RELATEREDE ARTIKLER

Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Historie

13.05.17 | Paul le Blanc

Tip en ven      |    Print  

Rusland 1917: Fra Oktober til i dag

Medens mange socialister var til Enhedslistens årsmøde, samledes en mindre skare - heriblandt et par af årsmødets internationale gæster, 400 meter derfra til en bogreception i Solidaritetshuset. Her talte Paul le Blanc, en af bidragyderne til bogen "1917 - revolution og kontrarevolution i Rusland".

Paul le Blanc talte levende om en af historiens hovedbegivenheder - den russiske revolution. Om dagene i efteråret 1917, der rystede verden - for nu at bruge titlen på en bog af landsmanden, amerikaneren John Reed, som Paul le Blanc også får omtalt et par gange.

Talen fører os gennem 1917 og frem til i dag. Hvordan kan den russiske revolution hjælpe os i dag - med positive erfaringer, men også for at undgå bureaukratisering, spørger Paul le Blanc fra Solidaritets lille talerpult - en papkasse med en plakat foran. Hvorfor lavede de revolution i Rusland? Krig og sult var nogle af årsagerne. Det blev omsat i parolerne om brød, fred og jord. Revolutionen trodsede vestlig intervention og borgerkrig.

Revolutionen vandt, men hvad gik galt senere, spørger Le Blanc ud i rummet. Hvordan kan det alt sammen bruges sammen med masser af andre erfaringer til at genopbygge en venstrefløj rundt om i verden? Han nævner blandt Grækenland og Sydafrika. Og siger et par gange, at arbejderklassen i dag i verden er langt større, end da den russiske revolution fandt sted. Vi bringer her Paul le Blancs tale, som falder i to dele. 

Svend Vestergaard Jensen


Det er med stor glæde, at jeg er her hos jer for at fejre 100-året for det zaristiske styres fald og de russiske revolutionæres heroiske indsats for at nå frem til socialismen. Det er et historisk vidnesbyrd, der kan inspirere os i vores kampe i dag imod vor tids mangfoldige svøber: det tyranni, som udøves af de umådeligt rige multinationale selskaber og de regeringer, som de kontrollerer, og de modbydelige fremgangsmåder, som de anvender i jagten på enorme profitter. For deres vindings skyld, men på vores bekostning: på bekostning af vores livskvalitet, vores frihedsrettigheder, vores kulturelle og naturgivne omgivelser mm.

På den anden side af jordkloden i forhold til det, der havde været det zaristiske Rusland, kunne den store amerikanske arbejderleder Eugene V. Debs sammen med andre glæde sig over, at ”folkets dag var indtruffet” med 1917-revolutionen. I løbet af den tid, hvor jeg er sammen med jer, er der to ting, som jeg vil byde jer på. Først nogle generelle betragtninger over den russiske revolution i oktober 1917, og derefter vil jeg fokusere på, hvad jeg har bidraget med til den nye udgivelse ”Oktober 1917: Arbejdere ved magten”.

I den første del af det, som jeg vil sige, vil jeg begynde med et digt af en ven, og så gå videre med et citat fra den vigtigste russiske revolutionsleder i disse længst forsvundne tider. Jeg vil derefter komme ind på noget af det, som vi kan lære af, hvad der skete i det revolutionære Rusland, og som kan være os til hjælp, når vi bereder os på at møde vor egen tids udfordringer.

Det er en af grundene til at lære af, hvad der skete "i længst forsvundne tider" - at finde inspiration i kreativiteten og modet hos de mænd og kvinder, der var der før os, men også at ære dem ved at lære af deres bedrifter og deres fejltagelser, sådan at vi kreativt og modigt kan videreføre det bedste af, hvad de udrettede.

Digtet er af min ven Dan Georgakas. Her er det.

Oktober sang:

Dem, der aldrig havde regeret før
strømmede ud fra deres fabrikker
over Petrograds broer
for at skabe Oktober.
Månen var fuldstændig målløs
tidevandet vendte
overalt i verden.
Lysene blev tændt over hele Europa.
Intet
kan nogensinde blive det samme.


