RELATEREDE ARTIKLER

De demokratiske styrker har altid været Assad-regimets hovedmål Jihadismens dobbelthed Stå fast mod barbariet Katastroferne i Syrien og Yemen Støt det kurdiske folks kamp for at leve i frihed og værdighed Tyrkiet genoptager krigen mod kurderne På besøg hos kurderne Den revolutionære proces fanget i reaktionens greb Situationen i Mellemøsten og vores opgaver Der mangler et alternativ til venstre Resolution om Syrien Revolutionen set indefra og hvad venstrefløjen skal gøre Brev til egyptiske revolutionære Hele regionen koger Egypten venter på den næste revolution Chokbølger i Tunesien Syrien og den revolutionære proces – bidrag til en forståelse ”Der er frygt for at Assads fald vil føre til noget, der er værre for vestlige interesser og for Israel” Syriske socialister kæmper mod regimet Arabiske revolutioner Venstredrejning på tunesisk LO-kongres Kurdisk håb i det arabiske oprør Kvinder marcherer i Egypten Valget er kun en del af kampen Efter valget i Tunesien Militarisering, militær intervention og manglen på strategi "Hvilken slags revolution?" 11. september, bin Laden, USA og de arabiske oprør: Risikoen for folkemagt Venstrefløjen foran en magtkamp Protester i skyggen af de syriske tanks Fem egyptiske partier danner venstrefront Protesterne mod Assad vokser trods brutal undertrykkelse Krigens helvede Nej til imperialistisk krig i Libyen Permanent revolution på dagsordenen Ned med Gaddafis regime! Stop den imperialistiske intervention nu! Støt den libyske revolution! Hvad sker der i Libyen? Ikke i vores navn! Håb og forandringer i den arabiske verden Falliterklæring for Chavez? Strejker ruller over Egypten Revolutionen på vej i Tunesien og Egypten Egypten på kogepunktet Tunesien: Revolutionen forsætter Den tunesiske intifada At erobre magten, ikke bare danne regering Plan B – et opgør med EUs sparepolitik Corbyn og udfordringen for venstrefløjen Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Venstrefløjen og krisen ”Venstrefløjen i regering” Den økonomiske og økologiske krise Krisen i Europa – venstrefløjens alternativer Har socialister et fælles europæisk svar på krisen? En venstrefløjsstrategi for Europa Historiske landvindinger under angreb Die Linkes succes i Nordrhein-Westfalen Krisen i Europa og arbejderklassens svar Højreekstremisten Wilders overtager oppositionsrollen fra det Socialistiske Parti International Viewpoint Internationalt seminar om krisen og marxistisk økonomi Enhedslisten, klimakampen og antikapitalismen Enhedslistens politiske rolle Stor fremgang til venstrefløjen Så er valget overstået – og nogle spørgsmål trænger sig på Socialdemokratiske og antikapitalistiske kriseløsninger Rød-grønne til valg uden entusiasme Venstrefløjen gik tilbage Venstrefløjen sejrede Antikapitalistisk stemme i EU-valget Historisk forandring af det politiske landskab Nyt antikapitalistisk parti stormer frem Uro ulmer i SF På randen af parlamentarisk sump 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Venstrefløj | Arabiske revolutioner

03.09.16 | Ashley Smith

Tip en ven      |    Print  

Marxisme: Antiimperialisme og den syriske revolution

Hvorfor skriver Dagbladet Arbejderen aldrig om Assad-regimets blodige undertrykkelse? I Danmark optræder KP, KPID og DKP som diktatorens agenter ud fra en misforstået "anti-imperialisme".

Denne artikel af Ashley Smith fra International Socialist Organization har fokus på den del af venstrefløjen i USA, som lukker øjnene for Assad-regimets brutale undertrykkelse, men vi har valgt at oversætte artikeklen, fordi kritikken og analysen også er relevant og nødvendig i forhold til den danske venstrefløj.            
Redaktionen, Socialistisk Information


Den syriske revolution har sat den internationale venstrefløj på prøve med et direkte spørgsmål: Hvilken side er I på? Støtter I folkets kamp imod diktatur og for demokrati? Eller holder I med Bashar al-Assads brutale regime, hans imperialistiske bagmand Rusland, hans regionale allierede Iran og Irans stråmænd som f.eks. Hezbollah i Libanon?

