RELATEREDE ARTIKLER

Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen? Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi? Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Ingen fredelig vej til socialisme Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Historien om en revolutionær Efter Chavez: Et muligt scenarie Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Livet efter Fidel Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej Venezuelas revolution i krydsild Falliterklæring for Chavez?

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Venezuela | Latinamerika

10.01.09 | Christine Lundgaard

Tip en ven      |    Print  

Venezuela: Alle er enige: De andre tabte

De røde valgtelte på gadehjørnerne står her stadig, flere uger efter lokalvalget den 23. november. Valget var den første større styrkeprøve for Chávez´ nye socialistparti. Både socialisterne og højrefløjen hævder at have vundet valget, og på en måde har begge parter ret.

 – Hæ, du skal ikke tro på hvad Chávez siger. Det er ikke noget lille nederlag for os. Oppositionen har vundet de fire vigtigste stater. Dem med flest indbyggere, og dem med flest penge. De to stater der grænser op til Colombia. Det er sgu alvorligt, siger Carmen Marchena, medlem af Venezuelas Forenede Socialistparti PSUV.

 Plakaterne med tykke mænd fotograferet foran hovedstadens slumkvarterer hænger fra lygtepælene endnu, sammen med plastikguirlander og julehjerter. Jeg sidder indenfor i sofaen hos Carmen.

– Jo tak fint, siger Carmen og nikker. – I øvrigt gik valget stille og roligt. Præcis som vi havde regnet med.

De andre tabte
Både socialisterne og oppositionen har ret når de hævder at modparten har tabt. Socialisternes kandidater har vundet i 17 ud af 22 delstater og sidder i dag på 80 % af landets borgmesterposter. Mange steder med et solidt forspring foran oppositionens kandidater. Men selv om oppositionen til Chávez´ regering udgøres af en ujævn blanding af traditionelle konservative partier, fascister og frustrerede centrumpartier, har disse partier formået at stille op som en samlet front denne gang, med flere kendte og erfarne kandidater end tidligere. Hvor de har vundet, er det med et lille forspring. Men de har sat deres kræfter ind på strategiske steder i landet. I modsætning til tidligere sidder oppositionen nu bl.a. på overborgmesterposten i Caracas, og i delstaten uden om hovedstaden. Hvorfor kunne socialisterne ikke holde på den?

– Tro ikke det er fordi folk er vilde med oppositionens kandidater. Det er allermest fordi mange af vores egne kandidater har bevist, de er dårlige politikere, siger Carmen.

– I de fem stater hvor oppositionen vandt, var det fordi folk ikke gad stemme på uduelige chavister, siger Carmen, – og så blev de bare hjemme.

Socialisterne i førertrøjen
Alt i alt er socialisterne og regeringens tilhængere dog tilbage i førertrøjen hvor de var indtil for et år siden. Tæller man alle stemmerne op, har socialisterne vundet 60 % over oppositionens 40 %. Og sådan har det nogenlunde været ved de utallige valg og afstemninger siden Hugo Chávez og hans lille parti MVR kom til magten for 10 år siden. Ved det seneste valg var der oven i købet rekordstor vælgerdeltagelse, når det gælder lokalvalg: 66 % stemte. Den folkelige opbakning til ”den bolivarianske revolution” er solid. Men det er kritikken af Chávez og hans socialistparti samtidig også. Alligevel er mange af kritikerne med i det nye socialistparti. PSUV har næsten 6 mio. medlemmer ud af Venezuelas ca. 24 mio. indbyggere. Så når der er valgkamp, er revl og krat på gaden.

Hjemme hos Carmen kører TV´et non-stop dagen lang. For at modveje de mange fjolser på skærmen, står Che Guevaras portræt oven på apparatet.

– Ham dér, kig lige, siger Carmens mand og peger på TV´et hvor en flink mand i læderjakke snakker. – Han var med i kuppet mod Chávez i 2002, tro mig, sammen med Carmona (kupleder og Venezuelas tidligere arbejdsgiverchef). Nu er han på Chavez-holdet, det er fandme flot.

