Meget er blevet sagt om krisen i Grækenland i de sidste uger, for det meste ubehagelige og forvirrende ting. Disse fortællinger fører frem til et argument, som skal bruges på alle industrialiserede lande.

af Pascal Franchet

Medierne har i det store og hele taget det officielle budskab til sig, som kan opdeles i fem punkter:
1) Grækenland har snydt for at skjule sin ”uacceptable” offentlige gæld.
2) Landet er på randen til at misligeholde sine gældsforpligtelser, ligesom andre lande i eurozonen.
3) EU kan ikke gøre andet end at støtte og endog tilskynde til spareplaner og kræve at, Middelhavslandet bliver sat under opsyn.
4) Grækenland skal gennemføre en spareplan for at begrænse sit budgetunderskud.
5) Krisen i de udviklede lande kræver generelt, at man vedtager samme type spareplaner.

Vi er derfor nødt til at afkode det ideologiske budskab, som reelt er rettet til alle befolkninger på den nordlige halvkugle.

1) Grækenland har snydt for at skjule sin ”uacceptable” offentlige gæld

Ja, uden tvivl, og det viser en stat, som er plaget af korruption og hemmelige aftaler mellem venner. Det synes i dag klart, at Goldman Sachs, gennem brug af komplekse finansielle arrangementer (swaps) og kredit-derivater, gjorde det muligt for den græske regering at reducere sin nationale gæld med over 2 miliarder euro ved hjælp af et usynligt lån. Denne praksis tillod Grækenland at komme med i euro-zonen. Ligeledes er det slået fast, at skiftende græske regeringer efter 2001 valgte at lukke øjnene for dette.

Men Grækenland er ikke det eneste land i euro-området, som har gjort dette. Der er en stor portion hykleri omkring dette spørgsmål.

I 1966 brugte Italien swaps med JP Morgan for kunstigt at begrænse sit underskud. Bagefter solgte Berlusconi entréindtægterne til de nationale museer til en finansinstitution for 10 milliarder euro, som til gengæld fik 1,5 milliarder euro om året i ti år. Frankrig udstedte i 2000 obligationer og indregnede først tilbagebetaling af renterne efter en periode på 14 år. I 2004 indgik Goldman Sachs og Deutsche Bank en finansiel pakke for Tyskland under navnet ”Aries Vermoegensverwaltungs”. Tyskland lånte på den måde penge til en rente pænt over markedsrenten, kun for at undgå at gælden endte med at optræde i det offentlige regnskab.  

Sæt Grækenlands “ufattelige afgrund” i sin rette sammenhæng

Grækenland ville have et underskud på 12,7 procent af BNP, og ikke 6 procent, som den tidligere regering påstod, og en offentlig gæld på 115 procent af BNP, men hvis vi sammenligner med andre lande, er der intet, som retfærdiggør den voldsomme panik. Udgifterne til at afdrage gælden udgjorde 14 procent af BNP i 1993, men er nu 6 procent! Balancen i den græske stats regnskaber er bestemt ikke i orden, men den er mindre kritisk, hvis man sammenligner med andre lande.

 

Hverken EU-Kommissionen, Eurostat eller endda kreditvurderings-institutterne skal belære Grækenland!

 

Efter 2001 måtte EU-Kommissionen nødvendigvis være bekendt med, at man ikke kunne stole på de græske regnskaber. Man kunne bare se på statens regnskab for at beregne det permanente underskud på statsbudgettet, lægge mærke til mangedoblingen af ordrerne på våbenkøb, vurdere omkostningerne til de Olymiske Lege i 2004 og sammenligne dem med budgetressourcerne og reserverne i den græske centralbank for at forstå, at den officielle gæld (som blev fremlagt for at kunne gå med i euro-zonen) ikke var, som den blev præsenteret. Man kunne ikke være blind for denne situation, men i praksis gjorde man intet for at underkende den.

Optagelsen af Grækenland i euro-zonen var nødvendig for Kommissionen af politiske og geostrategiske grunde. Fortalerne for at acceptere Grækenland i 2001 var Frankrig (næststørste leverandør af våben) og Tyskland. De to lande står nu for 80 procent af den græske gæld.

 

Eurostat har heller ikke noget at komme efter!

