RELATEREDE ARTIKLER

Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen? Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi? Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Ingen fredelig vej til socialisme Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Historien om en revolutionær Efter Chavez: Et muligt scenarie Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Alle er enige: De andre tabte Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Livet efter Fidel Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej Venezuelas revolution i krydsild

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Latinamerika

29.11.09 | Alex Fuentes

Tip en ven      |    Print  

Chile: Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke

Marco Enríquez-Ominami har meldt sig ud af Socialist-partiet og stiller op som uafhængig præsidentkandidat med gode meningsmålinger før valget 13. december.

Siden en omfattende folkebevægelse tvang diktator Pinochet til at fralægge sig magten i begyndelsen af 1990'erne har fire såkaldte demokratiske regeringer styret landet. De har gjort det med udgangspunkt i Pinochets grundlæggende udemokratiske grundlov, og det har sat sit præg på den politiske udvikling.

Tidligere generaler og mørkeblå højesteretsdommere har kunnet sidde i parlamentet og skyde alt ned, som på nogen måde satte spørgsmålstegn ved højrefløjens fortsatte herredømme, uden nogensinde at blive valgt til deres poster.

Højrefløjen har på den måde hele tiden sat dagsordenen. Gennem de seneste 20 år har landet været regeret af de partier, som er med i La Concertación ("Partier for demokratiet"), som er en koalition af borgerlige og socialdemokratiske partier.

Forvaltere af en rå kapitalisme
Den nuværende regering beskrives af borgerlige ideologer som et demokratisk forbillede i Latinamerika, og den bliver ofte modstillet til Chávez' styre i Venezuela. De tidligere præsidenter Patricio Aylwin og Eduardo Frei Ruiz-Tagle (begge kristdemokrater) samt Ricardo Lagos og nuværende præsident Michelle Bachelet (begge socialdemokrater) har gennem årene forvaltet et råt kapitalistisk Chile, hvor diktaturets aftryk har været synligt overalt i samfundet.

Arbejderbefolkningen og ungdommen har måttet betale en uhørt høj pris i form af en brutal og bred fattigdom, høj arbejdsløshed samt særdeles utrygge sociale forhold og arbejdsvilkår. Samtidig har overklassen og den øverste middelklasse befæstet de positioner, som de rige erobrede i og med militærkuppet i 1973. Gennem årene ved regeringsmagten har La Concertación hverken kunnet eller villet forandre et samfundssystem med behov for dybe forandringer.

Kommunisterne marginaliseret
Den 13. december skal chilenerne igen til stemmeboksen. Den konservative højrefløj, La Alianza por Chile ("Alliancen for Chile") stiller op med millionæren Sebastián Piñera som kandidat, mens La Concertación endnu en gang stiller med kristdemokraten Eduardo Frei som modkandidat.

Til venstre for La Concertación har der været en mindre koalition af venstrefløjsgrupper Juntos Podemos Más (Sammen kan vi Mere), hvor den vigtigste kraft er resterne af Kommunistpartiet (PC). Frem til Pinochets militærkup i 1973 var PC et af de stærkeste stalinistiske partier i Latinamerika. Men militærets massive og effektive undertrykkelse samt stalinisternes totale kollaps i Sovjetunionen og Østeuropa i begyndelsen af 1990'erne forvandlede PC til en forholdsvis perifer gruppering. Juntos Podemos fik trods dette omkring 7 procent af stemmerne i det seneste præsidentvalg.

Eftersom Pinochets gældende udemokratsike grundlov ikke tillader PC nogen parlamentarisk repræsentation, er PC blevet en marginaliseret kraft i chilenske politik.

Det i praksis eksisterende to-bloksystem mellem højrefløjen og La Concertación på denne måde længe været en forhindring for Kommunistpartiets parlamentariske ambitioner. Derfor har PC hele tiden gået efter en alliance med La Concertación. PC har erklæret sig parat til at stemme på socialdemokratiske eller borgerlige kandidater, hvis disse til gengæld tillader et par medlemmer fra PC komme i parlamentet.

