Krisen i arbejderbevægelsen og på den italienske venstrefløj har rejst en grundlæggende debat i Fjerde Internationales sektion om de politiske perspektiver.

af Flavio C

I forbindelse med diskussionerne om at opbygge anti-kapitalistiske partier bliver de italienske erfaringer ofte nævnt og her især i relation til Rifondazione Comunista [RC eller PRC (Kommunistisk Gendannelses Parti)] og til den fiasko, dette politiske projekt led. Hvis man ønsker en mere dybtgående diskussion og en mere præcis tilgang til situationen, er det nyttigt også at medtænke den nuværende krise, som den italienske sektion af 4. Internationale befinder sig i. Der er en krise i lederskabet og i udstikningen af den politiske linje. Denne artikel skal blot ses som et bidrag til at opnå en mere grundig forståelse af begivenhederne på internationalt niveau og har således ikke patent på den absolutte sandhed.

Krisen for det politiske projekt
Dødvandet for Sinistra Critica (SC – Kritisk Venstre, den italienske sektion af 4. Internationale) skyldes en række faktorer, der spiller sammen på det tidspunkt, hvor vi forlader RC. Det handler om nederlaget for det alternative anti-kapitalistiske venstreprojekt, manglen på materielle og finansielle ressourcer, svækkelse af ledelsesgruppen og den helt overordnede krise for den italienske arbejderbevægelse.

Det, der grundlæggende gik galt, var, at der ikke blev udviklet en nyt anti-kapitalistisk venstrefløj i kølvandet på begivenhederne i Frankrig, hvor NPA blev dannet. Ganske vist er SC blevet etableret og fortsætter med en række aktiviteter og ideer, men forsøget på at skabe et bredere politisk projekt har ikke været nogen succes og SC´s indflydelse i italiensk politik er minimal. Faktisk var den hypotese, man havde, da man brød med RC, fejlagtig.

Vi troede, vi ville have tid til at konsolidere SC i slutningen af 2007, men i stedet kom der pludselig valg i Italien. Efter valget opstod der et alvorligt problem i ledelsen. Indtil da havde man haft et antal fuldtids professionelle ledere, men disse var nu nødt til at vende tilbage til deres almindelige lønarbejde. Endnu mere afgørende var det, at forskellige politiske holdninger begyndte at gøre sig gældende. Disse holdninger havde ganske vist eksisteret hele tiden, men havde kunnet holdes indenfor rammen af det politiske projekt. Nu blev de divergerende politiske holdninger noget, der gjorde det vanskeligt at sammensætte en ny ledelse.

Rifondaziones sammenbrud
Nederlaget for Rifondazione var ikke en given kendsgerning, da det blev dannet. For i begyndelsen af 90’erne fremstod PRC som et godt alternativ til det reformistiske PCI (Italiens Kommunistiske Parti), der opgav klassekampen og forsøgte at præsentere sig selv som den nye bløde venstrefløj. De folk, der dannede PRC gjorde sådan set bare det, at holde klasseperspektivet i live i Italien. Det var PRC´s historiske fortjeneste, og det var årsagen til, at det dengang var en rigtig beslutning at gå med i projektet, og det mener jeg stadigvæk.

Det grundlæggende element i Rifondazione-projektet var imidlertid traditionelt venstrereformistisk, og med den baggrund var det således ikke noget tilfælde, at PRC blev en del af begge Prodis regeringer. I 1998 brød Bertinotti (leder i PRC) imidlertid med resten af det reformistiske venstre. En splittelse der varede indtil 2003/2004, og som havde forbindelse med udviklingen af anti-globaliseringsbevægelsen (Genova, Porto Alegre)

Vi blandede os ret meget i denne splittelsesproces og dannede en alliance med PRC-ledelsen og stod endvidere i spidsen for dele af partiets arbejde. På dette tidspunkt mente vi, at det var muligt at genopbygge en antikapitalistisk bevægelse på trods af, at der var klare programmatiske uenigheder i forhold til partiets ledelse. Vi havde ikke nogen illusioner om, at partiets ledelse ville gå den rigtige vej, men vi var villige til at tage den chance, at det politiske projekt kunne udvikle sig positivt under indflydelse af en styrket klassekamp. Den hypotese troede vi fuldt og fast på og arbejdede på fuld damp med at styrke de bedste kræfter i PRC.

