De menige aktivister, der er rygraden i bevægelsen for forandring, ser på det, der bliver kaldt "krisen i Podemos" med vantro, de kan ikke forstå, hvad der er sket.

af Miguel Urban Crespo og Brais Fernandez

Men man skal ikke regne med, at vi i denne artikel sætter tingene på plads angående verserende historier eller intern sladder om Podemos. Vi tror, at der er mere brug for det stik modsatte: at slå koldt vand i blodet, omgruppere, diskutere, forklare og forberede os. 

Er Iñigo og Pablo røget i totterne på hinanden? (note 1) Er der uenighed i Podemos? Det er ikke nok at sige, at det bare er noget, pressen har fundet på, når den har fået det hele serveret på et sølvfad. Man bliver nødt til at droppe den intellektuelle dovenskab, der giver sig udslag i Twitter-fnidder og Facebook-præk.

Lige nu, hvor det hele går hurtigere og hurtigere, er de bud, der kommer på, hvad der er rimelig sandsynligt, og hvad der er sikkert og vist, blevet stadig flere og stadig mere flydende. Det 21. århundredes ikon, det organiserede parti, må leve sammen med bevægelsen i en kreativ spænding, med dennes forenede tænkeevne, mangfoldig, spredt, foranderlig. Og så er det også mere vigtigt end nogensinde at satse på et lederskab, der er principfast, men altid i de brede klassers tjeneste.

Det, der bliver kaldt ”krisen i Podemos”, kan kun forklares med disse ord. Et parti, der får mere end fem millioner stemmer, men som er meget svagt med hensyn til organiseringen af de menige medlemmer. Et mangfoldigt parti uden mangfoldighed. Et parti, hvor den demokratiske debat alt for tit er blevet overskygget af rygtepolitik. Et parti, hvor man taler om ”familier” og ”klaner” i stedet for ”positioner” og ”strømninger”. Et parti, som endnu ikke er et ikon, fordi det ikke har været muligt at frembringe en spænding mellem partiet og bevægelsen, men mere en spænding, der ikke har været særlig konstruktiv, men ind imellem direkte destruktiv. Et ungt og spillevende parti, der får det dårligt hver eneste måned. Et parti fuld af enighed og uenighed.

Der har selvfølgelig været konsensus om grundlæggende spørgsmål: behovet for et opgør med de gamle partier, det bydende nødvendige i at overskride den gamle venstrefløjs kulturelle og politiske begrænsninger, behovet for at være et redskab for de mange og ikke for de få. Der er enighed på andre områder, der ikke er så afgørende, men alligevel vigtige, som f.eks. anerkendelsen af Pablo Iglesias´ evner som en folkelig leder, som mange, på trods af meningsforskelle, opfatter som en leder af høj intellektuel karat, der som person er i stand til at forbinde sig med folket. Og ligesom på Marx´ tid, da alle gav sig ud for at være hegelianere, nogle til højre og andre til venstre, så giver vi os nu alle sammen ud for at være gramscianere, selv om nogle er ”højre-gramscianere” og andre ”venstre-gramscianere”.

Men der er andre spørgsmål, som der ikke er enighed om. Der har ikke været enighed om at skabe et medlemsdemokrati, som kunne udgøre en modvægt, en basisstruktur, som lederskabet udspringer af. Der er tværtimod blevet valgt en simpel model, en konsensus-model, hvor vi kun kan godkende. Der har ikke været enighed om at opbygge en parti-bevægelse-model, hvor man uden at forlange et fuldgyldigt medlemsskab kunne inddrage den rige arv af aktionsformer fra 15M-bevægelsen [den folkelige græsrodsbevægelse med besættelser af centrale pladser i Madrid og andre byer startede 15. maj 2011, red]. Man er i stedet gået efter at opbygge en valgkampsmaskine. Vi er ikke enige om at opgive de centrale programpunkter om et brud med systemet og en proces for grundlovsændringer, at opgive demokratiseringen af økonomien gennem en nationalisering af de finansielle institutioner og den strategiske produktion, eller at afstå fra radikale indgreb i forhold til krisen og angrebene på (mindste)lønnen. Vi har ikke været enige om, at programmet skulle udvandes til en keynesiansk model, hvor vejen ud af krisen kun er lappeløsninger, som en fremtidig regering skal sætte i værk, i stedet for at satse på klassemæssig og folkelig selvorganisering i denne konfrontation. Der har været masser af meningsforskelle, vi mener altid det, vi mener, og så sker der ingenting. Vi forsvarer åbent vores holdninger, og vi prøver at overbevise folk om, at de er de bedste garanter for forandring.

