RELATEREDE ARTIKLER

Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! En fabriksarbejders livshistorie ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa

24.04.09 | Tassos Anastassiadis og Andreas Sartzekis

Tip en ven      |    Print  

Grækenland: Oprør og antikapitalistisk samling

Godt fire måneder efter det massive ungdomsoprør, der fulgte det græske politis nedskydning af Alexis Grigoropoulos, fortsætter oprøret i Grækenland, om end på lavere blus. To medlemmer af OKDE-Spartakos, græsk sektion af 4.Internationale, gør status.

Næsten fire måneder efter den kolossale undomsrevolte, der fulgte en politibetjents drab på den unge Alexis Grigoropoulos, er det hævet over enhver tvivl, at den er blevet et referencepunkt ikke blot i Grækenland, men også i resten af Europa. F.eks. ved franske studenterdemonstrationer kan man høre råbet: ”Guadeloupe overalt, et generelt Grækenland!”. Desuden fortsætter Grækenland med at opleve mobiliseringer, selv om de ikke er så massive som i december. Stillet over for den voksende krise og den repression, som synes at være højrefløjens standardsvar, fortsætter revoltens flammer med at brænde.

Selv om den magtfulde bølge i december ikke førte til, hvad der dengang var muligt, nemlig at vælte højrefløjsregeringen, har mange ting begyndt at ændre sig grundlæggende. Det er blevet bevidnet gennem de imponerende mobiliseringer i de seneste år: havnearbejdere, landmænd, studenter, miljøkampe osv.

Uden at gribe tilbage til årsagerne til den uventede mobilisering, er der mange grunde til hurtigt at gennemgå nogle af periodens vigtigste elementer, for på denne måde at tydeliggøre nogle spørgsmål for læseren. Spørgsmål, som for nogles vedkommende bliver diskuteret mere uden for Grækenland end inde i landet selv. Og det synes bestemt nødvendigt at gennemgå udviklingen af den græske antikapitalistiske venstrefløj, som efter ”December 08” er begyndt at omgruppere sine styrker og diskutere programmatisk grundlag.

 

1. December-revolten var en mobilisering uden politisk retning

Så meget er klart: Ingen enkelt politisk styrke kan hævde at havde ledet bevægelsen på nogen måde. Der deltog aktivister fra det revolutionære venstre, fra Synaspismos, og ikke at forglemme KKE (det græske KP), der er forholdsvis godt repræsenteret på gymnasierne og som samtidigt med, at de fordømte de øvrige strømninger og splittede mobiliseringerne, ikke kunne nægte at mobilisere massivt og umiddelbart deltage i denne bevægelse. Det er også sikkert er at bevægelsen, som søgte et klart svar på politivolden, var under indflydelse – i begyndelsen massivt – af temmelig anarkistiske strømninger, uden at grupperne i denne strømning var i stand til at organisere noget konkret med dette udgangspunkt. Tvært imod bør man erindre, at en af hovedakserne for det antikapitalistiske venstres intervention netop var at foreslå en selvorganiserende struktur, hvor den besværlige etablering af koordinations komiteerne var et element. Ikke desto mindre var fraværet af en demokratisk selvorganiseret strukturering på alle niveauer en af de væsentligste, muligvis den væsentligste svaghed ved bevægelsen.

 

2. Spørgsmålet om sammenfaldet mellem mobiliseringerne

Ved enhver bevægelse med en bredde som decemberrevolten er der afgørende øjeblikke, som, afhængigt af, hvordan disse spænder af, påvirker chancen for en sejrrig generalisering. Den 10. december, fire dage efter drabet og den umiddelbare udbredelse af bevægelsen til alle regioner i Grækenland, blev således et afgørende øjeblik: fagbevægelsen – både den for private, GSEE, og den for det offentlige, ADEDY – havde gennem flere uger opfordret til en endags generalstrejke mod regeringens arbejderfjendske politik. I den situation, der prægede det politiske billede siden den 6. december, stod meget på spil for en højrefløj, der tøvede med en optrapning af undertrykkelsen pga. politisk forvirring overfor bredden af revolten. Statsminister Karamanlis bad GSSE om at udsætte denne strejke, åbenlyst i frygt for et sammenfald mellem ungdomsrevolten kombineret med vrede arbejdere (husk at i foråret, da højrefløjen introducerede pensionsreformer, lykkedes det kun med stort besvær for det reformistiske PASOK bureaukrati, Synaspismos og KKE at forhindre forlængelsen af den fornybare strejke). Formanden for GSEE (PASOK har et flertal i dens ledelse) afviste med stor bestemthed at ofre arbejdernes interesser til Karamanlis... men han forvandlede den planlagte demonstration gennem Athens gader til et gademøde uden demonstration på Syntagmapladsen i hovedstadens centrum. Målet var klart: at forhindre en fælles og beslutsom demonstration med titusinder af arbejdere og unge, som kunne overgå til umiddelbare krav om regeringens afgang – en regering, der herefter klart var i mindretal (mellem 30 og 35% i meningsmålingerne, hvis vi medregner det yderste højres stemmetal).

