RELATEREDE ARTIKLER

Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Historie

13.05.17 | Paul le Blanc

Tip en ven      |    Print  

Ny bog: Hvad Oktober 1917 kom til at betyde

Paul le Blanc præsenterede den 13. maj sit bidrag til en ny antologi om den russiske revolution fra forlaget Solidaritet.

[Første del af Paul le Blancs tale kan læses her]

En besværlig rejse i 1917 bragte fire nære venner, idealistiske unge journalister fra USA, til Ruslands kyster. Midt under den umådeligt ødelæggende verdenskrig, var det århundredgamle monarkistiske autokratis tyranni blevet bragt til ende. Den revolutionære proces fortsatte, og de fire satte sig for, at de ville prøve at forstå, hvad der var i gang.

Revolutionen begyndte med møder på Kvindernes Internationale Kampdag 8. marts (23. februar efter den gamle zaristiske kalender). Og de ”kom ud af kontrol”. De udløste spektakulære oprør blandt den brede arbejderbefolkning i Petrograd, hvor menige soldater nægtede at åbne ild mod folkeopstanden og i stedet sluttede sig til den. Store mængder af arbejdere og soldater (de fleste af dem bønder i uniform) organiserede et voksende og stadig tættere vævet netværk af demokratiske råd - det russiske ord er ”sovjetter” - for at koordinere deres aktiviteter. Ud over frihed (ytrings- og foreningsfrihed, lige ret for alle, arbejderes ret til at danne fagforeninger osv.) krævede de fred og brød, samt jord til landets forarmede flertal af bønder. I kølvandet på monarkiets pludselige kollaps skyndte konservative, liberale og moderat socialistiske politikere sig med at danne en provisorisk regering, der skulle inddæmme den revolutionære flodbølge og finde ud af, hvordan man ”bedst” kunne håndtere kravene om fred, brød, jord. Den mest militante gruppering inden for den russiske socialistiske bevægelse - bolsjevikkerne (”flertallet”), anført af Vladimir Iljitj Lenin - fastholdt, at fred, brød og jord kun kunne opnås ved at vælte den provisoriske regering og give al politisk magt til sovjetterne. De troede, at det ville udløse en verdensomspændende kædereaktion af arbejderrevolutioner, der ville gøre en ende på krig og imperialisme, styrte ethvert tyranni, og føre en overgang fra kapitalisme til socialisme med sig. Efter flere måneders intensiv aktivitet og erfaringsudvikling fik bolsjevikkerne og deres allierede flertal i sovjetterne og gik videre til den anden revolution i 1917 - en opstand med bred folkelig opbakning 7. november (25. oktober efter den gamle kalender).

Et øjenvidne, John Reed, telegraferede nyheden tilbage til USA: ”De menige medlemmer af arbejdernes, soldaternes og bøndernes råd er disciplinerede, med Lenin og Trotskij i spidsen. Deres program er at give jord til bønderne, socialisere landets naturrigdomme og industri, samt erklære våbenstilstand og påbegynde en demokratisk fredskonference... Der er ingen, der holder med bolsjevikkerne, bortset fra proletariatet, men det står til gengæld last og brast med dem. Det samlede borgerskab og dets medløbere er uforsonligt fjendtlige...”

De første af vores fire venner, der fik deres bøger udgivet (i oktober 1918) var Louise Bryant og Bessie Beatty. Friskheden i deres skarpe iagttagelser og livfulde indtryk, er stadigvæk betagende, selv om der snart er gået 100 år.

Med ”Six Months in Red Russia” tager Louise Bryant næsten synligt kampen op med at prøve at forstå den enormt voldsomme og komplekse byge af oplevelser: ”Jeg, der så en ny verden gry, kan kun lægge mit spredte og brudstykkeagtige vidnesbyrd frem for jer med den største ærefrygt”, fortæller hun os. ”Jeg føler mig som en, der blev sendt afsted efter småsten og kom hjem med perler”. I forsøget på at nå frem til en mere generel opfattelse skriver hun: ”Den Store Krig kunne ikke bare lade en uforandret verden blive tilbage i vandkanten - visse samfundsmæssige bevægelser måtte nødvendigvis trænge sig frem, andre sinkes... Socialismen er her nu, hvad enten vi kan lide det eller ej - ligesom kvinders stemmeret er her, og den vil vinde yderligere udbredelse, som årene går. I Rusland er den socialistiske tilstand en fuldbyrdet kendsgerning.”

