Helt generelt rejser den dybtgående økonomiske krise spørgsmålet om magten – at bryde med sparepolitikken kræver en radikal politisk forandring og en anden regering. Men i tilfældet Grækenland, hvor vi oplever en kombination af økonomisk kollaps, politisk krise og folkelig modstand, kommer spørgsmålet om magten allerøverst på den politiske dagsorden.

af Francois Sabado

Fra starten af det 20. århundrede har regeringsspørgsmålet – arbejderregering, arbejder- og bonderegering, folkeregering – været et af de emner, der har stået helt centralt i arbejderbevægelsens strategiske diskussioner. Denne diskussion blev genoptaget efter den russiske revolution, da den Kommunistiske Internationale diskuterede perspektiverne for en ”arbejder- og bonderegering” til forskel fra ”proletariatets diktatur”, som blev forstået som arbejderklassens magt. Der var en grundig debat om, hvorvidt en arbejder- og bonderegering simpelthen var det samme som proletariatets diktatur, eller om den kunne være en regering, som i en krise-situation dannede overgang mellem borgerskabets kriseramte magtposition og det revolutionære arbejderklasse oprør.

På det tidspunkt valgte flertallet i Internationalen at eksperimentere med denne type af regering. Det var et spørgsmål om at definere de første skridt mod et brud med borgerskabet og programmet for en overgangsregering mellem en kapitalistisk magt, der var ved at kollapse og en arbejderklassemagt, som var ved at bryde igennem som resultat af den revolutionære krise: en ”allerede ikke længere” borgerlig magt, generelt set en borgerlig stat ved at falde fra hinanden, og samtidig en ”endnu ikke” arbejdermagt.

Denne diskussion var begyndt i Rusland, da bolsjevikkerne foreslog en regering, der udgik fra dobbeltmagten i foråret 1917 – en regering af sovjetter, en socialrevolutionær/mensjevikisk regering – inden sovjetternes overtagelse af magten og dannelsen af en bolsjevikisk regering. Diskussionen fortsatte i lyset af de revolutionære erfaringer i Tyskland i 1920’erne under den tyske revolution og i Spanien i 1930’erne under den spanske revolution: en regering der stod til ansvar overfor arbejderrådene i Sachsen-Thüringen i Tyskland i 1923; centralkomitéen for militserne i Katalonien mellem juli og september 1936.

"Parlamentarisk begyndelse på revolutionen"
I 1920’erne i Frankrig, i en situation der ikke var direkte revolutionær, fremlagde Trotskij også dette perspektiv om en arbejderregering i form af et socialistisk-kommunistisk flertal, der kunne opstå ud af en massebevægelse, men også som resultat af en valgsejr. Idet han forudså, at en ”arbejderregering” kan være resultatet af en ”parlamentarisk begyndelse på revolutionen”, ”er det et slogan for en massiv bevægelse i proletariatet, der opstiller idéen om deres egen regering i modsætning til alle de borgerlige parlamentariske kombinationer.”(Trotskij)

I 1930’erne forsvarede han en socialistisk-kommunistisk regering på grundlag af et system af overgangskrav. Man må forstå, at i 1930’erne var uenighederne mellem revolutionære og reformister inden for en ramme, hvor begge havde som erklæret mål at omstyrte kapitalismen. Trotskij mente dengang at ”menneskehedens krise er koncentreret i arbejderbevægelsens ledelseskrise.” Han mente også at det var muligt gennem begivenhedernes pres at udskifte ledelsen af arbejderbevægelsen, selv om ”det socialdemokratiske lederskab efter krigen i 1914-1918 gik over på borgerskabets side”, og at stalinismen havde spillet endegyldigt fallit i kampen mod Hitler i Tyskland. Han var overbevist om, at arbejderbevægelsen ikke længere kunne stole på disse ledere, men at den stadig kunne hente styrke i inspirationen fra den russiske revolution, som stimulerede en radikalisering i arbejderklassen – til trods for stalinismen.

