RELATEREDE ARTIKLER

Hvad Oktober 1917 kom til at betyde Fra Oktober til i dag Revolution på familiefronten Brød, sex og verdenskrig Seksuelle relationer og klassekamp Revolution i børnehøjde Opstanden, der bragte tre århundreders zar-styre til fald Sådan blev scenen sat for en revolution Ernst Thälmann og den tyske kommunismes tragedie Trotskij på banen Marshallhjælpen – hvad gik den ud på? I Ukraine hyldes jødemordere Påskeoprøret i Irland 1916 Rosa Luxemburg i vores tid Michael Löwy diskuterer Pave Frans´ hyrdebrev, økosocialismen og enheden på venstrefløjen i Europa Det kommunistiske Partis Manifest Clara Zetkins kamp for enhedsfronten Hvorfor er Putin bange for Trotskij? Nyfundne dokumenter bekræfter stalinismens blodige rolle under den spanske borgerkrig ”Vort blod har samme farve!” Kapitalismens verdenskrig og kampen imod den Ernest Mandel og den marxistiske teori om bureaukratiet Arbejderenhed og feminisme på Kominterns kongres Da verden gik amok The Spirit of '45 Rådsdemokrati vs. parlamentarisme Dannelsen af Fjerde Internationale Ingen fredelig vej til socialisme Da Galgebakken sagde nej til huslejestigninger Den spanske borgerkrig sat i rammer Historien om en revolutionær Danske jøder evakueret Rosa Luxemburg – en ørn Aktivisten Poul Møller – nu hædret med både medalje og orden Den »svenske revolution« i 1917 ”Man må aldrig give op” De gemte børn Ny Marx-biografi falder på et tørt sted En snak over en kasse efterladte papirer Hvad er Socialdemokratiet? Jagten på den historiske Lenin Karl Marx og Første Internationale Er marxismen ansvarlig for stalinismen? Islam og demokrati Fascismens Italien En fabriksarbejders livshistorie Revolutionen i Tønder 1918-19 Revolutionær, reformistisk og stalinistisk politik Perspektiver for Palæstina Internationalens nødvendighed Var PET-oplysninger årsag til attentat? SAP og det politiske politi Kommission med skyklapper Kommissionen der brugte 10 år Reaktion eller revolution Revolution i Tyskland Der er slået en revne. Lad os gøre den bredere »Mere plads i dag til en anti-kapitalistisk venstrefløj end dengang« Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende Intelligent slubbert på visit Den røde terror Den hvide terror Borgerkrigens tunge arv Stalinismen, nazismen og det daglige folkemord Den rensende revisionismes diskrete charme Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Kan SYRIZA blive et nyt PASOK? Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen Videnskaben misbrugt for at fremme racisme Lenin og den demokratiske centralisme Marxisme eller anarkisme Bureaukratiet - en vedvarende fare for arbejderbevægelsen Folkets opium? Teorien om kapitalismens lange bølger En revolutionær vej til socialisme For mange mennesker? Borgerligt og proletarisk demokrati Permanent revolution på dagsordenen En socialisme for vores tid Marxismen, før og nu Om Marx, naturen og miljøet Kommunismens styrke Kapitalistisk klimaforandring og vores opgaver For en ikke-reduktionistisk, ikke-autoritær marxisme Enhedslisten, klimakampen og antikapitalismen Enhedslistens politiske rolle Muslimen, venstrefløjen og de selverklærede feminister Hvad er Kodeordet? Bekæmp fascismen Politisk teori i Amsterdam – eller gennem hørebøffer Kritiske diskussioner om Ernest Mandels marxisme Nationalstat, integration og immigration i Europa

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa | Teori | Historie

11.05.13 | Francois Sabado

Tip en ven      |    Print  

Grækenland: Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet

Helt generelt rejser den dybtgående økonomiske krise spørgsmålet om magten – at bryde med sparepolitikken kræver en radikal politisk forandring og en anden regering. Men i tilfældet Grækenland, hvor vi oplever en kombination af økonomisk kollaps, politisk krise og folkelig modstand, kommer spørgsmålet om magten allerøverst på den politiske dagsorden.

