RELATEREDE ARTIKLER

Natur på kunstudstilling Verdens udstødte Oktober-revolutionen i tale og på skrift De røde Flertal – håb, sejre og nederlag Magtens kontinuitet "Dansk landbrug er fanget i en dødsspiral." Slaveriets lange tråd Af en krigsførende martyrs liv Når de nyser i Wall Street Trotskij på banen Portræt af et religiøst uhyre Draget i krig Politiske erindringer fra Vestkysten Det øko-socialistiske alternativ og vejen dertil Forfaldne lån Israelsk apartheid Nye bøger fra forlaget Solidaritet Ligestilling eller frigørelse 1948 – et dramatisk år Marxismen, fremskridtet og Auschwitz Det antimuslimske univers på tryk Stærk bog om klimakrisens revolutionære potentiale Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig Da Sexpol kom til Danmark Ukraine i fokus Forbrydelse betaler sig Det spøgte overalt Den europæiske højrefløjs fremmarch Karl Marx vender tilbage Kamppladser Vores Cuba Marxisten Bregengaard, kristendommen og demokratiet Krigsmodstanden, der ikke lod sig stoppe Palæstinensisk ikon Darwinistisk marxisme og kristendom Da verden gik amok En Fortælling om Skabelsen, Historien og Skæbnen Frida kan stadig nås The Spirit of '45 Slutspillet Anarkismen under behandling Derfor har Marx ret Recepten til S og SF Marx må ind på uddannelserne! Skarp pen fra Trotskij kan stadig inspirere Modstandens bog Det danske klassesamfund Linjen i den antifascistiske kamp I atomkrigens slagskygge Barbariets yderste kant Krisen og den udeblevne systemkritik PETs udsigt fra Karmeliterklosteret De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted Algeriets venner Jagten på den historiske Lenin Bombemordet i Søllerødgade Mordet på Trotskij som historisk roman Chavs – the Demonization of the Working Class Venstrefløjens nye partier 198 opskrifter på modstand Fascismens Italien Vi tog skraldet Troen på markedet Krigen følger med hjem Krigskib for pilgrimme Oprør nu og her! Velstandssamfundet Refleksioner over skabelsen af politiske problematiseringer og løsninger Min broders vogter Den venezuelanske revolution En klassiker om Rosa The Trotsky Fagbevægelsen må rejse krav om fyringspulje og offentlig, deltagerstyret produktion Demokrati andet end et kryds Fra revolutionær socialist til reaktionær fremmedhader Gør SAP til sympatisør af Blekingegadebanden Blandt nynazister i den jyske hovedstad Frihed næste gang Trotskij for begyndere Min ven Stieg Larsson ”Umyndiggørelse” af pædagoger (og mange andre) Avatar findes i virkeligheden De overvågede tager ordet PET-bog med pletter Drengerøvsroman uden hemmeligheder Antikapitalistisk galgenhumor fra Island Dansk integrationspolitik – en ”megasucces”? Kampen om Ungdomshuset – studier i et oprør En grotesk provinshistorie Arabiske seksualiteter Populær kapitalismekritik på godt og ondt Et liv i revolutionens tjeneste

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Anmeldelse

16.04.15 | Sam Kriss

Tip en ven      |    Print  

Enden på marxistisk teori: Hvordan ville en virkelig materialistisk læsning af Game of Thrones se ud?

Det burde være unødvendigt at sige, men marxistisk teori er ikke en vittighed, en sjov teknik, der kan bruges på et hvilket som helst hverdagsfænomen, der fanger ens opmærksomhed.

Der er sket en bekymrende udbredelse af denne type lemfældig brug af teorien på det seneste: aviser, der publicerer marxistiske teorier om blyanter; marxistiske læsninger af Taylor Swifts nye album; marxistiske vurderinger af, hvorfor mænd har brystvorter. Institutioner, der aldrig ville drømme om at publicere en marxistisk kritik af f.eks. banksystemet, er fuldt ud tilfredse med at lade ’Karls børn’ kritisere vores drømme.

