RELATEREDE ARTIKLER

Socialisme og revolution - er der forskel på Enhedslisten og SF? Enhedslistens produktions- og erhvervspolitiske program Enhedslisten og folketingsvalget To be or not to be – en ven af Enhedslisten Din fjendes fjende er ikke din ven! Enhedslisten og partiapparatet De rige svin slap igen alt for let Fronterne trækkes op i Enhedslisten Del arbejdet! Søren Søndergård stiller op til Folketinget Tryghed og arbejde Derfor var en finanslovsforliget en fejltagelse Enhedslisten med i budgetaftale Den svære diskussion forude Enhedslistens rolle under en S-R-SF-regering En revolutionær vej til socialisme Vi står på samme side Konturerne af en reformistisk strategi i Enhedslisten Små resultater i Folketinget er ikke nok Enhedslistens rolle og politiske prioriteringer Brug valgsejren til at presse regeringen og opbygge Enhedslisten S og SF på afveje i Fair Løsning 2020 Nej til imperialistisk krig i Libyen Fem års mobilisering baner vejen for ny regering Fra den daglige kamp til det socialistiske mål NATO skal pensioneres, ikke moderniseres Fagbevægelsen må rejse krav om fyringspulje og offentlig, deltagerstyret produktion Ta' med til euro-demo i Bruxelles Profitstyringen af energiforsyningen skal stoppes I clinch med systemet Årsmøde i optimismens tegn Vores bidrag til Enhedslisten på venstrekurs Med Helle ved roret Hold Enhedslisten til venstre Enhedslisten på venstrekurs Enhedslisten i SFs fodspor 'Det var en fejl' "En knivspids mere ansvarlighed" Socialdemokratiet – et sikkert kort? Enhedslisten gik både tilbage og fik et godt valg Meningsmåling - eller politiske mål Socialistisk politik under en ny regering? Enhedslisten, klimakampen og antikapitalismen Enhedslistens politiske rolle Hvordan får vi en ny regering – og en ny politik? 20 år med socialistiske lokallister Enhedslisten og den økonomiske krise Hvad er Kodeordet? Om styrkeforhold, agitation og meget andet Klassens pæne eller frække dreng/pige? Enhedslisten og EU-domstolen Enhedslistens kommunalpolitiske strategi 'Dobbeltorganisering' – hvordan og hvorfor? Hvad er forskellen? Mere end en kuriøs vagthund Enhedslisten skal tage bevægelserne alvorligt Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme Videnskaben misbrugt for at fremme racisme Lenin og den demokratiske centralisme Marxisme eller anarkisme Bureaukratiet - en vedvarende fare for arbejderbevægelsen Folkets opium? Teorien om kapitalismens lange bølger For mange mennesker? Borgerligt og proletarisk demokrati Permanent revolution på dagsordenen En socialisme for vores tid Marxismen, før og nu Om Marx, naturen og miljøet Kommunismens styrke Kapitalistisk klimaforandring og vores opgaver For en ikke-reduktionistisk, ikke-autoritær marxisme Muslimen, venstrefløjen og de selverklærede feminister Bekæmp fascismen Politisk teori i Amsterdam – eller gennem hørebøffer Kritiske diskussioner om Ernest Mandels marxisme Nationalstat, integration og immigration i Europa

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Enhedslisten | Teori | Historie

06.10.13 | Svend Vestergaard Jensen

Tip en ven      |    Print  

Både/og eller enten/eller: Rådsdemokrati vs. parlamentarisme

Enhedslistens debat om et nyt principprogram kommer også til at handle om forholdet mellem rådsdemokrati og parlamentarisme. Står det repræsentative parlamentariske demokrati i modsætning til et samfund med folkelige magtorganer, hvor man udøver en direkte magt over sin arbejdsplads eller lokalområde – og måske hele samfundet, eller kan de to forenes?

På sit seneste årsmøde vedtog Enhedslisten, at »kun et overvældende flertal i befolkningen kan gennemføre et brud med kapitalismen, og dette flertal skal manifestere sig ved folkeafstemninger og fuldstændigt frie valg til repræsentative forsamlinger.« Det blev dog også vedtaget, at »det er umuligt at forudsige, hvordan en socialistisk omvæltning i Danmark konkret vil forme sig.« Og endelig, at Enhedslistens vision »rækker langt ud over det nuværende politiske systems rammer.«

Det er ikke altid helt klart i disse vedtagelser, om det handler om et brud med det nuværende kapitalistiske system, om en periode, som gradvist reformerer samfundet i socialistisk retning, eller om principper for, hvordan demokratiet fungerer i det socialistiske samfund. Men modsætningen mellem rådsdemokrati/folkemagtsorganer og et repræsentativt demokrati/parlamentarisme er en tilbagevendende såvel aktuel som historisk debat. Med risiko for at lyde helt kierkegaardsk, er det vel et spørgsmål om både/og eller enten/eller.