Set i bagklogskabens lys var der helt sikkert også illusioner om arbejderbevægelsen på dette tidspunkt: Bevægelsens styrke ville i hvirvelvinden fra krige og revolutioner være så stor, at ledelsen i de socialdemokratiske og kommunistiske partier ”kunne gå længere end de ønskede”. Disse regeringsformler blev genoptaget i perioden efter Anden Verdenskrig og i 1970’erne, da revolutionære krævede, at de socialdemokratiske og kommunistiske partier tog magten for at opfylde folkets krav.

Men efter Anden Verdenskrig forandrede situationen sig: Socialdemokraternes og stalinisternes bureaukratiske dominans stabiliserede sig og kom til udtryk – både gennem aftaler med bureaukratiet i fagbevægelsen og i de parlamentariske institutioner. Parolen om, at socialdemokratiske og kommunistiske partier skulle danne regering og gennemføre et antikapitalistisk program havde den fordel, at den gav et troværdigt regeringsperspektiv, men ulempen var, at det skabte illusioner om disse partiers evne til at påbegynde et brud med borgerskabet.

Udover disse historiske erfaringer skal man huske, at diskussionen om disse overgangsregeringer er knyttet til øjeblikke med akut krise – økonomisk og politisk – når den politiske krise er exceptionel, og det samme gælder oprøret i befolkningen. Denne diskussion vendte tilbage i en tilspidset form i Frankrig i maj 1968 og i Portugal i 1974-75. I maj 1968 var det franske kommunistparti (PCF) imod det folkelige oprør: enhver regering med PCF eller de socialdemokratiske partier blev afvist af bevægelsen.

De unge revolutionære i Revolutionær Kommunistisk Ungdom (JCR) fremførte dengang kravet om, at De Gaulle skulle gå af, og krævede dannelsen en ”folkets regering” baseret på alle maj-bevægelsens organisationer: forsamlinger, komiteer, fagforeninger. I Portugal i 1974 satte nellike-revolutionen diktaturets fald, valget af en grundlovgivende forsamling og – meget hurtigt – skabelsen af en ny magt på dagsordenen. Mange revolutionære organisationer lagde på hver deres måde vægt på en regering, der byggede på massernes mobilisering, selvorganisering og de revolutionære dele af hæren.

En historisk forandring
Vi har en ny historisk situation, hvor de socialdemokratiske partiers forvandling til socialliberale partier historisk forkaster enhver form for alliance eller regering med Socialdemokratiet. Disse partier, ”mere og mere borgerlige og mindre og mindre arbejderklasse”, støtter direkte den liberale kapitalismes strammerkurs. Selvom eksistensen af en folkelig basis for disse partier gør enhed i handling nødvendigt, når situationen tillader det, er det først og fremmest enhed med de socialdemokratiske fagforeningsaktivister på arbejdspladserne og med vælgerne.

Parlaments- og regeringsalliancer er uacceptable – dette er kernen i vores uenighed med Venstrefronten i Frankrig og i særdeleshed med PCF. Indrømmet, de dominerende partier i Venstrefronten deltager ikke i regeringen og stemmer ofte imod Socialistpartiets lovforslag, hvilket skaber betingelserne for fælles handling. Men ved at nægte sig selv at placere sig som en ”venstre-opposition” i forhold til Hollande-Ayrault regeringen, bekræfter de på samme tid atter, at de er en del af det parlamentariske flertal, og at de arbejder for en kursændring hos dette flertal med de socialliberale.

Vi er radikalt uenige med denne tilgang. Et socialdemokrati forvandlet til social-liberalisme har fjernet sig selv fra regerings-ligningen, for så vidt det drejer sig social forandring. Det er en historisk ændring i forhold til de betingelser, hvor regerings-spørgsmålet blev stillet gennem en stor del af de 20. århundrede.