Men eftersom Podemos er et paradoksernes parti, så vendte den model, som sejrede, sig sjovt nok imod dem, som havde fundet på den. Fjernelsen af Sergio Pascual fandt sted i henhold til vedtægterne og i overensstemmelse med den partimodel, der var blevet vedtaget i Vistalegre. (note 2) Pablo Iglesias har brugt sin indflydelse som generalsekretær til at fyre en af hovedpersonerne bag indførelsen af Vistalegre-modellen, der byggede på en vertikal og autoritær struktur, på den berømte politiske orientering mod centrum, og på en vulgærpopulistisk model, der på mange måder er kopieret fra de kommunistiske partier i det 20. århundrede, men uden deres rødder i levende samfundsmæssige kræfter. De medlemmer af ledelsen i Madrid-regionen, som har trukket sig, og Sergio Pascual selv, tilhørte den gruppering, der havde udtænkt, forsvaret og gennemført Vistalegre-modellen.

Dette skete, tilfældigt eller ej, på et tidspunkt, hvor Pablo Iglesias udvikler ideen om at opbygge en folkelig og mangfoldig lejr som en modmagt til eliten, og hvor hans person bliver skydeskive for alle regimets angreb. Vi står her over for, med Gramscis ord, et tilfælde af ”progressiv cæsarisme”: ”Cæsarisme er progressivt, når dens indgriben hjælper den progressive kraft frem til triumf, selv om dens sejr modereres af visse kompromisser og begrænsninger”.

Pablo Iglesias synes, med andre ord, at bevæge sig frem (pudsigt nok, ved at gå tilbage) henimod ”nyere” positioner, som minder om det Podemos, der var kendetegnet af kamp og ledelse, hvor møderne gav en gåsehud, men det bliver gjort inden for Vistalegre-modellens ramme – en ramme fuld af begrænsninger, bureaukratiske fælder og utilstrækkelighed.

Det, der er vigtigt nu, er at bevæge sig fremad i to henseender. Det er vores pligt rent taktisk at undgå nye uansvarlige aktioner, der giver næring til indtrykket af en krise på et tidspunkt, hvor vi burde være i gang med at forberede os, gennem debat og enhed i mangfoldighed, på de to valgmuligheder, som vi står overfor: enten en stor koalition eller nyvalg.

Det, der er sket de seneste dage, gør det nødvendigt med meget dybtgående strategiske overvejelser angående den parti-bevægelse, som den brede arbejderbefolkning har brug for. Og her er det ikke nok bare at have en mening, det er nødvendigt at kunne støtte sig til konkrete eksempler. I den autonome region Madrid er der nu en ny situation, der må følges af alle i Podemos. Det må være udgangspunktet: igen at appellere til alle dem, der på et eller andet tidspunkt har været med i en aktivistgruppe, men som er stoppet, selv om de er blevet ved med at stemme på Podemos. At række hånden ud til aktivister, til sociale bevægelser og fagforeningsfolk, med respekt for deres uafhængighed, så de ved, at Podemos er deres parti. Vi må besinde os på at være lige netop det eneste, som vi kan være, for at vinde: mangfoldige, demokratiske, systemoverskridende, uden at falde ned i de gamle politiske skyttegrave. Der er ingen krise, der er en verden udenfor, som vi skal erobre.

Indlægget blev bragt i den spanske netavis Eldiario 17. marts 2016.

Noter:
1) Et stort mindretal af ledelsen i Podemos-Madrid trak sig fra deres poster i marts, efter uenighed med Madrid-regionens leder Luis Alegre, som er tæt allieret med Pablo Iglesias, den ubestridte leder af Podemos. Kort efter fjernede Iglesias den organisatoriske landssekretær Sergio Pascual, som er ven med den politiske landssekretær Iñigo Errejón (i medierne beskrives de to ofte som ”nummer 2” og ”nummer 3” efter Iglesias).

2) Podemos blev grundlagt i Vistalegre (Madrid) i oktober 2014.

Miguel Urban er et ledende medlem af Anticapitalistas i Spanien og medlem af Europa-parlamentet, valgt for Podemos. Han trådte ind som EU-parlamentsmedlem i 2015 og afløste Tereza Rodrigues, efter hun blev valgt til regionsrådet i Andalusien. Urban tabte med en snæver margin valget som generalsekretær i Podemos-Madrid i februar 2015.

Brais Fernandez er med i Anticapitalistas-bevægelsen og aktiv i Podemos.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com