RELATEREDE ARTIKLER

Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! En fabriksarbejders livshistorie ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa

09.08.15 | Eric Toussaint

Tip en ven      |    Print  

Grækenland: Konsekvenserne af kapitulationen

Meget hurtigt efter at den græske regering og parlamentet havde overgivet sig til kreditorerne (EU-Kommissionen, den europæiske Centralbank (ECB) og den Internationale Valutafond IMF) blev der skiftet ud på ministerposterne.

Alexis Tsipras udskiftede seks ministre og viceministre (alle medlemmer af Venstreplatformen inden for Syriza), som havde været imod 13. juli-aftalen, med Syriza-medlemmer, der gik ind for den. Alexis Tsipras bad om og fik Athanasios Petrakos til at træde tilbage. Han var en af ordførerne for Syrizas parlamentsgruppe, der havde stemt imod aftalen. Han krævede sammen med 54 andre parlamentsmedlemmer (oprindeligt 49) en debat i parlamentet om konklusionerne af den foreløbige rapport fra ”Kommissionen til Revision af Gælden” (læs mere her) som blev forelagt parlamentet den 17. og 18. juni 2015. Det er premierministerens ret at vælge sine ministerkollegaer, men det er ikke hans privilegium at vælge ordførerne for Syrizas parlamentsgruppe. Gruppen vælger selv sine ordførere.

Ved hjælp af nye lån fra de europæiske institutionelle kreditorer, inden for rammerne af 20. juli-aftalen, har Grækenland genoptaget sine tilbagebetalinger til IMF og er begyndt at betale tilbage til ECB.

Andre ufordelagtige udviklinger er sandsynlige.

Alexis Tsipras og den fløj af Syriza, der støtter ham, løber en stor risiko for at overtage en politik, der retfærdiggør den uacceptable kapitulation. Fra nu af er de afhængige af støtte fra Nyt Demokrati, To Potami (det nye højreorienterede parti, der går ind for de europæiske institutioner og nedskæringspolitikken) og PASOK for at få flertal i parlamentet. Det kunne blive anderledes, hvis Tsipras vendte ryggen til sin kapitulation og bad om en ny afstemning i parlamentet for at forkaste aftalen. Vi ville gerne tro på det, men det virker helt ærligt ikke sandsynligt, selv hvis de parlamentsmedlemmer, der stemte imod aftalen, fortsat stemmer imod de love, der vil skabe flere og større nedskæringer. Nyt Demokrati, det ledende konservative parti (samme fløj som Merkel, Juncker og Rajoy) og kreditorerne vil påtvinge dem deres vilje.

I maj 2015 gav Alexis Tsipras et løfte til Syrizas centralkomite om, at han ikke ville underskrive nogen aftale uden at informere dem først. Han holdt ikke sit ord. Under et centralkomitemøde den 24 maj 2015, havde 75 medlemmer stemt for en mere radikal politik (suspension af tilbagebetalingen af gælden, nationalisering af bankerne, beskatning af de store formuer, nye faglige rettigheder). 95 komitemedlemmer stemte imod denne politik. Tsipras indkaldte ikke til noget møde i centralkomiteen mellem den 13. og 15. juli. Den 15. juli, omkring 12 timer før parlamentet overgav sig, underskrev 109 centralkomitemedlemmer et brev, hvor de tog afstand fra 13. juli-aftalen. Partiets to vigtigste regioner, Athen og Thessaloniki har også udtalt sig imod aftalen sammen med Syrizas nationale ungdomsorganiation.

Senere bekendtgjorde mere end 10 andre Syrizaregioner, at de var imod aftalen. Alligevel fandt det lovede møde aldrig sted. For et parti, der stod over for et så dramatisk valg, ville et sådant møde være en demokratisk nødvendighed.

Når en politisk leder går i den retning, kan resultatet blive fatalt: De demokratiske principper i parlamentsgruppen og i partiet er blevet indskrænket for at gennemtvinge de nye rammer.