Fra starten af det 20. århundrede har regeringsspørgsmålet – arbejderregering, arbejder- og bonderegering, folkeregering – været et af de emner, der har stået helt centralt i arbejderbevægelsens strategiske diskussioner. Denne diskussion blev genoptaget efter den russiske revolution, da den Kommunistiske Internationale diskuterede perspektiverne for en ”arbejder- og bonderegering” til forskel fra ”proletariatets diktatur”, som blev forstået som arbejderklassens magt. Der var en grundig debat om, hvorvidt en arbejder- og bonderegering simpelthen var det samme som proletariatets diktatur, eller om den kunne være en regering, som i en krise-situation dannede overgang mellem borgerskabets kriseramte magtposition og det revolutionære arbejderklasse oprør.

På det tidspunkt valgte flertallet i Internationalen at eksperimentere med denne type af regering. Det var et spørgsmål om at definere de første skridt mod et brud med borgerskabet og programmet for en overgangsregering mellem en kapitalistisk magt, der var ved at kollapse og en arbejderklassemagt, som var ved at bryde igennem som resultat af den revolutionære krise: en ”allerede ikke længere” borgerlig magt, generelt set en borgerlig stat ved at falde fra hinanden, og samtidig en ”endnu ikke” arbejdermagt.

Denne diskussion var begyndt i Rusland, da bolsjevikkerne foreslog en regering, der udgik fra dobbeltmagten i foråret 1917 – en regering af sovjetter, en socialrevolutionær/mensjevikisk regering – inden sovjetternes overtagelse af magten og dannelsen af en bolsjevikisk regering. Diskussionen fortsatte i lyset af de revolutionære erfaringer i Tyskland i 1920'erne under den tyske revolution og i Spanien i 1930'erne under den spanske revolution: en regering der stod til ansvar overfor arbejderrådene i Sachsen-Thüringen i Tyskland i 1923; centralkomitéen for militserne i Katalonien mellem juli og september 1936.

"Parlamentarisk begyndelse på revolutionen"
I 1920'erne i Frankrig, i en situation der ikke var direkte revolutionær, fremlagde Trotskij også dette perspektiv om en arbejderregering i form af et socialistisk-kommunistisk flertal, der kunne opstå ud af en massebevægelse, men også som resultat af en valgsejr. Idet han forudså, at en ”arbejderregering” kan være resultatet af en ”parlamentarisk begyndelse på revolutionen”, ”er det et slogan for en massiv bevægelse i proletariatet, der opstiller idéen om deres egen regering i modsætning til alle de borgerlige parlamentariske kombinationer.”(Trotskij)

I 1930'erne forsvarede han en socialistisk-kommunistisk regering på grundlag af et system af overgangskrav. Man må forstå, at i 1930'erne var uenighederne mellem revolutionære og reformister inden for en ramme, hvor begge havde som erklæret mål at omstyrte kapitalismen. Trotskij mente dengang at ”menneskehedens krise er koncentreret i arbejderbevægelsens ledelseskrise.” Han mente også at det var muligt gennem begivenhedernes pres at udskifte ledelsen af arbejderbevægelsen, selv om ”det socialdemokratiske lederskab efter krigen i 1914-1918 gik over på borgerskabets side”, og at stalinismen havde spillet endegyldigt fallit i kampen mod Hitler i Tyskland. Han var overbevist om, at arbejderbevægelsen ikke længere kunne stole på disse ledere, men at den stadig kunne hente styrke i inspirationen fra den russiske revolution, som stimulerede en radikalisering i arbejderklassen – til trods for stalinismen.

