RELATEREDE ARTIKLER

Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme Videnskaben misbrugt for at fremme racisme Lenin og den demokratiske centralisme Marxisme eller anarkisme Bureaukratiet - en vedvarende fare for arbejderbevægelsen Folkets opium? Teorien om kapitalismens lange bølger En revolutionær vej til socialisme For mange mennesker? Borgerligt og proletarisk demokrati Permanent revolution på dagsordenen En socialisme for vores tid Marxismen, før og nu Om Marx, naturen og miljøet Kommunismens styrke Kapitalistisk klimaforandring og vores opgaver For en ikke-reduktionistisk, ikke-autoritær marxisme Enhedslisten, klimakampen og antikapitalismen Enhedslistens politiske rolle Muslimen, venstrefløjen og de selverklærede feminister Hvad er Kodeordet? Bekæmp fascismen Politisk teori i Amsterdam – eller gennem hørebøffer Kritiske diskussioner om Ernest Mandels marxisme Nationalstat, integration og immigration i Europa

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Teori | Historie

12.05.14 | Charlie Post

Tip en ven      |    Print  

Arbejderkamp: Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet

Fremkomsten og væksten af bureaukrati gennem de sidste par hundrede år, defineret som ikke-besiddende funktionærer i forskellige organisationer, har været emnet for omfattende diskussioner blandt sociologer og politologer.

(OBS: Noterne til denne artikel kan hentes her! Nærværende oversættelse indeholder kun første del af Charlie Posts artikel, som ser på Mandels analyse af arbejderbureaukratiet oprindelse og rolle under kapitalismen samt hans teori om bureaukratiet i revolutionære organisationer)

Traditionel borgerlig sociologi argumenterer for, at bureaukratiske hierarkier er et uundgåeligt træk ved moderne samfund, hvis størrelse og sammensathed udelukker enhver mulighed for folkelig demokratisk kontrol over det politiske, økonomiske og sociale liv.

Max Weber så bureaukrati som den mest rationelle og effektive måde til at organisere aktiviteterne blandt et stort antal mennesker, fordi det sikrede beslutningsgange efter almene regler snarere end efter funktionærers – de kultiverede ”trænede” eksperter – forgodtbefindende, og begrænsede mulighederne for korruption og nepotisme.[1] Robert Michels udvidede Webers teori om bureaukrati, der oprindeligt var udviklet til at analysere embedsværket i den kapitalistiske stat, til også at omhandle studiet af arbejdernes massepartier og fagforeninger i det tidlige tyvende århundrede. [2]

”Oligarkiets jernlov”, som i dag er den herskende opfattelse blandt socialdemokrater og nystalinister, påstår at fremvæksten af et lag af professionelle bureaukrater, der tiltager sig magten, er et uundgåeligt træk ved arbejdermassepartier og fagforeninger under kapitalismen og i enhver efterkapitalistisk samfundsorden.

Ernest Mandels arbejde giver et kraftfuldt marxistisk alternativ til de stalinistiske, socialdemokratiske og borgerlige teorier, som afviser muligheden af demokratisk organiserede arbejderkampe og arbejdermagt i den moderne verden. I en serie af værker[3] fremsatte Mandel et komplekst, sammenhængende og empirisk vel underbygget svar på opfattelsen af, at et mindretal af funktionærers og eksperters tilegnelse af magten er det ”uundgåelige” resultat af sammensatte, omfattende, moderne sociale organisationer. Mandel argumenterede for, at bureaukrati er resultatet af specifikke, historisk begrænsede forhold mellem mennesker og mellem mennesker og naturen – af specifikke forhold og materielle produktivkræfter. Mandels bureaukratiteori giver et moderne forsvar, udvidelse og uddybning af den klassiske marxistiske diskussion om bureaukrati, specielt Rosa Luxemburg og Leo Trotskijs arbejder.

