RELATEREDE ARTIKLER

Baba Jan for Højesteret Alternative nyheder fra Indien og Kashmir Kammerat Ruben er død Smædekampagne mod Baba Jan og hans parti Med rigsretsdommen mod Park Geun-hye har ”stearinlys”-bevægelsen vundet en vigtig sejr Verdens største generalstrejke Baba Jan og hans kammerater dømt til 40 år i fængsel Filippinernes nye stærke mand Fanget i Kinas klapjagt på faglige aktivister Nationalisme og krigsmageri vandt valget Fra lokomotiv til bremsevogn "Jeg er marxist" Anti-terrordomstolene terroriserer arbejdere, fagforeningsledere og aktivister i sociale bevægelser Støt Hong Kong-borgernes kamp for frie valg Hvorfor regeringen ikke stopper højrefløjens sabotage Hayian-Yolanda: Klimaets budbringer 40.000 demonstrerer mod atomkraft i Tokyo Optøjer og politivold i Tyrkiet Støt asiatiske kammeraters regionale samarbejde En højreorienteret sejr Sabelraslen eller trussel mod mange millioner? Den tabte krig Det 21. århundredes socialisme i Pakistan? Stop de territoriale konflikters onde cirkel Høj bølgegang i den indonesiske arbejderbevægelse Baba Jan løsladt Arbejderkampe angriber elitens magt Terroranklage mod aktivister Den filippinske stat i stormens øje Fjerde Internationale går stærkt frem i Asien Update: Socialister frigivet Et år efter katastrofen på Fukushima atomkraftværket International aktionsdag mod atomkraft Hvilke nye vinde blæser i Burma? Sociale bevægelser i Mindanao har brug for hjælp efter stormen Venstrefløjen og de sociale bevægelser kæmper i Bangladesh Et slag mod Pakistans fagbevægelse Brutal undertrykkelse i det nordlige Pakistan Jaitapur: en ny nuklear tåbelighed Appel om solidaritet med malaysiske socialister Hævnfølelsen stopper ikke med Osamas død Økonomisk solidaritet med ofrene og de evakuerede fra jordskælvet, tsunamien og atomkatastrofen i Japan Katastrofen i Japan og dens konsekvenser Erfaringer fra Labour Party Pakistan Ikke med godgørenhed alene Stræben efter sindsro i en krigshærget region Den internationale situation sommeren 2010 Det ødelagte Pakistan venter på hjælp Hjælp "Labour Relief Campaign" med at hjælpe folk i Pakistan Ny fase i klassekampen Alcatel på oprørt hav Militære operationer styrker fundamentalisterne Fra valgfiasko til eskalerende krig Bryd tavsheden om krigen Militæret holder hånden over Taliban Socialistisk revolution, kapitalistisk genopretning Støt kampen mod Taleban og det pakistanske militær Den religiøse fundamentalisme, militæret – og befolkningen De første ni måneder med Pakistan Peoples Party Indiens ledere bør søge i egen baghave Den nye kinesiske kapitalisme Den gode krigs blændværk Afvis imperialistisk indgriben i Georgien! En besejret diktator Sejre og udfordringer for venstrefløjen I Portugal Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! En fabriksarbejders livshistorie ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa | Asien

23.08.13 | Masis Kürkçügil

Tip en ven      |    Print  

Tyrkiet: Modstanden på Taksim

Der er en enorm kløft mellem den udbredte utilfredshed og den socialistiske bevægelse. Det kommer til udtryk ved, at de mennesker, der deltog i modstanden på Taksim, ikke er tilknyttet noget politisk parti. For de fleste var det også første gang, at de deltog i en politisk aktivitet. Mange gav endda udtryk for, at der er brug for et nyt politisk parti.

Trods det faktum, at der ikke åbenlyst blev udtrykt et socialt indhold under modstanden, var det et tilbagevende fokus i diskussionerne blandt unge i de forskellige parker, hvilke politiske resultater der kunne komme ud af denne modstand. Spørgsmålet er, om denne eksplosion af vrede rettet mod regeringen og frem for alt statsministeren blot vil svække regeringen en smule og samtidig styrke det største oppositionsparti, CHP, uden at omdanne sig til en politisk bevægelse – eller om vreden vil åbne op for en ny kanal for opposition.

Det er svært at lave en præcis vurdering af sammensætningen af denne bevægelse, som har spredt sig til flere byer rundt om i landet. Dog kan vi konstatere, at grupper, som kan betegnes som en nationalistisk venstrefløj og medlemmer af CHP, deltog massivt i de demonstrationer, der fandt sted i Ankara, hvor politiets fremfærd var meget mere aggressiv end andre steder.

