RELATEREDE ARTIKLER

Hjælp vores kammerater i den værste flygtningekrise i nyere tid Baba Jan for Højesteret Alternative nyheder fra Indien og Kashmir Kammerat Ruben er død Smædekampagne mod Baba Jan og hans parti Med rigsretsdommen mod Park Geun-hye har ”stearinlys”-bevægelsen vundet en vigtig sejr Baba Jan og hans kammerater dømt til 40 år i fængsel Filippinernes nye stærke mand Fanget i Kinas klapjagt på faglige aktivister Nationalisme og krigsmageri vandt valget Fra lokomotiv til bremsevogn "Jeg er marxist" Anti-terrordomstolene terroriserer arbejdere, fagforeningsledere og aktivister i sociale bevægelser Støt Hong Kong-borgernes kamp for frie valg Hvorfor regeringen ikke stopper højrefløjens sabotage Hayian-Yolanda: Klimaets budbringer 40.000 demonstrerer mod atomkraft i Tokyo Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Støt asiatiske kammeraters regionale samarbejde En højreorienteret sejr Sabelraslen eller trussel mod mange millioner? Den tabte krig Det 21. århundredes socialisme i Pakistan? Stop de territoriale konflikters onde cirkel Høj bølgegang i den indonesiske arbejderbevægelse Baba Jan løsladt Arbejderkampe angriber elitens magt Terroranklage mod aktivister Den filippinske stat i stormens øje Fjerde Internationale går stærkt frem i Asien Update: Socialister frigivet Et år efter katastrofen på Fukushima atomkraftværket International aktionsdag mod atomkraft Hvilke nye vinde blæser i Burma? Sociale bevægelser i Mindanao har brug for hjælp efter stormen Venstrefløjen og de sociale bevægelser kæmper i Bangladesh Et slag mod Pakistans fagbevægelse Brutal undertrykkelse i det nordlige Pakistan Jaitapur: en ny nuklear tåbelighed Appel om solidaritet med malaysiske socialister Hævnfølelsen stopper ikke med Osamas død Økonomisk solidaritet med ofrene og de evakuerede fra jordskælvet, tsunamien og atomkatastrofen i Japan Katastrofen i Japan og dens konsekvenser Erfaringer fra Labour Party Pakistan Ikke med godgørenhed alene Stræben efter sindsro i en krigshærget region Den internationale situation sommeren 2010 Det ødelagte Pakistan venter på hjælp Hjælp "Labour Relief Campaign" med at hjælpe folk i Pakistan Ny fase i klassekampen Alcatel på oprørt hav Militære operationer styrker fundamentalisterne Fra valgfiasko til eskalerende krig Bryd tavsheden om krigen Militæret holder hånden over Taliban Socialistisk revolution, kapitalistisk genopretning Støt kampen mod Taleban og det pakistanske militær Den religiøse fundamentalisme, militæret – og befolkningen De første ni måneder med Pakistan Peoples Party Indiens ledere bør søge i egen baghave Den nye kinesiske kapitalisme Den gode krigs blændværk Afvis imperialistisk indgriben i Georgien! En besejret diktator

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Asien

18.09.16 | Vijay Prashad

Tip en ven      |    Print  

Indien: Verdens største generalstrejke

150 millioner arbejdere nedlagde arbejdet, men medierne fortsætter deres tavshed.

Faglige ledere er tilbageholdende med at sætte tal på, hvor mange, der nedlagde arbejdet den 2. september 2016. De kan ganske enkelt ikke komme et præcist tal. Men de siger, at strejken – den 17. generalstrejke siden Indien begyndte sin nye økonomiske politik i 1991 – har været den største nogensinde. De etablerede medier – som ikke bryder sig om strejker – skrev, at antallet af strejkende oversteg de anslåede 150 millioner. Flere aviser anslog, at 180 millioner havde nedlagt arbejdet. Hvis det er sandt, så er der tale om den største generalstrejke i historien.