For Mandel har fremkomsten af bureaukratier både i arbejdernes massepartier og fagforeninger under kapitalismen og i de efterkapitalistiske samfund rod i reproduktioner af arbejdsdelingen mellem åndeligt ledende og manuelt arbejde. Uanset om det er et resultat af den sporadiske karakter af arbejderkampe under kapitalismen, eller de dybe materielle mangelsituationer, der fandtes i det tyvende århundredes efterrevolutionære samfund, så giver den vedvarende deling mellem ”hånden og åndens arbejde” grobund for fremvæksten af et lag af professionelle funktionærer, som enten administrerer massepartier og fagforeninger eller efterkapitalistiske statsapparater. Dette lag vil i de fleste tilfælde udvikle sig til et markant socialt lag med sine egne materielle interesser, politik og ideologi. Denne udvikling i bureaukratiet forøger imidlertid ikke ”effektiviteten” og slagkraften af arbejderorganisationerne under kapitalismen eller af det centralt planlagte økonomiske liv i efterkapitalistiske samfund. Tværtimod underminerer funktionærernes monopol på magten arbejderklassens muligheder for enten at forsvare sine mest umiddelbare interesser under kapitalismen eller at opbygge livskraftige alternativer til den. Mandels bureaukratiteori er en del af det centrale videnskabelige fundament for det revolutionære politiske projekt om at opbygge arbejderklassens egen aktivitet, organisering og befrielse.

Vores diskussion af Mandels bureaukratiteori falder i tre dele. I den første vil vi undersøge Mandels analyse af arbejderbureaukratiet oprindelse og rolle i de kapitalistiske sociale formationer, og hans teori om revolutionære organisationer som alternativet til bureaukratisk reformisme. Vi vil også vurdere Mandels forsøg på at forklare, hvorfor der ikke, i modsætning til revolutionære marxisters forventninger, er fremkommet sande revolutionære massepartier i de avancerede kapitalistiske lande siden 1920´erne. I den anden del [udeladt i nærværende oversættelse, red.], vil vi kigge nærmere på Mandels forsøg på at opdatere og forfine Trotskijs analyse af bureaukratiet i de efterkapitalistiske lande. Specifikt vil vi tackle problemet om, hvorvidt bureaukratiets forhold til arbejderklassen i disse lande udgør en ny produktionsmåde, og om hvorvidt disse regimer kan opfattes som ”arbejderstater” i nogen meningsfuld marxistisk forstand. Vi vil afslutte med en diskussion af den politiske betydning af Mandels bureaukratiteori [også udeladt i nærværende oversættelse, red.].

Arbejderbureaukratiet i de kapitalistiske samfund
Den klassiske marxistiske diskussion af arbejderbureaukratiet begyndte som et forsøg på at forklare væksten af reformismen inden for de socialistiske massepartier i begyndelsen af det tyvende århundrede. Lederne af den revolutionære venstrefløj i europæisk socialisme nøjedes ikke blot med at kritisere de brede socialdemokratiske partiers teori og praksis, men forsøgte at afsløre de sociale og materielle rødder til arbejderbevægelsens konservatisme og sluttelige kapitulation over for deres nationale kapitalistklasser under Første Verdenskrig. Givet bolsjevikkernes praktiske revolutionære succes er det ikke overraskende, at Lenins tese om degenerationen af socialdemokratismen blev, med Mandels ord, ””dogmet” for revolutionære marxister gennem næsten et halvt århundrede.”[4]

Ifølge Lenin var fremvæksten af reformisme i arbejderbevægelsen i de avancerede kapitalistiske lande det ideologiske udtryk for ”arbejderaristokratiet”, en privilegeret minoritet i den vestlige arbejderklasse, hvis overlegne levestandard stammede fra en del af den ”superprofit”, som det imperialistiske borgerskab pressede ud af hel- og halvkoloniale lande. Dette lag af arbejdere støttede de ”småborgerlige intellektuelle” i parti- og fagforeningsapparatet, som udbredte en reformistisk og ”socialpatriotisk” politik før og under Første Verdenskrig.[5]

Mandel var den første tænker i den revolutionære marxistiske tradition, som udtrykkeligt afviste Lenins forestilling om ”arbejderaristokratiet”. Mandel giver tre vigtige grunde til at droppe forestillingen om, at et lag af arbejdere i de imperialistiske lande har del i ”superprofitter”, som stammer fra udbytning af arbejdere i den ”tredje verden”. For det første kan de multinationale firmaers totale profit fra deres direkte investeringer i Afrika, Asien og Latinamerika ikke dække lønnen for selv en del af de bedst betalte, fagforeningsorganiserede arbejdere i de industrialiserede lande. Arbejderne i den ”tredje verden” skaber simpelt hen ikke tilstrækkeligt merværdi til at kunne ”bestikke” en væsentlig del af arbejderklassen i Europa, USA eller Japan.

