RELATEREDE ARTIKLER

De demokratiske styrker har altid været Assad-regimets hovedmål Jihadismens dobbelthed Stå fast mod barbariet Antiimperialisme og den syriske revolution Katastroferne i Syrien og Yemen Tyrkiet genoptager krigen mod kurderne På besøg hos kurderne Den revolutionære proces fanget i reaktionens greb Situationen i Mellemøsten og vores opgaver Der mangler et alternativ til venstre Resolution om Syrien Revolutionen set indefra og hvad venstrefløjen skal gøre Brev til egyptiske revolutionære Hele regionen koger Egypten venter på den næste revolution Chokbølger i Tunesien Syrien og den revolutionære proces – bidrag til en forståelse ”Der er frygt for at Assads fald vil føre til noget, der er værre for vestlige interesser og for Israel” Syriske socialister kæmper mod regimet Arabiske revolutioner Venstredrejning på tunesisk LO-kongres Kurdisk håb i det arabiske oprør Kvinder marcherer i Egypten Valget er kun en del af kampen Efter valget i Tunesien Militarisering, militær intervention og manglen på strategi "Hvilken slags revolution?" 11. september, bin Laden, USA og de arabiske oprør: Risikoen for folkemagt Venstrefløjen foran en magtkamp Protester i skyggen af de syriske tanks Fem egyptiske partier danner venstrefront Protesterne mod Assad vokser trods brutal undertrykkelse Krigens helvede Nej til imperialistisk krig i Libyen Permanent revolution på dagsordenen Ned med Gaddafis regime! Stop den imperialistiske intervention nu! Støt den libyske revolution! Hvad sker der i Libyen? Ikke i vores navn! Håb og forandringer i den arabiske verden Falliterklæring for Chavez? Strejker ruller over Egypten Revolutionen på vej i Tunesien og Egypten Egypten på kogepunktet Tunesien: Revolutionen forsætter Den tunesiske intifada Kampagnen mod Qatar er det seneste i rækken af angreb fra regionens gamle establishment Føderalisme kan være en mulighed, men inklusion er en nødvendighed Lad os opbygge en demokratisk front og føre klassepolitik imod militærets og Erdoğans kup AKP-regeringens permanente krig mod kvinder Udfordringen fra ”I Stinker” Arbejderprotester og statslig undertrykkelse i Iran Terroren fra Islamisk Stat, undtagelsestilstanden i Frankrig og vores opgaver Appel om international handling Situationen i Palæstina og vores opgaver En fælles-arabisk liste, som kan ændre spillet Modstanden er også en kvindekamp Jødisk sharia Kobanê, Rojava og krigene i Irak og Syrien Læren fra Gaza Er Islamisk Stat lig med islam? Fjern PKK fra terrorlisten Fortsat solidaritet og kamp mod zionismen Solidaritet med Palæstina Gør noget nu! Et nødråb fra det civile samfund i Gaza Massegrave af palæstinensere dræbt i 1948 Boykot Israel nu! Fem spørgsmål til Michel Warschawski Historisk fælleserklæring fra palæstinensere og israelere Perspektiver for Palæstina Angrebet på Gaza-flotillen: Stop straffrihed for Israels forbrydelser! Den iranske protestbevægelse kan påvirke hele regionen Ja til Boykot! - et svar til Uri Avnery Diktaturets dilemma »Israel bør dømmes for krigsforbrydelser« Våbenhvile for ikke at skade Israels forhold til Obama Brug for et alternativ til Hamas og Fatah Bag krisen i Gaza Ariel Sharons sidste sejr

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Mellemøsten | Arabiske revolutioner

25.03.16 | Fjerde Internationale

Tip en ven      |    Print  

Udtalelse: Støt det kurdiske folks kamp for at leve i frihed og værdighed

Udtalelse fra Fjerde Internationales daglige ledelse om kurdernes frihedskamp, Erdogans undertrykkelse og den syriske konflikt.