En algebraisk formel
Men så får vi straks et nyt spørgsmål: Hvis I bekæmper Hollande-regeringen, hvad foreslår i så i stedet? Hvor mange gange er Olivier Besacenot ikke blevet stillet dette spørgsmål? Det er et spørgsmål, der bobler frem fra krisens dyb og fra den udbredte utilfredshed med nedskæringspolitikken. Det stiller spørgsmålet om regering uden at give os en konkret formel.

Trotskij diskuterer dette spørgsmål i sine skrifter om Frankrig i 1920’erne: ”Arbejderregeringen er en algebraisk formel. Med andre ord, en formel der ikke har nogle faste numeriske værdier. Dermed dens fordele og også dens ulemper”. Og han fortsætter: ”fordele som et fælles politisk perspektiv for hele arbejderbevægelsen. Ulemper som en rendyrket parlamentarisk fortolkning af dette slogan”. Vi må derfor være forsigtige, men det får ikke Trotskij til at udelukke perspektivet. Tværtimod.

Alle formlerne for en ”arbejderregering”, ”folkets regering” eller mere specifikt ”en regering imod nedskæringer” er derfor generelle algebraiske formler, som giver et første svar på spørgsmålet om magt. Vi definerer dem ved deres opgaver. I dette tilfælde implementeringen af krisetiltag, som er vitale for befolkningen (jobs, løn, offentlig service) og politiske midler til finansieringen af disse kriseprogrammer i form af sletning af illegitim gæld, indførelsen af en antikapitalistisk skattepolitik og en første omorganisering af ejendomsretten ved at overtage bankerne og nøglesektorer i økonomien. For at kunne påbegynde dette program må vi sætte en stopper for de nuværende ”nedskærings-regeringer” og stole på den folkelige mobilisering. Det er situationen og den politiske linje hos hver enkelt venstrefløjs-organisation eller sociale bevægelse, som vil afgøre, hvilke organisationer der med sandsynlighed vil støtte eller indgå i en regering, der er på arbejdernes side.

Denne generelle propaganda gøder jorden for en indgriben i større kriser, hvor regeringsparolen vil få konkret mening.

Endnu en gang om Syrizas venstrefløjsregering
Det er her, Grækenlands situation har en særlig dimension. Fordi det er, så vidt vi ved, det eneste land, hvor regerings-perspektivet ikke længere bare får en generel formel, og hvor det ikke kun er et spørgsmål om propaganda. I Grækenland er krisen så akut en national krise, at spørgsmålet om regering kan stilles helt konkret, ”i en konkret form” som Trotskij udtrykte det. Det er det eneste tilfælde i Europa, hvor et parti eller en koalition på den yderste venstrefløj har opnået et valgresultat med mere end 25 procent, og hvor venstrefløjen som helhed har mere end 35 procent, hvilket gør det muligt at vinde flertal i parlamentet, og derfor bliver spørgsmålet om regering aktuelt. Det næste valg skal senest afholdes i 2015, men krisen har en sådan karakter at vi ikke kan udelukke et tidligere valg.

Det er i denne kontekst, at forslaget om en ”venstrefløjsregering” får sin fulde betydning. Selvfølgelig er der diskussioner om definitionen af denne regering og dens program mellem forskellige strømninger i Syriza. Formuleringerne varierer alt efter, om det er den ene eller den anden udtalelse.

Men i denne fase fortsætter Syriza med at være fortaler for ”en venstrefløjsregering, som er imod regeringens og trojkaens de nedskæringspakker”. Dette forslag bør gøres mere klart i følgende retninger, og det er det, venstrefløjen i Syriza forsøger at gøre:
* en venstrefløjsregering – det vil sige Syriza, KKE, Antarsya og individuelle venstrefløjsfolk og ikke en regering til national frelse eller af klassealliancer.
* en anti-nedskærings-regering, som nægter at give nogle ofre for euroen, forsvarer alle vitale krav fra befolkningen og begynder en antikapitalistisk overgang: nationalisering af banker og nøglesektorer i økonomien under demokratisk kontrol.
* en regering, som opstår på baggrund af massemobilisering for at fjerne den nuværende Samaras-regering, og som skaber betingelserne for et socialt styrkeforhold, som er til fordel for den folkelige bevægelse.
* denne ”venstrefløjsregering” er kun et element i en strategi for kampen mod nedskæringer.

