RELATEREDE ARTIKLER

SDs nye principprogram Post Danmark - resultatet af statslig misregimente Lille sejr midt i en humanitær katastrofe Regeringen blæser til vandkamp Den sidste olie (fra Nordsøen…) For de rige og formuende (2) ”New Public Management” – eller ”Regnedrengenes Amokløb” Sammenhold mod Uber For de rige og formuende DF´s vælgere er ordentlige mennesker! Fattigdomsgrænsen er kun toppen af isbjerget Hvem betaler, når Løkke ryster posen? Welcome to Denmark Finansloven er en tillidserklæring til regeringen De rige svin slap igen alt for let Dansk Folkeparti og den danske højrepopulisme Recepten til S og SF Nytårshilsen fra en anden planet Landsdækkende aktionsdag 2. oktober Optøjer afspejler sociale problemer Permanent ophold bliver nemmere Fortryder, men lægger linjen Enhedslistens rolle under en S-R-SF-regering Slut med point på kærlighed SRSF-regeringen og klimaet En antibureaukratisk regering? S og SF på afveje i Fair Løsning 2020 Fagforeningsfolk vil stille krav til en rød regering Om SF's højredrejning og fremgang Fem års mobilisering baner vejen for ny regering Kommunale 3F’ere kræver rød regering Kampen for holdbare industriarbejdspladser Mail-gate: Næste offer bliver vel tyngdeloven Velkommen til veltilpassede udlændinge Profitstyringen af energiforsyningen skal stoppes I clinch med systemet Hvem skal betale? Etniske mindretal får pisk Vi holder sammen på Danmark S-SF og klimavisionerne Rejs krav om behovsstyret produktion Dyrere og dårligere post i vente Fattigdommen vokser Når Helle og Villy overtager krisen Socialdemokratiet – et sikkert kort?

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Dansk politik

24.04.13 | Einar B. Baldursson

Tip en ven      |    Print  

Efter S-fallit: Winter is coming

Dansk politik genkalder et tema fra tv-serien ”Game of Thrones”. Vævet ind i et kulørt kludetæppe af historier, personer, interesser og manipulationer er der som en rød tråd en forventning om, at en hård og langvarig vinter er på vej.

I seriens univers har man erindring om, at der en gang tidligere var en periode med en sådan vinter. Vinteren og dens følger blev overvundet ved bygningen af kolossale bolværk. På det tidspunkt, hvor tv-seriens historie udfoldes, har man glemt den forrige vinter og ser ikke meningen i at vedligeholde de sammenbrudstruede bolværker.

I det samfund, serien beskriver, er de sociale system på sammenbruddets rand og udgør en stadig ringere forudsætning for at håndtere ”den kommende vinter”.

Vores vinter
Når seriens verden anskues, kan man, først flygtigt, dernæst ængsteligt, nære den mistanke, at vores verden, som i et andet Matrix univers, er vendt på hovedet. Det er vores liv, der udgør den egentlig fiktion. For drama skorter der ikke på, og vinteren er på vej. I vores verden kommer kulden indefra. Det er de, der burde være vores egne, der bryder bolværkerne ned.

På vej til ørkenvandringen
Da det i slutningen af 2011 langt om længe lykkedes at bryde højrefløjens greb om magten, var det vel de færreste, der så i dette en varsling om vinter. Men det er lige præcist, hvad der tegner sig nu.

De første tegn viste sig, da løftebrudsdiskussionen startede. Uanset hvilken mangfoldighed af forventninger, der motiverede et flertal af den danske befolkning til at stemme regeringen til magten, blev de uden undtagelse svigtet.

