læs mere om: Feminisme

Frigørelse, frihed og forandring

Vedtaget på Socialistisk Arbejderpartis kongres, november 2004.

  1. Introduktion
  2. Globalt fokus
  3. Personligt valg, ansvar og individualisme
  4. Kvindeundertrykkelsens oprindelse
  5. Familie, børn, hjem og arbejdsdeling
  6. Arbejde og uddannelse
  7. Hver alder sin undertrykkelse
  8. Objektivisering og kvindestereotyper
  9. Seksualitet og seksuel orientering
  10. Indvandrerkvinder - kulturel og økonomisk undertrykkelse
  11. Ingen revolution uden kvinder
  12. Selvorganisering i røde organisationer


1. Introduktion

Nogle mener, at kvinders forhold er forbedret så meget gennem de seneste årtier, at resten ikke er værd at snakke om eller kommer af sig selv med tiden. Efterhånden er det også de færreste kvinder, der selv mener, de er undertrykte.

Mange kvinder har svært ved at vedstå undertrykkelsen, fordi det betragtes som et svaghedstegn hos den enkelte. I denne liberalistiske tid er de fleste efterhånden blevet overbeviste om, at vi er vores egen lykkes smed og dermed også selv skyld i de faktorer, der gør os mindre lykkelige.

Denne resolution er et forsøg på at forklare, hvordan kvindeundertrykkelsen kommer til udtryk i dag i Danmark og i resten af verden. Samtidig ønsker vi at udvikle og give nogle af SAP´s svar på, hvordan kvindeundertrykkelsen bekæmpes.

2. Globalt fokus

Kapitalismen udnytter kynisk de svage på arbejdsmarkedet. Mennesker, der ikke har andre økonomiske muligheder. Mennesker, der arbejder længe og hårdt, uden at stille krav eller sige fra, fordi de er bange for at miste deres arbejde. Den nyliberalistiske verdensorden speeder konstant arbejdsprocessen op uden kompensation - tværtimod, og de nye multinationale virksomhedskonstellationer på tværs af landegrænser er kendetegnede ved fravær af arbejderrettigheder og manglende kontrol af arbejdsforhold.

Det har især en konsekvens for kvinder. Der drives rovdrift på deres arbejdskraft, helbred og liv. Når man lever i et u-land med alt for få lønnede jobs, når landet ikke kan komme af med sine varer pga. toldmure, og når verdensbanken kun låner landet penge mod, at det åbner sit marked for vestlige varer, så er det kvinderne, der først mister deres lønarbejde.

Rovdriften i minerne og kvinder i tekstilindustrien i England i 1800-tallet kan sammenlignes med den rovdrift, der i dag foregår på f.eks. børn i Indien, der limer Nike-sko sammen i giftige kemikaliedampe, eller på kvinder i Afghanistan, der invaliderer hænderne og ødelægger muskulaturen i tæppeindustrien, foruden frihandelzonerne, hvor multinationale selskaber tvinger kvinder og børn til at arbejde i sweatshops under kummerlige forhold, hvor forsøg på faglig organisering er en forbrydelse, der straffes hårdt.

I den 3. verden hærges regioner af langvarige brutale krige, hvor mænd og drengebørn tvinges ind i konflikter som soldater. Kvinder lades tilbage uden nogen form for økonomisk grundlag og må gennem prostitution og tiggeri tjene til livets ophold. Kvinder og pigebørn i disse regioner udsættes ofte for voldtægt og plyndring og står som regel tilbage med ansvaret for familien.

I store dele af verden er det ikke unormalt, at unge piger bortgiftes til mænd, de ikke selv har valgt, og som de ofte aldrig har mødt. Det betyder, at disse piger må forlade deres familie og i mange tilfælde flytte langt væk, for at tilslutte sig en fremmed mand og dennes familie. Ofte forventes en stor medgift, som pigens forældre må betale. Det forventes, at pigen føder børn, der kan hjælpe med at forsørge den nye familie - helst drenge, da de pga. medgift-traditionen er bedre økonomisk for familierne.

Den imperialistiske udbytning af de afhængige lande i Den Tredje Verden rammer kvinder særlig hårdt. På samme måde er de økonomiske og sociale konsekvenser af kapitalismens genrejsning i de tidligere overgangssamfund i Sovjet og Østeuropa gået stærkt ud over kvinderne. I begge disse dele af verden presses kvinder i stort tal ud i prostitution som en sidste udvej for at underholde familien, når fattigdomstærsklen er nået. Andre kvinder smittes med HIV af deres mænd, som i de ofte stærkt patriarkalske samfund ikke tillægges noget ansvar for konsekvenserne af deres seksualliv.

Kvinder fra disse dele af verden er også blevet en handelsvare, som via løfter om et bedre liv eller gennem direkte bortførsler sælges til prostitution i Vesten under slavelignende forhold.

Det er naturligvis kvinderne i de enkelte lande, der må være i front i kampen mod deres egen undertrykkelse, men vi kan også bidrage til deres kamp, dels med krav, der angriber de imperialistiske landes udbytning af de mindre udviklede nationer og deres befolkninger, og dels med støtte til demokratiske krav, som skaffer disse kvinder bedre kampbetingelser.

Over for den imperialistiske udbytning af Den Tredje Verden og af de tidligere overgangssamfund kræver vi:

at den danske regering og de internationale organisationer, Danmark er med i (EU; WTO, IMF mv.), ophører med at kræve fri adgang for egne kapitalistiske virksomheder i disse lande, men tværtimod tillader undertrykte nationer at beskytte eget landbrug, industriproduktion og servicevirksomhed for at kunne udvikle en selvstændig økonomi.
indførelsen af en (såkaldt Tobin-) skat på valutatransaktioner, hvis indtægt går til støtte til selvstændig økonomisk udvikling i Den Tredje Verden.
Større beskatning af danske multinationale virksomheder, hvor indtægterne anvendes til støtte til selvstændig økonomisk udvikling i Den Tredje Verden.
Som støtte til kvindernes kamp i disse lande kræver vi:

Tale-, forsamlings- og valgret til alle kvinder. En nødvendighed for at kunne øve indflydelse på det sociale og politiske liv.
Ret til faglig organisering og ordnede arbejdsforhold.
Kvinder skal have ret til at søge skilsmisse og ret til selv at vælge, om de vil indgå ægteskab og med hvem. Dette kan være med til at bryde traditionelle krav om husslaveri og underkastelse under manden og dennes familie.
Kvinder skal have ret til at arve og til at besidde ejendom. I SAP går vi ind for ejendomsrettens ophævelse, men så længe ejendomsretten er en indgang til økonomisk selvstændighed, er dette et nødvendigt krav for kvinder.
Kvinder skal have ret til at bestemme over egen krop. Både til at udtrykke kropslig og seksuel nydelse og til at sige nej. Og kvinder skal have ret til og mulighed for at forebygge og afbryde uønsket graviditet.
Opbygning af regional eller national infrastruktur, uddannelsessystem og sundhedsfremmende initiativer.
Reelt demokrati og borgerligt demokratiske rettigheder.
Samtidig arbejder vi for direkte støtte til de kvinder, der kæmper udbytning og kvindeundertrykkelse, og vi samarbejder med og støtter bevægelser og partier, der kæmper for et opgør med det økonomiske system, der hensynsløst nedslider arbejdskraften i profittens og verdenshandlens tjeneste, og for at erstatte det med socialisme.