Det er tragisk, at alt for mange ikke har bestået denne prøve.

Lige siden begyndelsen af revolutionen i Syrien - endda før fremkomsten af Islamisk Stat i Irak og Syrien (IS) og al-Qaedas Nusra Front nogle år senere - gik en betydelig del af venstrefløjen imod den folkelige opstand mod Assad-styret, som begyndte i de første måneder af 2011 som en del af det arabiske forårs bølge af folkelige oprør mod diktatur og undertrykkelse.
Siden da har de vendt det blinde øje til Assads massakre på omkring 400.000 syrere, og til hans regimes brug af tøndebomber, kemiske våben og barbariske erobringer i byer som Aleppo. I dag er 11 millioner mennesker – halvdelen af landets befolkning – internt fordrevne, med Assad-regimet som den hovedansvarlige for død og ødelæggelser.

USA har ledt efter en løsning, der kunne skubbe Assad til side, men som først og fremmest holder hans regime ved magten, helst med deltagelse af pålidelige Washington støtter med forbindelse til oprøret.

Barack Obama kom under pres for at intervenere militært, efter at regimet havde angrebet en forstad til Damaskus med kemiske våben i 2013, men han bakkede op om en resolution, som russerne havde fået stablet på benene, der beskyttede Assad.

Hans administration havde håbet at kunne bruge ledende skikkelser blandt oprørerne til at give det syriske diktatur et nyt ansigt. Men Assad holdt sig ved magten - i vid udstrækning takket være den kendsgerning, at USA, selv om de gik med til at levere en vis mængde våben til oprørerne, nægtede at give dem det tunge materiel, som de bad om for at stoppe regimets intensive bombardementer.

Det har medført, at Obama-administrationen har indgået en de facto alliance med Rusland for at føre krig mod IS, med de almindeligt anerkendte konsekvenser, at selve det syriske regimes forhadte frontfigur vil forblive i sit embede, mens dem, der rejste sig til kamp for demokrati og retfærdighed, stadig er dem, som volden går allerhårdest ud over.

Selv i de første stadier af det syriske oprør, da det bare fulgte inspirationen fra de folkelige opstande i Tunesien og Egypten, var der stalinistiske grupperinger som Workers World Party, Party for Socialism and Liberation 0g Freedom Road Socialist Organization, der aldrig vaklede i deres støtte til Assad-regimet. De har altid prædiket støtte til modstandere (formodede eller virkelige) af USA´s regering, uanset hvor undertrykkende eller reaktionære de var.

Men de var ikke alene. Prominente skikkelser på den bredere venstrefløj indtog et lignende standpunkt.

Journalisterne Patrick Cockburn og Robert Fisk går uden om revolutionen mod Assad i deres dækning af Syrien og fremstiller situationen som en geopolitisk konflikt - mellem USA og dets stråmænd på den ene side, og Assad og hans russiske og iranske allierede på den anden.

Selv vigtige antikrigs-bevægelser som Stop the War-koalitionen i Storbritannien, har tilpasset sig Assad-tilhængere og på den måde givet diktaturets allierede en platform, mens de har nægtet det samme til tilhængere af revolutionen. Stop the War har f.eks. sendt regime-forsvareren abbedisse Mariam de la Croix på turné, på trods af et åbent brev, der protesterede mod denne beslutning, underskrevet af snesevis af aktivister, som laver solidaritetsarbejde med Syrien.

I USA arrangerede den lille antikrigs-bevægelse United National Antiwar Coalition (UNAC) en demonstration, hvor folk gik med Assad-regimets flag - nogle gik endda med t-shirts med billede af diktatorens kontrafej.