Det næste tegn viste sig, da de brudte løfter med fast og konsekvent hånd blev fulgt op med udviklingen af en politik, der langt ud over selve løftebrudsproblemet indebærer en konfrontation med venstrefløjens ståsted og berettigelse i den politiske verden. Der er blevet udformet en politik, der ligger så langt til højre, at man skal langt tilbage i moderne dansk historie for at finde noget tilsvarende. Det må siges klart, at som forholdene tegner sig nu, så er Anders Fogs regering den seneste socialdemokratiske regering i Danmark og måske også den sidste socialdemokratiske regering i meget lang tid. Her anlægges naturligvis det perspektiv, at en regerings ståsted bestemmes af dens handlinger, og ikke det spin, der omgiver den.

Det tredje tegn har vist sig i regeringens politik over for de offentligt ansatte. Konfrontationen med lærerne er problematisk på en lang række områder. Regeringen har tydeligt besluttet sig for at bruge magten til at gennemtvinge sin politik, og således undergraver den enhver illusion om, at offentligt ansatte har en egentlig forhandlingsret. Når regeringen således optræder som en meget brutal arbejdsgiver, fremstår den og er vitterligt de offentligt ansattes ubønhørlige modstander.

Ingen offentligt ansat behøver at være i tvivl om, at kombinationen af målene fra tidligere mere omfattende offentlige ydelser, til nu en kraftigt nedsat vækstrate og uændret eller faldende beskatning, vil blive gennemført gennem en dobbeltstrategi, hvor de offentligt ansatte skal løbe stadig hurtigere til en faldende realløn og svækkede rettigheder.

Partiernes politiske psykologi
Der findes indenfor psykologien en relativt upåagtet disciplin – politisk psykologi. Indenfor denne disciplin har man blandt andet beskæftiget sig med politiske partiers psykologi. Resultaterne af denne forskning peger på, at politiske partier forvalter sine mål gennem en kombination af strategier. Givet som udgangspunkt, at det handler om partier med en egentlig vælgerbase (afgrænsede socialgrupper med bestemte mere langvarige interesser), tegner der sig et ret klart billede.

Et parti af en vis størrelse, der ønsker at vinde øget indflydelse vil i første omgang antage, at vælgerbasen er trofast og derfor søge mod andre vælgergrupper og interesser med det formål at vinde bredere tilslutning og således øget magt. Selv om dette skulle medføre et vist tidsbegrænset fald i tilslutningen fra vælgerbasen, er det ikke noget problem, hvis de frafaldne alene søger mod (mindre) partier med tilsvarende ståsted. Hvis vælgerbasen alene kan vælge mellem partier med eller uden indflydelse, vil tidsbegrænset fald i tilslutning som regel medføre, at vælgerne vender tilbage til partiet og den indflydelsesmulighed, det repræsenterer.

Derfor behøver et parti, som med en passende elastik søger væk fra sin vælgerbase, ikke at frygte fremtiden, selv om der på den korte bane er tale om frafald blandt kernevælgerne. Men dette forudsætter, at partiet rent faktisk har succes med at tiltrække (i hvert fald for en stund) nye vælgergrupper.

Hvis det mislykkes, og partier derfor oplever betydeligt fald i vælgertilslutning, som på en gang afspejler frafald blandt kernevælgerne og manglende evne til at tiltrække nye vælgere, vil partiet som regel søge ”tilbage mod rødderne”, genopfinde sit projekt, genbygge alliancen med vælgerbasen og forny sit bud på magten.

Et sådant skift kræver, at partiet udskifter sin ledelse. Den siddende ledelse vil altid blive identificeret med det projekt, der på en gang frustrerede og skuffede kernevælgerne, og samtidig mislykkedes med sit forehavende.

Når partiet ofrer en fejlslagen ledelse, soner den sin brøde og kan blive tilgivet.

Det forudsætter imidlertid, at der i partiet er bud på alternativer, og at partiets (ko) vending ses som troværdigt bud på, at man erkender og soner sit brøde.

Det sunde parti
I ovenstående afsnit er det sunde partis psykologi blevet beskrevet. Et sundt parti erkender, hvornår dets politik truer forholdet til kernevælgerne og vil søge mod en forsoning. Når vælgere (i hvert fald for en stund) forlader ”deres” parti, afgiver de et signal om ønsket kurs-korrektion og når omfanget af dette signal når en vis størrelse, vil et sundt parti reagere for at overleve.

