RELATEREDE ARTIKLER

Enhedslistens produktions- og erhvervspolitiske program Enhedslisten og folketingsvalget To be or not to be – en ven af Enhedslisten Din fjendes fjende er ikke din ven! Enhedslisten og partiapparatet De rige svin slap igen alt for let Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Fronterne trækkes op i Enhedslisten Del arbejdet! Søren Søndergård stiller op til Folketinget Tryghed og arbejde Derfor var en finanslovsforliget en fejltagelse Enhedslisten med i budgetaftale Den svære diskussion forude Enhedslistens rolle under en S-R-SF-regering En revolutionær vej til socialisme Vi står på samme side Konturerne af en reformistisk strategi i Enhedslisten Små resultater i Folketinget er ikke nok Enhedslistens rolle og politiske prioriteringer Brug valgsejren til at presse regeringen og opbygge Enhedslisten S og SF på afveje i Fair Løsning 2020 Nej til imperialistisk krig i Libyen Fem års mobilisering baner vejen for ny regering Fra den daglige kamp til det socialistiske mål NATO skal pensioneres, ikke moderniseres Fagbevægelsen må rejse krav om fyringspulje og offentlig, deltagerstyret produktion Ta' med til euro-demo i Bruxelles Profitstyringen af energiforsyningen skal stoppes I clinch med systemet Årsmøde i optimismens tegn Vores bidrag til Enhedslisten på venstrekurs Med Helle ved roret Hold Enhedslisten til venstre Enhedslisten på venstrekurs Enhedslisten i SFs fodspor 'Det var en fejl' "En knivspids mere ansvarlighed" Socialdemokratiet – et sikkert kort? Enhedslisten gik både tilbage og fik et godt valg Meningsmåling - eller politiske mål Socialistisk politik under en ny regering? Enhedslisten, klimakampen og antikapitalismen Enhedslistens politiske rolle Hvordan får vi en ny regering – og en ny politik? 20 år med socialistiske lokallister Enhedslisten og den økonomiske krise Hvad er Kodeordet? Om styrkeforhold, agitation og meget andet Klassens pæne eller frække dreng/pige? Enhedslisten og EU-domstolen Enhedslistens kommunalpolitiske strategi 'Dobbeltorganisering' – hvordan og hvorfor? Hvad er forskellen? Mere end en kuriøs vagthund Enhedslisten skal tage bevægelserne alvorligt

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Enhedslisten

30.04.17 | Olivia Brochmann og Falle Hjorth

Tip en ven      |    Print  

Debat: Socialisme og revolution - er der forskel på Enhedslisten og SF?

Når Pelle Dragsted (herefter PD), folketingsmedlem for Enhedslisten og af journalisterne udnævnt til Enhedslistens ”chefideolog”, i tidsskriftet Ræson (den 6.3.2017) får ganske meget spalteplads til at forklare sit syn på marxisme, socialisme og revolution, læner hans svar sig på flere punkter mere op ad SF´s end Enhedslistens partiprogram. Det er et problem, hvis denne version alene får lov at tegne Enhedslistens profil - og det kan der være tendenser til.

Når kapitalisme og socialisme glider sammen
Der er især to punkter, hvor PD´s formuleringer synes at læne sig mere op ad SF´s partiprogram end Enhedslistens:

1) Spørgsmålet om ejendomsretten til produktionsmidlerne og markedsstyringen i et socialistisk samfund

I Enhedslistens principprogram vil vi kæmpe for krav, der ”antaster selve strukturerne i det kapitalistiske samfund. Her er et helt centralt omdrejningspunkt magten over økonomien, markedsstyringen og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet.” Vi mener, at ”et nyt og reelt demokratisk samfundssystem forudsætter grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne, som virksomheder, jord og naturressourcer. Her vil kollektive ejendomsformer blive dominerende”, og at ”Den kapitalistiske udbytning, hvor de få lever af de manges arbejde, skal afskaffes.” Vi arbejder for ”et socialistisk samfund, hvor det er de almindelige mennesker, som igennem et udfoldet demokrati i fællesskab forvalter den værdi, som skabes, til gavn for det store flertal.”

