Is a dream a lie if it don´t come true …

”Det” var umiddelbart den kendsgerning, at alle USAs meningsmålingere havde overset Trumps vinderchancer. Læste man amerikanske webnyheder fyldte den problematik langt mere end den kendsgerning, at Trump havde vundet.

Dernæst var ”det” den kendsgerning, der hedder Præsident Donald Trump, og den manifesterede sig først efter et døgns tid eller to. Chokket skulle have tid til at sætte sig.

Det siger sig selv, at to så katastrofale hændelser kræver indgående forklaringer og udpegning af skyldige. Nu har alle ”pundits” og ”pollsters” (note 2 og 3) haft tid til at overveje situationen, se på tallene, og nå frem til konklusionerne:

Skylden for de forkerte meningsmålinger ligger hos Trumps vælgere, der opførte sig ufint: De løj overfor de stakkels meningsmålere.

Skylden for valget af Donald Trump – der jo ganske rigtigt kan betyde afslutningen på menneskeheden, som vi kender den – kan også placeres: Det er den hvide, mandlige arbejderklasse, der bærer ansvaret.

Ret skal være ret: Der er også en god del af selvkritik, når man læser de forkerte analyser, især omkring de forkerte meningsmålinger, ”eliten” har været ude af trit med de udstødte og ikke formået at opfange signaler og strømninger.

Herhjemme har vi oplevet tre overraskende valg i træk: EU-parlamentsvalget, Folketingsvalget og folkeafstemningen om retsforbeholdene. I alle tre tilfælde var det Dansk Folkeparti, der stod for overraskelsen, og med de klare lighedspunkter mellem Trumps kampagne og DFs politiske linje kan vi klart lære af de amerikanske erfaringer. Men først må vi se lidt på de konkrete forskelle mellem valg i USA og valg i DK, og de særlige ting ved amerikanske præsidentvalg.

Præsidentvalg i USA
Når det kommer til stemmeafgivning ved præsidentvalget har amerikanere det stort set som danskere: Det, der afgør hvad man stemmer, er først og fremmest ens partitilhørsforhold. Republikanerne stemmer overvejende på den republikanske kandidat, og demokraterne på den demokratiske kandidat. Så simpelt er det. Masser af republikanere kan ikke døje Trump, men han er partiets kandidat, og derfor får han deres stemme. Punktum. Det er ikke mere svært end det. Vi har ikke personvalg i Danmark, men selv om masser af venstrefolk ikke kan fordrage Lars Løkke, hans tøjfrås og hans (manglende) bilag, så stemmer de fleste stadig på Venstre, eller i hvert fald på et parti, hvor de kan være sikre på, at det ikke bliver Mette Frederiksen, der bliver statsminister.

Af historiske årsager er partitilhørsforholdene skævt fordelt ud over staterne. Det kan skifte, men det sker kun langsomt. Det betyder i praksis, at et amerikansk præsidentvalg ikke er et anliggende for hele USA. Valget afgøres først og fremmest i en halv snes stater (svingstaterne), hvor stemmetallene mellem de to store partier, demokrater og republikanere er nogenlunde fifty-fifty. De andre stater stemmer også, men da resultaterne er givet på forhånd, regner ingen rigtigt med afstemningerne der.

Det kan man mene er uretfærdigt – især når ens favoritkandidat taber, selv om vedkommende får næsten 2 mio. stemmer mere end vinderen. Men vi skal huske på, at alle kendte betingelserne, og ingen beklagede sig før valget. Det var skiftet i de selv samme svingstater, der bragte Obama til magten i 2008. Demokraterne tabte som bekendt også valget i 2000, selv om de fik flest stemmer, men det fik ikke Obama og hans administration til at forsøge at ændre systemet.

Det tabte valg – helt konkret
Alle har hørt om systemet med valgmænd, og lad os se hvad der helt konkret gik galt – hvor var det, at Hillary Clinton tabte de stemmer, som Barack Obama vandt?

And for my nineteenth birthday I got a union card and a wedding coat

Det drejer sig om fire klassiske industristater: Michigan, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin i det såkaldte Rustbælte, Iowa, der også har haft en vis industri, og så Florida, med de mange latino-vælgere, men desværre også med mange reaktionære latino-vælgere.

For 30–40 år siden talte man ikke om rust-bæltet, men om fabriks-bæltet eller stålbæltet. Amerikansk fagbevægelses højborge, og med stålhårde bånd til det demokratiske parti.

Der var også et par stater, som demokraterne havde håbet at vinde tilbage, efter at de var gået til republikanerne i 2012: Indiana og North Carolina.

I alt tabte demokraterne flertallet i 6 stater, og de vandt ikke flertallet i en eneste. Det er lige så ringe som republikanernes resultat i 2008.

Så vi har nogle interessante karakteristika for vælgerne i 4 – 5 af de stater, der sikrede Trump sejren:

• Det er gamle (industri)arbejdere, fagligt organiserede og traditionelle demokrater
• I 2008 var de med til at stemme den første afro-amerikaner ind i præsidentembedet, og i 2012 hjalp de med til, at han blev siddende.
• I øvrigt fik Hillary Clinton flertal ved primærvalgene i 3 ud af de 4 stater både i 2008 og 2016.