En del af mekanismen består i, at de folkevalgte ser i øjnene, at deres levebrød er truet af dødspiralen mellem partiets politik og den svigtende tilslutning. Hver enkelt, der kommer i farezonen, vil lægge sin stemme til det kor, der kræver ”genopretning” af kontrakten med kernevælgerne.

Alle de forhold såvel internt i partiet, som i det miljø, der understøtter denne genopretning, indgår som et centralt led i partiets immunsystem, eller den rationelle søgen efter midler til overlevelse.

Det syge parti
Et parti kan udvikle enten en alvorlig eller uhelbredelig sygdom, lige som alle andre systemer og organismer med selvopholdelsesdrift.

Hvis der i partiet har været tale om en forudgående udvikling, hvor de mange stemmer er blevet sat ud af spillet, eller/og at ledelsen hverken ønsker eller kan lytte til medlemmerne (i dette tilfælde især de folkevalgte og jobtruede), er der risiko for, at ledelsen udvikler en tilstand kaldet Groupthink.

Det er en sygdom, der viser sig på den måde, at beslutningstagerne alene vægter eller inkluderer information, der er i overensstemmelse med den valgte kurs. Groupthink er bedst kendt fra en række flystyrt, hvor kaptajnen har valgt en katastrofal kurs (for eksempel mod et bjerg), hvor man kan høre, at selv om navigatøren kan se, at der er modsætning mellem kaptajnens ordrer og påstande, og instrumenternes oplysninger, fortsætter man mod katastrofen. Samtalerne mellem besætningsmedlemmerne viser typisk, at man husker situationer, hvor instrumenterne eller bare nogle instrumenter tidligere har givet forkerte oplysninger, eller man hævder, at instrumenterne vil rette sig til. Til sidst forsvinder man som et blink på en radarskærm.

Oversat til ”politisk” betyder dette, at opinionsmålingerne viser en katastrofal nedadgående kurve, som de i øvrigt har gjort under hele den periode, hvor den nuværende socialdemokratiske ledelse har haft magten. Men man har ingen grund til at ændre kurs, fordi den vedtagne politik er korrekt, og fordi den er korrekt er den sand og vil på en eller anden mirakuløs måde sætte sig igennem som fornyet tilslutning til partiet.

Hvis kursen ikke kan være forkert, vil den ihærdighed, hvormed man forfølger den, stige proportionalt med svigtende vælgertilslutning, som nu ses som bevis for, at retningen er korrekt. Groupthink kan altså betyde, at man går fra en problematisk til en katastrofal politik, fordi advarslerne alene er udtryk for, at man har ret. Det, man kan og skal gøre, er at blive bedre til at kommunikere, fordi hvis man har ret, tager vælgerne fejl, og det handler om gennem kommunikation at få dem til at forstå dette.

Dermed forsvinder selve den rationelle livlinje mellem vælgere/medlemmer og partiets politik.

Hvordan opstår ”groupthink”
Der kan som regel ses tendenser til ”groupthink”, når en leder får for megen magt, som han/hun anvender til at lukke sig inde sammen med en mindre gruppe ligesindede. Hvis der i organisationen er den opfattelse, at udskiftning af ledelse er en katastrofe større end den førte politik synes at medføre, vil det udgøre et yderligere værn mod, at ledelsens politik antastes. Dette udelukker ikke, at de menige medlemmer giver udtryk for mismod.

Men det betyder, at sandsynligheden for, at de bliver hørt endsige forstået, er meget lille. ”De mener det jo ikke alligevel, og vi har jo ret, der er ikke noget alternativ”. ”Management by fear” ses typisk som en ledetråd i denne proces. Hvis man for eksempel har formået at gennemføre en proces, hvor man ydmyger eller marginaliserer en eller flere centrale skikkelser, der identificeres med selve muligheden for ny ledelse og alternativ politik.