For det andet er gabet mellem lønningerne hos arbejderne i ”nord” og ”syd” langt større end lønforskellen indbyrdes mellem arbejderne i ”nord”. Med andre ord ville den samlede arbejderklasse i Europa, USA og Japan være potentielle ”arbejderaristokratier”. Men som Mandel påpeger, så er disse lønforskelle på verdensplan et resultat af den større kapitalintensitet (kapitalens organiske sammensætning) og højere arbejdsproduktivitet (merværdirate) i de avancerede kapitalistiske samfundsformationer, ikke en deling af ”superprofitter” mellem arbejdere og kapitalister i de industrialiserede lande. De bedre betalte arbejdere i ”nord” er ganske enkelt mere udbyttede end de dårligere betalte arbejdere i ”syd”. Endelig påpeger Mandel, at nogle af de bedst betalte arbejdere i Europa, USA og Japan, specielt dem i metalindustrien, var blandt de mest militante og radikale proletarer. De udgjorde en stor del af massegrundlaget for de revolutionære kommunistpartier i 1920’erne og de tidlige 1930’erne.[6]  

Mandel fandt en mere frugtbar marxistisk diskussion af arbejderbureaukratiet under kapitalismen i Rosa Luxemburgs værker.[7] Luxemburg forstod en del tidligere end Lenin og Trotskij, at fremkomsten og udviklingen af et apparat i fagbevægelsen og partiet var nøglen til det tyske socialdemokratis voksende konservatisme.[8] I kølvandet på den mislykkede russiske revolution i 1905 stødte Luxemburg på modstand mod hendes fortale for ”massestrejker” som en taktik for den tyske arbejderbevægelse fra både den åbent ”revisionistiske” fløj i SPD ledet af Bernstein, og den ”ortodoks-marxistiske” partiledelse omkring Kautsky og Bebel. Hendes konklusion var, at de professionelle funktionærers hegemoni over SPD, og ikke blot indflydelsen fra middelklasse-intellektuelle, var roden til den samlede ledelses fornægtelse af at overveje andre aktiviteter end valgkampagner og rutinemæssige overenskomstforhandlinger. For Luxemburg var det klart, at dette bureaukrati, efter at det havde konsolideret sig i arbejderklassens institutioner, lagde langt større vægt på at opretholde parti- og fagforeningsapparatet end på ethvert forsøg på at uddybe og udvide arbejderkampene.

Mandel lokaliserede oprindelsen af arbejderbureaukratiet til den episodiske og fragmenterede natur af arbejderklassekampe under kapitalismen. For Mandel er arbejdernes selvstændige selvaktivitet og selvorganisering en nødvendig forudsætning for udvikling af klassebevidsthed. Det er erfaringer med brede, fælles og succesfulde kampe mod kapitalen og dens stat på arbejdspladsen og i samfundet, der åbner dele af arbejderne for radikale og revolutionære politiske ideer. Når arbejdere ikke deltager i massekampe eller lider nederlag, bliver de åbne for konservative og reaktionære ideer, som når en del af klassen gør forgæves forsøg på at forsvare deres specielle delinteresser (baseret på køn, uddannelse, nationalitet, race o. lign.) over for andre dele af klassen. Sammenfattende er det niveauet af klasseaktiviteter og uafhængighed, og ikke kulturelle påvirkninger som udflytning til forstæderne, tv, film o. lign., som fastlægger de grundlæggende parametre for klassebevidsthed under kapitalismen.[9]

Arbejderklassen kan ikke, i sin helhed, konstant være aktiv i klassekampen. Den samlede klasse kan ikke løbende deltage i strejker, demonstrationer og andre politiske aktiviteter, fordi denne klasse er afskåret fra effektiv besiddelse af produktionsmidlerne og er tvunget til at sælge sin arbejdskraft til kapitalen for at kunne overleve. Den ”faktisk eksisterende” arbejderklasse kan kun deltage i massekampe som klasse i usædvanlige, revolutionære eller før-revolutionære situationer, som på grund af lønarbejdets rolle under kapitalismen, må være af kort varighed. Oftest bliver forskellige dele af arbejderklassen aktive i kampen mod kapitalismen på forskellige tidspunkter.

