RELATEREDE ARTIKLER

Hvilken løsning for arbejderbefolkningen? Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen? Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi? Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Ingen fredelig vej til socialisme Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Historien om en revolutionær Efter Chavez: Et muligt scenarie Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Alle er enige: De andre tabte Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Livet efter Fidel Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej Venezuelas revolution i krydsild

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Latinamerika

19.09.08 | Eric Toussaint

Tip en ven      |    Print  

Venstre-regeringer: Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador

Artiklen analyserer de seneste års udvikling på det latinamerikanske kontinent. Ud fra en marxistisk grundholdning behandles det klassiske spørgsmål om folkenes ret til national selvbestemmelse, set i lyset af borgerskabets krav om løsrivelse af provinser og regioner.

Dette krav rejses, når nationaliseringer af råstoffer, finansvæsen, produktionsvirksomheder og ekspropriation af storgodser samt dybtgående sociale reformer forsøges gennemført af venstreorienterede regeringer. Disse er kommet til magten ved almene valg i medfør af den borgerlige grundlov (o.a.).

Bortset fra Cuba er der tre kategorier af regeringer i Latinamerika:

1. For det første de højreorienterede regeringer; Washingtons allierede, som spiller en aktiv rolle i regionen og indtager en strategisk position: Disse er Álvaro Uribes regering i Colom-bia, Alan García i Peru og Felipe Calderón i Mexico.

2. For det andet er der de såkaldte ”venstre” regeringer, som fører neoliberal politik og støtter de regionale borgerskaber i Brasilien, Uruguay, Chile og Nicaragua samt Argentinas peronistiske regering med Cristina Fernandez Krichner som regeringsleder. Dette er regeringer, der fører en politik til fordel for storkapitalen, skjult bag en facade af begrænsede sociale reformer. I virkeligheden gør de det en lille smule lettere at få befolkningen til at sluge den neoliberale pille ved at vedtage nogle sociale reformforslag. For eksempel får fattige familier en smule socialhjælp fra regeringen, hvilket sikrer den folkelig støtte i den fattigste del af landet.

Nogle af disse regeringer prøver at forbedre deres relationer med Washington, især de dominerende organisationer, der er tilhængere af frie handelsforbindelser med USA. Chile har underskrevet en aftale, og Lulas brasilianske regering forsøger også at indgå en aftale med Washington omhandlende en række politiske spørgsmål. Men samtidig er der store uenigheder mellem Lulas regering og USA. Disse uenigheder omfatter forsvaret af det brasilianske borgerskabs landbrugsinteresser og dets interesser i en række industrielle sektorer, især eksportindustrien, som ikke accepterer USA’s protektionisme.

3. I den tredje kategori af lande finder vi Venezuela, Bolivia og Ecuador. Her bliver regeringerne konfronteret af en aktiv opposition, bestående af vigtige dele af den lokale kapitalist-klasse og Washington.

4. Cuba er i sig selv en fjerde kategori.

Vigtigheden af forskellige mobiliseringer …
Angående de lande, som udgør den tredje kategori – Venezuela, Bolivia og Ecuador – er det for det første nødvendigt at understrege, at vi kun kan forstå disse landes politik, hvis vi i vore overvejelser inddrager de omfattende folkelige mobiliseringer, som har præget den sidste tids historiske udvikling.

I Ecuador blev fire højreorienterede præsidenter afsat mellem 1997 og 2005 på grund af befolkningens massive mobiliseringer.

I Bolivia udviklede der sig vigtige aktioner i forbindelse i mod privatiseringen af vandforsyningen i april 2000 og mod slutningen af 2004. Mobiliseringerne i forbindelse med privatiseringen af gasforsyningen i oktober 2003, væltede og tvang præsident Gonzalo Sánchez de Losada til at flygte til USA.

I Venezuela har der siden 1989 fundet vigtige mobiliseringer sted. Mobiliseringer, som var begyndelsen på omfattende sociale protester mod Den Internationale Valutafond. Protesterne spredte sig over hele verden op gennem 1990’erne. Endnu mere iøjnefaldende var de enorme folkelige mobili-seringer den 12.april 2002. Spontane manifestationer i protest mod kupforsøget, rettet mod Hugo Chávez. Disse mobiliseringer resulterede direkte i Hugo Chávez’ tilbagevenden til præsidentpalad-set Miraflores den 13.april 2002. Disse massive, folkelige mobiliseringer udgør en afgørende faktor ved eksistensen og overlevelsen af regeringerne i Venezuela, Bolivia og Ecuador.