I det nyeste eksempel havde The Guardian gravet Paul Mason frem (økonomiredaktør på tv-kanalen Channel 4 News) for at give en ’historisk materialistisk forudsigelse’ om den kommende sæson af Game of Thrones.

Ikke at der er noget galt med dette i sig selv, men disse folk bør huske på, at marxisme er ild og farer: Det er den teoretiske tilgang, der ikke kun formår at begribe kapitalismens relationer, men samtidig foreslår afskaffelsen af selvsamme relationer.

Med andre ord er det den eneste vittighed, der faktisk er sjov. Marxismen ser den fint tunede logik i alle nutidige samfund, anerkender nødvendigheden af alle enkeltdelene i disse, og erklærer så, at det hele er vanvittigt og tåbeligt. Den afslører, at den rationelle verden, vi lever i nu, i virkeligheden er en fantasiverden fuld af monstre og uhyrer [snarks & grumpkins]. En verden så absurd, som noget kan være i den mest overdrevne fiktion.

Masons artikel ”Kan marxistisk teori forudsige slutningen på Game of Thrones?” misforstår både fantasy-genren og marxismen. Til dels skyldes det, at Masons projekt er for ambitiøst. Inden for rammen af et kort essay forsøger han dels at forudsige historiefortællingens udvikling i Game of Thrones, dels at forklare feudalismens sammenbrud og kapitalismens fremkost, og dels at forklare hvorfor mennesker, der lever i et kapitalistisk samfund, nyder fantasy-fortællinger, der foregår i et univers af middelalderens forfald.

Hver af disse ambitioner kunne sagtens fylde en hel bog alene, men sammenblandet i kun lidt over tusinde ord, ender de med at spænde ben for hinanden og blive usammenhængende. (I betragtning af det rod, han har lavet, vil dette svar naturligvis blive nødt til i høj grad at begå den samme fejl).

Masons hovedargument er, at den gæld og ruinering, som har ramt Westeros efter krigen mellem de fem konger, er en analogi til vores egen histories sene middelalderkrise (og samtidig, temmelig forvirrende, til vores nuværende krise i Eurozonen). Riget er modent til en borgerlig revolution – som han siger, ”Westeros har brug for kapitalister” – men, på grund af begrænsningerne i fantasy-genren, kan dette aldrig komme til at ske. De sociale systemer i denne fiktionsverden kan forfalde, men de vil aldrig helt kollapse. I stedet vil fantasifeudalismen overkomme sin krise ved at finde jord og ressourcer mod vest, på den anden side af Sunset Sea.

Dette argument er uforskammet uansvarligt, og ikke i nærheden af marxistisk. Glem kapitalisterne: En Folkerepublikken Westeros er mulig, og sandsynlig – men en sådan kan vise sig at være mere mærkværdig og fantastisk, end mange af os bryder os om at indrømme.

For at starte med det, som nogle gange banalt bliver refereret til som ”den virkelige verden”. Her er Masons forståelse af krisen i den virkelige feudalisme:

“Gælden akkumulerede under et korrupt livegensystem, hvor kilderne til rigdom var udtømte og i sidste ende ødelagde systemet… Handlens magt begyndte at klemme kongernes magt. Feudalismen veg for kapitalisme baseret på købmænd, bankfolk, kolonial udplyndring og slavehandel.”

Du får måske fornemmelsen af, at noget mangler her. De gamle monarkiske kræfter står med en stigende gældsbyrde, der truer samfundets stabilitet. Så bankerne springer til for at rede dem og transformerer feudalismen til kapitalisme. Bortset fra at under et livegensystem, hvor korrupt det end er, er det ikke meningen, at der skal være nogen suveræn gæld.

Det, som Mason beskriver, er ikke en feudal krise, men en kapitalistisk. I begyndelsen af middelalderen var der ikke nogen internationale finanskapitalorganer; da feudalismen gik ind i sin dødskamp var der. Der skete noget andet, som lagde grunden for fremkomsten af det finansielle verdensimperium.

Det er påfaldende for noget, der påberåber sig at være en historisk materialistisk analyse, at klassekampen overhovedet ikke nævnes. Den virkelige krise i feudalismen havde meget lidt at gøre med korruption og aristokratisk tøjlesløshed, og alt at gøre med de arbejdende massers kollektive handling.