1. Efter to års forhandlinger med lederen af Kurdistans Arbejderparti (PKK), Abdullah Öcalan, besluttede Erdogans autoritære og neoliberale sunni-islamistiske regime at genoptage sin blodige krig mod det kurdiske folk fra sommeren 2015. Og denne sommer var ellers begyndt med et kæmpemæssigt folkeligt håb i kølvandet på valget den 7. juni. Det exceptionelle resultat, hvor HDP (Folkets Demokratiske Parti - den kurdiske bevægelses venstrereformistiske enhedsparti) fik 13 procent af stemmerne og fordoblede sit stemmetal, tvang AKP til at danne en koalitionsregering, hvad der indebar et brud med partiets dominans inden for statsapparatet. Resultatet forhindrede endvidere AKP i at få det nødvendige antal mandater for at kunne ændre forfatningen og etablere det autokratiske præsidentielle styre, som R.T. Erdogan stræbte efter, og som ville gøre ham til sultan.

2. Så tidligt som i marts 2015 havde Erdogan signaleret, at han ville sætte ind med en rabiat nationalisme imod det stemmetab, som AKP så ud til at stå til. Han forholdt sig åbenlyst fjendtlig over for forhandlinger, men frem for alt var han virkelig skræmt over de massive manifestationer af støtte til Kobanês modstandskamp mod belejringen fra Daesh/Islamisk Stats belejring. Dette eksplosive udbrud af vrede fra de kurdiske massers side byggede på en ophobet skuffelse over AKP´s vægring imod at tage konkrete skridt i forhold til ”fredsforhandlingerne”. Der blev pustet endnu mere til denne vrede med den forbitrelse, der voksede frem i forbindelse med den udbredte opfattelse, at AKP støttede Daesh. Det var en opfattelse, der havde grundlag i den kendsgerning, at jihadister fra Islamisk Stat i længere tid havde kunnet rejse frit frem og tilbage over den tyrkisk-syriske grænse i begge retninger, uden at blive kontrolleret, og de nød godt af lægehjælp på hospitaler tæt på grænsen. Og vi ved, at det tyrkiske regime altid har foretrukket, og stadigvæk udtrykkeligt foretrækker Daesh som nabo frem for kurderne. Og dertil kom udtalelsen fra Erdogan om, at ”det kurdiske problem ikke eksisterer” sammen med forbuddet mod besøg til Öcalan, hvad der de facto betød, at den forhandlingsvej, der blev erklæret i marts 2013, blev afbrudt.

3. AKP, under Erdogans overhøjhed, udskrev nyvalg på grund af utilfredshed med valgresultatet. Det var en uomgængelig forudsætning for, at AKP kunne vinde det kommende valg, at HDP blev svækket. Det satsede man på at virkeliggøre på en djævelsk udspekuleret måde - Suruc-attentatet, som Daesh fik skylden for, og den umiddelbart påfølgende gengældelsesaktion, som blev udført af ”lokale PKK-enheder”, og som forårsagede to politiofficerers død, og som derfor blev et påskud til at genoptage krigen mod kurderne, og i samme åndedrag kriminalisere HDP, der nu blev fremstillet som den legale gren af en ”terrororganisation”. Borgerkrigens skyer hang tungt over den voldelige undertrykkelse af enhver social og politisk protest, kriminalisering af oppositionspressen og fuldt blus under tyrkisk-nationalistiske følelser, der førte til pogrom-lignende tilstande for kurderne. Det endte med at give bonus - AKP vandt med lethed det hurtige valg den 1. november 2015.

4. Fra det tidspunkt var et terrorregime trådt i kraft. Erdogans parti-stat mobiliserede helt åbenlyst fascistiske og islamistiske ”antiterrorist”-brigader, der var tæt knyttet til politi og gendarmeri, for at knuse enhver form for protest og modstand i tyrkisk Kurdistan. De forskellige bydele i Diyarbakir, Mardin, Sirnak og Hakkari, hvor unge kurdere, havde organiseret sig i bymilitser med tilknytning til PKK (men ikke under direkte kontrol), erklærede ”demokratisk autonomi” - i lighed med Rojava-modellen – blev underkastet et flere måneder langt udgangsforbud, hvor de stod ansigt til ansigt med sult, var under belejring og udsat for omfattende ødelæggelser, forårsaget af tanks og andre bevæbnede køretøjer. Hundredvis af lig, nogen næsten brændt til aske og totalt uigenkendelige, lå under murbrokkerne, mere end 100.000 indbyggere måtte flygte fra deres hjem. Ifølge Tyrkiets Menneskerettighedsinstitut døde 224 civile (heraf 42 børn), 414 aktivister og 198 medlemmer af politi- og militærapparatet mellem midten af august 2015 og begyndelsen af februar 2016.