Det skal vi se lidt på gennem en mindre rejse i historien.

Råd og parlament
Synspunkter og debatter omkring rådsmagt versus parlamentarisk eller repræsentativt demokrati har været diskuteret siden arbejderbevægelsens tidlige historie og i andre progressive bevægelser. Kendt er Rosa Luxemburgs kritik af bolsjevikkernes håndtering af denne »dobbelthed«. Selvom Rosa Luxemburg fuldt og helt støttede revolutionen i oktober 1917, var hun kritisk overfor bolsjevikkernes håndtering af forskellige forhold. Det gjaldt også deres beslutning om at opløse den grundlovgivende forsamling og andre demokratiske spørgsmål i den daværende situation.

Den russiske revolution i 1917 betød, at råd – eller på russisk sovjetter – af arbejdere, bønder og soldater overtog magten. Sovjetterne havde set dagens lys allerede under 1905-revolutionen. Nu dannede en national kongres af lokale rådsorganer den første sovjetregering, der blev til Folkekommissærernes Råd. I rådene/sovjetterne havde bolsjevikkerne flertal.

Kort efter blev der afholdt valg til en grundlovgivende forsamling, med en valgdeltagelse på ca. 50 procent. De Socialrevolutionære blev det største parti med ca. 40 procent. Bolsjevikkerne fik 24 procent. Men sovjetmagten opløste forsamlingen, da den ved sin første samling den 18. januar 1918 tog afstand fra sovjetstyret.

Rosa Luxemburg var uforstående overfor den vending, som bolsjevikkerne tog med opløsningen af parlamentet efter revolutionen. Hun besvarede det i stedet på denne måde: Opløsning og nyvalg. Altså råd og parlament på en gang!

Enten eller
Rosa Luxemburgs kritik af den russiske revolution var en vigtig diskussion i den internationale arbejderbevægelse, der blev delt i Anden og Tredje Internationale. Det er interessant at følge Luxemburgs holdning i disse politisk voldsomme måneder, hvor den tyske revolution også holdt sit indtog. Her indtog hun en anden holdning til spørgsmålet om parlament og rådsmagt.

I den tyske situation afviste hun andre socialisters parole om »råd og parlament«. Hun mente, at den kun ville være vand på de reaktionære kræfters mølle. De mest indædte modstandere af almindelig valgret sværmede nu for »lige ret til alle«. Pludselig var de vendt om for at redde skindet. Rosa Luxemburg skrev: »Det spørgsmål, som historien har sat på dagsordenen, lyder sådan: borgerligt demokrati eller socialistisk demokrati«.

Hendes holdning til parlamentarisme udtrykte hun således: »Det er total vanvid at tro på, at kapitalisterne godvilligt ville rette sig efter parlamentarisk vedtagelse om socialisme, at de stille og roligt ville opgive besiddelser, profit og retten til udbytning«. Luxemburg brugte de sidste par måneder af sit liv på at udvikle et program for den tyske revolution.

Fri valgproces
At de russiske revolutionære blev fanget i deres egne modsætninger, og at det hele endte i et bureaukratisk diktatur, skyldtes ikke forholdet mellem råd og parlament, men andre årsager, som ikke er emnet for denne artikel. Lev Trotskij skrev i afslutningen af bogen »Revolutionen forrådt« fra 1936: »Sandt at sige er klasserne heterogene, sønderslidte af indre modsætninger og kommer kun frem til fælles hensigter gennem kamp mellem forskellige holdninger, grupperinger og partier«.

Det betyder, at den kollektive vilje kun kan udtrykkes gennem en fri valgproces, hvilke institutionelle rammer der end må være. I Rusland skete det modsatte. Partier, der var modstandere af revolutionen, blev forbudt. Derefter blev kun bolsjevikpartiet tilladt, og til sidst blev uenigheder inden for partiet bandlyst. Det frie valg mellem forskellige partier/platforme er ikke i sig selv en garanti mod korrumpering af magten. Det er også nødvendigt med en række forholdsregler mod magtmisbrug, uanset om det er administrationen, rådene, parlamentariske forsamlinger, eller fagforeninger vi taler om. Der vil altid være tendenser til, at der udvikler sig et bureaukrati med afstand til dem, bureaukraterne skal repræsentere.

München-rådsmagten
Den tyske revolution, som foregik fra november 1918 til kontrarevolutionens sejr i begyndelsen af 1919 fik et særligt forløb i Sydtyskland med centrum i München. Den er værd at nævne her, da den tog en lidt anderledes form og forsøgte at kombinere råd og parlament. Her blev det første arbejder- og soldaterråd dannet mellem den 7. og 8. november. En helt central person her var ikke en sydtysker, men en jødisk litterat fra Berlin, Kurt Eisner.