Men Bertinottis højredrejning ødelagde alle vores anstrengelser, og fra det øjeblik gik al vores energi ind i arbejdet på at bekæmpe højredrejningen. Det skal bemærkes, at Bertinotti i 2012 ”beklagede” sin politiske drejning og indrømmede offentligt, at han havde haft illusioner om Prodi-regeringens muligheder. Samtidigt accepterede han, at det havde været muligt mellem 2001 og 2003 at opløse PRC og opbygge en ny anti-kapitalistisk venstrebevægelse. En erkendelse, der desværre kom for sent.

Desværre var oppositionen mod højredrejningen i PRC ikke stærk nok til i praksis at kunne udvikle et alternativt politisk projekt eller til i det mindste at standse partiets march mod højre. Der var helt enkelt ikke tilstrækkelig opbakning i partiet til noget sådant, og vi drog på dette tidspunkt ikke nogen konklusioner og lærte således ikke nogen af begivenhederne.

Arbejderbevægelsen der døde
Først og fremmest har vi ikke analyseret det afgørende problem, at arbejderbevægelsen, sådan som vi kendte den fra den sidste halvdel af det 20. århundrede, var død. Den hæderkronede epoke med storslåede proletariske kampe er lysår væk, og begrebet ”selvstændig klasse” er kriseramt.

Hvad mener jeg med, at arbejderbevægelsen er død? Det handler om, at solidariteten er visnet væk, at der er krise i arbejderkulturen, at den synergieffekt, der var i arbejderbevægelsen, er forsvundet. Før det skete, kunne vi bruge begrebet arbejderbevægelse, og det indebar et netværk af relationer mellem fagforeninger, partier, aviser og mellem kulturelle, sociale og kooperative organisationer. Der er tale om en dyb krise, og den har et aspekt, som vi ikke har været så opmærksomme på. Et aspekt der også har en europæisk dimension. Det handler om en svækkelse i den kulturelle og teoretiske diskussion, om tabet af en kulturel kapital, som havde været en forudsætning for opsvinget i klassekampene i 1960´erne, herunder oprøret i 1968 og senere i 1970´erne. At opbygge en klassekampsorienteret venstrefløj samtidig med, at klassen som helhed lider gentagne nederlag er meget vanskeligt. At forsøge at gøre dette uden at forstå den nuværende virkelighed er en skæbnesvanger fejl.

Vi var ikke klar over, at vi skulle have betragtet situationen meget mere strategisk, og skulle have set udover de hverdagsagtige begivenheder, der bestemte taktikken indenfor PRC. Vi var gode til at gå imod regeringens nederlagslinje, men var meget dårlige til at udvikle politisk-teoretisk tænkning. Vi beskæftigede os for det meste med det daglige politiske arbejde. Vi negligerede ganske vist ikke anti-globaliserings-bevægelsen, men var ikke opmærksomme på de forandringer, der skete i arbejderklassen. Vi kastede os over en analyse af den nye internationale situation, og i forbindelse med teorien om ”imperiet” [fremsat i en bog af Toni Negri og Antonio Hardt, se anmeldelse i SI – http://socinf.dk/userfiles/si-arkiv/171/171-23.html) knoklede vi med at opbygge et alternativ uden at have studeret spørgsmålet grundigt nok.

Men fremfor alt forsøgte vi, at opbygge et lille venstreorienteret parti, som om de objektive omstændigheder var de samme som altid, og som om det gamle 20. århundredes system med socialdemokrati, fagforeninger, reformister og revolutionære stadig væk var intakt.