3. Personligt valg, ansvar og individualisme

Ingen er i tvivl om, at der finder en kvindeundertrykkelse sted i Den Tredje Verden. Men tit er det sværere at se, hvordan undertrykkelsesmekanismerne fungerer i den vestlige del af verden.

I SAP mener vi, at kvindeundertrykkelsen er en uadskillelig del af kapitalismen. Kvindeundertrykkelsen i Danmark er ikke ligeså brutal og synlig som i den fattige del af verden, men den findes, selvom det ideologisk set bliver gjort til et personligt valg om vi ønsker at være undertrykte eller ej.

Gennem de seneste år har borgerlige ideologier af forskellig observans vundet frem. Religiøse fundamentalister i bl.a. kristen, muslimsk eller jødisk udgave prædiker traditionelle familiedyder. Fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti møder vi en særlig ondartet kombination af borgerlig ideologi.

På den ene side udbreder disse partier ideer, som skal nedbryde enhver tale om fællesskab, solidaritet og samfundsansvar under dække af at sætte det personlige valg og den personlige frihed på dagsordenen. Individualismen har overhalet det samfundsmæssige fællesskab indenom. Det sker i en grad, så mange mennesker opfatter livet som en direkte konsekvens af deres individuelle valg og ikke ser det i forbindelse med de vilkår, de tilbydes.

Men samtidig genopliver de gammelkonservative dyder, der lægger ansvaret og magten over individerne tilbage i familien og overlader samfundssolidariteten til hattedamer i velgørende foreninger. I samme ånd er de parate med strenge straffe til dem, som overtræder lovgivning og borgerlige moralbegreber.

Den borgerlige ideologi fortæller os, at vi foretager en række valg gennem livet. Vi vælger, om vi uddanner os og til hvad, og vi vælger vores arbejde. Vi vælger, om vi vil have børn, og om vi ønsker at bo sammen med barnets far. Vi vælger, hvor længe vi holder barsel, når og om vores børn skal i institution, og hvor længe de skal være der. Vi vælger også, i hvilken grad vi vil deltage på arbejdsmarkedet. Vi vælger om vi vil købe hus. Kort sagt, vi vælger selv.

Hvis vi vælger ikke at få en uddannelse, har vi ansvaret for, at vores muligheder indskrænkes. Hvis vi vælger den forkerte uddannelse, kan vi ikke finde arbejde.

Hvis vi vælger at få børn, må vi for barnets skyld vælge at blive hjemme eller søge deltidsarbejde en årrække og dermed også affinde os med deltidsløn, lavere feriepenge og mindre pension. Måske vælger vi at bo sammen med barnets far og måske vælger vi, at han skal arbejde meget fordi hans løn er den højeste.

Eller måske vælger vi selv at arbejde meget, enten fordi vi har lyst, eller fordi det forventes af os på vores arbejde. Men det går ud over vores børn, der så må være længe i daginstitutionen, og så burde vi nok ikke have fået dem. Hvis vi ikke kan få vores liv til at hænge sammen, er det med andre ord vores egen skyld, vores eget ansvar og et resultat af vores egne valg.

Mange forskellige motiver kan ligge bag de forskellige kombinationer af nyliberalisme og gammelkonservatisme hos forskellige personer og partier. Men når disse tanker har så stor gennemslagskraft, skyldes det, at de er velegnede til at fungere som argumenter og begrundelser for den strategi, som den herskende klasse arbejder efter for at sikre bedre profitmuligheder. Denne strategi har to hovedelementer:

a) at presse de direkte og indirekte lønomkostninger ned, og

b) at afmontere så mange af det offentliges velfærdselementer som muligt.

I SAP mener vi, at en sådan ideologi i høj grad rammer kvinder. Vi får fortalt, at det er selvforskyldt, hvis vores liv ikke hænger sammen. Men vores liv må ses i sammenhæng med de vilkår vi bydes.

Vi må alle have ret til at kunne få livet til at hænge sammen og til at kunne se sammenhæng i vores liv. Vi har ret til muligheden for uddannelse, arbejde og familie. Vi har ret til et ordentligt sted at bo, også uden at skulle købe en bolig, og vi har ret til at søge en lige deling af arbejde og ansvar i vores parforhold.

For mange kvinder er det at få børn ikke bare et personligt valg, men en helt naturlig del af livet. For andre kvinder er det naturligt ikke at ville have børn. Under alle omstændigheder er børn en del af samfundet og en forudsætning for samfundets eksistens og udvikling. Derfor er det at få børn ikke blot den enkelte kvindes valg og ansvar, men også et samfundsanliggende.

Som kvinder vil vi gøre krav på at være værdsatte på arbejdsmarkedet, også selvom vi holder barsel og bliver hjemme, når vores børn er syge. Vi vil også kunne se denne værdsættelse på lønnen.

Livet består af mange valg, som vi gerne vil tage ansvar for. Men vi vil have de vilkår og muligheder der skal til for at træffe reelle valg.

4. Kvindeundertrykkelsens oprindelse

I SAP mener vi, at kvindeundertrykkelsen har sin oprindelse i klassesamfundet. I før-klassesamfundet – det vi kalder urkommunismen – var man kun i stand til at producere nok til alles overlevelse.

Efterhånden som man lærte sig landbrug og kvægdrift, blev man i stand til at producere mere end dette. Handel og håndværk opstod, og efterhånden var nogle mennesker i stand til at tilegne sig det ekstra man producerede – merprodukt. For dem, der tilegnede sig merproduktet blev det vigtigt, at kunne lade deres rigdom gå i arv. Det blev væsentligt at vide, hvem der var far til børnene.

Samtidig blev det at føde børn centralt, da man dermed skabte ny arbejdskraft. Da det kun er kvinder, der føder børn, blev det en nødvendig del af samfundsordenen at vide, hvem kvinden tilhørte. Dette var oprindelsen til den patriarkalske familie. Ordet familie stammer fra det latinske udtryk familius, som betyder husslave og familia, der betyder det samlede antal, som én mand ejer.

Samtidig blev familien den institution, hvor ansvaret for den uproduktive del af befolkningen blev placeret - børnene og de gamle - og som sørgede for arbejdskraftens vedligeholdelse - at folk fik mad, tøj, søvn, omsorg og andre livsfornødenheder. Det kalder vi arbejdskraftens reproduktion, fordi det er disse "ydelser", som skal til, for at folk er i stand til at gå på arbejde næste dag og for at opfostre næste generation af arbejdskraft.

Familien blev på den måde den vigtigste samfundsmæssige institution til opretholdelse af klassesamfundet - til at bevare skellet mellem de jord- og ejendomsløse og de jord- og ejendomsbesiddende.

For at fastholde disse klasseskel opstod staten med politi, lov og domstole, og den herskende klasses ideologi og religion var med til at fastholde klassedelingen og kvinders påståede naturlige og biologiske underlegenhed i forhold til mænd.

I takt med at klassesamfundet har ændret sig - fra slavesamfund over feudalsamfund til kapitalisme - har den patriarkalske familie også ændret sig. Familien i dag er ikke den samme som familien under feudalismen. Men ikke desto mindre har familien stadig en central plads i samfundets opretholdelse.