Det amerikanske kommunistpartis Fredsråd gik så langt som til at sende en delegation, der mødtes med Assad og hans håndlangere. De retfærdiggjorde deres sympati for Assad ved at hævde, at han gjorde modstand imod USA-imperialismens støtte til islamisk fundamentalistiske kræfter, der ville gennemføre et regimeskifte i Syrien.

”Størstedelen af det syriske samfund (har) forenet sig bag staten for beskytte et sekulært Syrien imod det delte og sekteriske resultat, som USA og dets skændige allierede har arbejdet på og slået ihjel for at bringe til veje,” skrev Henry Lowendorf om sit besøg hos Assad i en mail, der cirkulerede på maillisten hos United for Peace and Justices. ”Syrien har tilsyneladende en national enhedsregering, hvis fokus under de nuværende kritiske omstændigheder er at bekæmpe de ekstremt modbydelige lejetropper, som det mest magtfulde land i verden og dets allierede har sat ind.”

Det er en total fordrejning af virkeligheden, der bliver bragt på bane for at retfærdiggøre, at man tager parti for diktatur, kontrarevolution og imperialistisk intervention. Pro-assadisterne bringer venstrefløjen i vanære hos de syrere, der har kæmpet heroisk på revolutionens side.

En ægte internationalistisk venstrefløj må slutte op om Syriens folkelige modstand mod diktaturet - og imod intervention af de amerikanske og russiske imperialister og de vigtigste regionale magter.

-------------

Hvordan kan modstandere af USA´s imperialisme nå frem til at støtte en diktator - en, der er blevet kendt for at samarbejde med USA om at torturere fanger fra ”krigen-mod-terror” inden for CIA´s bizarre forståelsesramme.

Et svar på det må tage udgangspunkt i den stalinistiske venstrefløjs støtte til Stalins Rusland og Maos Kina i den kolde krigs æra. Den støttede de statskapitalistiske diktaturer, ikke bare som modstandere af USA´s imperialisme, men som positive eksempler på socialisme.

På denne måde forsvarede nogle af de samme strømninger, der i dag støtter Assad, den blodige undertrykkelse af arbejderopstande og endda også imperialistiske interventioner i fortiden.

De bifaldt, at Rusland knuste den ungarske revolution i 1956, foråret i Prag i 1968 og Solidarnosc i Polen i 1981. De støttede Maos Kina, da regimet ødelagde tilværelsen for millioner af bønder og arbejdere under det Store Spring Fremad og undertrykte tibetanerne under en besættelse, der har varet i årtier. De forsvarede regimer som Robert Mugabes Zimbabwe som antiimperialistiske, på trods af hans nådesløse forfølgelse af alle, der tænkte anderledes.

Selv i dag, hvor alle verdens stater er åbenlyst kapitalistiske, støtter disse venstrefløjsfolk undertrykkende regimer som ”antiimperialistiske”, så længe de på en eller anden måde er imod USA. Ud fra den falske logik, at ”min fjendes fjende er min ven” fordømmes folkelige kampe for demokrati som den amerikanske imperialismes værk, hvis de er udtryk for en protest imod det ”forkerte” regime.

Denne holdning, betegnet som ”lejr-tænkning”, har forvrænget en stor del af venstrefløjens reaktion på folkelige opstande i Mellemøsten. Den ”grønne bevægelse” i Iran blev f.eks. afvist som noget, den amerikanske imperialisme havde fundet på i forbindelse med kampagnen for at styrte den tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad-

Som en følge af denne fejlagtige grundopfattelse reagerede lejr-tænkningens venstrefløj på det arabiske forår på en totalt usammenhængende måde.

Alle på venstrefløjen støttede de tunesiske og egyptiske revolutioner i begyndelsen af 2011, fordi disse lande blev betragtet som USA-allierede. Men lejr-folkene gik imod de pro-demokratiske opstande i Libyen og Syrien, selv om disse opstande blev drevet frem af den samme økonomiske og politiske utilfredshed - og var tydeligt inspirerede af opstandene i Tunesien og Egypten.

Hvorfor? Fordi de diktaturer, som masserne gjorde oprør imod, kunne beskrives som ”antiimperialistiske” modstandere af USA.

