RELATEREDE ARTIKLER

Hvilken løsning for arbejderbefolkningen? Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen? Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Ingen fredelig vej til socialisme Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Historien om en revolutionær Efter Chavez: Et muligt scenarie Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Alle er enige: De andre tabte Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Livet efter Fidel Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej Venezuelas revolution i krydsild Falliterklæring for Chavez?

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Venezuela | Latinamerika

26.05.14 | Evaristo Marcan, Steve Ellner

Tip en ven      |    Print  

Debat: Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi?

Professor Steve Ellner diskuterer, med udgangspunkt i Poulantzas teorier, forholdet mellem staten, den kapitalistiske økonomi og socialismen i Venezuela.

Evaristo Marcano: Hvordan vil du karakterisere den rolle, som staten i Venezuela har spillet igennem de sidste 15 års forandringsproces? Mange mennesker siger, at staten er blevet transformeret for at opnå socialisme, men hvad betyder det i praksis? Kan man også anvende teorierne om pro-kapitalistiske regeringer på regeringer, der som i Venezuela er ved at gennemføre socialisme?

Steve Ellner: Det er komplicerede spørgsmål. Heldigvis findes der en del materiale, skrevet af marxistiske teoretikere i de sidste 50 år, som hjælper os, når vi vil forstå statens rolle i kapitalistiske lande under normale betingelser. De samme teoretiske tekster er udgangspunktet, når det gælder analysen af strategien om den fredelige overgang til socialisme i lande som Venezuela.

Hvori består disse teoretikeres bidrag?

I den traditionelle dogmatiske marxistiske teori anså man blot staten for at være et redskab for borgerskabet for at fremme dets interesser, omend Marx og Engels ikke tilsluttede sig til en så simplificeret version. Problemet med den forsimplede statsteori er, at man kommer til at undervurdere statens muligheder for at overkomme kriser ved hjælp af reformismen. I 1917 og 1918 efter den russiske revolution og katastrofen med Første Verdenskrig antog Lenin, Trotskij, Rosa Luxemburg og en stor del af venstrefløjen på verdensplan, at kapitalismens dage var talte. Den samme holdning gjorde sig gældende efter den økonomiske krise i 1930´erne. I den teoretiske retning – den marxistiske strukturalisme – som blev udviklet af Louis Althusser, ledende akademiker i det franske kommunistiske parti, og Nicos Poulantzas, græsk-fransk marxistisk forfatter, forsøgte man at forklare statens fleksibilitet og dens evne til at klare de førnævnte udfordringer, idet man argumenterede for, at staten under kapitalismen har en slags relativ autonomi i forhold til den kapitalistiske klasse, især når det drejer sig om den økonomiske politik.

Med andre ord, så er staten ifølge de strukturelle marxister ikke altid i kapitalisternes tjeneste, i det mindste ikke, når det gælder økonomiske reformer?

Det er rigtigt. Den kapitalistiske stat er garant for, at kapitalismen overlever, og at der opretholdes stabilitet. For at opnå disse mål er det til tider nødvendigt at give efter for arbejdernes pres. Man giver således nogle indrømmelser til arbejderne, som er i modsætning til kapitalisternes kortsigtede interesser. Staten kan ikke ignorere konflikter mellem klasserne og tenderer derfor til at mediere mellem kapitalisternes interesser og arbejdernes og andre undertrykte gruppers interesser. I visse situationer kommer staten, der skal opfylde sin rolle som forsvarer af systemets langsigtede interesser, i konflikt med kapitalisterne, som er mere optaget af deres umiddelbare interesser. Dertil kommer, at staten er nødt til at være hævet over kapitalisternes kortsigtede interesser, fordi forskellige fraktioner blandt kapitalisterne ved forskellige lejligheder kommer i konflikt med hinanden. Det er baggrunden for, at der ikke kan eksistere en direkte forbindelse mellem staten og borgerskabet. På den anden side vil staten dog til en hver tid og uanset omkostningerne forsvare det kapitalistiske systems herredømme både i det enkelte land og på internationalt plan. Dertil kommer, at staten ikke kan distancere sig alt for meget fra kapitalisterne, for staten er – ifølge Poulantzas – nødt til at følge det kapitalistiske systems logik, som handler om kapitalakkumulation. Kort sagt så er den bedste måde, hvorpå staten kan forsvare det kapitalistiske system og opretholde stabilitet, at holde en smule afstand til kapitalistklassen, selv om at begge parter har den samme grundlæggende interesse.

