RELATEREDE ARTIKLER

Natur på kunstudstilling Verdens udstødte Oktober-revolutionen i tale og på skrift De røde Flertal – håb, sejre og nederlag Magtens kontinuitet "Dansk landbrug er fanget i en dødsspiral." Slaveriets lange tråd Af en krigsførende martyrs liv Når de nyser i Wall Street Trotskij på banen Portræt af et religiøst uhyre Draget i krig Politiske erindringer fra Vestkysten Det øko-socialistiske alternativ og vejen dertil Forfaldne lån Israelsk apartheid Nye bøger fra forlaget Solidaritet Ligestilling eller frigørelse Hvordan ville en virkelig materialistisk læsning af Game of Thrones se ud? 1948 – et dramatisk år Marxismen, fremskridtet og Auschwitz Det antimuslimske univers på tryk Stærk bog om klimakrisens revolutionære potentiale Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig Da Sexpol kom til Danmark Ukraine i fokus Forbrydelse betaler sig Det spøgte overalt Den europæiske højrefløjs fremmarch Kamppladser Vores Cuba Marxisten Bregengaard, kristendommen og demokratiet Krigsmodstanden, der ikke lod sig stoppe Palæstinensisk ikon Darwinistisk marxisme og kristendom Da verden gik amok En Fortælling om Skabelsen, Historien og Skæbnen Frida kan stadig nås The Spirit of '45 Slutspillet Anarkismen under behandling Derfor har Marx ret Recepten til S og SF Marx må ind på uddannelserne! Skarp pen fra Trotskij kan stadig inspirere Modstandens bog Det danske klassesamfund Linjen i den antifascistiske kamp I atomkrigens slagskygge Barbariets yderste kant Krisen og den udeblevne systemkritik PETs udsigt fra Karmeliterklosteret De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted Algeriets venner Jagten på den historiske Lenin Bombemordet i Søllerødgade Mordet på Trotskij som historisk roman Chavs – the Demonization of the Working Class Venstrefløjens nye partier 198 opskrifter på modstand Fascismens Italien Vi tog skraldet Troen på markedet Krigen følger med hjem Krigskib for pilgrimme Oprør nu og her! Velstandssamfundet Refleksioner over skabelsen af politiske problematiseringer og løsninger Min broders vogter Den venezuelanske revolution En klassiker om Rosa The Trotsky Fagbevægelsen må rejse krav om fyringspulje og offentlig, deltagerstyret produktion Demokrati andet end et kryds Fra revolutionær socialist til reaktionær fremmedhader Gør SAP til sympatisør af Blekingegadebanden Blandt nynazister i den jyske hovedstad Frihed næste gang Trotskij for begyndere Min ven Stieg Larsson ”Umyndiggørelse” af pædagoger (og mange andre) Avatar findes i virkeligheden De overvågede tager ordet PET-bog med pletter Drengerøvsroman uden hemmeligheder Antikapitalistisk galgenhumor fra Island Dansk integrationspolitik – en ”megasucces”? Kampen om Ungdomshuset – studier i et oprør En grotesk provinshistorie Arabiske seksualiteter Populær kapitalismekritik på godt og ondt Et liv i revolutionens tjeneste

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Anmeldelse

26.05.14 | Alan Maas

Tip en ven      |    Print  

Thomas Piketty: Karl Marx vender tilbage

Alan Maass fra International Socialist Organization (USA) forklarer, hvordan Karl Marx viser sig at være så relevant som nogensinde til at forklare kapitalismens kaos – og den enorme og voksende kløft mellem rige og fattige.

Endnu engang forfølger Karl Marx og hans kritik af det kapitalistiske system spekulationerne fra selv de mest elendige medieudgydelser – når avisredaktører og økonomiske kommentatorer stiller og får stillet spørgsmålet: Havde Karl Marx når alt kommer til alt, alligevel ret?

Som ved tidligere lejligheder, når spørgsmålet er dukket op i medierne, er svaret fra systemets forsvarere og selv fra moderate kritikere: En lille smule, måske, men ikke rigtigt. Marx bliver modstræbende krediteret for nogle skavanker i det frie markeds måde at fungere på – før han bliver endegyldig afvist som en fiasko fordi han ”forudsagde” at kapitalismen ”uundgåeligt” vil bryde sammen, og se den fungerer stadig, så han må have taget fejl i det meste.

Og alligevel bliver det nagende spørgsmål ved med at vende tilbage

Og grunden til at det bliver ved med at vende tilbage, er både generelt og specifikt.

