RELATEREDE ARTIKLER

Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme Hvilken løsning for arbejderbefolkningen? Efter generalstrejken 28. april Brasilien ramt af første generalstrejke i 20 år Bliver Venezuela til et diktatur? Sandinisme eller "Danielisme"? Masseprotester over hele Mexico mod ”gasolinazo” - prisforhøjelser på el og benzin Historisk revolutionært massemøde Fidel Castro er død Skal vi stemme eller lade være? Temer opretter en komité for racerenhed Hilser freden velkommen, men presser på for social retfærdighed Bittersød eftersmag En blå bølge "Jordskredsvalget": Den bolivariske proces i krisetider »Vi vil have en hård venstrefløj, som fordømmer den politiske kaste og kæmper med arbejderne.« ”Der er ingen vej tilbage” "Hverken den 13. eller den 15. repræsenterer os" Vejen til folkemagt? Cuba: En sejr og et par risikomomenter Hvad har menneskerettighederne at gøre med en kanal i Nicaragua? Krise og modstand i Mexico Genvalg til Morales - revolutionær forandring stadig på dagsordenen? Den aktuelle debat handler om, hvordan man stopper offensiven fra den neoliberale højrefløj Kan et land have en revolutionær stat og en kapitalistisk økonomi? Vores Cuba Hernandez godkendt som vinder, anklager om valgsvindel Juni-vinden blæser stadig Da Pinochet inviterede nyliberalismen Den folkelige opstand er retfærdig! Stop undertrykkelsen! Efter Chavez: Et muligt scenarie Nyt politisk landskab i Mexico Nederlag for højrefløjen, udfordringer til venstrefløjen “7. oktober: Chavez som præsident – 8. oktober: Ud med bureaukraterne” Argentinas eksempel fra 2001 Rio +20 og videre frem Topmøde i Venezuela starten på “ny historisk fase” Nye perspektiver for den antikapitalistiske venstrefløj Udsigt til et socialt og politisk forår Humalas sejr - et ryk til venstre Den neoliberale strategi slog fejl i Cuba Et farligt og modsætningsfyldt dokument Den venezuelanske revolution PT-valgsejr med bismag Venstrefløjen vinder valget, men højrefløjen gik frem Revolutionens udfordringer Den internationale situation sommeren 2010 Forsvar og styrk den bolivarianske revolution med et bevæbnet og mobiliseret folk Cochabamba viser vej Lav en aftale om jordens overlevelse! Solidaritet med indfødte folk fra den peruanske regnskov Konsolidering af kuppet i Honduras? Uafhængig kandidat udfordrer de to blokke Tiltrængt demokratisering af medierne Det herskende oligarkis kup Nationaliseringer og klassekamp Venstrefløjen sejrede Morales vandt – igen Alle er enige: De andre tabte Fri abort stoppet af veto Regionalvalg i Venezuela Mexico i krig Livet efter Fidel Hugo Blanco – arresteret og løsladt Peruviansk bondeoprører arresteret Karakteristiske træk ved erfaringerne fra Venezuela, Bolivia og Ecuador Historisk afstemning viser vilje til forandring Karakteristika ved udviklingen i Latinamerika Venezuelas arbejderbevægelse ved en skillevej Venezuelas revolution i krydsild

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Latinamerika | Historie

01.06.13 | Ebbe Rand Jørgensen

Tip en ven      |    Print  

Portræt: Historien om en revolutionær

”Jeg er trotskist, og har altid været trotskist”. Med disse ord indledte Ib Olsen sit indlæg på Enhedslistens Årsmøde. Bag dette udsagn ligger 63 års politisk arbejde. Som 15-årig meldte Ib sig ind i DKU, efterfulgt af eksklusion fordi han gik sine egne veje. Efter fængselsstraf for militær ulydighed emigrerede Ib til Argentina.

Her fik han kontakt til guerillabevægelsen, hvor han arbejdede inspireret af Che Guevara. Efter militærkuppet i 1976 måtte han med hjælp fra kammeraterne flygte i huj og hast.

Socialistisk Information har besøgt Ib i hans hjem i Reersø, den vestsjællandske landsby, der er mest kendt for sine haleløse katte.

Vi bliver gæstfrit modtaget i huset med den store antenne i baghaven. Her bor Ib med sin kone Eva. Ib er med sine 78 år pensionist, men stadig aktiv på mange fronter. Han er ivrig radioamatør, med professionel baggrund som radiotelegrafist. Desuden underviser han i og spiller jazzmusik. Endelig – og ikke mindst - er han politisk aktiv i Enhedslisten.

