Det sidste kommunalvalg repræsenterer en ny forværring af den politiske balance for kræfterne på venstrefløjen og i arbejderbevægelsen. 150 byer med mere end 10.000 indbyggere svingede fra det Socialistiske (socialdemokratiske) Parti (PS) eller det Kommunistiske Parti (PCF) - til højrefløjen eller til den yderste højrefløj.

af François Sabado

1) Selvfølgelig betyder et valgnederlag til PS ikke længere nødvendigvis et nederlag til arbejderbevægelsen, når man tænker på, at PS i årevis med sin socialliberale politik har lagt afstand til arbejderbevægelsen,
Disse arbejdere, som ikke længere føler sig repræsenteret af venstrefløjen i parlamentet, oplever ikke socialisternes fallit som deres, heldigvis. De udgjorde sågar en massiv blok af sofavælgere (i nogle regioner mellem 50 og 60 procent af de registrerede vælgere i de forstæder, hvor almindelige mennesker bor)

2) Men når sådanne nederlag for PS ved valget efterlader pladsen til højrefløjen og den yderste højrefløj, når det, der er tilbage af "historisk byrådssocialisme", falder fra hinanden, når PCF mister en tredjedel sine byrødder – især i de "røde forstæder" – og disse tilbageslag ikke kompenseres (endda langt fra) af sejre for den radikale venstrefløj, kan det kun have en negativ indflydelse på magtbalancen mellem klasserne.

Dette fandt sted i en økonomisk situation præget af fabrikslukninger og regeringsangreb, som kan udløse kampe og delvise mobiliseringer, men som ikke er stærke nok til at blokere for nedskæringspolitikken eller tvinge regeringen til at gå af. Mange års omstrukturering af arbejdsstyrken, løsarbejde og arbejdsløshed har formet en arbejdskraft, som nu er lammet af krisen. Især eftersom fagforeningernes ledere også her direkte støtter regeringens "kontrakter" med arbejdsgiverne eller positionerer sig som dem, der "følger" dem.

3) Det seneste udtryk for denne højredrejning var nomineringen af Manuel Valls til premierminister.
Ved SPs interne primærvalg, hvor de valgte deres kandidat til præsidentvalget i 2011, repræsenterede Valls højrefløjen i et socialistparti som allerede står pænt langt til højre. Han stod som en kandidat imod 35-timers arbejdsuge, imod økonomisk omfordeling, for privatisering af den offentlige service og for nedsættelse af bidragene til social sikring, hvilket havde som mål at gennemføre nye angreb på velfærdssystemet. Han identificerede sig højt og tydeligt med "udbudspolitikken", baseret på en reduktion af arbejdslønnen og støtte til virksomhederne – i modsætning til en politik for at genstarte økonomien via efterspørgsel. Han fik kun 5 procent af stemmerne ved valget, hvilket beviste, at selv for et meget højreorienteret PS var Valls for meget.

To år senere praktiseres Valls’ politik helt åbent af Hollande, af regeringen og PS. De nøgne tal: 30 mia. i støtteordninger til virksomhederne, 50 mia. i budgetbesparelser, som vil resultere i alvorlige nedskæringer i de offentlige udgifter og social sikkerhed. Allerede meldt ud: lukning af ti hospitaler, ingen refusion på visse lægerecepter, lavere løn for statsansatte. I Europa, som er i en dyb og vedvarende krise, og hvor vækstraterne er på omkring 1 procent, kan en sådan politik kun kaste landet ind i en djævelsk spiral af stramninger, arbejdsløshed og usikre ansættelsesforhold.

Men er det ikke netop det ønskede mål – en radikal ændring af den sociale og politiske magtbalance? For at underminere, hvad der er tilbage af "den europæiske sociale model" ved at eliminere en lang række sociale landvindinger og indpasse Europa i konkurrencen med resten af verden?

4) Problemet er, at disse økonomiske valg skærer den sociale base for de traditionelle partier væk, både for højre og venstre, og provokerer politiske kriser.

Med hensyn til socialdemokratierne – disse partier er "mindre og mindre arbejderklasse og stadig mere middelklasse". De er ikke overklasse-partier som de andre, for systemet har brug for deres specifikke form for at sikre forandringer. Men disse partiers forhold til arbejderbevægelsen udtrykker ikke længere dens historie, og deres politik har ikke længere meget at gøre med den klassiske socialdemokratiske politik. Det er neo-liberal politik. For almindelige mennesker og lønarbejdere er Hollande-Valls på samme linje og fortsætter som Sarkozy ikke bare på sociale og økonomiske spørgsmål, men også med hensyn til forfølgelse af illegale indvandrere eller samfundsgrupper som romaerne. Valls er ikke fornærmet over at blive anset for at være venstrefløjens Sarkozy.

