Erfaringerne viser, at venstreorienterede bevægelser kan komme i regering, selv om de ikke erobrer magten. Demokrati, det vil sige udøvelse af magten af folket og for folket, kræver meget mere.

af Éric Toussaint

Det er det problem, som SYRIZA nu står med i Grækenland, og som også vil komme i Spanien med Podemos (hvis dette parti vinder valget i slutningen af 2015), ligesom man tidligere stod over for samme problem i Venezuela med valget af Hugo Chávez som præsident i 1998, i Bolivia med Rafael Correa i december 2006, eller flere år tidligere med Salvador Allende i 1970 (note 1).

Det er lige præcis det spørgsmål, som enhver venstreorienteret bevægelse, der danner regering i et kapitalistisk samfund, står overfor. Når en koalition eller et venstrefløjsparti kommer i regering, så får det ikke den virkelige magt: den økonomiske magt (som beror på besiddelse og kontrol med finansielle og industrielle sektorer, de mest betydningsfulde private medier, udenrigshandel mm) bliver ved med at være i kapitalistklassens hænder, den ”ene procent rigeste” (nej, ikke engang så mange – det er mindre end 1 procent af befolkningen!). Kapitalistklassen har derudover kontrol med staten, retssystemet, finans- og økonomi-ministerierne, nationalbanken og så videre. I Grækenland og Spanien, og tilsvarende i Ecuador, Bolivia, Venezuela og Chile (note 2), må en regering, der er indstillet på at gennemføre dybtgående strukturelle forandringer, være klar til at tage kampen op imod dem, der har den økonomiske magt, for at svække og derefter eliminere kapitalistklassens kontrol med de vigtigste produktionsmidler, offentlige tjenester og kommunikation, og med statsapparatet.

Lad os foretage en historisk sammenligning. Da borgerskabet efter 1789, ved revolutionens hjælp, overtog den politiske magt i Frankrig, var den allerede i besiddelse af den økonomiske magt. Før de fik den politiske magt, var de franske kapitalister den franske konges kreditorer og indehavere af de vigtigste redskaber til udøvelse af økonomisk magt (banker, handels- og industrivirksomheder, og en del jord). Efter de havde fået den politiske magt, smed de den tidligere herskende klasses repræsentanter (adelen og præsteskabet) ud af statsapparatet, og herskede over dem eller sluttede sig sammen med dem. Staten blev en velsmurt maskine, der tjente akkumulationen af kapital og profitter.

Folket er, i modsætning til kapitalistklassen, ikke i stand til at få den økonomiske magt, uden at det får regeringsmagten. Det er ikke muligt for folket at gentage den gradvise opstigning mod magten, som borgerskabet gjorde i det feudale samfund, med en produktion baseret på små virksomheder. Folket akkumulerer ikke materiel rigdom i større målestok og står ikke i spidsen for industrivirksomheder, banker, storhandel eller offentlige tjenester. Det er på grundlag af den politiske magt (det vil sige regeringen), at folket kan forsøge at omforme den økonomiske struktur og påbegynde opbygningen af en ny type stat, baseret på selvforvaltning. Med grebet om regeringens tøjler kan venstrefløjen få adgang til institutionelle, politiske og finansielle redskaber til at igangsætte dybe forandringer til fordel for størstedelen af befolkningen. De grundlæggende forudsætninger for hele processen er folkets selvorganisering og selvstændig aktivitet i det offentlige rum og på arbejdspladserne.

For at kunne gennemføre dybtgående strukturelle forandringer er det af afgørende betydning at etablere en interaktiv relation mellem venstrefløjsregeringen og folket.