”Revolution er massernes blinde protest imod deres egen uvidenhed”, skriver hendes veninde Bessie Beatty i ”The Red Heart of Russia”. "Den er lige så vigtig i vores tidsregning som amøbens første kejtede sprællen. Det er Mennesket, der er i færd med at skabe sig selv.” Mens hun tydeligvis stadigvæk prøver at begribe, hvad hun har set, funderer hun: ”Tiden vil skænke verdenskrigen, den politiske og den sociale revolution deres sande værd. Vi kan ikke gøre det. Vi er for tæt på det, der sker, til at vi kan se sandheden.” Men i samme åndedrag tilføjer hun: ”Hvis man ikke kan se håbet i den russiske revolution, er man som en blind mand, der ser på solopgangen.”

Den sidste af de bøger, der udkom (i 1921), Albert Rhys Williams *Through the Russian Revolution”, forsøger at indkredse samspillet mellem årsag og virkning, og mellem objektive og subjektive faktorer:

”Det var ikke de revolutionære, der skabte den russiske revolution... Igennem et helt århundrede havde velbegavede mænd og kvinder i Rusland været oprørte over den brutale undertrykkelse. Så de blev agitatorer... Men folket rejste sig ikke...Så ankom den helt suveræne agitator - sult. Sulten, krigens og det økonomiske sammenbruds følgesvend, drev de sløve masser frem til at gå i aktion. De satte sig til modværge mod den ældgamle, ormstukne magtstruktur, og så bragte de den til fald... De revolutionære spillede dog også en rolle. De skabte ikke revolutionen. Men de gennemførte revolutionen. De havde lagt stor vægt på at organisere og forberede en fasttømret gruppe af mænd og kvinder, der var trænet i at analysere og forholde sig til de givne omstændigheder, og de havde et program, der var tilpasset forholdene, og kampvilje til at gennemføre det”.

Den bog, der kom ind imellem - i januar 1919 - var den, der fik ry som den klassiske øjenvidneberetning, John Reeds pragtfulde ”Ten Days That Shook the World”. Som glødende tilhænger af bolsjevikkerne sluttede han sig tidligt til den verdenskommunistiske bevægelse, som bolsjevikkerne oprettede samme år, som hans bog udkom. Men ingen kan, uanset politisk overbevisning, være uenig i hans generelle vurdering: ”Lige meget hvad man mener om bolsjevismen, så er det ubestrideligt, at den russiske revolution er en af de største begivenheder i menneskehedens historie, og at bolsjevikkernes opkomst er en hændelse af verdensomspændende betydning.”

I mere end én betydning, så bliver disse venner ved med at bevæge os. De giver os selvfølgelig deres egne, levende oplevelser og øjenvidneindtryk af, hvad der skete under en af de største begivenheder i menneskehedens historie. Men også deres egens tids udviklingsmønstre, drivkræfter og kernespørgsmål, der efter at de selv og alle dem, der kendte dem, for længst er døde, har haft en vedvarende betydning op igennem historien, frem til vores egen tid. De erfaringer, ideer og kernespørgsmål, som de slås med, er stadigvæk relevante og betydningsfulde for mange af os den dag i dag, og sådan vil det sikkert også være for andre i fremtiden.

Rex Wade har - i begyndelsen af vores eget århundrede - har opsummeret de komplekse forhold og problemstillinger vedrørende den russiske revolution på en måde, der fortjener at blive citeret i sin helhed:

”Den russiske revolution i 1917 bestod af en række sideløbende, delvis sammenfaldende revolutioner: den folkelige opstand mod det gamle regime, arbejdernes revolution mod de lidelser, som den gamle industrielle og sociale orden påførte dem, soldaternes mytteri mod det gamle værnepligtssystem og mod selve krigen (Første Verdenskrig), bøndernes revolution for at få jord og ret til at bestemme over deres eget liv, middelklasseelementers higen efter borgerrettigheder og et konstitutionelt parlamentarisk system, de ikke-russiske nationaliteters revolution for ret til selvbestemmelse, det store flertals opstand mod krigen og de tilsyneladende endeløse massemyrderier. Folk kæmpede også ud fra forskelligartede kulturelle forestillinger, for kvinders rettigheder, lige rettigheder for de forskellige nationaliteter, om magten inden for etniske og religiøse grupperinger og over og inden for politiske partier, samt for opfyldelsen af allehånde aspirationer, store og små. Disse forskellige revolutioner og gruppestridigheder udspillede sig inden for en generel kontekst af politisk omstrukturering og ustabilitet, et tiltagende samfundsmæssigt anarki, økonomisk kollaps og den igangværende verdenskrig. De bidrog både til revolutionens vedblivende levedygtighed og til den følelse af kaos, der så tit overvældede folk i 1917. Revolutionen i 917 drev Rusland afsted med svimlende fart gennem liberale, moderat socialistiske og derefter radikalt socialistiske faser, så det yderste venstre i Rusland, ja, i hele Europa, endte med at komme til magten. Og alt dette skete inden for en bemærkelsesværdigt tæt sammenpresset tidsperiode - inden for mindre end et år."

