11.04.17 | Michel Husson

Tip en ven      |    Print  

Robotterne kommer: Automatiseringens store bluffnummer

Talrige studier har forudsagt, at automatisering fører til massiv nedlæggelse af jobs, og samtidig er officielle økonomer bekymrede over, at produktiviteten falder.

Christiane Lagarde, direktør i den Internationale Valutafond, taler sågar om en ”ny middelmådighed”. Denne artikel vil behandle denne modsigelse [note 1].

En gammel klagesang
Den profetiske tale om en kommende nedlæggelse af jobs er ikke ny. Vi har kunnet høre den samme klagesang med den ”nye økonomi” i begyndelsen af århundredet, og med Jeremy Rifkins forudsigelser af ”arbejdets endeligt” [2], ham som også senere lovpriste "den europæiske drøm" [3], der som vi ved har udviklet sig til et mareridt.

Hvis man går tilbage i tiden, finder vi den franske Nora-Minc rapport fra 1978 om datamatisering af samfundet [4], der allerede annoncerede store gevinster i produktivitet, som vi aldrig så komme, hvilket Jean Gadrey på glimrende vis har mindet os om [5].

Denne type forudsigelser er yndet af guruer, der regelmæssigt koger den samme suppe. Tyve år efter sine forudsigelser om fremtiden diskuterer Alain Minc i 2000 sine illusioner i form af en implicit selvkritik: "Hvad det angår, var databehandling en illusion. Det er klart, at hverken fremkomsten af de mest kraftfulde computere eller eksplosionen af mikrocomputere har udfyldt rollen som frelser: De har spillet en rolle i moderniseringen af produktionsapparatet; men de har ikke ændret de vigtigste parametre for økonomien (...) Det var ikke det forventede universalmiddel. "[6]

Men Minc lader sig ikke afskrække. Nu er det alvor med e-økonomien hævder han: "Jeg er overbevist om at vi denne gang går ind i en ægte Kondratiev-cyklus. Der er en fundamental forskel mellem it og multimedier [sic]. Et teknologisk forandring fremkalder kun en ny cyklus af vækst, hvis det samtidigt spiller på udbud og efterspørgsel.

På den ene side skal den forbedre produktionsapparatets effektivitet ved at muliggøre massive produktivitetsgevinster. På den anden side skabe, på forbrugerniveau, helt nye produkter, der kan ændre deres forbrugsvaner.

Produktiviten falder
Et årti og en krise senere, er der intet tilbage af disse forudsigelser. I øjeblikket holder paradokset hos Solow stadig: "Vi ser computere overalt, undtagen i statistikkerne for produktivitet" [7]. Produktivitetens afmatning er faktisk et næsten universelt fænomen, som ikke er ordentligt forstået af økonomer. Financial Times [8] er bekymret over dette "forvirrende hovedbrud", mens Christiane Lagarde taler om en ”ny middelmådighed”. De to grafer nedenfor illustrerer den nedadgående retning i produktivitetsvæksten, et næsten universelt fænomen, der ikke skåner de såkaldte nye markeder [Kilder: The Economist, 4. juni, 2016; The Conference Board, maj, 2006].

  

BNI per arbejdstime – Årlig vækst i procent

 

Tendenser i arbejdets produktivitet (BNI per capita) 1971-2015, procent per år.


Eksperterne: fra 1 til 5
Den undersøgelse, der udgør et referencepunkt, er Frey og Osborns [9], der forudsiger, at 47 procent af alle job er truet af automatisering i USA. Andre undersøgelser er ren plagiat, som Roland Bergers firma, der forudsiger et tab af 3 millioner arbejdspladser i Frankrig i 2025 [10].

 

Mads´, Mettes og Sjokos oplevelse. ”SS Manitoba svarer ikke». 1952.

Andre bidrag er dog langt mindre alarmerende. Georg Graetz og Guy Michaels [11] finder ikke "nogen signifikant effekt af industrirobotter på den samlede beskæftigelse." En anden specialist i disse spørgsmål, David Autor, undrer sig ironisk nok over, "hvorfor er der stadig så mange arbejdspladser" [12] og indfører en grundlæggende sondring mellem opgaver og jobs: "Mens nogle af de opgaver, der udføres af faglærte arbejdere bliver automatiserede, vil mange af disse jobs fortsat bestå af et sæt opgaver, der dækker hele spektret af kvalifikationer."

