læs mere om: Kultur

18.03.09 | Leon Trotskij og André Breton

Tip en ven      |    Print  

Surrealisme: For en uafhængig revolutionær kunst

Andre Breton (1896-1966) var en af de mest iøjnefaldende repræsentanter for den litterære surrealisme, og prøvede at forbinde kunst med revolutionær politik. Sammen med Leon Trotskij skrev han i 1937 skrev han dette manifest.

Det vil ikke være nogen overdrivelse at hævde, at aldrig har den menneskelige civilisation været truet af så mange farer som i dag. Medens vandalerne med deres barbariske, dvs. stærkt begrænsede, midler tilintetgjorde den antikke civilisation i et afgrænset hjørne af Europa, er det i dag verdenscivilisationen, der – bundet sammen i en fælles historisk skæbne – vakler under truslen fra de reaktionære kræfter, bevæbnede med hele den moderne teknik. Det er ikke blot den krig, der nærmere sig, vi tænker på. Allerede nu, i fredstid, er videnskabens og kunstens situation blevet aldeles uudholdelig.

Filosofiske, sociologiske, videnskabelige og kunstneriske opdagelser fremkommer altid i kraft af noget individuelt, ved at der investeres noget subjektivt for at frembringe noget, der gør verden objektivt rigere. Disse opdagelser fremstår således som frugten af en dyrebar tilfældighed, dvs. som en mere eller mindre spontan manifestation af ndvendigheden. En sådan indsats kan ikke negligeres, hverken fra den generelle erkendelses synspunkt (som beskæftiger sig med at fortolke verden) eller fra revolutionens synspunkt (som for at kunne ændre verden, forudsætter at man har en præcis forestilling om de love, der styrer dens bevægelse). Mere konkret: man kan ikke være ligeglad med, under hvilke åndelige betingelser en sådan indsats kan finde sted, men må sikre, at de specifikke love, som den intellektuelle skaben er underkastet, bliver respekterede.

Imidlertid må vi konstatere, at disse love stadig oftere bliver brudt i verden af idag. En nødvendig følge heraf er en stadig mere åben nedværdigelse ikke blot af kunstværeket, men også af den ”kunstneriske” personlighed. Efter at have udrenset alle de kunstnere fra Tyskland, som har givet udtryk for blot den mindste smule frihedskærlighed, om så kun rent formelt, har Hitler-fascismen tvunget alle dem, der fortsat ville tage en pen eller en pensel i hånden, til at underkaste sig rollen som regimets lakajer og hylde det på kommando indenfor de mest konventielle rammer. Ser man bort fra reklamen, har situationen været den samme i USSR i den voldsomme reaktionsperiode, der nu har nået sit højdepunkt.

Det siger sig selv, at vi ikke om så blot for et øjeblik, og til trods for dens aktuelle succes, solidariserer os med parolen ”Hverken kommunisme eller fascisme”, da denne parole er udtryk for den konservative og skræmte spidsborger, der klamrer sig til de ”demokratiske” rester fra fortiden. Den sande kunst, dvs. den som ikke vil nøjes med at lave variationer over færdigsyede modeller, men bestræber sig p at give udtryk for de indre behov hos mennesket og menneskeheden a i dag, kan ikke være andet end revolutionær, dvs. den må nødvendigvis stræbe efter en fuldstændig og radikal omformning af samfundet, om ikke for andet, så for at befri den intellektuelle skaben fra de lænker, der binder den, for at gøre det muligt for hele menneskeheden at hæve sig til de højder, som kun enkeltstående genier har nået i fortiden. Samtidig erkender vi, at kun den sociale revolution kan bane vejen for en ny kultur. Når vi alligevel afviser enhver solidaritet med den nuværende herskende kaste i USSR, er det netop fordi den i vore øjne ikke repræsenterer kommunismen, men er dennes mest perfide og farlige fjende.

Under indflydelse af det totalitære regime i USSR har der, gennem de ”kultur”-organer som det kontrollerer, bredt sig et dybt mørke ud over hele verden, som er fjendtligt overfor fremkomsten af enhver form for åndelig værdi. Et mørke af smuds og blod hvor vi finder mennesker, forklædt som intellektuelle, som har gjort spytslikkeriet til deres fag, fornægtelsen af egne principper til en pervers leg, falsk vidnesbyrd mod betaling til en vane, og retfærdiggørelse af forbrydelser til en fornøjelse. Den stalinistiske epokes officielle kunst afspejler med en grusomhed uden side stykke i historien disse intellektuelles parodiske forsøg på at lede folk på vildspor og maskere deres egentlige rolle som lejesvende.

Den massive misbilligelse, som i kunstens verden rettes mod denne skamløse fornægtelse af de principper, som altid har været kunstens, og som selv stater, der var baseret på slavearbejder, ikke har fundet på at angribe så totalt, må erstattes af skånselsløs fordømmelse. Den kunstneriske opposition er idag en af de kræfter, som kan bringe de regimer i miskredit og til fald, som træder både den udbyttede klasses ret til at stræbe efter en bedre verden og enhver følelse af menneskelig storhed og værdighed under fode.