… og den demokratiske vedtagelse af nye forfatninger
Det andet, det er vigtigt at understrege, er ændringen af forfatningen. I Venezuela blev en ny demokratisk forfatning (udformet af en grundlovgivende forsamling), vedtaget ved en folkeafstemning i 1999, under Hugo Chávez første regeringsperiode. Denne forfatning er stadig i kraft og har medført flere kulturelle, økonomiske og sociale rettigheder for flertallet af Venezuelas befolkning. Endvidere skabte den nuværende forfatning demokratiske procedurer, som tillader tilbagetrækning af valgte repræsentanter på alle niveauer (inklusive republikkens præsident) halvvejs i valgperioden.

Vedtagelsen af en ny forfatning i Venezuela har siden hen inspireret regeringerne i Bolivia og Ecuador. Bolivia vedtog en ny forfatning i 2007 og i Ecuador udformer den grundlovgivende forsamling, der blev valgt i september 2007, en ny forfatning. Den vil komme til folkeafstemning 28. september 2008.

Der er tale om virkeligt dybtgående reformer! De demokratiske, politiske forandringer, der bliver gennemført i disse tre lande er ikke blot blevet systematisk fortiet i massemedierne i de fleste industrialiserede lande og i andre dele af verden. Medierne har endvidere ført en massiv hadkampagne med det formål at fremstille de tre landes statsoverhoveder som frastødende populister og autoritære ledere.

Erfaringerne fra indførelsen af nye forfatninger fra disse tre lande i regionen omkring Andesbjergene, er meget righoldige. De burde være inspiration for befolkningerne og politiske kræfter i andre lande. Vi kan blot sammenligne med situationen i Europa, hvor der ikke er nogen demokratisk procedure (f.eks. folkeafstemninger, o.a.) i forbindelse med vedtagelsen af EU-forfatningen.

Modsætninger
Naturligvis er de erfaringer, der er på vej til os fra Venezuela, Bolivia og Ecuador, også modsætningsfyldte og har deres begrænsninger, som bør analyseres. I Ecuador mobiliserer den igangvæ-rende reformproces brede befolkningslag. Den nuværende præsident, Rafael Correa, blev valgt i slutningen af 2006 med stort flertal, uden at have et politisk parti eller nogle parlamentarikere bag sig. På trods af den stærke opposition fra højrefløjen og alle massemedierne – i Ecuador er der ingen statslig fjensyns- eller radiostation – vandt Correa folkeafstemningen om at indkalde en grundlovgivende forsamling med 82 procent af stemmerne. Den politiske bevægelse, som Correa havde skabt i løbet af 2007, opnåede mere end 70 procent af stemmerne ved valget til den grundlovgivende forsamling. Hvis vi dertil føjer hans allierede, har han fordel af et flertal på mere end 80 procent.

For nærværende har de sociale bevægelser en stående invitation til at deltage i den grundlovgivende forsamling. Hensigten er at bevægelsernes forslag i højere grad bliver taget alvorligt. På denne måde kan den ny forfatning blive udviklet af et bredt flertal af befolkningen. Af denne grund er det et meget åbent og interessant forløb. I slutningen af juli vil det endelige udkast være kendt, når den grundlovgivende forsamling har vedtaget forslaget til ny forfatning. Forslaget bliver sendt til folkeafstemning i slutningen af september. Den tekst, som vil blive forelagt vælgerne, kan muligvis kritiseres på visse punkter (f.eks. fraværet af kravet om fri abort eller forbud mod genetisk modificerede organismer).

I Bolivia finder forløbet med forfatningsændringen sted i en mere konfliktfyldt situation. Evo Morales' parti, Bevægelsen for Socialisme (MAS), vandt simpelthen almindeligt flertal i den grundlovgivende forsamling (55 procent), men havde ikke et kvalificeret flertal på 2/3. Dette komplicerer situationen. Den nye forfatning blev vedtaget i december 2007, på trods af de hindringer – hvoraf nogle var voldelige – højrefløjen og den herskende klasse lagde i vejen. Som følge af de reaktionære kræfters meget aggressive mobiliseringer er den politiske situation voldsomt tilspidset. Højrefløjen igangsatte en racistisk kampagne, og krævede løsrivelse af den østlige del af landet, hvor de kontrollerer situationen. Denne reaktionære revolte, har indtil nu været i stand til at forhindre afholdelsen af folkeafstemningen om den nye forfatning (se note).

