Tyrkisk politi har i flere om gange ryddet Taksimpladsen for demonstranter. Den spontane bevægelse, der startede i Istanbul er uden fortilfælde i Tyrkiets historie og har spredt sig til de fleste større byer.

af Masis Kürkçügil

Det hele startede, da en gruppe borgere besluttede at vise deres modstand mod ombygningen, herunder at rydde træerne, i Geziparken på Taksimpladsen i centrum af Istanbul. Ifølge premierminister Erdogan skulle Geziparken ombygges som en osmannisk artillerikaserne, der blev revet ned efter et oprør mod de Unge Tyrkeres [nationalistisk, sekulært reformparti, red.] revolution i 1908 og blandt andet huse et luksuriøst indkøbscenter. Kasernen blev ryddet i 1940. Denne plan er også blevet kritiseret af byplanlæggere, arkitekter og økologer.

Fredag den 31. maj – samme dag, som en domstol i Istanbul besluttede at udsætte genopførelsen af kaserne-byggeriet, angreb politiet de fredelige bosættere i Gezi og tvang dem ud. Politiet aggression fremkaldte en massiv reaktion fra beboerne i solidaritet med bosætterne, og efter voldelige konfrontationer rykkede politiet omsider ud af parken den 1. juni og 2. og mistede kontrollen over Taksim. Gadekamp fortsatte dag og nat i flere distrikter i centrum af Istanbul.

Retfærdigheds og Udviklingspartiet (AKP), som har været ved magten i ti år, er blevet stadig mere autoritært. Det har forsøgt at udelukke alle, der ikke på dets side. Dens neoliberale politik har fremprovokeret en fjendtlig reaktion blandt en stor del af de unge. Alle disse ting har bidraget til den eksplosion, som blev detoneret af politiets indgriben i parken, hvor de brutalt fjernede folk med deres børn og sætte ild til bosætternes telte.

AKP, som har en stærk vælgertilslutning på 50 procent, har lidt et første nederlag, og det er sket på grund af en folkelig mobilisering. Dette parti, som er anerkendt for at have skabt betydelige forandringer for halvdelen af befolkningen, havde netop sat sig til forhandlingsbordet med kurderne for at finde en fredelig løsning på det nationale spørgsmål. Dets politik blev indtil nu kun anfægtet af militante, men ikke særlig indflydelsesrige dele af venstrefløjen, men pludselig erobrede en heterogen og svært definerbar gruppe mennesker centrum af byen og stod modigt op mod politiet.

En ung bevægelse
Hovedparten af demonstranterne er, udover de venstreorienterede grupper, folk på 20-30 år, som for første gang deltager i en politisk kamp, selv om der også er en betragtelig andel af sekulære kemalistiske [se note], anti-AKP-folk i demonstrationer. Det skal også understreges, at unge kvinder sad i de forreste rækker i konfrontationerne med politiet. Den korte afstand fra de fattige distrikter til centrum gjorde det nemt for unge fra disse distrikter at deltage. Folk fra hele byen gik til centrum. Ved daggry krydsede en massiv menneskemængde broen over Bosporus til fods og sluttede sig til de øvrige demonstranter. Selvom det forblev begrænset, deltog nogle medlemmer af det yderste højrefløjsparti Milliyetçi Hareket Partisi i demonstrationerne, men partiledelsen beordrede dem straks til at blive væk.

Der er en blanding af unge tørklædeklædte piger "antikapitalistiske muslimer", fans af fodboldklubber, LGBT-grupper, kurdere, kemalister. Men de fleste af dem, der var der, sagde blot "vi er imod Tayyip Erdogan, "vi er her også, vi eksisterer." De vigtige slogans var "Tayyip, træd tilbage", "skulder ved skulder mod fascismen", "Det er kun en begyndelse, kampen fortsætter", men der var ikke noget klart og fælles krav.. Selv om Taksim-bevægelsen har krævet indenrigsministerens afgang, er dette krav endnu ikke særlig udbredt.

Det vigtigste faktum er, at hundredtusinder af mennesker for første gang uafhængigt har bevæget sig til en offentlig plads uden at blive dirigeret af en venstrefløjsorganisation, en fagforening eller staten, for at protestere mod den politiske kurs fra en regering, der bliver mere og mere autoritær. Selvom sociale krav endnu ikke dukket op, er det helt indlysende, at gennemførelsen af den neoliberale politik gør folk vrede.

Hævn for 1. maj eller krig på minder
1. maj i år lukkede regeringen under påskud af igangværende arbejder, den symbolsk vigtige Taksimplads for demonstrationer, lammede sø- og vejtransport og udstationerede politifolk overalt for at forhindre demonstrationer. Regeringen greb til Putin-metoder for at kvæle den sociale opposition, og byen blev lammet.

Der er en krig på minder mellem venstrefløjen og regeringen om Taksim-pladsen, der er kendt som 1. majpladsen. Regeringen ønsker med genopførelsen af den tidligere artillerikaserne at "genoplive historien" og, ved at omdanne pladsen til et shopping center, at skabe sin egen historiske legitimitet – i modsætning til venstrefløjen, som både ønsker at mindes de 42 mennesker, der faldt her den 1. maj 1977 og at fastholde stedet som et symbol på arbejderklassens idealer.

Ved at ydmyge demonstranterne og stigmatisere dem som "forrædere" og ballademagere har Erdogan afsløret, hvor "konsekvent" han var, da han vendte sig mod Israels undertrykkelse i Gaza, eller når han kritiserer Assad i Syrien. Kommunal- og parlamentsvalg skal afholdes i løbet af de næste to år, dertil kommer præsidentvalget. Ifølge mange analytikere er det næsten sikkert, at Erdogan vil blive valgt som præsident. Erdogan ønsker en forfatningsændring, der vil gøre det muligt for ham at etablere et præsidentregime a la Putin.

Men de seneste begivenheder har været et uventet nederlag for ham.

Det, vi har brug for nu, er nye massebevægelser.

3. juni 2013

Note: kemalistisk: politisk ideologi hos Tyrkiets "landsfader" Mustafa Kemal Atatürk (1923-1938). Dens vigtigste elementer er republikanisme, nationalisme, populisme, sekularisme og en stærk stat.

Masis Kürkçügil er medlem af Ny Kurs for Socialistisk Demokrati, Fjerde Internationales organisation i Tyrkiet. Oversat fra http://www.internationalviewpoint.org/spip.php?article2995 af Karina Skov

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com