Selv om disse formuleringer naturligvis - og helt tilsigtet - giver plads til både små selvstændige, kooperativer m.v. og måske også brug af nogle ikke-styrende (!) markedsmekanismer, så er der i vores socialistiske mål lagt op til:

- en generel afskaffelse af det udbyttende lønarbejde (dvs. af private virksomhedsejere, der profiterer på andres arbejde).
- en demokratisk planlægning af anvendelsen af det samfundsmæssige overskud (afskaffelse af nogle meget fundamentale markedsmekanismer).

I SF´s principprogram tales der derimod meget om ”en styret markedsøkonomi”: ”Det vil sige, at produktionen baseres på markedsøkonomiske principper, men at markedet samtidig underlægges en omfattende regulering, der sikrer at markedsøkonomien understøtter bæredygtighed og befolkningens behov.” ”Demokratiet skal udvides og udbredes til økonomien”, hedder det, men det kan klares ved ”regulering” og ”udbredelse af nye ejendomsformer til at forny og supplere de traditionelle virksomhedsformer” - bortset dog fra ”en række vitale sektorer (der) må være underlagt offentligt ejerskab eller kontrol (…) f.eks. den centrale velfærd, sundhedssektoren, forsyning og infrastruktur. SF kræver desuden en særlig omfattende offentlig kontrol med og regulering af udvinding af olie og lignende naturressourcer samt af finans- og boligsektoren.”

Altså et noget mindre vidtgående perspektiv, der ikke tydeligt peger på en afskaffelse af økonomiens kapitalistiske indretning som sådan, men på etablering af større statslige og kooperative sektorer (som tidligere set i sydeuropæiske, kapitalistiske lande), suppleret med diverse reguleringer af markedsstyringen/investeringerne.

Hvis man sammenligner dette med PD´s ”revurdering” af, hvad det socialistiske samfund er, springer lighederne i øjnene:

Problemerne (her klimaudfordringen) skyldes ”en markedsøkonomi, der ikke er tilstrækkeligt demokratisk reguleret”. Og i PD´s socialistiske samfund skal der således ”stadig være markedsudvikling og privat initiativ. Markedet skal blot reguleres på en måde, som skaber incitamenter til en adfærd, der er gavnlig for samfundet.”

Hvad angår ejerforholdene er det kun ”nøglesektorerne i et samfund, såsom finanssektoren, infrastrukturen og energiforsyningen”, der skal være på fællesskabets hænder, mens det i øvrigt bare handler om at ”skabe offentlige, eller kundeejede, alternativer til private erhvervsinteresser” og at ”medarbejderne skal have større indflydelse og i bedste fald medejerskab i virksomhederne” (måske de gamle SD-tanker om ØD, som også optræder i SF-programmet i en lidt anden form?).

Altså en liste, der ligner SF´s - idet dog finanssektoren og energiforsyningen (hvad det så præcis måtte omfatte) ikke bare skal være under ”særlig omfattende kontrol og regulering”, men ”på fællesskabets hænder”.

Disse sammenfald i visioner kan også hænge sammen med ligheder i analysen af kapitalismen, hvor der i både SF´s og PD´s beskrivelse forekommer at være en tydelig skelnen mellem den (gode) produktive kapital (måske den, vi ikke vil røre i det socialistiske samfund?) og spekulationskapitalen, som vi vil gå i offensiven mod:

I SF´s program sættes angrebet på den kapitalistiske økonomi især ind mod ”en vildtvoksende, løsrevet finanssektor, som bliver en hæmsko for den produktive sektor. (…) en ureguleret kapitalisme, der skaber en kasino-økonomi, hvor store banker og finanshuse skaber finansiel ustabilitet.”

