RELATEREDE ARTIKLER

Valg i Kosovo PET – magtens redskab mod enhver opposition Støtte til samtalekøkken, men ikke til energiforbedringer Tunesere på tålt ophold og definitionen af ironi Skidt sag for konservativ lokalkonge Kritiske diskussioner om Ernest Mandels marxisme Bag Obamas sejr Hundreder af millioner sulter Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere En chance for Revolutionen: Elever kræver bedre uddannelse Det er vores egen svaghed, vi må bekæmpe Kampagnen mod Qatar er det seneste i rækken af angreb fra regionens gamle establishment Føderalisme kan være en mulighed, men inklusion er en nødvendighed Lad os opbygge en demokratisk front og føre klassepolitik imod militærets og Erdoğans kup AKP-regeringens permanente krig mod kvinder Udfordringen fra ”I Stinker” Støt det kurdiske folks kamp for at leve i frihed og værdighed Arbejderprotester og statslig undertrykkelse i Iran Terroren fra Islamisk Stat, undtagelsestilstanden i Frankrig og vores opgaver Tyrkiet genoptager krigen mod kurderne På besøg hos kurderne Appel om international handling Situationen i Palæstina og vores opgaver En fælles-arabisk liste, som kan ændre spillet Modstanden er også en kvindekamp Jødisk sharia Kobanê, Rojava og krigene i Irak og Syrien Læren fra Gaza Er Islamisk Stat lig med islam? Situationen i Mellemøsten og vores opgaver Fjern PKK fra terrorlisten Fortsat solidaritet og kamp mod zionismen Solidaritet med Palæstina Gør noget nu! Et nødråb fra det civile samfund i Gaza Massegrave af palæstinensere dræbt i 1948 Boykot Israel nu! Militarisering, militær intervention og manglen på strategi Fem spørgsmål til Michel Warschawski Historisk fælleserklæring fra palæstinensere og israelere Perspektiver for Palæstina Angrebet på Gaza-flotillen: Stop straffrihed for Israels forbrydelser! Den iranske protestbevægelse kan påvirke hele regionen Ja til Boykot! - et svar til Uri Avnery Diktaturets dilemma »Israel bør dømmes for krigsforbrydelser« Våbenhvile for ikke at skade Israels forhold til Obama Brug for et alternativ til Hamas og Fatah Ariel Sharons sidste sejr

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Mellemøsten

19.01.09 | Daniel Finn

Tip en ven      |    Print  

Palæstina: Bag krisen i Gaza

Mellemøst-eksperten Gilbert Achcar analyserer i dette interview fra Irish Left Review motiverne bag det israelske angreb på Gaza og fremtidsudsigterne for den palæstinensiske befrielseskamp.

Dette interview blev lavet den 10. januar 2009 af Daniel Finn til Irish Left Review. En uge efter interviewet påbegyndte den israelske hær en tilbagetrækning.

Daniel Finn (DF): Hvad tror du, er hovedmålene for den aktuelle israelske strategi med angrebet på Gazastriben?

Gilbert Achcar (GA): Tja, det er faktisk et kompliceret spørgsmål, fordi der er flere niveauer i spil samtidigt. Set i det brede perspektiv er det del af en løbende kamp mellem Israel på den ene side og både Hamas og Hezbollah på den anden. Denne kamp nåede sit foreløbige højdepunkt i 2006, da Israel i løbet af sommeren på samme tid førte krig mod Gaza og gennemførte et stort angreb ind i Sydlibanon. Dette hang sammen med Bush-administrationens globale strategi i dens konfrontation med Iran, hvor den fremherskende opfattelse i Washington var, at Hamas og Hezbollah er den iranske stats forlængede arme, og derfor del i den alliance af kræfter, som skulle smadres, hvis USA´s hegemoni i regionen, så vel som Israels sikkerhed, skulle kunne stabiliseres. Det er derfor en ny udvikling i den samme løbende krig, der har udviklet sig gennem de seneste år.