Den kommunistiske revolution nærer ingen frygt for kunsten. Den ved, at hvis man undersøger den måde, hvorpå det kunstneriske kald bliver til i det kapitalistiske samfund, der er i færd med at bryde sammen, så kan resultatet kun blive, at dette kald bestemmes som resultatet af et sammenstød mellem mennesket og nogle sociale former, der er det fjendtlige. Bortset fra den bevidsthedsgrad som må opnås, gør dette forhold i sig selv kunstneren til revolutionens naturlige forbundsflle. Den sublimeringsmekanisme som her er på færde, og som psykoanalysen har blotlagt, har til formål at genoprette den brudte ligevægt mellem det sammenhængende ”jeg” og det fortrængte. Denne genoprettelse af ligevægten finder sted til fordel for ”ideal-jegèt”, som stiller den indre verdens, ”det èts”, kræfter, som er fælles for alle mennesker, og som hele tiden stræber efter udfoldelse, op mod den nuværende udholdelige virkelighed. ndens frigørelsesbehov behøver blot at følge sin naturlige kurs for at smelte sammen med og hærdes til det, der er det første fornødne: behovet for menneskets frigørelse.

Det følger heraf, at kunsten ikke uden at forfalde kan bøje sig for noget direktiv udefra eller lydigt udfylde de rammer, som nogen tror at kunne tildele den ud fra yderst kortsigtede pragmatiske interesser. Bedre er det at sætte sin lid til den evne til at foregribe udviklingen, som er enhver autentisk kunstners privilegium, dvs. evnen til at påbegynde en (potentiel) løsning af epokens vigtigste modsætninger og til at orientere samtidens tanker i retning af det presserende behov for etablering af en ny orden.

Det er i dag nødvendigt at insistere på de tanker, den unge Marx gjorde sig om skribentens rolle. Det er klart, at disse tanker, på det kunstneriske og videnskabelige plan, må udstrækkes til at gælde forskellige kategorier af producenter og forskere.

”Skribenten”, skrev han, ”må naturligvis tjene penge for at kunne leve og skrive, men han må under ingen omstændigheder leve og skrive for at tjene penge.... Skribenten betragter på ingen måde sine arbejder som et middel. De er mål i sig selv, de er i så ringe en grad et middel for ham selv og andre, at han om nødvendigt ofrer sin egen eksistens, for at de kan eksistere...Den afgørende betingelse for pressens frihed er, at den ikke er et levebrød.”

Der er mere end nogensinde på sin plads at holde denne erklæring op for dem, som vil underordne den intellektuelle aktivitet under formål, der ligger undenfor den selv og, med foragt for de historiske bestemmelser der er kunstens, vil foreskrive den dens temaer ud fra påståede statslige hensyn. Det frie valg af temaer og den fuldstændige ubundethed i forhold til det, han ønsker at udforske, er for kunstneren et gode, som han er i sin fulde ret til at insistere på som ufravigeligt. I forhold til den kunstneriske skaben er det afgørende vigtigt, at fantasien er frigjort fra enhver tvang, og at den ikke under noget påskud lader sig tvinge ind i bestemte baner. Til dem som, i dag eller i morgen, skulle forsøge at få os til at gå med til at kunsten skulle underkastes en disciplin, som vi anser for at være radikalt uforeneligt med dens midler, svarer vi med blank afvisning og med vores udtrykkelige vilje til holde fast ved formuleringen: fuld frihed i kunsten.

Naturligvis anerkender vi, at den revolutionære stat har ret til at forsvare sig mod den aggressive borgerlige reaktion, selv når den gemmer sig bag videnskabens og kunstens banner. Men mellem sådanne påtvungne og midlertidige forholdsregler og kravet om at udøve kommando over samfundets intellektuelle skaben er der en afgrund. Mens revolutionen, af hensyn til udviklingen af de materielle produktivkræfter, må oprette et centraliseret socialistisk planstyre, må den for den intellektuelle skaben allerede fra starten oprette og sikre et anarkistisk styre af intellektuel frihed. Ingen autoritet, ingen tvang, ikke det mindste spor af befaling! De forskellige videnskabelige sammenslutninger, som videnskabelige sammenslutninger, som arbejder på at løse de mest storslåede opgaver nogensinde, kan kun opstå og udføre et frugtbart arbejde på basis af frit skabende venskab uden den mindste tvang udefra.