En sådan pagt forudsætter, at traditionelle venstrefløjsvælgere er indstillet på at stemme på borgerlige og socialdemokrater af forskellig slags, hvilket ikke er nogen let opgave. Der findes mange, som ikke glemmer, at netop kristdemokraterne under Allendes folkefronstsregering var dem, som bogstavelig talt opfordrede generalerne til at vælte den folkevalgte regering. I en anden valgrunde kommer stemmerne fra Juntos Podemos til at gå til den, som bliver højrefløjens modstander.

Den antikapitalistiske venstrefløj har rettet en hård kritik mod PC's underkastelse for den hidtil førte borgerlige politik. PC forsvarer sig i partipressen med at sige, at "det handler om at erobre en demokratisk stat eller udvide dens grænser". Kommunistpartiet er dog stadig et stærkt trumfkort i borgerskabets offensiv, særligt efter stalinismens bankerot i Øst, hvilket forstærkes af et totalt monopol over massemedierne.

En ny kandidat
Valget burde altså stå mellem hovedmodstanderen, højrefløjens Piñera på den ene side, og La Concertacións kristdemokratiske Frei på den anden. Men det er ikke rigtigt tilfældet.

Frei blev La Concertacións kandidat efter et primærvalg i år, hvor uafhængige og medlemmer i koalitionen kunne stemme på forskellige kandidater til præsidentposten. Men primærvalget blev erklæret ugyldigt af en socialdemokratisk fløj i Socialistpartiet. Af 144.000 registrerede medlemmer i Socialistpartiet var kun 500 medlemmer til stede ved dette primærvalg, og så blev kristdemokraten Frei valgt. Denne passive holdning fra disse socialister kan reelt tolkes som et stort spørgsmålstegn ved kristdemokraternes kandidat.

Blandt dem, som satte spørgsmålstegn ved dette interne valg, var Marco Enríquez-Ominami, som er medlem af parlamentet. Han krævede nu, at Socialistpartiet skulle støtte ham som præsidentkandidat. Partiledelsen valgte dog at være loyal med kristdemokraterne, hvilket førte til, at Marco Enríquez-Ominami meldte sig ud af partiet og besluttede at opstille som uafhængig kandidat. Nu siger flere meningsmålinger, at Enríquez-Ominami har næsten lige så stor støtte som Frei blandt vælgerne og frem for alt blandt unge. Enríquez-Ominami er 35 år gammel. En uventet præsidentkandidat.

Søn af revolutionær leder
Marco Enríquez-Ominami har desuden en særlig glans over sig. Han er søn af Miguel Enriquez, som var en legendarisk leder af MIR (Revolutionære Venstrebevægelse) i begyndelsen af 1970'erne, og han er gift med en kendt programleder fra tv. I 1970'erne kritiserede MIR folkefrontsregeringens reformisme fra en venstrefløjsvinkel.

Efter militærkuppet mod Allende blev MIR udsat for en udryddelse i bogstavelig forstand fra Pinochets undertrykkelsesapparat, og især fra den berygtede sikkerhedstjeneste DINA. Det overvældende flertal af de tusinder af 'forsvundne' politiske fanger fra diktaturets Chile var medlemmer af MIR.

Nu har den uventede opstilling af Enríquez-Ominami rystet den politiske scene. Det er ikke kun folk på venstrefløjen, som foretrækker Enríquez-Ominami fremfor kristdemokraternes mand. En bølge af blandede vælgersympatier, alt fra tidligere MIR-medlemmer, over intellektuelle unge, til borgerlige, bakker hans kandidatur op. Han opleves som en uprøvet politisk magnet, noget som især ungdommen identificerer sig med. Der findes stadig en halv million unge, som afholder sig fra at blive registreret som vælgere. Et slogan blandt de unge er ”Yo voto NO voto!” - jeg stememr på IKKE at stemme!

Programmerne
Højrefløjens platform består af en klassisk kapitalistisk doktrin ("økonomisk frihed" og hårde tiltag mod kriminalitet, mens La Concertacións program indebærer fortsat forvaltning af borgerskabets interesser; det mangler bare højrefløjens udskejelser (staten skal have 'en mere aktiv rolle', selv om koalitionen har udmærket sig med privatiseringer).