Kan du give et eksempel på hvordan det fungerer i praksis?

Jeg kan give to eksempler. Barack Obama støtter nogle gange en økonomisk og social politik, som er til fordel for de brede masser i USA. Det bliver han hårdt kritiseret for af højrefløjen, som bakkes op af magtfulde økonomiske grupperinger. Men samtidig fremmer præsidenten en udenrigspolitik, som er mere aggressiv og konfrontationssøgende end den, som republikanerne støtter. Demokraterne kan godt optræde som forkæmpere for arbejderklassen – lidt på samme måde som Acción Democrática gjorde i Venezuela, da man fremstillede sig som ”Folkets parti” – men når det handler om at forsvare det imperialistiske system, så er der nærmest ikke forskel på demokraterne og republikanerne. Eskaleringen af Vietnamkrigen skyldtes i det store hele Præsident Lyndon B. Johnson, der var demokrat. Krigen blev fortsat af republikaneren Richard Nixon, og noget lignende skete i forbindelse med krigene i Mellemøsten hvor George W. Bushs linje blev videreført af Obama. Et andet eksempel er USAs politik overfor Cuba. For at forsvare imperialismen har skiftende regeringer opretholdt en blokade i et halvt århundrede. I en stor del af denne periode har en af de mest indflydelsesrige lobbyister for at få hævet embargoen været en af landets ledende kapitalister, nemlig David Rockefeller, som har været ivrig efter at kunne lave forretninger på øen. Med andre ord, i nogle situationer forsvarer staten kapitalens interesser mere energisk end kapitalisterne selv gør.

Sådan som du fremstiller den strukturelle marxismes standpunkter, så er staten upåvirkelig, selv om den økonomiske politik af og til gavner de brede masser. Det må betyde, at venstrefløjens muligheder for at kunne bruge statsmagten ikke er til stede. Det virker som om, at holdningen er, at den eneste mulige strategi for venstrefløjen er at nedbryde det kapitalistiske system og staten på samme tid. Med en kapitalistisk økonomi, så vil de mennesker, som regerer, ikke – uanset deres gode intentioner – kunne gennemføre reelle strukturreformer.

Ja, Althussers strukturalisme var noget stiv i den sammenhæng. Men det er også præcis grunden til, at Poulantzas begyndte at modificere synet på staten og endda kritiserede sin læremester, Althusser. I de sidste år af sit liv, før sin alt for tidlige død, tilføjede Poulantzas et nyt element til sin analyse af staten. Ifølge ham afspejler statens institutioner i et vist omfang de sociale konflikter, som er i gang. Det vil sige, at den måde som staten handler på og dens sammensætning på et givet tidspunkt, er påvirket af styrkeforholdende i samfundet. Med tilføjelsen af dette nye element i Poulantzas tænkning blev synet på staten mindre rigidt, end den analyse Althusser havde præsenteret.

Hvilken betydning har Poulantzas analyse for venstrefløjens strategi? Jeg forestiller mig, at der er sammenhæng mellem statsteorien og den politiske strategi. Hvis ikke der er en sådan sammenhæng, så er analysen helt uden betydning.


