læs mere om: Nordamerika

19.09.08 | Bjarke Friborg

Tip en ven      |    Print  

USA: Kandidater til venstre for midten

Spørgsmålet om alternativer til Demokraterne og Republikanerne har altid delt vandene blandt USA's socialister og venstreorienterede.

Kombinationen af en historisk svag arbejderbevægelse og et valgsystem, der kraftigt favoriserer en opdeling af vælgerne i to store partiblokke, har ført til en lang tradition for magtesløshed og tendens til at støtte »det mindste af to onder«. Alligevel er der også en lang tradition for at venstrefløjens kandidater forsøger at stable noget på benene, eller at blive indvalgt via andre partier.

På dette tidspunkt i valgkampen er det Demokraternes Barack Obama, der står i fokus, men til venstre for midten forsøger også De Grønnes Cynthia McKinney og den uafhængige forbrugeradvokat Ralph Nader at tilkæmpe sig mere opmærksomhed. Desuden stiller krigsmodstanderen Brian Moore op for Socialist Party USA.

Tidligt i primærvalgkampen forsøgte også den venstreorienterede demokrat Dennis Kucinich at blive nomineret af sit parti, men havde reelt ikke en chance imod de mere etablerede politikere John Edwards, Hillary Clinton og Barack Obama. Dermed er kandidatudvalget indsnævret betydeligt, efterhånden som valgdagen nærmer sig - på et tidspunkt, hvor USA fremstår mere polariseret end i årtier og behovet for en anden kurs skriger til himmelen.

Der var engang: Socialist Party
Det har ikke altid været sådan, at der ikke var noget reelt alternativ til Demokraterne og Republikanerne. Op til Første Verdenskrig fandtes et stærkt venstreorienteret parti, Socialist Party of the USA, med over 100.000 medlemmer og en nær forbindelse til fagbevægelsen. Partiet havde på sit højdepunkt to medlemmer af kongressen og 70 medlemmer af lokale kommunalbestyrelser.

Den populære partiformand Eugene V. Debs stillede op som præsident ved hvert valg 1904-12, hvor han med 901.551 stemmer opnåede 6 procent af det samlede stemmetal. I 1920 opstillede han endda til valg, mens han sad fængslet for sin modstand mod krigen. Her opnåede han 913.693 stemmer eller 3,4 procent.

Partiet blev imidlertid splittet af uenigheder omkring den russiske revolution, anarkisme, partidemokrati, forholdet til fagbevægelsen m.m., selvfølgelig godt hjulpet på vej af myndighedernes intense forsøg på at bekæmpe enhver spore til social radikalisme, der kunne true landets mægtige establishment. På trods af dette fik Socialist Party alligevel 2,2 procent eller 884.885 af stemmerne i 1932.

»Det mindste af to onder«
Efterfølgende har det været småt med seriøse alternativer i partipolitikken, selv om betydelige dele af fagbevægelsen så sent som i 1930'erne stadigvæk åbent gav deres støtte til socialistiske eller endog kommunistiske kandidater. Et flertal støttede klart Roosevelt fra Demokraterne, der i perioden indførte en række socialreformer.

Siden 1948 har der imidlertid ikke været en eneste valgkamp, hvor fagbevægelsen ikke klart har ført kampagne for den demokratiske præsidentkandidat, så snart primærvalgene har været afgjort.

I løbet af 1960'erne og 1970'erne blev Demokraterne et voksende trækplaster for USA's forskellige etniske minoriteter, mens Republikanerne i al hovedsag stod frem som de hvides parti. Under Reagan i 1980'erne kunne Republikanerne endda tiltrække store grupper af hvide arbejdervælgere, der følte sig truet bl.a. af kvindebevægelsen og af de nye tiltag for positiv særbehandling af f.eks. sorte og latinoer.

Ralph Nader og De Grønne
I løbet af 1990'erne var det De Grønne, der fremstod som mange progressives håb og med den uafhængige forbrugeradvokat Ralph Nader som spidskandidat stod de en overgang til 5 procent af stemmerne i det valg, hvor George W. Bush stillede op imod Bill Clintons tidligere vicepræsident Al Gore. På valgdagen opnåede han kun 2 procent, men Demokraterne har siden beskyldt både Nader og De Grønne for at have stjålet deres sejr og dermed banet vej for otte meget tunge år under Bush-regimet. Presset på de uafhængige kandidater er med andre ord stort, og der er ikke nogen udsigt til mange uafhængige stemmer i 2008.

Tip en ven      |    Print