Og alligevel har den ikke fået meget opmærksomhed i medierne. Nogle få forsidehistorier, og endnu færre billeder af demonstrerende arbejdere foran de øde fabrikker og banker, teplantager og busstationer. Enkelte journalisters interesse kan kun sjældent bryde igennem den mur af kynisme, som ejerne af medierne står for, og den kultur, de ønsker at fremme. For dem er arbejderkamp en besværlighed i hverdagen. Det er meget bedre for den etablerede presse at fremstille en strejke som en forstyrrelse, som en plage for borgerne, som øjensynligt lever adskilt fra arbejderne. Det er middelklassens vrede, som definerer dækningen af en strejke, ikke de problemer, som får arbejderne til at gå i ud en dybtfølt og vanskelig aktion. Strejken bliver behandlet som et levn fra fortiden og ikke som et nødvendigt redskab for arbejderne til at gøre opmærksom på deres frustrationer og håb. De røde flag, deres slogans og taler – de bliver fremstillet med forlegenhed. Det er som om, at det at lukke øjnene for dem på en eller anden måde skulle få dem til at forsvinde.

Afsavn

Et førende internationalt firma for rådgivning til erhvervslivet skrev for få år siden, at 680 millioner indere lider afsavn. Disse mennesker, halvdelen af Indiens befolkning, mangler basale livsfornødenheder såsom mad, energi, drikkevand, sanitet, sundhedspleje, uddannelse og social sikkerhed. De fleste indiske arbejdere og bønder er blandt dem, der lider afsavn. 90 procent af Indiens arbejdere er i den uformelle sektor, hvor beskyttelsen på arbejdspladsen er minimal, og hvor retten til faglig organisering er praktisk talt ikkeeksisterende. Disse arbejdere er ikke ligegyldige i forhold til Indiens vækst-dagsorden. I 2002 beregnede den Nationale Arbejdskommission, at ”den primære kilde til fremtidigt arbejde for alle indere ville være i den uformelle sektor, som allerede producerede over halvdelen af BNP, Fremtiden for Indiens arbejdskraft er altså uformel med sporadiske rettigheder, der har til formål at forebygge de mest groteske krænkelser af menneskelig værdighed. Et fremtidshåb for den indiske arbejder er ganske enkelt ikke på dagsordenen i Indiens nuværende system.

Premierminister Narendra Modi, som endnu engang tog afsted på sin uendelige verdensturne, tog ikke hensyn til disse arbejdere. Hans mål er at øge Indiens vækstrate, som – hvis man ser på hans praksis som førsteminister i delstaten Gujarat – kan opnås med kannibal-metoder i forhold til arbejderrettigheder og de fattigdoms levevilkår. Udsalg af statslige værdier, lukrative aftaler med det private erhvervsliv og åbne døre for direkte udenlandske investeringer er de mekanismer, som skal øge væksten. Ingen af disse strategier, hvilket selv den Internationale Valutafond anerkender, vil føre til social lighed. Denne vej til vækst fører til større ulighed, mindre magt til arbejderne og flere afsavn.

Klassekamp
Kun fire procent af den indiske arbejdskraft står i fagforening. Hvis disse fagforeninger begrænsede deres kamp til alene at forsvare deres spinkle rettigheder, ville de stå endnu svagere.

Fagforeningernes styrke er blevet svækket alvorligt, siden den indiske økonomi blev liberaliseret i 1991, med domme i Højesteret mod fagforeningsdemokrati, og i kraft af konkurrencen fra globaliseringen, som sætter indiske arbejdere op mod arbejdere i andre lande. Det er de indiske fagforeningers store fortjeneste, at de – i forskelligt tempo - har taget sig af arbejds- og livsbetingelserne for arbejdere og bønder i den uformelle sektor. Fagforeningers styrke kan kun vokse, hvis de gør det, som de har gjort – nemlig at orientere sig mod den enorme masse af uformelle arbejdere og bønder, og få dem trukket ind i klassekampen og den faglige kultur.