Det er sandt. Althussers strukturalistiske tese ser i bund og grund staten og dens forskellige institutioner som et fjendeland, selv om der af og til kan laves progressive sociale reformer. Det er baggrunden for, at Althussers tilhængere afviser muligheden af strategiske alliancer mellem de socialistiske venstrekræfter og de mere moderate politiske partier med henblik på at vinde parlamentariske sejre og kunne gennemføre dybtgående reformer. Men Poulantzas tilhørte den eurokommunistiske bevægelse, der i begyndelsen af 1970´erne fremstod som en betydningsfuld strømning især i Italien, Spanien og flere andre lande. Eurokommunismen fik også en stor betydning her i Venezuela, da Movimiento al Socialismo (MAS – Bevægelsen For Socialisme) i de tidlige 70´ere begyndte at spille en rolle som venstrefløjsparti. Senere nærmede partiet sig neoliberalistiske standpunkter under præsident Rafael Calderas anden regeringsperiode i sidste halvdel af 1990´erne. Eurokommunismen forkastede den ”dogmatiske” statsteori, som var udviklet af Althusser og det franske kommunistparti. Poulantzas holdning derimod gav et godt grundlag for skabelsen af en slags folkefront, der muligvis godt kunne blive ledet socialdemokratiske partier og med det formål langsomt at vinde kontrollen over staten igennem demokratiske valg og således bane vejen for en fredelig overgang til socialismen.

Kan man anvende Althussers og Poulantzas teorier i forbindelse med forandringsprocessen og den demokratiske vej til socialisme, som i øjeblikket forsøges i Venezuela?


De to forskellige former for statsteorier ligger til grund for to forskellige former for strategi, som i øjeblikket skaber voldsom debat blandt Chavisterne (tidligere præsident Hugo Chavez tilhængere). I Althussers teori er staten trods sin relative autonomi uløseligt bundet til den kapitalistiske samfundsmodel og kan således ikke transformeres eller bruges til noget andet. Det betyder, at socialismen opnås i trin, og på nuværende tidspunkt er det vigtigste at konsolidere de landvindinger, man har gjort igennem de seneste 15 år. Den strømning blandt Chavisterne, der hylder disse synspunkter, mener, at kapitalismen endnu er så stærk i Venezuela, at staten ikke på nuværende tidspunkt kan frigøre sig. Uanset hvor revolutionært den eksisterende ledelse opfører sig i processen, så kan staten for nærværende ikke ignorere det kapitalistiske systems logik. I denne etape-agtige tænkning lægger man vægt på politisk, økonomisk og social stabilitet, mens man på samme tidpunkt bruger stor energi på at gennemføre kampagner, der skal fremme produktiviteten. Det vigtigste politiske mål for denne politiske strømning er: Konsolidering. Hvilket står i modsætning til fortsættelsen af forandringsprocessen.

Hvordan kommer Poulantzas tanker til udtryk i Venezuela?

Poulantzas statsanalyse er mindre deterministisk, fordi den benægter, at staten er i en spændetrøje. Der argumenteres med, at staten kan transformere sig, når der sker et skift i styrkeforholdene. Denne opfattelse giver mulighed for, at man kan øge tempoet i den forandringsproces, der har været i gang i de sidste 15 år. Denne proces minder meget om – uden dog at være den samme – som den ”permanente revolution”, der blev udviklet af Trotskij. I modsætning til hvad mange af Trotskijs tilhængere hævder, så betyder fleksibilitet ikke, at processen altid går fremad. I visse situationer er det nødvendigt at give indrømmelser til grupper, som er i modsætning til socialismen. Men processen bør dog altid skride så meget frem, at det svarer til de resultater, som venstrefløjen har opnået.

Du har fortalt om de to marxistiske statsteorier, som blev udviklet af Louis Althusser and Nicos Poulantzas, og om den måde, hvorpå disse teorier påvirker venstrefløjens strategi. Kan du opsummere de to teorier?

Det kan jeg godt. Althussers strukturelle marxisme understreger, at staten, der kontrolleres af borgerskabet, kan opretholde en vis relativ autonomi i forholdet til kapitalisterne med det formål at sikre den størst mulige grad af stabilitet og for at forsvare det kapitalistiske systems langsigtede interesser. Men på intet tidspunkt fremmer eller accepterer den borgerlige stat strukturelle forandringer, som bringer det kapitalistiske system i fare. Denne teori er fundamentalt forskellig fra den ”dogmatiske marxisme”, som ser staten som et simpelt ”instrument” i hænderne på kapitalisterne, og som altid tjener deres interesser. I USA nægter ”dogmatikerne” for eksempel at støtte enhver politiker fra Det Demokratiske Parti, selv om nogle af disse har stået bag reformer til gavn for den brede befolkning på sundhedsområdet. Indenfor Althussers strukturelle marxisme anerkender man statens evne til at gennemføre progressive økonomiske reformer, hvilket fører til at man godt kan give kritisk støtte til visse Demokrater. Et eksempel på en sådan progressiv Demokrat er den nyligt valgte borgmester i New York, Bill de Blasio, som på nogle områder har taget parti for de ikke-privilegerede dele af befolkningen.