Det var et af disse øjeblikke, hvor historien kan accelerere og valget var klart: enten fastholdelse af opfordringen til at gennemføre den planlagte demonstration, eller at alliere sig med fagforeningsbureaukratiet, der afviste klassekonfrontationen med højrefløjen og muligheden for et magttomrum, som det institutionelle venstre er imod. Og valgene blev foretaget efter denne skillelinje: på den ene side en beslutsom demonstration på den planlagte 2 km lange rute, som tiltrak talrige unge (især studenter), lærerfagforeninger, grupper af radikaliserede arbejdere, talrige grupper fra det antikapitalistiske venstre og blandt dem, KOE den væsentligste gruppe i Syrzia [som er ??]. På den anden side talrige arbejdere, som lyttede til de reformistiske fagforeningsledelsers taler uden demonstration, hvorefter de spredtes uden at volde regeringen ret mange bekymringer. Lad det være klart at ud fra den massive deltagelse i de to initiativer og de muligheder som dette viste, er det tydeligt for mange i Grækenland at det reformistiske bureaukrati på denne dag havde reddet regeringen og vist, hvilken politisk ramme den ønskede at fastholde bevægelsen inden for. Kravet om regeringens afgang blev gjort sekundært overfor paroler, ganske vist helt nødvendige, om afvæbningen af politiet og opløsningen af de særlige korps. Og fraværet af en levende demokratisk selvorganisering forhindrede en reel diskussion i bevægelsen om vigtigheden af dette politiske spørgsmål og nødvendigheden af at arbejderbevægelsen tog det op.

 

3. Første eftervirkning af bevægelsen: En voksende mobilisering

Selvfølgelig, selv om den endnu ikke er faldet, har højreregeringen siden december været upopulær. Men den er stadig i stand til at volde besvær, i en situation hvor den økonomiske krise nu afspejles i tusinder af fyringer i februar (80.000 jobs gik tabt mellem september og december 2008) og i endnu mere dystre udsigter. Traumatiseret af ungdomsrevolten ser det ud som om, i det mindste en del af højre ser en forøgelse af undertrykkelsen som den eneste udvej: vi så det i det tidlige januar, da genoptagne ungdomsdemonstrationer blev angrebet af politiet, og midt i marts da det yderste højres forslag om forbud mod maskering og antipoliti-paroler blev taget op af regeringen. Men også med en tyen til halvstatslige styrker [!?] i kampen mod de, der protesterer mod ødelæggelsen af et grønt område i en populær bydel og med at kaste en granat ind i en café som er mødestedet for Netværket for Politiske og Sociale Rettigheder (DIKTYO) og andre radikale organisationer. Imidlertid har nøglespøgsmålet i dag for brede mobiliseringer været angrebet på en indvandrer og fagforeningsorganisator, Konstantina Kouneva, en brændende forsvarer for rengøringsassistenternes rettigheder. Da han blev angrebet med svovlsyre og meget alvorligt såret, var hans støtte oprindeligt begrænset til den radikale venstrefløj og kampvillige fagforeninger som hans egen. Men opbakningen er vokset gennem adskillige store demonstrationer, og nu raser selv PASOK-lederen Giorgos Papandreou mod firmaer, der gør arbejdere til slaver. I mellemtiden har både PASOK og Syriza prøvet at opstille Kouneva på deres respektive lister i Europaparlamentsvalget. Kouneva, der som klassekamps-fagforeningsleder adskillige gang har været tvunget til at tage kampen op mod fagforeningsbureaukraterne fra de to partier, har afvist tilbuddene. Den kamp har vist sig at være central i en sammenhæng, hvor racistiske angreb og propaganda er stigende (ogikke bare fra den nynazistiske ”Gyldne Daggry” -gruppe, Chyssi Avgi, hvor et af medlemmerne lige har fået en mindre straf efter en retssag om væbnede angreb på revolutionære aktivister).

 

4. Anden effekt af bevægelsen: Poltisk omgruppering

Der er naturligvis en forhistorie i form af, at MERA og ENANTIA har eksisteret gennem nogle år: to adskilte netværk af grupper på den revolutionære venstrefløj. Det yderst succesfulde møde i foråret med Alain Krivine om Maj 68 viste et rimelig bredt samarbejde. Desuden deltog mange af disse grupper i møder som blev organiseret ”for et anti-kapitalistisk venstre”. Man kan sige at gennem det sidste år har tingene været i bevægelse.

