En ny politisk kraft er sprunget frem på den nationale politiske scene i Spanien forud for lokalvalgene 24. maj.

af Dick Nichols

I tre måneder fra november 2014 til februar 2015 var de ledende økonomiske og politiske kredse i Spanien i en tilstand af slet skjult panik. I landsdækkende meningsmålinger er støtten til ”de røde” vokset, nemlig i form af fremgang for det nye radikale Podemos, som nu udfordrer de etablerede partier, det regerende Folkeparti (PP) og det socialdemokratiske Arbejderparti (PSOE), som er i opposition.

Men med større hastighed end selv Podemos nogensinde har haft, efter at have vundet fire pladser i sidste års valg til EU-Parlamentet, så er en ny politisk kraft sprunget frem på den nationale politiske scene. Den hedder Ciudadanos (Samfundsborgere) og bliver ledet af den 35-årige Albert Rivera, som er medlem af det det catalanske regionale parlament.

Ciudadanos slog sig fast på den nationale scene i regionalvalget den 22. marts i Andalusien. For første gang vovede partiet sig uden for sin hjemmebane i Catalonien og tog 9 af de 109 pladser i det andalusiske parlament med 9,3 procent af stemmerne.

Ciudadanos svang sig i marts og april op til at udfordre PP og PSOE i meningsmålingerne, og de klarede på to måneder at nå det, som det havde taget Podemos seks måneder at opnå. Det har ændret den politiske kamp i den spanske stat til en fire-fløjet kamp, hvor PP, PSOE, Podemos og Ciudadanos alle har en opbakning på mellem 14 og 27 procent af vælgerne.

Fremvæksten af Ciudadanos har nogle bemærkelsesværdige paralleller til Podemos fremgang. Partiet bliver også personificeret af en yngre leder, der hævder at være en ”ikke-politiker”. Det er ”nyt og ungdommeligt”, og gør udstrakt brug af sociale medier.

På samme måde som Podemos har måttet lægge afstand til Forenede Venstre (IU – Izquierda Unida) som den etablerede venstrefløjs alternativ til det fælles monopol fra PP og PSOE, så har Ciudadanos på højrefløjen overtaget rollen som det største alternativ fra Unionen for Fremskridt og Demokrati (UPyD).

Både Podemos og Ciudadanos fremstiller sig selv som uplettede og ubelastede af arven fra fortiden. Podemos stiller sig i modsætning til den ”gamle venstrefløj” i IU, der især bliver drevet af Spaniens Kommunistiske Parti (PCE). Tilsvarende distancerer Ciudadanos sig fra UPyD, hvis storhedsvanvittige leder Rosa Diaz stadig er besat af ”den terroristiske” nationalisme i Baskerlandet.

Da Diaz afviste Ciudadanos’ tilbud om sammenslutning, mistede UpyD nogle vigtige personligheder, nogle gik direkte til Ciudadanos, andre trak sig ud af politik.

Efter det nationale valg i 2011, voksede støtten til både UPyD og IU til omkring 15 procent. Nu er støtten til IU faldet til omkring 4 procent og til UPyD til 1-2 procent.

Ciuadanos historie
Men her stopper parallellen. Først og fremmest har Ciuadanos allerede eksisteret siden 2006, hvor de startede som et parti, der stod for en spansk-centralistisk modstand mod den catalanske seperatisme. Efterhånden som selvstændighedsbevægelsen voksede efter 2010, skete det samme for Ciuadanos som modpol.

Meningsmålinger forud for regionalvalget i Catalonien den 27. september, som samtidig bliver en afstemning om selvstændighed for de catalanske nationalistpartier, viser, at Ciuadanos slår PP. Ifølge en meningsmåling i dagbladet La Vanguardia den 4. maj ville Ciuadanos vokse fra 9 mandater til 26 i det catalanske parlament, som har 135 pladser, mens PP ville blive halveret fra 19 til 9.

Ciuadanos begyndte som en "borgerplatform", der var modstander af enhver forhandling om at ændre Cataloniens status. Man var modstander af enhver alliance med partier, som støttede genforhandling, også om små ændringer.

Ciuadanos grundlæggende politik kan sammenfattes i fem punkter:

· Den eneste politiske enhed, som har rettigheder, er individet. Territorier (dvs. Catalonien, Baskerlandet og Galicien) har ingen rettigheder;
· Staten eksisterer for at fremme frihed og lige muligheder, og for at fremme demokratiske værdier og oplysning:
· Staten skal være en verdslig og sekulær institution, uden nogen institutionelle privilegier for religiøse organisationer;
· Ideen om "eget sprog" (dvs. catalansk) er nationalistisk. Catalansk og kastiliansk (spansk) skal have lige rettigheder i Cataloniens offentlige instituioner; og
· den spanske grundlov fra 1978 etablerede Spanien som en nation, hvor regioner som Catalonien og Baskerlandet kun er delelementer.

I det catalanske parlament har Ciuadanos og PP næsten altid stemt sammen for at modsætte sig anerkendelse af catalanske nationale rettigheder.

I oktober 2013 udvandrede begge partier fra parlamentet for ikke at stemme om en vedtagelse, som krævede "fordømmelse af enhver erklæring eller aktivitet, som priser, bagatelliserer, undskylder eller fornægter nazisme, francoisme eller noget andet totalitært eller diktatorisk regime."

På den anden side har Ciuadanos altid forsøgt at distancere sig fra PP ved at støtte en reform af Spaniens brutale gældslovgivning og ved at støtte initiativer mod korruption.