Ulydig ungkommunist
Ib voksede op i København, på Bispebjerg. Her startede han sin politiske karriere som 15-årig med at melde sig ind i DKU. Ikke så underligt, tænker man, når han var vokset op i et kommunistisk hjem. ”Det var helt og holdent min egen beslutning,” siger Ib.

Det skulle snart vise sig at Ib udviklede sig til en ungkommunist, der gik sine egne vegne. Han deltog i mange aktioner, f.eks. meget militante aktioner mod amerikanske flådebesøg i København. ”Vi var Ingmar Laksko's brigade (Ingmar Laksko: Ingmar Wagner, mangeårig ledende DKP'er)” fortæller han. Det endte ofte med konfrontationer med politiet, der ikke just var blide.

Verdensfestivalen i Berlin i 1951 blev et vendepunkt for Ib. DKU sendte en delegation til festivalen, der fandt sted i det krigshærgede Berlin. Her mødte de andre unge, bl.a. fra tyskernes ungdomsorganisation FDJ (Freie Deutche Jugend). Ib havde fået et godt øje til en ung FDJ-pige. Snart var han mere sammen med sine nye FDJ-venner end sin egen DKU-delegation. Det endte med, at de andre rejste hjem fra festivalen uden Ib. Efter et halvt år, hvor han deltog i FDJ's aktiviteter - bl.a med genopbygning og oprydning i det krigshærgede Berlin - rejste han hjem.

Her ventede en overraskelse. Nogle havde åbenbart fået ondt af hans adfærd, han blev indkaldt til en ”kammeratlig samtale” og eksklusion af DKU. Det forhindrede dog ikke, at han nogle år senere kunne blive optaget i DKP.

Fængselsstraf og emigration
Som andre unge mænd skulle Ib aftjene sin værnepligt. Tjenestetiden var 18 måneder, så det gav anledning til politisk aktivisme. Nogle værnepligtig lavede en protestaktion, hvor de optrådte i uniform. Det så militæret på med meget strenge øjne. Ib blev idømt fængselsstraf og måtte opholde sig 7 måneder i Nørre Snede Statsfængsel. Så var han en fri mand, troede han. Men der var lige et problem: Han havde kun aftjent en lille del af sin værnepligt, de 7 måneder talte ikke med.

En venligsindet psykolog fik overbevist myndighederne om, at Ib var ”upålidelig” og ”farlig” og dermed uegnet til at aftjene resten af værnepligten. Han var en fri mand, men ikke uden omkostninger i form af dårlige soldaterpapirer. Han ville få svært ved at få job.

Ib valgte at emigrere. ”Det var ikke kun det med soldaterpapirerne” forklarer han, ”jeg havde mødt en nyuddannet dansk-argentinsk sygeplejerske, som gerne ville hjem til Argentina”. Med sin argentinske kæreste og en nyfødt søn drog han afsted. Det blev til 20 års ophold, og Ib udskiftede sit danske statsborgerskab med et argentinsk pas.

Intellektuelle kommunister
Han fik kontakt til det argentinske kommunistparti. Men han følte sig ikke just hjemme, selvom det var interessant at være med. Partiet bestod mest af intellektuelle, der var ingen arbejdere. Arbejderne var for en stor del peronister (efter Juan Peron, argentinsk præsident 1946-1955 og 1973-1974).

Jeg prøver at få Ib til at forklare det med peronisme, og hvorfor Peron havde så stor støtte i arbejderklassen:

”Før Peron havde arbejderklassen ingen indflydelse. Han fik gennemført vigtig reformer som 8 timers arbejdsdag, strejkeret, sygeløn og meget andet. Men især hans første kone, Evita Peron, var med til at øge hans popularitet blandt arbejderne. Hun var, i modsætning til sin mand, født af fattige forældre og havde stor politisk indflydelse.”

Det specielle var, at peronisterne dækkede hele det politiske spektrum, fra højre til venstre.
Men det, der især gav Ib sin politisk inspiration i de år, var noget helt andet. Han sejlede på forskellige skibe, som radiotelegrafist, mellem havne i Syd- og Nordamerika. Oplevelser fra disse ture har printet sig i hans hukommelse. ”Jeg så, hvor uretfærdigt folk blev behandlet, f.eks. de usle vilkår de sorte arbejdere havnen i Santos i Brasilien havde, når de slæbte tunge kaffesække på ryggen op ad spinkle lejdere”.

Guerillakamp og Che Guevara
I 1970'erne var der stærke guerillabevægelser i Argentina inspireret af Che Guevara (Che Guevara var blevet fanget og myrdet i Bolivia i 1967).