Hvis vi går lidt tættere på, hænger den kendsgerning at angrebet er blevet iværksat netop i dette øjeblik, fra den 27. december, åbenlyst sammen med nogle mere kortsigtede politiske overvejelser: På den ene side vil Bush-administrationen snart være væk fra scenen, og skønt den israelske regering ikke har nogen virkelig grund til at frygte væsentlige ændringer i den amerikanske Mellemøstpolitik, hvis vi skal dømme ud fra alle de signaler, som Obamas hold har udsendt, forbliver der alligevel udsigt til, at den nye administration vil starte samtaler med Iran, som Obama sagde under præsidentvalgkampagnen. I denne situation er der mulighed for at den amerikanske støtte til en hård linje overfor Iran vil blive svækket. Derfor er en af overvejelserne bag at den militære kampagne startede netop nu, at fritage den nye administration for at skulle håndtere en større krise i Mellemøsten lige fra starten. Så der er lettelse hos Obamas hold over, at det sker under Bush.

Problemet er bare, at operationen har trukket meget længere ud end forventet, et tilbagevendende mønster i Israels aggressioner: Tiderne med seksdages krigen er for længst borte. Fra den israelske regerings synspunkt ville et israelsk angreb mod selve Iran have været ideelt, før Bush administrationen forlod scenen, og der var mange spekulationer om denne mulighed for nogle måneder siden. Dette blev imidlertid umuligt af en række grunde.

I stedet angriber Israel Hamas, som det opfatter som Irans stedfortræder. Og går man endnu tættere på, er der også overvejelser om det kommende valg i Israel. Partierne i den israelske koalitionsregering, Olmert og Livnis Kadima-parti på den ene side og Ehud Baraks Arbejderparti på den anden, står overfor en stor udfordring fra Likud, som er det yderste højre af den dominerende zionistiske strømning i Israel. Derfor er dette angreb også et forsøg på at imødegå den overbudspolitik, som Netanyahu (leder af Likud, o.a.) sikkert ville have bygget sin valgkampagne på. Hvis man tager alle disse forhold i betragtning, er der tale om et overbevisende sammenfald af grunde til at iværksætte dette angreb lige nu. Alt det andet, de raketter som Hamas har affyret og så videre, er bare påskud, ligesom Hezbollahs bortførelse af 2 soldater i juli 2006 bare var et påskud for Israel til at starte et forud planlagt angreb i fuld skala på Libanon.

DF: Den sidste alvorlige konfrontation mellem Israel og Hamas og Hezbollah i 2006 endte som et væsentligt tilbageslag for den israelske stat og med alle mulige former for gensidige bebrejdelser mellem den politiske og militære elite. Tror du, at Israel nu har en realistisk chance for at vende det billede og vinde en sejr, eller står det overfor et nyt nederlag?

GA: Ja, det er derfor at situationen er så farlig og bekymrende lige nu. Angrebet startede den 27. december, hvilket betyder at vi har oplevet to uger med kampe, og allerede nu har vi et højere absolut dødstal, end vi så i Libanon efter de to første uger med intensive bombardementer. Og tager man højde for, at den libanesiske befolkning er næsten tre gange større end befolkningen i Gaza, er de relative tabstal langt, langt større. Det er netop den kendsgerning, at Israel ikke har råd til en ny fiasko som den i sommeren 2006, der gør den nuværende situation så bekymrende og farlig. De har ikke råd til en ny fiasko både af større strategiske og små valgtaktiske grunde.

På den ene side risikerer den israelske stat at miste en masse af sin såkaldte militære troværdighed denne gang, så meget desto mere som den fjende, de denne gang står overfor – Hamas i Gaza – helt sikkert er langt svagere end Hezbollah var og er i Libanon. Hezbollah er bestemt stærkere i den shiitiske libanesiske befolkningsgruppe end Hamas er i Gaza, hvor du har en bitter konkurrence mellem Hamas, Fatah og enkelte andre grupper. Ud over dette havde Hezbollah af indlysende grunde langt flere våben end Hamas har i Gaza, der er en lille stribe land, der er omringet fra alle sider og under massiv overvågning. De kan smugle nogle lette våben ind, men ikke tungere våben ind i Gaza, hvorimod Hezbollah var i stand til at opbygge et vigtigt arsenal i Libanon, ikke mindst fordi det skete med syrisk opbakning.

