RELATEREDE ARTIKLER

Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Historie

04.02.17 | Kirstin Roberts

Tip en ven      |    Print  

Rusland 1917: Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald

Den polske revolutionære Rosa Luxemburg skrev, at menneskeheden står over for et valg - enten kapitalismens fortsatte barbari eller den revolutionære omdannelse af samfundet, så der kan skabes en verden, som er til at leve i. Dette valg falder skarpt i øjnene i årene mellem 1914 og 1917 - i skikkelse af Første Verdenskrigs massemyrderier.

Krigsudbruddet i 1914 var et vendepunkt. Fremskridtets maske, som den industrielle revolution havde båret, blev revet bort, og den imperialistiske konflikt med al dens vildskab trådte frem i dagens klare lys.

Første Verdenskrig var kapitalismens frygtelige produkt. Den hurtige industrialisering i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. betød, at kapitalismen blev udbredt over hele kloden, og de rigeste stater blev fastlåst i kapløbet om verdens ressourcer og markeder.

Et af de mest gruopvækkende aspekter af krigen var misforholdet mellem generalernes anvendelse af det 19. århundredes militærstrategiske dogmer og det 20. århundredes nye våben som f.eks. maskingeværet og kemiske våben. Dette bidrog til de enorme menneskelige omkostninger. 10 millioner blev dræbt eller døde som følge af krigen. Rusland alene mistede næsten 2 millioner mennesker.

Første Verdenskrig indebar en udstrakt brug af skyttegravskrig: det hæslige syn af mænd, der gravede sig ned i jorden - meget tit ned i deres egne grave - adskilt fra fjenden af ingenmandsland.

Ved Verdun, stedet for krigens længste slag, blev der affyret 100 granater i minuttet igennem fem måneder - 25 millioner i alt. 2 millioner kæmpede ved Verdun, og da slaget var forbi, var halvdelen af dem døde. Og fronten var næsten nøjagtigt, hvor den havde været, da slaget begyndte.

Rusland var oppe imod den økonomisk og teknologisk overlegne tyske krigsmaskine, som de russiske hærførere mødte med et bjerg af menneskekroppe - fattige bønder, hvis liv var en selvfølgelig indsats i statens øjne.

Det første vigtige slag på østfronten indtraf, da tyske styrker omringede og tilintetgjorde den russiske hær i slaget ved Tannenberg. Næsten en kvart million russere mistede livet alene i dette slag på grund af de zaristiske generalers totale inkompetence.

Det bidrog til denne tragedie, at det overvældende flertal af arbejderpartier over hele Europa havde forladt deres tidligere modstand mod krig. Det efterlod den engang så mægtige europæiske arbejderbevægelse i en forvirret og demoraliseret tilstand. Det russiske bolsjevikparti, under Lenins ledelse, var blandt de få, der opretholdt en internationalistisk modstand mod krigen.

Oprøret ulmer
Krigens meningsløse barbari bragte det zaristiske system i Rusland til et punkt, hvor det stod foran et totalt sammenbrud i 1917. En fjerdedel af det russiske imperiums rigeste landområder var tabt til Tyskland - trods tabet af 6 millioner russiske soldater, dræbte, sårede eller tilfangetagne.

Krigens altødelæggende karakter blev modsvaret af et totalt sammenbrud af Ruslands økonomi. Priserne løb langt forud for lønningerne, og der var udbredt mangel på mad og brændsel. I begyndelsen af 1917 tilbragte Petrograds arbejderkvinder i gennemsnit 40 timer om ugen i kø efter brød.

Korruptionsskandaler og tåbelig ubehjælpsomhed på højeste plan i det russiske samfund udfordrede selv tidligere loyale tilhængere af zar Nikolaj til at gå imod hans samfundsorden. Strejker og demonstrationer for højere løn, imod dem, der tjente på krigen, og for indførelse af priskontrol voksede i antal og kampberedskab i løbet af 1915 og 1916.

I en politirapport fra begyndelsen af 1917 blev det fremført, at Ruslands arbejderklasse var

”på fortvivlelsens rand...det mindste udbrud vil, lige meget hvor ubetydelig anledningen til det er, føre til ukontrollable optøjer...at der ikke er nogen varer at købe, frustrationerne ved at stå i kø, den stigende dødelighed på grund af elendige levevilkår, og den kulde og fugt, der er en følge af manglen på kul...har alt sammen skabt en situation, hvor flertallet af arbejderne er klar til at kaste sig ud i de vilde udskejelser, som kampen for at få fat i noget mad kan føre med sig.”

Den 23. februar 1917 (den 8. marts efter den vestlige kalender - Ruslands kalender er 13 dage bagud) udviklede denne fortvivlelse sig til et åbent oprør.

Den 23. februar var Kvindernes internationale kampdag, hvor arbejderkvindernes kampe for at frigøre sig selv og deres klasse blev fejret. Som Lev Trotskij, en af den russiske revolutions ledere, senere skrev:

”De socialdemokratiske cirkler havde planlagt... møder, taler, pjecer. Det var ikke faldet nogen ind, at det kunne være revolutionens første dag. Der var ikke en eneste organisation, der opfordrede til strejke den dag."

Men Petrograds kvindelige tekstilarbejdere gik i strejke, og de trak Vyborg-distriktets metalarbejdere, der var anført af bolsjevikker, med sig.

Bolsjevikpartiet - det mest konsekvente revolutionære arbejderparti i Rusland - havde til at begynde med opfordret sine medlemmer til ikke at deltage i strejkerne, fordi partiet var bange for, at arbejderbevægelsen endnu ikke var parat til at forsvare sig, når regeringen slog hårdt ned på strejkerne, hvad der blev anset for at være uundgåeligt.