I kølvandet på succesfulde massekampe er det kun et mindretal af arbejderne, der forbliver konsekvent aktive. Størstedelen af denne ”arbejderavantgarde” – det lag af arbejdere som ”selv under en afmatning af kampen… ikke forlader klassekampens frontlinjer, men fortsætter krigen, så at sige, ”med andre midler””[10] – bevarer og overfører traditioner for massekamp på arbejdspladsen og i samfundet til nytilkomne arbejdere. Imidlertid er et mindretal af dette ”aktivistiske mindretal”, sammen med middelklasse-intellektuelle, der har tilgang til kulturelle færdigheder som størsteparten af arbejderklassen ikke har adgang til, nødt til at påtage sig ansvaret for at administrere de fagforeninger eller politiske partier, som denne periodiske opblussen af masseaktiviteter skaber.

Mandel anerkendte, at ”udviklingen af politiske masseorganisationer eller fagforeninger er utænkelige uden et apparat af professionelle og funktionærer.” Imidlertid påpeger han, at denne opståen af et lag af professionelle funktionærer medfører en ”risiko for, at arbejderklasse-organisationer selv vil blive opdelt mellem lag, der udfører forskellige funktioner. Specialisering kan føre til et voksende monopol på viden, af centraliseret information. Viden er magt, og et monopol på dette fører til magt over mennesker… tages der ikke modforholdsregler [kan dette] lede til en virkelig opsplitning mellem nye chefer og de masser, de skal lede.[11]


Under de uundgåelige afmatninger af klassekampen, hvor det store flertal af arbejderklassen er passive, bliver risikoen for bureaukratisering akut. Især under ”lange bølger” af kapitalistisk vækst, hvor de fleste arbejderes leve- og arbejdsvilkår forbedres uden tumultagtige massekampe, kan de ansatte i massearbejderorganisationerne skille sig ud fra resten af arbejderklassen. De arbejdere, som bliver funktionærer i fagforeningerne og de politiske partier, begynder at opleve livsbetingelser, der er meget forskellige fra dem, der forbliver på arbejdspladserne. De nye funktionærer oplever sig selv fritaget fra den kapitalistiske arbejdsproces daglige ydmygelser. De er ikke længere underkastet fremmedgjorte og ukvalificerede arbejdsprocesser eller værkførernes smålige diktatur. Da de nu er i stand til selv at bestemme deres egen arbejdstid, planlægge og lede deres egne aktiviteter og afse størstedelen af deres vågne tid til at ”kæmpe for arbejderne”, så forsøger funktionærerne at sikre disse privilegier og skabe nye, i særdeleshed indtægter, der er markant højere end de arbejdere, som de angiveligt repræsenterer.

I dette forsvar for deres privilegier, som bliver ret betydelige efterhånden som fagforeninger og arbejder-massepartier vinder indpas i det borgerlige samfund, vil arbejderbureaukratiet udelukke de menige medlemmer af fagforeninger og partier fra enhver form for virkelig beslutningstagning.

Konsolideringen af arbejderbureaukratiet som et veldefineret socialt lag klart adskilt fra resten af arbejderklassen under kapitalismen fører frem til dets specielle politiske adfærd og verdensopfattelse. Bevarelsen af massefagbevægelsen eller partiet, som et mål i sig selv, bliver efterhånden det vigtigste endemål for arbejderbureaukratiet. Arbejderbureaukraterne forsøger at begrænse arbejderklassens aktivisme inden for grænser, som ikke truer den fortsatte eksistens af de institutioner, der er forudsætningen for disse funktionærers enestående livsstil.

Således udbygger ”delsejrernes dialektik” risikoen for, at nye kampe ville kunne ødelægge arbejderklassens masseorganisationer, tilbøjeligheden til at arbejderbureaukratiet begrænser sig til at føre valgkampagner og til parlamentarisk pres (”lobbyisme”) for politiske reformer, samt stramt styrede overenskomstforhandlinger for at forbedre løn- og arbejdsforhold. En hvilken som helst diskussion, for slet ikke at tale om forsøg på at fremme den tumultagtige selvaktivisme og selvorganisering af arbejdende og undertrykte mennesker i form af militante arbejdspladsaktioner, politiske massestrejker og lignende, må straks slås ned. [12] Når man kommer frem til denne situation, slår bureaukratiets organisations-fetichisme (at prioritere apparatets overlevelse over nye fremskridt i kampene) over i en substitutionisme, som kræver arbejdernes ubetingede loyalitet overfor lederne, der påstår, at de ”ved, hvad der er bedst for arbejderne.”