Ifølge Bloomberg var Eurostat fuldstændig klar over denne operation. Samtidig med at EU’s statistiske kontor underkender den store offentlige gæld med henvisning til gode regnskabsregler, giver man, som en del af forskellige hjælpeprogrammer, milliarder af euro til bankerne uden modkrav. Og det er samme Eurostat, som tillader, at forskellige lande undlader at medregne statslån i den samlede offentlige gæld. Og det til trods for, at skatteyderne (med mindre de nyder godt af skattelettelser for de rigeste) skal betale disse beløb på den ene eller anden måde.

Og kreditvurderingsinstitutterne, hvor pålidelige er de?

De har en meget tvivlsom pålidelighed. Det var dem, som vurderede subprime-lån fra Lehman Brothers i kategorien 3A – kun tre dage før finanskoncernen gik fallit.

De samme ”synske” institutter er ekstremt magtfulde, og gør, som det passer dem på de finansielle markeder, også på de uregulerede markeder kendt som over the counter-derivater (dvs. værdipapirer, der handles privat direkte mellem to parter, red), eller de giftige markeder, hvor agenter køber sikkerhed mod risikoen for konkurs (credit default swaps). De er tæt knyttet til anglosaksiske banker (blandt andet Goldman Sachs og Citibank). Disse institutter arbejder ikke med en krystalkugle, men med de omfattende data leveret af långiveren eller med efterretningerne fra markedet for et særligt finansielt produkt. I vores tilfælde har institutterne nedvurderet statsobligationerne efter stemningsskiftet på de fleste markeder, efter at den græske regering selv leverede nye data.

2) Grækenland er på randen til at misligeholde sine gældsforpligtelser, ligesom andre lande i eurozonen

Budskabet har først og fremmest den funktion at hæve renten (risikopræmien) og dermed profitten hos långiverne (herunder Goldman Sachs og forskellige hedgefonde). Obligationer udstedt af den græske stat blev handlet med en rente på 6,4 procent, som er det dobbelte af, hvad en kreditor kan forvente på dette marked. En skøn modsætning fra dele af finansmarkederne i forhold til et land, som bliver vurderet til at være ”på randen af fallit”.

Den dominerende ideologi har en tendens til at sammenligne situationen for statsbudgettet med den enkelte husholdning eller virksomhed, hvilket ikke giver nogen mening. En stat, i modsætning til en husholdning eller en virksomhed, har altid muligheden for at øge sin indtægt via skatter. Det er denne kendsgerning, sammenholdt med en væsentligt længere levetid, som er den grundlæggende forskel og grunden til, at denne sammenligning er absurd. i USA har staten eksisteret i 221 år og har ophobet gæld siden 1837, eller i 173 på hinanden følgende år.

Den anden grund til dette alarmerende budskab er at forberede befolkningen på at acceptere sociale nedskæringer og sparekrav. Den græske regering har muligheden for at gennemføre en gennemgribende skattereform for at udrydde skattesnyderi og gaveboden til de rigeste, ligesom man kan beskatte kapitalindkomster og renteindtægter. Kort sagt: frihed til at forøge skatteindtægterne for at udrydde budgetunderskuddet. Det er et spørgsmål om politisk valg, som PSAOK (det græske socialdemokrati) ikke har valgt, fordi man er enig i de grundlæggende forudsætninger for neoliberalismen: Den græske verden må og skal være et neoliberalt økonomisk marked! I adskillige årtier har den politik, som skiftende regeringer har ført, forøget underskuddet og den offentlige gæld. Indlemmelsen i euro-zonen i 2001 har kun bidraget til at øge dette fænomen.

 

3) EU kan ikke gøre andet end at støtte og endog tilskynde til spareplaner og kræve at, Middelhavslandet bliver sat under opsyn

Den Europæiske Centralbank (ECB) har ikke lov til at låne til stater! Mens ECB lånte løs til bankerne i 2008-2009 for at redde dem fra bankerot, så har man ikke lov til gøre det samme i forhold til de offentlige myndigheder hos medlemslandene. Det er en skam.