Set i bagklogskabens lys var der helt sikkert også illusioner om arbejderbevægelsen på dette tidspunkt: Bevægelsens styrke ville i hvirvelvinden fra krige og revolutioner være så stor, at ledelsen i de socialdemokratiske og kommunistiske partier ”kunne gå længere end de ønskede”. Disse regeringsformler blev genoptaget i perioden efter Anden Verdenskrig og i 1970’erne, da revolutionære krævede, at de socialdemokratiske og kommunistiske partier tog magten for at opfylde folkets krav.

Men efter Anden Verdenskrig forandrede situationen sig: Socialdemokraternes og stalinisternes bureaukratiske dominans stabiliserede sig og kom til udtryk – både gennem aftaler med bureaukratiet i fagbevægelsen og i de parlamentariske institutioner. Parolen om, at socialdemokratiske og kommunistiske partier skulle danne regering og gennemføre et antikapitalistisk program havde den fordel, at den gav et troværdigt regeringsperspektiv, men ulempen var, at det skabte illusioner om disse partiers evne til at påbegynde et brud med borgerskabet.

Udover disse historiske erfaringer skal man huske, at diskussionen om disse overgangsregeringer er knyttet til øjeblikke med akut krise – økonomisk og politisk – når den politiske krise er exceptionel, og det samme gælder oprøret i befolkningen. Denne diskussion vendte tilbage i en tilspidset form i Frankrig i maj 1968 og i Portugal i 1974-75. I maj 1968 var det franske kommunistparti (PCF) imod det folkelige oprør: enhver regering med PCF eller de socialdemokratiske partier blev afvist af bevægelsen.

De unge revolutionære i Revolutionær Kommunistisk Ungdom (JCR) fremførte dengang kravet om, at De Gaulle skulle gå af, og krævede dannelsen en ”folkets regering” baseret på alle maj-bevægelsens organisationer: forsamlinger, komiteer, fagforeninger. I Portugal i 1974 satte nellike-revolutionen diktaturets fald, valget af en grundlovgivende forsamling og – meget hurtigt – skabelsen af en ny magt på dagsordenen. Mange revolutionære organisationer lagde på hver deres måde vægt på en regering, der byggede på massernes mobilisering, selvorganisering og de revolutionære dele af hæren.

En historisk forandring
Vi har en ny historisk situation, hvor de socialdemokratiske partiers forvandling til socialliberale partier historisk forkaster enhver form for alliance eller regering med Socialdemokratiet. Disse partier, ”mere og mere borgerlige og mindre og mindre arbejderklasse”, støtter direkte den liberale kapitalismes strammerkurs. Selvom eksistensen af en folkelig basis for disse partier gør enhed i handling nødvendigt, når situationen tillader det, er det først og fremmest enhed med de socialdemokratiske fagforeningsaktivister på arbejdspladserne og med vælgerne.

Parlaments- og regeringsalliancer er uacceptable – dette er kernen i vores uenighed med Venstrefronten i Frankrig og i særdeleshed med PCF. Indrømmet, de dominerende partier i Venstrefronten deltager ikke i regeringen og stemmer ofte imod Socialistpartiets lovforslag, hvilket skaber betingelserne for fælles handling. Men ved at nægte sig selv at placere sig som en ”venstre-opposition” i forhold til Hollande-Ayrault regeringen, bekræfter de på samme tid atter, at de er en del af det parlamentariske flertal, og at de arbejder for en kursændring hos dette flertal med de socialliberale.

Vi er radikalt uenige med denne tilgang. Et socialdemokrati forvandlet til social-liberalisme har fjernet sig selv fra regerings-ligningen, for så vidt det drejer sig social forandring. Det er en historisk ændring i forhold til de betingelser, hvor regerings-spørgsmålet blev stillet gennem en stor del af de 20. århundrede.

