læs mere om: Afrika

11.06.17 | Al Mounadila

Tip en ven      |    Print  

Marokko: Græsrøddernes protestbevægelse i Rif-regionen

Hverken bagvaskelse eller undertrykkelse vil bremse protestbevægelsen i Rif-regionen i Marokko. Kun en udvidelse og en radikalisering af kampen kan give resultater og føre fremad mod frigørelse.

Der er gået syv måneder, siden græsrodsprotestbevægelsen begyndte i Rif-regionen i det nordlige Marokko [overvejende beboet af berbere, o.a.]. Denne bevægelse har rødder i den folkelige mobilisering, der fandt sted i regionen under opstanden den 20. februar 2011. Den blev genoplivet, efter at fiskeren Mohsen Fikri blev mast under en skraldebil i oktober 2016.

Befolkningen i Rif kræver dem dømt, der var ansvarlige for Mohsens død og fem andre, som blev dræbt under opstanden i februar 2011. De kræver også, at den militarisering af Al Hoceima-provinsen, der var blevet indført under påskud af katastrofeområde, bliver ophævet, at der bliver sat en stopper for forfølgelsen af og chikanerne mod småbønder, og andre sociale krav om sundhedsvæsen, uddannelse og infrastruktur ud fra den udviklingsmodel som indbyggerne i Rif virkelig ønsker. Dette er et klart udtryk for den fejlslagne økonomiske og sociale politik, som staten har gennemført i denne region, og som har ført til ødelæggelse af produktionsstrukturen, udplyndring af ressourcerne i havet og i skovene, svækkelse af de vigtigste offentlige serviceydelser, som sundhedsklinikker, universiteter og skoler, og mangel på arbejde til de unge.

Alt dette er resultatet af regeringens prioriteter, som bygger på nødvendigheden af at tilbagebetale en meget stor offentlig gæld ved at skærpe nedskæringerne på de sociale budgetter og åbne de profitable sektorer af vores land overfor fremmed kapital, flere skattelettelser til de rige, en generel udbredelse af korruption, og tyveri af jorden, og at et mindretal tilraner sig landets værdier.

Denne politik, der er dikteret af udenlandske beslutningstagere, bliver legitimeret af ”repræsentative” institutioner, der ikke har noget med demokrati at gøre under et despotisk regime, en paraderegering og et kunstigt parlamentarisk ”flertal”. Alt dette er blevet mobiliseret for at lukke munden på den folkelige stemme i Rif, der klart og tydeligt har udtrykt sine krav i protestbevægelsens lokale komiteer.

De har også mobiliseret regeringens forskellige sikkerhedsorganer og medier for at bekæmpe denne intense mobilisering. De undertrykker og arresterer aktivister, søger at skræmme og sværte til dem til og prøver at skabe indbildte og marginale konflikter mellem indbyggerne i området ud fra tyrannens princip: del og hersk. De forsøger at kriminalisere protestbevægelsen, undergrave dens troværdighed og angribe dens aktivister, for at den ikke skal kunne tjene som eksempel for andre regioner og byer i Marokko, der lever under samme forhold med marginalisering, fattiggørelse og tilsidesættelse af deres værdighed.

De seneste dages begivenheder peger på, at der er sket en skærpelse af arsenalet af undertrykkende redskaber i Rif-regionen, hvor der er blevet indsat en vrimmel af styrker (politi, gendarmer og hjælpetropper). Der er blevet rejst hundredvis af telte på de offentlige torve og i de offentlige institutioner, der fungerer som lejre. Det tyder på en voldelig undertrykkelse af samme slags, som regimet allerede har begået mod det marokkanske folks kamp, især mod den historiske kamp i Rif-regionen.

Vi i Al Mounadil-a, en socialistisk revolutionær politisk strømning, betragter græsrodsprotesterne i Rif som en virkeligt eksempel på en kamp, der skal efterfølges af alle regioner i Marokko ud fra disse principper: For det første krav, der er koncentreret om social retfærdighed, værdighed og fordelingen af naturressourcer og værdier, der er produceret lokalt og nationalt. For det andet udvikling af kampformer, der sikrer kontinuitet og kollektiv deltagelse i mobiliseringen. Og for det tredje demokrati nedefra og op, repræsenteret gennem den lokale koordinering af bevægelsen, som spreder sig i de forskellige områder i Rif.

Vi støtter Rif-befolkningens kamp, og vi hilser deres fasthed og beslutsomhed overfor alle, der bekæmper deres kamp og stræben. Vi fordømmer statens politik med trusler og misinformation og alle dem, der hjælper med til at retfærdiggære deres løgne. Vi holder staten ansvarlig for alle undertrykkende angreb på indbyggerne i det kæmpende Rif. Vi opfordrer til udvidelse af støtte og solidaritet, og til styrkelse af koordineringskomiteerne for at forhindre, at staten får held med at isolere bevægelsen, og vi forsikrer om, at opfyldelsen af kravene fra de lavere klasser i Marokko, om værdighed, frihed og social retfærdighed er uforenelig med tyranni og et korrupt system.

Som vi, Al Mounadil-a, ser det, er hovedopgaven lige nu for den radikale venstrefløj og for alle organisationer i kamp, især fagforeningerne, de unge arbejdsløses organisationer, og de sammenslutninger, der bekæmper den liberalistiske politik, at støtte græsrodsbevægelsen i Rif og arbejde for at udvide den til hele landet. Det er at udvikle kræfterne og solidariteten og arbejde for international solidaritet, som vil forpligtige herskerne til at opfylde befolkningernes krav ved at tilføre de nødvendige økonomiske midler. Modstanden fra Rif-befolkningen er en historisk mulighed, inspireret af den historiske leder Abdelkrim al-Khattabi, for Marokkos lavere klasser, til at opnå grundlæggende forbedringer af deres sociale vilkår og til at begive sig ud på vejen mod deres frigørelse fra politisk despoti og kapitalistisk udbytning.

Sejr til Rif-befolkningens kamp
Længe leve folket og kampen for frihed, værdighed og social retfærdighed.

18. maj 2017

Al Mounadila
er en arabisksproget hjemmeside for Fjerde Internationale, udgivet af den marokkanske sektion.
http://www.almounadila.info/

Oversat fra
International Viewpoint af Martin Mørch

 

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.