RELATEREDE ARTIKLER

Til højstærede hr. doktor Karl Marx! Seksualoplysning i tomgang Seksuelle relationer og klassekamp For en feminisme for de 99 procent og en militant international strejke den 8. marts Kvindestrejke kan blive et vendepunkt AKP-regeringens permanente krig mod kvinder Hvordan ”toilet-loven” understøtter intolerance Rosa Luxemburg i vores tid Racistisk sexisme gavner ikke kvinder Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Ligestilling eller frigørelse En eksemplarisk kamp, som kan smitte Højrefløjen kriminaliserer abort Vold – en del af kvinders hverdag Rosa Luxemburg – en ørn Solidaritet med kvinderne i den revolutionære proces Kvinder marcherer i Egypten Frigørelse, frihed og forandring Sådan begyndte det Kvinder marcherer til vi alle er fri! Muslimen, venstrefløjen og de selverklærede feminister Bøsser og lesbiskes frigørelse Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Historie | Feminisme

08.03.14 | John Riddell

Tip en ven      |    Print  

Clara Zetkin: Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres

Clara Zetkin var en af de mest fremtrædende kvinder i den tyske og internationale socialistiske kvindebevægelse og var medlem af den tyske Rigsdag for kommunisterne fra 1920 til sin død i 1933. På en kvindekonference i København i 1910 blev det på forslag af Zetkin besluttet at gøre 8. marts til international kvindedag. Denne artikel handler om Zetkins rolle i årene efter den russiske revolution.

I 1921, da den Kommunistiske Internationale (Komintern) afholdt sin tredje kongres, var Clara Zetkin den mest respekterede kommunist uden for Rusland. Men under kongressen var hun offer for en bagvaskelse og ihærdige forsøg på at skubbe hende ud af Kominterns ledelse, hvis ikke fra bevægelsen som sådan. Ikke desto mindre står hun, sammen med Lenin og Trotskij, blandt de ledende intellektuelle personligheder på kongressen.

Lad os se på Zetkins rolle i den store ideologiske kamp på den tredje kongres og derefter relatere dette til hendes engagement i bevægelsen for kvindernes frigørelse.

Zetkin havde vundet bred anerkendelse som den vigtigste leder af den internationale socialistiske kvindebevægelse før 1914. Derefter blev hun en af de mest kraftfulde fortalere for socialistisk internationalisme under krigen. Hun havde været med til at danne Tysklands Kommunistiske Parti og var en af partiets fremtrædende ledere.

I starten af 1921 havde Zetkins parti imidlertid foretaget en brat kursændring i retning af venstresekterisme. Først og fremmest kom dette til udtryk i et mislykket forsøg på en generalstrejke – ”martsaktionen” – som partiet gennemførte alene, uden væsentlig støtte uden for egne rækker. Den mest udtalte modstander af dette eventyr, Paul Levi, blev ekskluderet fra partiet i april, med Komintern-ledelsens godkendelse. Zetkin modsatte sig kraftigt partiets venstresekteriske linje og tog Levi i forsvar. Det blev hun straffet for og ville være blevet ekskluderet, hvis ikke Moskva havde sat sig imod. Det fortalte partiets leder, Paul Frölich, senere til Lenin. (note 1)

En mur af afvisning
Zetkin var isoleret i sit parti. Ifølge Louise Dornemann, som har skrevet en biografi om hende, var hun omgivet af en mur af ”afvisning, mistillid og fjendskab” og stemplet som ”opportunist” og ”renegat”. Zetkin ”følte sig sørgeligt alene, som aldrig før i sit liv.” (note 2)

Zetkins modstandere rottede sig sammen for at forhindre hende i at få indflydelse på kongressen, som skulle afholdes i Moskva i juni. Béla Kun, leder af Kominterns venstresekteriske fløj, som Komintern havde sendt til Tyskland for at få ændret partiets linje, skrev til Lenin den 6. maj 1921 og advarede ham mod Zetkin: ”Levi og Zetkin er fuldstændig hysteriske, og det, som de for tiden fremfører i det tyske parti, er intet andet end løgnagtigt sladder,” erklærede han.