Tilsvarende giver PD et bud på: ”hvordan vi (socialister, red.) undgår de kriser, som den deregulerede kapitaliske økonomi skaber. Ifølge socialismen skal finanssektoren ikke have lov til at accelerere, som den har gjort. Finanssektoren har udviklet sig, så den i nogle henseender ikke har noget at gøre med realøkonomien. Hermed har den ikke længere nogen produktiv eller positiv effekt. Ud fra en socialistisk tankegang skal denne sektor bringes under ekstrem stærk demokratisk kontrol og regulering, fordi finanssektoren skal virke for samfundet – ikke omvendt. Det var dereguleringen af finanssektoren, der skabte finanskrisen.”

2) Vurderingen af de demokratiske muligheder i et kapitalistisk samfund og spørgsmålet om ”reformisme”

I Enhedslistens principprogram understreges det i beskrivelsen af det kapitalistiske samfund, at der her ikke eksisterer ”et reelt demokrati, fordi alt for mange afgørende beslutninger bliver truffet af mennesker, som ingen har stemt på”, så ”magt og rigdom (derfor) koncentreres hos et lille mindretal”. Derfor gør socialismen ”de rettigheder, der ofte kun eksisterer på papiret, til virkelighed, fordi socialismen afskaffer mindretallets udemokratiske magt over de afgørende samfundsbeslutninger”. Og derfor ”vil et socialistisk samfund give helt nye muligheder for at indføre direkte demokrati”.

I SF´s principprogram understreges det ligeledes, at i det kapitalistiske samfund har ”det lille mindretal, der besidder flest ressourcer i samfundet, større mulighed for at udøve indflydelse end flertallet af mennesker”, og derfor mener SF at der skal gennemføres en ”grundlæggende forandring”, hvor bl.a. ”demokratiet skal udvides og udbredes til økonomien”.

Både i Enhedslistens og SF´s programmer understreges det endvidere, at partierne både prioriterer et parlamentarisk og et udenomsparlamentarisk arbejde for forandringer. I SF´s program tales der så yderligere om det parlamentariske arbejde (og regeringsdeltagelse) som ”pragmatisk og resultatorienteret i det samarbejdende folkestyre”. Målsætningen er, at ”udvikle samfundet frem for blot at administrere det eksisterende”. Og tilsyneladende er dette - understøttet af medlemmernes arbejde i folkelige bevægelser og deltagelse i idekampen - vejen til socialisme. Partiet har ”en ukuelig tro på”, at dette er muligt.

PD kommer ikke ind på den parlamentariske taktik, men deler helt troen på, at demokratiet i det (danske) kapitalistiske samfund giver mulighed for, at vi ”skridt for skridt kan få socialismen til at fylde mere i samfundet”. Dette kædes sammen med denne forståelse: ”Når først man erkender, at et samfund kan være socialistisk eller kapitalistisk i forskelligt omfang, så forstår man også, at socialisme kan udvikle sig ved at tage reformistiske skridt i en bestemt retning”.

Som PD også fremhæver, griber disse formuleringer fat i en historisk konflikt i arbejderbevægelsen mellem såkaldte ”reformister” og ”revolutionære”. PD forsøger at ophæve denne modstilling ved at dele spørgsmålet om revolution i dels en ”politisk revolution”, der handler om overtagelse af statsmagten (”en Big Bang-revolution”), og dels en ”økonomisk revolution”, der handler om ”store forandringer af den måde, som samfundet økonomisk fungerer på”. Han erklærer den politiske revolution for ”passé”, fordi ”vi siden starten af sidste århundrede har haft lige, almindelig valgret”, hvorimod han stadig opfatter sig som revolutionær hvad angår ”et ønske om at ændre samfundets økonomiske fungeren”.

Med denne definition af begrebet revolutionær, er der ingen tvivl om, at både SF´s principprogram og PD´s indlæg i RÆSON er klart revolutionære.

