RELATEREDE ARTIKLER

Hvilken løsning for arbejderbefolkningen? Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen? Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi? Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Ingen fredelig vej til socialisme Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Historien om en revolutionær Efter Chavez: Et muligt scenarie Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Alle er enige: De andre tabte Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Livet efter Fidel Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Latinamerika

17.04.08 | Hilde Hylland Uhlving

Tip en ven      |    Print  

Analyse: Venezuelas revolution i krydsild

Hilde Hylland Uhlving fra Internationalt Forum rapporterer fra Venezuela, hvor en overraskende valgsejr til højrefløjen har tvunget revolutionens ledere og græsrødder i tænkeboks.

Det er vanskeligt at være i Caracas uden at blive grebet af begejstring – over den revolutionære glød blandt folk i de fattige bydele. Over sundhedsprojekter, udryddelse af analfabetisme, lokalt selvstyre på arbejdspladser og en progressiv og anti-imperialistisk udenrigspolitik. 

Det er også umuligt ikke at blive frustreret: Over rod og træghed i den offentlige administration. Over kriminaliteten, som gør hovedstadens gader usikre. Over stadig nye idéer og planer for at gennemføre de samme gamle løfter. Og over det retoriske ekko af Chavéz´ taler som går igen hos mange af venstrefløjens politiske ledere. 

En velorganiseret højrefløj har noteret sig sin første – og overraskende – valgsejr i ni år. Den venezuelanske revolution er nu under pres på tre fronter: For det første er der udbredt folkelig skuffelse over, at bureaukrati og korruption endnu ikke er blevet udryddet i statsapparatet. For det andet er venstrefløjen uenig om, hvor hurtigt magten skal overdrages til lokale græsrødder. Og for det tredje er den militære trussel fra USA ved at nå et kritisk niveau – særligt i kraft af de likvideringer, som dødspatruljer fra nabolandet Colombia udfører mod lokale politiske nøglefigurer i Venezuela. 

 

Ny grundlov stemt ned
I december 2007 gik den venezuelanske befolkning til urnerne for at stemme om grundlovsændringer. Det forslag, der fik mest opmærksomhed i udlandet, var, at en siddende præsident må stille op til nyvalg så ofte, som han eller hun har lyst til. Derudover indeholdt reformpakken 59 andre forslag, som befolkningen skulle tage stilling til.

Der var tale om et ambitiøst miks af sociale rettigheder, som fx lovfæstet ret til bolig og uddannelse, en forkortelse af arbejdsugen med 8 timer, 16 års valgret og at Venezuela formelt skulle erklæres som en socialistisk stat. Reformpakken ville også give præsidenten flere magtbeføjelser i tilfælde af en undtagelsestilstand, fx i forbindelse med nye kupforsøg.

Grundlovsændringerne endte med at blive nedstemt med 50,7 procent mod 49,3 procent. Det skaber bekymring før de vigtige lokalvalg i november 2008. Flere iagtagere mener, at den overmodige fremgangsmåde med at satse på en alt-eller-intet-strategi slog fejl, fordi reformpakken var alt for kompliceret. Ironisk nok ville Chávez sandsynligvis have fået flertal for ubegrænset genopstilling – den del af reformpakken, der blev kritiseret mest i udenlandske medier – hvis det forslag havde været sat separat tilafstemning.

 

Effektiv højrefløj skræmmer
Mere alvorligt er, at den højreorienterede opposition omsider har samlet sig, og præsenterede en modkampagne, der var langt mere effektiv, end set tidligere. En nystartet højre-studenterbevægelse førte kampagne for et nej både i indland og udland, samtidigt med at tv-kampagner målrettet mindre erhvervsdrivende påstod, at staten ville komme og overtage deres forretninger i forlængelse af reformpakken. Og i butikker over hele landet, blev varer som mel, sukker og mælk tilbageholdt på lager i månedsvis, for at skabe indtryk af varemangel ”á la Cuba”.

Ved præsidentvalget i 2006 stemte 7,3 millioner venezuelanere på Chávez. Tre millioner af disse vælgere blev hjemme ved den seneste folkeafstemning. Det skyldes blandt andet skuffelse over statsligt bureaukrati, og over at korruptionen efter ni år med revolution stadig gennemsyrer statsapparatet.

Regeringens sociale programmer, som blandt andet består af cubansk lægehjælp til folk i slumområder, har været en succesfuld akutløsning i forhold til sundhed, uddannelse og madforsyning for det fattige flertal, der udgør revolutionens base. De sociale programmer (kaldet ”missioner”) er blevet til udenom det etablerede statsapparat, som revolutionen har arvet fra sine forgængere. Missionerne er et parallelt system, finansieret af statens enorme olieindtægter.