Det citat, som jeg vil dele med jer, er, selvfølgelig, fra en livslang revolutionær ved navn Vladimir Iljitj Uljanov, der under navnet Lenin var leder af, hvad der udviklede sig til en afgørende vigtig fraktion i den russiske arbejderbevægelse, der i tidens fylde førte den revolutionære kamp i Rusland til sejr i 1917.

Revolutionen begyndte, da arbejdere og bønder - nogen af dem i uniform, takket være tvangsudskrivning til zarens hær og flåde under den ekstremt blodige og rædselsvækkende Første Verdenskrig - bragte det zaristiske styre til fald i februar (i henhold til vores kalender begyndte den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag). I forbindelse hermed havde arbejdere, bønder, soldater og matroser, der tog del i de revolutionære kampe, dannet deres egne revolutionære råd (sovjetter) for at organisere og koordinere deres indsats. Samtidig med det havde et slæng af mere ”realistiske” og ”praktiske” typer - liberale, konservative, moderat socialistiske politikere - stablet en provisorisk regering på benene. Denne provisoriske regering lovpriste arbejderne og bønderne og soldaterne og matroserne i høje toner, lykønskede ærbødigt rådene (sovjetterne) og udbredte sig med alskens demokratisk og populistisk og patriotisk skøntale - de lovede at give folket, hvad det ønskede: fred, brød og jord. Fred med ære, og brød, lige så snart det kunne bringes til veje under de vanskelige omstændigheder, som landet befandt sig i, og helt sikkert også en rimelig og retfærdig omfordeling af jord, som ville være til gavn for de fattige bønder uden at krænke de velhavende jordbesidderes rettigheder. Lenin, med tilslutning fra Lev Trotskij og efterhånden mange andre, fastholdt, at en ægte fred - for ikke at tale om brød til arbejderne og jord til bønderne - kun kunne vindes af dem, der lige havde styrtet zaren, ikke af gammeldags politikere, der var uløseligt forbundet med de sædvanlige politiske intriger og studehandler og med de riges magtstrukturer.

De erfaringer, som folk rent faktisk gennemlevede fra marts til november, førte til, at de fik stort flertal i sovjetterne ud fra paroler som "Fred! Jord! Brød! Ned med den provisoriske regering! Al magt til sovjetterne!" Det er baggrunden for Lenin-citatet - taget fra en erklæring, som blev udsendt til Ruslands befolkning i november 1917. Her følger et uddrag af denne erklæring:

Arbejdernes og bøndernes revolution har definitivt sejret i Petrograd...Revolutionen har også sejret i Moskva...Der kommer rapporter ind fra fronten og fra landsbyerne hver dag og hver time, der melder om støtte fra det overvældende flertal af soldater i skyttegravene og bønder i landområderne til den nye regering og dens dekreter om fred og øjeblikkelig overdragelse af jord til bønderne. Sejren for arbejdernes og bøndernes revolution er sikret, fordi folkets flertal allerede har taget parti for den...

Kammerater, arbejdere! Husk, at det nu er jer, der har hånden på statens ror. Der er ingen, der hjælper jer, hvis I ikke står sammen og tager alle statens anliggender i jeres egne hænder. Jeres sovjetter er fra nu af statsmagtens organer, lovgivende forsamlinger med alle beføjelser...

Kammerater, arbejdere, soldater, bønder, alle jer, der arbejder! Læg al magt i hænderne på jeres sovjetter. Vær årvågne og vogt vores jord, korn, fabrikker, materiel, produkter og transport som jeres øjesten - alt, som fra nu af er udelukkende jeres ejendom, offentlig ejendom. Lidt efter lidt, med samtykke og billigelse fra bønderne, i trit med deres og arbejdernes praktiske erfaringer, vil vi med urokkelig beslutsomhed bevæge os frem imod socialismens sejr - en sejr, der vil blive beseglet af arbejdernes avantgarde i de fleste højtudviklede lande, og som vil bringe dem varig fred og befri dem fra al undertrykkelse og udbytning."