Den generelle grund: Bare se dig omkring. Den gennemsnitlige årlige husstandsindkomst i USA (justeret for inflationen) er på vej tilbage, men den er stadig mere end seks procent lavere end, hvor den var, da den store recession begyndte ved slutningen af 2007. Arbejdsløshedstallet falder, men den amerikanske økonomi er millioner af jobs fra at have rettet op på tabene under recessionen, for ikke at nævne de job, der skal til for at holde trit med væksten af folk i den arbejdsdygtige alder.

Men for dem på toppen, går det ret godt. Siden recessionen ramte bunden i 2008, har den rigeste ene procent af de amerikanske husstande stået for 95 procent af den samlede økonomiske vækst i USA's økonomi. Hvis man går 30 år tilbage, viser det sig, at den berømte ene procent har fordoblet sin andel af den nationale indkomst – mens rigtige lønninger er stagneret eller faldet for dem på den nederste halvdel af indkomststigen.

Det ser ret meget ud til at, som Marx udtrykte det, ”Kapitalen kan på den ene side vokse til uhyre mængder i en enkelts hånd, fordi den på den anden side bliver unddraget de manges.

Som med den specielle interesse for Marx, er den usandsynlig godt-sælgende bog kaldet Kapitalen i det 21.århundrede af den franske økonom Thomas Piketty.

Dens 600 sider, - plus 165 sider med mere tekniske data, der er tilgængelige online – med analyser af to århundredes økonomisk historie når frem til den uundgåelige konklusion: begrænset af alt det, der står i vejen for det som krige, økonomiske depressioner eller et systematisk program med højere skatter, tenderer rigdom under kapitalismen uafvendeligt til at blive stadig mere koncentreret i hænderne på færre mennesker.

Piketty er langt fra at være radikal, især hvad angår de politiske konklusioner, men det har ikke hindret konservative i at udråbe hans bog som ”det nye kampråb fra dem, der kræver omfordeling,” ifølge Stephen Moore fra The Heritage Foundation. ”Hvis de amerikanske politikere er dumme nok til at følge Pikettys råd,” konkluderer Moore pessimistisk, ”så styrer USA’s økonomi direkte mod en depression”

Når det regner på præsten…
For frimarkeds-ideologer som Moore, er der to grundlæggende angrebslinjer, når de bliver stillet overfor Pikettys uafviselige beviser, som kronikøren Paul Krugman fra New York Times påpeger.

Det første er at diskutere statistikkerne -  eller mere korrekt at fordreje dem.

Et grinagtigt eksempel på denne taktik fremkommer i onlinebatten på New York Times, hvor økonomiske skribenter diskuterer, om ”Marx havde ret?”. Her afdækkede Michael Strain fra The American Enterprise Institute, at uligheden ikke bliver værre, den bliver mindre. ”I 1970”, skrev Strain, ”levede 26,8 procent af verdens befolkning for mindre end 1dollar om dagen. I 2006 var det kun 5.4 procent, der gjorde – et 80 procents fald i denne ekstreme fattigdom, målt på mindre end fire årtier.”

Vupti. Problemet er løst.

Men nok alligevel ikke. For det første citerede Strain fra en ekstremt skønmalet undersøgelse udført af – stor overraskelse – the American Enterprise Institute. Den mere redelige Verdensbanken satte procenten af folk, der lever i ekstrem fattigdom til – med en fattigdomsgrænse på 1,25 dollars om dagen – til 22 procent i 2010.

Den procent er faldet de sidste to årtier – til tæt ved halvdelen, men ikke 80 procent – og især som resultat af den økonomiske udvikling i Kina, verdens mest folkerige land. Men hvis man bevæger sig til den næste skillelinje, så lever mere end 40 procent af verdens befolkning for 2 dollars om dagen i 2010. Det er 2,4 milliarder mennesker – og dette tal er stort set ikke faldet i mere end tre årtier, ifølge Verdensbanken.

Hvis man betragter verdens akkumulerede rigdom i stedet for indkomstforskelle, er det svært at acceptere niveauet af ulighed. Ifølge en rapport fra Oxfam tidligere i år, ejer de rigeste 85 personer på kloden en større rigdom end den fattigste halvdel af verdens befolkning tilsammen.

Statistikker som disse fungerer ikke rigtigt for kapitalismens forkæmpere, uanset hvordan de bliver pakket ind. Så til deres argument nummer to: Ulighed kan være ubehagelig, men den virker – uden de rige, ville de fattige havde det endnu værre.

 ”Piketty tager ondskaben ved ulighed for givet”, beklager Michael Tanner fra Cato Institute, ”men ignorerer det større spørgsmål, om de samme betingelser, der fører til stigende velstand i toppen af pyramiden, også forbedrer den materielle velfærd for dem på bunden. Med andre ord, betyder det noget, om nogle mennesker bliver super-rige, så længe vi mindsker fattigdommen hen ad vejen?”