Efter at Europas befolkning var blevet decimeret af den sorte død, kunne arbejdskraften pludselig få en anstændig pris for sig selv, og da den blev truet, havde den modet til at gøre oprør. Bondeoprørene stod på næsten konstant igennem den sene middelalder – Tyskland alene oplevede over tres perioder med massiv uro i perioden 1336-1525.

Ofte fik bønderne, hvad de krævede: højere lønninger, rettigheder til fælles landområder, og fritid. Som resultat af dette blev det stadig vanskeligere for den herskende klasse at udtrække den merværdi, de havde brug for, for at opretholde systemet. Til sidst gik de over til handel, indhegning og primitiv akkumulation.

Feudalismens virkelige forfald var i realiteten et tidspunkt, hvor der åbnede sig utrolige muligheder, som blev brutalt undertrykt. Mason ser ikke ud til at anerkende dette. I stedet forbinder han den sene middelalders krise med, hvad man i fantasy-genrens teori kalder ’udtynding”. Som han forklarer:

“I moderne fantasy-fiktion forekommer altid en krise i systemet: både i den økonomiske orden og i den magtens aura – i den magi, som udspringer herfra. I litteraturteorien er der endda et teknisk begreb for denne vigtige pointe: ’udtynding’. I deres encyklopædi over fantasy-genren definerer John Clute og John Grant begrebet ’udtynding’ som ’den konstante trussel om forfald’ sammen med udbredelsen af sorg og følelsen af, at der er noget galt med verden.”

Men denne ’udtynding’ skal ifølge konventionerne for sådanne narrativer være konstant og sprede sig. Fantasiverdener kan have drager og hekse, men aldrig egentligt fremskridt:

”Westeros har brug for kapitalister… Men det kan ikke ske i fantasifiktionens alternative verden. Udtyndingsprocessen kan aldrig få lov til at slutte; den er nødt til at være evig, for at dramaet kan fungere.”

For Masen er fantasy altid irrationelt, og virkeligheden giver altid mening. Hans påstande er i bedste fald tvivlsomme. For det første er hans analyse af de nuværende styrkeforhold i Game of Thrones direkte forkerte. De revolutionære bønder og deres drøm om et ’Nyt Jerusalem’ har fuld kraft på – Det Bannerløse Broderskab hjemsøger provinsen, stærkt kommunistiske og fulde af monoteistisk iver.

Og de kapitalister, som Mason drømmer om, ”klædt i sort, med hvide blondekraver, seriøse ansigter og en aversion imod sex og druk”, er der allerede. Det er Jernbanken i Braavos: I sidste sæson blev det afsløret, at det er dem, der finansierer den hemmeligt konkursramte Lannister-slægt; det var dem, der gav økonomisk hjælp til Stannis efter kæderækken af grimme nederlag og interne splittelser; og det er svært at forestille sig andet, end at denne by, der er grundlagt af flygtede slaver, holder et skarpt øje med de fremskridt, som Daenerys gør længere nede af kysten i Essos.

Når braavosianerne hilser på hinanden siger den ene valar morghulis, den anden svarer valar doeharis. Alle mænd skal dø, alle mænd skal tjene – den livløse kapitalismes motto. De er ligeglade med legitimitet eller førstefødte eller kongers guddommelige ret. De bekymrer sig om tal og regnskaber. Hvis de er nødt til at restrukturere hele Westeros økonomi for at få deres penge tilbage, så vil de gøre det. Et rige, der er hærget af krig, er perfekt til primitiv akkumulation, fremvæksten af fantasygenrens kapitalisme er på vej.

Hvad der dog er mere fundamentalt er, at Mason misforstår, hvad ’udtynding’ faktisk betyder. I encyklopædien om fantasy står der:

“Den alternative verden er næsten altid konstant udsat for en trussel om mindskelse, en trussel der ofte har følgeskab af en sorg og/eller en følelse af forkerthed. Indenfor den strukturelt komplette fantasy, kan udtyndingen ses som en reduktion af det sunde land til at blive en parodi på sig selv, og udtyndingsagenten – ultimativt, i de fleste tilfælde, mørkets herre – kan ses som den, der forårsager denne ødelæggelse af landet på grund af misundelse.”

