RELATEREDE ARTIKLER

Sejre og udfordringer for venstrefløjen I Portugal Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! En fabriksarbejders livshistorie ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa

11.01.14 | Mariya Ivancheva

Tip en ven      |    Print  

Bulgarien: Protestbølgen 2012-13

I de sidste fem år har en bølge af protester skyllet hen over Bulgarien. Disse protester er faldet sammen med en mobiliseringer over hele verden mod nyliberal politik, nedskæringer, gældsproblemer og løsarbejde, anført af det arabiske forår, Occupy-bevægelsen og Indignados-bevægelsen i Spanien. Alligevel vil det være ganske misvisende at forstå de bulgarske protester som et led i samme protestbølge.

I det følgende diskuterer jeg dynamikken i protesterne med en gennemgang af de tre højdepunkter i protestbølgen 2012-13. Jeg viser en række kendetegn ved det politiske og sociale landskab i det post-socialistiske Bulgarien, som har gjort det ekstremt svært at give protesterne en anti-nyliberal og anti-kapitalistisk dynamik. Min påstand er, at en årsag til dette har været nogle få kendetegn ved de bulgarske protester, som gensidigt har forstærket hinanden, og at disse kendetegn ikke kun er typiske for Bulgarien, men også for andre post-socialistiske lande.

For det første giver det en stærk ”anti-kommunistisk” ramme for protesterne, når et stærkt nyliberalt parti sidder sikkert på magten – og når dette parti rider på den symbolske arv fra statssocialismen, men ivrigt ødelægger socialistiske velfærdsinstitutioner. For det andet har ideen om den ”hårdtarbejdende middelklasse” – et hovedslogan i overgangen til liberalt demokrati og frimarkeds kapitalisme siden 1989 – gjort en alliance mellem lavt- og højtuddannede arbejdere umulig, selv om begge er under økonomisk angreb. Sidst, men ikke mindst, efter årtier, hvor et nyliberalt herredømme er blevet etableret, er en ”velfungerende kapitalisme” blevet set som en løsning på, og ikke som årsag til forarmelse, gældsætning og arbejdsløshed.

Disse tre motiver, som alle er til stede i tilfældet med Bulgarien, gør det umuligt at give protesterne en anti-nyliberal og antikapitalistisk ramme. De skaber en barriere mellem samtidige, men ikke samme slags, sociale protester rundt om i verden.

Protestbølgerne starter
Siden 2007 har Bulgarien været vidne til en vedvarende bølge af protester. De blev fremprovokeret af den tiltagende bebyggelse på fredede naturområder og fandt hovedsagelig sted i hovedstaden Sofia. Trods regler om naturbeskyttelse i henhold til EU-Kommissionens Natura 2000-program holdt den politiske overklassse og profithungrende entreprenører sig ikke tilbage med bygge løs på disse områder. Naturperler blev omdannet til betonørkener, med ødelæggelse af vandreserver, jodbund og naturreservater. Protestbølgen blev ledsaget af kampagner mod GMO, skifergasboringer og Acta-aftalen: Alt sammen fremstillet som vigtige landvindinger for middelklassens forbrug, sundhed og adgang til uddannelse og fornøjelse. Denne bølge toppede i juni 2012, da en ny skovlov blev vedtaget i parlamentet. Hovedstadens centrale boulevard var besat i dagevis af demonstranter. Presset af den omfattende uro vedtog den politiske klasse loven uden de omstridte paragraffer om fredede områder.

Miljøaktivister hilste dette velkommen som en succes. Men deres kamp for naturen bundede ikke i overvejelser om, at krisen gjorde det nødvendigt med alternativer til den nyliberale kapitalisme. Slogans mod oligarkiet og korruptionen har overskygget debatten også på andre områder siden 1989. I processen med omfattende og hurtig privatisering og voldsomme nedskæringer smadrede regeringerne i slutningen af 90’erne og begyndelsen af 00’erne infrastrukturen og velfærdsinstitutionerne fra den socialistiske stat og kastede millioner af bulgarere ud i arbejdsløshed, løsarbejderjobs eller tvungen emigration.