Men vil den neo-liberale udvikling af PS ikke sætte spørgsmålstegn ved disse partiers eksistensberettigelse? I Sydeuropa har det portugisiske PS eller det spanske PSOE ikke delt skæbne med det græske PASOKS historiske katastrofe – selv om de er blevet svækket. Det franske PS er stadig et stort parti, men det seneste valg rystede et af dets grundlæggende søjler: forankringen i byrådene… Hvis de fortsætter deres politik, vil vi se nye valgnederlag: det forestående valg til Europa-Parlamentet, og senere valg til regioner og kantoner. Og man kan ikke se, hvordan PS skal kunne genvinde sine vælgere inden det næste præsidentvalg og parlamentsvalget i 2017. Man kan ikke udelukke et totalt kollaps.

PCFs tilbagegang er af en anden type, nemlig den historiske tilbagegang for post-stalinismen, men det er også en del af den forværrede magtbalance. Især i en række byer, hvor højrefløjen har taget PCFs pladser i byrådene.

5) Det er i denne situation med rekordmange sofavælgere, at der var en højredrejning, og Front National (FN) har taget kontrol med ca. 10 store byer. Højrefløjen er blevet styrket, til trods for en række uenigheder: Europa, forholdet til Front National, et muligt "comeback" for Sarkozy. Den aktivistiske base og dets vælgere er under pres fra den yderste højrefløj. Hvad FN angår, så har de bekræftet deres folkelige forankring. Faktum er, at partiet i stigende omfang tiltrækker dele af den arbejdende og folkelige vælgerskare. Lige som partierne med fascistisk oprindelse, kombinerer de sociale spørgsmål og racisme i deres program. Men hvordan vil partiet i denne situation håndtere modsætningerne mellem dets fascistiske oprindelse og ledelse og det pres, som vil komme fra dets integration i institutionerne?

Indrømmet, vi er ikke i 1930’erne, den herskende klasse har valgt integration i den kapitalistiske globalisering og ikke protektionistisk nationalisme, men der kan forekomme "politiske uheld": øjeblikke med asynkrone tilstande mellem den kapitalistiske klasses grundlæggende samfundsøkonomiske valg og et pludseligt udbrud af autoritære politiske løsninger. Det kan ske, når koalitioner mellem højrefløjen og den yderste højrefløj kommer til magten (direkte eller indirekte). Den yderste højrefløjs fremgang i hele Europa og accepten af regeringer som Orbans i Ungarn peger på de mulige farer for demokratisk frihed og de folkelige bevægelser.

I Frankrig, som i mange europæiske lande, tipper balancen mod højrefløjen, men heldigvis er der også en social og politisk modstand.

6) Aktionsdagen lørdag den 12. april, hvor der var demonstrationer i Paris og i hele landet, vidner om denne modstand. Adskillige titusinder af demonstranter svarede på opråbet fra mere end 200 kampagneledere, fagforeninger eller politiske partier for at kæmpe imod højrefløjen og højreekstremisterne og gå imod Hollande/Valls-regeringens spareplaner.

Udgangspunktet var et opråb fra Olivier Besancenot om en weekend-revolte for venstrefløjen imod højre-ekstremisternes lange række af demonstrationer og imod regeringens politik. Det blev fulgt op af lignende udtalelser fra ledere i Venstrefronten. Så var der adskillige ugers arbejde med at få lavet en enhedsfronts-appel og forberedende møder. Udpegelsen af Valls gav en ekstra motivation til at mobilisere. Det, der gjorde denne demonstration succesfuld, var, at den var samlende, dens radikale natur og dens alsidighed. Ud over de politiske organisationer var mange kampagner – især for retten til et sted at bo, og dele af fagbevægelsen mobiliseret. I CGT var der et betydeligt antal forbund og lokale sektioner, som mobiliserede trods forbundsledelsens modstand. Vi bør også mærke os de betydelige grupper fra PCF og NPA i den parisiske march. Denne demonstration viste, at på trods af kommunalvalgets resultat, er der en venstrefløj i Frankrig, som ikke accepterer regeringens politik, men gør modstand og strækker sig et godt stykke ud over partierne på den yderste venstrefløj.

7) Et af nøglespørgsmålene er: Hvordan fortsætter vi, hvordan kan vi politisk udtrykke denne dynamik med en delvis, men dog betydelig mobilisering, midt i en nedtur?

Spørgsmålene om enhed i handling, om radikalitet og kampen imod regeringens politik, højrefløjen og den yderste højrefløj er vigtige guidelines for antikapitalister.

For det først er der den sociale modstand her og nu, kampen mod fyringer, budgetnedskæringer, strejker eller mobiliseringer for sociale rettigheder. Demonstrationerne 1. maj er næste anledning. Uden brede sociale mobiliseringer, som stopper nedskæringsplanerne, gennemtvinger nogle delsejre, gør det muligt for arbejdere og sociale bevægelser at genvinde selvtilliden, uden dette vil magtbalancen ikke begynde at ændre sig. Det er afgørende.