Om andre varme emner i spansk politik, som abortrettigheder og monarkiet, siger Ciudadanos præsident Alberto Rivero ” Jeg støtter at kvinder kan få abort, men er ikke enig i at abort er en rettighed” og ” Jeg vil støtte en republik, hvis (den nye konge) Philip VI udfører jobbet dårligt”.

Hvorfor lige nu?
Ciudadanos kunne have fortsat som et rent catalansk fænomen, hvis det ikke var fordi, at indignado-bevægelsen havde udviklet sig som en eksplosion i 2011, og at Podemos var kommet frem sidste år.

Med topartisystemet i dyb krise og Podemos i spidsen for meningsmålingerne var der et voksende krav fra meningsdannere i det spanske erhvervsliv for et "højrefløjs-Podemos". Kravet var et parti, der kunne lave om på det hele, så tingene forblev de samme.

I den sammenhæng ville man, hvis Ciudadanos ikke havde eksisteret, have været nødt til at opfinde det. En måling for nylig blandt ”store investorer” fra finansverdenens sociale netværk UNIENCE viste, at 46 procent støttede Ciudadanos, næsten tre gange så mange som støttede PP.

Det er ikke overraskende, at Ciudadanos allerede er vidt berømt som ”Ibex 35 partiet” opkaldt efter børsen i Madrid. Men Ciudadanos udfylder også et hul, der ikke bliver udfyldt af noget andet parti.

Dets budskab angriber den illusion, der forståeligt nok er vidt udbredt i middelklassen og i professionelle kredse, at ”Spanien kunne være en normal europæisk magt” – hvis bare man slap af med korruption, en forældet kirkes privilegier og de oldgamle nationale konflikter.

De seneste meningsmålinger viser, både regionalt og nationalt, at procentdelen af vælgere, der ikke har besluttet sig, er halveret til 9 procent de seneste to måneder. En meget stor del er gået til det hastigt voksende Ciudadanos.

Det virker, som om de, der har forholdt sig afventende og har været trætte af PP og PSOE, men syntes at Podemos var for radikalt efter deres smag, har fået tilbudt det rette produkt til den rette tid – en øjensynligt effektivt rensemiddel til at fjerne det snavs, der er tilbage efter Francotiden, mens det efterlader den spanske kapitalistiske økonomi urørt.

En forandret kampplads
Hvis kommunalvalgene den 24. maj følger målingerne i 13 af Spaniens 17 regioner, viser de dominerende tendenser, at Ciudadanos kan komme på en prøve efter valgene i ganske mange regioner og byer.

Målingerne bekræfter de tendenser, man kunne forudse efter valget 22. marts i Andalusien. Enten det ene eller det andet af de gamle partier vil fastholde et relativt mindretal – som PSOE i Andalusien – mens de nye partier vil have utilstrækkelig støtte til at kunne danne regering.

I Andalusien har forhandlingerne med PP, Podemos, Ciudadanos og IU om at give PSOE-mindretallet mandat til at danne en regering for eksempel trukket ud i ugevis.

Hvis meningsmålingerne holder, bliver det sandsynlige scenarie efter den 24 maj, at PP mister sit absolutte flertal næsten alle steder, selv i traditionelle højborge som Castilla-Leon og Murcia.

Nogle af disse flertal vil blive mere end halveret, især hvor korruptionsskandaler for PP har været størst, som i Valencia. Men i mange regioner og byer kan højrefløjen – omfattende PP, Ciudadanos og andre – sikkert fastholde flertallet.

I syv regioner vil Ciudadanos stemmer sandsynligvis blive afgørende for, hvem der danner regering.

Hvis Ciudadanos stemmer for at fastholde PP på regeringsmagten, risikerer Riveras gruppe at blive opfattet som en støtte til det parti, der er smurt mest ind i korruption i opløbet til det nationale parlamentsvalg til november.

Andre steder, som de Baleariske Øer, Valencia og Cantabrien, ser det regerende PP ud til at miste magten til forskellige politiske kombinationer af PSOE, IU, Podemos og regionale partier.

Vil disse kræfter være i stand til at danne en alternativ regering? Vil de i det mindste være i stand til at nå til en aftale, der giver mulighed for en mindretalsregering?

I regioner og byer, der nu bliver ledet af centrum-venstrekoalitioner (som Asturien) vil disse flertal vokse, ud fra den rimelige antagelse, at Podemos, der nu udgør tungen på vægtskålen mange steder, vil støtte en venstreorienteret regering imod højrefløjen.

Disse sandsynlige resultater afspejler, at der i løbet af de seneste års dybe krise har været en kraftig venstredrejning i det spanske samfund og politiske billede. Men skiftet har endnu ikke været stort nok til at bringe en venstreorienteret regering – med Podemos, IU og forskellige nationalistiske, (centrum-)venstreorienterede venstrekræfter i Catalonien, Baskerlandet og Galicien – til magten.

En mulig undtagelse er i Barcelona. Koalitionen Barcelona en Comú (Barcelona Sammen), der også indeholder Podemos, Initiativet for Catalonien-Grønne, Forenet og Alternativt Venstre og andre venstrekræfter – kan måske blive det største parti. For en stor del ville det være på grund af den popularitet, som deres borgmesterkandidat Ada Colau har, som tidligere talsperson for bevægelsen mod tvangsudsættelser.

Hvis Barcelona en Comú, sammen med det venstre-nationalistiske Folkelige Enhedskandidatur og det centrum-venstre-nationalistiske Cataloniens Republikanske Venstre skulle vinde flertallet af mandaterne, vil byrådet i Barcelona få den mest venstreorienterede administration i hele den spanske stat.

En sådan sejr vil give genlyd langt uden for Barcelona.

Dick Nichols er Europakorespondent for Green Left Weekly, med base i Barcelona.
Oversat fra engelsk af Martin Mørch.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com