Juntos Podemos anbefaler et socialistisk program, men har små chancer at slå igennem, samtidig med at argumentet om den 'nyttige stemme' spiller en vigtig rolle for mange, som ville slippe for at se højrefløjen ved magten. I slutspurten af valgkampagnen er støtten til deres socialistiske kandidat Jorge Arrate, vokset kraftigt.

Enriquez-Ominamis tvetydige program
Enriquez-Ominamis program er på den anden side mildest talt tvetydigt; en blanding af politisk nyliberalisme og fornyet kapitalisme; en politisk hybridplatform. Det vigtigste med dette alternativ er, at det er lykkedes at slå hul i borgerskabets dominerende to-bloksystem. Miljøpartiet i Chile bakker op om denne kandidat.
På sin vis er dette uventede kandidatur også et produkt af mediernes fokusering. Hver gang en meningsmåling offentliggøres, vokser støtten til den trodsige kandidat. I en sandsynlig anden valgrunde kan, ifølge meningsmålingerne, 20 procent af Enriquez-Ominamis stemmer gå til højrefløjen, og resten til La Concertación.

Selv siger han, at hvis han vinder, vil hans ministre blive 'de bedste', som findes, uanset om de kommer fra højre eller venstre. Man kan sige, at denne kandidat mere er et protestsymbol mod det etablerede, og det er i sig selv et problem for borgerskabet uanset politisk farve.

Kolossale udfordringer
At der findes en hel del at gå i gang med i Chile efter diktaturets langvarige magtperiode skulle være indlysende. Til at starte med behovet for en ny grundlov og politisk styre, som erstatter Pinochets, og at alle, som gjorde sig skyldige i brud mod menneskerettighederne under diktaturet, stilles for retten.

Det samme gælder den oprindelige befolknings krav om at leve i samklang med naturområder, som i dag udnyttes af udenlandske selskaber. I dag jagtes mapuche-folket som 'terrorrister' af den chilenske stat, fordi de kræver at få deres egen jord tilbage. Et andet nødvendigt initiativ er renationalisering af kobberindustrien og andre vigtige industricentre, ligesom en tilbagevenden til offentlige skoler i stedet for det mylder af private skoler, som findes i landet. Selv retten til arbejde (den officielle arbejdsløshed er lidt over 10 procent, men den reelle er langt større), og ungdommens retmæssige krav om et ordentligt liv og en miljøvenlig politik hører med til listen.

Forskellene mellem Chile i starten af 1970'erne og Chile i dag viser et skræmmende gab. Den chilenske arbejderklasses klassebevidsthed blev tilført et kolossalt politisk og militært nederlag den skæbnesvangre 11. september 1973. Det er ikke bare det, at det bagstræberiske politiske system, som hersker i landet, er dominerende; det er altdominerende.

Da Pinochets diktatur blev truet af store folkelige protester og almindeligt oprør i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, sørgede både USA og den indenlandske borgerskab for, at der blev arrangeret et valg, så diktatoren kunne få en rolig exit. Og sådan blev det. Tilbagegangen til det borgerlige demokrati blev dermed kendetegnet af studehandel og vilkår, som var bestemt af diktaturets reaktionære grundlov.
Valget i Chile i dag må ses i denne sammenhæng. Uanset hvem som vinder valget, vil den kommende regering derfor føre en nyliberal politik. Chiles arbejdere og unge fortjener det bedre.

Alex Fuentes er journalist på den svenske ugeavis Internationalen, som udgives af Socialistiska Partiet - den svenske sektion af Fjerde Internationale.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 21

Feminisme på International Ungdomslejr

Den 23.-29. juli afholdes den 34. internationale socialistiske ungdomslejr, hvor omkring 500 unge aktivister hvert år samles for at dele erfaringer fra bevægelser og kampe imod udbytning og undertrykkelse. I år afholdes lejren på sydspidsen af det italienske fastland. Og på baggrund af den internationale kvindebevægelse, som specielt i Italien har mobiliseret titusindvis af mennesker både den 25. november 2016 og den 8. marts i år, vil feminisme blive et centralt tema på lejren. Det er en anledning til at lære af erfaringer på tværs af grænser. Og en anledning til at styrke og udvikle de internationale bånd, der er blevet knyttet som en del af bevægelsen. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.