I denne erklæring kan vi iagttage flere kernepunkter, der kan hjælpe os med at indkredse Oktoberrevolutionens betydning. For dem, der førte an, var ideen bag hele projektet, at det store flertal - dem, hvis liv og arbejde holder samfundet i gang - er dem, der skal styre samfundet. Dette revolutionære demokrati er uløseligt forbundet med etableringen af en alliance mellem de forskellige dele af den arbejdende befolkning, i dette tilfælde arbejderne og bønderne, der arbejder sammen gennem deres egne demokratiske råd - sovjetterne - om at varetage den nye stats politiske anliggender, og også, at de tager herredømmet over den samlede økonomi, som tilhører alle, og som skal være til gavn for alle, under alles kontrol: det er det, der er meningen med socialisme. Dette dybt radikale demokrati, baseret på en arbejder-bonde alliance, hvor politisk demokrati er forbundet med socialismens økonomiske demokrati, blev lanceret som den eneste måde, hvorpå man kunne opnå varig fred og befrielse fra al undertrykkelse og udbytning. En sådan sejr kan kun sikres på globalt plan gennem revolutionær internationalisme. Arbejderne og bønderne i økonomisk tilbagestående lande må finde fælles fodslag med de arbejdende klasser i stadig flere fremskredne kapitalistiske lande på vejen frem mod at gennemføre deres egne socialistiske revolutioner. Det revolutionære Rusland viste den vej, som arbejdende mennesker af alle slags over hele verden måtte gå for at forenes, befri sig for tyranniets lænker og skabe en ny verden, hvor alle kunne udvikle sig frit.

I stik modsætning til, hvad uhæderlige politikere og akademikere, der burde vide bedre, påstod, så var der ingen skjult dagsorden i det - det var ikke noget med at føre sig demagogisk frem med populistiske løfter af begrænset rækkevidde, mens det, som man "i virkeligheden" arbejdede for, var socialisme og verdensrevolution. Det var ikke sådan, det var alt sammen åbent og ligeud. Lenin og hans revolutionære kammerater havde ikke alene krævet socialisme og verdensrevolution, så snart de var kommet til magten, og de havde sagt det samme igennem hele det begivenhedsrige år 1917, men de havde sagt det så åbent som muligt, til hvem, der lyttede på, i mange år og under mange kampe, hvor de havde budt ind på at tage ledelsen og ind imellem vandt den.

Det er lige netop her, synes jeg, at man finder noget af det helt uomgængelige, som Oktoberrevolutionen kan lære os. Det kapitalistiske system og den virkelighed, som mennesker lever i, har forandret sig i mange henseender siden 1917, men det vigtigste, som Lenin og bolsjevikkerne sagde om dem - at den eneste måde, som man kunne besejre tyranni og undertrykkelse på, er ved egen indsats, ved alliancer, der forener alle undertrykte arbejdende mennesker, ved at virkeliggøre socialismens politiske og økonomiske demokrati, samt ved at forstå dette som en verdensomspændende proces - det er alt sammen noget, der fuldt ud er gældende også i dag. Noget andet, som det er lige så bydende nødvendigt, at vi drager lære af, er, at hvis vi vil tage alt dette alvorligt, så bliver vi nødt til at sige det - højt og klart - lige fra begyndelsen og så blive ved, sige det på måder, så flere og flere mennesker kan forstå det, sige det på måder, så flere og flere mennesker oplever, at det har med deres eget liv at gøre. Når vi ser på den virkelige historie om, hvordan revolutionære rent faktisk agerede gennem årene, så betød det ikke, at man bare belærte folk, men frem for alt, at man lyttede til dem, lærte af dem, og kombinerede det, som vi havde forstand på, med det, som de havde forstand på. Vi kan altså se, at det betyder, at vores engagement i de kampe, hvor et betydeligt antal mennesker tager del, eller er parate til at tage del - ikke kampe for revolutionær socialisme, men kampe for brød, for bare en lille smule værdighed, for en udvidelse af i det mindste nogle få begrænsede rettigheder og et glimt af velvære. Vigtig lærdom kan tilegnes på denne måde, både af revolutionære og ikke-revolutionære, når de i fællesskab bestræber sig på at opnå sejre på sådanne begrænsede områder. Revolutionære standpunkter kan blive beriget på denne måde, og i den udstrækning, hvor revolutionære standpunkter giver mening, så kan kamperfaringer af den karakter hjælpe endnu flere mennesker til at indse det.