Det rimer ikke helt med den herskende fortælling om de hvide arbejdervælgere, der helhjertet støtter den kvindefjendske, racistiske Donald Trump.

there ain´t been much work on account of the economy

Det passer derimod bedre med en Barack Obama, der blev valgt, samtidig med at den største økonomiske krise siden 1929 rasede. En Barack Obama, der brugte sine 8 år på at sikre, at banker og finansselskaber overlevede krisen, mens ”redningspakkerne” til de almindelige mennesker, hvis huse gik på tvangsauktion i 100-tusindtal var fraværende. En Obama, der indgik og udvidede alle de ”globaliseringsaftaler” han kunne komme afsted med, for at sikre at amerikanske firmaer uhindret kunne outsource produktionen til Fjernøsten og Latinamerika. Obama-administrationen investerede ganske vist milliarder i automobilindustrien, hvad der skabte nogle arbejdspladser, men i realiteten var det et plaster på et åbent benbrud.

Magtens arrogance
Man begynder at høre kritiske røster fra insidere, der deltog i Clintons kampagne. En af de fortællinger, der går igen, er historien om den demografiske udviklings lovmæssighed (note 3). Historien handler om, at Clintons folk var ganske klar over, at de tabte arbejdervælgere. De var bare ligeglade. For, som ræsonnementet var: For hver blue-collar worker vi taber, vinder vi én latino og én afro-amerikaner. Hvilket muligvis var korrekt, men desværre faldt gevinsten i de forkerte stater. Et faktum, der absolut ikke burde overraske Clintons erfarne hold af statistikere.

En dansk DSUer oplevede kampagnen på første hånd og siger i et interview med Kristeligt Dagblad:” Jeg blev dybt chokeret over, hvor meget jeg tændte af på den elitære tilgang, som jeg oplevede på Demokraternes kampagnekontorer – særligt i New York. Det var en udbredt holdning, at folk, der stemte på Donald Trump, var dumme og racistiske.” (note 4)

Det siger selvfølgelig en del om en politikers og et partis politik, når man er klar til at sælge ens kernevælgeres interesser, blot man mener at kunne tækkes en anden – større – vælgergruppe i stedet for. En ting er, at man mister de gamle vælgere. Men en del af de potentielt nye vælgere er formentlig kloge nok til at indse, at de også vil blive solgt, den dag partiet får øje på en ny og mere interessant målgruppe. (En lektie, vore lokale socialdemokrater kunne have godt af at lære).

Men det var ikke blot de gamle arbejdervælgere, man forsømte.

I Florida, der ellers er af afgørende betydning at vinde, gik man ud fra, at Trumps snak om deportering af latinoer ville sikre demokraterne en massiv fremgang i staten. Man var så sikker i sin sag, at man nøjedes med at oprette cirka en ottendel af de valgkontorer, som Obama havde i sin kampagne.

Det manglende resultat udeblev jo som bekendt heller ikke. Trumps udsagn har helt sikkert skræmt mange, og gjort lige så mange vrede. Men vi taler om folk, der i høj grad lever i udkanten af samfundet, og som i forvejen opfatter ”systemet” i sin helhed som modstandere. At der står endnu én rig mand mere og fyrer l**t af, gør ikke nødvendigvis det store indtryk. Og det får slet ikke folk til at gå igennem et bureaukratisk registreringsprocedure for overhovedet at få lov til at stemme – for slet ikke at tale om at sikre, at de så rent faktisk stemmer på valgdagen.

Den manglende forberedelse medførte andre ting: I USA er det tradition, at hvert parti kører sine egne vælgere (man må godt må registrere folks politiske overbevisning i databaser) til valgstederne. Men mange steder var listerne over tilhængere så gamle og ufuldstændige, at man i stedet kørte Donald Trumps tilhængere til valgstederne. Enkelte aktivister har rapporteret, at op mod hver fjerde vælger i busserne støttede Trump.

Så meget for det fantastiske ”ground game”, som vi hørte en del om i valgkampens løb.

Or is it something worse

Der er ikke én bestemt årsag til Trumps sejr og Clintons nederlag. Der er helt sikkert mange racister og højreekstremister, som ellers har stemt på deres egne kandidater ved tidligere valg, der denne gang har stemt Trump. Det amerikanske valgmandssystem er til en vis grad skruet sammen, så republikanerne har nemmest ved at få glæde af det. Osv. Der kan findes mange små og store konkrete ting, der har bidraget til det endelige resultat.

Men generelt er Trumps sejr ikke udtryk for, at der er sket et højreskred i den amerikanske befolkning.

Den er et signal – til venstrefløjen – om, at der findes en vilje til at gøre op med den neoliberale version af globaliseringen. Kravet om arbejde og social tryghed og en fremtid for ens børn (brød, fred og jord, som nogen engang formulerede det), er så stærkt, at man er villige til at acceptere en person som præsident, som de fleste ville betakke sig for at have som gæst i deres eget hjem. At Trump og hans håndlangere jævnligt udviser udsøgt foragt for de demokratiske spilleregler skræmmer heller ikke de folk, der i forvejen er sat udenfor indflydelse.

Som sagt i indledningen er Trumps sejr langt fra enestående. Fra Morten Messerschmidt ved EU-parlamentsvalget over Boris Johnsson ved Brexit-afstemningen, videre til Trump og måske næste gang til Marine Le Pen i Frankrig, er der en klar linje og en klar lære: Stå op mod systemet, sig hvad du mener, så folk kan forstå det, og vær ikke bange for at stille de store krav, når det nu er det, der skal til. Så får du succes hos de ganske almindelige mennesker.

Det burde ikke være specielt svært for socialister at følge den opskrift!

Noter:
1) Pundits: Engelsk for politisk kommentator
2) Polsters: ”Meningsmålingsanalytikere” – et stort og blomstrende fag i USA.
3) For en gennemgang af realiteterne bag denne forventning se fx: http://www.citylab.com/politics/2016/02/demography-favors-the-democrats/470937/
4) Læs interviewet her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/hjemvendt-dsuer-clinton-stoetternes-elitaere-tilgang-chokerede-mig

Citaterne er fra Bruce Springsteen: The River