Det rejser en lang række spørgsmål, der fortjener opmærksomhed. Ved at tage disse historiske spørgsmål i øjesyn, så kommer vi også til at berøre emner, der optager os i forbindelse med de kampe, som vi må tage op nu og fremover. Vi kan indsnævre dette til følgende spørgsmål:

1) Hvis vi går ud fra den faglige klassesammensætning, og de forskelligartede bevidsthedsaspekter, der har relation hertil, hvordan var så bevidstheden og den sociale virkelighed, der lå til grund for den, i det, som Wade refererer til som ”arbejdernes” revolution imod de lidelser, som den gamle industrielle og sociale orden havde påført dem?

2) Hvordan var samspillet mellem etnisk/national undertrykkelse, kvindeundertrykkelse og klasseundertrykkelse (det, som vi i dag refererer til som ”intersektionalitet”) i den sociale virkelighed i Rusland i 1917?

3) Hvordan var forståelsen (eller hvordan var de anderledes, måske divergerende forståelser) af en sådan ”intersektionalitet” blandt bolsjevikkerne, og hvordan fremtrådte det i praksis, eller fremtrådte det slet ikke?

Den centrale kategori for russiske marxister var, selvfølgelig, ”arbejderklassen” - af teoretiske grunde, men i lige så høj grad i praksis. I et tidligt studie bemærker Joseph Freeman: ”Arbejderklassens vækst foregik så hurtigt, at mellem 1897 og 1913 forøgedes antallet af lønmodtagere i de store industrivirksomheder med 70 pct, og i indenlandske, håndværksbaserede industrier med 50 pct. Rex Wade fremhæver, at "det er centralt i revolutionens historie, at nøgleaktørerne i alle udviklingsfaser var arbejderne i byerne, især industriarbejdere...Revolutionen begyndte med en demonstration af industriarbejdere, og de gav aldrig afkald på deres ledende rolle i både den politiske og den sociale revolution i 1917. De udgjorde en meget indflydelsesrig magtfaktor, der kunne tage yderligere revolutionære skridt, hvis deres aspirationer ikke blev imødekommet - hvad de næsten med sikkerhed ikke blev, i hvert fald ikke fuldt ud."

Arbejderklassens sammensatte karakter, og dermed også karakteren af dens klassebevidsthed, er allerede blevet skitseret. Et aspekt heraf knytter sig til de faglige forskelle - grafiske arbejdere blev tit opfattet som mere moderate, minearbejdere som mere militante, faglærte arbejdere (f.eks. inden for metal) blev tit opfattet som politisk mere fremskredne end ufaglærte (som f.eks. tekstilarbejdere), bevidstheden og mentaliteten hos mange arbejdere var tit præget af tidligere erfaringer og fortsatte bånd til landsbyen, arbejdere, der kom direkte ind fra landet, blev tit hånet af garvede byboere, der kunne undertiden være tendens til kløfter mellem yngre og ældre generationer af arbejdere osv.