I virkeligheden havde både det libyske og det syriske regime været ”fjenner” af vestlig imperialisme - nogen gange samarbejdede de med dem – som ”venner”, og andre gange var de ”fjender”, dvs. uenige i de mål og planer, som USA´s regering og dens europæiske allierede fremkom med. Og begge regimer var glade for at arbejde sammen med den russiske og kinesiske imperialisme. De kan på ingen måde kategoriseres præcist som ”antiimperialistiske”.

Libyens Muammar al-Qaddafi fedtede sig ind hos de europæiske stater ved at gøre sig til grænsevagt for EU, så han forhindrede nordafrikanere i at krydse Middelhavet og spærrede en stor del af dem inde i sit lands gulag.

Med hensyn til Assad i Syrien, så sluttede hans diktatoriske far sig til den første ”koalition af nationer” i den USA-ledede krig mod Saddam Husseins Irak i 1991. Bashar al-Assad fik sin chance for at samarbejde med en Bush under ”krigen mod terror” i 2011, hvor krigsfanger blev smuglet ind i syriske fængsler, hvor de blev tortureret for at få oplysninger ud af dem, og bagefter sendt retur til USA-fangenskab.

Den daværende udenrigsminister, Hillary Clinton, gik på et tidspunkt så vidt, at hun kaldte Assad en ”reformator”, som det var værd at udbygge kontakten til.

Lejr-tænkning-venstrefløjens standpunkt bygger i en vis udstrækning på en fejltolkning af den nutidige verdensordens opbygning og USA´s placering i den. De går ud fra, at der kun er én imperialistisk magt i verden - USA - og at landet er en almægtig manipulator af internationale begivenheder.

USA er stadigvæk verdens dominerende imperialistiske magt, men som følge af den fejlslagne krig i Irak og andre faktorer, har det oplevet en relativ nedgang i styrke. Washington er nu udfordret internationalt af imperialistiske rivaler som Kina og Rusland, såvel som af regionale magter. I denne nye imperialistiske orden er USA i mindre grad i stand til at kontrollere, hvad der sker i verden - og er så meget desto mere bange for folkelige opstande.

Lejr-folkenes fejlfortolkninger har imidlertid ført dem til den konklusion, at USA trækker i trådene i forbindelse med oprøret i Syrien. Der er nogen, der er gået så langt som til at påstå - totalt meningsløst - at USA støtter IS imod Assad. Det bringer ironisk nok lejr-folkene i selskab med Donald Trump, der i sine seneste rablerier hævder, ar Obama og Clinton var ”grundlæggere” af IS.

Hvis vi ser bort fra alt andet, så udstiller disse argumenter - ikke ulig imperialismens forsvarere - en arrogant affærdigelse af udbyttede og undertrykte menneskers evne til at kæmpe for befrielse. I stedet for bliver vi præsenteret for en klassisk fordom om det nære og det fjerne Østen: Den vestlige imperialisme manipulerer med de uvidende og reaktionære stammer ud fra sine egne formål.

Relanceringen af USA-imperialismen under Obama har sat sit præg på Washingtons reaktion på det arabiske forår.

Den første indskydelse gik på at ile det gamle regime til undsætning - mens Hosni Mubaraks politi slog demonstranter ihjel, roste udenrigsminister Clinton regeringen for at ”udvise mådehold”. Men da det blev uholdbart, pressede Washington på for, at der blev tale om en fredelig overgang, hvor man ofrede diktatoren for at redde det eksisterende statsapparat.

Efter at den første bølge af opstande havde trukket sig tilbage, var USA mere end tilfreds med at støtte genetableringen af den gamle orden - som da Washintons allierede Saudi Arabien sendte tropper afsted for at knuse en opstand i Bahrain. Og nu, efter fremkomsten af ISIS, er USA, først og fremmest som følge af den katastrofale besættelse af Irak, udelukkende og næsten som besat fokuseret på at besejre den kontrarevolutionære styrke i Irak og Syrien.