Og hvordan ligger det med Poulantzas statsteori?

I starten forsvarede Poulantzas Althussers strukturelle marxisme, men i sin sidste bog, der blev udgivet kort før han døde i 1979, og som havde titlen: ”Staten, magten, socialismen”, ser Poulantzas staten som mindre bundet til de kapitalistiske strukturer, end Althusser gjorde. Poulantzas argumenterede for, at staten er kronisk ustabil, fordi den opsuger de sociale konflikter og afspejler de politiske styrkeforhold. Det betyder for eksempel, at staten i høj grad bliver påvirket af massernes organisering, mobilisering og den kamp, som de fører, og at staten påvirkes af fagbevægelsens voksende styrke og den vækst, der sker blandt de venstreorienterede partier. Poulantzas teorier fører til strategiske alliancer mellem venstrefløjen og de partier, som er i midten af den politiske skala. Det er alliancer, som er mere vidtrækkende end blot midlertidig støtte til nogle ”etablerede” politikere, der går ind for visse progressive krav, således som Althussers teorier blot giver mulighed for.

Tænkte Poulantzas måske på situationer, som den vi har i Venezuela, hvor venstrefløjen har magten uden at alliere sig med de socialdemokratiske partier, der ligger til højre?


Nej, tilsyneladende ikke. Situationen for den venezuelanske venstrefløj, der har magten, er meget mere lovende, end det var tilfældet i Europa, da Poulantzas skrev om staten. På det tidspunkt håbede eurokommunisterne, som Poulantzas støttede, at de socialdemokratiske partier kunne tage magten med hjælp fra venstrefløjen i form af en slags strategisk alliance, hvor socialdemokraterne ville være ledende og kommunistpartiet være juniorpartner. På det tidspunkt var det umuligt at forestille sig en situation, hvor venstrefløjen kunne få statsmagten på egen hånd.

Hvilke konklusioner drager du omkring den venezuelanske vej til socialismen?

Der er nogle faktorer i udviklingen, som er lovende, men som står i modsætning til de politiske teser, der under overskriften ”Tilkæmpet magt” versus ”Konstitutionel magt” foreskriver en ubønhørlig kamp mellem på den ene side statsbureaukraterne og toplederne i det venezuelanske socialistparti (Partido Socialista Unido de Venezuela - PSUV), som har den konstitutionelle magt, og på den anden side de radikale sociale bevægelser, der har tilkæmpet sig magt.

Disse lovende faktorer peger i retning af en proces, hvor socialismen opnås igennem initiativer både ”fra oven”, det vil sige fra regeringsmedlemmer, der er overbeviste socialister, og gennem initiativer ”fra neden”, fra de sociale bevægelser og andre græsrodsorganisationer, sådan som Poulantzas forestillede sig. I denne proces bliver der etableret medbestemmelse på alle niveauer, og det indebærer en transformering af staten, som man ikke kan forudse på nuværende tidspunkt. Det betyder dog ikke, at man benægter eksistensen af spændinger, modsætninger og konflikter mellem dem som arbejder ”fra oven”, og dem som arbejder ”fra neden” i den revolutionære lejr.

Hvad er det for lovende faktorer i Venezuela, som du hentyder til?


I 2002-2003 tog Nationalrådet (svarende til regering) kontrol over både det statslige olieselskab PDVSA og de væbnede styrker, som er de to vigtigste institutioner i Venezuela. Man opnåede også kontrol med Nationalbanken, som tidligere havde haft en vis autonom status, som i praksis betød at den tjente udenlandske interesser. Der skabes enorme indtægter fra olieudvindingen, og da vi befinder os i en periode med høje priser, er det en fordel af stor vigtighed. En anden faktor er den svage venezuelanske private sektor, som skyldes, at økonomien har været domineret af multinationale virksomheder i 1980´erne og 1990´erne. Dertil kommer, at USAs indflydelse er blevet svækket på alle andre områder end det miltære. Endelig har Hugo Chavez og hans tilhængere vundet valgene med en meget stor margin. I 2006 vandt Chavez således præsidentvalget med 63 % af stemmerne, det højeste tal ved noget præsidentvalg siden 1958.