Folket må hele tiden udvide sin selvorganisering og opbygge græsrodsorganisationer, der kan udøve folkemagten. Denne interaktive, dialektiske relation kan blive konfliktfyldt, hvis regeringen tøver med at imødekomme de krav, som græsrødderne fremsætter. Folkets opbakning til de forandringer, der bliver lovet, og det pres, som folket kan udøve, er afgørende med hensyn til at overbevise venstrefløjen om at fortsætte processen med strukturelle forandringer, herunder den gennemgribende omfordeling af rigdom til fordel for dem, der skaber den. Det er også afgørende for at forsvare regeringen imod kreditorer, imod de tidligere magthavere, imod ejerne af de vigtigste produktionsmidler, og imod udenlandske regeringer. At gennemføre strukturelle forandringer indebærer, at der skal gøres op med kapitalisternes ejendomsret inden for nøgleområder som finansvæsen og energi og overføre dem til den offentlige sektor (offentlige tjenester under borgerkontrol) og også opbakning eller styrkelse af andre samfundsnyttige former for ejerskab: små private selvejerforetagender (især inden for landbrug, småindustri, butikker og tjenesteydelser), kooperativt ejerskab og kollektivt ejerskab, som bygger på frivillige sammenslutninger (note 3).

I to ud af de tre sydamerikanske lande, som er nævnt ovenfor (Venezuela i 2002-2003 (note 4) og Bolivia mellem 2006 og 2008 (note 5), kom regeringen i åben konflikt med kapitalistklassen (note 6), men de afgørende strukturelle forandringer af det økonomiske system er (endnu) ikke blevet ført ud i livet. Samfundsordenen i disse lande er stadigvæk klart kapitalistisk (note 7). Der er sket åbenlyse reelle fremskridt til gavn for folket: I alle tre lande er der vedtaget nye forfatninger, som er resultat af dybt demokratiske forfatningsmæssige processer (valg af en grundlovgivende forsamling ved almindelig stemmeret; udfærdigelse af en ny forfatning, vedtaget af den grundlovgivende forsamling efter en bred landsdækkende debat; folkeafstemning for at godkende den nye forfatning); omfattende offentlig generobring af herredømmet over landets naturrigdomme (note 8); skærpet beskatning af de rigeste (især i Ecuador) og af de store inden- og udenlandske private selskaber; mærkbare forbedringer af den offentlige service og formålet med den; mindskelse af sociale uligheder; styrkelse af de oprindelige folks rettigheder; generhvervelse af national værdighed i forhold til stormagterne, især USA.

Vi kan kun forstå disse landes politik, hvis vi medtænker de omfattende folkelige protester, der har markeret et afgørende skel i deres historie. I Ecuador blev fire præsidenter fra højrefløjen tvunget til at afgive magten mellem 1997 og 2005 som følge af omfattende protester. I Bolivia fandt de vigtige kampe sted imod privatisering af vandressourcerne i april 2000 og i slutningen af 2004. Protester imod privatiseringen af naturgas i oktober 2003 førte til præsident Gonzalo Sanchez de Lozadas fald, og han flygtede fra landet (til USA). Så tidligt som i 1989 var der omfattende folkelige kampe over hele Venezuela, der indvarslede de afgørende slag imod IMF, der rystede hele jordkloden igennem 1990erne og i starten af 2000-tallet. Men der var endnu mere spektakulære begivenheder i vente, som det viste sig med de enorme folkelige protester 12. april 2002, spontane demonstrationer for at afværge kuppet imod Hugo Chávez. Disse protester førte direkte til, at Chávez vendte tilbage til Miraflores-præsidentpaladset allerede næste dag.

De demokratiske politiske forandringer i disse tre lande bliver systematisk fortiet af pressen i de mest industrialiserede lande. Der bliver tværtimod iværksat en systematisk smædekampagne, der skal fremstille de tre landes statsoverhoveder som populistiske og autoritære ledere.

Erfaringer fra disse tre Andes-lande med vedtagelsen af nye forfatninger er særdeles relevante. De bør blive en kilde til inspiration for folkene og de politiske bevægelser i andre lande. Man kan bare sammenligne med Europa, hvor der var en iøjnefaldende mangel på demokrati i forbindelse med Lissabon-traktaten i 2005 og finanspagten i 2014. Når det er sagt, så må det også tilføjes, at de nye veje, der er blevet betrådt i Venezuela, Bolivia og Ecuador, også har været kendetegnet af modsigelser og iøjnefaldende begrænsninger, der kræver en nærmere analyse (note 9).