På trods af at de fleste kvinder i Danmark nu har arbejde, og at mange børn tilbringer en del tid i daginstitutioner, er familien stadig den institution, som skal varetage både børn og voksnes trivsel. Det er familien, som skal sikre, at vi er i stand til at møde på arbejde næste dag, og at vores børn med tiden bliver tilpasset de behov, arbejdsmarkedet stiller.

Når familie-institutionen på én gang svækkes, men samtidig fastholder mange af sine historiske opgaver, skyldes det, at kapitalismen har forskellige, delvist modsatrettede behov. På den ene side har kapitalismen – periodevis – behov for kvinderne på arbejdsmarkedet. På den anden side har kapitalismen stadig behov for en ramme, der kan sikre arbejdskraftens reproduktion og børnenes opvækst.

Det faktum, at kvinderne i stigende grad er blevet økonomisk uafhængige, fungerer dog som en konstant trussel mod familiesystemet som institution i det kapitalistiske samfund. Netop derfor bliver kvinders stilling hele tiden udsat for en ideologisk offensiv: Vi tager os ikke nok af børnene, vi er ikke ansvarlige nok over for de gamle og de syge. Kvinder er dummere end mænd. Vi er ved at miste vores kvindelighed. Vi er mærkelige og utilpassede, hvis vi ikke lever i traditionel tosomhed med en mand.

Kvinder har sågar mistet stoltheden ved at kunne gøre ordentligt rent. Eksemplerne er utallige, og der opstår hele tiden nye. Og der er ingen tvivl om, at ideologien virker.

Det er stadig en levende realitet, at familien er en samfundsbevarende og kvindeundertrykkende institution.

At kvindeundertrykkelsen har sin oprindelse i familieinstitutionen betyder imidlertid ikke, at kvindeundertrykkelsen kun foregår i familien. Kvindeundertrykkelsen gennemsyrer hele samfundslivet og vores måde at være sammen på. Kvindeundertrykkelsen viser sig i kvindernes muligheder på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet. Kvindeundertrykkelsen kan aflæses i kosmetikindustriens milliardfortjenester og i et stigende antal fedtsugninger og brystimplantationer. Kvindeundertrykkelsen stikker sit ansigt frem, når kvinder voldtages eller udsættes for vold.

Alle kvinder er undertrykte uanset klassetilhørsforhold, men den kvindelige direktør har ikke de samme interesser som sygehjælperen eller loddedamen. Som kvindelig arbejder er man underlagt en dobbelt undertrykkelse, fordi man både er undertrykt som kvinde og som arbejder.

For SAP er kvindeundertrykkelse ikke en moralsk kamp mod mændene, men en uundværlig og politisk del af kampen mod kapitalismen. Vi fører ikke moralske kampagner mod de af os, som lever i traditionelle kernefamilier eller går med kosmetik. Men vi kæmper for kvinders muligheder for at leve økonomisk uafhængigt af mænd og vi angriber reklame- og skønhedsindustrien for at skabe profit på kvindeundertrykkelsen.

5. Familie, børn, hjem og arbejdsdeling

Mange unge kvinder føler ikke kvindeundertrykkelsen som et personligt problem. De har måske ikke følt sig forskelsbehandlet pga. deres køn.

For lige så mange kvinder ændrer dette billede sig, hvis de får børn og slår sig ned i en traditionel familie. På trods af at de har følt sig ligestillet med deres kæreste, oplever de, at de pludselig står med det overordnede ansvar for børnenes og familiens trivsel samt for, at hjemmet fungerer. Selv i familier, hvor mor og far tilsyneladende laver lige meget, er der forskel.

F.eks. har mange mødre sikkert oplevet, at deres mand henter børn i børnehaven og ikke har opdaget, at børnene har noget andet tøj på, end de havde om morgenen. Derfor ligger det våde tøj måske også stadig i en pose i børnehaven.

Dermed ikke sagt at faderen er dårligere til at hente sine børn, blot at det oftest er kvinden, der har det generelle overblik. Dette bekræftes af utallige undersøgelser og menes da også at være årsag til, at flere kvinder end mænd lider af stress. Så selvom tendensen går i retning af at mænd i stigende grad deltager i arbejdet i hjemmet og samværet med børnene, har kvinderne simpelthen langt flere ting at hold styr på.

Nogle kvindeorganisationer har rejst kravet om at lønfastsætte og udbetale løn for det ubetalte arbejde i familien. De kritiserer også de økonomiske modeller for at alle de aspekter, der ikke kan ses på bruttonationalproduktet, ignoreres.

I SAP mener vi ikke, at det er en brugbar strategi, men vi er enige i målsætningen om helt andre kriterier for, hvad der er menneskeligt og socialt værdifuldt arbejde. Men vejen går igennem de ”aflastning” af familieopgaverne, vi har nævnt ovenfor som skridt på vejen til en radikal omstrukturering af de økonomiske systemer og arbejdsmønstre. Vores økonomiske systemer og vores idéer om arbejde er blevet skabt ud af kapitalismen og en kapitalistisk forståelsesramme.

De krav og kampe, vi kæmper i dag, skal lede frem til et samfund, som kan defineres med en lettere omskrivning af et citat fra den unge Marx:

”Jeg ønsker et samfund, hvor det er muligt at være mor om formiddagen, tømrer om eftermiddagen og forsker om aftenen.”


For enlige forsørgere er tendensen endnu tydeligere. Langt størstedelen af enlige forsørgere er stadig kvinder. Da kvinders løn generelt er lavere end mænds, står mange enlige kvinder med børn i en situation, som ofte tvinger dem til at arbejde meget eller til at slås med konstante økonomiske problemer.

Der er både hos kvinder selv og i samfundet som sådan forventninger til, hvordan man bør opføre sig og være som mor. Ofte tilskrives dette biologi. Naturligvis er der biologiske processer involveret, når et foster bliver til, og et barn kommer til verden. Men det er vores opfattelse, at moderrollen i langt højre grad er et udslag af dybtliggende socialisering, hvilket ordet rolle vel også bekræfter. Socialiseringen er en væsentlig faktor i dannelsen af os som mennesker og som kvinder.

Historisk er der forskel på, hvordan familier, mødre og fædre har reageret, tænkt og følt. Et godt eksempel er forholdet til den sorg, det er at miste et barn. I dag vil ingen anfægte, at denne sorg er en af de værste, et menneske kan komme ud for, og en sorg, man aldrig helt vil komme sig over. Tidligere, hvor folk fødte og mistede langt flere børn, var det i højere grad en del af livet, noget man i vid udstrækning kalkulerede med.

Men uanset hvordan man vægter socialisering og biologi, tvinges vi som kvinder til at forholde os til egne og andres forventninger til og følelser omkring os som mødre. Nogle kvinder trives godt med at være mødre med de forventninger, det indebærer. Andre kvinder har det langt sværere med det at være mor. For mange kvinder afføder det at blive mor en stor mængde dårlig samvittighed.

Hvis vi som kvinder ikke vil have børn eller lever med vores børn i utraditionelle familieformer f.eks. i et kollektiv eller i et lesbisk parforhold, gør omgivelsernes forventninger til os som kvinder, at vi konstant skal forsvare vores levevis. Ligeledes skal vi forsvare, hvis vi ikke ønsker at få børn – så er vi unaturlige og psykisk umodne. Og kvinder, der lever utraditionelt, bliver - specielt, hvis de har børn - beskyldt for en egoisme, som ingen ville beskylde kvinder i traditionelle familier for.