Ib får kontakt til nogle folk i Buenos Aires, der fortæller, at han kan gøre stor nytte. Han har en ekspertise, som de har brug for: Han er radiotelegrafist og ved en masse om radiosendere og -modtagere. Desuden rejser han rundt mellem en masse havne og har et alibi; ingen vil få mistanke om at han indsamler oplysninger, som guerillaen har brug for.

Ib begynder at samarbejde med ERP (Ejército Revolucionario del Pueblo, Folkets Revolutionære Hær).
Det er langt fra ufarligt, og sitationen er skærpet mellem ERP og myndighederne. Der er jævnlige militærkup, og frygten for guerillaen fra magthavernes side er stor. Og de skyr ingen midler. Der er en episode i den sydlige provins Santa Cruz, hvor 42 ERP-folk bliver likvideret i marinefængslet under en fingeret fangeflugt. ERP er på sin side indstillet på at likvidere den lokale guvernør, som de gør ansvarlig.

Nogle år efter sker der noget meget alvorligt, for guerillaen, Argentinas befolkning og Ib. Endnu et militærkup, men denne gang med chokerende voldsomme konsekvenser. Året er 1976, 3 år efter kuppet i Chile og mordet på Salvador Allende. Nu er turen kommet til Argentina.

Om natten ved halvto-tiden hamrer det på døren hos Ib. Der står en gruppe mænd udenfor og siger, at han har 20 minutter til at pakke sine ting. Han skal køre med til lufthavnen, hvor der er sørget for pas og flybilletter til Stockholm. Han tør ikke andet end at følge med. 20 års emigration er slut.

En hilsen fra diktaturet
Ib har ikke fortrudt sine aktiviteter i Argentina, men som han siger: ”Det har ikke været uden alvorlige konsekvenser”.

Ib's rygskade stammer fra et fængselsophold under tiden i Argentina.
Nogle år efter sin tilbagekomst til Danmark fik han en hilsen fra de argentinske myndigheder. Han var stadig argentinske statsborger, og nu krævede de, at han henvendte sig til myndighederne i Buenos Aires for at bekræfte sit statsborgerskab. Og Ib gjorde som de forlangte. Han var bange for at ende som statsløs, så han pakkede sine ting og inviterede sin kone med på en rejse til Argentina.

Det første, de gjorde, var at inddrage hans pas og øvrige papirer. Nu var han reelt tilbageholdt på ubestemt tid, han kunne ikke bevæge sig frit men var underlagt stærke restriktioner og skulle møde til afhøringer. En højst usikker og voldsomt traumatiserende situation. Ikke mindst fordi myndighederne afslørede en ret detaljeret viden om hans politiske aktiviteter, både i Argentina og Danmark. Efter 14 måneder blev han endelig løsladt og kunne rejse tilbage til Danmark.

Ib søgte og fik et dansk pas herefter. Men han oplevede som sagt andre konsekvenser. Denne og tidligere oplevelser medførte et nervøst sammenbrud, der var tæt på at ødelægge alt for ham. Han kom sig nogenlunde efter en fjeldvandring med gode venner i Grønland.

Men han er ikke fri for problemer, f.eks. med at få en ordentlig nattesøvn. ”Jeg har næsten hver nat voldsomme mareridt og tror, at jeg befinder mig i et argentinsk fængsel”

Nej til aktindsigt
Episoden fik Ib til at søge aktindsigt hos PET. ”Alt tyder på, at de har samarbejdet med argentinske efterretningstjenester,” fortæller han, og forklarer, hvordan han hos afhøringer hos de argentinske myndigheder blev konfronteret med sine politiske aktiviteter i Danmark. De havde et indgående kendskab til hans færden her i landet.

Det er vel næppe nødvendigt at forklare, at PET som i mange andre tilfælde gav afslag på aktindsigt.

Demonstration mod Gaza-krigen
Ib var for nogle år siden med i KP (Kommunistisk Parti), hvor han var formand for afdelingen i Vestsjælland. I den egenskab tog han i forbindelse med Israels angreb mod Gaza initiativ til en anti-krigsdemonstration i Slagelse. Der mødte 800 mennesker op, den største demonstration i byen i mange år. Af en eller anden grund var der lidt utilfredshed i medlemskredsen, måske fordi nogle syntes, at han havde handlet for meget på egen hånd.