Det er en radikal ændring, og den vil få mange katastrofale konsekvenser. Senere vil jeg komme med en forklaring på, hvordan det skete, men på nuværende tidspunkt er det ikke muligt at give en fuldstændig analyse.

Blandt årsagerne til det katastrofale resultat er selvfølgelig kreditorernes stædighed. Der er også den strategi, som lederne af Syriza har valgt, og som Alexis Tsipras og regeringen har valgt: At Tsipras har nægtet klart og tydeligt at stille spørgsmålstegn ved legitimiteten og lovligheden af gælden, den fortsatte tilbagebetaling af gæld, manglende forståelse for betydningen af en folkelig gældsrevision (selvom han officielt støtter dette), afvisning af at røre ved de store aktieejeres interesser i de græske banker, der er ansvarlige for bankkrisen og at tage skridt til selvforsvar overfor kreditorernes ufleksibilitet og aggressivitet, manglen på nødplaner (som kunne have indeholdt en exit fra euroen) og en offentlig forklaring på, hvorfor sådanne planer kunne være nødvendige, illusionen om at man kunne lykkes med forhandlinger overfor kreditorerne, så man kunne få tilstrækkelige indrømmelser til at tillade Grækenland at komme ud af nedskæringspolitikken, afvisning af at påbegynde en proces for at ændre Grækenlands grundlov i en demokratisk retning, manglende evne til at forstå den rolle, som den folkelige mobilisering spiller, og som skulle havde været opmuntret, og andet.

Jeg vil forklare, hvorfor det mest presserende valg ikke var, om man skulle forblive i euroen eller ej, men nærmere om man skulle forhandle uden en styrkeposition, eller om man skulle prioritere at tage følgende fem skridt:
1. Suspendere gældstilbagebetalingen, mens man fortsatte med at revidere gælden [dvs. undersøge, om den er legitim og bør betales tilbage, o.a.].
2. Løse bankkrisen, det vil sige gå i konflikt med de store aktionærer, som har skabt krisen.
3. Skabe en parallel økonomi [dvs. indføre en elektronisk valuta inden for euro-zonen, o.a.]
4. Forøge de humanitære tiltag, så man bygger videre på dem, der allerede er taget siden februar 2015.
5. Skabe nye kilder til offentlige indtægter gennem kraftige tiltag over for de privilegerede, især den rigeste procent og de største skattesnydere.

I den nye periode vi er på vej ind i, er den græske regering blevet medskyldig i grundlæggende krænkelser af menneskerettighederne i modsætning til Grækenlands internationale engagement. Rettigheder som en anstændig løn, en anstændig pensionsydelse, anstændige job- og arbejdsvilkår, fuldt dækkende sundheds- og uddannelsestilbud, respekt for demokratiske valg som det ”Nej”, der var resultatet fra folkeafstemningen den 5. juli.

Selvfølgelig har kreditorerne (de 14 eurozonelande, der tilbød lån til Grækenland på uacceptable betingelser under EU-Kommissionens, ECBs og IMFs opsyn) det fulde ansvar for de ødelæggelser, der er sket, men fra nu af vil Alexis Tsipras´ regering være direkte medskyldig sammen med kreditorerne, fordi han gav efter for deres stædighed og underkastede sig deres krav om forlods accept af alle vigtige love og tiltag, som han nu vil forelægge den græske regering. Der vil komme sammenstød mellem Tsipras´ regering og kreditorerne, men fælden er klappet, og jeg tror ikke, at Tsipras vil være klar til at foretage den kovending, som hans samvittighed fordrer, og som store dele af Syriza kræver. Jeg håber at jeg tager fejl.

13. juli-aftalen vil øge gælden med mere end 80 milliarder euro. Denne nye gæld vil være lige så illegitim, ulovlig, modbydelig og uholdbar som de tidligere, fordi den er indgået under de samme vilkår som den igangværende politik, og som er et brud på menneskerettigheder.