Hysteri blev på denne tid opfattet som en hovedsagelig kvindelig lidelse, karakteriseret ved indbildte sygdomssymptomer for at opnå personlige fordele. Kun fortsatte: Vedrørende udtalelserne fra den aldrende kammerat Zetkin… Trods alle mine sentimentale følelser for den gamle kampfælle … lider den gamle dame af senil demens. Hun udgør et levende bevis på, at Lafargue og hans kone handlede fuldstændig korrekt.” Kun refererede her til Marx’ datter, den socialistiske leder Laura Lafargue og hendes mand Paul. Da hun nåede Zetkins alder, tog Laura Lafargue sit eget liv, overbevist om at hun ikke længere havde noget at bibringe bevægelsen. (note 3)

Tre uger senere sendte den tyske delegation, som skulle deltage i verdenskongressen, en fælles advarsel til Lenin:

"Der er absolut intet objektivt grundlag for den opfattelse, som Clara Zetkin indtager her vedrørende de taktiske og organisatoriske beslutninger i forhold til martsaktionen. Enhver indrømmelse til personen Clara Zetkin ville alvorligt skade den kommunistiske bevægelse i Tyskland i dens evne til handling og disciplin. Ledelsen [af Komintern] og den russiske delegation må ikke ”udvise nogen sentimental holdning til personen Clara Zetkin.” (note 4)

Snigløb
De tyske partiledere rettede et andet angreb på Zetkin under Kominterns kvindekongres, som blev holdt umiddelbart før verdenskongressen. Alexandra Kollontai og andre kvindeledere blev mobiliseret med det formål at fjerne Zetkin fra posten som leder af den Kommunistiske Kvindebevægelse. Vi har en beretning fra Lenin, som den er fortalt af Zetkin:

"I går blev (der) på kvindekonferencen foretaget et regelret organiseret overfald på Dem [Zetkin], som om De var legemliggørelsen af den værste opportunisme? Under ledelse af den gode [Ernst] Reuter, der her, så vidt jeg ved, for første gang har deltaget i det kommunistiske arbejde blandt kvinderne. Det var simpelthen dumt, ærkedumt. At bilde sig ind, at offensivteorien kunne reddes ved, at man overfalder dem fra baghold på kvindekonferencen!
Lenin fortalte så, hvordan ”bagholdet” blev forberedt, skrev Zetkin, idet han kom med sarkastiske bemærkninger om ”store mænds lille konepolitik.” (note 5)

”Lille konepolitik”: Nedvurderingen af kvinder i brugen af denne type formuleringer var på denne tid dybt forankret i sprogbrugen. Zetkin holdt sig således ikke tilbage, i en hyldestartikel til Lenin, at tillægge ham disse ord. Tilsvarende, da Alexandra Kollontai opponerede mod den bolsjevikiske politik i Rusland, kaldte Leon Trotskij hende sarkastisk for en ”amazone”; Karl Radek benævnte hende en ”valkyrie”. En anden gang fortalte Radek de delegerede, at ”vi er ikke hysteriske kvinder, men mænd.” En af Zetkins støtter, den polske kommunist Adolf Warszawski, protesterede mod de vedvarende angreb på hende, og skabte opstandelse, da han sagde: ”Unge mænd opfører sig nogle gange som gamle kvinder, og den eneste mand i den tyske delegation er kammerat Zetkin.” (note 6)

Zetkin lod sig ikke påvirke af denne snak. Senere på kongressen fortalte hun sine mandlige kammerater:

"Himlen være lovet er vi ikke jeres abeagtige efterligninger, ikke mislykkede, mindreværdige kopier af jer. Vi kommer med vores særlige intellektuelle og moralske værdier, både i den revolutionære kamp og i den revolutionære opbygning." (note 7)

Zetkins diskussion med Lenin var med til at få de russiske kommunister til at støtte hendes kritik af den katastrofale ”martsaktion”, som blev iværksat af Bela Kun og hendes parti.

Lederne af den tyske delegation reagerede kraftigt. Reuter, som under den kolde krig blev borgmester i Vestberlin, krævede Zetkin ekskluderet, med mindre hun gik bodsgang. Fritz Heckert fordømte hende for at sætte kongressen op imod det tyske parti. Forfatteren til Reuters biografi fortæller, at den tyske delegation var forbitret over de russiske kammeraters afvisning, og tilføjede:

"De kastede først og fremmest skylden for dette på Clara Zetkins indflydelse på Lenin. Hun havde i detaljer rapporteret til Lenin om alle aspekter [af martsaktionen]." (note 8)

Retfærdiggørelse
Men kongressen afviste Reuters og Heckerts argumenter. Til sidst blev Heckert nødt til at komme med en glødende hyldest til Zetkin, sammen med en buket roser, ved en ekstraordinær fejring af hendes 64 års fødselsdag på kongressen.