---------------

I Syrien er Washingtons mål derimod helt tydeligt og har været det i et stykke tid: De ønsker ikke et regimeskifte. Måske vil den forhadte frontfigur Assad blive skubbet til side, men USA´s politik har fra starten af været at bevare kernen i Assads stat.

Hvorfor? Det er frem for alt, fordi USA er bange for et uforudsigeligt udfald, enten som følge af fremgang for Nusra-fronten eller ISIS - men især i skikkelse af en folkelig revolution.

Enhver, der tvivler på den syriske revolutions folkelige karakter, burde læse Robin Yassin-Kassab og Leila al-Shamis bevægende fremstilling af den i deres bog ”Burning Country” - eller en kortere online-beskrivelse i Mark Bothroyds artikel ”Self Organization in the Syrian Revolution”. Det drejer sig om en kamp fra neden – det, som imperialismen altid har frygtet allermest.

I sine indledende faser havde opstanden en ikke-voldelig massekarakter, men den brutale undertrykkelse og vold fra regimets side medførte en militarisering af konflikten. USA blokerede for leveringen af tunge våben som f.eks. antiluftskyts-systemer, som kunne have styrket de sekulære og demokratiske kræfter, som havde været i front i mødet med Assad-regimets terror.

Nettoeffekten af USA´s politik var at medvirke til marginaliseringen af de anti-Assad styrker, der fastholdt de demokratiske mål, der kendetegnede opstanden fra dens begyndelse - og at skabe en åbning for de reaktionære jihadistiske styrkers dominans, som f.eks. Nusra eller ISIS.

Assad selv forsøgte totalt forhærdet at opmuntre for disse fundamentalistiske strømninger ved at løslade hundredvis af jihadister, mens han fængslede og torturerede lederne af den folkelige opstand. Assad forstod korrekt, at de reaktionære kunne bruges til at fortrænge de folkelige styrker, og at det ville blive nemmere at besejre dem.

Nu er det Washingtons mål at tilintetgøre IS og at få en forhandlingsaftale i Syrien på plads, som bevarer regimet, om end ikke Assad selv. I USA´s lejr har regionale magter som Saudi Arabien, Qatar og Tyrkiet prøvet at presse citronen endnu mere ved at støtte forskellige jihadistiske styrker for at befæste deres position i regionen og svække deres modstandere, såvel som udfordrere nedefra, f.eks. kurderne.

På den anden side af den internationale geopolitiske rivalisering er Rusland - dybt svækket siden nederlaget i den kolde krig for et kvart århundrede siden - ved at styrke sin imperiale magt gennem den totale støtte til Assad-regimet i Syrien.

Rusland prøver at styrke sin position som magtudøver i regionen, trænge USA tilbage og fastholde en base i Syrien. Hvad den iranske regering angår, så satser den på at forhindre, at Assad bliver væltet, af frygt for at miste en værdifuld allieret i regionen. Og Assad er opsat på at manipulere med alle de ovenfor nævnte for at bevare sit diktatur.

Mens hver af disse aktører har forskellige interesser, så overlapper de hinanden på en måde, der gør lejr-venstres falske analyser til skamme.

USA, Rusland og Syrien samarbejder f.eks. de facto i krigen mod ISIS. Obamas udenrigsminister, John Kerry, forsøger således at stable en samarbejdspagt med Rusland på benene, der vil cementere en kontrarevolutionær fred baseret på bevarelsen af den eksisterende stat.

Den russiske og iranske intervention i Syrien har imidlertid været tilstrækkelig vellykket til, at Assad vil være i stand til at blokere for krav om en aftale, der skubber ham ud på sidelinjen. I det mindste en del af USA´s udenrigspolitiske establishment er villig til at støtte en aftale, der holder Assad ved magten, så det er ganske sandsynligt, at Washington vil velsigne et sådant udfald, som vil være endnu et ubehageligt eksempel på enighed mellem lejr-folkene og de USA-imperialister, som de tager så stærkt afstand fra.