I starten deltog også, om end begrænset, de højreekstremistiske Grå Ulve, i demonstrationerne. Men det holdt hurtigt op, efter advarsler fra ledelsen af MHP (det højrenationalistiske parti, som De Grå Ulve er tilknyttet, fik 13 procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2011, red.). På en temmelig mærkelig måde indtog MHP og BDP (det kurdiske parti, tilsluttet den socialdemokratsike Internationale), dermed for første gang en fælles holdning til en konkret situation.

Hvad angår den kurdiske bevægelse, forblev den på sidelinjen i starten af demonstrationerne, da den så tyrkiske flag og nationalistiske venstrefløjsaktivister, og frygtede, at det kunne skade forhandlingsprocessen. Budskabet om støtte, som Abdullah Öcalan sendte fra sin fængselscelle, var ikke desto mindre en appel, omend den kom noget sent.

Selv om der ikke var mange af dem, begyndte unge kurdere at dukke op i gaderne med deres danse [halays], og befandt sig for første gang nogensinde ved siden af den nationalistiske venstrefløj i festlighederne.

Mangfoldighed, solidaritet og tolerance
Men der var langt flere end de sædvanlige elementer (socialister, den nationalistiske venstrefløj, den kurdiske nationale bevægelse og CHP-tilhængere), som deltog i denne bevægelse. Det var således takket være de nye deltagere kampen, at en så heterogen mængde formåede at samles. Selv ikke barrikaderne var bygget kun af venstrefløjsaktivister: Igen var der tale et bredt spektrum fra LGBT-aktivister til folk, der deltog i en politisk aktivitet for første gang.

Nogle særlige grupper kom i forgrunden, de mest populære var fans af fodboldsklubben Besiktas, kendt som Carsi (med bogstavet A skrevet som et anarkistisk symbol). Denne gruppe, som allerede havde givet udtryk for sit engagement i forhold til en lang række sociale spørgsmål, blev en legende i Taksim-modstanden. De sange mod politiet, som denne gruppe lavede, med deres erfaringer fra konfrontation i forbindelse med fodboldkampe, var på alles læber under demonstrationerne.

Desuden blev antikapitalistiske muslimer, som er begyndt at markere sig i venstrefløjs-tidsskrifter og -aviser samt på tv, og ved at deltage i 1.maj-demonstrationer de seneste år, et centrum for interesse i denne modstand. Under en religiøs fest under Taksim-oprøret, begyndte unge fra Gezi Park at uddele sesamkager (et religiøst symbol for festligheder) til andre demonstranter, for at vise, at alle respekterede deres religiøse praksis, uden nogen anmodning herom fra muslimerne.


Feminister og LGBT-bevægelsen greb muligheden for at give sig til kende. I begyndelsen var der ingen fælles slogans, som de brede masser kunne tage op, så fornærmelser erstattede disse. Feministerne fjernede sexistisk og uanstændigt graffiti, for at vise de unge, hvordan man kan rette deres sprog. Og de unge fulgte stort set denne fremgangsmåde.

Bevægelsen mest alvorlig forsømmelse var ikke at danne græsrodskomiteer, som kunne have opbygget en koordinering med stærk repræsentativitet. I øjeblikket forsøger forskellige fora i de omkringliggende parker at håndtere denne mangel. Det er uden tvivl svært for en så bred bevægelse at danne en sådan koordinering, har, men det ville have været vigtigt, for at imødegå politiets angreb og for at holde bevægelsens dynamik i live.

Oprettelsen af gratis suppekøkkener, ambulatorium, vuggestue og bibliotek til den fælles hverdag førte til dannelsen af en interessant "moralsk" økonomi. Selv om det fælles liv i Gezi Park i disse dage udviklede forskellige eksempler på praktisk solidaritet, som omfattede meget forskellige sektorer, og til en vis grad med direkte demokrati, så dukkede der ikke "venstrefløjs"-krav eller –spørgsmål op.

Socialisternes rolle
Erdogan forsøgte at skyde skylden for begivenhederne den radikale venstrefløj, men det svarede ikke til virkeligheden. I de seneste år er 1 maj demonstrationer blevet en lejlighed for den socialistiske bevægelse til at måle sin styrke. Demonstrationerne, som undertiden fandt sted med deltagelse af højreorienterede fagforeninger og nysgerrige (som blev talt med blandt deltagerne), blev blot scener for konfrontation med politiet. De blev derefter set som en magtdemonstration og intet mere.