En sådan proces kan kun fremmes, gøres sammenhængende og bidrage med en grundlæggende konsistens og kontinuitet gennem den målbevidste udvikling af en organisation af aktivister. En sådan organisation må hjælpe dens medlemmer med at udvikle og dele en forståelse af aktuelle forhold, en vision af en mulig bedre fremtid og en realistisk forestilling om, hvordan man kommer fra det ene til det andet, samt et repertoire af færdigheder, som kan hjælpe dem til at gennemføre dette. Alle de russiske revolutionære, bolsjevikker eller ej, var enige om dette - Lenin og hans kammerater var dog dem, der viste sig mest effektive, når det skulle føres ud i livet. Af denne grund giver det mening at være særligt opmærksom på det revolutionære parti, som de udviklede, og om det er en model, der er brugbar eller ikke brugbar i forhold til den virkelighed, som vi står i - noget, som mange af os har bakset med, og som vi vil komme nærmere ind på i diskussionsdelen.

Vores verden er et meget anderledes sted, end det var for hundrede år siden. Der er blevet mange, mange flere arbejdere i verden, og de udgør en langt større procentdel af verdens befolkning, end de gjorde i 1917. Der har været spektakulære teknologiske og kulturelle forandringer - nogen af dem har knyttet verdens folk tættere til hinanden, serveret forbløffende muligheder for kommunikation og for at dele viden for vore fingerspidser, bogstavelig talt, og samtidig med det skabt en produktivitet og en mulighed for, at der kan være rigeligt af alting, hvad der vil forøge socialismens materielle udviklingspotentiale.

I de seneste årtier er den kapitalistiske globaliserings skinnende vidundere blevet stadig mere anløbne - der er mange mennesker rundt omkring i verden, der har oplevet forringede livsvilkår, forøget udbytning, tiltagende social ustabilitet, flere og alvorligere kulturelle og miljømæssige ødelæggelser, svækkelse af sociale fællesskaber, for ikke at nævne den tilsyneladende endeløse historie om vold, terrorisme, krig. Politikere af den slags, som der altid er nok af, hvis faste nummer er forvrøvlet skønsnak om status quo, har efterhånden mistet enhver troværdighed. Der er mange, der er begyndt at blive radikaliseret under indtryk af de trusler, der toner frem i disse tider. Der er nogen, der har ladet sig lokke af religiøse fundamentalister, konservative ultranationalister og racister, der hver har deres patentløsning.

Det er vores pligt ikke bare at protestere og forsøge at blokere den slags destruktive og falske blindgyder, men at opbygge et tidssvarende modstykke til den radikalt demokratiske og arbejderklassebaserede magtfaktor, som bolsjevikkerne udgjorde, der kan fungere som et reelt alternativ, der kan vinde bred opbakning. Vi må opbygge kraftcentre af den karakter i stadig flere lande, ud fra det perspektiv, at vi - i løbet af de næste to årtier - kan medvirke til at videreføre, hvad de russiske masser begyndte på i 1917: at gennemføre kampe, der har så stor gennemslagskraft, at den politiske og økonomiske magt kan komme i arbejderklassens hænder.

En ting, der er meget farlig, og som Rosa Luxemburg engang advarede imod, er: 1) at proklamere sig selv som superrevolutionære helte, og dermed afskære sig fra de kampe, som arbejderklassen udkæmper i virkelighedens verden, eller 2) udvikle sig til en massebevægelse, der støtter borgerlige reformer af samfundet, som indlejrer vore kampe og bevægelser i et kapitalistisk status quo.