5. PKK- og YDG-H (den Patriotiske Revolutionære Ungdomsbevægelse)-bymilitsernes beslutning om at flytte kampaktiviteterne fra bjergene til byerne - i øvrigt i modsætning til Öcalans tidligere anbefalinger - kan selvfølgelig give anledning til taktiske diskussioner. Den konfliktmættede atmosfære har åbenlyst svækket lydhørheden over for HDP´s aktive, demokratiske fredsbudskab, men omvendt har de haft held med at føre sig frem som en hegemonisk pol for brede dele af befolkningen - ikke bare kurderne – som er i opposition til Erdogans diktatoriske tilbøjeligheder og statslige bestræbelser på at islamisere samfundet.

Men ansvaret for hele denne tragedie ligger ene og alene hos Erdogan-regimet og dets iværksættelse af forskellige tiltag over for det kurdiske folk, med en klar intention om at konsolidere regimets magt, og det giver så yderligere næring til nationalistiske følelser på begge sider og underminerer fatalt mulighederne for et fælles liv for begge folk.

Vi fordømmer Erdogan-regimet og AKP´s krigeriske politik. Vi kræver, at den tyrkiske stat sætter en stopper for massakrerne, og at den ophæver de udgangsforbud og blokader, der er i gang i kurdiske byer. Vi kræver også, at de ansvarlige for overtrædelser af mænds og kvinders rettigheder bliver identificeret, kommer for retten og bliver dømt.

Vi opfordrer den tyrkiske stat til at bringe isolationen af Öcalan til ophør og genoptage forhandlinger med de forskellige dele af den kurdiske bevægelse for at skabe betingelserne for en varig fred, der kun kan blive til virkelighed ved at imødekomme det kurdiske folks demokratiske og sociale krav.

Vi fordømmer også den vestlige imperialismes meddelagtighed, og især EU, som opskræmt af flygtningestrømmen - som den også er delvis ansvarlig for - synes villig til at leve med et regime, der har undertrykkelse og massakrer som sine varemærker, på betingelse af, at Tyrkiet accepterer at blive én stor opbevaringslejr for flygtninge, langt uden for EU´s synsvidde. Vi kræver, at forfølgelse og retslige anklager imod den kurdiske bevægelse i Europa bliver bragt til ophør. PKK må fjernes fra terrorlister, i Europa og overalt.

Vi udtrykker vor støtte til det kurdiske folk i dets kamp for at leve i værdighed, til HDP, der står over for en kriminalisering uden sidestykke fra statsapparatets side, til de venstreorienterede aktivister, til freds- og menneskerettighedsaktivister, til universitetsfolk og journalister, der bliver forfulgt af Erdogans nationalistiske og religiøse autoritære regime.

6. Den krig, som den tyrkiske stat fører imod den kurdiske bevægelse, og også PKK´s strategi, bliver i alt væsentligt bestemt af, hvad der sker i og omkring Syrien. Konsolideringen og udvidelsen af administrationsområder under PKK´s kontrol gennem broderpartiet PYD (Partiet for en Demokratisk Union) i det nordlige Syrien er langt vigtigere for PKK end det, som partiet kan opnå gennem forhandlinger med den tyrkiske stat, især set ud fra den historiske rivalisering med Barzanis feudale og USA-venlige linje, der skal tilvejebringe hans overherredømme over det kurdiske folk, som er delt mellem fire lande (Iran, Irak, Tyrkiet og Syrien).

Med hensyn til Tyrkiet gik Erdogan-regimet, ud fra en intention om at gøre landet til en ledende regional magt i Mellemøsten, i de første måneder [af konflikten i Syrien, SI] efter en slags forhandling mellem det syriske regime og det Muslimske Broderskab, for derefter at koncentrere sin udenrigspolitik om en aktiv indblanding i det syriske spørgsmål, med en forventning om hurtigt at sætte Assad ud af spillet.