Baseret på denne sondring mellem job og opgaver, kommer en nylig OECD-undersøgelse [13] frem til et meget lavere tal (5 gange) end de mest alarmerende forudsigelser: "Kun 9 procent af job i USA står overfor en høj sandsynlighed for at blive automatiseret ["automatibility"], og ikke 47 procent, som Frey og Osborne hævder." Dette resultat er opnået ved hjælp af en skarp kritik af deres metode (se boks), som gælder for alle undersøgelser, der baserer sig på deres arbejde.

Frey og Osborne:
En tvivlsom metode

Hvordan formår de to økonomer (selvom de arbejder på Oxford) at forudsige udviklingen af beskæftigelse "over en ubestemt årrække, måske et årti eller to"?

De starter med at udvælge 70 arbejdsområder fra de 702, de har i deres database. Så henvender de sig til "eksperter" og spørger dem: "Kunne de opgaver, der hører til dette job blive tilstrækkeligt specificeret, forudsat, at der er big data, til at de kan udføres af instrumenter, der betjenes af de nyeste computere (state of the art)?"

Eksperternes vurderinger er derefter udvidet til alle 702 arbejdsområder, baseret på en korrelation med andre karakteristika, der tjener som indikatorer for mulige forhindringer (flaskehalse) for automatisering. Men denne udvidelse er ikke legitim, fordi den kun kan påvise noget om korrelationer og intet siger om andelen af automatiserbare jobs for de 632 (ud af 702) som ikke er vurderet af eksperterne.

Hvordan formår de to økonomer (selvom de arbejder på Oxford) at forudsige udviklingen af beskæftigelse "over en ubestemt årrække, måske et årti eller to"?

De starter med at udvælge 70 arbejdsområder fra de 702, de har i deres database. Så henvender de sig til "eksperter" og spørger dem: "Kunne de opgaver, der hører til dette job blive tilstrækkeligt specificeret, forudsat, at der er big data, til at de kan udføres af instrumenter, der betjenes af de nyeste computere (state of the art)?"

Eksperternes vurderinger er derefter udvidet til alle 702 arbejdsområder, baseret på en korrelation med andre karakteristika, der tjener som indikatorer for mulige forhindringer (flaskehalse) for automatisering. Men denne udvidelse er ikke legitim, fordi den kun kan påvise noget om korrelationer og intet siger om andelen af automatiserbare jobs for de 632 (ud af 702) som ikke er vurderet af eksperterne.

Arbejderens maskinliggørelse
Det er også værd at beskrive de barrierer for automatisering, som Frey og Osborne identificerer (se deres tabel 1, s. 31). En første kategori omfatter kvalifikationskrav og begrænsninger i forbindelse med arbejdspladsens strukturering. En anden barriere er den kreative intelligens, nemlig kvikhed eller ”kunstneriske arrangementer”. Men den sidste kategori, kaldet "social intelligens" får det til at løbe koldt ned ad ryggen og er værd at citere i detaljer. Her er, ifølge Frey og Osborne, hvad der udgør andre barrierer for automatisering:

  • social indsigt, evnen til at forstå andres reaktioner og årsagerne til deres adfærd;
  • forhandling, evnen til at forlige forskellige synspunkter;
  • overtalelse, evnen til at få andre til at ændre deres synspunkter eller adfærd;
  • omsorg for andre (kolleger, kunder, patienter) i form af personlig assistance, læge- eller anden hjælp eller anden eller emotionel støtte.

Denne opremsning viser hvordan automatisering af produktionsprocessen opfattes som en "maskinliggørelse" af arbejdere. Barrieren, der skal fjernes, er de – ligefrem menneskelige – dispositioner, der udgør arbejdsfællesskabet, og som skaber sociale relationer mellem producenter og brugere. Idealet, typisk for kapitalismen, er dybest set tingsliggørelse af sociale relationer, der forvandler forholdet mellem mennesker til et forhold mellem varer.

Forøgelse af produktiviteten og arbejdstiden
Den udbredte opfattelse af, at den meget høje forøgelse af produktivitet er årsag til arbejdsløshed og vil lede til arbejdets endeligt, er fuldstændigt tilbagevist. Forøgelsen af produktiviteten var meget høj i tre årtier efter Anden Verdenskrig, en periode der var karakteriseret ved næsten fuld beskæftigelse. Og stigende arbejdsløshed forekommer parallel med en reduceret forøgelse af produktiviteten.