Men modstanderne mod Skovloven, skifergasudvinding, ACTA og GMO viste kun ringe solidaritet med lærere, akademikere, studerende, minearbejdere, fabriksarbejdere og chauffører, som demonstrerede på samme tid mod privatiseringer af industrien og nedskæringer af jobs i det offentlige, lønninger, social sikkerhed og serviceydelser. Trods at de var inspireret af slogans fra Occupy Wall Street og andre protester, så så de bulgarske miljøfolk ikke kapitalismen som et problem. Ikke alene kaldte de sig selv ”anti-kommunister” og således i opposition til den statslige socialistiske fortid og dens forgreninger til alle dele af statsmagten, men de erklærede ofte kapitalismen som et ideal og ikke som et problem i dens globale udtryk (fx med krisen siden 2008, for bare at nævne dens seneste fiasko), men kun i dens lokale, ”østlige” udgave: med underminering af den hårdtarbejdende middelklasses forbrug og fritid.

 

Ud fra den samme logik ignorerede miljøaktivisterne i sommeren 2012 to afgørende muligheder for at komme i dialog med folk, som ikke bekymrede sig om fritidsmuligheder, forbrug og planetens langsigtede overlevelse, men om at få det til at løbe rundt økonomisk. For det første ignorerede de arrogant modprotesterne fra bønderne i de beskyttede områder, for hvem udviklingen af disse regioner kun kunne betyde arbejdspladser og økonomisk overlevelse. For det andet protesterede miljøforkæmperne ikke, da elpriserne steg med 13 procent, samtidig med at der var demonstrationer i Sofias gader. På dette tidspunkt havde aktivister allerede påpeget, at prisstigningen ville betyde, at halvdelen af den månedlige pension eller minimumslønne for millioner af bulgarere ville gå til de privatiserede elforsyningsselskaber. Og mens ingen tog dette emne alvorligt i sommeren 2012, så begyndte alle bulgarere at betale en høj pris for deres manglende modstand mod de højere elpriser fra starten af vinteren 2013.

‘Civil versus social’
I slutningen af januar vågnede bulgarerne op til enorme elregninger, som mange ikke kunne betale. Svaret var alarmerende: en stigende selvmordsrate og tragedier blandt ældre kulminerede med syv selvmord blandt arbejdsløse og arbejdere. Det stoppede ikke med vinteren: Også sidste sommer var der to nye tilfælde af selvmord. Regningerne og dødsfaldene satte fart på den sociale mobilisering over hele landet fra starten af vinteren 2013. Det var mest ganske almindelige bulgarere, som protesterede: midaldrende mænd og kvinder, unge par med børn og studerende, og også flere højreorienterede fodbold-hooligans. Med brug af forskellige virkemidler satte de alle spørgsmålstegn ved de høje energiomkostninger, den usle levestandard og den grove korruption.

Protesterne fik ikke stor opbakning fra miljøbevægelserne fra sommeren 2012, selv om de også protesterede i vinterens løb mod Belene atomkraftværket og mod ny lovgivning, som underminerede Skovloven. I et forsøg på at behage den regering, som havde givet dem nogle indrømmelsen om sommeren, krævede miljøfolkene nu kun miljøministerens afgang – og ikke hele regeringens. I deres udtalelser sagde de, at de ikke ønskede at slutte sig til protesterne mod prisstigninger, og understregede, at de kæmpede for ”civile” og ikke ”sociale” spørgsmål. At redde de bulgarske skove var en sag for ”det civile samfund”, mens velfærd, arbejderrettigheder og adgang til tjenesteydelser blev set som et ”socialt” spørgsmål – og derfor irrelevant.

Den uproduktive opsplitning mellem civile og sociale spørgsmål blev gentaget i den næste protestbølge, som startede sommeren 2013. Efter sammenstød mellem politi og demonstranter i februar 2013 trådte centrum-højreregeringen (ledet af det konservative parti GERB) tilbage og blev erstattet af en ligeledes nyliberal regering ledet af det Bulgarske Socialistparti (BSP), Bevægelsen for Rettigheder og Friheder (DPS, som repræsenterer Bulgariens tyrkiske mindretal) og det højreekstremistiske Ataka. Denne koalition mellem socialdemokrater, etnisk baserede liberale og et højreekstremistisk parti kunne se ud som en virkelig modsætning, men den stod i fuldstændig forlængelse af traditionerne for bulgarske politiske koalitioner i løbet af de 23 overgangsår: partier med tilsyneladende forskellige politiske rødder går sammen omkring et interessefælleskab for samlede magtblokke og lokale kapitalistiske eliter. Socialistpartiet BSP, en oligarkisk struktur med rødder i den socialistiske magtelite og dens post-socialistiske nationale og transnationale allierede valgte Plamen Oresharski – en finansminister fra to tidligere regeringer, den ene betegnet som venstreorienteret, den anden som højreorienteret, til at lede regeringen.