Med dette mål støttede Tyrkiet først Syrian National Council, der var domineret af det Muslimske Broderskab, og den liberale opposition, og da opstanden blev mere militariseret som svar på al-Assad-styrets voldelige undertrykkelse, så tøvede Tyrkiet ikke med at yde støtte til forskellige niveauer (politiske, finansielle, logistiske, militære, medicinske) til forskellige jihadist-grupper, enten direkte eller indirekte.

7. En af de vigtigste årsager til Erdogan-styrets engagement i kampen for at vælte al-Assad var tilstedeværelsen af en stærk kurdisk befolkning ved den tyrkisk-syriske grænse. Etableringen af en kurdisk regional administration i det nordlige Irak efter den imperialistiske intervention i 2003 var uden tvivl et af de mest signifikante traumer, som den tyrkiske stat har været udsat for.

Det er derfor indlysende, at frygten for det samme scenarie i kølvandet på et systemskifte i Syrien, var det, der pressede den tyrkiske regering til at forsøge at blande sig i den syriske krise. Situationen blev så endnu mere kritisk, da det lykkedes for PYD, efter tilbagetrækningen af al-Assads styrets væbnede styrker fra en del af syrisk Kurdistan i juli 2012, at få kontrol over denne region ved den tyrkiske grænse, for senere at erklære den autonom.

Den tyrkiske regering har for indeværende indført en blokade ved den tyrkisk-syriske grænse, der skal forhindre det solidaritetsarbejde i forhold til Rojava, der bliver organiseret i Tyrkiet og andre lande. Vi fordømmer, at regeringer udøver grænsekontrol for at modarbejde civile initiativer imod undertrykkelse, og støtter kampagner imod denne blokade.

8. PYD, der opstod i forbindelse med PKK´s decentraliseringslinje i 2003, anerkender stadigvæk Abdullah Öcalans ideologiske og politiske lederskab. Efter ”Rojava-revolutionen” repræsenterer administrationen af de tre distrikter Jazira, Afra og Kobanê et forsøg på at implementere Öcalans strategi for ”demokratisk autonomisme” (eller ”demokratrisk føderalisme”), som skulle erstatte PKKs tidligere tilslutning til marxisme-leninisme (som blev opgivet i begyndelsen af 90´erne). Rojava-erklæringen, der blev fremsat i januar 2013, er baseret på demokratiske, sekulære, multikulturelle principper, og den er kendetegnet af en grundlæggende økologisk bevidsthed. Fremhævelsen af rettigheder for kvinder og for etniske og religiøse minoriteter gør særligt indtryk, især fordi den kommer lige midt i det syriske kaos. Og trods den ustabilitet, der er fremherskende i regionen, så har disse forpligtelser ikke bare været til pynt, selv om de selvfølgelig fortjener at blive videreudviklet. Politisk pluralisme er dog stort set fraværende i dette originale og progressive erfaringsforløb med selvforvaltning. PYD, der ikke har nogen stærk historisk forankring i Rojava, fik held med at etablere et herredømme efter at være vendt tilbage fra eksil i irakisk Kurdistan, ikke mindst takket være sin militære styrke (YPG: Folkets Beskyttelsesenheder). Det var en styrke, som PYD ikke tøvede med at bruge, både til at undertrykke forskellige lokale udgaver af kurdisk nationalisme og demokratiske netværk, der var oprettet af unge kurdiske aktivister, der var aktivt engagerede i den revolutionære opstand. Vi kan også tilføje, at i byer som Hassake og Qamichli blev al-Assad-styret ved med at fastholde sin tilstedeværelse, selv efter erklæringen om autonomi.