Det er vigtigt at huske, at artikel 123 i Lissabon-traktaten forbyder Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbankers køb af gældsinstrumenter direkte fra [offentlige myndigheder, andre organer eller offentlige foretagender i medlemsstaterne]”

Så ingen ”direkte” køb af regeringsgæld (og ingen hjælp til stater), men samtidig yder man favorable lån til banker, som bliver pålagt at stille sikkerhed i form af … statsobligationer (blandt andet fra den græske stat!). Et skønt hykleri, som Lissabon-traktaten på denne måde tillader.

Den Europæiske Investeringsbank, hvis anløbne moral er velkendt i udviklingslandene, kan den ikke finansiere det græske underskud? På papiret, jo. Men virkeligheden er, at den finansierer mange tvivlsomme investeringsprojekter, som øger gælden og den voksende offentlige gæld, som for eksempel OL i 2004, hvis samlede omkostninger stadig er ukendte (anslået mellem 20 og 30 milliarder euro).

 

4) Grækenland skal gennemføre en spareplan for at begrænse sit budgetunderskud

Det er det, som kapitalismens tilhængere vil nå frem til! Med påstanden om at den offentlige gæld ikke er holdbar, foreslår regeringen en hidtil uset sparekrav under henvisning til finansiel stabilisering: slut med tiltag, som kunne stimulere økonomien, en fastfrysning af offentligt ansattes lønninger i 2010, nedsættelse af bonusser med 10 procent, 30 procent overarbejde i den offentlige sektor, 10 procent nedskæring af de offentlige udgifter, heraf 100 mio. euro ved besparelser på uddannelse og hospitalsudgifter; 2 års forlængelse af pensionsalderen, som dermed bliver på 63 år; øgede afgifter på brændstof, tobak, mobiltelefoner, 2 procents momsstigning…

Og EU vil have mere! Man kræver strukturreformer, som vedrører alle lovområder, liberalisering af markederne, fleksibilitet på arbejdsmarkedet, store pensions- og sundhedsreformer….

Kort fortalt er det an arbejdsløshed på mindst 15 procent og en beskæring på mindst 7,5 procent af nationalproduktet, som venter grækerne på kort sigt, ifølge en vurdering fra Deutsche bank.

Men der eksisterer andre budgetmuligheder!

Den forventede besparelser i spareplanen ligger omkring 5 milliarder euro. Men der er andre muligheder. Grækenland er det land i EU, som har de største militærudgifter i forhold til BNP. i 2006 var de på 9,642 milliarder dollar. I 2008 brugte Grækenland 2,8 procent af sit BNP på forsvarsudgifter, og dette tal omfatter ikke alle militærudgifter. Denne meget store byrde for statsbudgettet gavner især våbenindustrien i USA og Europa.

Grækenland har også verdens største handelsflåde med over 4.000 fartøjer, som hvert år dræner den græske stat for næsten 6 milliarder euro i momsafgifter i kraft af fordelagtige ordninger.

Hovedparten af de store arbejdsgivere har flyttet deres aktiver til udenlandske selskaber på Cypern (hvor de har en skat på 10 procent). Den græsk-ortodokse kirke er fritaget for skat, selv om den er den største jordbesidder i landet.

Græske banker har modtaget 28 milliarder euro i offentlig støtte som del af hjælpepakker uden nogen form for kompensation, og nu spekulerer de mod den offentlige gæld uden at blive straffet.

Derfor er der ressourcer til at gå en anden vej!

For at få fat i disse ressourcer er der brug for en gennemgribende skattereform, men PASOK-regeringen har besluttet, i sin underdanighed for kapitalismen, at lade alt køre som hidtil. De foretrækker at lade de fattige betale for at fortsætte med at være i euro-zonen, selv om dette medlemskab under dække af ”fri og uhindret konkurrence” er en kilde til deregulering og tab af national suverænitet.

 

5) Krisen i de udviklede lande kræver generelt, at man vedtager samme type spareplaner

I alle udviklede lande gentager regeringerne og medierne det samme budskab. Hvad enten det er i Portugal, hvor regeringen har igangsat et omfattende program for privatisering af offentlige service; i Spanien, som er viklet ind i en boligkrise, og hvor arbejdsløsheden er oppe på omkring 20 procent; i Irland, hvis budgetunderskud er tæt på det græske; i Italien, som har EU-rekord med en national gæld på 127 procent af sit BNP; eller Storbritannien, hvis underskud nu har passeret 14,5 procent.

