Protesten er et spontant græsrods-initiativ der er vokset ekspositivt i de seneste måneder og som forventes at samle flere hundrede tusinde mennesker i Washington, dagen efter indsættelsen af Trump som ny præsident i USA. Søsterdemonstrationer afholdes i 350 byer tværs over USA, og fordelt over 32 lande er der indkaldt til mere end 600 solidaritetsdemonstrationer. Det forventes, at mere end en million mennesker vil deltage verden over. Også i København marcheres der fra den amerikanske ambassade til Christiansborg. Allerede på forhånd er protesten udråbt til at være den største feministiske manifestation i USA siden 70´erne.

Det konkrete amerikanske initiativ har naturligvis baggrund i amerikanske dagsordener. Det er dels en protest imod Donald Trump og en spontan reaktion fra amerikanske kvinder der frygter at den nye regering vil betyde en tilbagerulning af centrale rettigheder for kvinder, herunder vedrørende abort og adgang til sundhed. Samtidig har initiativet helt åbenlyst rødder i en række andre amerikanske bevægelser og referer direkte til dem, ligesom grundlaget for demonstrationen rummer en bred vifte af krav der rækker langt ud over klassiske feministiske dagsordener. Det gælder blandt andet modstand mod politibrutalitet, rettigheder for migranter, antiracistiske krav, klima- og miljøkrav og meget mere. Læs grundlaget for protesten her: http://www.internationalviewpoint.org/spip.php?article4831.

Globalt perspektiv
Men når den amerikanske protest har spredt sig over hele verden, skal det ikke kun ses i lyset af USA´s globale indflydelse. Det sker nemlig efter en række andre eksplosivt voksende feministiske protester som har fundet sted rundt om i verden, igennem i de seneste måneder.

Først var det de polske kvinder, der chokerede landets regering med omfattende strejker og demonstrationer den 3. oktober imod stramninger af abortlovgivning. Så var det i Argentina, hvor flere hundrede tusinde kvinder gik på gaden den 19. oktober i protest mod vold imod kvinder. Dernæst var det de italienske kvinder, der samlede mere end 100.000 mennesker i Rom i forbindelse med den internationale dag imod vold mod kvinder den 25. november. Samme dag var der demonstrationer i et utal af byer verden over. Særligt i Latinamerika og Syd- og Østeuropa. Og nu er turen så kommet til USA.

Den 21. januar kan vise sig at blive en trædesten til en endnu større markering. Om mindre end to måneder er det kvindernes internationale kampdag. Og i år er det oven i købet hundredåret for de store kvindestrejker i Sankt Petersborg, der blev den katalysator som væltede tsar-regimet. Dette jubilæum bør minde os om hvor omfattende forandringer en spontan og eksplosivt voksende kvindemobilisering kan føre til. Vi ved allerede, at den argentinske bevægelse opfordrer til en global kvindestrejke på 8. marts, og at den italienske bevægelse støtter op om dette krav. Mon den amerikanske også vil tilslutte sig?

Vold mod kvinder
Det står allerede klart, at modstanden mod vold imod kvinder er en af de globale samlende paroler, der får kvinder på gaden i overvældende antal. Og det burde ikke overraske. I 2011 fremlagde WHO den første kortlægning af omfanget af vold mod kvinder på globalt plan, som nogensinde er lavet. Den viste, at mere end hver 3. kvinde i verden oplever enten grov vold begået af en partner eller voldtægt i løbet af sit liv. Hvis man dertil lægger såkaldt ”almindelig” vold, vold der ikke begås af en partner, eller trusler om vold, bliver langt over flertallet af verdens kvinder ramt.

Men vreden over og frygten for denne vold er et tveægget sværd. Den kan slå over i støtte til konservative, racistiske eller ligefrem fascistiske kræfter, der udpeger minoriteter, migranter og fattige som syndebukke og fremstiller sig selv som ”den stærke beskytter”. Eller den kan slå over i selvorganiserede, brede, feministiske bevægelser, der sætter en hel pallet af krav om samfundsforandringer op som modsvar mod volden.

Vold mod kvinder kan ikke bekæmpes ved gennemførelse af nogle bestemte lovændringer, ved strengere straffe eller ved øget overvågning og kontrol. Tværtimod. Kampen imod den skræmmende omfattende vold mod kvinder, er nødt til at være en kamp for grundlæggende samfundsforandringer, for lighed og frigørelse for alle mennesker.

8. marts
Også i Danmark er kampen imod vold mod kvinder en oplagt parole for brede mobiliseringer over hele landet på 8. marts. Igennem det forgangne år har vi allerede set de første skridt i mobiliseringer på dette grundlag. Allerede i begyndelsen af 2016 stod stribevis af kvinder frem med deres fortællinger om oplevelser af vold og overgreb. Det var kvinder, der nægtede at acceptere den racistiske fortolkning af overgrebene i Køln nytårsnat og insisterede på en bredere og dybere samfundsdebat om baggrunden for den sexistisk vold.

Hen over foråret manifesterede det sig i flere demonstrationer imod behandlingen af voldtægtsofre i retssystemet, under parolen ”Aldrig din skyld”. I løbet af sommeren opstod den danske udløber af Black Lives Matters, der med et meget markant flertal af kvinder blandt såvel deltagerne som arrangørerne, koblede spørgsmål om antiracisme og feminisme med en modstand mod politibrutalitet, og mod statens repression og diskrimination. Demonstrationen i København den 21. januar er det næste skridt i den spirende nye feministiske bevægelse, og 8. marts kan og bør blive den næste helt store markering.

SUF, Enhedslisten og andre erfarne aktører på venstrefløjen bør understøtte den nye feministiske bevægelse. For det første må vi deltage i demonstrationen på lørdag kl. 14, foran den amerikanske ambassade. Og for det andet må vi være med til at sikre, at der kommer stærke protester over alt i landet på 8. marts. Her er det oplagt at knytte protesterne til den internationale bevægelse ved at gøre modstanden mod vold imod kvinder til en central parole i manifestationerne.

SAPs forretningsudvalg, den 20. januar 2017