RELATEREDE ARTIKLER

Kvindestrejke kan blive et vendepunkt ”En økonomisk og social politik i nyliberal stil kombineret med konservativ nationalisme” Ny regering vedtager kontroversielle love Anti-kapitalistisk præsidentkandidat Trykkere fra 6 lande mødes i Polen Strejkebølge får bred opbakning Et land uden økonomi? Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Østeuropa | Historie

14.08.16 | Håkan Blomqvist

Tip en ven      |    Print  

Skurke bliver helte: I Ukraine hyldes jødemordere

I midten af juli blev en af hovedgaderne i Kiev omdøbt til Stepan Banderas Avenue, til minde om den ukrainske fascistleder, der myrdede titusindvis af jøder, polakker og socialister under Anden Verdenskrig. Håkan Blomquist skriver her om, hvorledes skurke og helte bytter plads i historien.

"Forstil dig, at du går tur i din hjemby og rundt om hjørnet støder du så på en gade, som netop er blevet omdøbt til Adolf Eichmanns Vej. Dette er mere eller mindre, hvad der sker i dagens Ukraine. I begyndelsen af juli blev et af Kievs hovedstrøg opkaldt efter Stepan Bandera. Og byen har planer om at navngive en anden gade efter Roman Sjuchevitj".

Det er en klummeskriver i den traditionsrige jiddisch-sprogede avis Forward (Forverts), som den 2. august giver udtryk for sin forbløffelse over tavsheden om denne udvikling. Grunden til, at amerikanske jøder ikke reagerer, tror han, er, at kun et fåtal stadig kender navnene på nazikollaboratører og antisemitiske massemordere i den tidligere østblok. De ukrainske nationalister Stepan Bandera og Roman Sjuchevitj kæmpede på Nazitysklands side ved invasionen af Sovjetunionen i sommeren 1941. Bandera som leder af nationalistbevægelsen OUN med dens væbnede gren UPA, og Sjuchevitj, der havde kommandoen over en ukrainsk bataljon inden for den tyske værnemagt, i hvis spor fulgte massemord på jøder, polakker og kommunister. Banderas fraktion af OUN/UPA (kendt som OUN(B) - bevægelsen var blevet splittet) gennemførte i 1943 blodige etniske udrensninger i regionen Volynien, som var omstridt mellem Polen og Ukraine, hvor over hundrede tusinde civile polakker og jøder, heraf en stor del kvinder og børn, blev myrdet. Det polske parlament (Sejmen) vedtog her i sommers at knytte betegnelsen "folkemord" til OUN/UPAs massakrer.

Bandera selv tilbragte størstedelen af krigsårene dels i tysk "hædersarrest" og dels i koncentrationslejren Sachsenhausen, efter at han, uden Hitlers godkendelse, havde udråbt en ukrainsk stat, ganske vist i erklæret forbund med Nazityskland, men ikke noget, der huede tyskerne. Hans bevægelse udgjorde dog en del af det fascistiske Ukraine, og fra den sovjetiske modoffensiv i 1944 og efter Banderas frigivelse kæmpede den på de tyske styrkers side under disses tilbagetog. Bandera levede efter krigen i Vesttyskland, fra 1947 som formand på OUN/UPA i eksil, der gennem en årrække gennemførte terrorangreb i det sovjetiske Ukraine og agiterede for ukrainsk selvstændighed. Han blev snigmyrdet af en KGB-agent i München i 1959.

I dagens Ukraine er Bandera, trods bl.a. kritik fra EU-Parlamentet, blevet erklæret for nationalhelt, statuer er blevet rejst som på samlebånd, hundredeåret for hans fødsel blev fejret med et frimærke og selve dagen blev gjort til helligdag. Det ukrainske Parlament (Radaen) har endog lovgivet mod at kritisere hans gerninger.

Nationalistisk bølge
Rehabiliteringen af Bandera, ligesom af Simon Petliura, hvis ukrainske nationalister gennemførte massemord på jøder under borgerkrigen mod bolsjevikkerne 1919-20, udgør bare en del af den store nationalistiske bølge, som i tidligere sovjetrepublikker genopretter det gode navn og ry hos verdenskrigens besejrede fascistiske bevægelser eller kollaboratører med Nazityskland. Mange af disse var nationalister, hvis centrale målsætning var at bekæmpe sovjetisk besættelse og undertrykkelse og derfor anså Hitlertyskland som en allieret, men ikke altid som en politisk model. De mest stridbare samledes imidlertid omkring en etnisk nationalisme med stræben efter en homogen nation, hvor minoriteter skulle holdes i kort snor eller fordrives. En antisemitisme, hvor jøder blev anset som nationalt fremmede og repræsentanter for sovjetkommunismen, var nærmest en selvfølge, ligesom andre mindretal som polakker og russere i Ukraine, serbere i Kroatien eller ungarere i Rumænien heller ikke blev regnet med til nationen.