Hvis man læser Enhedslistens principprogram, er der imidlertid adskillige afsnit, der også peger i retning af ønsket om en politisk revolution. Det gælder således de mange beskrivelser af, at kapitalismen sætter snævre begrænsninger for det reelle demokrati under kapitalismen, og at det socialistiske demokrati er kvalitativt anderledes. F.eks. her:

”Det er gennem de kampe og de sejre, vi som mennesker selv tager del i, at vi oplever, at det er muligt at forandre verden og skabe et bedre samfund. Det er også gennem disse kampe, at vi opdager de begrænsninger, som kapitalismen sætter for vores demokrati og for at opbygge et mere retfærdigt og lige samfund. De nye demokratiske strukturer, som opstår i politiske bevægelser og organisationer, bærer også kimen til et socialistisk demokrati, hvor en aktiv befolkning tager langt mere direkte del i udformningen af samfundet.”

Her er det vel mere end antydet, at ”et socialistisk demokrati” ikke bare er en overtagelse af den eksisterende statsmagt. Og i nedenstående afsnit - for øvrigt afsnittet med ”revolution” i overskriften - er det vist også ret tydeligt, at der ikke er meget tro på de folkevalgte organers muligheder for at indføre f.eks. 60 procent socialisme i et kapitalistisk samfund:

”Vi arbejder for en socialistisk og demokratisk revolution"
Selvom Enhedslisten hver dag arbejder for at gennemføre selv de mindste forbedringer, er vi overbeviste om, at så længe vi lever i et klassesamfund med kapitalistisk økonomi, vil der være ulighed, fattigdom, ødelæggelse af natur og en enorm magtkoncentration af kapital, som undergraver de folkevalgte organer.

Derfor arbejder vi for en grundlæggende forandring af vores samfund, hvor kapitalisme erstattes af et socialistisk demokrati. Det er det, vi kalder for en revolution. Med sådan en omvæltning overtager flertallet af befolkningen den faktiske demokratiske mulighed for at styre samfundet fra den minoritet, som i dag har den økonomiske magt.

Hvordan en sådan omvæltning af det økonomiske system konkret vil forme sig, er umuligt at forudsige. Men det er afgørende, at befolkningen tager magten over samfundets økonomiske centre, således at flertallet får demokratisk mulighed for at styre de økonomiske prioriteringer i samfundet.”

Det er klart, at de lidt vage formuleringer i det sidste afsnit herover viser, at der i Enhedslisten er - og også skal være - plads til forskellige vurderinger af, hvordan den kapitalistklasse, vi er enige om har nøglen til den reelle magt i det nuværende samfund, vil reagere, når et befolkningsflertal ønsker at tage skridt, der anfægter denne magt.

SAP og andre i Enhedslisten har den klare (om end sørgelige) forventning, at kapitalmagten i så fald vil bruge alle midler - økonomisk og politisk sabotage, om nødvendigt også vold - for at bevare sin samfundsmæssige magt. Sådan har kapitalistklassen (og alle andre herskende klasser) vist sig at reagere historisk set - og for øvrigt også aktuelt, desværre, hvis man ser sig omkring i verden. Det er derfor ikke fordi vi har et brændende ønske om en ”big-bang-revolution”, at vi forudser en sådan - men fordi vi ser i øjnene, at spørgsmålet om den økonomiske magt i samfundet og den politiske magt i samfundet hænger sammen, og at ændringen til en stat, der også har demokratisk kontrol over økonomien, derfor vil indebære en konfrontation mellem klasserne, en politisk revolution. Staten er ikke en neutral, demokratisk kasse, men et maskineri, der er syltet ind i klassesamfundets grundlæggende magtforhold - og derfor bliver det også i sidste ende nødvendigt at erstatte denne med en helt anderledes demokratisk statsmagt.

PD og andre i Enhedslisten deler derimod tilsyneladende SF´s ”ukuelige tro” på, at vi inden for systemets rammer ad parlamentarisk vej kan tage magten fra kapitalen og ”skridt for skridt få socialismen til at fylde mere i samfundet” uden at det indebærer en politisk revolution.