På kongressen rettede Zetkin ganske rigtigt en anklage mod partiledelsens handlinger i en række fremragende indlæg, som blev holdt på trods af aggressive tilråb. Hun vendte sig imod frontalangreb fra en lille avantgarde og insisterede på, at kommunisterne måtte vinde opbakning fra de brede arbejdermasser. Dette spørgsmål blev i sidste ende det dominerende emne på kongressen som helhed. Beslutningerne var et kompromis, som undgik en åben fordømmelse af de tyske partilederes optræden. Men kongressen vedtog det strategiske perspektiv, som Zetkin og Paul Levi havde fremlagt imod fejltagelserne i martsaktionen, og dette perspektiv blev på mødet i Moskva støttet af Lenin og Trotskij. Kongressens beslutninger åbnede vejen for vedtagelsen af enhedsfront-politikken seks måneder senere.

Vinde ”mellemlagene”
Men Zetkins synspunkter om at vinde masserne for revolutionen gik videre end til kongressens beslutninger. Faktisk viser en nærmere undersøgelse af hendes udtalelser, at hun nok har været påvirket af sine erfaringer i den kommunistiske kvindebevægelse. Tag hendes resolutionsforslag om martsaktionen til partiets Centralkomitemøde den 7. april 1921. Der stod:

"Det Kommunistiske parti skal holde meget tæt kontakt til de brede proletariske masser og … få de mest avancerede kræfter fra mellemlagene mellem proletariatet og borgerskabet integreret i kampen. Den døende kapitalisme fravrister disse lag sikkerheden for de mest basale fornødenheder og formålet med livet. Som følge heraf kommer de i stigende grad i konflikt med den borgerlige stat." (note 9)

Denne opfattelse, som var karakteristisk for Zetkins strategiske tænkning, ser man sjældent i andre kommunistiske erklæringer fra denne tid. Hun insisterer på at vinde mellemlagene uden for proletariatet og peger på, at deres beklagelser ikke kun handler om manglende økonomisk sikkerhed, men også om fraværet af en ”mening med livet”. Kunne denne opfattelse have noget at gøre med Zetkins erfaringer fra arbejdet blandt kvinder?

I 1921 var Zetkin leder af Kominterns nydannede sekretariat for arbejde blandt kvinder, som var blevet bedt om at organisere en international struktur af komiteer på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Denne struktur blev, uformelt, kaldt den Kommunistiske Kvindebevægelse. Dens blad bar den stolte titel Kommunistiske Kvinders Internationale.

Den tidlige Kommunistiske Internationales arbejde blandt kvinder var anført af en fremtrædende række af kvindelige ledere, Kominterns mest robuste internationale team, hvoraf de fleste senere modsatte sig stalinismens fremvækst. Disse kvinder er nu næsten gået i glemmebogen – ”fraværende”, som nogle siger – bortset fra Clara Zetkin, som især huskes for sine skrifter fra en tidligere periode. Zetkins rolle i Komintern er veldokumenteret i dokumenterne fra den Fjerde Kongres, som nu er offentliggjort (note 10), og ligeledes fra den Tredje Kongres, som bliver trykt senere i år [2013, red.].

Zetkins ideer om betydningen af kvindernes rolle var langt fra almindeligt accepterede i den kommunistiske bevægelse. Selv i Komintern, skrev Zetkin i 1921, ”undervurderer lederne alt for ofte vigtigheden” af den Kommunistiske Kvindebevægelse, fordi de ”ser det kun som en ´sag for kvinder´” (note 11).

Er der et særligt ¨kvindespørgsmål´?
I henvendelsen til Komintern forsøger hun at komme omkring fordommene fra et skeptisk miljø. Således hedder det i hendes resolution om kvinder til den Tredje Kongres:

"Grundlæggende hævder den revolutionære marxisme, at der ikke er noget ”særligt kvindespørgsmål”. At det svækker proletariatets kamp, når arbejdende kvinder går sammen med den kapitalistiske feminisme." (note 12)

Zetkin brugte som andre marxister på denne tid kun ordet ”feminisme” om den borgerlige del af bevægelsen. I dette indlæg vil jeg bruge det i dets nuværende betydning: feminisme er kampen for kvindefrigørelse og mod sexisme. Og hvis ordet bruges i denne betydning, var den Kommunistiske Kvindebevægelse i sandhed en bred og effektiv del af feminismen, indtil den blev sat til side af stalinismens fremvækst.