Mærkeligt der på ti år ikke er kommet flere dygtige, ærlige politikere ud af denne her forandringsproces, tænker jeg. Og må fortsætte til næste sprængfarlige spørgsmål. Umiddelbart efter lokalvalget har Hugo Chávez annonceret, at han satser på endnu en afstemning nu til foråret. Den skal bane vejen for en forfatningsændring der giver Chávez ret til at stille op til præsidentvalget én gang til, efter de to perioder han allerede har siddet. Hvorfor i alverden finder man ikke bare en afløser for præsidenten?

Vores ansvar
Mikel Davis er ung, velformuleret og medlem af Venezuelas kommunistparti PCV. Den del af partiet, der valgte at blive uden for PSUV, da en anden vigtig del af kommunistpartiet valgte at forlade de gamle rækker og slutte sig til Chávez´ nye masseparti.

– Det er klart, det er os i partiet, der har ansvar for at uddanne nye kadrer, siger Mikel.

– Så Chávez ikke længere er det eneste bud. Vi er i gang, men vi kan ikke nå det inden 2009, siger han og hentyder til næste valg lige om hjørnet, præsidentvalget senere i år.

– Men hvad med enheden på venstrefløjen? spørger jeg. Er det ikke nu det gælder om at slutte sig sammen og glemme gamle partiskel? Mikel ryster på hovedet.

– Chávez er en meget dygtig, meget dominerende leder. Hvor han går hen, strømmer millioner af mennesker til. Også ind i PSUV. Det nye parti var Chávez´ vilde påfund, siger han.

– Det er alt for uklart for os. Vi kan ikke bare forråde den klasse, der stemmer på os. Hvis partiet definerer sig som et revolutionært, marxistisk-leninistisk parti, kan det godt være vi en dag går med. Men OK, det sker nok ikke lige med det samme, siger Mikel med et skævt smil og stryger sig over den smarte frisure.

I en del valgkredse stillede PSUV, kommunistpartiet og det andet lille venstrefløjsparti PPT fælles kandidater op. Men i praksis var det PSUV, der udvalgte de fleste kandidater, og de var næsten alle fra PSUV. Ganske få steder stillede de små venstre-partier deres egne kandidater op.

– Venstrefløjen er slettet af landkortet, fortæller Carmen Marchena.

– De steder hvor kommunisterne og PPT trodsede PSUV, blev de smadret.

– Chavez har pulveriseret dem! afbryder Carmens mand inde fra fjernsynet.

– Hvis vi vil noget med den her revolution, må vi sgu radikalisere partiet indefra. Alle mulige små partier på venstrefløjen kan vi ikke ta’ os af. Vi er oppe imod Imperiet. Imperiet! Er du med?

Venezuelas nye halvmåne
Ved vejsiderne i Caracas hænger der stadig plakater med russisk tekst, der skal minde folk om den kommunistiske trussel, som den socialistiske regering udgør. Men valget gik fint og regelmæssigt, melder internationale observatører.

De fleste af oppositionens nyvalgte guvernører og borgmestre siger, de ønsker et fredeligt samarbejde med regeringen og med socialistpartiets valgte. Men i den rige olie-delstat Zulia, som grænser op til Colombia og som oppositionen vandt, var der uroligheder. Medlemmer af valgkommissionen blev nogle dage efter valget bortført, og inventaret i valgkommissionens kontorer blev smadret.

Oppositionen ønsker at sprede frygt og uro og skabe en situation, der ligner de seneste måneders Bolivia. Her slås overklassen med vold og hærværk for uafhængighed af Evo Morales´ regering. I Bolivia hedder den rige selvstændighedsbevægelse ”Halvmånen”, efter formen på de fem delstater hvor oppositionen regerer.