Formuleringerne i Enhedslistens principprogram kan alt i alt nok rumme begge dele. Og det er der som sådan heller ikke noget galt i, fordi det afspejler Enhedslistens politiske bredde. Men den klare bekendelse til den reformistiske vej, som PD i Ræson præsenterer, og som SF historisk set repræsenterer, er altså på ingen måde en vedtaget del af Enhedslistens program. Formuleringer, der trak i retning af at lægge sig fast på dette, blev tvært imod stemt ned, da programmet blev vedtaget. I den mest omdiskuterede afstemning mellem ”A og B”-versioner af et afsnit, var det faktisk den udgave, som talte om at ”udvikle samfundet i socialistisk retning” med udgangspunkt i den offentlige sektor, der med betydeligt flertal blev nedstemt.

Ikke bare Pelle
Nu kan man jo - i forlængelse af ovenstående konstateringer - med god ret mene, at PD som alle andre Enhedslisten-medlemmer er i sin fulde ret til at fremlægge sin personlige opfattelse af de store og langsigtede spørgsmål, som interviewet behandler, så længe hans opfattelse ikke er i åbenlys modstrid med partiprogrammet (jf. indledningen til principprogrammet: ”Enhedslistens valgte repræsentanter skal forsvare principprogrammet”).

Men at PD systematisk vælger at præsentere en ”SF-version” af vores partiprogram, når der bliver spurgt ind til vores socialistiske løsninger, giver os alligevel et problem. Især fordi det jo ikke bare gælder PD. Og hvis man kigger i den ”kandidathåndbog”, der vejledte vores folketingskandidater til det seneste valg, er det ikke så underligt, at vores MF’ere ofte bevæger sig på kanten af at undsige Enhedslistens vision om at afskaffe kapitalismen.

Hvis man f.eks. bliver mødt af spørgsmålet: ”Skal Lego og Mærsk så nationaliseres eller overtages af arbejderne?” - får man denne ret udførlige instruktion i at snakke udenom:

”Det er et meget teoretisk og her og nu ligegyldigt spørgsmål. Men hvis vi engang får flertal for en socialistisk samfundsforandring, så har vi altså ikke en detaljeret masterplan klar i skuffen; vi har alene nogle overordnede principper. Fx det princip, at den politiske magt i samfundet skal ligge hos befolkningen og dem, som vi stemmer på, frem for hos finansmarkeder, som ingen nogensinde har stemt på. Samt, at vores fælles ressourcer som eksempelvis olien, skal komme alle til gode. Vi vil ikke sidde og lege skrivebordsgeneraler. Det må være op til fremtidens generationer at udvikle samfundet. Og det er under alle omstændigheder en forudsætning for alle forandringer, at der er et demokratisk flertal bag dem.”

Men hvad gør man så, hvis man skulle blive udsat for en særligt snedig og læsende spørger, der vil vide følgende: ”I jeres program skriver I, at I vil ændre grundloven, så samfundet kan overtage virksomhederne uden kompensation. Så I vil tage min virksomhed fra mig?”. Her er svaret mere klart:

”Nej, det vil vi ikke! Med mindre du altså ejer DONG? For der dele af vores samfund, der er så centrale for os alle sammen, at de bør være fællesskabets ejendom. Og det gælder fx vores energiforsyning. Den bør være under fællesskabets kontrol, så det er hensynet til os alle sammen, der er i højsædet, frem for hensynet til nogle få rige aktionærer eller amerikanske kapitalfonde. Hvis et flertal af danskerne er enige om det, vil vi altså gerne ændre grundloven, så demokratiet igen kan overtage DONG.”

Det er med andre ord kun nogle åbenbart få (?) virksomheder af central betydning for os alle sammen, det kan komme på tale at gøre til samfundsejendom…?