Men december-revolten gjorde det muligt at skifte op i et højere gear: Det er nu tydeligt, at for at kunne gribe politisk ind i kampene på nationalt niveau, er det nødvendigt, at det græske revolutionære venstre omgrupperer sig for at kunne søsætte et troværdigt antikapitalistisk venstre. Det er det, der blev sat på skinner i slutningen af januar, idéen om, med udgangspunkt i aktivismen under de store mobiliseringer, at nå til enighed om nogle programmatiske akser.

Det handler om at opbygge et venstre, der afviser indtræden i institutionelle ledelser, og det skaber allerede hele forskellen til PASOK så vel som til KKE og Syriza. Selv om de to sidste er stand til at føre et klassekampssprog (KKE) eller har en acceptabel programmatisk orientering (Syriza), så går deres praksis ofte imod det. Mange i Grækenland husker, hvordan Synaspismos i 1989 omgrupperede de to græske kommunistpartier for at danne regering med højre, først PASOK (juli-november 1989) og så med både højre og PASOK (den såkaldte ”økumeniske regering” fra november 1989 til april 1990). Selom KKE forlod Synaspismos i 1991, så fortsætter partiet, som vi så i december, med at bakke højreregeringen op. Synaspismos arvede - fra denne periode med koalitioner med højre - tre tidligere ministre, hvoraf to var blandt de vigtigste ledere af Syriza (tilhørende to forskellige strømninger): Fotis Kouvelis, parlamentarisk ordfører for Syriza, og Giannis Dragasakis.

Dette er blot et blandt mange tilfælde af KKE’s og Synaspismos’ indfiltring i borgerlige institutioner. Den unge leder af Synaspismos, Alexis Tsipras, bliver i medierne fremstillet som den ”græske Besancenot”, skønt vores franske postbud-kammerat aldrig ville fraternisere venligt med en højreminister og en af landets største arbejdsgivere, således som Tsipras lige har gjort det i forbindelse med påbegyndelsen af byggeriet af et nyt fodboldstadion i Athens bymidte.

Uafhængighed i forhold til PASOK er åbenlyst et nøgleelement: hvis vi ikke kan bebrejde KKE, som fordømmer ”de tre’s bande”, men som selv er blevet beskyldt for at være allieret med højre, så kan vi ikke sige det samme om Synaspismos. Her må vi også skelne mellem proklamationer og daglig praksis. Men lad os først betragte en kendsgerning som er blevet noget overset i de seneste måneders triumferende analyser: De procenter, som Syriza gruppen har opnået i meningsmålingerne i 2008, stammer - bortset fra et arvet udgangs punkt på 5 til 7 %, der tydeligt stammer fra Synaspismos (1996: 5,12% til Syn; 2007: 5,04 til Syriza) - hovedsageligt fra dele af PASOK vælgerbasen, der ønsker at lægge pres på Papandreouledelsen. I dag, hvor PASOKs stemmemæssige troværdighed som måden at slå højre på delvis er blevet genetableret, giver meningsmålingerne Syriza mellem 5 og 9% (i en meningsmåling fra d. 20. marts: 5,6% til parlamentet, 7,3% til EU-parlamentet, hvor PASOK fik 33% i begge tilfælde), og i 3 ud af 4 målinger var det mindre end KKE.

Men denne tætte stemmemæssige sammenhæng bliver afspejlet i tilgangen til de ”store spørgsmål”: Således hæftede bladet ”Eleftherotypia” sig i slutningen af februar ved, at Papandreou og formanden for Syriza, Alavnos, var gået sammen om, hvad der skulle kræves af statsministeren op til EU-topmødet. De forslåede tiltag var klassiske reformistiske krav, hvis ikke teknokratiske! Syriza gruppen støtter ligesom PASOK klassiske reformistiske, parlamentariske forslag om reorganisering af politiet. Lad os tilføje, at ”fornyer”-strømningen i Synaspismos åbent læner sig mod et regeringssamarbejde med PASOK.

Denne strømning har desuden lige gjort regeringen en uvurderlig tjeneste: Ved valget til ledelsen af fagforeningen for lærere ved de højere uddannelser (POSDEP), gik den sammen med højre-tendenser og PASOK om at vælte den siddende ledelse, der stod hovedstrømningen i Synaspismos nær!