For at opfylde de vitale krav vil en konfrontation med de herskende klasser og EU være nødvendig. Sådan en regering må gå videre med sine tiltag for et antikapitalistisk brud og lægge grunden til social kontrol og til elementer af folkemagt i byer og på arbejdspladser.

Disse temaer er til debat i Syriza. I den nuværende fase står de venstre-reformistiske strømninger på en anti-nedskærings-linje, hvilket skaber grundlag for fælles handling for alle kræfter i Syriza. Men deres perspektiv er begrænset til en venstrefløjsregering inden for de nuværende institutioner og til en tilbagevenden til en ligevægtstilstand, som den eksisterede før krisen. For at gentage: En ”venstrefløjsregering” kan få en parlamentarisk start, på baggrund af en valgsejr, men den kan kun bekæmpe nedskæringskursen for alvor med en radikal omformning af økonomien og politikken ved at skabe betingelserne for en ny magt. Dette er en mulig overgang – det er ikke målet.

Det er sådan, vores støtte til forslaget skal forstås. Problemerne med et antikapitalistisk brud, med at afmontere de gamle statsinstitutioner og skabe grobund for en ny magt, er ikke bare teoretiske temaer. De kan hurtigt blive kritiske temaer. De udgør blinde pletter hos ledelsen af Syriza. De minder os om, at ud over manglende forudseenhed og uudforskede spor, er der en helt klar strategisk debat mellem reform og revolution.

Der er, og der vil stadig være diskussion om alle disse spørgsmål. Alle hypoteser er åbne: fortsættelsen af den nuværende parlamentariske og regeringsmæssige kombination – men også en pludselig forværring af krisen med en polarisering mellem en fascistisk offensiv og/eller et autoritært regime under pres fra militæret og på den anden side en social og politisk radikalisering.

I en sådan situation kan det være, at lederskabet i Syriza bukker under for presset fra de herskende klasser og fra EU.

Men en anden hypotese kan også opretholdes: en kraftig modstand fra det græske folk og fra Syriza, som finder kræfterne til en anti-nedskærings-regering. Selvfølgelig vil sådan en regering være ” til diskussion” mellem kræfter, som udtrykker presset fra de dominerende klasser, og andre kræfter, som afspejler presset fra bevægelsen nedefra. Sådanne kræfter findes i Syriza på dens venstrefløj – men også i dens ledelse. Lad os ikke glemme at ”under særlige omstændigheder – krise, sammenbrud, krig – kan alle de politiske kræfter på venstrefløjen gå længere end de oprindeligt forestillede sig” (Trotskij i Overgangprogrammet fra 1938). Frem for alt – og det er en stor forskel – er der ikke den stærke bureaukratisering i Syriza, som der i ledelserne hos de kommunistiske partier i Europa.

Under alle omstændigheder vil selv en delvis sejr i Grækenland på nuværende tidspunkt være en kombination af radikalisering og Syrizas konsekvente modstand mod nedskæringer. Nederlag er også en mulighed, men de revolutionæres rolle er ikke at undsige Syriza i forventning om morgendagens mulige forræderi. Tværtimod, opgaven er at støtte Syriza i kampen mod nedskæringerne og gøre alt, hvad der er muligt for at styrke den anti-kapitalistiske dimension af denne kamp. Fordi – lad os sige det klart: et nederlag for Syriza ville også være vores nederlag.

25. april 2013.
Francois Sabado er medlem af Fjerde Internationales ledelse og aktivist i det Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) i Frankrig.
Oversat fra International Viewpoint af Bodil Olsen

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com