En algebraisk formel
Men så får vi straks et nyt spørgsmål: Hvis I bekæmper Hollande-regeringen, hvad foreslår i så i stedet? Hvor mange gange er Olivier Besacenot ikke blevet stillet dette spørgsmål? Det er et spørgsmål, der bobler frem fra krisens dyb og fra den udbredte utilfredshed med nedskæringspolitikken. Det stiller spørgsmålet om regering uden at give os en konkret formel.

Trotskij diskuterer dette spørgsmål i sine skrifter om Frankrig i 1920'erne: ”Arbejderregeringen er en algebraisk formel. Med andre ord, en formel der ikke har nogle faste numeriske værdier. Dermed dens fordele og også dens ulemper”. Og han fortsætter: ”fordele som et fælles politisk perspektiv for hele arbejderbevægelsen. Ulemper som en rendyrket parlamentarisk fortolkning af dette slogan”. Vi må derfor være forsigtige, men det får ikke Trotskij til at udelukke perspektivet. Tværtimod.

Alle formlerne for en ”arbejderregering”, ”folkets regering” eller mere specifikt ”en regering imod nedskæringer” er derfor generelle algebraiske formler, som giver et første svar på spørgsmålet om magt. Vi definerer dem ved deres opgaver. I dette tilfælde implementeringen af krisetiltag, som er vitale for befolkningen (jobs, løn, offentlig service) og politiske midler til finansieringen af disse kriseprogrammer i form af sletning af illegitim gæld, indførelsen af en antikapitalistisk skattepolitik og en første omorganisering af ejendomsretten ved at overtage bankerne og nøglesektorer i økonomien. For at kunne påbegynde dette program må vi sætte en stopper for de nuværende ”nedskærings-regeringer” og stole på den folkelige mobilisering. Det er situationen og den politiske linje hos hver enkelt venstrefløjs-organisation eller sociale bevægelse, som vil afgøre, hvilke organisationer der med sandsynlighed vil støtte eller indgå i en regering, der er på arbejdernes side.

Denne generelle propaganda gøder jorden for en indgriben i større kriser, hvor regeringsparolen vil få konkret mening.

Endnu en gang om Syrizas venstrefløjsregering
Det er her, Grækenlands situation har en særlig dimension. Fordi det er, så vidt vi ved, det eneste land, hvor regerings-perspektivet ikke længere bare får en generel formel, og hvor det ikke kun er et spørgsmål om propaganda. I Grækenland er krisen så akut en national krise, at spørgsmålet om regering kan stilles helt konkret, ”i en konkret form” som Trotskij udtrykte det. Det er det eneste tilfælde i Europa, hvor et parti eller en koalition på den yderste venstrefløj har opnået et valgresultat med mere end 25 procent, og hvor venstrefløjen som helhed har mere end 35 procent, hvilket gør det muligt at vinde flertal i parlamentet, og derfor bliver spørgsmålet om regering aktuelt. Det næste valg skal senest afholdes i 2015, men krisen har en sådan karakter at vi ikke kan udelukke et tidligere valg.

Det er i denne kontekst, at forslaget om en ”venstrefløjsregering” får sin fulde betydning. Selvfølgelig er der diskussioner om definitionen af denne regering og dens program mellem forskellige strømninger i Syriza. Formuleringerne varierer alt efter, om det er den ene eller den anden udtalelse.

Men i denne fase fortsætter Syriza med at være fortaler for ”en venstrefløjsregering, som er imod regeringens og trojkaens de nedskæringspakker”. Dette forslag bør gøres mere klart i følgende retninger, og det er det, venstrefløjen i Syriza forsøger at gøre:
* en venstrefløjsregering – det vil sige Syriza, KKE, Antarsya og individuelle venstrefløjsfolk og ikke en regering til national frelse eller af klassealliancer.
* en anti-nedskærings-regering, som nægter at give nogle ofre for euroen, forsvarer alle vitale krav fra befolkningen og begynder en antikapitalistisk overgang: nationalisering af banker og nøglesektorer i økonomien under demokratisk kontrol.
* en regering, som opstår på baggrund af massemobilisering for at fjerne den nuværende Samaras-regering, og som skaber betingelserne for et socialt styrkeforhold, som er til fordel for den folkelige bevægelse.
* denne ”venstrefløjsregering” er kun et element i en strategi for kampen mod nedskæringer.

