RELATEREDE ARTIKLER

Sejre og udfordringer for venstrefløjen I Portugal Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! En fabriksarbejders livshistorie ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa

19.06.16 | Léon Crémieux

Tip en ven      |    Print  

Frankrig: Efter 14. juni, kampen fortsætter

For regeringen og de medier, der er kontrolleret af de store selskaber, skulle denne dag have været en ikke-begivenhed, den symbolske gestus fra en udmattet bevægelse. Og så marcherede et enormt optog alligevel gennem Paris´ gader 14. juni 2016, gennem de sydvestlige bydele fra Place d´Italie til Invalides.

Fire timer efter, at de første demonstranter drog af sted, var der stadigvæk grupper, der ventede på at gå. CGT anslog, at der var 1,2 millioner demonstranter, men regeringen så kun 120.000 i gaderne - det var en æressag for den at påstå, at det var det laveste antal siden 31. marts. Men frem for alt så drejede den seneste udmelding fra medier og regering sig om "ballademagernes vold", et par håndfulde smadrede vinduer og slagord på nogle mure på et stort børnehospital i Paris, som lå på ruten. Hvad selve sagen angår, så står premierministeren fast på, at den er lukket, lovforslaget bliver ikke trukket tilbage, og den sociale mobilisering skal øjeblikkeligt forsvinde fra mediernes søgelys.. Han går så vidt som til at forbyde de næste demonstrationer, der er planlagt for den kommende uge. Og mobiliseringen fortsætter bare. Det var den største begivenhed i Paris, siden bevægelsen begyndte for tre måneder siden, 2-3 gange så stor som den 31. marts. Det var helt klart en national begivenhed, men gaderne var også fyldt i mange andre store byer som Marseille, Toulouse, Strasbourg, Rennes m.fl. Og stemningen var heller ikke, at nu var det sidste gang. For ved denne begivenhed, som ved alle de demonstrationer, der havde fundet sted gennem flere uger, så var "beslutsomhed" det væsentlige kendetegn ved den fælles fornemmelse. Der kom massevis af ansatte fra både store og små virksomheder i den private sektor, fra alle regioner, de fleste i busser organiseret af CGT, men også af Force Ouvrière eller Solidaires. Demonstrationen og dens paroler afspejlede beslutsomheden bag kravet om tilbagetrækning af arbejdsmarkedsreformen, og at den socialdemokratiske PS-regering skal gå af. På trods af den daglige propaganda, som PS og alle kommentatorer og såkaldte økonomiske og politiske eksperter havde kørt frem med i tv og radio i månedsvis, så står lønmodtagerne fast i deres modstand mod denne reform: I alle meningsmålinger er der højst 30 procent, der støtter lovforslaget. 70 procent - og næsten alle lønmodtagere - ønsker, at det bliver trukket tilbage, hvert et ord og hver en linje, eller i hvert fald grundlægggende ændret. Og alligevel er det endnu ikke lykkedes for bevægelsen at tvinge regeringen til at give indrømmelser, dvs. de omstændigheder, der var til stede, da bevægelsen begyndte, de er der stadigvæk. På den ene side er regeringen fortsat lige svag. Dens troværdighed bliver mindre for hver uge, der går, og er svundet ind til næsten ingenting. Den ledende Valls-Hollande-duo vil gerne fremstå som stærke ledere, af en tiltagende repressiv stat, for at skjule deres svaghed. Premierministeren spiller på det register ved konstant at gentage, at Frankrig er i krig mod terrorismen, at republikken må forsvare sig, og der er nu et mediehysteri, organiseret af regeringen, der sætter alt, hvad der sker, ind i denne sammenhæng. Det kunne man se, da justitsministeren 14. juni om morgenen, efter mordet på et par, der begge var ansat ved politiet i Paris-regionen, gav efter for et gammelt krav fra de reaktionære politiforbund og den yderste højrefløj: bemyndigelse til, at politifolk må bære våben uden for tjenesten. Den skade, som facaden på børnehospitalet 14. juni var blevet påført, blev af premierministeren drejet til "ødelæggelsen af et hospital", selv om der ikke var nogen demonstranter, der trængte ind på hospitalet. Men denne mediebeskrivelse af en "umenneskelig handling" kan måske tjene til at forbyde fremtidige demonstrationer. Jean Claude Mailly, lederen af Force Ouvrière, gav et ironisk svar på denne trussel ved at sige, at det så også ville være nødvendigt at forbyde de næste kampe ved EM i fodbold, fordi de havde været anledning til adskillige sammenstød, der allerede havde krævet mindst et dødsoffer og flere alvorligt kvæstede. Når regeringen intensiverer politistatstiltag og erklærer landet i en krigstilstand, så bliver det slået på sin egen bane, fordi højrefløjen og Front National nu kritiserer den for at være for blødsøden over for sociale uroligheder. Denne atmosfære af stat, regering og politivold sætter også et stærkt præg på demonstrationerne. Mindst 150 demonstranter kom til skade 