’Udtyndingen’ er ikke et spørgsmål om afgrøder på en mark eller mængden af guld på handelsskibe fra Lannisport. Det er ikke noget, en tv-økonomiredaktør kan skrive en rapport om (”Mørkets herres ondartethed steg til en seksårshøjde ved Børsens lukketid i går…”). Det er et grundlæggende tekstuelt fænomen. Det handler om den forestillede fantasiverdens kollaps ind i en symbolsk virkelighed.

J. R. R. Tolkiens Midgård skal forestille at være en autonomt eksisterende fantasiverden – men samtidig er det vores egen verden i sin egen fjerne historie. ’Udtyndingen’ er en skuffelsesproces, den langsomme uddøen af magi og vidundere: Efter Sauron er besejret, forlader elverne og troldmændene Midgård til fordel for De Udødelige Lande, og scenen er dermed sat til menneskenes æra, i hvilken vi stadig lever.

Denne proces er ikke så meget anderledes end den fremvækst af instrumentel fornuft, der fandt sted sammen med kapitalismens revolutioner: industriens afskaffelse af monstre og ånder. I stedet for at tegne en tydelig streg mellem fantasi og virkelighed, integrerer udtyndingsbegrebet den verden, vi kender med fantasiverdenen. Det afslører vores tankeløst accepterede virkelighed som noget lige så tekstuelt og grundlæggende fiktivt som Mordor eller Hærredet.

Noget ganske andet skete i Game of Thrones. Til at starte med er det blot et historisk drama, der foregår i et ukendt geografisk område. Der er hentydninger om det overnaturlige, men de fleste af karaktererne ser ud til at stå fast på Oplysningstidens skeptiske indstilling. Der er ganske vist dragekranier i de bekymrende krypter i Kings Landing, men de er kun knogler, relikvier fra en tid, før udtyndingsprocessen reducerede alting til det rene magtspil.

Men så sker det utænkelige: Magien begynder at komme tilbage. Allerede inden den nye sæson går i luften har vi set drager, dæmoner, ansigtsløse mænd og ildguder, elverlignende væsener i Nordens urtræer og hære af zombier. Selvom den sociale orden er ved at kollapse, er det ikke landet selv, der er i forfald, men snarere den trygge vrangforestilling om et rationelt samfund.

De fantastiske elementer fra en alternativ verden er stærkere end nogensinde før; der er en kontinuerlig proces af ’fortætning’. Bedst som finansmagten ser ud til at være klar til at omforme Jerntronen til en sponsoreret turistattraktion og plante mørke sataniske møller i de hellige lunde i det gamle Nord, begynder alle de mangeartede urgamle kræfter at komme brølende til live igen.

I slutningen af fjerde sæson, gav Jernbanken massiv økonomisk støtte til Stannis. I stedet for at bruge det til at marchere imod Kings Landing, tager han til Muren for at forsvare menneskehedens riger imod ”De Andre”.

Det er en form for litterær manifestation af den proces, som Marx beskriver i det Kommunistiske Manifest: Borgerskabet drukner det hellige, fjerner glorierne, og reducerer alle mystiske relationer til kolde rationelle monetære kalkulationer. Marx, må vi huske på, er fortaler for dette, han tror på at kapitalismens endeligt næsten er oprundet, han bruger det Kommunistiske Manifest til at begrave og rose den på en og samme tid.

Lige bortset fra at i begyndelse af Manifestet fremtræder kommunismen som et ”spøgelse” (i den første kladde er det en ”skræmmende ånd”). Jacques Derrida identificerer, i en berømt passage, dette spøgelse, eller genfærd, som ’det der vender tilbage’. Er kommunismen blot en tilbagevenden til de mystiske kræfter fra de fejlslagne revolutioner i senmiddelalderen, som til gengæld vil feje borgerskabets blodløse rationalitet bort?