For at opfylde de vitale krav vil en konfrontation med de herskende klasser og EU være nødvendig. Sådan en regering må gå videre med sine tiltag for et antikapitalistisk brud og lægge grunden til social kontrol og til elementer af folkemagt i byer og på arbejdspladser.

Disse temaer er til debat i Syriza. I den nuværende fase står de venstre-reformistiske strømninger på en anti-nedskærings-linje, hvilket skaber grundlag for fælles handling for alle kræfter i Syriza. Men deres perspektiv er begrænset til en venstrefløjsregering inden for de nuværende institutioner og til en tilbagevenden til en ligevægtstilstand, som den eksisterede før krisen. For at gentage: En ”venstrefløjsregering” kan få en parlamentarisk start, på baggrund af en valgsejr, men den kan kun bekæmpe nedskæringskursen for alvor med en radikal omformning af økonomien og politikken ved at skabe betingelserne for en ny magt. Dette er en mulig overgang – det er ikke målet.

Det er sådan, vores støtte til forslaget skal forstås. Problemerne med et antikapitalistisk brud, med at afmontere de gamle statsinstitutioner og skabe grobund for en ny magt, er ikke bare teoretiske temaer. De kan hurtigt blive kritiske temaer. De udgør blinde pletter hos ledelsen af Syriza. De minder os om, at ud over manglende forudseenhed og uudforskede spor, er der en helt klar strategisk debat mellem reform og revolution.

Der er, og der vil stadig være diskussion om alle disse spørgsmål. Alle hypoteser er åbne: fortsættelsen af den nuværende parlamentariske og regeringsmæssige kombination – men også en pludselig forværring af krisen med en polarisering mellem en fascistisk offensiv og/eller et autoritært regime under pres fra militæret og på den anden side en social og politisk radikalisering.

I en sådan situation kan det være, at lederskabet i Syriza bukker under for presset fra de herskende klasser og fra EU.

Men en anden hypotese kan også opretholdes: en kraftig modstand fra det græske folk og fra Syriza, som finder kræfterne til en anti-nedskærings-regering. Selvfølgelig vil sådan en regering være ” til diskussion” mellem kræfter, som udtrykker presset fra de dominerende klasser, og andre kræfter, som afspejler presset fra bevægelsen nedefra. Sådanne kræfter findes i Syriza på dens venstrefløj – men også i dens ledelse. Lad os ikke glemme at ”under særlige omstændigheder – krise, sammenbrud, krig – kan alle de politiske kræfter på venstrefløjen gå længere end de oprindeligt forestillede sig” (Trotskij i Overgangprogrammet fra 1938). Frem for alt – og det er en stor forskel – er der ikke den stærke bureaukratisering i Syriza, som der i ledelserne hos de kommunistiske partier i Europa.

Under alle omstændigheder vil selv en delvis sejr i Grækenland på nuværende tidspunkt være en kombination af radikalisering og Syrizas konsekvente modstand mod nedskæringer. Nederlag er også en mulighed, men de revolutionæres rolle er ikke at undsige Syriza i forventning om morgendagens mulige forræderi. Tværtimod, opgaven er at støtte Syriza i kampen mod nedskæringerne og gøre alt, hvad der er muligt for at styrke den anti-kapitalistiske dimension af denne kamp. Fordi – lad os sige det klart: et nederlag for Syriza ville også være vores nederlag.

25. april 2013.
Francois Sabado er medlem af Fjerde Internationales ledelse og aktivist i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) i Frankrig.
Oversat fra International Viewpoint af Bodil Olsen

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.