Efter det portugisiske parlamentsvalg i oktober sidste år virkede det usandsynligt, at resultatet kunne have holdt i det lange løb. Socialistpartiet, anført af Antonio Costa, skulle vælge mellem total overgivelse til centrum-højre eller et skifte til venstre, presset mellem på den ene side den højrefløjs-koalition, der regerede Portugal i trojka-årerne, og på den anden side en venstrefløj i fremgang.

af João Camargo

Venstreblokkens [Bloco de Esquerda] pres for at få stoppet højrefløjsregeringen og understøtte en regering af Socialistpartiet med hjælp fra Kommunistpartiet og de Grønne, gav bonus, da Socialisterne, med 28 procent af stemmerne, og venstrefløjen, der fik cirka 20 procent, gik sammen i parlamentet og fik forkastet højrefløjens regeringsprogram. Derved tvang de den højreorienterede præsident, trods hans udtrykkelige modvilje, til at opfordre Costa til at danne regering.

De flersidede aftaler, som Socialistpartiet har indgået med hver af de andre partier, har tegnet en vigtig del af den nye regeringsprogram: Socialisterne bandt sig til ikke at skære mere i udgifterne til velfærdsstaten, men at tilbagerulle nedskæringer i lønninger og pensioner, hæve minimumslønnen, stoppe alle privatiseringer, og genindføre kollektive overenskomster. Endvidere har man aftalt at bekæmpe usikre ansættelser, forbyde at sætte folk på gaden, stoppe standardiserede elevtests, give fuld adoptionsret til bøsser og lesbiske par, fjerne den tidligere regerings begrænsninger på abortretten, og i det hele taget tilbagerulle flere dele af den forrige regerings politik.

Fremskridt
Siden Socialistpartiet kom til magten den 26. november har de overholdt de aftaler, som de indgik med Venstreblokken, Kommunistpartiet og de Grønne. Tilbagerulningen af privatiseringen af det offentligt ejede luftfartsselskab TAP, (der fandt sted i den forrige regerings få dage lange regeringsperiode) er til forhandling, mens privatiseringen af kollektiv transport i Porto og Lissabon, er fuldt ud ophævet. Homoseksuelle par kan nu adoptere, abortbegrænsningerne er væk, ny lovgivning beskytter familier mod tvangsauktioner og udsættelse fra lejeboliger, børn på 8, 10 og 12 år skal ikke længere gennem obligatoriske tests i matematik og portugisisk, den ekstra-skat, som den tidligere regering indførte, vil blive reduceret for mellemindkomster og fjernet for indkomster på mindre end 801 euro. Stigningen i mindstelønnen blev forhandlet og trods arbejdsgivernes modstand er der aftalt en stigning til 600 euro i 2019 (fra 485 euro i 2015 steg den til 505 i 2016 og vil derefter stige mindst 5 procent hvert år). Dette var et af de første stridspunkter i aftalen, da Kommunisterne og Venstreblokken ønskede en omgående stigning. Desuden er der nedsat et udvalg, der skal komme med forslag til bekæmpelse af usikre ansættelsesforhold.

Venstreblokken har udpeget partiets tidligere talsmand, Francisco Louçã, til Statsrådet, et rådgivende organ for præsidenten (der er præsidentvalg den 24. januar 2016). Det er første gang, at partiet er repræsenteret i dette råd. Kommunistpartiet, Socialistpartiet og den nu opløste højrefløjskoalition af Socialdemokrater og Folkepartiet [CDS-PP] har også hver udpeget en person til rådet.