Selvom mange mennesker i dag lever på andre måder end den traditionelle kernefamilie, og selvom skilsmisser gør, at mange lever alene med deres børn, er der ingen tvivl om, at far, mor og børn-modellen stadig betragtes som den rigtige måde at leve på.

På mange måder kan den traditionelle kernefamilie være med til at gøre os ensomme. Den psykiske omsorg for hinanden placeres i høj grad i familien, og mange magter ikke dette, men magter heller ikke at bryde med familiens rammer. Et markant billede på dette er den vold mod kvinder, som hvert år sender mange kvinder på krisecentre og i psykologbehandling i årevis. Vold mod kvinder foregår stadig for størstedelen af tilfældene i familien.

Langt de fleste mødre oplever at blive presset mellem arbejde og familieliv. En fuldtidsstilling efterlader børnene i institution i mange timer. En deltidsstilling sætter ofte kvinden i en udkantsposition på arbejdsmarkedet og gør dem økonomisk afhængige af deres mænd eller kærester. Kvinden oplever en høj anseelse, hvis hun tager alt det orlov, hun overhovedet kan skrabe sammen, mens hendes børn er små - uanset hvad det koster hende både på kort og lang sigt, hvorimod hun vil opleve, at anseelsen daler i takt med, at hendes børn bliver ældre, hvis hun bliver hjemme.

Økonomisk uafhængighed er vigtig for kvindefrigørelse. Den giver kvinder frihed til at vælge ikke at leve med en mand. Derfor er kvinders plads på arbejdsmarkedet væsentlig. Det gælder både mht. at tjene penge her og nu, mht. ikke at blive socialt isoleret, og særligt gælder det friheden til at bestemme over eget liv.

De kvinder, der har et arbejde, der kræver dem i mange timer, vil ofte stå med mindst halvdelen af arbejdet i hjemmet. Derimod vil f.eks. mandlige ledere ofte have en kone, der tager sig af størstedelen af husarbejdet og ansvaret for børnene.

Samtidig oplever vi i disse år en tendens til at iscenesætte livet. Kapitalismen har her fundet sig et nyt indbringende marked. Mange mennesker bruger tid, penge og kræfter på at anskaffe det rigtige hjem med den rigtige indretning, den rigtige mad, det rigtige antal børn på det rigtige tidspunkt, det rigtige tøj og det rigtige arbejde. Denne tendens uddyber efter vores mening dilemmaerne i kvinders liv - både for dem, der er i stand til at iscenesætte det rigtige liv, og for dem, der ikke er det.

Opgøret med den del af kvindeundertrykkelsen, der udspringer af den skæve kønsmæssige arbejdsdeling og familieinstitutionen, skal først og fremmest ske ved at sikre muligheder for at få løst så mange af ”familiens” opgaver i mere kollektive sammenhænge.

En del af det arbejde, der nu ligger i familien, kunne lægges ud i boligkvarterer eller servicesektoren. Det ville give mennesker mulighed for at støtte hinanden, og afhjælpe social isolation. Derfor går vi ind for:

Billige spisesteder - evt. kollektivt organiseret.
Kollektiviseret eller offentligt tilbud om f.eks. tøjvask og indkøb.
Bedre mulighed for kollektive boformer.
Samtidig kæmper vi for, at samfundet indrettes, så enlige, par og personer i andre samlivsformer får bedre betingelser for at være forældre. Det vil både give børnene en bedre tilværelse, give kvinder og mænd en bedre tilværelse og lette familierne for nogle af de ansvarsopgaver, som traditionelt ender hos kvinderne og dermed er med til at fastholde kvindeundertrykkelsen.

Et års fælles barselsorlov med fuld løn.
30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation.
Fordeling af alt arbejde med fuld lønkompensation.
Ret til at holde fri, når børnene er syge
Ubegrænset ret til omsorgsdage, når børnene f.eks. skal skifte institution, i skole eller til helbredsundersøgelser eller behandling.
Begrænsning af skifteholdsarbejde til det absolut samfundsmæssigt uundværlige.
Ret til at forældre kan vælge skifteholdsarbejde fra, når de har mindre børn.
24-timers børnepasning.
Endelig arbejder vi for at beskytte de kvinder, der udsættes for vold i familier og andre former for forhold, bl.a. gennem:

Ret til gratis og ubegrænset krisehjælp til kvinder, der har levet i et voldeligt forhold eller er blevet udsat for vold.
6. Arbejde og uddannelse

Er man i tvivl om, hvorvidt vi har ligestilling i Danmark i dag, behøver man bare at kigge på kvinders forhold på arbejdsmarkedet: Kvinder har stadig en højere arbejdsløshed end mænd. Kvinder får stadig lavere løn. Og vi taler stadig om mandejobs og kvindejobs. Indenfor dele af arbejdsmarkedet er der kommet forbedringer og en højere grad af ligestilling, men det er forbedringer, som stort set kun har gavnet de bedst stillede kvinder.


Det danske arbejdsmarked er i høj grad kønsopdelt. Mænd og kvinder arbejder i forskellige sektorer, og inden for disse sektorer ansættes de i forskellige stillinger og funktioner. Og der, hvor kvinderne er, er lønnen generelt lavere, arbejdsforholdene dårligere og arbejdsløsheden større.

Noget af forskellen kan ”forklares” med kvindernes større fravær fra arbejdsmarkedet pga. barsel og lignende, hvilket også gør det ekstra vigtigt at stille krav til en bedre barsel med løn for både mænd og kvinder. Men selv efter disse ”objektive” forklaringer på kønsskævhederne på arbejdsmarkedet, står nogle ”uforklarlige” kønsforskelle tilbage.

Forskellige undersøgelser har vist, at op mod halvdelen af løngabet mellem mænd og kvinder ikke kan forklares med forskelle i kønsrelaterede karakteristika. Det vil sige, at halvdelen af forskellen, svarende til 1/5 af kvinders løn, skyldes direkte diskrimination.

En del af denne forskel skyldes, at traditionelle kvindejobs og de egenskaber, der er nødvendige for at bestride dem, systematiske undervurderes. Den tætte sammenhæng med den traditionelle kvindeundertrykkelse i familien fremgår af, at der netop er tale de arbejdsopgaver, der delvist er flyttet ud af familien og overtaget af det offentlige. Trods mange års kampagner for ligeløn og fine papirer fra fagbevægelsen har det stadig ikke ligeså stor værdi at f.eks. yde omsorg, passe syge, gøre rent, vaske op eller klippe hår, som det har at bygge huse, sætte stilladser op eller sætte ruder i.

Borgerlige kræfter har gennem årene forsøgt, at gøre spørgsmålet om kvinders dårligere løn og højere arbejdsløshed til et spørgsmål om, at den enkelte kvinde skal vælge anderledes og utraditionelt. Og flere og flere kvinder er da også begyndt at vælge en uddannelse indenfor de traditionelle mandefag. I SAP vil vi til enhver tid støtte kvinders ret til og mulighed for at vælge utraditionelt. Men dette kan aldrig begrunde de markant lavere lønninger indenfor de traditionelle kvindefag.