9. I dag nyder PYD og YPG godt af en i det store og hele velfortjent international prestige, takket være deres heroiske modstand i Kobanê (som også tyrkiske revolutionære organisationer, den Frie Syriske Hær og peshmergaer fra irakisk-kurdiske grupper tog del i) imod Daesh-barbariet. PYD´s kontrol over området og deres effektivitet i kampen har paradoksalt nok gjort dem, på den ene side, til en attraktiv allieret for Washington, som er opsat på at undgå at komme til at hænge fast i det syriske kaos, og på den anden side for Moskva, der siden 30. september 2015 er involveret i en militær intervention på samme side som al-Assads blodige styre, Iran og Hizbollah i Libanon, med det formål at forstærke sin magtposition i regionen. Erdogans mål er for enhver pris at forhindre, at den region, der går fra Azas til Jarablus – og som i overvejende grad er under Daesh-kontrol - i at falde i hænderne på PYD-PKK, fordi det er den eneste del af Tyrkiets grænse til Syrien, der ikke lige nu er kontrolleret af kurdiske styrker.

Syrian Demokratic Forces (SDF), hvis vigtigste komponent er YPG, er derfor med støtte fra de russiske bombetogter meget effektive i kampen mod forskellige jihadist-grupper - Daesh, al-Nusra eller Ahrar el-Sham og andre, såkaldt moderate salafist-grupper, der er udstyret med våben og bakkes op af Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar. Trods SDF-troppernes fremgang og sejre, løber de også ind i modsætninger på grund af den pragmatiske alliancepolitik på slagmarken. SDF-tropperne kan komme til at kæmpe side om side med al-Assad-styrker, eller konkurrere med dem om, hvem der først erobrer ”fjendtligt” territorium.

Og desuden kan SDF, og dermed også YPG, som følge af salafist-jihadist-gruppers dominans i områder, der er befriet fra al-Assad-styret, og i tilfælde, hvor disse grupper har infiltreret den Frie Syriske Hær, komme i konflikt med den Frie Syriske Hær og med meget heterogene lokale oprørsmilitser, og det forstærker så risikoen for, at den lokale befolkning kan opfatter dem som værende på al-Assad-styrets side.

Dertil kommer, at der også er anklager mod YPG for at have tvangsforflyttet arabere til bestemte regioner - anklager, der er baseret på adskillige rapporter og vidnesbyrd, og som forstærker mistilliden til PYD på baggrund af etniske spændinger i de nordlige syriske regioner, der har stået på i årtier mellem arabere og kurdere. Og hvis vi til slut vil se det fra den anden side - hvis vi også inddrager den kendsgerning, at de ledende kræfter (liberale eller tilknyttet det Muslimske Broderskab) inden for den syriske nationale koalition, med opbakning fra Tyrkiet og Golf-staterne, støtter det tyrkiske regimes undertrykkelse af PKK, følger en arabisk-chauvinistisk linje og ikke vil garantere kurdernes nationale rettigheder, så forklarer det PYD´s mistillid til denne opposition.

10. Fjerde Internationale bekræfter endnu en gang sin modstand mod enhver form for militær intervention i Syrien og mod enhver imperialistisk plan for en opdeling af Syrien. Det eneste mål for disse imperialistiske og sub-imperialistiske interventioner er at styrke disse globale magters egne interesser og er ensbetydende med en fortsat katastrofe for de syriske folk. Vi kræver et øjeblikkeligt stop for de russiske bombninger og alle andre bombninger, og tilbagetrækning af alle udenlandske krigsførende styrker.

Vi mener på den anden side, at stillet over for jihadistisk barbari, eller regimets barbari, og imod enhver form for undertrykkelse, har de syriske folk ret til at forsvare sig selv med de forskellige midler, der står til deres rådighed. På trods af den kritik, som vi har fremsat med hensyn til visse sider af PYD og FDS´ optræden, hylder vi kampen mod de reaktionære og jihadistiske styrker, der er den ene af de kontrarevolutionære poler i Syrien, og udtrykker vores fulde solidaritet med det kurdiske folks kamp for selvbestemmelse. Og vi fremhæver med særlig vægt, at det kurdiske folks kamp for selvbestemmelse og den syriske revolutions kamp for selvbestemmelse er tæt forbundet i et skæbnefællesskab. Frigørelse for de folk, der er i regionen, kan kun opnås ved at styrte de autoritære regimer, og frihed fra stormagternes og de multinationales greb kan kun opnås gennem en alliance mellem de undertrykte klasser hos disse folk.

Paris, 9. marts 2016

Fjerde Internationales daglige ledelse vedtog denne udtalelse på mandat fra mødet i den Internationale Komite den 2. marts 2016. Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen.

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.