Som Mandel aldrig blev træt af at påpege, ignorerer den reformistiske erstatning i form af parlamentarisme og rutinemæssige overenskomstforhandlinger frem for massekampe ”den strukturelle karakter af produktionsforholdene og den politiske og sociale klassemagt”. [13] Med andre ord er den politik, som arbejderbureaukratiet i de kapitalistiske samfundsformationer fremfører, utopisk i ordets mest negative betydning. [14] Arbejderbureaukratiets forsøg på at formidle kampen mellem kapital og arbejde på en måde, der meget gradvist forskyder styrkeforholdet til arbejdernes fordel, strander på kapitalismen uundgåelige profitabilitetskriser og af den heraf følgende intensivering af klassekampen. Historien om både de klassiske socialdemokratiske og de kommunistiske partiers rolle efter 1935, da de begyndte deres forvandling til reformistiske partier, [15] bekræfter desværre blot den helt igennem urealistiske karakter af bureaukratiets forsøg på gradvise forandringer.

Under revolutionære og før-revolutionære kriser som dem i Italien i 1920, Tyskland fra 1918-1923, Spanien og Frankrig i 1936-37, og Chile i 1970-73 desorganiserede de socialdemokratiske og stalinistiske partier med held arbejdernes kampe og organisationer (arbejderråd, fabrikskomitéer og lignende) i det hellige navn om at bevare det borgerlige demokrati og arbejderbevægelsens tidligere erobringer.

Ulykkeligvis så ledte denne afsporing af revolutionære massekampe ikke blot til tabte muligheder for at gribe statsmagten og påbegynde opbygningen af en ny demokratisk og socialistisk orden, men åbnede tværtimod for de reaktionære kræfters magtovertagelse. De italienske fascisters sejr i 1921, nazisternes magtovertagelse i 1933, Francos militære sejr i 1939, sammenbruddet for den franske Tredje Republik i 1940 og Pinochets kup den 11. september 1973 var alle resultatet af arbejderklassens manglende evne til at gribe magten da muligheden bød sig.

Alt i alt viste arbejderbureaukratiets forsøg på ”selvbegrænsning” af arbejderkampene til at holde sig inden for grænserne for kapitalistisk demokrati sig blot at lette konsolideringen af diktatoriske og undertrykkende former for kapitalistisk styre. [16]

Den reformistiske erstatning af arbejderklasse og folkelige kampe med valgkampagner, parlamentarisk pressionspolitik og bureaukratiserede overenskomstforhandlinger har ført til en dybtgående desorganisering og passivitet blandt de almindelige medlemmer af arbejderbevægelsen i Vest siden Anden Verdenskrig. Skønt sådanne bureaukratiske ”kamp”-former var i stand til at ”levere varen” i form af højere lønninger, forbedrede frynsegoder, stabiliserede arbejdsforhold og en voksende ”velfærdsstat” under den ”lange bølge” af økonomisk vækst i 1950’erne og 60’erne, så viste denne strategi at være fuldstændig utilstrækkelig under den ”lange bølge” af stagnation, der begyndte i de sene 1960’ere. Da krisen i den kapitalistiske profitabilitet blev uddybet, så blev reformismens erstatningspolitik fortrængt af realpolitik – en tilpasning til den nye ”virkelighed” med forringede livs- og arbejdsbetingelser. Som Mandel påpegede:

... den underliggende antagelse bag den nutidige socialdemokratiske gradualisme er netop dette: Lad kapitalisterne producere varerne, så regeringerne kan omfordele dem på retfærdig vis. Men hvad hvis den kapitalistiske produktion kræver en mere ulige, mere uretfærdig fordeling af ”frugterne af væksten”? Hvad hvis der som følge af en kapitalistisk krise slet ikke er en økonomisk vækst? Gradualisterne kan så blot mekanisk gentage: Der er ikke noget alternativ, der er ingen udvej.[17]

Når aktivisme og direkte aktion fra arbejdere og andre undertrykke mennesker er blevet lagt på hylden, står arbejderbureaukratiet og reformistiske politikere i Vesten uden anden mulighed end at give efter overfor arbejdsgivernes offensiver og at administrere den kapitalistiske stats nedskæringer. Synet af de reformistiske bureaukraters opgivelse af kampen for reformer har vist sig gentagne gange over hele den kapitalistiske verden gennem de sidste to årtier med tragiske resultater: fra det italienske kommunistpartis støtte til nedskæringer, til indrømmelserne til arbejdsgiverne fra de amerikanske AFL-CIO fagforeningsbureaukrater, til Mitterrand-regimets budgetnedskæringer, privatiseringer og dereguleringer, til underkastelsen af en ANC-COSATU-ledet regering i Sydafrika efter afskaffelsen af apartheid under, hvad nogle har kaldt IMF og Verdensbankens ”sado-monetarisme”. Igen viser selv de mest moderate former for socialdemokratisk gradualisme sig at være grundlæggende utopiske – ude af stand til at forsvare arbejdernes tidligere gevinster end sige vinde vigtige nye reformer i en situation med krise i den kapitalistiske profitabilitet.[18]

