fælles interesse, som går på tværs forskellige sektorer. I medierne siger de liberale, at hvis man giver højere løn til minearbejderne, så bliver der ikke noget tilbage til sygeplejerskerne; men uanset hvor hårdt de end prøver, så formår de ikke at sætte grupper op mod hinanden.«

Sympatierklæringerne fører imidlertid ikke til en fælles politisk dagsorden, som kunne have sat gang i en social bevægelse af større omfang.

»Men det er måske bare en spørgsmål om tid,« fortsætter Urbanski.

Han mener også, at mange polakker føler, at de har »mistet deres statsborgerskab«; De har ikke nogen indflydelse på, hvad der sker i deres eget land.

Nye fagforeninger
Regeringen er opmærksom på disse modstridende tendenser, og undlader at gå åbent ud mod de strejkende. Under den første minestrejke i Budryk, kom der ikke det mindste pip fra statsminister Tusk. Han interesserer sig mere for udviklingen blandt fagforeningerne. De fleste af de seneste strejker er nemlig blevet igangsat af små fagforeninger, der opererer uafhængigt af de store organisationer. De sidstnævnte har kun i ringe grad være synlige i den sidste tids konflikter, hvilket kan forklare, hvorfor arbejderne ikke længer stoler blindt på dem, og hvorfor deres medlemstal har været faldende.

Under minestrejken i Budryk kæmpede både Solidarnosc (som til og med fremskaffede strejkebrydere) og minearbejdernes fagforening ZZG (en postkommunistisk organisation, der samarbejder med Det europæiske Venstreparti) mod de strejkende minearbejdere. Resultatet blev, at begge organisationer mistede størsteparten af deres lokale medlemmer.

Piotr Duda, den regionale leder af Solidarnosc i Slesien, er blevet klog af skade. Han foreslår nu, at staten begrænser de små og ofte mere radikale fagforeningers handlemuligheder. Dette forslag har naturligvis vundet gehør blandt arbejdsgiverne, som er tilhængere af »ansvarlige fagforeninger«. De foreslår nu, at der skal mindst 20 personer – og ikke kun ti, som tilfældet er i dag – til for at kunne oprette en fagforening. Et sådant tiltag vil særligt begrænse oprettelsen af fagforeninger i små virksomheder.

Efter flere år med konservativ tilbagegang viser denne strejkebølge, at den sociale bevægelse – og især dens mest radikale dele – er en kraftig potentiel social modstandskraft i et Polen, hvor det postkommunistiske socialdemokrati er bragt i vanry. De polske arbejdere overraskede Europa gennem strejkerne i 1981. Det kan godt tænkes, at de gør det igen.

Dariusz Zalega er chefredaktør på den polske ugeavis Trybuna Robotnicza og journalist på det polske dagblad Dziennik Zachodni (Katowice). Oversat fra den norske udgave af Le Monde Diplomatique, 1. marts 2008, af Peter Kragelund.

(Oversat af Geir Uvsløkk til norsk for Le Monde Diplomatique)

Tip en ven      |    Print