Omfattende folkelige protester er en afgørende faktor for, at der kan dannes venstrefløjsregeringer, og at de kan overleve. Vi kan selvfølgelig også nævne de enorme folkelige protester i 1936 i Frankrig, der fik Léon Blum til at fremsætte ægte socialistiske lovforslag – hvor han ellers ville have været tilfreds med bare at kunne "regere hæderligt" inden for den borgerlige samfundsordens rammer. Og selvfølgelig kan man også nævne protesterne i Spanien i den samme periode, eller dem, som rystede store dele af Europa efter Anden Verdenskrig.

Tilbage til SYRIZA og Podemos.

Hvis regeringer, som dem der lige nu ledes af SYRIZA og i fremtiden af Podemos, virkelig ønsker at bryde med den nedskærings- og privatiseringspolitik, der bliver gennemført i hele Europa, så vil de øjeblikkeligt komme i konflikt med stærke konservative kræfter både på nationalt plan og inden for EU. Bare det at erklære, at de vil gennemføre kravene fra befolkningen om at sige massivt nej til nedskæringer, vil give SYRIZA nu og Podemos i fremtiden hårdnakket modstand fra europæiske institutioner, flertallet af regeringerne i EU og direktører og aktionærer i store private selskaber, for ikke at glemme den Internationale Valutafond, IMF.

Selv om de frivilligt indskrænker deres reformprogram, så vil de møde stærk modstand, fordi de besiddende klasser og europæiske institutioner (som er tæt forbundne og støtter hinanden) vil forsøge at slå så hårdt som muligt igen, koordineret på europæisk plan, imod folkets økonomiske og sociale rettigheder, for ikke at tale om ønsket om kraftige begrænsninger på udøvelsen af demokratiske rettigheder (note 10).

Det vil være en illusion at tro, at det er muligt at overbevise de europæiske myndigheder og lederne af de (især finansielle og industrielle) store virksomheder om at opgive den neoliberale kurs, som er blevet skærpet siden 2010. Vi må understrege, at Francois Hollande og Matteo Renzi, som forsigtigt foreslår at slække en lille smule på nedskæringspolitikkens tøjler, samtidig med dette forsøger at overføre den tyske model til deres egne lande: yderligere svækkelse af den kollektive forhandlingsret og de landvindinger, som lønmodtagerne har opnået (note 11). De er ikke alliancepartnere for SYRIZA i dag, eller for Podemos i morgen.

Der er også et andet forhold, der skal medtænkes, når vi sammenligner situationen for venstrefløjsregeringen i Grækenland i dag (eller andre i fremtiden) med de erfaringer, som Hugo Chávez (fra 2004), Evo Morales eller Rafael Correa gjorde. Hvis vi tager udgangspunkt i 2004, så muliggjorde betydelige prisstigninger på de råvarer (olie, gas, mineraler mm), som deres lande eksporterede, at de i meget væsentligt omfang kunne forhøje skatteindtægterne, som blev brugt til at iværksætte enorme sociale reformer og vigtige offentlige investeringsprojekter. Regeringerne i disse tre Andes-lande anvendte en model, der kan karakteriseres som neo-keynesiansk udviklingsstyring (note 12): massive offentlige investeringer, vækst i arbejderklassens forbrug, forbedringer på lavtlønsområdet, nationaliseringer (for Venezuela og Bolivias vedkommende), fulgt op af rundhåndet kompensation til indenlandske og udenlandske moderselskaber.

Levevilkårene for de fattigste i disse lande blev forbedret i betydelig grad, ligesom infrastrukturen, og de lokale kapitalisters profit blev ikke berørt (inden for finanssektoren blev de endda forøget). Det er nemt at se, at en venstrefløjsregering i et perifert EU-land ikke har den samme plads til at manøvrere indenfor som de tre Andes-lande. Landene i EU´s periferi er tynget til jorden af en ubærlig gældsbyrde. De europæiske magtinstanser har sat sig for at udøve så stærkt et pres, som de kan, sådan som vi så det med den Europæiske Centralbanks reaktion i forhold til Grækenland i begyndelsen af februar 2015.