På det tidspunkt, hvor vi brød med PRC, troede vi, at vi kunne fortsætte som sædvanligt og samtidigt være styrket af erfaringerne med NPA. Men de sociale relationer er meget mere komplicerede, skillelinjerne mere uklare og klassekampens op- og nedgange er mere ujævne og forvirrende. Da vi prøvede at konkurrere på dette niveau, tabte vi (jævnfør med erfaringerne fra NPA). På den måde forlængede vi en farlig situation, og vi kom ind i en periode, hvor vi måtte erkende, at det var vanskeligt at opnå resultater. På den baggrund begyndte frustrationerne at vokse. De vanskeligheder, som NPA oplever, afspejler i realiteten et generelt problem i Europa.

Er de objektive betingelser for at opbygge et socialistisk alternativ de samme i dag som tidligere?
Spørgsmålet er, hvordan man opbygger et anti-kapitalistisk projekt i en situation, hvor styrkeforholdene er dårlige, men hvor folks vrede er voksende. Der gives ikke nogle enkle svar i en situation med politisk dødvande i Europa. Klassekampen fortsætter, men det er den herskende klasse, der vinder. Den herskende klasse er i stigende grad brutal og hård overfor de arbejdende mennesker, som står overfor volden fra en fjende, der har adskillige redskaber og samfundsstrukturer af politisk, social og kulturel art til sin rådighed. Lønmodtagerne er på hælene, mens de eksperimenterer med at svare igen på disse angreb.

Det er i den sammenhæng, man skal forstå Occupy-bevægelsen, Indignados (den spanske protestbevægelse) og den arabiske revolution i det mindste i dens indledende faser. Der er her tale om meget enkle modstandsformer, hvor man nærmest begynder forfra, og hvor det kan virke primitivt og meget lidt slagkraftigt for dem, som har en militant klassekampstradition. Imidlertid er disse modstandsformer nødvendige.

Genopbygning er faktisk et politisk projekt, hvis muligheder og vanskeligheder vi ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt eller evalueret. Derfor er vi i gang med et politisk arbejde, som er ude af takt med tiden, og med politiske briller, der fokuserer på en realitet, som ikke længere findes. Vi laver politisk propaganda for et publikum, der ikke længere er der. Når vi udvikler nogle tanker om politisk arbejde, så har vi ingen analyse af forholdene. Vi overvurderer betydningen af resterne af den klassekamps-orienterede venstrefløj, som faktisk ikke har nogen samfundsmæssig eller politisk betydning.

I vores diskussioner udviklede der sig to forskellige holdninger. De kammerater, som fremlagde ændringsforslag havde efter min mening en ”traditionel” opfattelse og en slags ”trøstende” linje. Jeg tror, man kan opsummere linjen således: ”Vi deltager I kampene. Vi prøver at opbygge bevægelser, og samtidig udvikler vi en politisk styrke, som er baseret på vores program, alt imens vi venter på den gnist, der kan tænde massebevægelserne, hvis aktiviteter kan kordineres, og hvorfra der kan opstå kimen til et parti – lille, men stærkt – og som kan føre til dannelsen af et egentlig revolutionært parti.”

Det var den hypotese, som jeg blev præsenteret for, da jeg tilsluttede mig 4. Internationale i 1985, og i realiteten er der ikke sket så forfærdelig meget med den hypotese siden da. Vores vanskeligheder er forbundet med den generelle krise, der er i arbejderbevægelsen, hvor vi udfører vores ærlige propaganda-aktiviteter, idet vi forsøger at vokse langsomt indenfor fagforeningernes rammer på samme måde, som vi altid har gjort. Denne strategi er blevet gennemført til et udmattelsens punkt, og har historisk slidt os ned. Derudover har denne linje også skabt en illusion om, at det er muligt at revitalisere, hvad der er tilbage af den selvudnævnte ”kommunistiske avantgarde” af folk fra PRC, som egentlig bruger det meste af deres energi på parlamentariske initiativer. På en kongres blev dette perspektiv præsenteret som den eneste realistiske vej frem, men det mangler fuldstændigt indhold og er umuligt at gennemføre i praksis.