Af det, der her er sagt, følger klart, at vi ved at forsvare den skabende frihed, på ingen måde har til hensigt at retfærdiggøre politisk ligegyldighed, ligesom det ligger os fjernt at ville genoplive en såkaldt ren” kunst, der som regel kun tjener reaktionens mest urene formål. Nej, vi gør os alt for høje tanker om kunstens funktion til at ville nægte den indflydelse på samfundets skæbne. Vi mener, at kunstens fornemste opgave i vor epoke er at bidrage bevidst og aktivt til forberedelsen af revolutionen. Men kunstneren kan kun bidrage til denne frigørelseskamp, hvis han subjektivt er gennemtrængt af dens sociale og individuelle indhold, hvis han har ladet dens betydning og drama blive en del af sit nervesystem og frit søger at give et kunstnerisk udtryk for sin indre verden.

I den nuværende periode, der er karakteriseret af såvel den demokratiske som den fascistiske kapitalismes dødskamp, trues kunstneren med at få frataget sin ret til at leve og fortsætte sit værk ved at distributionsmidlerne fratages ham – og det selvom han undlader at give sin sociale uenighed åben form. Det er da naturligt, at han i den situation vender sig mod de stalinistiske organisationer, som tilbyder ham muligheden for at slippe ud af sin isolation. Men når prisen er den, at han må give afkald på alt det, der kan være hans særlige budskab og betale for visse materielle fordele med en frygteligt nedværdigende følgagtighed i forhold til disse organisationer, s kan han ikke blive i dem, med mindre demoraliseringen får bugt med hans karakter. Han m fra dette øjeblik forstå, at hans plads er et andet sted. Ikke blandt dem, som ikke kan andet end forråde revolutionens sag, samtidig med at de forråder menneskets sag, men blandt dem som beviser deres ubrydelige trofasthed mod revolutionens principper. Blandt dem, som netop af den grund, er de eneste kvalificerede til at hjælpe revolutionen til fuldbyrdelse og dermed sikre, at alle det menneskelige genis forskellige former kan komme frit til udtryk.

Målet med nærværende appel er at finde et terrain, hvor kunstens revolutionære tilhængere kan samles for at tjene revolutionen med kunstens metoder og forsvare kunstens egen frihed mod revolutionens snyltere. Vi er dybt overbevidste om, at det skulle være muligt for repræsentanter for rimeligt divergerende æstetiske, filosofiske og politiske tendenser at mødes på denne grund. Marxister kan her gå hånd i hnd med anarkister på betingelse af, at begge bryder skånselsløst med den reaktionære politiånd, hvad enten den repræsenteres af Josef Stalin eller hans lakaj Garcia Oliver (1).

Der findes spredt ud over hele verden tusinder og atter tusinder af isolerede tnkere og kunstnere, hvis stemme overdøves af den hæslige larm fra de ensrettede forfalskere. Talrige små lokale tidsskrifter søger at gruppere unge kræfter omkring sig, som søger at gå nye veje, ikke at opnå subventioner. Enhver progressiv tendens i kunsten brændemærkes af fascismen som degenereret. Enhver fri skaben kaldes fascistisk af stalinisterne. Den uafhængige revolutionære kunst må samles i kampen mod reaktionære forfølgelser og hjtideligt proklamere sin ret til at eksistere. En sådan samling er målet med den Internationale sammenslutning af uafhængig revolutionær kunst (Federation internationale de làrt revolutionnaire – FIARI), som vi finder det nødvendigt at oprette.

Vi har på ingen måde til hensigt at trumfe alle de ideer igennem, der er indeholdt i denne appel, og som vi også selv kun betragter som et første skridt på den nye vej. Vi beder alle kunstens repræsentanter, alle dens venner og forsvarere, som nødvendigvis må forstå nødvendigheden af denne appel, om at hæve stemmen med det samme. Vi retter den samme opfordring til alle de uafhængige venstrepublikationer, som er parat til at deltage i dannelsen af den Internationale sammenslutning og i undersøgelseen af dens opgaver og aktionsmetoder.

Når en første international kontakt er etableret gennem presse og pr. korrespondance, vil vi gå over til at organisere beskedne lokaler og nationale kongresser. I en følgende fase må der samles en verdenskongres, som officielt bekræfter oprettelsen af den Internationale sammenslutning.

 


Vores mål:

Kunstens uafhængighed – for revolutionen

Revolutionen – for den endelige frigørelse af kunsten

 


Andre`Breton

Diego Rivera (2)

Mexico, d. 25. juli 1938

 


NOTER:

Garcia Oliver: spansk anarkist, en af lederne af FAI (Federacion Anarquista Iberica); blev minister i socialisten Largo Caballeros regering under den spanske borgerkrig; under maj-dagene i 1937 begav han sig til Barcelona for at få arbejderne til at nedlægge våbnene.


André Breton skriver herom: ”Selv om dette manifest er underskrevet af disse to, er det i virkeligheden skrevet af Leo Trotskij og Andre`Breton. Af taktiske årsager bad Trotskij om, at hans underskrift blev erstattet af Diego Riveras.” (La cle`des champs, ed. J.-J. Pauvert, 1953, s. 41).

Diego Rivera var en fremtrædende mexikansk maler, som i en periode stod i nær forbindelse med Trotskij og 4. Internationale.

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.