Den uundgåelige konklusion er, at der ikke er nogen nem vej til at føre et økonomisk og socialt program ud i livet, som bryder med nedskæringer og privatiseringer. Venstrefløjsregeringer bliver nødt til at trodse kreditorer og IMF, hvis de skal være tro mod deres valgløfter.

De har en enorm legitimitet og opbakning både i deres egne lande og på internationalt plan, når man ser på, hvor omfattende deres afvisning af nedskæringer og EU-diktater er. Afvisningen af at betale en betydelig del af gælden bliver et centralt element i regeringsstrategien (13), ligesom beslutningen om at stoppe privatiseringer og fuldt ud at genoprette de sociale rettigheder, som blev hårdt ramt af nedskæringspolitikken. Denne kombination er livsvigtig, fordi der blandt kreditorerne er en intention om at give ørenlyd til dem, der forstår at reducere den græske gældsbyrde mod at reformpolitikken fortsættes (læs: her: modreform, privatiseringer, forringelser af overenskomster og sociale rettigheder…).

Det er svært at se, hvordan en venstrefløjsregering skulle kunne undgå at socialisere banksektoren (med andre ord ekspropriere private aktionærer og omforme bankerne til en offentlig tjeneste, kontrolleret af folket), når den er nødt til at iværksætte strenge forholdsregler til kontrol af kapitalbevægelser, indføre en kriseskat for den rigeste ene procent, afvise lån fra trojkaen, der er betinget af, at der fortsættes med nedskæringer og privatiseringer, og afvise at tilbagebetale en gæld, der i det store hele er uberettiget, ulovlig og ubærlig med hensyn til menneskerettigheder, ja, ligefrem modbydelig. Et af de mange instrumenter, som en venstrefløjsregering råder over for at fremme deltagelse og folkelig opbakning, samtidig med at den styrker sin position ansigt til ansigt med de uretmæssige kreditorer, er at få foretaget en revision af gælden med aktiv deltagelse af borgerne for at identificere den del af den, som de må nægte at betale, og som må afvises. Derfra bliver alting endelig muligt.

Artiklen blev bragt den 18. februar 2015 hos CADTM (Komitéen for Afskaffelse af den Tredje Verdens Gæld).
og er oversat fra engelsk af Niels Overgaard Hansen. Éric Toussaint forelæser på Liège Universitet og er formand for CADTM Belgien. Han har skrevet en række bøger om gældsproblemet og finanskrisen og er endvidere medlem af Fjerde Internationales ledelse.

Noter:

(1) Om erfaringen fra Chile, se (på fransk): Franch Gaudichaud, Chile 1970-1973: Mille jours qui ébranlérent le monde, Presses universitaires de Rennes, 2013.

(2) Cuba gennemgik et anderledes forløb end Venezuela, Ecuador, Bolivia, eller Chile, fordi venstrefløjen fik regeringsmagten efter en væbnet kamp, der varede mange år, støttet af en enorm folkeopstand i slutfasen (slutningen af 1958 – begyndelsen af 1959). Se, blandt andre (på fransk): Fernando Martinez, interviewed by Eric Toussaint, From the 19th to the 20th century: putting fhe Cuban revolution in its historical perspective.

(3) I de tre nævnte Andes-lande, især Ecuador og Bolivia, er det også af afgørende betydning at støtte de traditionelle ejerskabsformer hos de oprindelige folk (der som regel indebærer en høj grad af kollektivt ejerskab).

(4) I Venezuela begyndte de voldsomste kampe, som højrefløjen stod bag, efter tre år med Chávez-regeringen, dvs. i begyndelsen af 2002. De udviklede sig til afgørende konfrontationer som statskuppet i 2002, lockouten december 2002-januar 2003, og besættelsen af Altamirapladsen i Caracas, anført af oprørsgeneraler og ledere af den politiske opposition. Konfrontationerne blev mindre intense efter august 2004 som følge af sejren til nej-siden i folkeafstemningen om at afsætte præsident Chávez. Højrefløjen har siden dengang søgt efter muligheder for at genvinde initiativet, men dens evne til at mobilisere er blevet stærkt formindsket. Siden 2013 har en betydelig del af kapitalistklassen deltaget aktivt i destabiliseringen af regeringen ved at skabe mangel på basisvarer og vigtige produkter som medicin, og ved at udvikle et parallelt valutamarked (på det sorte marked kan man veksle en US-dollar til næsten det 10-dobbelte af den officielle kurs).