Jeg vil gerne tilbage til det parlamentsmøde, jeg deltog i, hvor 13. juli-aftalen blev vedtaget. Ved begyndelsen af mødet krævede parlamentsformanden tilstrækkelig tid til at diskutere aftalen til bunds inden afstemning. Som følge af en alliance mellem Syriza, de Græske Uafhængige (ANEL), PASOK, Nyt Demokrati og To Potami forkastede parlamentet dette forslag og accepterede kreditorernes deadline om at stemme aftalen igennem inden midnat den 15. juli. Det betød omkring fire timer til at præsentere aftalen, taletid til et begrænset antal parlamentsmedlemmer og så afstemning. I tre timer var premierministeren og de fleste af ministrene og viceministrene fraværende.

PASOK, Nyt Demokrati og To Potami var begejstrede for at tage aktivt del i at få aftalen vedtaget. De henviste alle sammen til de betingelser i aftalen, der var barskere end dem, der var i den aftale, der blev sendt til folkeafstemning den 5 juli, og som de havde agiteret for et ”ja” til. De beskyldte Syriza for fejlagtigt at have forledt befolkningen til at tro, at det var muligt at slippe fri af nedskæringernes spændetrøje, og bagatelliserede således de katastrofer, de selv havde været med til tidligere. Ordføreren fra Gyldent Daggry fordømte aftalen, fordi den ikke respekterede folkeafstemningen den 5. juni, og påstod, at hans parti var det eneste, der virkelig gjorde modstand mod kreditorerne. Kommunistpartiet, der opfordrede til at undlade at stemme ved folkeafstemningen, fordømte Syriza og aftalen og foreslog at susspendere tilbagebetalingen. Kamenos, formand for de Uafhængige Grækere og forsvarsminister, erklærede at 13. juli-aftalen var en ”kapitulation”, resultatet af trusler og et fuldt udfoldet statskup. Han tilføjede: ”Grækenland har kapituleret, men vil ikke overgive sig (sic)”, før han opfordrede alle medlemmer til at stemme for aftalen, for på den måde at sætte de medlemmer af Syriza under pres, som ville stemme ”nej”.

Alle ordførene fra Syriza gik ind for aftalen undtagen Zoe Konstantopoulou. Økonomiministeren Stathakis mente, at aftalen havde tre positive pointer: Gælden kunne blive omstruktureret (faktisk kommer den til at stige, som nævnt ovenfor), det offentlige overskud, som kreditorerne har dikteret, vil blive reduceret, og bankerne vil blive reddet. På den anden side anerkendte han, at resten af aftalen mest havde negative træk. Det var også ham, der den 12. juli 2015 sagde, at de af Syrizas parlamentsmedlemmer, der ikke havde støttet aftalen, skulle gå af. Zoe Konstantopoulou sagde, at befolkningen havde forkastet 5. juni-aftalen, og at denne afgørelse skulle respekteres.

Alexis Tsipras, der kom til bygningen tæt på midnat, forklarede, at han havde underskrevet 13. juli-aftalen under trusler. Han anerkendte, at aftalen var dårlig, men sagde alligevel, at der var tre positive pointer: Gælden vil blive omstruktureret, bankerne vil blive reddet, de 35 mia. euro, der var blevet lovet under Junckers plan, ville hjælpe Grækenland med at forbedre sin økonomi de næste år. Ingen af disse tre punkter kan man tage alvorligt. Den nye formand for Nyt Demokrati sagde, at de støttede denne aftale, og at det var på grund af Tsipras-regeringens uansvarlighed, at kreditorerne havde skærpet deres krav.

Endelig blev der stemt. Alle fra PASOK, Nyt Demokrati, To Potami og Uafhængige Grækere stemte for. Alle parlamentsmedlemmerne fra Kommunistpartiet og Gyldent Daggry stemte imod aftalen. De 149 medlemmer fra Syriza var splittede: 32 stemte imod (inklusiv adskillige ministre, viceministre, Zoe Konstantopoulou, parlamentsformanden og eks-finansminister Yannis Varoufakis) Syv undlod. Så aftalen blev godkendt takket være den nedskæringsvenlige højrefløj, kapitulationen fra Alex Tsipras og en overvægt af ja-stemmer fra Syriza.