Men hov, kunne den opmærksomme spørger så fortsætte: ”Hvad betyder det, når I i programmet skriver, at ”kollektive ejendomsformer skal blive dominerende”? ”. Heldigvis har kandidathåndbogen også her et forslag til svar, der ikke lugter for meget af grundlæggende samfundsforandringer:

”Vi mener, at vi sammen – enten som samfund eller som medarbejdere – skal eje langt større dele af økonomien, så det er hensynet til lønmodtagerne og til samfundet og ikke bare hensynet til aktionærerne, der står øverst. I dag er den privatejede del af økonomien dominerende. Men vi har også en offentlig sektor, som vi ejer i fællesskab. Og vi har andelsselskaber, kooperative virksomheder ejet af medarbejderne, forbrugerejede supermarkedskæder og andre former for kollektive ejendomsformer. I de seneste år er den private del af økonomien imidlertid vokset på bekostning af det fælles. Offentligt ejede virksomheder som TDC, Girobank, Københavns Lufthavn og Dong er blevet solgt fra til private koncerner. Vi vil gerne vende den udvikling, så fællesskabet og samfundet kommer til at spille en hovedrolle i økonomien.”

Nå, pyha - det handler altså bare om at tilbageerobre det privatiserede, og gøre den offentlige sektor, Arla og COOP lidt større…?

Problemet ved disse ”vejledende svar” er ikke, at de prøver at forklare socialistiske løsninger og visioner på en pædagogisk og forståelig måde. Respekt for det. Problemet er, at de risikerer - eller rettere prøver på - at aflive billedet af, at Enhedslisten overhovedet har en vision om en grundlæggende samfundsændring. At Enhedslisten faktisk mener, at det er nødvendigt at bryde med og lave radikalt om på den nuværende samfundsstruktur og økonomi.

”Lad 100 blomster blomstre”
Man kan godt mene, at det er helt ok, at nogle repræsentanter for Enhedslisten vælger at fortolke vores program på den SF-agtige måde, mens andre fortolker det på en mere revolutionær måde. Det kunne give et godt indtryk af den bredde, Enhedslisten rummer og skal rumme. ”Lad hundrede blomster blomstre!”.

Problemet er bare, at især den ”tidssvarende kommunikationshåndtering” i Enhedslisten tilsyneladende har den konsekvens, at det næsten udelukkende er den mest ”mainstream-agtige” fortolkning - dvs. den SF-agtige fortolkning af revolution og socialisme - der i praksis kommer til orde. I høj grad båret på vej af samspillet mellem kommunikationsspecialisternes fokus på ”damage-control” og de borgerlige mediers bevidste ønske om sensationsjournalistik, der helst vil hænge alle visioner om radikale samfundsforandringer ud som formentlig voldelige antidemokrater, der vil tage den lille mands retmæssige ejendom fra ham. Den kommunikationsstyring, der kommer ud af denne cocktail, er - som bl.a. nogle af kandidathåndbogens formuleringer afspejler - ikke nødvendigvis altid funderet i noget, der er truffet demokratisk beslutning om af medlemmerne.

Et eksempel på dette, der allerede ligger fem år tilbage, er dengang Katrine Toft Mikkelsen som HB-medlem besvarede spørgsmålet om ”samfundsovertagelse” og indgreb i den private ejendomsret i vores (daværende) program på en lidt anden måde end anbefalet i den nyeste kandidathåndbog: ”Der vil ikke være nogen, der tjener penge på andre”, sagde hun om den socialistiske økonomi. ”Den private ejendomsret over produktionsmidlerne er ophævet.

Men selvfølgelig må man godt have sin egen tandbørste. Virksomhederne er offentlige eller under medarbejderkontrol.”