Wade fortæller os, at ”mens deres egne økonomiske, arbejdsmæssige og personlige forhold lå dem mest på sinde, så var arbejderne også livligt optaget af politiske spørgsmål af længere rækkevidde.” Et tæt organisatorisk netværk - der omfattede fagforeninger, fabrikskomiteer, lokale sovjetter og distriktssovjetter, kulturelle grupper og selvhjælpsgrupper af forskellig art, arbejdermilitsgrupper osv. - det var alt sammen værktøjer, som arbejderne anvendte for "at få udbytte af deres nyvundne frihed og magt til at få et bedre liv for dem selv og deres familier."Han bemærker, at disse og andre nyerhvervelser "havde den virkning, at de ikke bare konsoliderede arbejderklasseidentiteten, men at de også udvidede kredsen af dem, der identificerede sig selv som arbejdere."Folk uden for fabrikkerne, der tidligere havde været uorganiserede - taxachauffører, vaskeriarbejdere, arbejdere på badeanstalter, tjenere, bagere, barberer, ekspedienter, underordnede funktionærer som f.eks. kontorister eller lærere i underskolen - de identificerede sig nu som en del af arbejderklassen, dannede fagforeninger og sendte repræsentanter til sovjetterne.

Spørgsmålet om, hvem der tilhørte eller ikke tilhørte arbejderklassen, og hvem der selv identificerede sig som arbejdere, var komplekst på mere end én måde. Den grundlæggende marxistiske distinktion - en proletar er en, der sælger sin arbejdskraft til en arbejdsgiver for at få noget at leve af - kunne, afhængigt af sammenhængen, ses som underordnet i forhold til, hvem der havde en uddannelse (og som på en måde kunne defineres som en del af intelligentsiaen), eller i forhold til, om man arbejdede på fabrik eller et "finere" sted. Leopold Haimson diskuterer eksemplet med medicinalarbejdere , der under det revolutionære røre i 1905 dannede en fagforening - som ansatte på meget forskellige arbejdspladser gjorde - men som så blev stillet over for spørgsmålet, om de som apotekerassistenter skulle identificere sig som "arbejdere" (hvad der ville bringe dem sammen med socialisterne i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti, der i overvejende grad kom fra arbejderklassen) eller som "intelligentsia" (der ville bringe dem sammen med akademikergrupper i det "borgerligt liberale" Fagforeningernes Forbund). Mellem 1905 og 1917, bemærker han, var der forskellige lag i arbejderklassen, der "alternativt blev tiltrukket af (eller rent faktisk splittet mellem) de klassebevidste proletarers repræsentationer" eller noget andet end det, hvad der også implicerede politiske loyalitetsforhold.

Der var også spørgsmålet om, hvordan spørgsmålet om klasse og klassebevidsthed relaterede sig til etnicitet eller nationalitet, og ligeledes til køn.

Det zaristiske Ruslands enorme rige havde været berygtet som et "fængsel for nationer", og for det, der er blev kendt som storrussisk chauvinisme, kombineret med den herskende elites vedvarende bestræbelser på at presse rigdom ud folkeslag, som det havde underlagt sig. Etniske og nationale skel er under sådanne omstændigheder i stand til at gå på tværs af klasser på mange måder, med fordomme og "blinde punkter" og krænkelser (for ikke at nævne sproglige og andre kulturelle forskelle), der splitter arbejdere og har en kompliceret indvirkning på klassebevidsthed og klassekamp. Aktivister kan begå alvorlige fejltagelser, og gør det, i sådanne situationer - men der kan også fremkomme nye indsigter, og vigtige korrektioner kan åbne op for nye muligheder. Der er meget at lære (og mere at opdage, for videnskabsmænd såvel som for aktivister) om, hvad der skete i den revolutionære kamp, der førte frem mod 1917, om den rolle, som etniske og nationale kampe spillede i forbindelse med, at Ruslands gamle orden blev bragt til fald, og om den politik, som det nye revolutionære styre efterfølgende førte.

Ikke mindre komplekst, og undertiden lige så eksplosivt, var ”kvindespørgsmålet”. Et aspekt af denne kompleksitet er ”intersektionalitet” - det er problematisk at beskæftige sig med køn adskilt fra andre identiteter: Er man i en landlig eller bymæssig sammenhæng, er man aristokrat, bonde, middelklasse, ”intellektuel” funktionær, fabriksarbejder, med i det ene eller det andet etniske fællesskab osv.

Lige som det var tilfældet med det ”nationale spørgsmål” var der marxister - herunder mange bolsjevikker - der var tilbøjelige til at indtage et forsimplet og sekterisk standpunkt: den kommende socialistiske revolution, gennemført af arbejderklassen, ville gøre en ende på alle dårligdomme, herunder undertrykkelsen af kvinder (eller af underkuede nationaliteter og etniske grupper), og særskilte kampe mod den slags undertrykkelse kunne splitte arbejdere og aflede dem fra klassekampen og den primære opgave med at omstyrte kapitalismen. Denne logik kunne også være bekvem, hvis man ville undgå ubehag blandt mandlige (eller overvejende russiske) arbejdere og kammerater, og få kvinder (eller andre undertykte grupper) til at "finde deres plads".