Chávez siger han vil sætte alt ind på at forhindre en venezuelansk ”halvmåne” i at se dagens lys. Derfor blev nabolandet Colombias konsul i Zulia-delstaten kort efter valget smidt ud af Venezuela. I en aflyttet telefonsamtale afslører konsulen over for en colombiansk præsidentrådgiver, at der er planer om at igangsætte et samarbejde mellem oppositionens nyvalgte guvernører og Colombias regering. ”Det vil være fantastisk for vores arbejde i området. Når du siger GO, går jeg i gang”, siger den colombianske konsul i telefonsamtalen.

Colombias regering har flere gange rost Zulia-politikeres planer om at løsrive delstaten og knytte den tættere til Colombia.

Udviklingen minder om det, der sker lige nu i Ecuador og Bolivia, hvor overklassen forsøger at vælte progressive regeringer ved at splitte landene ad. Det er de rige, der har alt at vinde i kampen mod de fattiges krav om nye tider og lige adgang til oliemillionerne og andre rigdomme. De tegner nye grænser omkring de zoner, hvor de største rigdomme er. Så appellerer de til det folkelige sammenhold og kræver ”autonomi” inden for den rige zone.

Politikerlede og frihedstrang
Flere steder i Sydamerika er højrefløjen og de traditionelle magthavere på vej tilbage i offensiven. Det sker efter flere års latinamerikansk forår, hvor centrum- eller venstreregeringer er kommet til magten i en række lande.

Venezuela er et godt eksempel på afmatningen i venstrefløjens fremgang – og i regeringens troværdighed efter ti år ved magten. Hvad er der sket? Ifølge venstrefløjstænkeren Narciso Isa Conde fra den Dominikanske Republik skyldes højrefløjens relative fremgang ikke primært støtten fra USA, fra magtfulde NGO´er og fonde, for den støtte har højrefløjen haft hele tiden. Det samme gælder oppositionens faste greb om landets medier, der for 80 % vedkommende er på private og stærkt reaktionære hænder. Højrefløjens blod på tanden skyldes i højere grad en række fejl og mangler hos regeringen selv og dens støtter:

For det første er Venezuela og landets økonomi stadig en integreret del af det kapitalistiske globale marked. Den reaktionære overklasse ejer stadig vigtige banker og virksomheder, hospitaler, skoler og universiteter. Selv om præsidenten taler om socialisme i det 21. århundrede, om nationalisering og kooperativer, er der primært tale om et supplement til den eksisterende økonomiske model, og ikke noget afgørende brud. Oppositionen har altså sine vigtigste magtbastioner i behold.

For det andet har reformerne i Venezuela ikke formået at stoppe korruptionen eller gøre op med det gamle teknokrati. Det er blot andre politikere og oliefunktionærer, der i dag bliver rige på den fælles regning og er med til at forhindre et nyt og mere retfærdigt system i at se dagens lys. Flertallet af venezuelanerne ser ud til at støtte op om socialistiske tiltag og Chávez´ ledelse. Men mange er med god grund ramt af politikerlede og ringe tro på, at forandringerne for alvor er på vej.

Alligevel er fremtiden fuld af muligheder for Venezuelas revolution, mener Narciso Isa Conde. For drømmene om frihed og et bedre liv har fået et fast tag i det fattige flertal i Venezuela, og mange af disse mennesker er parate til at slås, til de ser resultater.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 21

Feminisme på International Ungdomslejr

Den 23.-29. juli afholdes den 34. internationale socialistiske ungdomslejr, hvor omkring 500 unge aktivister hvert år samles for at dele erfaringer fra bevægelser og kampe imod udbytning og undertrykkelse. I år afholdes lejren på sydspidsen af det italienske fastland. Og på baggrund af den internationale kvindebevægelse, som specielt i Italien har mobiliseret titusindvis af mennesker både den 25. november 2016 og den 8. marts i år, vil feminisme blive et centralt tema på lejren. Det er en anledning til at lære af erfaringer på tværs af grænser. Og en anledning til at styrke og udvikle de internationale bånd, der er blevet knyttet som en del af bevægelsen. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.