 

Også andre europæiske lande har oplevet spareplaner. Forslag om ændringer i pensionssystemet og nedbrydning af sundheds- og sociale ordninger er i gang overalt i Europa.

En ting er sikkert: De mange penge, som store private banker har fået til en lav rente fra den Europæiske Centralbank, vil ikke gå til husholdninger eller virksomheder. Udestående lån er faldet markant i 2009 over hele Europa. Disse penge vil gå, og er allerede gået, tilbage til spekulation i offentlig gæld og politisk risiko (sovereign risk). I dag Grækenland, i morgen Portugal, Spanien, Italien, Irland. Efter i morgen Belgien, Frankrig … Euro-zonen er fuldstændig opsplittet og afslører sit sande ansigt: Det er et system, som er bygget op for de rigeste økonomier på ryggen af de svage.

 

Foreløbige konklusioner og seks forslag

EU er politisk fallit: Med en fælles valuta, men en skattemæssig og social konkurrence mellem medlemslandene; med et fælles marked, men uden en mekanisme til at overføre ressourcer fra de rige til de fattige; med dens neoliberale dogme, som smadrer folk, er den ude af stand til at give et svar på krisen til dens befolkninger.

Til gengæld er folk begyndt at mobilisere og organisere sig selv: To generalstrejker i Grækenland, med massive demonstrationer i de fleste større byer; 93 procent af islændingene sagde nej til Icesave-aftalen om, at de skulle betale for den private gæld; imponerende demonstrationer i Portugal; plus demonstrationerne den 23. marts i Frankrig, som markerede begyndelsen på en tredje social bevægelse i landet.

Vinden blæser over Europa og viser, at ansatte, pensionister og de fattige siger nej til at betale for krisens omkostninger.

Hvad der mangler i disse mobiliseringer, udover at forbinde de enkeltstående kampe med hinanden, er en kobling mellem de sociale og de politiske svar. Over hele Europa må sociale bevægelser tage elementer af alternative programmer til sig – alternativer, som adresserer systemets krise, og som prioriterer et forsvar for og en udvidelse af de kollektive rettigheder mod kapitalens logik.

Det centrale spørgsmål, som bliver stillet af disse “krisepåskud” fra den offentlige gæld, handler om en anden fordeling af rigdommen.

Derfor må vi holde to jern i ilden: Hæve lønningerne ved at beskatte renteindtægter og gennemføre en gennemgribende skattereform. Højere lønninger vil lette husholdningernes gældsbyrde og vil give mulighed for produktion af varer og tjenesteydelser.

En drastisk nedsættelse af arbejdstiden med fuld løn- og personalekompensation er også nødvendig. Det vil både tage fat på problemet med arbejdsløshed, finansiering af sociale ydelser (ved at øge antallet af betalere) og den utilstrækkelige tid til fritid og rekreation blandt dem, som arbejder.

En fælles skattereform på europæisk plan vil gore det muligt at lukke de eksisterende skatttehuller og at indføre en progressiv beskatning af alle indkomster (både person- og selskabsskat), at nedsætte eller helt fjerne indirekte skatter, som især rammer de fattigste. Ethvert skattetiltag må indføre en særlig skat på kapitalindkomster og formuer hos dem, som tjener på gældskrisen, uden at glemme beskatning af andre kapital- og pensionsindkomster.

En fælles skattepolitik bør også afskaffe de mange undtagelser fra sociale bidrag, som gælder for virksomhederne, hæve arbejdsgivernes bidrag og på den måde sikre en bæredygtig social sikring af alle, herunder rimelige tilbagetræknings- og pensionsordninger..

Endelig har det finansielle system afsløret sine asociale konsekvenser. Vi må ekspropriere bankerne og andre finansinstitutioner, overføre dem til offentligt eje og sætte dem under befolkningens kontrol.

Der er også brug for en ”borger-revision” af den offentlige gæld, for at måle den legitimitet eller illegitimitet (hvad har de finansieret?).

Lad os sætte disse forslag til debat og lave en liste med krav.

 

Pascal Franchet er næstformand for Komiteen for Sletning af den Tredje Verdens Gæld. Artiklen er oversat fra engelsk af Åge Skovrind. Den blev først offentliggjort på fransk 27. marts på organisationens hjemmeside

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com