I løbet af de følgende dage, deltog jeg selv og Zoe Konstantopoulou i to offentlige konferencer for at præsentere de foreløbige resultater fra ”Kommissionen til Revision af Gælden”. Den første konference på det økonomiske fakultet havde 350 deltagere. Den anden, på det juridiske fakultet, havde 250. Alle deltagerne på begge konferencer var uden undtagelse imod aftalen.

Det er vanskeligt at se, hvor store protesterne vil blive de kommende måneder. Som man kunne forvente blev den generalstrejke, som de offentligt ansattes fagforening (der er meget splittet, og som har folk i alle parlamentets politiske partier) havde indkaldt til den 15. juli ikke fulgt af særlig mange. Om aftenen den 15. juli, mens parlamentet var samlet, blev venstrefløjens demonstration brutalt undertrykt (for første gang siden 25 januar 2015). Politiet foretog dusinvis af anholdeler og omkring 20 demonstranter blev bragt for retten dem 22 juli. Den 22. juli skal den græske regering vedtage nye love for at imødekomme kreditorernes betingelser. Der vil der opstå en ny vanskelig situation.

Vi er gået ind i en ny fase.

Under disse meget vanskelige vilkår er det nødvendig at forstærke solidariteten med det græske folk.

Post Scriptum: I løbet af natten mellem den 22 og den 23 juli vedtog det græske parlament to omfattende love i en sammenhæng, der giver triste mindelser om Trojkaens værste dage (2010-2014).

Formanden for det græske parlament sagde, at det var en skændsel, at medlemmerne havde modtaget 977 sider med disse to love mindre end 24 timer før, og de blev ikke tilladt at stille ændringsforslag. Teksten indeholder en reform af retssystemet, som kreditorerne har insisteret på, og som den tidligere regering allerede havde forsøgt at indføre. I december 2014 var jurister fra hele landet blevet opfordret til at give deres mening til kende, gennem en afstemning organiseret af Sammenslutningen af Advokater. Mere end 93 procent stemte imod. Adskillige dommere havde også været imod reformen. Zoe Konstantopoulou bemærkede, at når det lige præcis er denne lovtekst, som de fremmede regeringer vælger som betingelsen for at begynde forhandlingerne frem mod et tredje Memorandum, så viser det den grad af foragt, de har overfor de principper, som et parlament, en folkelig suverænitet og selve demokratiet skulle fungere efter.

Den anden ændring, som kreditorerne nu har påtvunget det græske parlament, indfører nye regler om private husstandes gæld og om virksomhedskonkurser for bedre at beskytte bankerne. I tilfælde af konkurs er bankerne de første kreditorer, der skal have deres tilgodehavender, hvor det tidligere plejede at være de ansatte i firmaet samt og de pensionerede arbejdere. Når det drejer sig om prioritetslån, er bankerne privilegier overfor forgældede familier styrket, sådan at de lettere kan gøre brug af tvangsauktioner og salg.

31 parlamentsmedlemmer fra Syriza (inklusiv parlamentsformanden) stemte imod, og fire undlod. Loven blev vedtaget med et flertal på 230 ”ja”-stemmer, inklusiv de Syriza-medlemmer, som godkendte tiltagene, og de fire højrefløjspartier (PASOK, ANEL (de Uafhængige Grækere), og To Potami). Grunden til, at der er forskel på stemmerne den 15. juli og stemmerne den 22. juli er, at Yannis Varoufakis, som heltemodigt gik imod den første del af ”aftalen” fra 15. juli, stemte ”ja” den 22. Selvom Varoufaki ikke gik ind for de to love, han senere godkendte. Det viser tydeligt, at dele af Syrizas parlamentsgruppe, som støttede premierministeren og hans højrefløjs allierede, faktisk stemte imod deres overbevisning.

27 juli 2015

Oversat fra International Viewpoint af Martin Mørch
 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.