Men også her har den virkelige verden skabt så rigeligt med beviser for at ”stigende velstand i toppen ikke har forbedret den ”materielle velfærd for dem på bunden”. For bare at tage endnu et eksempel: I USA udgør virksomhedernes profitter en større del af nationalindkomsten end nogensinde før i de sidste 60år, mens løn til ansatte udgør en mindre del end på noget tidspunkt i næsten lige så lang tid.

Så det er ret tydeligt, at mere af det ene er resultatet af mindre af det andet.

Det kræver en form for religiøs overbevisning for at kunne tro på kapitalismen, som for eksempel med Tanner, at det er de bedste, klogeste og mest hårdarbejdende, der bliver belønnet på det frie marked.

Blandt mange andre pointer tilintetgør Pikettys bog også denne myte. Det klareste modeksempel er at se på kilderne til rigdom for verdens rigeste mennesker. Piketty vurderer, at halvdelen eller mere af disse formuer er skabt gennem arv – mennesker, hvis millioner og milliarder var sikret fra det øjeblik, de blev født.

Som Jim Walton, der var heldig nok til at være søn af Sam Walton, grundlægger af Walmart. Jim Walton har aldrig skullet arbejde bare en enkelt dag i hele sit liv, og alligevel ejer han lige nu flere penge, end en million mennesker på den amerikanske mindsteløn – for at udføre et meget hårdt arbejde – kan tjene på et helt år.

Faktisk er de, der har de største rigdomme under kapitalismen, typisk dem, der fortjener det mindst, når man ser på alt, hvad de har udrettet i deres liv. Det er helt åbenbart sandt for dollar-multimilliardær-arvingee som Walton – og lige så indlysende for snylterne fra Wall Street, der har akkumuleret enorme summer af penge uden at have lavet noget produktivt eller positivt for samfundet, tværtimod.

Hvis vi ser på Stephen Schwartzman, leder af Blackstone Gruppen, et Wall Street investeringsfirma, og nummer 54 på Forbes 400, listen over de rigeste amerikanere. Blaskstone er et af verdens  største private investeringsfirmaer, Det vil sige, at de har specialiseret sig i mega-transaktioner for at købe kontrol over firmaer, restrukturere deres aktiviteter, normalt ved voldsomme nedskæringer af arbejdsstyrken og lukning af anlæg, for så at sælge det, der er tilbage enten samlet eller opdelt.

Blackstones forretningsmodel – som gør firmaet til noget helt særligt, med uanstændige mængder af penge – går ikke ud på at investere i ny produktion, eller at skabe jobs eller udvikle innovative produkter. Tværtimod, Schwarzman og Co er omrejsende snyltere, der overtager eksisterende firmaer, suger pengene ud af dem og skaffer sig af med dem så hurtigt som muligt – uden at tage hensyn til, hvor megen økonomisk skade de efterlader i deres kølvand.

Det er umuligt at se, hvordan Schwarzmans multimilliard-dollarformue har noget som helst at gøre med at forbedre den ”materielle trivsel” for andre end ham selv og hans parasitvenner. Ud fra alle andres synsvinkel, der ønsker at gøre verden til et bedre sted at være, et det penge, der er stjålet – rigdom, der burde tilhøre den befolkning, der skabte den, som er blevet røvet, for at den ene procent skal kunne ”trives”.

Kontrol med produktionsmidlerne
Selvom det ikke er så iøjnefaldende, er organiseret tyveri en måde at leve på for finansfyrster, der ejer firmaer, der faktisk producerer noget. F.eks. Microsofts |Bill Gates, som i år genvandt titlen som verdens rigeste mand. Han blev ikke født med sin første milliard gemt væk i en kapitalfond. Han grundlagde faktisk det firma, som gjorde ham superrig.

Men hvad gjorde han i virkeligheden for at skrabe den formue sammen? Faktisk så fik hans firma kontrol over en bestemt slags computer-softvare – der var udviklet af nogle andre mennesker, ikke af ham selv eller i andre hoveder hos Microsoft – og han markedsførte det med succes i starten af den personlige computers epoke. Med andre ord var Bill Gates også heldig, – bare på en anden måde end Jim Walton.

Bill Gates og den klasse af mennesker, der hersker i et kapitalistisk samfund, er rige og magtfulde, ikke på grund af deres eget arbejde, men fordi de ejer noget.

