For regeringen og de medier, der er kontrolleret af de store selskaber, skulle denne dag have været en ikke-begivenhed, den symbolske gestus fra en udmattet bevægelse. Og så marcherede et enormt optog alligevel gennem Paris´ gader 14. juni 2016, gennem de sydvestlige bydele fra Place d´Italie til Invalides.

af Léon Crémieux

Fire timer efter, at de første demonstranter drog af sted, var der stadigvæk grupper, der ventede på at gå. CGT anslog, at der var 1,2 millioner demonstranter, men regeringen så kun 120.000 i gaderne – det var en æressag for den at påstå, at det var det laveste antal siden 31. marts. Men frem for alt så drejede den seneste udmelding fra medier og regering sig om “ballademagernes vold”, et par håndfulde smadrede vinduer og slagord på nogle mure på et stort børnehospital i Paris, som lå på ruten.

Hvad selve sagen angår, så står premierministeren fast på, at den er lukket, lovforslaget bliver ikke trukket tilbage, og den sociale mobilisering skal øjeblikkeligt forsvinde fra mediernes søgelys.. Han går så vidt som til at forbyde de næste demonstrationer, der er planlagt for den kommende uge.

Og mobiliseringen fortsætter bare. Det var den største begivenhed i Paris, siden bevægelsen begyndte for tre måneder siden, 2-3 gange så stor som den 31. marts. Det var helt klart en national begivenhed, men gaderne var også fyldt i mange andre store byer som Marseille, Toulouse, Strasbourg, Rennes m.fl. Og stemningen var heller ikke, at nu var det sidste gang. For ved denne begivenhed, som ved alle de demonstrationer, der havde fundet sted gennem flere uger, så var “beslutsomhed” det væsentlige kendetegn ved den fælles fornemmelse. Der kom massevis af ansatte fra både store og små virksomheder i den private sektor, fra alle regioner, de fleste i busser organiseret af CGT, men også af Force Ouvrière eller Solidaires.

Demonstrationen og dens paroler afspejlede beslutsomheden bag kravet om tilbagetrækning af arbejdsmarkedsreformen, og at den socialdemokratiske PS-regering skal gå af. På trods af den daglige propaganda, som PS og alle kommentatorer og såkaldte økonomiske og politiske eksperter havde kørt frem med i tv og radio i månedsvis, så står lønmodtagerne fast i deres modstand mod denne reform: I alle meningsmålinger er der højst 30 procent, der støtter lovforslaget. 70 procent – og næsten alle lønmodtagere – ønsker, at det bliver trukket tilbage, hvert et ord og hver en linje, eller i hvert fald grundlægggende ændret.

Og alligevel er det endnu ikke lykkedes for bevægelsen at tvinge regeringen til at give indrømmelser, dvs. de omstændigheder, der var til stede, da bevægelsen begyndte, de er der stadigvæk. På den ene side er regeringen fortsat lige svag. Dens troværdighed bliver mindre for hver uge, der går, og er svundet ind til næsten ingenting. Den ledende Valls-Hollande-duo vil gerne fremstå som stærke ledere, af en tiltagende repressiv stat, for at skjule deres svaghed. Premierministeren spiller på det register ved konstant at gentage, at Frankrig er i krig mod terrorismen, at republikken må forsvare sig, og der er nu et mediehysteri, organiseret af regeringen, der sætter alt, hvad der sker, ind i denne sammenhæng.

Det kunne man se, da justitsministeren 14. juni om morgenen, efter mordet på et par, der begge var ansat ved politiet i Paris-regionen, gav efter for et gammelt krav fra de reaktionære politiforbund og den yderste højrefløj: bemyndigelse til, at politifolk må bære våben uden for tjenesten. Den skade, som facaden på børnehospitalet 14. juni var blevet påført, blev af premierministeren drejet til “ødelæggelsen af et hospital”, selv om der ikke var nogen demonstranter, der trængte ind på hospitalet. Men denne mediebeskrivelse af en “umenneskelig handling” kan måske tjene til at forbyde fremtidige demonstrationer.

Jean Claude Mailly, lederen af Force Ouvrière, gav et ironisk svar på denne trussel ved at sige, at det så også ville være nødvendigt at forbyde de næste kampe ved EM i fodbold, fordi de havde været anledning til adskillige sammenstød, der allerede havde krævet mindst et dødsoffer og flere alvorligt kvæstede. Når regeringen intensiverer politistatstiltag og erklærer landet i en krigstilstand, så bliver det slået på sin egen bane, fordi højrefløjen og Front National nu kritiserer den for at være for blødsøden over for sociale uroligheder.