Dette år havde Erdogan lukket Taksim-pladsen, der var åben for demonstrationer sidste år. Politiet spærrede adgangen til pladsen, og demonstranterne lykkedes kun lige at nå til Besiktas’ stadion, lige under Taksim, hvor selv parlamentsmedlemmer fra CHP blev udsat for tåregas. En måned senere ændrede modstanden på Taksim pladsen til en befriet zone, omgivet af barrikader, hvor sikkerhedsstyrker og politi ikke kunne sætte foden for et par uger! Det er noget, den socialistiske bevægelse aldrig kunne have gjort.

Selv om socialistiske aktivister deltog massivt (i hele landet) i modstanden på Taksim, så udgjorde den samlede andel af socialistiske aktivister aldrig mere end 10 procent af alle demonstranter. Da begivenhederne tog fart, dukkede forskellige socialistiske grupper og partier op på Taksim-pladsen med deres flag. Nogle af disse forholdsvis små grupper, som slog sig ned mest i udkanten af Taksim-pladsen og Gezi Park, lykkedes at blive fuldgyldige komponenter i bevægelsen, men de fleste blev aldrig mere end "gæster", mens andre ikke var i forreste række i de fysiske konfrontationer med politiet.

Akademiske studier om sammensætningen af demonstranterne har vist, at snarere end at gå efter et socialt eller politisk resultat, så vendte de unge sig først og fremmest imod regeringens indgreb i alle hverdagslivets områder, som det blev legemliggjort af Erdogans paternalistiske og autoritære personlighed. Det største krav var frihed. Selv om de ikke så de socialistiske grupper som en del af det politiske system, de var imod, så så de dem heller ikke som dem, der var i stand til at bidrage til løsningen af deres problemer.

Den socialistiske venstrefløjs største fordel var at deltage i bevægelsen som en legitim komponent. Men de flag og slogans, de ønskede at pådutte folk, blev trods dette ikke virkelig værdsat!

Af de tre vigtigste socialistiske grupper, deltog kun det kommunistiske parti TKP i parlamentsvalget i 2011 (og fik kun 0,14 procent eller 60.000 stemmer, 25.000 færre end i det foregående valg). Hvis Frihed- og Solidaritetspartiet (ÖDP) havde været i stand til at deltage, ville det sandsynligvis have fået et lignende resultat. Hvad angår Fællesskabs Husene (Halkevleri), der præsenterer sig selv som en bevægelse og ikke et parti, ville deres sociale vægt uden tvivl givet dem en lignende procentdel. Under disse omstændigheder havde ingen af disse bevægelser mulighed for at foretage et spring fremad. Selv om de kunne have dannet et fælles parti ville de ikke udgøre en tiltrækningskraft.

Valget af en uafhængig socialistisk kandidat til parlamentet efter en kampagne i en enkelt valgkreds i Istanbul, med deltagelse af brede socialistiske og andre sektorer, men frem for alt takket være de kurdiske stemmer (den kurdiske bevægelse begyndte denne kampagne), står stadig som en betydelig erfaring for os.

Det er ikke muligt i Tyrkiet at finde bare skyggen af et Syriza, båret frem af en kampstemning mod krisen. Hver af de vigtigste socialistiske organisationer har et vælgergrundlag på bare 0,5 procent. Således er det let at forstå, hvorfor de ikke kunne udgøre en tiltrækningskraft for demonstranterne, selv i samlet flok.

Den socialistiske bevægelse manglende evne til at føre mindst en forenet kamp har afsløret en af sine svagheder under modstanden i Taksim. Hvis et troværdigt alternativ ikke kan oprettes, også at bringe i de nye elementer, der opstår modstand, vil det blive sværere og sværere at stå over for en ordning, der vil blive mere undertrykkende i den kommende periode.

Den socialistiske bevægelses manglende evne til at føre en samlet kamp har afsløret en af dens svagheder i løbet af modstanden på Taksim. Hvis et troværdigt alternativ ikke bliver opbygget, også med nye kræfter fra modstanden, så vil det blive stadig sværere at stå op imod et regime, som vil blive mere repressivt i den kommende periode.

Den sociale modstand, som I de senere år har begrænset sig til kampe mod vandkraftværker, fejlslagne strejker og rutineprægede maj-demonstrationer, har med Taksim modstanden genvundet en ny selvtillid.

Den socialistiske bevægelse må nødvendigvis løse problemet med at opbygge et alternativ, som kan møde udfordringen i de kommende valg. Men det kræver en omstrukturering, at det lykkes at deltage i kampe på nye områder, og at man ikke begrænser til de nuværende kræfter. Taksim har vist, at det er muligt at vinde, hvis vi kæmper. En styrkelse af denne nye position vil kræve nye og integrerede kampe, som ikke begrænser sig til spørgsmål om frihedsrettighederne, men som også fremfører sociale krav.

Oversat fra International Viewpoint af Karina Skov

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.