Er bureaukratiseringen af arbejderklassens organisationer uundgåelig, når den har sine rødder i den givne episodiske karakter af massekampe under kapitalismen? Det er klart, at Mandels teori om arbejderbureaukratiet i de kapitalistiske sociale formationer fører os til konklusionen om, at reformismen vil fortsætte med at være et problem i arbejderbevægelsen, indtil kapitalismen bliver omvæltet på verdensplan. Imidlertid påviser Mandels teori også, hvilke modvirkende sociale kræfter og modforholdsregler der findes mod bureaukratiseringen af de politiske partier og fagforeningerne. Hans udvikling og afklaring af den leninistiske organisationsteori er måske hans største politisk-teoretiske bidrag.[19] Her påviser Mandel, hvordan den samme episodiske natur af klassekampen, som skaber miljøet for fremvæksten af arbejderbureaukratiet, også skaber det menneskeligt materielle grundlag for et revolutionært masseparti. Ud fra klassekampens ebber og floder dannes der en arbejderavantgarde. En revolutionær socialistisk kernes evne til at organisere og til sidst smelte sammen med de mest aktive, militante og radikale arbejdere – dette skaber en række mulige modvægte til arbejderbureaukratiet.

I ikke-revolutionære perioder spiller ikke-socialistiske organiseringer af ”avancerede arbejdere” på såvel organiserede som uorganiserede arbejdspladser – det som vi i USA kalder ”rank and file” strømninger – en vigtig rolle med både at holde liv i traditioner om aktivisme og solidaritet i arbejderbevægelsen og at kæmpe for effektive demokratiske spilleregler (valg af funktionærer, reduktion af deres lønninger, fri debat og diskussioner af konkurrerende positioner, osv.) i fagforeningerne og de folkelige organisationer. Ofte er sådanne organiseringer i stand til at fortrænge parti- og fagforeningsbureaukratierne og lede vigtige succesfulde dagligdags kampe, som udvikler arbejdernes politiske og ideologiske selvtillid. Selv i ikke-revolutionære perioder er relativt små revolutionære socialistiske grupper i stand til at spille en afgørende rolle i at organisere sådanne ”rank and file” [fagoppositionelle] strømninger og i at uddanne de mest radikale arbejdere i marxistisk teori og politik.

I revolutionære og før-revolutionære situationer vil den effektive sammensmeltning af revolutionære kerner med den brede masseavantgarde til et virkeligt revolutionært arbejderparti åbne muligheden for en socialistisk revolution. Et revolutionært masseparti med dybe rødder i arbejderbevægelsen kan bidrage til dannelsen og centraliseringen af arbejderklasse-magtorganer (råd i lokalområderne, på arbejdspladserne, i skolerne), og tilbyde et praktisk alternativ til de reformistiske bureaukraters forsøg på at begrænse kampene inden for de rammer, som kapitalistisk profitabilitet og politisk mangt udstikker, og derigennem lede en succesfuld magtovertagelse.[20]


Vi står imidlertid tilbage med spørgsmålet, når det er så åbenlyst, at bureaukratierne i fagforeningerne og de reformistiske partier ikke er i stand til at organisere selv de mest grundlæggende, defensive kampe mod arbejdsgivernes angreb og den kapitalistiske nedskæringspolitik, hvorfor har vi så ikke set fremkomsten af sande revolutionære massepartier siden 1920’erne? I de sene 1930’ere troede Trotskij og hans støtter i Fjerde Internationale, at Anden Verdenskrig ville føre til en fatal krise for det bureaukratiske herredømme i USSR og et hurtigt sammenbrud af de stalinistiske kommunistpartier i det kapitalistiske Europa, som igen ville åbne døren til at opbygge nye revolutionære arbejder-masseorganisationer. Igen i de sene 1960’ere og tidlige 1970’ere, ved begyndelsen af den ”lange bølge” af økonomisk stagnation og den tumultagtige stigning af arbejderkampe overalt i den kapitalistiske verden, forventede revolutionære socialister både i og uden for Fjerde Internationale, at deres relativt små organisationer ville begynde at vokse hurtigt og blive rodfæstet i de oprørske lag af arbejderklassen. Ernest Mandel var bestemt ikke immun over for denne periodes entusiasme:

Den grundlæggende funktion af perioden fra 1968 til i dag [som var ca. 1977] har været at give den yderste venstrefløj mulighed for at akkumulere tilstrækkelig styrke til at kunne træde ind i denne revolutionære periode med en realistisk mulighed for at kunne vinde flertallet i arbejderklassen over til sig. [21]

Det revolutionære venstres optimisme, der ofte balancerede på kanten af overmod, blev sørgeligt skuffet, da bølgen af massestrejker og før-revolutionære opsving i de tidlige 1970’ere overgik til arbejderklassens uafbrudte tilbagetog i hele den industrialiserede verden i 1980’erne og de tidlige 1990’ere. Da den kapitalistiske offensiv fortsatte med få udfordringer, opgav størstedelen af den generation af studenter og unge arbejdere, der var blevet radikaliseret i de sene 1960’ere og 1970’ere revolutionær politik, og de lovende revolutionære organisationer, der var opstået via denne radikalisering, stagnerede eller gik tilbage. Det er kun i de senere år, med den massive og generelt succesfulde strejke blandt de offentligt ansatte i Frankrig, anti-nedskærings strejkerne i Canada, og de endnu fragmenterede industristrejker som bilarbejdernes i Dayton i USA, at vi ser den mulige opstart af en ny kamplyst blandt dele af arbejderklassen i den avancerede kapitalisme.

Mandel begyndte i de sene 1970’ere at udvikle begyndende forklaringer på, hvorfor opsvinget i de sene 1960’ere og tidlige 1970’ere ikke havde forvandlet det europæiske revolutionære venstre til organisationer med adskillige titusinder af revolutionære arbejdere.   På den ene side påpegede han, hvad han opfattede som en midlertidig forvirring blandt den nye ”aktivistiske minoritet”, som var opstået i den europæiske arbejderbevægelse siden 1968. Den globale recession i 1974-75 [oliekrisen] og den begyndende arbejdsgiver-offensiv og nedskæringspolitik, sammenfaldende med den portugisiske revolutions nederlag:

… fangede arbejderklassen på det forkerte ben, uopmærksom og uforberedt…  Jeg tænker her på arbejderklassens spydspids, avantgarden, de organiserende kadrer, tillidsmændene – alle de kammerater, der havde stået i fronten af de proletariske kampe i den sidste periode. Disse kammerater var prøvede og erfarne i at starte kampe for at forsvare reallønninger mod inflation, men de var slet ikke klar til at kæmpe mod massiv arbejdsløshed. Manglen på erfaring var forværret af bureaukratiets totale kapitulation – kommunistpartiet i Italien og Spanien, socialdemokratierne i de fleste andre lande – overfor de ideologiske og politiske aspekter af den borgerlige offensiv på denne front…

Imidlertid troede Mandel, at arbejderklassen ”er nu midlertidigt blevet tvunget i defensiven.”[22] Med næste tyve års bagklogskab er det ganske tydeligt, at Mandel alvorligt undervurderede det tilbageslag, som den europæiske arbejderklasse led.

På den anden side var Mandel bevidst om nogle af de kumulative virkninger af forvandlingen af kommunistpartierne til rent reformistiske organisationer i 1950’erne og 1960’erne. Mandel bemærkede især:

…bortfaldet af en anti-kapitalistisk tradition er et relativt nyt fænomen, et som fulgte den definitive vending af kommunistpartierne i de industrielt avancerede lande ved slutningen af Anden Verdenskrig, og specielt ved afslutningen af den kolde krig. Denne form for uddannelse i antikapitalisme forsatte selv under folkefronten… I dag har socialdemokratisk og stalinistisk reformisme slået sig sammen om at holde arbejderklassen som en fange af borgerlig og småborgerlig ideologi. Men enhver form for forståelse af klassekampen, som udelukkende lægger vægt på dette aspekt af virkeligheden, ville undervurdere de næsten strukturelt indbyggede antikapitalistiske rødder, der er indbygget i klassekampen i enhver fase med udtalt ustabilitet.[23]

I sidste ende var forhindringerne for opbygningen af revolutionære massepartier efter 1968 af en overordentlig midlertidig karakter, mente Mandel. I løbet af relativt kort tid, mente han, ville revolutionære organisationer var i stand til sætte rødder i de aktivistiske arbejderes avantgarde og etablere små massepartier med titusinder af medlemmer i de vigtigste kapitalistiske lande.