München-rådene adskilte sig fra andre, blandt andet var Bayern den eneste tyske delstat, hvor bonderåd fra begyndelsen spillede en vigtig rolle. Blev Bayern da i disse måneder et rådssystem? Slet ikke, for det var rådene selv, der dekreterede valgret til en nationalforsamling, men de havde ikke travlt med det. Rådene ønskede ikke noget »rådsdiktatur«. Det, de ønskede, var hverken et råds- eller et parlamentsdiktatur, men et konstitutionelt rådsdemokrati.

Arbejder- og soldaterrådene var den nye stats magtgrupper, men det skulle være et afvejet system, en balance mellem rådsmagt og parlament. Vigtigt for en revolutionær som Kurt Eisner var rådenes forankring i den nye forfatning. Det kunne i de måneder foregå relativt fredeligt, da der ingen af de reaktionære frikorps var i München på det tidspunkt. Hærens tropper var overvejende i hænderne på deres soldaterråd. Bayern var på dette tidspunkt den tyske revolutions mønsterland. Ingen blodsudgydelser modsat andre steder. Eisner forsøgte med al sit talent at udglatte farlige situationer. Kunne det lade sig gøre at glatte ud mellem rådsmagt og parlamentskontrol?

I februar 1919 blev Kurt Eisner myrdet. Dette blev også enden på rådsmagten i Bayern. Kontrarevolutionen med frikorpsene i spidsen – godt støttet fra andre steder i Tyskland – satte voldsomt ind. En periode var rådene den eneste magt mod kontrarevolutionen.

Den bayerske rådsrepublik var således ikke et enten/eller, men et både/og i forholdet mellem rådene og et repræsentativt demokrati.

Pariserkommunen
I Pariserkommunen i 1871 stod arbejderne i Paris i en speciel situation på grund af krigssituationen med Tyskland. Tyskerne havde omringet Paris, og den franske regering flygtet fra byen til Versailles. Arbejderklassen og dens allierede var nu situationens herre. Noget de næppe var forberedte på. Der fandtes ikke en solid partiorganisation, som havde et samlet overblik over situationen, og som havde de fornødne evner til at lede.

De parisiske arbejdere tog den eksisterende politiske magt i Paris i besiddelse og forandrede den i løbet af de cirka tre måneder, kommunen varede. Som Karl Marx i sin grundige analyse af Pariserkommunen bl.a. skrev. »Kommunen skulle ikke være et parlamentarisk, men et arbejdende organ, på samme tid udøvende og lovgivende«.

Kommunen, nu under arbejdernes styre og kontrol, gennemførte en lang række progressive tiltag. Trods dens korte varighed og iøjnefaldende svaghed, viste denne første socialistiske revolution, hvilke former kommunen havde opdaget. Den ødelagde den borgerlige statsmaskine og viste den politiske form, der kan afløse den borgerlige statsmagt, med principielle regler for de valgte repræsentanter: 1) de skal ikke alene vælges, men også være afsættelige til enhver tid; 2) de får en løn, der ikke overstiger arbejderlønnen; 3) man går øjeblikkelig over til, at alle udøver funktioner indenfor kontrol og opsyn, at alle for en tid bliver bureaukrater, så at netop derved ingen kan blive »bureaukrat«.

Men kommunen begik også en række alvorlige fejl, der til sidst blev offer for kontrarevolutionens grusomme hævn. Det var de parisiske arbejdere selv, der tog initiativ og igangsatte bevægelsen, ikke Internationalen. Som Friedrich Engels skrev: »Denne sejr var kommunens, der i intellektuel henseende ubetinget var Internationales barn, skønt Internationale ikke rørte en finger for at skabe den«.

De arabiske revolter
I Fjerde Internationales grundlæggelsesprogram, overgangsprogrammet fra 1938, anvendes i forhold til de mere tilbagestående lande parolen – kravet – om en national forsamling eller en grundlovgivende forsamling. Et krav, der så kombineres med en række andre krav, der igen fører frem til nye kampe. Med »tilbagestående« lande menes her, at de i kapitalistisk henseende er bagud i forhold til den økonomiske udvikling i de imperialistiske lande. Disse lande styres ofte af diktatoriske regimer.

Hvis vi ser på de arabiske oprør fra starten og frem til i dag, står demokratiske krav kombineret med en række andre krav helt i centrum. Oprøret eller oprørerne i den arabiske region har forskellige fremtrædelsesformer, men i sit væsen er de temmelig ens. Centralt er kravet om at afskaffe det regime, der undertrykker, og som opretholder den imperialistiske orden og dominans i landet. I den revolutionære proces er nogle træk fælles på grund af regionens karakter, herunder fælles historie, sprog, kultur og religion.