Decentrale lønforhandlinger og indførelse af Ny Løn i den offentlige sektor er generelt et redskab til at holde det samlede lønniveau nede og til at nedbryde fællesskabet i de enkelte lønmodtagergrupper, men det rammer kvinder særlig hårdt, fordi de som resultat af den samlede samfundsmæssige kvindeundertrykkelse har sværere ved at få deres kvalifikationer og kompetencer værdsat og sværere ved at opnå resultater i individuelle forhandlinger.

Derfor er vi modstandere af de nye lønsystemer i det offentlige og støtter kampen for at svække de individuelle og decentrale elementer i det nuværende overenskomster og i stedet genindføre fælles krav, fælles forhandlinger og fælles kamp. Så længe individualiserede løn- og kvalifikationstillæg er i kraft, arbejder vi for, at de fastlægges ud fra kriterier, der ikke blot værdsætter de traditionelle mandlige værdier og funktioner.

Også når vi snakker om arbejdsløshed, er det svært at undgå, at komme ind på kønsspørgsmålet, idet arbejdsløsheden for kvinder stadig er højere end arbejdsløsheden for mænd. Inden for mange traditionelle mandefag kan det stadig være svært at få arbejde som kvinde, hvorimod det ofte er forholdsvis nemt for mænd at finde arbejde indenfor de traditionelle kvindefag. Samtidig undgår en del arbejdsgivere stadig at ansætte kvinder, hvis de på grund af børn osv. ikke er i stand til at tage overarbejde og i det hele taget indrette sig efter en arbejdsgiverdikteret ”fleksibel” arbejdstid.

Det globaliserede arbejdsmarked uddyber konkurrencen mellem virksomheder internationalt set og dermed også konkurrencen om jobs. I denne konkurrence står kvinderne svagt og vil ofte blive dem, der fyres først, både i Danmark og resten af den vestlige verden, men i endnu højere grad i Den Tredje Verden.

Udliciteringer og privatiseringer er – sammen med direkte nedskæringer - centrale elementer i den kapitalistiske strategi for at nedbryde de demokratiske og sociale sider af det offentlige, som arbejderklassen har tilkæmpet sig gennem mange årtier. Stadig større dele af samfundet skal overlades til det frie marked og de private virksomheders profitjagt.

Fordi der er relativt flere kvinder ansat i velfærdsdelen af stat, amt og kommune, og fordi kvinder er særligt afhængigt af velfærdsydelser, rammer nedskæringer, udliciteringer og privatiseringer kvinder ekstra hårdt. Disse tendenser er ikke et udtryk for, at hospitaler, plejehjem, daginstitutioner o.l. ikke har brug for personale til pasning af de syge og gamle, omsorg for børnene, rengøring eller madlavning. Tværtimod. Det er i dag åbenlyst, at der sagtens kunne skaffes langt flere arbejdspladser indenfor den offentlige sektor til mennesker, som hver og en ville kunne udfylde et reelt behov.

Mange kvinder arbejder i dag på deltid for at få familie og arbejde til at hænge sammen, ligesom forskellige former for fleksibel arbejdstid eller hjemmearbejdspladser bliver en løsning for mange. Deltidsarbejdet betyder, at kvinderne tjener mindre og i højere grad økonomisk afhængige af deres mænd. De ”fleksible” løsninger og hjemmearbejdspladserne skal sikre arbejdsgiverne en mere fleksibel arbejdskraft, som kan skaffe større profit, men for de ansatte giver det grobund for stress og fornemmelsen af aldrig at have fri.

Hvis den ugentlige arbejdstid blev nedsat generelt ville det betyde, at langt flere kvinder ville kunne deltage i arbejdsmarkedet på lige vilkår og med lige løn. Hvis målet er, at alle der ønsker det, kan få et arbejde, kræver dette også en nedsættelse af arbejdstiden.

Det kønsopdelte arbejdsmarked er også til dels et kønsopdelt uddannelsesmarked. Der er stadig langt flere mænd end kvinder, som uddanner sig til bygningshåndværkere eller automekanikere, og der er stadig langt flere kvinder end mænd, der uddanner sig til sygeplejersker eller pædagoger. Hvis vi ser på de traditionelle valg, har mændene langt flere uddannelsesmæssige valgmuligheder end kvinderne.

Igen ser vi ligestillingen slå mest igennem blandt ”de privilegerede”. Der er f.eks. i dag flere kvindelige end mandlige studerende på universiteterne. Det er dog ikke sikkert, at kvinderne som bliver uddannet i den anden ende, får lige så gode og vellønnede jobs som deres mandlige kolleger, ligesom deres studie lettere trækker ud med en større studiegæld til følge, hvis de vælger at få et barn, mens de studerer.

Over for den kapitalistiske strategi med overførsel af stadig flere opgaver fra det offentlige til det private stiller vi ikke alene kravet om stop for udlicitering og privatisering, men foreslår samtidig flere opgaver løsrevet fra profitproduktionen og overført til det offentlige under helt andre og mere demokratiske former end det traditionelle statslige og kommunale bureaukrati. En offentlig sektor under de ansattes og brugernes kontrol vil være langt bedre til at sikre jobs med gode arbejdsforhold for kvinder og til at levere de ydelser, som vil kunne modvirke kvindeundertrykkelsen.

Samtidig stiller vi krav om:

Afskaffelse af Ny Løn-systemet og andre individualiserede forhandlingsformer.
Reel ligeløn.
30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation.
Fuld løn under barsel.
Oprettelse af en central barselsfond.
En uddannelsesstøtte, man kan leve af.
Og vi arbejder for at styrke selvstændig kvindeorganisering i fagbevægelsen som led i at udvikle fagbevægelsen til demokratiske og kæmpende organisationer

7. Hver alder sin undertrykkelse

Kvindeundertrykkelsen manifesterer sig tydeligt i den gruppe af kvinder, som har alderen til at få børn og familie, når de er under uddannelse eller på arbejdsmarkedet. Men det er ikke hele billedet.

Fra de er helt små er omgivelsernes forventninger anderledes til piger end til drenge. F.eks. har undersøgelser af forældres spædbørnsomsorg vist, at drengebørn bliver taget op langt hurtigere, når de græder end piger. Andre undersøgelser har vist, at forældre ofte holder piger, så de vender ind mod den voksnes krop, mens drenge oftere vendes ud mod verden.

Også når piger bliver større, reagerer deres omgivelser i meget høj grad på deres køn. Det er f.eks. langt mere almindeligt at kommentere en lille piges påklædning end en drengs. Som børn spejler vi os i omgivelserne, og denne spejling er med til at afgøre, hvem vi er og bliver.

Piger i folkeskolens oplever også, at omgivelserne stiller andre forventninger til dem end til drengene. Generelt forventes, at piger besidder ansvarlighed og samarbejdsevner, og det er ikke ualmindeligt, at piger bliver brugt som stødpude for de urolige drenge.

Sproget i de ældste klasser i folkeskolen er i dag meget råt og ofte kvindeundertrykkende. Det er ikke ualmindeligt at blive kaldt f.eks. "lede luder". Det er samtidig en periode i pigers liv, hvor de skal finde deres identitet. Mange unge piger eksperimenterer med kønsidentitet og seksualitet, og der er ofte snævre rammer for, hvordan man som pige kan tillade sig at være: hvor frembusende, hvor klog osv.