Ud fra min holdning, der anklages for at være ”søgt” og for at ville være ”ny, bare for nyhedens skyld”, argumenteres grundlæggende for, at vi skal gentænke hele vores projekt. Hvis man vil forfølge en revolutionær linje i en situation, hvor der ikke er nogen revolutionære betingelser, er det afgørende vigtigt, at man har en social basis, hvor man intervenerer. Den centrale ide er begrebet: ”Arbejderbevægelsens død” forstået som dens traditionelt definerede politiske rolle. Før han lancerede ”Antikapitalistisk Venstre” (mindretalstendens i det franske NPA, som gik ud i 2012), hvilket var en fejl efter min mening, slog Samy Joshua fast: ”For første gang mangler vi et miljø, hvor vi kan vokse og omdanne os” – med andre ord mangler vi et projekt, hvor vi kan intervenere for at skabe en stærk politisk aktør.

I 1950´erne forsøgte vores strømning med entrisme [en taktik, hvor små trotskistiske grupper fungerede inden for de store arbejderpartier] som en måde, hvorpå man kunne komme i kontakt med de kommunistiske masser, som var politisk domineret af Sovjetunionen. Senere fik man succes, da man forbandt sig med den revolutionære bevægelse, som skabtes i kølvandet på 1968, og man nåede dermed historisk set de bedste resultater.

Derefter forsøgte man at lave en ”omgruppering” på baggrund af sammenbruddet for de kommunistiske partier. Endelig opfandt man termen det ”brede parti”, som skulle være en ramme, indenfor hvilken forskellige politiske antikapitalistiske strømninger kunne have en sameksistens. I alle disse perioder var der vigtige fremskridt og til tider minderige oplevelser, men der var også en hel del tvangsprægede gentagelser, hvor man hele tiden forsøgte at gøre det samme, nemlig at opbygge et revolutionært parti med masseindflydelse. Det kan vi ikke sige, at vi har haft held med, og det er ikke noget tilfælde, at Fjerde Internationale har nogle vanskeligheder. Men var det rigtigt at prøve, og er det endnu mere rigtigt igen at prøve, om der er en anden vej fremad. Hvilken vej frem kunne det være?

Tag udgangspunkt i det 19. århundrede
Vores orientering skal ledes af en intuition, som man ikke rigtigt har benyttet sig af tidligere. Den nuværende politiske situation minder meget mere om perioden, hvor arbejderbevægelsen blev dannet end om den senere periode, hvor den voksede. Det vil sige meget mere som i det 19. århundrede end det 20. århundrede. Vi skal lægge vægt på opbygningen (selv delvist opbygning) af nogle nye strukturer for det moderne proletariat. Det skal være organisatoriske rammer, der kan rumme både de gamle og de nye former for lønarbejde.

På den måde skal vi opbygge et “delelement af bevægelsen” med det mål, at der kan udvikle sig en politisk modspiller (et subjekt), samtidig med, at vi ved at opnåelsen af dette mål kræver nogle bestemte forudsætning og mellemformationer. Disse mellemformationer tager tid at få skabt, og det vil kræve, at der bliver opnået nogle eksemplariske sejre, men frem for alt eksperimenter. Det er derfor, at vi foreslog, at man skulle opbygge en ”anti-kapitalistisk sektor”, baseret på bevægelserne, som kunne give os et forum, hvor vi kunne foreslå eksperimentelle projekter.