Denne udmærkede forklaring af, at Enhedslistens (principprograms) angreb på den private ejendomsret kun handler om produktionsmidler/virksomheder, valgte journalisten imidlertid at bringe under en overskrift, der lød således: ”Man må godt eje sin egen tandbørste”! Derfor blev Katrine Toft Mikkelsen i årevis efter hængt ud som ”hende med tandbørsten” - og minsandten om den daværende politiske ordfører for Enhedslisten ikke valgte at tage afstand fra lige præcis dette udsagn (sammen med andre, som der kunne være god grund til at tage afstand fra) i bl.a. disse formuleringer: ”Når der i medierne har været udtalelser om at lukke medier, om voldelig revolution og om, at man allernådigst kan få lov til at beholde sin tandbørste, så må jeg melde fuldstændig klart fra. Det har intet at gøre med, hvad jeg står for, eller hvad Enhedslisten efter min mening står for.” (JP, 22.7.12) Den daværende finansordfører kommenterede også sagen i lignende barske vendinger: ”Ethvert medlem af Enhedslisten er enig i, at der skal ske demokratiske forandringer, der ændrer på den økonomiske magt, som for eksempel finanssektoren og de multinationale selskaber har i dag. Det er sådanne diskussioner, der er brug for. Derfor er det helt ude i hampen at begynde at tale om ret til at eje sin tandbørste. Den slags platheder har vi ikke brug for.” (Inf.,23.7.12).

Intet under, at vore repræsentanter generelt vælger at gå stille med dørene, snakke SF-program eller snakke udenom, når talen falder på socialisme, ejendomsretten til produktionsmidlerne og revolution. Hvem har lyst til at risikere at blive undsagt og udgrænset offentligt?

Er det ikke lige meget?
Man kan med en vis ret hævde, at principprogrammer (som sjældent bliver læst af andet end drilske journalister og skoleelever, der skriver opgaver) ikke er det vigtigste her i verden. At det vigtigste er den her-og-nu-politik, Enhedslisten præsenterer i Folketinget, på gaden og i medierne. Og her er der jo heldigvis klokkeklar forskel på Enhedslisten og SF! Men problemet er, at socialismen og revolutionen i vores faktiske principprogram - programmet som levende, udtalte tanker - med tiden risikerer at bliver omformet til denne SF-lignende version. Over for medierne, vælgerne og endda for vore egne medlemmer.

På den måde forsømmer vi at holde ideen om et radikalt anderledes samfund i live - og fremstår i værste fald som nogen, hvis vision er, i modsætning til socialdemokraterne, faktisk at prøve at føre socialdemokratisk politik… Store visioner om en anderledes samfundsindretning bliver - helt uretfærdigt - tillagt Alternativet.

Men det er endda ikke det værste. Det farlige er, at vi risikerer selv at begynde at tænke ”inden for rammerne af kapitalismen”, når vi altid vælger at argumentere inden for denne ramme for ikke at havne i ”de farlige spørgsmål”. Og hvis man vil se de fatale konsekvenser af udelukkende at tænke inden for kapitalismens rammer, kan man bare vende blikket mod SF - eller for den sags skyld mod Socialdemokratiet. Så er man pludselig i fare for at være på vej til at bøje sig for EU, for kapitalens afpresningspolitik, for ”konkurrencedygtig miljøpolitik”…

Nu mere end nogensinde er det bydende nødvendigt, at vi i Enhedslisten også kommer med svar og visioner, der tør sprænge rammerne. Som der står i Enhedslistens principprogram:

”Enhedslistens alternativ er en politik, som bryder med kapitalismens rammer, fordi vi ved, at det aldrig vil være muligt at skabe retfærdighed, frigørelse og en bæredygtig klode i et kapitalistisk samfund.

Klima- og miljøpolitikken er et godt eksempel på et område, hvor den løbende forsvarskamp nødvendigvis må rejse spørgsmålet om magten over landbrug, transport og produktion og dermed nødvendigvis omfatter et angreb på selve kernen i kapitalismen.”

Vi i Enhedslisten har en opgave med at udbrede denne bevidsthed - og til hver gang det er muligt at omforme den til konkret og forståelig politisk kamp.

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.