Undersøgelser viser, at mange helt unge piger har grænseoverskridende sex. Længe inden de kender deres egen seksualitet og deres egne grænser, er de, bl.a. gennem sexistiske reklamer, blevet indprentet et stereotypt billede af mænds seksuelle lyster. I deres naturlige usikkerhed forsøger unge piger ofte at imødekomme dette iscenesatte mandeideal, også selvom det blot er ligeså usikre drenge, de er sammen med.

Mange unge kvinder oplever, at nogle af folkeskolens pigeroller fortsætter ind i voksenlivets start. Mange oplever f.eks. at fyrene dominerer i f.eks. foreningssammenhænge eller på uddannelsesinstitutioner, mens kvinderne får rollen som de ansvarlige og pligtopfyldende.

Når kvinder er nået over den alder, som samfundsmæssigt hører familielivet til, oplever mange kvinder, at blive "usynliggjort". Hvor mænd betragtes som seksuelt spændende langt op i årene, er den aldersmæssige grænse for, hvor længe kvinder er attraktive, langt mere snæver.

Også økonomisk er ældre kvinder ofte ringere stillet. En større og større andel af pensioner bygger på ordninger, der er afhængige af en fast, konstant arbejdsmarkedstilknytning og hvor udbetalingen afgøres af den løn, man har haft i sit arbejdsliv. De private pensionsordninger straffer kvinder for at have haft barselsorlov og lavtlønnede jobs og for at have en længere gennemsnitlig levealder, idet pensionen beregnes for en længere årrække. Den eneste solidariske løsning for både kvinder og mere generelt for lavtlønnede eller mennesker med en løs tilknytning til arbejdsmarkedet, er en fast, høj folkepension.

8. Objektivisering og kvindestereotyper

Mennesker fremstilles ofte som stereotyper både i barndommen, teenage-årene og voksenlivet. Den menneskelige krop objektiviseres, de to køn fremstilles i et bestemt billede, og de bruges som reklamesøjler i en forbrugerkultur, som skal sikre større omsætning og større profitmuligheder for kapitalen.

Kroppen er i konstant fokus i medierne, hvor mode-, slanke-, og skønhedsindustrien har en central placering og er med til at skabe incitament for forbrugersamfundet og skaber konkurrence mellem kvinder. I jagten på drømmen om den perfekte krop, gennemgår mange kvinder utallige slankekure og bruger tusindvis af kroner på kosmetiske produkter, der får dem til at se smukkere, slankere eller yngre ud. Andre kvinder udsætter sig for kirurgiske indgreb for at følge med. Skønhedsindustrien tjener styrtende på denne jagt.

Reklameindustrien og medierne er trendsættere for kvindeidealet. De præsenterer en særdeles snæver aldersgruppe kvinder, der fremstilles som stereotyper med meget snævre grænser for kvindelighed: Den sexede, den traditionelt husmoderlige og så hende, der kan klare det hele inklusive ekstremsport og et spændende karrierejob. En Magnumis er sexet, mens en æske Toffefee bestemt ikke er det.

Sådanne stereotyper afspejler ekstremer af det samfundsmæssige billede af kvinder og er med til at ensrette opfattelsen af, hvordan kvinder bør være – hvilke roller, vi kan vælge og hvilket råderum vi har, inden for rollerne:

Reklamer, der sælger på sex, er med til at definere, hvad seksualitet er og bør være. Der dannes et normalkodeks for, hvad der er acceptabelt, som gør det nemt at blive stemplet som afvigende og unormal. Seksualiteten er forbeholdt de unge og smukke; den er forbeholdt kvinder med perfekt makeup; den er forbeholdt de kvinder, som mænd i en traditionel forestilling har lyst til.

Ofte er springet fra reklameindustrien til pornoindustrien ikke ret stort. Pornoindustrien uddyber billedet af en mekanisk seksualitet, adskilt fra alt andet, og skaber billeder af kvinder, hvis liv udelukkende består af seksuel lyst. Vi i SAP ønsker ikke at sætte os til doms over, hvad der er den ”rigtige” seksualitet. Mange mennesker har det bedst med en seksualitet, som til en vis grad fungerer adskilt fra deres øvrige liv. Problemet er ikke menneskers seksualitet, men derimod de stereotyper, som pornoindustrien er med til at fremstille, og den undertrykkelse af kvinder, som pornofilm ofte fremstiller.

De forskellige stereotype kroppe og roller, der fremstilles, er et udtryk for grov undertrykkelse. Objektiviseringen og seksualiseringen af menneskekroppen tjener alene det formål at sælge varer i et kapitalistisk forbrugersamfund. Denne mekanisme bevirker, at den naturlige menneskekrop fremmedgøres og seksualitetens mangfoldighed forsvinder. I stedet ensrettes mennesket.

I reklamer, der sælger på husmoderlige dyder, fortælles historien om, at forestillingen om den opofrende og aseksuelle moder, der lever i et traditionelt ægteskab og bruger sin tid på omsorg samt på at holde sit hjem skinnede rent, stadig lever.

Det er historien, som fortsætter der, hvor romanbladene slutter: ”og de levede lykkeligt, til deres dages ende”. I romanbladene er det kampen for den store kærlighed, det gælder. Der er ingen forstyrrende seksuelle lyster eller trang til selvstændighed og økonomisk uafhængighed.

Man skulle tro, at det var et kvindebillede, der efterhånden var så godt som ikke eksisterende. Men i dag udgives der faktisk bøger om, hvordan man gør ordentligt rent, og om, hvordan man er den perfekte værtinde.

Reklamer, der sælger på billeder af ”superkvinden”, lægger sig i høj grad op ad de dilemmaer, som mange kvinder står i dag: At skulle få livet til at hænge sammen, når vi både skal klare arbejde og familie. Når vi skal være velfungerende på arbejdsmarkedet, være en god mor, en spændende elskerinde og samtidig leve sundt, dyrke sport og tage ansvar for at vores krop og helbred fungerer optimalt. Det er der ikke ret mange kvinder, der kan, men der er mange, som bruger kræfter på at forsøge. Mange kvinder rammes i dag af stress i et forsøg på at leve op til rollen som superkvinde.

Rollen som kvinden, der kan alt, har ikke udvidet kvinders råderum, har ikke givet os nye muligheder, men kun givet os mulighed for at forsøge at opfylde alle kvinderollerne på én gang.

I SAP går vi imod, at der stilles snævre grænser op for mennesker. Vi arbejder imod ensretning og vi sigter på at sprænge de stereotype rammer. En frigørelse af mennesket er nødvendigt - en frigørelse hvor køn og seksualitet defineres af individerne og moral defineres i et samspil mellem den enkelte og fællesskabet - ikke af medier, religion eller økonomiske, patriarkalske samfundsstrukturer.

Når vi bekæmper de undertrykkende, begrænsende forestillinger om femininitet, maskulinitet og seksualitet, bekæmper vi samtidig centrale dele af det kapitalistiske system, og vi arbejder vi for et samfund, hvor kønnet ikke er en bestemmende faktor for organisering af det sociale liv.

9. Seksualitet og seksuel orientering

Børn og unge vokser op med den forestilling, at mand og kvinde hører sammen, har sex og stifter familie med børn. Heteroseksualiteten er rodfæstet i den traditionelle familieinstitution.