På trods af den slags konservatisme, så er selv kritiske historikere enige i, at bolsjevikkerne var langt mere optaget af at organisere for kvindefrigørelse end andre grupper på venstrefløjen, og at Lenin var forud for mange af sine kammerater i sin opbakning af dette arbejde. Forsigtighed og også sippethed afholdt ham fra at bifalde de mere radikale perspektiver, som Alexandra Kollontai og Inessa Armand åbnede op for. Tilbage bliver, at det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti fra begyndelsen af, idet det fulgte Marx´, Engels´ og Bebels eksempel, havde, som Barbara Evans Clements formulerer det, ”et godt renommé i forbindelse med kvindespørgsmål” (retten til at stemme, lige borgerrettigheder, rettigheder mht. uddannelse og arbejde, særlige kvindebehov på arbejdspladsen, herunder barselsorlov og daginstitutioner), og partiet tog også "offentlig afstand fra den sexisme, der var udbredt blandt europæiske politikere i begyndelsen af det 20. årh...gav dets kvindelige medlemmer lov til at opnå særdeles fremtrædende stillinger og personlig frihed." Det er helt grundlæggende, i forståelsen af arbejdernes og bøndernes opstand i 1917 og af bolsjevikkernes rolle, at vi ikke ser ”arbejder” og ”bonde” og ”bolsjevik” som ensbetydende med, at det er mænd. Denne grundlæggende og åbenlyse kendsgerning formede meget af det, der skete. Selv om bolsjevikkerne, som marxister, "lagde mere vægt på klasseundertrykkelsen end på kvindeundertrykkelsen, så anerkendte de også, at kvinderne led under en dobbelt undertrykkelse, hvis grundlag de troede lå både i bondepatriarkatet og i kapitalismen", som Jane McDermid og Anna Hillyer påpegede. ”Bolsjevikkerne var desuden tvunget til at være opmærksom på kvindespørgsmålet, ikke bare på grund af det stærkt forøgede antal kvinder, der indgik i arbejdsstyrken, især under Første Verdenskrig, men også på grund af pres fra de kvindelige medlemmer af deres eget parti.”

Jeg vil afslutte disse bemærkninger med at vende min opmærksomhed - flygtigt - mod det vigtige spørgsmål om, hvad der gik galt.

Jeg er ikke i stand til at yde det retfærdighed på dette sted, men årsagen til, at det er nødvendigt at tage fat på det, viste sig påkrævet, da Albert Rhys Williams følte sig nødsaget til at skrive disse ord i sin beretning fra 1921 om den russiske revolution:

”Undertrykkelse, tyranni, vold”, råbte fjenderne. ”De har knægtet ytringsfriheden, pressefriheden, forsamlingsfriheden. De har indført en skrap værnepligtsordning og tvangsarbejde. Deres regering har været inkompetent, industrien ineffektiv. De har underordnet sovjetterne det kommunistiske parti. De har givet køb på deres kommunistiske idealer, ændret deres program og er gået på kompromis med kapitalisterne.”

Nogle af disse anklager er overdrevne. Mange kan forklares. Men de kan ikke alle bortforklares. Venner af Sovjet sørger over dem. Deres fjender har kaldt verden sammen for at gyse og protestere imod dem...”

Williams tilføjede denne betydningsfulde betragtning: ”Mens hadet i udlandet til bolsjevikkerne som ”civilisationens fjender” voksede dag for dag, så gjorde de selv samme bolsjevikker en kraftanstrengelse for at redde civilisationen i Rusland fra totalt kollaps.”

En forsmag på, hvad der blev kommunismens tragedie, kan ikke desto mindre findes i, hvad Williams havde at sige. Dette kan dog på ingen måde forklejne den triumf, som Oktober 1917 var, og som han og hans venner også beskrev, da oprørske masser, mænd og kvinder, gennemførte en arbejderklasserevolution, der rystede verden. Det er den, som vi vil hædre med denne nye bog - ved at stille midler til rådighed, som oprørske aktivister kan trække på i de kampe, der står for i dag og de følgende dage.

 

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.