Lad os antage, at truslen om en massiv nedgang af jobs er troværdig og lad os forestille os et samfund, der, med hjælp af en tryllestav, kun behøver halvdelen af arbejdstiden for at sikre den samme levestandard. Sådan et samfund kunne beslutte, at halvdelen af de produktive mennesker skulle fortsætte med at arbejde, mens den anden halvdel blev ”fritaget” fra arbejde og ville modtage en garanteret indkomst. Men samfundet kunne også drage fordel af den teknologiske udvikling for at halvere arbejdstiden for alle.

Lad os se bort fra fantasierne og se, hvad der skete i det 20. århundrede: I denne periode er arbejdskraftens produktivitet per time steget og 13,6 gange, og arbejdets varighed er faldet med 44 procent. Kort sagt arbejder vi på deltid i forhold til vores oldeforældre, og hvis dette ikke var sket, ville arbejdsløsheden have nået uoverstigelige niveauer.

Denne udvikling har ikke været ”naturlig”: Det er sociale kampe der har sikret denne omfordeling af produktivitetsgevinsterne i form af nedsat arbejdstid og ikke kun lønstigninger. Historien om sociale kampe har været præget af kampe om arbejdstiden.

Selv OECD peger på denne altid åbne mulighed: "Selvom behovet for arbejdskraft er lavere i et bestemt land, kan det resultere i en reduktion af antallet af arbejdstimer og ikke nødvendigvis af en nedgang i antallet af jobs, som mange europæiske lande har konstateret i de seneste årtier ". [14]

Den kapitalistiske automatiserings begrænsninger
Automatiseringen kombineres med forskellige former for det, som man kalder den digitale økonomi, hvor "Uber-ficeringen", er det mest omtalte eksempel. Nogle ser her en mulig forklaring på Solow-paradokset. For Charles Bean, tidligere cheføkonom i Bank of England, kommer dette paradoks fra "det faktum, at en stigende andel af forbruget går til gratis digitale produkter eller finansieres på anden vis, såsom reklame. Mens gratis virtuelle varer klart har værdi for forbrugerne, er de ikke medtaget i BNP, i overensstemmelse med internationale statistiske standarder. Derfor er der en stigende økonomisk aktivitet, som ikke bliver medregnet” [15].

For at tage højde for denne skævhed foreslår Bean to metoder: "Vi kunne bruge gennemsnitlige lønninger for at beregne værdien af den tid, folk bruger online på gratis digitale produkter, eller korrigere produktionen af teletjenester for at tage hensyn til den hurtige vækst i trafikken på internettet.

Professoren ved London School of Economics begår her en afslørende bommert ved at sammenblande brugsværdi og bytteværdi. Den "værdi", som forbrugeren får ved at lytte til online musik, repræsenterer en brugsværdi, men ingen bytteværdi. Det minder om det samfund med "nul marginal-omkostninger", som Rifkin teoretiserer om [16], og som på dette punkt måske ikke tager fejl i sin forudsigelse om ”kapitalismens solformørkelse”.

Faktisk er udbredelsen af den digitale økonom ikke nødvendigvis kompatibel med den kapitalistiske logik, som er at producere og sælge varer: De kan godt være virtuelle og ikke-materielle, men de skal være profitable. Tilsvarende skal robotiseringen ikke kun være profitabel, den skal også have salgssteder. Hvis det virkeligt skulle lede til en massiv nedlæggelse af jobs, så er det reelle spørgsmål, hvem der skal købe de varer, der bliver produceret af robotterne.

Vi burde gå mere i dybden ad disse spor og opdatere det princip, som Ernest Mandel stod for: "En generel automatisering i storindustrien er umulig under kapitalismen. At forvente en sådan generaliseret automatisering, så længe de kapitalistiske produktionsforhold eksisterer, er lige så forkert som at håbe på, at disse produktionsforhold i sig selv forsvinder, fordi automatiseringen vinder frem.” [17]

Arbejdspladsers struktur og status er på spil
Mit synspunkt stiller ikke spørgsmålstegn ved omfanget af de ændringer, som den digitale økonomi medfører. Det handler derimod om de katastrofale vurderinger af, hvordan disse ændringer indvirker på beskæftigelsen. Ikke desto mindre understreger selv de mest skeptiske studier dog, at disse ændringer har en indflydelse på beskæftigelsens struktur og status.