Denne atmosfære af stat, regering og politivold sætter også et stærkt præg på demonstrationerne. Mindst 150 demonstranter kom til skade 14. juni, 15 blev kørt på hospitalet med udrykning og mindst en i en kritisk tilstand med skader på rygsøjlen efter at være blevet ramt af en gasgranat, der var fyret af på nært hold. Gummikugler, skudsikre veste, granatkastere og tåregas bliver brugt for at påføre demonstranterne alvorlige skader, for ikke at nævne de talrige overfald på demonstrationsoptogene med flittig brug af kniplerne.

Regeringen forsøger at komme ud af denne situation ved at optrappe konfrontationerne og ved voldsudøvelsen fra politiets side. Hensigten er at rette et afgørende slag imod bevægelsen før andenbehandlingen af loven i Nationalforsamlingen i begyndelsen af juli.

Inden for bevægelsen er det hele stadigvæk meget modsætningsfyldt. Den tidsplan for aktioner, som er blevet udarbejdet af den nationale tværfaglige koordinering (Intersindicale), med alt for lange mellemrum mellem aktiviteterne, især siden midt i maj, gør det ikke muligt at opbygge de relationer mellem forskellige kræfter, der er nødvendige for at besejre regeringen. De kampklare faglige gruppers beslutsomhed har gjort det muligt at opretholde bevægelsens styrke indtil nu, men mange sektorer og virksomheder er gået i strejke meget spontant og vilkårligt.

Det eneste tidspunkt, hvor regeringen var i nærheden af at give indrømmelser, var i slutningen af maj, da blokaden af oliedepoterne og lastbilschaufførernes strejke lukkede 30 procent af tankstationerne. At besejre regeringen er kun muligt gennem en blokade af det økonomiske liv i hele landet, der i det mindste er stærk nok til at skabe en situation, hvor den sociale og politiske isolation af den udøvende magt ville tvinge den til at give op.

Det er noget, som mange fagforeningsfolk har været opmærksomme på, siden bevægelsen begyndte. Det lå bag “Vi blokerer alt”-appellen, som 100 repræsentanter for fagforeningerne, især CGT og Sud, kom med 22. marts. Det var også stemningen hos mange faglige grupper, som især siden midt i maj havde mangedoblet antallet af blokader og strejker, som f.eks. dem, der vedrørte håndtering af husholdningsaffald i mange byer i Frankrig. Ansatte på olieraffinaderierne holdt ud i flere uger, men effekten af deres strejke blev ødelagt af de store selskabers omfattende import af brændstof.

Strejkerne hos SNCF [jernbanerne] og blandt Air France-piloterne, der gik ud fra lokale krav, har ikke siden 1. juni nået et omfang, der er på omgangshøjde med de seneste to ugers konfliktniveau. Dette så meget mere hos SNCF, hvor der forud for den nye strejke fra CGTs side fra 1. juni og frem, havde været mange enkeltstående 24- og 48-timers strejker, der tappede kræfterne.

Der er så andre sektorer, arbejdere på kernekraftværker, i havne, i glasindustrien og fødevaresektoren, der er gået i aktion i de seneste uger. Denne bevægelses styrke og sammensætningen af demonstrationerne gør op med det billede, der er blevet bygget op gennem årene af en fagbevægelse, der begrænsede sig til ansatte i den offentlige sektor. Det har igennem nogle måneder været ansatte inden for industri, transport, handel og tjenesteydelser, der har organiseret mobiliseringen.

Efter at være kørt fast i en situation, som de ikke er verdensmestre i at håndtere, så har CGT-lederskabet især siden midt i maj prøvet at krydse sig frem. Fanget i en knibtangsmanøvre mellem bevægelsens styrke og udelukkelsen af selv den mindste margin for forhandling med regeringen, så prøver Philippe Martinez at holde trit med udviklingen, men han ønsker ikke, at den skal gå i retning af en skærpet konfrontation. Han er f.eks. gået imod at drage fordel af finalen i EM i fodbold 10. juli til at trænge regeringen i defensiven, og han har taget skarpt afstand fra de faglige aktivister, der har optrappet strejken på transportforbindelserne til de steder, hvor kampene spilles.

Intersindicale har heller ikke nogen planer om at eskalere mobiliseringen efter 14. juni. Næste gang er kun en én-dages-aktion 23. juni, og Intersindicale opfordrer ikke så meget til at optrappe strejkerne, men mere til at sætte ekstra gang i underskriftsindsamlingerne. Hvad angår CGT i Bouches du Rhone-departementet, så sætter de deres lid til den styrke, der kom til udtryk 14. juni, hvor der var strejker i 300 virksomheder i den private sektor i Marseilles-regionen, med henblik på en opfordring til en 48-timers strejke 23.-24. juni, der skal fremtvinge et endeligt opgør. Der er endnu en gang ikke noget, der ligger fast i forbindelse med en mobilisering, der har varet i fire måneder, og som gang på gang er vendt tilbage med fornyede kræfter.

Leon Cremieux er aktivist i fagforeningen Solidaires og i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA, Frankrig). Han er medlem af Fjerde Internationales Forretningsudvalg.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com