Han valgte at forlade KP og meldte sig for 4 år siden ind i Enhedslisten. Men han er ikke ubetinget tilfreds, og meldte sig ud i forbindelse med Libyen-krigen. ”Jeg var udmeldt i 11 døgn i protest mod krigsdeltagelsen, men meldte mig ind igen, da de trak sig ud af krigseventyret,” fortæller han.

Che og trotskisme
Hvordan hænger det hele sammen med den trotskisme, som Ib erklærer sig som tilhænger af. Hans kontakt til guerillaen i Argentina gav ham ikke nogen politisk forbindelse til Fjerde Internationale (ERP's politiske gren PRT var en del af perioden sektion af Fjerde Internationale). Ib forklarer:

”Che siger selv, at han ikke var trotskist. Men jeg mener, at han var trotskist, se bare på Afrika, Namibia, Angola, Han gik ind for væbnet kamp, og han gik ind for verdensrevolutionen i modsætning til fredelig sameksistens. Det var Ches indignation, der gjorde ham til kommunist, da han oplevede folks vilkår på sine rejser i Latinamerika. Og så var han internationalist; han frasagde sig sit cubanske statsborgerskab, da han kom til Bolivia.”


Nore: Fjerde Internationale og Argentina
Under indtryk af den cubanske revolution, den vietnamesiske befrielsesbevægelse og bondeguerillaen i Peru så Fjerde Internationale i starten af 1970’erne positivt på mulighederne for væbnet guerillakamp som led i en revolutionær strategi for den tredje verden. Det gjaldt blandt andet i Argentina, hvor Fjerde Internationales sektion, det Revolutionære Arbejderparti (PRT) dannede en væbnet gren, Folkets Revolutionære Hær (ERP) under ledelse af Roberto Santucho.

Den væbnede kamp gav imidlertid ingen resultater, men førte til voldsom undertrykkelse. Allerede i 1973 besluttede PRT-ERP at forlade Fjerde Internationale, og få år senere var partiet og hæren opløst/udryddet. Et mindretal i PRT under ledelse af Nahuel Moreno var imod guerillastrategien og satsede i stedet for massearbejde blandt arbejderne. De dannede det Socialistiske Arbejderparti (PST) og blev i starten støttet af et stort mindretal i Fjerde Internationale (blandt andet fra USA).

Argentina var i disse år præget af ustabilitet, økonomisk krise, store politiske spændinger og voldelig undertrykkelse indtil militærkuppet i 1976, da generalerne Jorge R. Videla (1976-81), Roberto Viola (1981) og Leopoldo Galtieri (1981-82) gennemførte en hidtil uset voldelig undertrykkelse (”den beskidte krig”, med tusinder af forsvundne) kombineret med liberal økonomisk politik.

Inden kuppet i 1976 var det dog lykkedes PST at slå rødder i den argentinske fagbevægelse og vokse betydeligt, men især stor uenighed om revolutionen i Nicaragua i 1979 førte til, at PST og den internationale strømning, som Moreno stod for, brød med Fjerde Internationale. Senere skiftede PST navn til MAS (Bevægelsen for Socialisme), men efter Morenos død i 1987 blev MAS hurtigt splittet op i omkring 20 forskellige indbyrdes stridende grupper, hvoraf mange stadig eksisterer i dag.

De sidste par år er der dog sket en tilnærmelse blandt de største organisationer, som i præsidentvalget i 2011 dannede Arbejdernes Venstrefront (Frente de Izquierda y de los Trabajadores) og førte kampagne for Jorge Altamira, som fik 2,3 procent (ca. en halv million) af stemmerne. MAS (siden 2001 er det officielle navn Nuevo MAS) stod dog uden for Fronten, men anbefalede en stemme på Altamira. Fjerde Internationale har på det seneste haft et stadig tættere samarbejde med MAS, som i 2013, sammen med andre ”morenistiske” partier, fik fast status som observatører i Internationalen.


 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 25

Økonomiaftale 2018: Afviklingen af den kommunale velfærd fortsætter

Aftalen om kommunernes økonomi i 2018 er endnu et skridt i den langsomme afvikling af den borgernære velfærd. For aftalen løfter godt nok serviceudgifterne med 300 mio. kr., men alene næste år skønnes udgifterne fra flere ældre og børn at stige med 1,3 mia. kr. Altså vil det reale ressourceforbrug per bruger falde. Samtidig giver aftalen 300 mio. kr. til skattelettelser – noget der åbenlyst vil gavne de rigeste kommuner. Regeringen formår dermed at presse kommunerne i stadig mere borgerlig og asocial retning: Mindre velfærd, flere skattesænkninger. Behovet for et kommunalt oprør er stadig påtrængende. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.