Klassekampen er ikke fagforeningernes eller arbejdernes opfindelse. Det er et faktum for arbejdskraften i det kapitalistiske system. Kapitalisten, som køber arbejdskraften af arbejderen, prøver at gøre arbejdskraften så effektiv og produktiv som mulig. Kapitalisten beholder overskuddet fra denne produktivitet, og sender arbejderen til bage til slummen om natten, hvor han på en eller anden måde får energi til at komme tilbage næste dag. Det er dette pres for at blive mere produktiv og give gevinsten fra deres produktivitet til kapitalisten, som er essensen i klassekampen. Når arbejderen ønsker en større bid af kagen, lytter kapitalisten ikke. Det er strejken – en opfindelse fra det 19. århundrede – som giver arbejderen en stemme til at gå ind i klassekampen på en bevidst made.

Den første strejke i Indien var i april-maj 1862, da jernbanearbejderne fra Howrah Railway Station strejkede for retten til en 8 timers arbejdsdag. De besværligheder, som strejken skaber for middelklassen, må vejes op i forhold til de daglige ”besværligheder”, som arbejderne må udholde, når deres ekstra produktivitet bliver taget af kapitalisterne. Disse jernbanearbejdere fra 1862 ønskede ikke et uendeligt skift på 10 timer, som ødelagde deres liv. Deres strejke gav dem mulighed for at sige: Vi vil ikke arbejdere mere end 8 timer. Kritikere af strejkevåbnet vil sige, at der findes andre måder til at give sin mening tilkende. Men der er ikke blevet anvist nogen anden vej for arbejderen, som hverken havde den politiske magt til lobbyarbejde, eller den økonomiske magt til at styre medierne.

Fra Gujarat til Kerala
Arbejdere i Narendra Modis hjemstat Gujarat bakkede op om strejken i stort tal, fra 70.000 børnepassere og skolemadspersonale til havnearbejdere i Bhavnagar. tekstilarbejdere i Tamil Nadu og bilarbejdere i Karnataka lukkede deres fabrikker. Bank- og forsikringsfolk sluttede sig til væveri- og minearbejdere, mens transportarbejdere over hele landet besluttede sig for at stå udenfor deres bus- eller latbilgarager. Kommunistiske fagforeninger gik sammen med andre fagforeninger for at sikre den bredest mulige mobilisering.

Hver lokal fagforening i denne strejke havde sine egne krav, sine egne problemer og frustrationer. Men det, som samlede og skabte bredde blandt millioner af arbejdere, kredsede omkring demokrati på arbejdspladsen, en større del af kagen og kravet om et mindre giftigt socialt landskab. Gennem fagforeningerne rejste arbejderne deres 12 krav til regeringen, som ignorerede dem. I sidste øjeblik, da det så ud til, at strejken ville få stor opbakning, forsøgte regeringen at give små indrømmelser. Det var ikke nok. Det var, som fagforeningerne sagde, en fornærmelse.

Der er ingen forventning om, at strejken i sig selv skulle føre til væsentlige indrømmelser fra regeringen. Som bekendt ændrede regeringen ikke sin arbejder-fjendske politik efter sidste års strejke med 150 millioner deltagere. I stedet satte Narendra Modis regering yderligere gang i ”arbejdsmarkeds-reformene” – nemlig at svække fagbevægelsen og gøre det nemmere at fyre de ansatte efter forgodtbefindende.

Strejken fortæller, at Indiens arbejdere fortsat er active i klassekampen. De har ikke overgivet sig til “virkeligheden”. I 1991, da regeringen besluttede at åbne økonomien i den globale kapitals turbulente interesse, gjorde arbejderne oprør. I august 1992 gik tekstilarbejderne i Bombay på gaden i deres undertøj – de erklærede, at den nye orden ville efterlade dem i en ynkelig fattigdom. Deres symbolske optræden er den virkelighed, vi ser i dag.

Vijay Prashad er professor i internationale studier på Trinity College i Hartford, Connecticut, og forfatter til 18 bøger, blandt andet Arab Spring, Libyan Winter (AK Press, 2012), The Poorer Nations: A Possible History of the Global South (Verso, 2013) og The Death of a Nation and the Future of the Arab Revolution (University of California Press, 2016).

Artiklen blev første gang bragt i webmagasinet
Alternet den 7. september 2016 og senere trykt i International Viewpoint. Oversat af Karina Skov.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.