Når nationalister, som kæmpede mod Sovjetunionen, i dag rehabiliteres i Østeuropa og de baltiske lande, følger derfor antisemitisme og en undertrykkende etno-nationalisme med i købet. For ikke at tale om meddelagtigheden i massakrer og folkemord på tysk side. I Litauen undgik historikeren Mandaugas Pocius således kun med en hårsbredde at blive tiltalt på grund af et kritisk studie af de såkaldte "skovbrødre" som helt frem til 1953 kæmpede mod den sovjetiske besættelse. I alt myrdede skovbrødrene mindst ni tusinde mennesker, der blev anklaget for samarbejde med sovjetmyndighederne, blandt dem hele familier, herunder mindst tre hundrede børn, var Pocius konklusion. "Staten mener, at en heroiserende beskrivelse er nødvendig for at samle landet om en stolt historie" var Pocius tolkning af myndighedernes indgreb over for ham (Universitetsläraren nr 4/16).

I Litauen blev den mest totale tilintetgørelse af den store jødiske befolkning, hvoraf 95 procent blev myrdet, for størstedelen gennemført af litauiske nationalister, allerede inden de tyske tropper nåede frem i sensommeren 1941. "Tilintetgørelses-museer" i både Litauen og Letland tilegnes i dag hovedsageligt ikke tilintetgørelsen af den jødiske befolkning; men i stedet den sovjetiske undertrykkelse med deportationer og mord på baltiske nationalister, intellektuelle og andre, der blev set som upålidelige.

Et forslag i sommers om at udskifte navnet på Skirpagaden i Vilnius blev afvist af byens navnekommission. Kazys Skirpa var leder af Den litauiske Aktivistfront, som stod bag massakrerne på landets jøder og samarbejdede med Nazityskland. Da han ligesom Bandera var svær at styre, blev han dog på tilsvarende vis tilbageholdt af tyskerne i en periode, og har derfor i dagens Litauen kunnet fremhæves som en frihedshelt.

I land efter land er historien siden 1990´erne blevet omskrevet, når tidligere skurke er blevet til nationale helte, mens de sovjetiske forbilleder er blevet kastet ud på historiens mødding. I en vis forstand er det uundgåeligt: Stalinismens forbrydelser, Gulag og massehenrettelserne har skabt grobund for at afdække og løfte historien om dem, der blev bragt til tavshed og begravet, hvor både gode og onde genopstår. Undertiden begge egenskaber hos de samme personer. Men samtidig breder der sig en ny tavshed.

Antisemitismen
Den måske mest skræmmende af disse drejer sig om mindet om massemordet på millioner af jøder, hvor urgamle forestillinger om jøder som kristusmordere er blevet blandet med nationalistiske idéer om jøder som racefremmede og unationale parasitter og med troen på kommunismens jødiskhed. Forestillingen om at den sovjetiske undertrykkelse var jødisk, og at truslen mod den kristne verden kom fra "jødekommunismen", udgjorde et centralt indslag i 1930´ernes fascisme og i mange nationalistiske bevægelsers verdensbillede, ja den rakte langt ind i store dele af det borgerlige samfund. Og det gør den stadig i dag mange steder i Øst- og Centraleuropa.

Undersøgelserne af holocaust og dennes medløbere siden 1990´erne er nu blevet mødt af en modreaktion, hvor national stolthed stilles op mod uvelkomne erindringer om massemordene. Et aktuelt eksempel er dagens reaktion mod Jan Thomasz Gross´ og andre historikeres granskning af polsk antisemitisme og medansvar for massakrerne på landets jøder under krigen. Det banebrydende studie Neighbors (Naboer) om, hvordan polakker myrdede deres jødiske naboer uden tysk medvirken i Jedwabne i 1941 for at få fat på deres ejendom - er blevet udsat for stadig stærkere kritik, endog beskyldt for at være ren historieforfalskning. I "Lov og retfærdighedspartiet [regeringspartiet] Polen skal historieskrivningen være patriotisk og fremhæve nationens heroiske fortid. Polakkerne kæmpede jo med livet som indsats mod de nazityske besættere, så her er der ikke plads til historien om polsk antisemitisme. Når jøderne blev afskyet, havde det mere at gøre med "zydokomuna" - "jødekommunismen" - end med antisemitisme, lyder en gængs forklaring.