Så hvis Israel løber ind i endnu en fiasko mod Hamas, som er betydeligt svagere end Hezbollah, vil det nødvendigvis blive opfattet som en kolossal ulykke, værre end den i 2006 for Israel. For ikke at tale om, og det er den anden side, de små taktiske overvejelser. Hvis den herskende koalition kommer ud af den nuværende krig med endnu en fiasko, kan de deltagende partier godt glemme alt om det kommende valg. Netanyahu vil knuse dem fuldstændigt, og det ved de. Så af disse to grunde i forening kan de ikke holde til et nederlag, og det er det som gør situationen meget, meget bekymrende. De kan udvikle det sårede dyrs desperation, og blive endnu mere brutale end de i forvejen er.

Krig efter krig vokser den israelske brutalitet. 33-dagskrigen i 2006 var i forvejen den mest brutale i den lange historie om Israels krige, den mest brutale udnyttelse af Israels magt, tæppebombninger af store områder af Libanon, civile områder.

Påskuddet er nu som da, at modstanderne gemmer sig i blandt befolkningen. Det er det mest hykleriske argument: Hvad vil de have, Hamas skal gøre? Omgruppere sig i et øde område med skilte, der siger: Bomb Os Her? Det er helt hen i vejret. Sandheden er, at Israel forsøger at knuse politiske massepartier, som er bevæbnede selvfølgelig, men det er de nødt til, fordi de er under permanent trussel. Dette er væbnede folkelige bevægelser. Hovedparten af de væbnede medlemmer er ikke professionelle. Når man tager højde for alle disse aspekter er der meget, meget alvorlige grunde til de voksende bekymringer, som de internationale humanitære organisationer giver udtryk for.

Mange mennesker fornemmer nu, at befolkningen i Gaza reelt er under trussel om omfattende udryddelse. Det er ikke en af de sædvanlige overdrivelser, det er en ædruelig vurdering, når man står overfor et sådant niveau af vold og brutalitet, dag efter dag, med flere og flere såkaldte uheld, hvor forsamlinger af civile bliver mål, med massemord som resultat. Det eneste alternativ til en fiasko for Israel er at fortsætte angrebene på jorden ind i de befolkede områder. Derfor er det værst tænkelige scenarie ganske muligt, og det ville indebære tusinder og atter tusinder dræbte, for ikke at tale om kvæstede og sårede, og det er selvfølgelig yderst skræmmende.

DF: Hvis Hams skal kunne opfattes som en vinder eller bare en delvis vinder i denne seneste konfrontation med Israel, hvad skal det så gøre? Er det nok for Hamas at overleve? Skal de bare holde sig oprejst?

GA: Ja, hvis bare de kan komme oprejst ud af krigen. På grund af de geografiske betingelser har de allerede lidt forholdsvis højere tab end Hezbollah gjorde i 2006. Hvis du erindrer den allerførste dag, de israelske bombninger startede, så var det især bygninger, der husede Hamas sikkerhedsstyrker, der var målet, og dødstallene var med det samme meget høje. Men hvis de formår at komme ud med bare en nogenlunde intakt ledelse og grundstrukturer uden at give væsentlige indrømmelser, eller lad os sige, indrømmelser der modsvares af israelske som f.eks., vi vil ikke affyre flere raketter, hvis I, Israel, vil ophøre med at skyde på os og sanktionere os, kvæle os, hvis de kommer ud af denne krig med en aftale af denne type, så vil det betyde en israelsk fiasko, og det vil blive opfattet af dem som en politisk sejr tilsvarende den, som Hezbollah opnåede i 2006.