De har kontrol over det, som Karl Marx kaldte ”produktionsmidlerne” fabrikkerne og kontorene, jorden, maskinerne, transportmidlerne. Disse ejere skabte ikke noget selv. De ansatte et meget større antal mennesker til at udfører det reelle arbejde med at producere, eller med at levere forskellige varer eller serviceydelser. Uden de manges arbejde, ville de fås umådelige rigdomme – inklusiv de enorme summer, der bliver spillet frem og tilbage mellem spekulanterne på Wall Street – ikke eksistere.

For dette arbejde formodes arbejderne at få en ”reel dagløn for en reel dags arbejde”. Men den er hverken reel eller fair. Selv de arbejdere, der får en relativ god løn, får ikke den fulde værdi af det, de producerer. Det, arbejdsgiverne betaler, har ikke noget at gøre med, hvor meget de pågældende arbejdere bidrager med til den samlede indtjening – lønninger og goder (hvis der er goder) er kun lige præcis så høje, som de behøver at være, for at friste en kvalificeret person til at tage arbejdet og beholde det, med den trussel hængende over hovedet, at de kan blive erstattet af nogen, der vil arbejde for mindre.

Samtidig beholder ejerne alt det, der er tilbage, når lønninger og andre omkostninger er betalt. Og så antager man, at det er deres retfærdige belønning for at løbe en ”risiko” med at foretage investeringer. Men der er ingen indbygget forbindelse mellem belønning og risiko – den risiko, der når alt kommer til alt er svær at få øje på. Kapitalisterne foretrækker at spille på de sikre heste – ligesom der heller ikke er nogen nødvendig grænse for, hvor stor belønningen kan være.

Klassekamp
Ingen grænse bortset fra en ting – klassekampen.

Arbejdere kan organisere sig kollektivt for at kræve deres retfærdige del – eller somme tider tættere på deres retfærdige del.

Somme tider drejer den kamp sig om løn og arbejdsvilkår i bestemte firmaer og industrier, somme tider drejer den sig om større sociale spørgsmål, f.eks. offentlige, skattefinansierede velfærdsprogrammer til fordel for arbejderklassen.

Som for Karl Marx og Frederick Engels er klassekampen mellem undertrykker og de undertrykte den drivende kraft i ethvert samfund – hovedfaktoren i, hvordan et samfund er organiseret og regeret.

Og det er ved dette punkt – hvis ikke langt tidligere – at marxisters har valgt en anden vej end de liberale, som hylder Thomas Piketty i dag.

På samme dag, som Paul Krugman skrev det, som blev nævnt ovenfor, i sin spalte i New Yoprk Times, hvor han søgte at retfærdiggøre sig overfor sine højrefløjskritikere, deler han kommentarsiden med journalist Timothy Egan, hvis artikel ”Hvordan slår vi mindsteløns-bevægelsen ihjel?” advarer mod de alvorlige konsekvenser af ”Kampen for 15” i Seattle.

Selvfølgelig, indrømmede Egan, skulle ”de lavestlønnede arbejdere for længst have haft en lønforhøjelse”, men det må ske ”gradvist over mange år” er hans belæring – og ikke ved at vedtage en folkeafstemning for en minimumsløn på 15 dollars pr. time, som ville ”presse en 61 procent lønstigning ned over hovedet ….på alle næste år, bortset fra en særlig gruppe af småvirksomheder og almennyttige organisationer” 

Tja, har vi ikke hørt det før? Ikke bare skræmmepropagandaen om en 61 procent lønstigning for ”alle” i Seattle, der efterplaprer Handelskammerets propaganda. Men den ældgamle bragesnak om, at det skal være ”ikke lige nu”----  som Martin Luther King lærte os, betyder det ”næsten altid betød: Aldrig.”

Thomas Pikettys bog er værdifuld til at udstille myten om, at det frie marked producerer rigdom og skaber et bedre liv for alle. Det er en omhyggeligt gennemforsket bekræftelse af Karl Marx’ 150 år gamle kritik af kapitalismen.

Men resten af marxismen er akkurat lige så vigtig. Karl Marx og Friderick Engels var ikke bare teoretikere, men agitatorer – og ikke bare interesseret i at fortolke verden, men i at forandre den. Deres Kommunistske Manifest sluttede med en opfordring til handling, om at alle verdens arbejdere forener sig – med ordene fra en anden stor revolutionær Percy Shelly:

Rejs dig som løverne efter søvn
i uovervindelige antal
Ryst dine lænker til jorden, som den dug
der er faldet på dig i søvnen
Vi er de mange, de er kun få 

Oversat fra websiden Socialist Worker af Martin Mørch. Her er der links til en række af de kilder, Alan Maas henviser til.

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.