I dette interview har du stort set ikke præsenteret dit eget synspunkt. Har du her til sidst nogle holdninger i relation til statsteorierne og deres anvendelse i Venezuela?

Jeg har to ting, jeg gerne vil sige. Den vigtigste er følgende: Den teoretiske diskussion om staten i den demokratiske overgang til socialisme kan ikke begrænses til et intellektuelt plan, fordi det handler om de komplicerede udfordringer, som regeringen og Chavisterne står overfor. Når man erkender disse realiteter, så kan det modvirke følelser af desillusionering og udhuling af energien, som er de vigtigste farer. Selv om lederne af forandringsprocesserne i Venezuela er overbeviste socialister, så er der et bestemt forhold, som man ikke kan ignorere: Det økonomiske grundlag i Venezuela er fortsat kapitalistisk, og det er det mest afgørende, mere afgørende end hvad der sker på det politiske og kulturelle niveau. Marxismen har afklaret, at ”superstrukturen”, det vil sige staten, aldrig helt kan frigøre sig fra basis, det vil sige det kapitalistiske system. Den venezuelanske stat eksisterer ikke i et vakuum, men er på en række områder tæt forbundet til den kapitalistiske struktur. Når det er sagt, så retfærdiggør det på ingen måde korruptionen, som alle ved eksisterer. Og mens chavezisterne kæmper mod korruption og andet misbrug, der foregår blandt forretningsfolk, af hvilke nogle har forbindelser til chavezisterne, er vi nødt til at erkende, at disse fænomener er uundgåelige, når man har en demokratisk og relativt fredelig proces.

Det var dit vigtigste synspunkt. Du nævnte, du havde et andet?

En diskussion om statens rolle, der ikke baserer sig på de faktiske kendsgerninger, ender med at være ren spekulation. Det var en kritisk af den art, som den engelske marxist Ralph Miliband formulerede imod Poulantzas, der ærligt nok senere erkendte, at kritikken var berettiget. Sandhedsværdien af argumenterne mod Poulantzas, Althusser og andre vil blive åbenbaret igennem praksis. Især hvad angår Venezuela er der ikke nogen bestemte dogmer, der kan tjene som kørevejledning til fremtiden. Processen er ny og med mange unikke elementer. Af den grund er det nødvendigt, at der er en indbyrdes tolerance i den revolutionære lejr. Der er ingen, der med sikkerhed kan sige, hvad der vil ske. Jeg er endog modstander af begrebet ”småborgerlig”, når det bruges som skældsord på venstrefløjen. Fordi småborgerskabet, det vil sige mellemlagene, har en vigtig rolle at spille i forandringsprocessen, og man kan ikke ignorere eller latterliggøre deres interesser og forslag.

[Steve Ellner har undervist i historie på Universidad de Oriente i Venezuela siden 1977, nu pensioneret. Han har redigeret bogen: Latin America’s Radical Left: Challenges and Complexities of Political Power in the Twenty-First Century, Rowman and Littlefield, 2014. Han bidrager ofte til NACLA: Report on the Americas.

Oversat fra webmagasinet Links af Christian Holtet. Interviwet blev først bragt på spansk på websiden aporrea.org

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 26

En ny parlamentarisk taktik for Enhedslisten?

Frem mod valget i 2011 var en af Enhedslistens paroler, at partiet ville ”trække socialdemokraterne til venstre”. På trods af at Enhedslisten fik det bedste valg for venstrefløjen i mange årtier, var det dog svært at se effekten af forsøget på at ”trække” i S. Tvært imod gennemførte Thorning-regeringerne en grundlæggende borgerlig politik, der øgede uligheden, videreførte de borgerlige regeringers økonomiske politik, solgte DONG, angreb lærerne og meget andet. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.