Men de menige medlemmer af bolsjevikpartiet kastede sig ud i de hastigt voksende oprør, mens mere erfarne partiaktivister, der var vant til at stå i spidsen for folkemængder, traf stadig mere vidtgående beslutninger.

Da kvindernes internationale kampdag gik på hæld, var der 90.000 arbejdere, der strejkede. Den næste dag, den 24., strejkede halvdelen af Petrograds arbejdere, og massevis af mennesker demonstrerede i gaderne. ”Parolen ”Brød', skrev Trotskij, ”bliver fortrængt eller overdækket af mere højlydte paroler: ”Ned med eneherredømmet”, ”Ned med krigen!””

Den tredje dag var der mange soldater, der var blevet mobiliseret for at knuse demonstrationerne, men som i stedet havde sluttet sig til opstanden, og som man kunne se bruge deres våben til at skyde mod politistationer og befri politiske fanger.

Da regeringen ikke kunne stole på, at infanteriet ville skyde på folkemængden, sendte den de mest pålidelige elitetropper, kosak-kavaleriet. Men kosakkerne nægtede også at skyde på arbejderne.

Ifølge vidner til en af demonstrationerne, så blinkede kosakkerne til demonstranterne og fraterniserede med dem. Mens deres kommandanter så hjælpeløst til, så tillod de, at protesterne fortsatte - disse frygtede krigere lod, som om de ikke bemærkede, at arbejderne kravlede under deres heste og fortsatte ind i gaderne.

Den 27. februar begyndte kaserner med bondesoldater, der var under træning til at tage deres tørn i skyttegravene ved fronten, at gøre åbent oprør og gå over på revolutionens side. Mange af disse soldater blev mobiliseret af de mest militante arbejdere til at erobre politistationerne, arrestere regeringsembedsmænd og officerer, der var loyale over for zaren, og fordrive tropper, der var loyale over for regeringen, fra byen.

Zarens ministre flygtede eller blev arresteret. Omsider, den 2. marts, nåede tre århundreders Romanov-herredømme til vejs ende, da zaren abdicerede.

Februar-revolutionen
Mange af de mest afgørende aktioner under den revolution, der bragte zaren til fald, var spontane og uplanlagte. Men det ville være forkert at se bort fra den afgørende rolle, som erfarne og velorganiserede revolutionære på arbejdspladserne og i hæren spillede under februar-opstanden.

Medlemmer af bolsjevik-partiet spillede i særlig grad nøgleroller i strejkerne, gadekampene og demonstrationerne.

Selvom der ikke var noget venstrefløjsparti, der havde forudset datoen eller hvilken vej, revolutionen ville følge, var det klart for alle - måske undtagen den totalt uvidende zar - at det russiske samfund befandt sig i en usædvanlig alvorlig krise, der kunne få revolutionære konsekvenser.

Bolsjevikkerne udmærkede sig ikke ved deres evne til at forudsige, hvordan revolutionen ville udvikle sig, men ved deres forberedelse og faste tro på arbejdernes evne til at omforme samfundet siden den første russiske revolution i 1905. Disse ideers indflydelse, sådan som de var blevet fremført af erfarne partiaktivister på arbejdspladser over hele Rusland, var af afgørende betydning for at lede revolutionen til sejr.

Også denne gang forklarede Trotskij processens dynamik:

”Den mystiske doktrin om spontanitet forklarer ingenting... Blandt de arbejdende masser fandt der en uafhængig og dyb vækstproces sted, ikke blot med hensyn til hadet mod deres herskere, men også med hensyn til kritisk forståelse af deres afmagt, samt en ophobning af erfaringer og skabende bevidsthed, som det revolutionære oprør og dets sejr blot var fuldendelsen af.”

”På spørgsmålet - hvem stod i spidsen for Februarrevolutionen? - må dette svar være tilstrækkeligt: det gjorde bevidste og hærdede arbejdere, der i overvejende grad var skolede af Lenins parti.”

Februarrevolutionen var et lysende fyrtårn af inspiration for arbejdere og undertrykte overalt i verden. Der var et alternativ til Første Verdenskrigs rædsler: omstyrtelsen af dem, der førte deres lande i krig.

Morgan Price Phillips, en engelsk journalist, der dengang opholdt sig i Rusland, beskrev disse dages berusende stemning således:

”Jeg vidste, at det ville ske før og senere, men ikke, at det ville gå så stærkt. Et helt land er overvældet af glæde, de vifter med røde flag og synger Marseillaisen (den franske revolutionshymne). Det overgår mine vildeste drømme, og jeg kan næppe tro, at det er sandt...”

”Længe leve det store Rusland, der har vist verden vejen til frihed. Må Tyskland og England følge dets spor...”

De russiske arbejdere og bønder havde taget de første skridt mod at bringe deres frigørelse i havn. I umiddelbar forlængelse af zarens abdikation begyndte der at opstå arbejder- og soldaterråd over hele Rusland, som det også var sket i 1905.

Samtidig med, at arbejderklassen i februar beviste, at det kunne bringe et forhadt og råddent regime til fald, så beviste den også, at den ikke var i stand til at gribe og fastholde magten alene. Magten forblev i stedet indtil videre i den russiske kapitalistklasses hænder. Dette paradoks var dog ikke, som senere artikler vil berette om, af længere varighed.

Oversat fra Socialist Worker af Niels Overgaard Hansen. Artiklen blev første bragt i marts 2007.

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.