14. juni, 15 blev kørt på hospitalet med udrykning og mindst en i en kritisk tilstand med skader på rygsøjlen efter at være blevet ramt af en gasgranat, der var fyret af på nært hold. Gummikugler, skudsikre veste, granatkastere og tåregas bliver brugt for at påføre demonstranterne alvorlige skader, for ikke at nævne de talrige overfald på demonstrationsoptogene med flittig brug af kniplerne. Regeringen forsøger at komme ud af denne situation ved at optrappe konfrontationerne og ved voldsudøvelsen fra politiets side. Hensigten er at rette et afgørende slag imod bevægelsen før andenbehandlingen af loven i Nationalforsamlingen i begyndelsen af juli. Inden for bevægelsen er det hele stadigvæk meget modsætningsfyldt. Den tidsplan for aktioner, som er blevet udarbejdet af den nationale tværfaglige koordinering (Intersindicale), med alt for lange mellemrum mellem aktiviteterne, især siden midt i maj, gør det ikke muligt at opbygge de relationer mellem forskellige kræfter, der er nødvendige for at besejre regeringen. De kampklare faglige gruppers beslutsomhed har gjort det muligt at opretholde bevægelsens styrke indtil nu, men mange sektorer og virksomheder er gået i strejke meget spontant og vilkårligt. Det eneste tidspunkt, hvor regeringen var i nærheden af at give indrømmelser, var i slutningen af maj, da blokaden af oliedepoterne og lastbilschaufførernes strejke lukkede 30 procent af tankstationerne. At besejre regeringen er kun muligt gennem en blokade af det økonomiske liv i hele landet, der i det mindste er stærk nok til at skabe en situation, hvor den sociale og politiske isolation af den udøvende magt ville tvinge den til at give op. Det er noget, som mange fagforeningsfolk har været opmærksomme på, siden bevægelsen begyndte. Det lå bag "Vi blokerer alt"-appellen, som 100 repræsentanter for fagforeningerne, især CGT og Sud, kom med 22. marts. Det var også stemningen hos mange faglige grupper, som især siden midt i maj havde mangedoblet antallet af blokader og strejker, som f.eks. dem, der vedrørte håndtering af husholdningsaffald i mange byer i Frankrig. Ansatte på olieraffinaderierne holdt ud i flere uger, men effekten af deres strejke blev ødelagt af de store selskabers omfattende import af brændstof. Strejkerne hos SNCF [jernbanerne] og blandt Air France-piloterne, der gik ud fra lokale krav, har ikke siden 1. juni nået et omfang, der er på omgangshøjde med de seneste to ugers konfliktniveau. Dette så meget mere hos SNCF, hvor der forud for den nye strejke fra CGTs side fra 1. juni og frem, havde været mange enkeltstående 24- og 48-timers strejker, der tappede kræfterne. Der er så andre sektorer, arbejdere på kernekraftværker, i havne, i glasindustrien og fødevaresektoren, der er gået i aktion i de seneste uger. Denne bevægelses styrke og sammensætningen af demonstrationerne gør op med det billede, der er blevet bygget op gennem årene af en fagbevægelse, der begrænsede sig til ansatte i den offentlige sektor. Det har igennem nogle måneder været ansatte inden for industri, transport, handel og tjenesteydelser, der har organiseret mobiliseringen. Efter at være kørt fast i en situation, som de ikke er verdensmestre i at håndtere, så har CGT-lederskabet især siden midt i maj prøvet at krydse sig frem. Fanget i en knibtangsmanøvre mellem bevægelsens styrke og udelukkelsen af selv den mindste margin for forhandling med regeringen, så prøver Philippe Martinez at holde trit med udviklingen, men han ønsker ikke, at den skal gå i retning af en skærpet konfrontation. Han er f.eks. gået imod at drage fordel af finalen i EM i fodbold 10. juli til at trænge regeringen i defensiven, og han har taget skarpt afstand fra de faglige aktivister, der har optrappet strejken på transportforbindelserne til de steder, hvor kampene spilles. Intersindicale har heller ikke nogen planer om at eskalere mobiliseringen efter 14. juni. Næste gang er kun en én-dages-aktion 23. juni, og Intersindicale opfordrer ikke så meget til at optrappe strejkerne, men mere til at sætte ekstra gang i underskriftsindsamlingerne. Hvad angår CGT i Bouches du Rhone-departementet, så sætter de deres lid til den styrke, der kom til udtryk 14. juni, hvor der var strejker i 300 virksomheder i den private sektor i Marseilles-regionen, med henblik på en opfordring til en 48-timers strejke 23.-24. juni, der skal fremtvinge et endeligt opgør. Der er endnu en gang ikke noget, der ligger fast i forbindelse med en mobilisering, der har varet i fire måneder, og som gang på gang er vendt tilbage med fornyede kræfter. Leon Cremieux er aktivist i fagforeningen Solidaires og i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA, Frankrig). Han er medlem af Fjerde Internationales Forretningsudvalg.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.