Lad os for eksempel kigge på Industri 4.0 – et projekt, som er udviklet i Tyskland for skabe en intelligent automatisering af fabrikker (smart factories) ved at indføre ”cyber-fysiske systemer”, der sikrer en bedre koordinering og mere tilpasningsdygtige robotter. En nylig undersøgelse [18] konkluderer – lige som andre allerede tidligere nævnte - at virkningerne på den samlede beskæftigelse vil være begrænsede. Vi skal altså ikke lade os forblænde af fortællingen fra de kommentatorer, der er blevet så fascinerede af de teknologiske forandringer, at de udråber sig selv til profeter.

Dette er i høj grad tilfældet med Bernard Stiegler, der i et kort interview, der fint opsummerer hans ideer, sagde, at "i dag er der fabrikker uden arbejdere: Mercedes har oprettet en fabrik, der kun beskæftiger funktionærer" [19]. Hvortil en Christian i kommentarsporet kommer med denne indsigtsfulde afvisning: "Mercedes uden arbejdere? Jeg er nysgerrig efter at vide, hvor? Hvis han mener Smart-fabrikken i Hambarch, tager han fejl. Det er rigtigt, at fabrikkens opgaver er mere begrænsede. Næsten alt er outsourcet og modulerne bliver samlet af underleverandører, der bruger en del arbejdskraft. Det er nogle af Smarts arbejdere, der monterer disse moduler, og funktionærerne står for kontakten til alle underleverandørerne.”

På den anden side fører disse nye produktionsprocesser til, at der flytter arbejdskraft mellem arbejdspladser og sektorer, i retning af jobs med højere kvalifikationskrav. Teknologiske forandringer har allerede i årtier spillet en væsentlig rolle i ”tripolariseringen” af jobs: Andelen af højt kvalificerede jobs på den ene side, og ufaglærte jobs på den anden side, stiger i den samlede beskæftigelse. Det er de mellemliggende job, hvor andelen falder. Denne tendens er kombineret med globalisering og udflytning af arbejdskraft til såkaldte nye markeder [20], og den bidrager til stigende ulighed blandt lønmodtagerne.

I et optimistisk scenario kunne denne tendens føre til en generel opkvalificering af arbejdskraften og sikre en fornyet konkurrenceevne, som ikke længere skulle bygge på lave lønninger. Men dette perspektiv er ikke nødvendigvis en gylden vej til at skabe arbejdspladser i tilstrækkeligt antal og tilpasset kvalifikations-strukturen.

«Fællesøkonomi» versus for klassen af lønmodtagere
Det er her den digitale økonomi dukker op og især i de platforme, der giver små jobs til såkaldte "selvstændige" arbejdere. Vi kan nævne Airbnb, Uber, BlaBlaCar, Task Rabbit, YoupiJob, Frizbiz eller Amazons Mechanical Turk. Denne ” deleøkonomi”, "kollaborativ" eller "on demand-økonomi" har en bidende indvirkning på lønarbejdets institutioner. Som OECD bemærker i sin sammenfatning citeret ovenfor [14]: "Lovbestemt arbejdstid, mindsteløn, arbejdsløshedsforsikring, skatter og personalegoder bygger altid forestillingen om et klassisk og unikt forhold lønmodtageren og arbejdsgiveren”.

Med udviklingen af freelance arbejde, tilføjer OECD, "er et stigende antal arbejdere i fare for at blive udelukket fra overenskomstforhandlinger. Det kan også være, at de ikke har ret til dagpenge, pension og sundhedsordninger, som lønmodtagere nyder godt af, og de har svært ved at optage lån. I øjeblikket er selvstændige ikke berettigede til dagpenge i 19 af de 34 OECD-lande, og i 10 lande har de ikke ret til erstatning ved arbejdsulykker. "

Men igen overvurderes betydningen af de nye teknologier. Der er i virkeligheden ingen sammenhæng mellem omfanget af freelancere, og andelen af beskæftigede i de højteknologiske sektorer. Årsagssammenhængen går snarere den modsatte vej, som påvist af grafen nedenfor. Den er hentet fra Patrick Artus [21], som antyder, at "udvikling af freelancere [kunne] gøre det muligt at omgå beskyttelsen af lønmodtagere."

 

Ansatte inden for ny teknologi (x-akse - procent af alle lønmodtagere), i forhold til andelen af selvstændige (y-akse - procent af alle lønmodtagere).