Men adskillige års revolutionært styre i hovedstaden Caracas har ikke formået at løse problemer som affaldshåndtering, kloakker og kriminalitet, hvilket skaber grobund for udbredt kritik af det socialistiske bystyre.

 

Speed op eller ned?
Det er ingen tvivl om, at Chávez' nederlag i folkeafstemningen har betydet et psykologisk nederlag for den revolutionære proces. Hvordan nederlaget skal tolkes, er der dog uenighed om. Chávez har efterfølgende talt om ”national forsoning” med borgerskabet, og at folkeafstemningen har vist, at det er behov for at sætte tempoet ned, så fortroppen ikke løber fra masserne. En ministerrokade i januar måned bar præg af et ønske om at styrke den mere socialdemokratiske linie i regeringen.

Det skaber bekymring på venstrefløjen, som mere end noget andet ser valgnederlaget som et tegn på, at tempoet må sættes op.

Det er nu eller aldrig,” mener Victor Ciano, der er leder for Ungkommunisterne, JCV.

Det er nu processen må speedes op, folk må i højere grad involveres i revolutionen, føle ejerskab og ansvar for at føre den videre. Hvis ikke vi klarer det, taber vi ikke kun lokalvalgene i november, men hele processen”.

Et helt centralt spørgsmål handler om lokalt selvstyre, ikke kun på arbejdspladser, men også i lokalområder. Der har i revolutionens ni-årige historie været gjort mange forsøg med lokal-demokrati, som dog også er blevet kritiseret for at være kaotiske og for at blive implementeret oppefra-og-ned.

 

Kvindestyret succes
I de tilfælde hvor organisering af lokalbefolkningen har fungeret godt – og over længere perioder end de evindelige valgkampe – har det som regel drejet sig om meget jordnære emner. Et eksempel er de sundhedskomitéer, som har stået for indkvartering og støtte til de 16.000 cubanske læger der arbejder i Venezuelas slumområder.

Jordkomitéer har sørget for opmåling og registrering af ulovlige bebyggelser i slummen, med henblik på at folk får ejendomsret til den jord, deres hus er bygget på. Ana Maria Larcón fra jordkomiteen CTU i Caracas fortæller, at disse komitéer først og fremmest er organiseret af kvinder:

Kvinder er ansvarlige for familien i Venezuela, og det gør at de ser værdien i at sikre de basale ting såsom et sted at bo”, siger hun.

Det viser sig at kvinderne som i første omgang har stået bag jordkomitéerne, senere også har været dem, der har organiseret lokale sundhedskomitéer, og implementeret missionerne i lokalområderne. Kvinderne, har også været primus motor bag oprettelsen af lokalråd”.

Der er enighed mellem fløjene i den revolutionære regering om, at lokalrådene skal overtage en større del af den kommunale administration og budget. Spørgsmålet er, hvor hurtigt det skal gå.

 

Konflikt med Colombia
På trods af de interne problemer, kommer den største direkte trussel mod revolutionen måske alligevel udefra. Et parløb mellem Chávez og den colombianske socialdemokratiske leder Piedad Córdoba så i løbet af vinteren ud til at til at kunne skabe grundlag for en fangeudveksling mellem højre-regimet i Colombia og oprørsbevægelsen FARC. Fangeudvekslingen blev set som første skridt på vejen til en afslutning af den blodige borgerkrig.

I stedet lykkedes det Colombias militær at opspore og dræbe en højtstående FARC-forhandler i nabolandet Ecuador, hvilket øjeblikkeligt førte til åben konflikt mellem Colombia og USA på den ene side, og stort set resten af Latinamerika med Venezuela i spidsen på den anden side. En truende krig mellem Colombia og Venezuela blev afværget i marts, men colombianske højre-militser har, ved hjælp af terror, i praksis overtaget kontrollen over flere venezuelanske grænse-kommuner. Selv i hovedstaden Caracas er de colombianske dødspatruljers indflydelse stigende.

Venezuela er en af hovedkræfterne i den venstreorienterede udvikling i Latin Amerika, og revolutionen betyder vigtig støtte og inspiration til bevægelser og processer i nabolandene. Det gør processen farlig for dem, der fortsat ønsker Latin Amerika som USA's baggård. Og enormt inspirerende for alle, der kæmper for folks selvbestemmelse og råderet over naturressourcer.

 

For flere analyser og nyheder fra Venezuela, tjek evt Venezuelanalysis.com

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.