Naturressourcerne underlægges igen offentlig kontrol
Et tredje vigtigt forhold er, at regeringerne i Venezuela, Bolivia og Ecuador har gennemført lovgivning med henblik på at styrke den offentlige sektor og vinde kontrollen over landenes naturressourcer. I Venezuela overtog staten kontrollen med det store olieselskab PDVSA, som favoriserede private interesser, og lod de fleste af sine profitter beskatte i USA – på trods af, at selskabet er ejet af staten. Det var en meget hård kamp.

Kapitalistklassen organiserede et kup i april 2002, efterfulgt af en lukning, der lammede selskabet i december 2002 og januar 2003. Venezuelas bruttonationalprodukt faldt i de første måneder af 2003, men regeringen genvandt til sidst kontrollen med situationen, med støtte fra et overvældende flertal i befolkningen.

Sidste år overtog den venezuelanske stat også kontrollen med et vigtigt oliefelt, Faja de Orinoco. I Venezuela producerer staten 2/3 af råolien, og 1/3 produceres af de store olieselskaber. For øjeblikket bliver olien imidlertid udnyttet efter bestemmelserne i de nyligt forhandlede kontrakter. De nye kontrakter giver staten et større afkast, end de gamle gjorde.

Flere nationaliseringer skal nævnes: Produktion og distribution af elektricitetsforsyningen, tele-kommunikation (CANTV), et stålværk (SIDOR, med 15.000 arbejdere), cementfabrikkerne, og nogle fødevarevirksomheder. Landbrugsreformen skal ikke glemmes. Den har til formål at overdrage jorden til dem, der dyrker den.

Bolivia nationaliserede olie- og gasproduktionen i 2006. Evo Morales indsatte hæren for at overtage kontrollen med oliefelterne, men de multinationale olieselskaber fortsætter deres aktivitet, da det er dem, der forestår selve udvindingen af olie og gas. Selvsagt er staten ejer af naturrigdommene. Desuagtet er det de multinationale selskaber, som får det kontante udbytte af olie- og gasforekomsterne.

Fælles syn på den strategiske udvikling
Heri består vigtigheden af sammenfaldende synspunkter med strategisk betydning. Dette vil tillade Bolivia at konsolidere et offentligt ejet olieselskab, der står for udvindingen og raffineringen af olien og gassen. Bolivia har ikke et olieraffinaderi; Ecuadors raffinaderier har ikke tilstrækkelig kapacitet. Bolivia og Ecuador eksporterer råolie og importerer raffinerede produkter. Dette forhold illustrerer også vigtigheden af et fælles strategiske syn mellem Venezuela, Bolivia og Ecuador. Det gør det muligt at øge de sidstnævnte landes uafhængighed.

Det, Venezuela, Bolivia og Ecuador har til fælles med den anden kategori af lande (Brasilien, Uruguay, Chile og Argentina) udgøres af en målbevidst, social reformpolitik. Man kan ikke bare uden videre afvise disse tiltag. Det er helt nødvendigt at skabe arbejdspladser, øge lønningerne betragteligt og garantere flere sociale og økonomiske rettigheder for arbejderne, bønderne, håndværkerne, de småhandlende, pensionisterne og de andre sociale grupper. Venezuela og Bolivia har gjort fremskridt i denne retning, men der er stadig meget at udrette.

Ecuador; Vil Corrrea standse betalingen af en del af statens gæld?
Ecuador iværksatte et vigtigt initiativ vedrørende landets offentlige gæld. Rafael Correa skabte i juli 2007 Den Fælles Høringskomité til undersøgelse af det offentliges indenlandske og udenlandske gæld (CAIC). Komitéen består af 12 medlemmer fra de sociale bevægelser og NGO’er i Ecuador, seks medlemmer af internationale organisationer, der arbejder for eftergivelse af den Tredje Verdens gæld (jeg er medlem af komitéen som repræsentant for Komitéen for Afskaffelse af Den tredje Verdens Gæld, CADTM) og fire repræsentanter for staten (Finansministeriet, Tribunalet for An-svarlighed, Anti-korruptionskomitéen og Skatteministeriet). Det er interessant, at der ikke er repræsentanter fra erhvervslivet (f.eks. arbejdsgiverforeningen), men i stedet repræsentanter for sociale bevægelser som f.eks. de oprindelige folks bevægelse (CONAIE, Sammenslutningen af de Oprindelige Nationaliteter i Ecuador) og andre kæmpende folkelige bevægelser i Ecuador. Correas og hans støtter i regeringen vil med udgangspunkt i komitéen standse tilbagebetalingen af store dele den offentlige gæld.