Guruernes æra
Hvad er i sidste ende mulighederne for at udvide denne "fælles" økonomi og den underminering af arbejdets status, som oftest følger med? For nogle er ”ingen sektor sparet”, som det stolt hedder hos TheFamily, en "kuvøse" for iværksættere, ifølge hvem beskæftigelse, social beskyttelse, transport, pensioner mv. er truet af "barbarerne". [22]

Dette spørgsmål har ført til fremkomsten af alskens profeter og guruer, der opererer i netværk, ofte i konkurrence med hinanden, og som har vist sig dygtige til at opnå statstilskud eller sponsorater fra store virksomheder. Det bør vi gå mere i dybden med, for at vise, hvordan teknologi-fascinationen blandt de indviede bruges til at sprede en ny ideologi, ifølge hvilken beskæftigelse, arbejderklasse, social beskyttelse, folkesundhed og pensioner alt sammen er forældet. Ifølge dem vil det være et forgæves og reaktionært ønske "at vende historiens hjul" – så hellere opfinde måder at tilpasse sig de frembrusende fremskridt, som den teknologiske udvikling bringer.

En mangesidet diskurs, der lovpriser "transversalitet" over for "vertikalitet", "nomadeliv" over for det "stillesiddende", "reform" over for "konservatisme" – denne diskurs er således ved at blive etableret. Den påbyder flertallet at tilpasse sig uundgåelige forandringer, og at give afkald på enhver form for solidarisk social organisering. Den insisterer på tanken om, at "det er slut med arbejde", og at den eneste kompensation, man kan forvente, er en (lille) indkomst i et apartheid-samfund [23]. I sidste ende har alle disse prædikener til fælles at få folk til at opgive enhver ide om at tage skæbnen i egne hænder.

Noter:
[1] se: Michel Husson, «Stagnation séculaire : le capitalisme embourbé ? », A l’encontre, 5. juni, 2015.

[2] Jeremy Rifkin,
The End of Work, 1995 ; La Fin du travail, La Découverte,? 1996.

[3] Jeremy Rifkin,
The European Dream. How Europe’s Vision of the Future Is Quietly Eclipsing the American Dream, 2004 ; traduction française : Le rêve européen : ou comment l’Europe se substitue peu à peu à l’Amérique dans notre imaginaire, 2005.

[4] Simon Nora, Alain Minc, L’informatisation de la société, 1978.

[5] Jean Gadrey, « 
Le mythe de la robotisation détruisant des emplois par millions », blog Alternatives économiques, 1-2. juni, 2015.

[6] Alain Minc,
www.capitalisme.fr, 2000.

[7] Robert Solow, « 
We’d Better Watch Out », New York Times Book Review, 12. Juli, 1987.

[8] « 
The productivity puzzle that baffles the world’s economies », Financial Times, 29. maj, 2016.

[9] Carl B. Frey, Michael A. Osborne, « 
The future of employment: how susceptible are jobs to computerisation? », september 2013.

[10] Camille Neveux, « 
Les robots vont-ils tuer la classe moyenne ? », Le Journal du Dimanche, 26 oktober 2014.

[11] Georg Graetz, Guy Michaels, « 
Robots at Work », CEPR Discussion Paper 10477, March 2015.

[12] David H. Autor, « 
Why Are There Still So Many Jobs? The History and Future of Workplace », Journal of Economic Perspectives, vol.29, n° 3, 2015.

[13] M. Arntz, T. Gregory, U. Zierahn, « 
The Risk of Automation for Jobs in OECD Countries », OECD, 2016.

[14] OCDE, « 
Automatisation et travail indépendant dans une économie numérique », mai 2016.

[15] Charles Bean, « 
Measuring the Value of Free », Project Syndicate, May 3, 2016.

[16] Jeremy Rifkin, La Nouvelle Société au coût marginal zéro, 2014.

[17] Ernest Mandel, Le troisième âge du capitalisme, Edition de La Passion, Paris 1997, p.453.

[18] M. I. Wolter, A. Mönnig, M. Hummel et al. (2015), « Industrie 4.0 und die Folgen für Arbeitsmarkt und Wirtschaft », IAB Forschungsbericht, No. 8/2015.

[19] Bernard Stiegler, « Je propose la mise en place d’un revenu contributif », LeMonde.fr, 11 marts 2016.

[20] Michel Husson, « La formation d’une classe ouvrière mondiale », note hussonet n° 64, 2013.

[21] Patrick Artus, « Les travailleurs indépendants : évolution normale du marché du travail avec le numérique ou contournement de la protection de l’emploi salarié ? », 7 juni 2016.

[22] TheFamily, « Les barbares attaquent ».

[23] Benjamin Dessus, « Revenu universel : le risque d’apartheid », AlterEcoPlus, 27 maj 2016.

Oversat fra A l´encontre (Schweiz) af Bertil Videt

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.