Således skulle partiopbygningsarbejdet have anden prioritering, men ikke opgives, for vi har stadig behov for et parti, idet der skulle være et dialektisk forhold til første prioriteringen. Det er på baggrund af reformeringen af klassebevægelsen, at morgendagens parti vil blive skabt. Det vigtigste er ikke partiets form, valgkampene eller propagandaen, men at partiet har en struktur, der baserer sig på selvorganisering. Strukturer, hvor social vrede kan komme til udtryk, hvor klassesolidariteten kan komme til udtryk i form af gensidig hjælp eller forsvarede fristeder, således som Gramsci forklarer det. På den måde kan man anskue paralleliteten med det 19. århundrede. Hvis man vil, kan man tale om et ”strategisk tilbagetog”.

Vi har ikke den opfattelse at ”parti-subjektet” – det vil sige den politiske organisation, der er opbygget omkring et projekt – ikke vil genopstå og vil spille en afgørende rolle. Vi har stadig behov for at fremlægge perspektiver i relation til den kapitalistiske krise, komme med alternativer og rejse spørgsmålet – dog på nye måder – om et nyt demokratisk system. På den måde er metoden med at skabe en ”anti-kapitalistisk sektor” leninistisk, idet man ”koncentrerer” den politiske bevidsthed og ikke giver indrømmelser til dem, der bare vil have bevægelse for bevægelsens skyld. Men for at opnå dette mål er det vigtigt, at vi, samtidig med at vi fremmer den organiserede bevidsthed, arbejder for at skabe forhold, så der igen kan komme i gang i det afgørende forløb med massekampe, autonome klassestrukturer og opbygningen af et parti.

I den sammenhæng gælder det om at opnå en mere præcis forståelse for, hvad demokrati betyder i disse nye bevægelser. I de seneste teorier og i massebevægelsernes praksis er det helt afgørende, at der er demokratisk fungerende strukturer, og som ligger i direkte forlængelse af selvorganiseringen eller rettere selvbestemmelsen. Demokratiet skal ses som et værktøj for de nye uafhængige bevægelser, som ofte er i opposition til det herskende institutionelle system, om end man stadig er fanget i såkaldt anti-politiske holdninger. Her er det afgørende, at vi søger at give bevægelserne en anti-systemagtig retning. Hele denne tendens er blevet tydeligere, mens vi var på vej ud af Rifondazione og koncentrerede os om at intervenere i valgkampe for derigennem at gøre vores politiske projekt tydeligere.

En ny Internationale
I forbindelse med denne diskussion er det uundgåeligt, at vi reflekterer alvorligt omkring vores egen identitet. Den trotskistiske identitet har ikke kunnet forhindre splittelser, kritik og modsatrettede synspunkter. Folk, der har forladt strømningen, for at opnå en ny politisk identitet, har dog ikke opnået bedre resultater.

Vejen frem må indebære, at vi udvikler en dybere forståelse for det arbejde, vi allerede har udført. Vi skal klargøre, at vore programmatiske standpunkter er meget brede, at den kritiske marxistiske kultur spænder vidt, og at vi skal genskabe de bedste elementer af den revolutionære tradition. Derfor har Fjerde Internationale-betegnelsen udlevet sin nytteværdi i relation til politik, image og identitet. Vi har virkelig behov for at ”skrive nye sider” i en bog, som allerede er falmet. At sætte nummer på Internationaler hører til i en anden epoke og er ikke længere relevant i forhold til den nuværende situation.

Det er ikke kun et spørgsmål om navnet. I dag har vi behov for en arbejder-internationale, en pluralistisk alliance, der bygger på nogle grundlæggende principper, som dem man havde i Første Internationale. Den skal være demokratisk med fuld autonomi for dens sektioner, og det skal være frivilligt, om man vil støtte dens politiske linje. Hvis vi vil væk fra den historiske krise, så skal vores strømning foreslå en anti-kapitalistisk Internationale, der bygger på visse grundlæggende betingelser, og som kan være en kæmpende politisk styrke på internationalt plan. Tiden er kommet. Lad os håbe, det ikke er for sent.

Flavio C er medlem af ledelsen i Sinistra Critica (den italienske sektion af 4. Internationale)
Oversat fra http://www.internationalviewpoint.org/spip.php?article2949 af Christian Holtet

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com