Samtidig lever forestillingen om seksuel frigørelse i Danmark. Gennem de sidste 50 år har vi langsomt men sikkert sluppet nogle af vores hæmninger. Børn behøver ikke længere at sove med hænderne over dynen, og mange diskuterer gerne deres sexliv med deres nære venner.

Men i de senere år er der sket tilbageskridt i forhold til den seksuelle frigørelse. Mange kvinder går ikke længere topløse på stranden, da det nærmest anses for at være vulgært. Børn må ikke længere være nøgne en varm sommerdag i daginstitutionen af frygt for at gøre nogen forlegne eller af frygt for pædofile. Information til folkeskoleelever om seksualitet forsøges stoppet, fordi den viser seksualitetens mangfoldighed. Den seksuelle frigørelse gælder i vid udstrækning kun for heteroseksuelle.

For kvinder kan det være svært at acceptere sig selv som lesbisk eller biseksuel. Mange lesbiske oplever, at de ikke bliver betragtet som hele mennesker med en seksualitet, men snarere at deres seksualitet kommer til at fylde hele billedet – at de kun består af lesbisk seksualitet. For millioner af mennesker verden over kan erotisk samvær med én af sammen køn kun praktiseres i det skjulte. Selv i dagens Danmark, hvor vi bryster os af at være frigjorte, sker det, at homoseksuelle udsættes for overfald, tæv og fornedrelse.

Hvor bøsser og lesbiske trods alt kan opleve en vis accept i Danmark, har andre former for seksuel lyst, som ikke følger flertallets sværere vilkår. F.eks. transseksualitet er stadig forbundet med stor skam, og transseksuelle er ligesom mange andre seksuelle mindretalsgrupper henvist til særlige miljøer, hvis de skal udleve deres seksualitet. Dette er med til yderlige at marginalisere seksuelle mindretalsgrupper.

Seksual- og præstationsangst lever i bedste velgående. På grund af den forkvaklede tilgang til sex i blandt andet reklame- og underholdningsindustrien oplever mange unge piger og kvinder, at der ligger et enormt pres på deres skuldre. Det er ikke helt OK at være ung og uerfaren og bare have lyst til at prøve sig lidt frem stille og roligt. Tanker som ”jeg er ikke opfindsom nok, hæmningsløs nok, snæver nok, udholdende eller villig nok” stortrives.

Modsat kan kvinder også opleve, at deres seksualitet ikke er kvindelig nok. At de er for liderlige, for umonogame eller for rå. Billedet af en specifik kvindelig seksualitet er med til at skabe disse oplevelser af at være forkert.

Menneskers seksualitet er ikke bare skabt af naturlige seksuelle lyster, men skabes i et komplekst samspil med de samfundsmæssige strukturer. En del af kvinders og mænds seksualitet har sin rod i den generelle kvindeundertrykkelse i samfundet. For kvinder betyder dette, at seksualitet skønt lystfyldt også vil være forbundet med en vis angst, fordi vores seksualitet også er påvirket af det faktum, at mange kvinder bliver udnyttet seksuelt, at der kan være en vis risiko forbundet med seksuel adfærd, f.eks. risiko for voldtægt, graviditet, grænseoverskridende adfærd mv.

En del af denne risiko er, at der faktisk voldtages mange kvinder. Langt de fleste voldtægter sker, hvor der har været en forudgående kontakt mellem manden og kvinden, og det er stadig ikke helt acceptabelt, at en kvinde f.eks. har ret til at sige nej til sex, hvis hun er gået med en mand hjem. Som kvinde skal man sende tydelige og utvetydige signaler for at blive taget alvorligt på sin lyst eller mangel på samme.

Også det faktum, at det i høj grad er kvinder, som arbejder som prostituerede, viser et billede af opfattelsen af mænds og kvinders seksualitet. Kvinders seksualitet er noget, der kan købes for penge. Men prostitution er samtidig forbundet med stor skam, og prostitueredes mangel på rettigheder, hvad angår arbejdsvilkår og beskyttelse, skriger i øjnene, hvis man et øjeblik sammenlignede med andre arbejdspladser i Danmark. I SAP mener vi, at prostitution er et udtryk for stor kvindeforagt, men vi mener også, at de prostitueredes rettigheder skal anerkendes på lige fod med andres for at forhindre en yderligere udstødning og stigmatisering af de prostituerede kvinder.

Uanset hvordan man stiller sig i forhold til kriminalisering af kunderne til prostituerede, er der behov for et ideologisk opgør med borgerlig seksualmoral og med det udbredte dogme om mænds ret til sex.

Samtidig med at vi kræver anerkendelse af prostitueredes ret til f.eks. ordentlige arbejdsmiljøforhold og til at organisere sig, kræver vi, at staten sørger for, at kvinderne har alle mulige sociale, økonomiske og juridiske muligheder for at undgå – og for at slippe ud af prostitution.

Det vigtigste ved sex er frivilligheden i at deltage. Den enkelte har ret til at udleve sin seksualitet, så længe ingen krænkes. Ligesom man har ret til at sige til og fra og krav på at blive hørt. Åbenhed om seksualitet er væsentlig, for kun ved åbenhed vil vi opleve, at seksualiteten er mangfoldig og normalitet er langt bredere end det, der samfundsmæssigt betragtes som normalt.

Vi stiller krav om:

Gratis, sikker og risikofri prævention
Nationalisering af medicinalindustrien
Mod enhver for diskrimination af folk, der ikke lever efter den heteroseksuelle norm.
Lige ret til insemination og til at adoptere uafhængigt af eventuelle partnervalg
Seksualundervisning der betoner lysten og mangfoldigheden i seksualiteten.
10. Indvandrerkvinder - kulturel og økonomisk undertrykkelse

Spørgsmålene stilles uvægerligt i forbindelse med flygtninge- og indvandrekvinder;

Tørklæde eller ej. Kvinder, der ikke lærer dansk, fordi de ikke kommer ud blandt danskere. Omskæring. Tvangsægteskab, arrangerede ægteskaber eller kærlighedsægteskab. Hvad er det de vil, og kan vi tillade det i vores samfund?

Det er rigtigt, at vi alle bærer vores kulturelle forestillinger med os, og at mange indvandrer- og flygtningekulturer er præget af patriarkalske (altså mandsdominerede) strukturer. Men ingen kulturforskelle retfærdiggør, at mænd tvinger kvinder til at leve et andet liv end det de ønsker. Og ingen kulturforskelle kan retfærdiggøre, at borgere i et samfund ikke stilles lige for loven eller bydes samme vilkår og muligheder.

Ud over traumatiske forhistorier, kultur- og sprogbarrierer møder flygtningefamilier udelukkelse fra arbejdsmarkedet, integrationsydelse, årelang stavnsbinding, national selvtilstrækkelighed, racisme og diskrimination, når de møder det danske samfund. Det skaber marginalisering, fjendebilleder og sociale problemer. Jo længere nede ad rangstigen man befinder sig, des hårdere rammes man. For kvinder betyder det forringede muligheder for at vælge mand, uddannelse, job, seksuel orientering og sågar, hvordan de vil klæde sig.

Derfor skal flygtninge/indvandrere og danskere som en selvfølgelighed stilles lige for loven, have hjælp til at overvinde sprog- og kulturforskelle, traumer osv. Det gælder også kvinder, som udsættes for vold eller tvang i familien. Reaktionen fra de sociale myndigheder skal være samme indgriben og samme tilbud om hjælp, som danske kvinder får.