Faktisk havde den gamle ledelse afvist den ”dialog uden betingelser”, som uddannelsesministeren lige havde foreslået i en sammenhæng, hvor kampene på universitet er særligt politisk vigtige. Denne dialog er den nye POSDEP-ledelse på nippet til at acceptere, for bedre at kunne kvæle de menige medlemmers kampvilje. Men når det handler om flertallet i Synaspismos, har Alavnos, formanden for Syriza, netop skrevet til Karamanlis (højre) og til Papandreou (PASOK) for at foreslå dem at arbejde for en omdannelse af studenterforeningen EFEE, der har været splittet i årevis. Som om det ikke var en sag, der kun vedkommer studenterne selv, gennem deres debatter og kampe!

Vi vil ikke gå yderligere i detaljer med denne virkelighed, der viser, at Synaspismos og Syriza ikke har en praksis eller vilje til at bryde med de borgerlige institutioner, men vi må nødvendigvis være opmærksomme på, at der er nuancer (Synaspismos’ ungdomsorganisation, der er vokset, er klart mere til venstre), og at det er nødvendigt at deltage i mobiliseringer og diskutere med Synaspismos og Syriza. Vi vil nøjes med her at gentage hvad den græske sektion af Fjerde Internationale har sagt gennem nogle år: Det der trænger sig på i Grækenland er at opbygge et uafhængigt antikapitalistisk venstre, som kan gribe ind i de udviklinger, vi kan forvente i både Synaspismos og KKE (et fingerpeg om udviklingen: de mest stalinistiske af dets delegerede blev ikke genvalgt til centralkomitéen ved sidste kongres) såvel som i PASOK (gennem dets arbejderaktivister).

 

5. En plads, der står 100 % åben: Den nødvendige omgruppering af det antikapitalistiske venstre
Efter opfordringen den 31. januar og gennem februar og marts blev der afholdt en række møder både lokalt og inden for sektorer for at diskutere idéen om et enheds- og struktureret antikapitalistisk venstre. Disse møder blev døbt ”antikapitalistiske forsamlinger” og var rent faktisk møder for de menige medlemmer af alle de organisationer, der havde underskrevet opfordringen. De var samtidigt åbne over for en række uorganiserede antikapitalistiske venstreaktivister, og diskuterede opbygningen af et antikapitalistisk venstre, både lokalt og landsdækkende.

Det må siges, at man ikke startede på bar bund pga. de omfattende mobiliseringer, tidligere kontakter og undertiden uformelle koordinationer. Men en specifik politisk diskussion med en præcis organisatorisk pointe var ikke noget, de fleste var vant til!

Denne bevægelse blev kronet af en konference d. 22. marts og udgjorde et meget vigtigt skridt fremad – selvom alle begrænsningerne, utilstrækkelighederne og behovene også var tydelige. En generel politisk tekst, så vel som en politisk udtalelse og centrale paroler for den kommende periode blev vedtaget, og beslutningen om at gå fremad sammen i de kommende kampe (herunder de europæiske valg) dannede et nyt udgangspunkt. En national koordinering er blevet dannet, men den bør styrkes ved en styrkelse af de lokale strukturer.

Den Antikapitalistiske Koordination for Omstyrtelsen (af systemet) – navnet blev delvist valgt pga. de græske forbogstaver, Antarsya, som på græsk betyder ”mytteri” eller ”oprør” eller ”gå op i bjergene” (”antares” var partisanerne i den antinazistiske modstand) - blev således kastet ud de øjeblikkelige klassekampe med en fælles bevidsthed om nødvendigheden af hurtige radikale svar på kapitalismens krise og de skader den forårsager. Ikke alle spørgsmål kunne endeligt afklares, såsom ideologiske referencer, strategi, eller organisatoriske spørgsmål. Men der eksister nu en fælles ramme, og nogle af disse spørgsmål vil finde et svar - gennem tid, erfaringer og debatter.

Det er presserende at udvikle et instrument, som afgørende kan gribe ind i arbejdernes modstand og kampe. Disse står ikke bare over for højres undertrykkelse, men også over for splittelsesforsøgene og afledningsmanøvrerne på forskellige måder fra PASOK, Synaspismos og KKE. Det er afgørende for de kæmpende blandt arbejderklassen og de unge, at de antikapitalistiske styrker, gennem ”Antarsya”, er i stand til at give svar på den sociale vrede. Hvisnogen betvivlede denne vrede, er den blevet bekræftet gennem den meget høje deltagelse i den éndages generalstrejke d. 2. april, hvis eneste officielle perspektiv var, at den på et senere tidspunkt skulle følges op af endnu en 24 timers strejke! Håbet er, at fra nu af kan arbejderne tage deres skæbne i deres egne hænder, hjulpet gennem den aktivistiske tilstedeværelse af det antikapitalistiske venstre.

 

 

 

 

Oversat af Peter Kragelund fra netmagasinet International Viewpoint

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.