I Ukraine, hvor samarbejdet med den tyske nazisme i modsætning til i Polen var udbredt, bliver en ærerig national historieskrivning tvunget til at benytte grovere metoder, som fornægter eller grundlæggende omskriver fortiden. Helteglorien over Stepan Bandera og andre ukrainske nationalister, som gjorde kort proces med jøder, polakker og russere, stammer ikke, mener man, fra sådanne ugerninger, men skyldes udelukkende deres stoiske kamp for Ukraines selvstændighed over for hvem det nu måtte være. Bandera og andre "bruges" helt enkelt for at styrke det nationale sammenhold i dagens svære stunder, og selv jødiske talsmænd i Ukraine holder lav profil i kritikken af et sådant historiebrug. Det springende punkt er dog den historiske sandhed. At såvel højreekstremister og nyfascister i Højresektoren, Svoboda m.fl. hylder Bandera, ligesom demokratiske og vestligt orienterede unge på smarte caféer i Lviv, hjælper ikke. Fortiden forbrydelser mod menneskeheden kan ikke bare skjules eller fortrænges - i det mindste ikke så længe mennesker med egne eller forældrenes minder lever og bliver mindet om katastrofen, som for eksempel klummeskriveren i Forverts, der drejer om hjørnet og ser navnet på gadeskiltet.

Bevidst forglemmelse
Men når de så alle er borte, ligesom skiltene og historien? Omer Bartov rejste rundt i det vestlige Ukraine i de første år af 00´erne for at finde spor af sin slægt i Galizien, provinsen i det tidligere Østrig-Ungarn med en lang og rig jødisk historie, hvor den jødiske befolkning i mange byer og samfund udgjorde op mod en tredjedel eller måske halvdelen af befolkningen. Her rasede i første halvdel af 1900-tallet to verdenskrige plus revolutioner og borgerkrig, og den jødiske befolkning blev næsten fuldstændigt udryddet.

Det er her, i det vestlige Ukraine, med Lviv (det tidligere Lemberg) som hovedby, ligesom i den nordligere provins Volynien, hvor Bandera og andre ukrainske nationalister havde deres hovedbase, at deres heltestatus er mest uomtvistet. Og der hvor andre minder udslettes. I by efter by finder Bartov - ingenting. Eller snarere han ser, hvordan erindringerne om den jødiske verden som her blot for en generation siden var så fremtrædende, systematisk udslettes. Hvor synagoger er revet ned, gravpladser er sløjfede og massegrave med tusindtals jødiske kvinder, mænd og børn bare er overladt til at gro til.

I sovjettiden gjaldt en slags lav-aktiv erindringskultur, hvor det jødiske ved ofrene hellere blev omskrevet til "sovjetborgere". I dagens Ukraine råder, mener han, snarere en aktiv udslettelse af minderne. Bartov kalder sin dokumentation Erased - vanishing traces of Jewish Galicia in present-day Ukraine (Slettede: glemte spor fra det jødiske Galizien i dagens Ukraine), og drager læseren med til den store bevidste glemsel. Ikke bare sådan, at jødiske gravsten er blevet til mursten, og pladser for jødisk tro og kultur er blevet fjernet til fordel for indkøbscentre. Der, hvor et skilt tidligere kunne påminde om ofrene for holocaust, hyldes i dag det nationalistiske minde om gerningsmændene. I nazijægeren Simon Wiesethals fødeby Butjatj ikke langt fra Ternopil, levede før krigen omkring titusinde jøder, som under den tyske besættelse gennem årene 1942-43 blev myrdet næsten til sidste mand og kvinde. Tusindvis blev skudt på en bakke i skoven ved navn Fedir. I dag er de fleste spor af byens rige jødiske fortid udslettet. Et museum hylder nationalisterne i UPA og på Fedirbakken står der i dag et vældigt kors til minde om - ikke byens udslettede jødiske befolkning - men tilegnet UPA´s frihedskæmpere. Et monument over Stepan Bandera var under opførelse ved forfatterens besøg i den by, hvor hele hans slægt stammede fra og hvor han var den eneste, som nogensinde var vendt tilbage.

Da havde de historiske skilte allerede byttet navne og givet plads til den nye tids gamle helte som vi for ganske nyligt forbandt med fortidens dybeste mørke. Hvad der yderlige skal dukke op fra dette dyb, vil vi helst slippe for at tænke på en smuk sensommerdag, hvor tyttebærrene rødmer.

Håkan Blomqvist er historiker ved Södertörns högskola. Oversat fra den svenske ugeavis Internationalen af Peter Kragelund

 

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 21

Feminisme på International Ungdomslejr

Den 23.-29. juli afholdes den 34. internationale socialistiske ungdomslejr, hvor omkring 500 unge aktivister hvert år samles for at dele erfaringer fra bevægelser og kampe imod udbytning og undertrykkelse. I år afholdes lejren på sydspidsen af det italienske fastland. Og på baggrund af den internationale kvindebevægelse, som specielt i Italien har mobiliseret titusindvis af mennesker både den 25. november 2016 og den 8. marts i år, vil feminisme blive et centralt tema på lejren. Det er en anledning til at lære af erfaringer på tværs af grænser. Og en anledning til at styrke og udvikle de internationale bånd, der er blevet knyttet som en del af bevægelsen. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.