Men det må også udtrykkes politisk med fælles handling i kampe og i valgkampe. Allerede ved kommunalvalget præsenterede eller støttede NPA 87 lister, inklusiv 55 fælleslister med et anti-spareprogram, der var uafhængigt af PS i den første og anden runde af valgene. Derudover præsenterede den radikale venstrefløj adskillige hundrede lister, som markerede en vis modstand, med rimelige resultater – ulig det knusende nederlag for PS.

Efter byrådsvalgene og forberedelserne til demonstrationerne den 12. april var der spørgsmålet om fælles opstilling til Europa-parlamentsvalget. Det var derfor, at NPA sendte et brev til Venstrefronten, til Lutte Ouvriere og til Alternative Libertaire for at diskutere muligheden for en fælles liste til valget. Der er selvfølgelig forskellige positioner på dette spørgsmål: Det Europæiske Venstreparti vil omdanne EU, hvilket ser ud til at være et forsøg på reformer, hvorimod antikapitalisterne kæmper for et brud med de europæiske institutioner. Mélenchon kan komme med tvetydige udtalelser imod "et tysk Europa" eller for "indbyrdes afhængig protektionisme", hvorimod vi forsvarer en internationalistisk politik uden indrømmelser til nationalismen. Men for det "brede flertal" er der enighed o at sige nej til EU og regeringernes nedskæringer og ja til et andet, socialt og demokratisk Europa.

Vi finder det beklageligt, at der ikke var de rette betingelser for at opnå enighed. Nøl på begge sider havde betydning, men de spændinger, som lammede Venstrefronten tillod ikke en rigtig diskussion. Det var der desuden først i sidste øjeblik, at de forskellige dele af Venstrefronten endelig kom frem til en aftale på deres egne lister.
Men ud over denne aftale til "Europavalget" er Venstrefronten dybt splittet med hensyn til forholdet til PS. I flertallet af de store og mellemstore byer var PCF allieret med PS. Resten af Venstrefronten nægtede denne alliance i første runde af lokalvalgene. Resultatet var, at Venstrefronten eksploderede over et nøglespørgsmål, som NPA har rejst i årevis: forholdet til PS og til regeringen. Selv om NPA er blevet voldsomt kritiseret for at sætte dette spørgsmål øverst på dagsordenen og er blevet anklaget for at lede efter undskyldninger for ikke at lave en fælles front, er der mange Venstrefront-aktivister, der i dag anerkender, at uenighederne om dette faktisk førte til en eksplosion allerede under kommunalvalget. Meget vil afhænge af de næste valgresultater, især "Europavalget", men den formel, som Venstrefronten lancerede i 2010 er død og borte. Det er nødvendigt at diskutere enhed igen og grundlaget for enhed.

Enhed er virkelige nødvendig, og antikapitalisterne må fordoble deres indsats for at gennemføre en enhedspolitik. Men med de stadig forværrede neo-liberale angreb fra PS i regeringen, er en valgalliance med dem blevet umulig, og støtte til et PS-flertal i parlamentet eller regeringen endnu mere umulig. Derfor vil Mélenchons politik med at opbygge en "økologisk folkelig front" med De Grønne (EELV) blive endnu en blindgyde, især fordi flertallet i EELVs gruppe støtter Valls regering.

Målet i de følgende uger og måneder er at sprede budskabet om en venstreopposition til regeringen vidt og bredt. En bred forenet opposition, men også en reel opposition, og i den forstand kan vi ikke opbygge en venstreopposition med kræfter, som deltager i regeringen. Det er desværre tilfældet med "venstrefløjen" i PS og i EELV…

Antikapitalisterne må i denne vanskelige situation kombinere fælles social og politisk handling med en politik, der er klart uafhængig af PS, og med et antikapitalistisk program, som forsvarer arbejdernes sociale behov og befolkningen i det hele taget.

I en situation, hvor den gamle venstrefløj bliver afvist, er det nødvendigt at genopbygge arbejderbevægelsen ved at redefinere enhedsperspektivet, så det integrerer organisationerne, men opfinder nye former og nyt programmatisk indhold. Det er ved at gøde "enhed i handling" med et antikapitalistisk indhold, at de revolutionære vil blive nyttige i genopbygningen.

Den enhed, der blev nået den 12. april og foreslået til "Europavalget", er et godt pejlemærke for NPAs retning i de kommende måneder.

18 April 2014

François Sabado er medlem af det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) og medlem af ledelsen i Fjerde Internationale. I en lang række årrække sad han i ledelsen af LCR, den franske sektion af Fjerde Internationale, som tog initiativ til NPA i 2009.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com