Hvis Correa opnår sit mål, vil det medføre en direkte konfrontation med hans eget nationale borgerskab, fordi det er det ecuadorianske borgerskab, som tjener mest på tilbagebetalingen af størstedelen af den offentlige gæld. Det vil også betyde en konfrontation med de internationale finansielle markeder og med Verdensbanken. Regeringens højrefløj og de store finansgrupper, ikke mindst Verdensbanken og regeringerne i de fleste industrialiserede lande, udøver et stærkt pres for at overbevise Correa om at undlade at gøre noget. Han skal træffe en beslutning i midten af juli 2008, når CAIC afleverer sin rapport. Intet er sikkert, og muligheden for at Correa beslutter at undgå denne konfrontation eksisterer.

USA's og de lokale kapisalisters strategi: Konfrontation og løsrivelse
USA’s og de lokale kapitalistklassers strategi er klart orienteret mod konfrontation: Kuppet mod Chávez i 2002, de venezuelanske arbejdsgiveres lockout i december 2002 og januar 2003, og massemediernes kampagner i Bolivia, Ecuador og Venezuela mod landenes regeringer.

Men den grundlæggende manøvre består i en ny strategi, som går ud på opsplitte landene. Bolivias kapitalistklasse arbejder på at løsrive den østlige del af landet. Det, massemedierne kalder »la media luna«(halvmånen), med Santa Cruz som det vigtigste økonomiske center. De store godsejere og ejerne af eksportvirksomhederne (især genmodificerede sojabønner) opildner befolkningen til at erklære regionerne uafhængige og dermed udfordre nationalstaten. Almindeligvis griber de til racisti-ske handlinger. Det må utvetydigt slås fast, at denne rige regions befolkning ikke udgør en nation, som har ret til selvbestemmelse. Regeringen svarede højrefløjen ved at sige, at den var villig til at give regionerne større selvbestemmelse, men ikke selvstændighed. I dette tilfælde har regeringen retten på sin side.

I Ecuador er det Guayaquil, der er det økonomiske centrum på Stillehavskysten, mens Quito – som også er vigtig i økonomisk henseende – er hovedstad, og beliggende 2.800 meter over havoverfladen i Andesbjergene. Guayaquils kapitalistklasse vil erklære sig uafhængig under ledelse af byens højreorienterede borgmester.

I Venezuela har guvernøren i den vestlige stat Zulia (som grænser op til Colombia) truet med løsrivelse.

Alt dette udgør uden tvivl en kontinental strategi, udtænkt i Washington, med det formål at støtte det lokale borgerskab i en udvikling, der går ud på at opsplitte de lande, der gennemgår en venstredrejning.

En erfaring fra Katanga
Denne reaktion er en gentagelse af den politik, Belgien, USA og andre vestlige lande førte i Katanga i Den Demokratiske Republik, Congo (i 1960-61, o.a.). Det skal huskes, at de vestlige lande støttede Katangas løsrivelse som kampskridt mod Congos premiereminister Patrice Lumumba. Da den pro-vestlige diktator Mobuto overtog magten (efter mordet på Lumumba, som med magt blev ført til Katanga og udleveret til sine værste fjender), ophørte stormagterne med at støtte separatisterne.

Jeg mener, det er en vigtig problemstilling, fordi nogle på venstrefløjen anser sådanne opsplitninger af lande som et uafvendeligt udtryk for folkenes ret til selvbestemmelse.

I Bolivias tilfælde er det helt klart et udtryk for den lokale kapitalistklasses reaktion mod de rettigheder, landets indfødte flertal har fået. Som om det ikke var nok, anvendes et racistisk og reaktionært sprog. Da Santa Cruz’ borgmester, Percy Fernandez, kommenterede den grundlovgivende forsamlings vedtagelse af planerne om en ny forfatning, erklærede han den 9. december, 2007, at: »i dette land vil det snart være nødvendigt at pine sig selv og bære fjer for at eksistere!«. Siden da har hans tilhængere organiseret angreb på den oprindelige befolkning, som vi skal huske på udgør flertallet af befolkningen, og som igennem århundreder har været ofre for europæernes og deres efterfølgeres undertrykkende herredømme.