Kvinderne risikerer i særlig grad at blive ofre for den generelle marginalisering, i og med de sættes uden for det danske arbejdsmarked og dermed får vanskeligt ved at blive uafhængige af deres evt. undertrykkende mand og familie.

Fra starten af arbejdskraftindvandringen i 1960´erne har der nemlig været tale om en samfundsmæssig marginalisering. Indvandrere blev tilbudt de jobs, som ingen ville have pga. lav løn, usikkerhed i ansættelsen og helbredsrisiko. Med den stigende arbejdsløshed fra starten af 70´erne sker der en udstødning af etniske minoriteter fra arbejdsmarkedet. I Danmark er indvandrerens arbejdsløshed fra 70´erne til 90´erne mere end dobbelt så høj som i arbejdsstyrken generelt.

Denne marginalisering skaber også grobund for fundamentalistiske og dybt reaktionære forestillinger om kvinder. Disse holdninger skal ikke mødes med forståelse og tolerance, men konfronteres på sammen måde som andre højreekstremistiske bud på, hvordan forskellige grupper i samfundet bør underordnes andre.

Som kulturbærere og mennesker med forskellige holdninger, religion og social baggrund afslører vi os alle i vores påklædning og opførsel. Der er derfor heller ingen grund til at forbyde sig ud dette, som det f.eks. har været på tale med hensyn til tørklædet. Tværtimod skal vi fastholde religionsfrihed, ytringsfrihed og retten til at se ud som vi har lyst til.

Derfor må vi som kvinder stå sammen på tværs af kulturelle forskelle og støtte hinanden i vores ret til selv at vælge. Samtidig må vi støtte de kvinder og organiserede kvindegrupper, som kæmper for indvandrerkvinders ret til ikke at bære tørklæde, deres ret til selv at vælge partner og arbejdsliv, deres ret til fødselskontrol mv.

Det indebærer også krav om at der tages nye arbejdsmarkedspolitiske tiltag.

Vi stiller krav om:

Adskillelse af stat og kirke.
Lighed for loven - afskaf alle love der stiller flygtninge og indvandrere ringere end danskere.
Ret til både dansk- og modersmålsundervisning.
Positiv særbehandling af indvandrerkvinder.
11. Ingen revolution uden kvinder

Det er op til dig selv, om du får et lykkeligt kvindeliv, måske med en lille smule hjælp fra ”Woman” og alle de andre farvestrålende blade. Det er budskabet fra medier og politikere. Ikke mindst fra borgerlig side, hvor der gøres alt for at nedvurdere enhver form for fællesskab. Men det passer ikke.

I denne resolution, har vi forsøgt at påvise, at kvindeundertrykkelsen trives i bedst velgående i samfundet i dag. Det skyldes både patriarkalske rester fra tidligere samfundsformationer, og at kapitalismen fastholder og fremmer kvindeundertrykkelsen. Derfor er det ikke kun op til dig selv, at gøre noget ved det.

Står man overfor en uoverskuelig samfundsstruktur, der gør det vanskeligt at forstå, hvorfor man som kvinde bliver den lille, overfor genstridige eller ligefrem voldelige mænd, overfor en arbejdsgiver, der lever fedt på, at kvinderne er billigere og nemmere arbejdskraft. Ja, så slår man hænderne til blods til ingen nytte, hvis man kæmper alene.

Derfor mener vi i SAP, at det bedste kvinder kan gøre for at forbedre vores situation, er at organisere os sammen som kvinder. Ikke for at bekæmpe mændene som køn. Tværtimod skal vi have flest muligt af dem med til at støtte kvindernes kamp. Men også det gør vi bedst, hvis vi, der ved, hvor skoen trykker, først sammen formulerer vores krav og behov.

Det gælder så meget desto mere, fordi opgaven er enorm. Netop fordi nedvurderingen af kvinden er indbygget i hele kapitalismen, kan vi ikke slå os til tåls med formel ligestilling. Reel kvindefrigørelse, ikke bare ligestilling, kræver et opgør med markedsøkonomien og liberalismen. Det kræver socialisme. Samtidig er kvindeundertrykkelsen så uundværlig for opretholdelsen af kapitalismen, at kampen mod kvindeundertrykkelse er en del af kampen mod det kapitalistiske samfund. Netop derfor mener vi i SAP, at kvindekampen ikke kan vente på den socialistiske revolution, men er en nødvendig del af kampen for socialisme.

På vejen dertil, må vi have styrke til at stå fast på vores krav, også selvom meningsmagere og politikere vil sige, at det strider mod økonomiske love og naturen. Også det kræver, at kvinder står sammen.

Når vi i SAP går ind for, at kvinder skal organisere sig, er det ikke for at skabe en yderligere splittelse mellem mænd og kvinder. Kapitalismen har allerede skabt denne splittelse. Den kan kun overvindes, når kvinderne bekæmper kvindeundertrykkelsen, når mænd støtter denne kamp, og når der bliver opbygget en alliance mellem kæmpende kvinder/kvindebevægelser og arbejderklassens organisationer, f.eks. fagbevægelsen, arbejderpartier og andre bevægelser vendt mod forskellige sider af det kapitalistiske system.

En socialistisk revolution sikrer ikke automatisk kvindernes frigørelse. Den kan skabe de materielle vilkår, der skal til for en socialisering af opgaver som f.eks. tøjvask, madlavning, rengøring, børnepasning osv. og dermed give kvinderne mulighed for deltagelse i samfundslivet på lige fod med mændene. Men hvis der ikke samtidig føres en ideologisk debat mod århundredes fordomme, er det kun en halv revolution. Og denne opgave kan kun løses gennem kvinders aktive deltagelse, som vi skaber grundlaget for ved, at kvinder organiserer sig selv og formulerer vores egne krav.

Når alt dette er sagt, ved vi godt, at der i dag ikke eksisterer en slagkraftig kvindebevægelse, ligesom mange andre bevægelser, arbejderbevægelsen medtaget, har oplevet en nedgang. Men nedgang i kampe og bevægelse får os ikke til at holde op med at arbejde som revolutionære. På det kvindepolitiske område betyder dette, at vi til stadighed skal søge at sætte fokus på kvindespørgsmålet der, hvor vi arbejder politisk – enten i form af kampagner eller via organisering af selvstændige kvindegrupper i f.eks. fagforeninger eller bevægelser.

Et fravær af kampe og bevægelser betyder også, at den ideologiske kamp bliver så meget desto mere væsentlig. Hvis ikke borgerlige ideologer skal få for let spil, er det nødvendigt, at vi svarer igen med kvindefrigørelsens briller.

I denne resolution, har vi stillet en række krav. Ikke alle virker umiddelbart som kvindekrav, fordi de vil gavne det store flertal af mennesker. Ikke desto mindre er det krav, som er nødvendige i kampen for kvindernes frigørelse, fordi gennemførelsen af dem, vil give kvinder langt bedre muligheder og langt større frihed.

Nogle af de krav, vi stiller, kan umiddelbart lade sig gennemføre. Andre er det, vi kalder overgangskrav – krav, som ikke vil kunne lade sig gennemføre under kapitalismen, men som er i stand til at bygge bro mellem de umiddelbare kampe og kampen for socialisme.

12. Selvorganisering i røde organisationer

 Artiklen fortsættes på en ny side

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.