------------

Lejr-tænkningen har uheldigvis påvirket synspunkterne på en stor del af venstrefløjen – også nogle af dem, der er fjernt fra stalinismen hos Workers World Party. Den har f.eks. præget holdningen hos det Grønne Partis præsidentkandidat Jill Stein og især hendes vicepræsidentkandidat Ajamu Baraka.

Stein går korrekt imod USA´s intervention i Syrien, men har ytret meget lidt eller slet ingen kritik af Assad og hans krig mod det syriske folk. Men det er endnu værre, at Baraka åbent støtter Assad-regimet. De har begge optrådt i Ruslands statsligt sponsorerede, engelsksprogede RT-tv for at tale imod USA´s krigsforbrydelser, mens de er forblevet tavse med hensyn til Putins og Assads grusomheder.

Mange syriske revolutionære og solidaritetsaktivister er med rette rasende på grund af denne indstilling hos det mest fremtrædende venstrefløjsalternativ ved præsidentvalget i 2016. Stein og Baraka har begge et fornemt renommé med hensyn til at gå imod udnyttelse, undertrykkelse, racisme og krig, og deres kampagne er, i næsten enhver henseende, en principfast udfordring af kapitalens og militarismens to partier - demokraterne og republikanerne. Men antiimperialister må ikke forholde sig tavse om denne forfærdelige undtagelse.

Ingen af de to kapitalistiske partiers kandidater har noget som helst alternativ med hensyn til Syrien, eller i øvrigt til noget som helst andet vigtigt spørgsmål.

Donald Trump er en racistisk fanatiker, der vil forbyde muslimer adgang til USA, og som støtter Assads regime som et mindre onde end IS.

Men Hillary Clinton er ikke nogen allieret for det syriske folk. Hun kræver, at USA skal sikre en flyforbuds-zone i Syrien, og nogle af hendes rådgivere støtter luftangreb mod Assad-regimet med det erklærede mål at sætte en stopper for angreb på civile. Men Clinton støtter helt sikkert ikke den syriske revolutions oprindelige forhåbninger.

Clinton støtter allerhøjst en anden strategi for at opnå det samme mål, som hendes tidligere chef, Barack Obama, gør sig til talsmand for: en forhandlingsløsning, der bevarer kernen i den syriske stat, helst uden Assad, men også med den mulighed, at han forbliver ved magten.

Der er ikke nogen, der er engageret i solidaritet med den syriske kamp, der kan slutte sig til nogen af fløjene i USA´s imperiale establishment. Vi afviser i stedet enhver form for imperialisme, herunder Ruslands.

Venstrefløjen skal støtte arbejdernes kamp på tværs af grænserne og forsvare af undertrykte nationer og deres kamp for selvbestemmelse, i stedet for at fæste lid til imperialistiske magter eller diktatoriske regimer i nogen af lejrene.

I Syrien har revolutionen foreløbig lidt nederlag. Mens civilsamfundets aktivister fortsætter med at benytte enhver lejlighed til at fremføre deres mål, er deres styrke blevet revet op af kontrarevolutionen - i form af det syriske regime og dets internationale allierede på den ene side, og af Nusra Front og ISIS, der siden begyndelsen har været meget opsatte på at ramme oprørerne frem for regimets styrker, på den anden side.

Men som Gilbert Achcar hævder i sin bog ”Morbid Symptoms: Relapse in the Arab Uprising”, så kommer dette tilbageslag, hvor ødelæggende det end har været, midt i en lang periode af revolutionær krise i Syrien og i hele regionen.

Opgaven for den internationale venstrefløj i dag er ar modsætte sig enhver af de imperialistiske og regionale magter, forkaste Assad-regimets tyranni, kræve at grænserne åbnes for dem, der vil flygte fra vold og kaos, samarbejde med syriske revolutionære - og overbevise folk om at droppe lejr-tænkningen og i stedet tilslutte sig en politik, der bygger på international solidaritet fra neden.


Ashley Smith er medlem af redaktionen af International Socialist Review, som udgives af International Socialist Organisation (ISO). Oversat fra Socialist Worker af Niels Overgaard Hansen

 

 

 

 

 

 

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.