Bankskandale
Højrefløjens heftige angreb er svundet ind til næsten ingenting, særligt siden skandalen om en ny bankkrise er kommet frem. Den tidligere regering gav BANIF, en privat bank med basis i Madeira, en indsprøjtning på 1,1 milliarder euro. Banken ledes af en tidligere minister fra Socialistpartiet, Luis Amado. Banken fik lånet i 2012 som et trojka-"lån", som den kun har betalt 275 mio. euro af på. I december 2014 var den forfaldne gæld på 125 mio. euro. Bankens aktier faldt til stort set nul, da det blev kendt, at den praktisk taget var bankerot, hvilket den havde været siden den "rene exit" fra trojka-programmet, som det triumferende blev annonceret af den tidligere premierminister Passos Coelho. I samarbejde med ledelsen af Portugals nationalbank blev skandalen skjult af hensyn til det kommende valg, indtil den endelig eksploderede, tre uger efter den nye regering kom til magten.

Der var et åbenlyst pres på regeringen fra den Europæiske Centralbank for at få lavet en redningsaktion (mindre end en måned før EUs nye politik på det område blev indført) til 2,2 mia. euro. Efter denne pakke gennemtvang EU-kommissionen, at banken blev givet til den spanske storbank Santander for kun 150 mio. euro og en eftergivelse af gæld på yderligere 289 mio. euro. EU-kommissionen tvang Portugals regering til at give penge til Santander og afviste regeringens forslag om at overføre BANIF til Caixa Geral de Depósitos, som er Portugals offentlige (og største) bank.

Sprækker i koalitionen
I parlamentet stemte Venstreblokken, Kommunisterne og de Grønne imod den nye redningspakke. Det var Socialistpartiets ja-stemmer og Socialdemokraternes [trods navnet et traditionelt borgerligt parti, red] blanke stemmer, der atter sikrede opfyldelsen af euro-politikken, i stedet for at beholde banken på offentlige hænder, når den nu var finansieret af offentlige penge. Denne første revne i den nye regerings støtte fra venstrefløjen er meget vigtig, og samtidig blev det også en markering af afslutningen for højrefløjs-koalitionen, som nu er opløst, og den tidligere CDS-PP leder og tidligere vice-premierminister Paulo Porta er trådt tilbage.

Men når det drejer sig om banker og finanser, har Socialistpartiet udvist en fast støtte til de europæiske regler, der lader folk gå fallit, og redder bankerne. Hvad angår en anden bank, der for nylig var i regeringens hænder (tidligere Banco Espirito Santo, nu Novo Banco), blev det besluttet at fjerne de "giftige aktiver" (nu med private penge), inden den blev leveret tilbage på private hænder. EU presser konstant på for at få overdraget hele det portugisiske finansvæsen til de store europæiske kapitalgrupper. Venstreblokken udtrykte sin modstand mod denne beslutning, støttet af nogle oprørske parlamentsmedlemmer fra Socialistpartiet.

Den nye portugisiske regering har allerede i den første uge taget nogle vigtige skridt fremad på flere sociale spørgsmål og har midlertidigt bremset nedskæringspolitikken og ligefrem gjort nogle fremskridt, men presset fra EU – denne gang ikke fra Eurogruppen, men længere væk fra, nemlig den Europæiske Centralbank og Generaldirektoratet for Konkurrence under EU-Kommissionen – viser, hvor langt fra afslutningen på trojka-årerne vi stadig er. Socialistpartiets accept af de evigt skadelige europæiske politikker vil blive ved med at udstille modsætningen mellem EU-styre, social velfærd og den portugisiske forfatning. Uden tvivl vil disse modsætninger, før eller siden, komme i konflikt aftalerne med venstrefløjen, og efterlade Socialistpartiet i samme situation som i dagene efter oktober-valget. Inden da vil vi forhåbentlig se større forandringer i Spanien og Irland, hvor valgene kan være enden på det Europæiske Folkepartis herredømme og den ene procent af befolkningens interesser, de varetager.

11. januar 2016
João Camargo er aktivist i "De Udsattes Arbejderes Bevægelse" og medlem af bevægelsen "Que se Lixe a troika",. Artiklen er oversat fra
International Viewpoint af Steen Andersen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com