Er der virkelig ikke, som Zetkins resolution lægger op til, noget ”særligt kvindespørgsmål”? I den netop citerede resolution skriver hun fem sætninger længere nede:

"Kvinder er dobbelt undertrykte, af kapitalismen og af deres afhængighed i familielivet."

I en tale på kongressen kom hun ind på dilemmaet, som borgerlige kvinder møder, når de kommer ud på arbejdsmarkedet. De må konkurrere med mændene om jobbene. Og, ”så længe kapitalismen råder, vil det stærkeste køn true med at fratage det svage køn dets levebrød og livsmidler.” (note13) Dette er en umiskendelig reference til kvindernes særlige undertrykkelse.

Faktisk skrev Zetkin om tre forskellige former for kapitalistisk underkastelse – udbytning, fremmedgørelse og undertrykkelse – en tilgang, som selv i dag er langt deles af alle marxister. I forlængelse af dette synspunkt mente hun, at kommunister skulle appellere til alle kvinder fra alle klasser. Zetkin ”ønskede at vinde ikke kun kvindelige (industri)arbejdere, men kvinder, som var kontoransatte, bønder, funktionærer, intellektuelle,” skriver biografiforfatteren Gilbert Badia. ”Hun foretrak at appellere til socialdemokratiske kvinder og lagde skældsordene til side for at vinde gehør.” Zetkin talte i denne ånd til Kominterns Fjerde Kongres i 1922:

"Kvindelige ansatte, særligt intellektuelle som lærere og kontoransatte af forskelig slags, er i stigende grad oprørske…. Flere og flere husmødre, også borgerlige husmødre, begynder at indse, at de nuværende forhold – kapitalismens fortsatte eksistens – er uforenelig med deres mest grundlæggende interesser i livet. Kammerater, brødre og søstre, vi må udnytte denne grøde." (note 15)

Når hun vurderede ikke-proletariske møder for kvindernes rettigheder, pointerede hun i denne ånd de punkter med enighed, som kunne bruges til fælles aktion.

Arbejderklassen: en inkluderende tilgang
Zetkins inkluderende tilgang bliver afspejlet i hendes beskrivelser af arbejderklassen. Her er en kort passage – et digt – fra en artikel fra Kommunistiske Kvinders Internationale, som hun redigerede:

"De som høster kornet og bager brødet er sultne;
De som væver og sår kan ikke klæde sig på kroppen
De som skaber det nærende grundlag for al kultur sygner hen; frataget deres viden og skønhed" (note 16)

I mine ører er det, som hun siger, påvirket af et feministisk udsigtspunkt. I samme ånd bruger Zetkin og andre fra hendes team ofte et særligt ord for at beskrive arbejdende mennesker: die Schaffenden – et ord, som på tysk kombinerer ”producere” og ”skabe”. (note 17)

Zetkin brugte denne tilgang i forhold til opgaven med at opbygge en bred bevægelse mod fascismen, da hun holdt oplæg herom på Kominterns kongres i 1923. I omtalen af en antifascistisk enhedsfront-konference samme år forklarede Zetkin, at ”brede lag af småborgerskabet og intellektuelle har mistet livsbetingelserne i førkrigsperioden. De er ikke proletariserede, men forarmede.” Deres håb om et kapitalistisk demokrati er blevet bedraget; det skaber ikke længere reformer. Men proletariatet tilbyder dem en vej fremad, fordi ”kun den revolutionære klassekamp vinder reformer.” (note 18)

Marxisme og feminisme
Der er et fælles tema i disse erklæringer: Zetkin udstikker en vej til, at det revolutionære proletariat kan vinde et socialt herredømme, lede en bred koalition af arbejdere, bønder, kvinder og alle ofre for den kapitalistiske fremmedgørelse, udbytning og undertrykkelse. I den tyske kommunistiske bevægelse på den tid er det hende, der klarest og stærkest argumenterer for denne tilgang – i en mere afrundet form end for eksempel Paul Levi.