Denne ide er endnu mere kompliceret: Marx sammenligner kapitalismen med ”troldmanden der ikke længere kan kontrollere de kræfter fra underverdenen, som han har fremmanet med sine besværgelser.” Kapitalismen er et monster, der er mere ukontrollerbart end nogen drage, og en kæderække af borgerskabets økonomer har forsøgt at styre den – og fejlet. I Kapitalen bruger Marx en del tid på at diskutere de ganske overnaturlige elementer ved det kapitalistiske system: Merværdiens kropsløse fantasme, den autonome vare som et hulter til bulter-mareridt.

Det er en proces, der går op imod ’udtyndingen’ i fantasy-litteraturen – snarere end at fjerne magien for at efterlade os i et kedeligt mekanisk univers, så fjerner han facaden af rationalitet i tingene og viser os, at magien aldrig forsvandt. Slutningen er den samme: Det er svært nogensinde at konkludere, at vores verden er fuldstændig virkelig.

Som i Jorge Luis Borges’ ”Tlön”, er fortætningseffekten i Game of Thrones allerede blevet synlig i vores verden. Khaleesi er et mere almindeligt navn til nyfødte piger end Betsy, Imogen eller Nadine. Nørder, som engang ville have pludret sammen i Klingon, bruger nu mange timer på at lære dothkraki eller højvalyrisk. Det kan ikke vare længe, før vores drager begynder at udklækkes.

Nu er det måske muligt at forklare hvorfor folk holder af fantasy-historier, der foregår i en eller anden version af et feudalt samfund. Mason prøver at forklare det samme, men resultatet er ikke overbevisende:

”[Feudalismen] former et ideelt landskab til at dramatisere de hemmelige begær hos et folk der lever under moderne kapitalisme… Fanget i et system baseret på økonomisk rationalitet, ønsker vi alle kræften til at være noget større end grænsen for vores kreditkort eller vores jobfunktion.”

Vi har kreditorer, vi vil have konger. Lige bortset fra at Game of Thrones konstant underminerer denne ide: Kongerne er ikke kun onde og dumme, men også magtesløse. De forsøger at baske de griske finansfolk og uhyggelige monstre væk med begge deres hænder, som er flagrende og ineffektive. Det er således en mærkelig omvej ind i et sprog om begær og latens, en slags Zizesk manøvre, som ser ud til at indikere, at argumentet har nået sin egen grænse.

Det feudale samfund var ikke virkelig storslået, kapitalismen er ikke virkelig rationel. Det forholder sig blot således, at middelalderen var den sidste periode i historien, hvor alle de mystiske væsener, der gemte sig i samfundets mørke kroge, var noget, man kendte til, havde navne for og forstod.

I dag, udenfor marxismen, har de gemt sig endnu engang i et uigennemtrængeligt røgslør. At læse finanssiderne i en hvilken som helst avis er en langt mere forvirrende oplevelse end at fordybe sig i de mest hemmelighedsfulde urgamle samlinger af besværgelser. Vi nyder middelalder-fantasy, fordi det på en måde hjælper med at forklarer vores egen dæmon-hærgede verden.

Det kan også give os håb for fremtiden. En virkelig materialistisk læsning af Game of Thrones kan kun konkludere, at som følge af historisk nødvendighed vil der i femte sæson ske følgende: ”De Andre” bryder igennem Muren, dragerne bryder fri af deres gnavne mor og hendes sygelige hvide-frelser-kompleks, mystiske søuhyrer forvandler de braavosianske banker til dynger af murbrokker med et enkelt slag med fangarmene, og alle disse væsener vil forene sig med småfolkene på landet og styrte alle de stridende påståede konger, smelte jerntronen om til traktordele og bygge et nyt og bedre samfund. Og måske en dag, i en ikke så fjern fremtid, når marxistisk teori ikke længere er nødvendig, vil folk nyde at fortælle hinanden fantasihistorier, der foregår i den mest mærkværdige og mystiske af alle æraer, en tid med ondartet magi og knusende fattigdom – det tidlige 21. århundrede.

Sam Kriss er forfatter bosat i Storbritannien. Han blogger på Idiot Joy Showland

Artiklen blev bragt i webmagasinet Jacobin (USA) 10. april 2015 og er oversat af Astrid Vang Hansen.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.