De aktionerende masser nøjes ikke bare med, at symbolet (præsidenten) på et diktatorisk regime falder. De fortsætter trin for trin, indtil alle de gamle undertrykkelses strukturer er brudt ned. Igen forskelligt fra land til land, men i sit væsen det samme. Det alternativ, som i processen med regimets begyndende sammenbrud kan samle al opposition – ikke mindst de aktionerende, er: »For en grundlovgivende forsamling!«

Opgaven er at sammenkalde det folk, der befrier sig selv. Og påbegynde opbygning af staten på et demokratisk grundlag, dvs. den må bygge på den suveræne folkemagt. Og som gennemfører de krav, massebevægelserne stiller, såsom bekæmpelse af arbejdsløsheden, brød på bordet til en pris, man kan betale, beskatning af de rige og de multinationale selskaber. Krav der forener land og by, som jordreformer, mindske beskatning af småhandlende og småbønder, m.v.

Smelte sammen
Selvfølgelig er kravene forskellige fra land til land ud fra de konkrete sammenhænge, befolkningerne står i. Derfor må de revolutionære (med bidrag fra internationale aktivister) lave analyser og aktionsprogrammer for hvert land og område.

Kravet om en grundlovsgivende forsamling kan få de demokratiske opgaver til at smelte sammen med de sociale opgaver og krav. Heraf revolutionens permanente karakter. Gennem denne kamp og andre kampe bygges »folkemagtsorganer« – her forstået som rådslignende organer, forsamlinger, komiteer, m.v. – massernes demokratiske selvorganisering. Faglige organisationer, bevægelser, der forsvarer arbejderklassens interesser, diverse sociale grupper og lag, må opbygges og videreudvikles. I produktionen, i den offentlige sektor og andre steder udvikles arbejderkontrol, de ansattes kontrol.

Både og?
Kravet om en grundlovgivende forsamling er ikke relevant i lande, hvor der eksisterer et parlamentarisk styre. Men også her må rådslignende organiseringer og deltagerdemokrati på alle planer udvikles i de kampe, der opstår. Det kan antage forskellige former, men historiske erfaringer viser, at de opstår og udvikles, når sociale kampe udvikler sig, når modsætninger skærpes, og når myndighederne begynder at miste deres autoritet. Uanset hvad, må vi arbejde for, at flest mulige beslutninger tages decentralt af dem, det vedrører. Selvfølgelig vil der være behov for koordinering, planlægning og beslutninger på andre niveauer – lokalt, regionalt og nationalt. Råd og andre repræsentative forsamlinger med hemmelige valg og fri opstillingsret for alle partier og lister.

Mest muligt administrativt arbejde i det socialistiske samfund skal varetages direkte af det deltagerstyrede demokrati. Ikke af embedsvældet. Gode principper for repræsentativt demokrati må være: Fuld åbenhed, tilbagekaldelsesret, rotationsprincipper og løn som gennemsnitslønnen blandt dem, man repræsenterer.

Denne artikel tager som forudsætning, at staten ikke er neutral, men udtryk for klasseinteresser. Derfor ændres statsformer også i forhold til den politiske udvikling og klassekampens niveau i de forskellige lande. Spørgsmålet er, om disse folkemagtsorganer kan udvikle sig til at blive (en del af?) den statsbærende struktur.

Min påstand er, at lige så lidt som man kan beslutte, at Folketinget er det eneste legitime organ for at indføre socialisme, lige så lidt kan man sige, at den »rene rådsstrategi« er løsningen. Alt afhænger af den situation, der opstår. Men det må stå helt klart, at forudsætninger for at opbygge et anderledes samfund end det kapitalistiske er, at demokrati udvikles på alle planer.

Erfaringen fra de store samfundskriser viser, at arbejderbefolkningen skaber så at sige sine egne organer imod den herskende klasses organer. Denne kamp er ikke noget, vi behøver at vente på eller være tilbageholdende med at gå i gang med. I en sådan udvikling med nye former for demokrati kan folk være aktive, involvere sig på spørgsmål, de er optaget af, og som berører dem selv. Erfaringer fra det mindste område til det største er i sig selv en skole i forvaltning af samfundet på alle niveauer.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 21

Feminisme på International Ungdomslejr

Den 23.-29. juli afholdes den 34. internationale socialistiske ungdomslejr, hvor omkring 500 unge aktivister hvert år samles for at dele erfaringer fra bevægelser og kampe imod udbytning og undertrykkelse. I år afholdes lejren på sydspidsen af det italienske fastland. Og på baggrund af den internationale kvindebevægelse, som specielt i Italien har mobiliseret titusindvis af mennesker både den 25. november 2016 og den 8. marts i år, vil feminisme blive et centralt tema på lejren. Det er en anledning til at lære af erfaringer på tværs af grænser. Og en anledning til at styrke og udvikle de internationale bånd, der er blevet knyttet som en del af bevægelsen. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.