(5) I Bolivia gik højrefløjen for alvor til angreb i 2007 og 2008 efter mindre end to år med Morales-regeringen. Den brugte vold ved flere lejligheder og valgte en strategi med mand-mod-mand-kampe i 2008. Sejren til Evo Morales i folkeafstemningen om at afsætte ham i august 2008 med 69,43 procent af stemmerne førte ikke til en formindskelse af volden fra højrefløjens side. Den nåede tværtimod et højdepunkt flere uger efter, at højrefløjen havde tabt folkeafstemningen, især fordi den vurderede at ville få støtte fra et flertal i flere nøgleprovinser i den østlige del af landet. Den meget stærke reaktion fra regeringens side og de folkelige protester i anledning af massakren på tilhængere af Evo Morales (sammen med den internationale fordømmelse, især fra Sammenslutningen af Sydamerikanske Lande, der holdt et ekstraordinært møde i september 2008 for at udtrykke sin støtte til Evo Morales) førte til slut til en (foreløbig) våbenhvile. Efter et års boykot gik højrefløjen med til at afholde en ny folkeafstemning. Den endte med en sejr til Evo Morales i slutningen af januar 2009: Den nye forfatning blev godkendt af 62 procent af vælgerne. I oktober 2014 blev Evo Morales genvalgt med 61 procent af stemmerne.

(6) I Ecuador var der på intet tidspunkt mand-til-mand-konfrontationer mellem regeringen og den samlede kapitalistklasse, selv om der var alvorlige spændinger, især i 2008 i landets vigtigste havneby, Guayaquil.

(7) Jeg analyserede i en artikelserie processerne, da de var i gang, se artiklerne om Venezuela, om Bolivia, og om Ecuador. Se også Eric Toussaint: Banque du Sud et nouvelle crise internationale, Syllepse, Liège-Paris 2008 (findes på ), som indeholder en analyse af udviklingens forløb i Venezuela, Bolivia og Ecuador indtil begyndelsen af 2008.

(8) Bolivia nationaliserede produktionen af olie og gas i 2006. Evo Morales satte hæren ind for at kontrollere oliefelterne, men de multinationale blev ved med at være aktive. Staten ejer naturrigdommene, men de multinationale udnytter olie- og gasforekomsterne.

(9) Se CADTMs synspunkter vedr. regeringens forhold til Konføderationen af Oprindelige Folk i Ecuador (CONAIE) og andre sociale bevægelser (på fransk), 27. december 2014. Siden da har den ecuadorianske regering ændret sin beslutning og kræver ikke, at konføderationen forlader sine lokaler.

(10) Se European Union: social and democratic rights radically challenged!,16. december 2014.

(11) Se EU follows the German example, 7. januar 2015.

(12) Ordet udviklingsstyring er en oversættelse af det spanske desarollista, der betegner en politik, der blev ført af de latinamerikanske lande i perioden 1940-1970. Denne politik bestod i, at staten ydede betydelig støtte til økonomisk udvikling.

(13) Regeringerne i Venezuela, Bolivia og Ecuador var ikke desto mindre i stand til at tilbagebetale gælden, samtidig med at de førte en anti-nedskæringspolitik, fordi gældsbyrden var overkommelig ud fra et budgetsynspunkt. Ecuador, som ensidigt standsede tilbagebetalingen af gælden, efter at der var foretaget en grundig gennemgang af den, fik held til at afvise sine kreditorer, selv om landet fra et finansielt synspunkt kunne have fortsat med at tilbagebetale hele gælden. Det var med henvisning til at nægte at tilbagebetale den uberettigede gæld og redde skatteindtægter, der ellers skulle være brugt til at tilbagebetale denne gæld, for at bruge dem til gavn for folket, at den ecuadorianske regering tog den retmæssige beslutning at nægte at fortsætte med at betale hele gælden. Venezuela, som førte en anderledes politik, står nu over for alvorlige problemer med finansiere tilbagebetalingen af landets gæld.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com