Oresharskis løfte om reformer, som skulle gavne de økonomisk pressede bulgarere, kunne ikke stoppe den moralske panik hos mange anti-kommunister. De frygtede, at BSP skulle komme tilbage til magten, hvilket ville gøre Bulgarien underdanig i forhold til russiske interesser. Sjovt nok var der ingen snak om andre magtblokke end den fra Rusland. Samtidig blev mistroen mod den nye regering styrket af en tiltagende krise i det politiske system og den åbenlyse mangel på et politisk og økonomisk program, som kunne fylde den slunkne statskasse. En stribe af udnævnelser af rigmænd fik hurtigt regeringens troværdighed til at forsvinde. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var udnævnelsen af Delyan Peevski til chef for den nationale sikkerhedstjeneste (DANS). Oresharski fremstillede Peevski som en forkæmper for åbenhed, men i de fleste bulgareres øjne var mediemonopolmanden og vinderen af en række tvivlsomme privatiseringsaftaler selve symbolet på korruption. Selv da Peevski trådte tilbage, fortsatte folk med at på gaden dag efter dag. Når disse linjer skrives, samles tusinder af bulgarere (mest faglærte arbejdere og studerende) i på gaden (mest i Sofia) hver eneste dag og kræver, at Oresharski træder tilbage. De opfatter såvel det nyliberale, kapitalistiske BSP og dets oligarkiske partier ved magten som oppositionen som ”kommunistiske”. Som i sommeren 2012 ser demonstranterne stort set ikke den daglige modprotest fra bulgarere med mindre symbolsk og økonomisk kapital: For dem vil et regeringsskifte ikke betyde det store, hvorimod kosmetiske reformer vil betyde lidt flere krummer til at overleve vinteren igennem.

Vinter mod sommer?
Protesterne i sommeren 2012 og 2013, plus dem i den mellemliggende vinter, forekommer at være en del af den samme protestbølge som i Bulgarien. Eftersom de faldt sammen med protester i Grækenland, Rumænien, Slovenien, Tyrkiet og andre europæiske og ikke-europæiske lande, blev de også nogle gange set som del af en større bølge af protester mod nedskæringer og privatiseringer. Men i virkeligheden var det mere kompliceret. Mens protesterne om vinteren var et udtryk for, at folk led under fattigdom og afsavn under den økonomiske krise, så var protesterne om sommeren 2012 og 2013 forårsaget af en moralsk panik vendt mod det regerende oligarki. Og mens alle protester indeholdt krav mod, at et netværk af rigmænd har overtaget statsapparatet, så fremførte februar-protesterne en række anti-kapitalistiske krav om lighed og tryghed, mens kravene i juni var forsvundet eller skåret ned til krav om demokratiske friheder. Her er ”oligarkiet” forstået som den aktuelle politiske elite. Men i stedet for at se den som det, den er – en typisk statsmagtselite, som forsvarer storkapitalens interesser, så bliver den bulgarske nyliberale oligarki set som ”kommunistisk”, og derfor bliver alle protester anti-kommunistiske, eller svage og indholdsløse.

Dertil kommer, at mens mange bulgarere, som var på gaden i vinteren 2013, også deltog i protesterne om sommeren, så har de liberale medier valgt at opdele de to bølger som uforenelige, og skamredet metaforen “middelklassen” fra protesterne i sommeren 2012. Dette motiv skjuler virkeligheden hos alle dem, der har middelmådige indkomster i EU’s fattigste medlemsland, og som dårligt kan få det til at hænge sammen med deres månedsløn. Alligevel forblev fortællingen om ”middelklassen” intakt også blandt dem, der støttede protesterne. Den blev brugt ved demonstrationerne i sommeren 2013 og også året før, for at forsvare deres ”civile” sag og ”værdier” i modsætning til den ”sociale” sag om ”sult”. Nogle intellektuelle, som deltog i protesterne, har påstået, at opdelingen mellem vinter og sommer var mellem dem, der kunne læse og dem, der ikke kunne; mellem dem, der forstår den europæiske civilisation og europæiske værdier, og dem, der ikke gør; mellem de ”fattige” og de ”moralsk indignerede”; mellem dem, der kan betale deres regninger og skatter, og dem, der ikke er i stand til det, og som derfor lever af velfærdsydelser. Denne falske modsætning har oprørt mange socialt bevidste folk og holdt dem fra at deltage i protesterne.