Men lige nu er dette rent hypotetisk, fordi vi ikke kan forudse, hvordan tingene vil udvikle sig. Det står dog allerede klart, at Hamas’ popularitet er vokset enormt i regionen, måske også på verdensplan. Vi kan imidlertid ikke være sikre på, at det også gør sig gældende blandt palæstinenserne i Gaza, netop på grund af konkurrencen mellem Hamas og Fatah. Der kommer blandende meldinger om dette. Selvfølgelig vil Fatah-tilhængere sige, at det er Hamas, der har bragt os i denne forfærdelige situation, vi lider på grund af dem, selv om det selvfølgelig først og fremmest er Israels skyld – det samme som vi hører fra visse arabiske regimer. Det er hvad den egyptiske regering, der åbenlyst er i samklang med dette israelske overfald, udtrykte lige fra begyndelsen, og det er, hvad vi hører her og der fra USA´s arabiske allierede, den samme retorik som vi hørte i 2006, som også lagde skylden på Hezbollah for Israels overfald på Libanon.

Det endelige politiske resultat for Hamas lader vente på sig. Det er endnu for tidligt, tror jeg, at vurdere, hvad det bliver på langt eller blot mellemlangt sigt. I øjeblikket er det eneste sikre for Hamas en øget popularitet i regionen, som er det næsten automatiske resultat, hver gang Israel udvælger sig et arabisk mål, og begynder at slå løs på det. Målet bliver automatisk populært på grund af hadet mod Israel og dets vedvarende aggression i området: Ethvert af Israels ofre og specielt kræfter, der yder modstand mod Israel, er sikker på at opnå popularitet i regionen.

DF: I de sidste uger har der været en del snak om øget utilfredshed blandt den yngre generation i Fatah. Der har været meldinger om, at Marwan Barghouti har sendt meddelelser ud fra sin fængselscelle med kritik af udtalelser fra Mahmoud Abbas. Tror du, at det vil kunne få en gennemslagskraft, så den nuværende ledelse af Fatah bliver undermineret, eller er der chance for at Fatah ledelsen vil skifte kurs?

GA: Barghouti er i en vis forstand et sikkerhedsnet for Fatah. Mahmoud Abbas har allerede i vid udstrækning brændt sine kort Han har ikke længere nogen troværdighed. Han er ikke engang popilær inden for Fatah, så det er klart, at Fatah har brug for en ny leder meget snart, og Barghouti vil være en mulighed. Men eftersom han sidder i fængsel, afhænger hans skæbne meget af Israel, og selvfølgelig af Washington. Men det er svært at vide, hvad Barghouti ville gøre, hvis han blev løsladt. Det største problem er, hvilket forhold han ville have til USA og deres foretrukne palæstinensiske marionet Muhammad Dahlan. Dahlan og Barghouti var I same valgalliance Ived valget I januar 2006. Betyder det, at de fortsætte samarbejdet og dannne en sammenhængende lederteam I tiden efter Abbas, eller vil de konkurrere mod hinanden? Vi får se.

DF: Det ser ud til at være en meget farlig periode for den palæstinensiske befolkning, og måske den farligste siden 1967. der snakkes i israelske medier om at overlade Gazastriben til egyptiske myndigheder og overlade de tætbefolkede områder på Vestbredden til Jordan. Og hvis denne plan eller noget tilsvarende bliver virkelighed, vil det med sikkerhed være skæbnesvangert for de palæstinensiske nationale forhåbninger mange år ud i fremtiden. Hvilke skridt mener du, der kan tages i det palæstinensiske samfund for at forbedre udsigterne for den nationale bevægelse?
.
GA: Jeg ser ikke ikke tingene på den made, som du fremstiller dem. For det første ville det jordanske kongedømme blive skræmt i dag, hvis det skulle overtage kontrollen med Vestbredden. Dengang der var en reel udsigt til dette, havde man allerede taget højde for den voksende militans blandt palæstinenserne. Derfor havde den tidligere kong Husseins planer en føderativ karakter, det vil sige at Vestbredden, eller Vestbredden og Gaza, fik en eller anden grad af selvstyre. Men nu er problemet, at det jordanske kongedømme ikke kan stole på at folk som Mahmoud Abbas kan styre den palæstinensiske befolkning. De ved, at de står foran en meget radikaliseret befolkning, og at en ny forening af palæstinenserne på Vestbredden og palæstinenserne i Jordan– hvor de allerede udgør flertallet af befolkningen – vil udgøre en meget alvorlig trussel mod det jordanske kongedømme. Det er problemet.