Da det ”midlertidige” tilbageslag for arbejderkampe i de sene 1970’ere blev til den udstrakte kapitalistiske offensiv i 1980’erne og 1990’erne begyndte Mandels politiske medtænkere i Fjerde Internationale at betragte de mere langsigtede forhindringer for opbygningen af revolutionære massepartier i de udviklede kapitalistiske lande. I dokumenter, som blev vedtaget på de sidste tre verdenskongresser i Fjerde Internationale, har der været en erkendelse af, at 1950’erne og 1960’erne var vidne til et dybt brud i arbejderavantgardens historie. Forestillingen om at revolutionære blot skulle vinde allerede militante, antikapitalistiske arbejdere over fra de eksisterende bureaukratiserede partier, er blevet erstattet af et perspektiv, som forestiller sig en gradvis omgruppering af arbejderavantgarden gennem nye defensive massekampe. Formuleringen i en resolution fra den sidste verdenskongres i Fjerde Internationale lyder:

… en ny opsamling af masseerfaringer, delsejre og radikaliseringen af nye generationer er nødvendig for at føre alle betingelserne sammen til et nyt spring fremad i opbygningen af avantgardeorganisationer, der vil være både revolutionære og internationalistiske. Krisen i den revolutionære avantgarde kan ikke længere blive udtrykt med 1930’ernes begreber. I dag er det ikke blot et spørgsmål om at udskifte en falleret ledelse. Den nødvendige omgruppering vil ikke være begrænset til et i skift i styrkeforholdet inden for den organiserede arbejderbevægelse, som den findes i dag. Det vil være en lang proces, som kan blive fremskyndet af visse store begivenheder i klassekampen på verdensplan.[24]

Mandels bureaukratiteori og hans analyse af den sociale og politiske forandring af de vestlige kommunistpartier indeholder faktisk nøglen til forståelsen af den så godt som fuldstændige forsvinding af et massivt lag af radikale og revolutionære arbejdere. Mandel så, idet han fulgte Trotskij, den 7. verdenskongres i den Kommunistiske Internationale som vendepunktet i udviklingen i de stalinistiske partier i de avancerede kapitalistiske lande. [25]”Folkefrontsstrategien” forvandlede de kommunistiske partier politisk og sociologisk. Politisk antog KP-partierne den traditionelle reformistiske strategi – forsvaret af borgerlige demokratiske institutioner som de bedste forsvarere af arbejderbevægelsens ”historiske landvindinger”.

Sociologisk medførte ”folkefronten”, at kommunistpartier i deres helhed blev integrerede i arbejderbureaukratierne i Frankrig, Italien og (fra de sene 1960’ere) Spanien. Med andre ord blev KP-erne forvandlet fra partier af ”menige” arbejderaktivister, som aktivt organiserede sig på deres arbejdspladser mod både bureaukraterne og arbejdsgiverne, til et rekrutteringsgrundlag for fagforenings- og partifunktionærer. Sammen med virkningerne af den lange bølge af økonomisk vækst gennem 1950’erne og 1960’erne, så ødelagde denne sociale forvandling af kommunistpartierne næsten fuldstændigt de traditioner for aktivisme, solidaritet, demokrati og antikapitalistisk radikalisme, som den brede arbejderavantgarden havde forsvaret siden den sidste del af det 19. århundrede.

Denne nye situation indebærer nye og vanskelige opgaver for revolutionære marxister i Vesten. Samtidig med at de forsætter med revolutionær socialistisk propaganda og skoling, der tilsigter at rekruttere og træne arbejderaktivister som marxister, så må de også spille en aktiv og ledende rolle i at reorganisere en arbejderavantgarde omkring et ”klassekamps”-, men ikke udtrykkeligt socialistisk program, der drejer sig om aktivisme, solidaritet, demokrati og politisk uafhængighed.[26]

Oversat fra International Viewpoint, 26. juli 2005, af Peter Kragelund

Charlie Post er medlem af den amerikanske socialistiske gruppe Solidarity og arbejder på City University of New York, hvor han underviser i sociologi.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.