Samtidig var de økonomiske krav i demonstrationerne både om vinteren og sommeren ganske uklare og modstridende. Om sommeren i 2012 og 2013 kom der ikke noget ud af diskussionerne om, hvordan fredede landområder eller offentlige ressourcer skulle styres af folk på en mere gennemsigtig måde. Privatisering blev kun anset for at være forkert, hvis det ramte fredede områder, eller hvis det foregik på en ikke-gennemskuelig måde. Grøn kapitalisme, grøn energi, lave skatter for de rige og en hurtig, smart privatisering til retfærdige og anstændige kapitalister var nogle af de krav, der blev rejst i sommerprotesterne. Og selv om de delte bekymringen om korruption og gennemsigtighed, så indeholdt analysen ikke noget om, at det nuværende system er uretfærdigt eller problematisk. Det vestlige frie marked og det repræsentative demokrati – som begge er kastet ud i dybe kriser, blev stadig forherliget: ”Europa” blev i parolerne bedt om at hjælpe Bulgarien ud af korruption.

Vinterprotesterne gav rum for retorik mod privatiseringer, men kun i starten. Så snart det centrale krav om at ”gøre en ende på alle monopoler” var rejst, blev det til et spørgsmål om, at de fleste folk kritiserede de utilstrækkeligt privatiserede elforsyningsselskaber for de høje elpriser. De skjulte den kendsgerning, at priserne blev holdt oppe af en kartelaftale og fordi de ikke var reguleret af regeringen. Heller ikke på spørgsmålet om politiske rettigheder adskilte vinter- og sommerprotesterne sig væsentligt: De fremførte forskellige gensidigt modstridende krav. En ekspertregering, flertals-repræsentation og direkte demokrati var forskellige krav, som alle blev set og hørt som slogans på gaden.

Muligheder
Alle disse gensidigt modstridende krav har mere end noget andet vist, at hukommelsestabet fra de 23 år med overgang til liberalt demokrati og markedsøkonomi har tømt demonstranternes politiske bevidsthed og begreber. Trods den globale protestbølge mod den nyliberale kapitalisme, så blev denne i enighed hyldet af alle partier bag den bulgarske overgang, ligesom folk på gaden så den som den eneste vej fremad. Den fremherskende ”anti-kommunistiske” ramme i protesterne gjorde enhver venstrefløjs-, socialistisk eller ikke-antikommunistisk ramme umulig. Middelklasse-konceptet udelukkede en koalition med dem, der led ikke kun moralske, men også økonomiske afsavn.

Trods dette trådte kritiske røster frem under sommerprotesterne, som erklærede, at de havde meget til fælles med dem, der demonstrerede om vinteren, men også med dem om sommeren: at alle lider under den nuværende politiske og økonomiske situation, og at usikkerhed på arbejdsmarkedet er et generelt problem i hele landet. Det er op til disse mennesker nu at give protesterne en mere inkluderende ramme og få de bulgarske protester til at falde i hak med den globale protestbølge mod nedskæringer. Hvis det ikke sker, vil de bulgarske protester fortsat stå på den anden side af barrikaden. De vil i stadig større grad repræsentere overgrebet på en marginaliseret elite, som ønsker at bevare den eksisterende magt – bare i en anden konstellation – og kæmpe til sidste blodsdråbe for den oprindelige utopi om global kapitalistisk fremgang – en drøm, som er faldet sammen i det kapitalistiske systems kernelande.

30. december 2013

Mariya Ivancheva har en PhD i sociologi og socialantropologi fra det Centraleuropæiske Universitet i Budapest og arbejder nu på et forskningsprojekt om uddannelsesreformer i Venezuela på det Socialvidenskabelige Institut i Wien. Hun er medlem af den transnationale organisation Europæiske Alternativer og redaktør af den østeuropæiske venstrefløjs-webportal Lefteast.

Oversat fra
International Viewpoint af Karina Skov

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.