Det virker sandsynligt, at hendes vision på dette punkt havde forbindelse til hendes kombinerede engagement i marxismen og i det, vi dag kalder feminisme. For Zetkin er støtten til kvindernes frigørelse en del af marxismen. Men hendes tekster lægger op til, at hendes engagement i feminismen præger og udvider hendes marxisme og fører til en inkluderende tilgang, en dyb forståelse af undertrykkelse og fremmedgørelse og af alliancer med de undertrykte.

Trods Zetkins afvisning af ”feminismen” som et borgerligt begreb giver en analyse af hendes skrifter intet grundlag for den opfattelse, at marxismen er den strenge fader og feminismen den utilregnelige datter. Nogle feministiske ideer hænger fast i forkerte og tilbageskuende opfattelser, det er rigtigt nok, men det gælder lige så vel for marxismen. Hvor meget man end vil prioritere marxismen som den primære ramme for revolutionær tænkning, så må man forholde sig til feminismen for at lære.

Marxismen vil blive testet ud fra dens evne til at forbinde sig med og lære af feminismen. Og dette forhold er ikke enestående. Marxismens formål må være at alliere sig med og lære af alle skoler af ikke-marxistisk tænkning og handling. Dette er, for mig at se, den afgørende lære af Zetkins tanker i Kominterns tidlige år.

Dette arbejdspapir blev fremlagt på en konference i november 2013 arrangeret af magasinet Historical Materialism


Oversat fra John Riddells hjemmeside af Karina Skov

Se også af John Riddell:
The Communist Women’s Movement (1921-26)
og
Clara Zetkins kamp for enhedsfronten

Noter:
1. Ruth Stoljarowa og Peter Schmalfuss, eds. 1990, Briefe Deutscher an Lenin 1917–1923, pp. 236–7.
2. Louise Dornemann, Clara Zetkin: Lebin und Wirken, Berlin: Dietz Verlag, 1973, p. 423.
3. Babichenko, L.G., Ia.S. Drabkin, og K.K. Shirinia 1998, Komintern i ideia mirovoi revoliutsii, Moscow: Nauka, pp. 266–9.
4. Stoljarova og Schmalfuss 1990, pp. 264–6.
5. Her citeret efter den danske oversættelse af Clara Zetkin: Møder med Lenin, Tiden 1958,
6. Comintern 1921, Protokoll des III. Kongresses der Kommunistischen Internationale, Hamburg: Verlag der Kommunistischen Internationale, pp. 785, 520, and 220.
7. Ibid., p. 922.
8. Comintern 1921, pp. 306, 542; Brandt, Willi and Richard Lowenthal 1957, Ernst Reuter, ein Leben für die Freiheit, Munich: Kindler, p. 169.
9. Sowjet: Kommunistische Zeitschrift, 3, no. 1, pp. 4–9.
10. John Riddell, ed. 2012, Toward the United Front, Chicago: Haymarket.
11. Kommunistische Fraueninternationale (KFI), 1, no. 2–3 (1921), p. 55.
12. Alan Adler, ed. 1980, Theses, Resolutions, and Manifestos of the First Four Congresses of the Third International, London: Ink Links, p. 152
13. Comintern 1922, III Vsemirnyy congress Kommunistischeskogo Internationala, Petersburg, 1922, p. 912.
14. Gilbert Badia 1993, Clara Zetkin, féministe sans frontières, Paris : Éditions ouvrières, p. 256.
15. Riddell 2012, p. 847.
16. KFI, vol. 2 (1922), no. 5–6, p. 519.
17. Zetkin forklarede betydningen af “die Schaffenden” således: “Alle de, hvis arbejdskraft, håndens eller åndens, forøger menneskehedens materielle og kulturelle arv, uden at udnytte andres arbejdskraft.” (fra en tale til den tyske Rigsdag, 7. Marts 1923, offentliggjort same år af KPD og citeret i Tânia Puschnerat 2003, Clara Zetkin: Bürgerlichkeit und Marxismus, Essen: Klartext Verlag, p. 346.) Det skal bemærkes, at begrebet “Schaffenden” også blev brugt med et andet formål af forskellige reformistiske modstandere af kommunismen.
18. Clara Zetkin, “Kampf gegen den internationalen Faschismus,” in Internationale Presse-Korrespondenz, no. 52 (1923), p. 418.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.