De multinationale selskaber går til angreb
Washington og visse europæiske lande indeholder endvidere et andet aspekt: Konflikten mellem det multinationale ExxonMobil og Venezuelas statslige olieselskab PDVSA, uenigheden mellem det amerikanske Occidental Petroleum og PetroEcuador – et offentligt ejet selskab i Ecuador – samt uenigheden mellem Telecom Italia og Bolivia etc. De store multinationale selskaber (uden at glemme Petrobras i Brasilien) modsætter sig de beslutninger, de tre venstreorienterede regeringer træffer for at genindføre offentlig kontrol med naturressourcerne. Disse multinationale selskaber har brugt Verdensbankens domstol (ICSID) for at løse uenigheder angående investeringer. De har også brugt domstolene i London, Amsterdam og New York i forbindelse med uenigheder om handelsspørgsmål.

Der eksisterer en risiko for, at en konflikt kan eksplodere i løbet af de næste få måneder, i forbindelse med uenighed om en kontrakt mellem to latinamerikanske lande: Paraguays nyvalgte præsident, Fernando Lugo, som vil blive indsat i august 2008, erklærede, at han vil have en ensidig kontrakt genforhandlet. Den blev påtvunget landet af Brasilien, da begge lande blev regeret af militærdiktaturer (kontrakten omhandlende Itaipú, som daterer sig tilbage til 1973). I disse tider, hvor energipriserne stiger brat, medfører kontrakten, at Brasilien betaler en latterlig lav pris for elektricitet, produceret i Paraguay. Paraguay og Brasilien har helt forskellig økonomisk vægt. Og Paraguay har al mulig grund til at forlange kontrakten revideret eller bragt til ophør. Denne slags konfliktsituationer demonstrerer nødvendigheden for de latinamerikanske lande af at trække sig ud af ICSID. I stedet må de skabe en latinamerikansk organisation til at løse retstvister mellem lande og multinationale selskaber (fra både nord og syd) eller de latinamerikanske stater imellem. Det skal siges, at det selvfølgelig er nødvendigt at søge uoverensstemmelser løst bilateralt, før man tyer til multilateral forhandling.

Handelseaftaler mellem  folkeslag
I modsætning til den frihandelsaftaler, nogle latinamerikanske lande har indgået med USA og EU, er det værd at fremhæve de nye aftaler, der er indgået mellem regeringerne i Venezuela, Bolivia og Cuba.

For eksempel skal det nævnes, at 20.000 cubanske læger frivilligt arbejder i Venezuela for at hjælpe til med at opbygge et gratis sundhedsvæsen. Det sker fortrinsvis i slumkvartererne. Ligesom Venezuelanerne drager fordel af 40.000 operationer for grå stær og andre øjenoperationer på de gratis cubanske hospitaler. Til gengæld forsyner Venezuela Cuba med olie, først og fremmest som simpelt varebytte. Samme slags handelsaftaler er indgået mellem Venezuela og Bolivia.

Konklusionen er, at de erfaringer, der pågår i de nævnte lande, er meget forskellig fra de karikerede og negative indtryk, der fremstilles i de fleste massemedier. Udviklingen er kompleks og nogle gange modsætningsfyldt. Muligvis vil der forekomme tilbageslag, det vil endda være sandsynligt. Muligvis vil regeringerne ikke være i stand til at gå tilstrækkelig langt i den politiske og sociale omformning af samfundet, til fordel for befolkningen.

De undergravende aktiviteter, som de lokale herskende klasser og Washington foretager, kan forsinke udviklingen. Med Colombias angreb på Ecuador i marts 2008 står det klart, at Bogotá og Washington er villige til at bruge væbnet magt mod styrerne i Quito og Caracas.

Der bør sættes fokus på producenternes kontrol over hele produktionsprocessen. Den står meget svagt. Det har ikke været muligt analysere dette aspekt, i denne artikel. (Det er det, der i arbejderbevægelsen traditionelt bliver benævnt som arbejderkontrol og selvstyre).

Eric Toussaint er præsident for Komitéen for Afskaffelse af Den tredje Verdens Gæld, (CADTM)

Oversat fra engelsk fra det australske netmagasin Links af H.C. Nielsen.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.