En fornyet sammenslutning af Vestbredden med Jordan ville helt sikkert være i palæstinensernes interesse, fordi den såkaldte uafhængige stat bestående af Vestbredden og Gaza ikke giver nogen mening. Det er der, hvor jeg er helt enig med dem, der kritiserer en to-statsløsning: En såkaldt uafhængig stat giver ingen mening på Vestbredden, hvis den bare bliver en lus mellem de to negle Israel og Jordan. Derfor har den palæstinensiske befolkning brug for det nødvendige åndehul, som Jordan udgør, for ikke at nævne den menneskelige og familiemæssige sammenhæng mellem de to bredder af Jordanfloden. Der er en naturlig historisk sammenhæng mellem samfundene på de to bredder, og for at dette samfund kan fungere selvstændigt er det nødvendigt med en anden slags regering i Jordan, en virkelig demokratisk regering og ikke som den nuværende, hvor flertallet af befolkningen er undertrykt af et regime, som bevidst spiller på stammemodsætningerne.

Derfor tror jeg ikke, at den Jordanske regering er begejstret for udsigten til at de to bredder skal forenes igen, eller at den bare overvejer muligheden for dette. I 1988 afskar kong Hussein alle forbindelser mellem sit kongedømme og Vestbredden: Hvorfor gjorde han det? Ganske enkelt fordi Intifadaen var i fuldt sving i 1988, og fordi den Vestbred, som hans far efter handlen med zionisterne i 1948 havde kunnet regere uden problemer indtil 1967, og som siden havde været under israelsk besættelse, ikke ville kunne kontrolleres efter Intifadaen. Vestbredden var blevet en brændende varm kartoffel, alt for farlig at håndtere. Det var derfor, han afbrød alle officielle forbindelser og gav afkald på alle krav på Vestbredden.

DF: Tror du at den palæstinensiske politiske scene vil forblive Hamas’ og Fatahs private ejendom inden for en overskuelig fremtid, eller tror du at nogle af de i øjeblikket marginale kræfter vil få en chance for at slå mere igennem?

GA: For tiden kan jeg ikke se sådanne muligheder. Der er ikke i øjeblikket nogen, som for alvor udfordrer de to store spillere, Fatah og Hamas. Andre eksisterende kræfter, især den palæstinensiske venstrefløj, har mistet sin troværdighed gennem årene, efter at have forspildt så mange muligheder. Så man kan ikke forvente en pludselig mirakuløs udvikling, medmindre der skulle opstå en ny kraft, som vi endnu ikke har hørt om, og som det under alle omstændigheder vil tage nogen tid for at kunne modnes. Det der vil ske under de nuværende betingelser vil være en videre udviklinger inden for de to poler i det palæstinensiske samfund – en kamp mellem forskellige fraktioner inden for Fatah, og det samme i Hamas. Ingen af disse to styrker er monolistiske, fordi de er så store og har masseopbakning. I øjeblikket er det mere sandsynligt, at der vil ske ændringer inden for disse to partier, end at der kommer nye kræfter udefra.

Når det er sagt, så ønsker jeg meget stærkt, at der ville opstå en tredje styrke, en progressiv bevægelse som bygger på de venstrefløjstraditioner, der eksisterer blandt palæstinenserne, og som langt fra er betydningsløse, selv i Gaza, skønt de ikke er stærke nok til at udgøre en modvægt til Fatah eller Hamas. Jeg vil i høj grad ønske, at kommer en kraft på venstrefløjen, som kan spille en reel rolle. Men for at være helt ærlig, bortset fra håb og ønsker, så er dette ikke en realistisk mulighed. Det er ikke muligt at se nogle forudsætninger for det.

Gilbert Achar er medlem af ledelsen af Fjerde Internationale. Han boede i mange år i Libanon og er nu professor ved School of Oriental and African Studies i London. Han er forfatter af mange bøger, der analyserer samfund og politik i Mellemøsten fra et venstrefløjsperspektiv, blandt andet The Clash of Barbarisms, Eastern Cauldron, The 33-Day War og Perilious Power (en samling af dialoger mellem Achcar og Noam Chomsky).

Oversat og forkortet af Peter Kragelund fra Irish Left Review

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.