Vi må genopbygge og genoplive faglige og sociale bevægelser og klassebevidsthed i et omfang, der kan sammenlignes med det, der eksisterede i det tyvende århundredes første årtier - bare endnu stærkere, det skal afspejle alt det, som vi har lært igennem det sidste århundrede. Kun med en stærk og bevidst bevægelse i arbejderklassen, med mange strenge at spille på, kan en virkeliggørelse af Oktoberrevolutionens revolutionært-demokratiske mål blive en praktisk mulighed. Uden en sådan massebevægelse og massebevidsthed, så vil forsøg på at gennemføre en socialistisk revolution blive til tom selvfremstilling og skaberi. Vi skal arbejde sammen med andre - i en pluralistisk og demokratisk bevægelse af aktivister - for at skabe den bevidsthed, opbygge de organisationer og ruste til de kampe, der står for, og vinde de småkampe, der tjener som gennemgangsstier til at skabe opbakning og bevidsthed på massebasis og tilstrækkelig styrke til at skaffe sig adgang til vore revolutionære og socialistiske mål.

Hvis vi tager omfanget af den krise, som vi står overfor - socialt, kulturelt, miljømæssigt, økonomisk og politisk - i betragtning, så har vi ikke oceaner af tid at gøre godt med. Det føjer et stærkt presserende moment til kampe, som vi står i lige nu, som, hvis vi griber det rigtigt an, kan bane vejen for skabelsen af en bevidst og organiseret magtfaktor, der kan komme på omgangshøjde med, hvad bolsjevikkerne udrettede i 1917. Hvad Rosa Luxemburg skriver til slut i hendes polemiske skrift fra 1918, "Den russiske revolution", giver på den måde genklang frem til vore dage. Lyt til, hvad hun siger:

”Lige nu, hvor vi står over for skæbnesvangert afgørende kampe overalt i verden, var og er det allervigtigste problem socialismen, vor tids brændende spørgsmål. Det er ikke et spørgsmål om dette eller hint underordnede taktiske spørgsmål, men om proletariatets handledygtighed, styrken til at gribe ind, at ville socialismen fuldt og helt. I den henseende var Lenin og Trotskij og deres venner de første, dem, der gik forud som et eksempel for verdensproletariatet; de er stadigvæk de eneste, der indtil nu kan juble med (den tyske revolutionære renæssancedigter Ulrich von) Hutten: ´Jeg har vovet det!´”

(Luxemburg fortsætter:) ”Dette er det væsentlige og det blivende i bolsjevikkernes politik. Deres udødelige historiske fortjeneste bliver således at være gået i spidsen for det internationale proletariat ved erobringen af den politiske og ved at konkretisere virkeliggørelsen af socialismen som et praktisk problem, af al magt at have drevet opgøret mellem kapital og arbejde ind på historiens scene overalt i verden. I Rusland kunne problemet kun rejses. Og i den forstand, så hører fremtiden overalt ´bolsjevismen´ til.”

Disse betagende ord af Rosa Luxemburg stiller os over for mere end én udfordring, når vi i dag prøver at forstå Oktoberrevolutionen i 1917, og når vi tager livtag med spørgsmålet om dens relevans i 2017. Nogen af os, der er ældre, har næppe tid til at give os i kast med et sådant livtag - men de af jer, der er yngre, har med al jeres mod og energi og kreativitet, en mulighed for at udrette de mest utrolige ting i Rosa Luxemburgs og Lenins ånd, samt mange andre, der repræsenterer Oktoberrevolutionens traditioner.

Det er så slutningen på første del af min tale. I den anden del efter pausen vil jeg dele oplysninger og ideer fra mit bidrag til det nye værk ”Oktober 1917: Arbejdere ved magten”. Jeg vil i den forbindelse komme nærmere ind på, hvad man kan lære af Ruslands revolutionære kamp - med fokus på positive indsigter, komplekse udfordringer, og i en vis udstrækning også berøre, hvad der er blevet opfattet som negativ lærdom. Det er mit håb, at hvad jeg siger dér (og i det hele taget, hvad jeg har sagt indtil nu) kan bidrage til en frugtbar diskussion, der også kan tydeliggøre og præcisere væsentlige forhold.

[Anden del af Paul le Blancs tale kan læses her]

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.