Det syge parti, der kom sig
Partier kan udvikle sig i denne retning og komme sig igen. Under Anders Fog udviklede der sig klare tegn på ”groupthink” i Venstre. Tilslutningen til partiet var faldende. Anders Fog virkede fjern og utilgængelig. Modstanderne i partiet blev ydmyget gang på gang. Den førte politik var på en lang række områder i grundlæggende modsætning til både partiets grundlag og dens kernevælgere.

Men partiet kom sig. Hvordan?

For det første formåede ledelsen at opretholde en ydre facade af liberal politik gennem en lang række meget markante udmeldinger, der virkede, selv om det var uden egentligt realpolitisk indhold. Samtidig bevirkede den markante værdipolitik, at store dele af vælgerne oplevede at have et ståsted. Man var altså ikke bare vellystige opportunister. Der var også tale om principper. Kontraktpolitikken virkede også som et effektivt bud på troværdighed. Sidst, men ikke mindst – selv om man antastede sine kernevælgere, så blev de ikke angrebet direkte på deres selvforståelse og levebrød.

Så vandt man ikke bare et valg efter en forholdsvist lang ørkenvandring, man vandt også det efterfølgende valg og det næste igen. Der var tale om en diskret duft af (opportunistisk) succes.

Succes (selv af den tvivlsomme slags – givet den førte politik) er for partier en forbavsende effektiv medicin.

Det meget syge partis helbredelsesmuligheder
Det forholder sig anderledes med Socialdemokratiet i dag. Når Bjarne Corydon erklærer, at partiet slet ikke er venstreorienteret, er der ikke alene blevet føjet spot til smerte. Hermed fremhæver Corydon, at partiets magthavere slet ikke føler sig forpligtet over for nogen form for ideologisk ståsted. Det er naturligvis et slag i ansigtet på de vælgere, som ser Socialdemokratiet som et ståsted og ikke blot den senest tilkøbte politiske slagvare.

Udviklingen er gået fra løftebrud til massivt angreb på både centrale vælgergrupper og selve partiets hjerteblod og eksistentielle legitimitet.

Det er efterhånden helt åbenlyst, at partiets ledelse ikke har intention om og formentlig heller ikke mulighed for at søge mod og forsone sig med sin basis.

Tværtimod tyder alt på, at angrebene på de lønarbejderne, som følger i kølvandet på den aktive medvirken til angrebet på de ansatte i SAS, vil fortsætte. De forudgående angreb på kontanthjælpsmodtagere og studerende på SU lægger yderligere alen til. Det store antal danskere, der falder ud af dagpengesystemet, og derefter ofte også gennem kontanthjælpssystemet, vil i tiltagende omfang fremover fastholde opmærksomhed omkring en social- og arbejdsmarkedspolitik, der er mere mørk end lys i sin blå farve.

Der er i den sammenhæng ikke nogen tvivl om, at sænkningen af selskabsskatten vil ud fra en historieskrivers standpunkt blive set som det afgørende kvalitative spring fra et standpunkt til et politisk tomrum i frit fald.

Den allervigtigste implikation af dette er, at partiet dermed har vingeskudt selve forestillingen om, at der på det politiske område vitterligt kan træffes valg mellem to kvalitativt forskellige bud på udviklingen af det danske samfund.

Fra sygdom til krise

Ingen kan forudsige, hvor meget Socialdemokratiets vælgertilslutning vil falde. Og skulle den blive stabiliseret på det nuværende niveau, vil det ikke ændre noget væsentligt.

Det betyder, at det kommende valg på mange måder vil være det historiske Socialdemokratis endeligt.

Et parti med det navn vil fortsat eksistere, men det vil ikke have den position og rolle, som historisk har defineret det gamle arbejderparti.

Partiet har gennem det meste af dets levetid udgjort et troværdigt bud på en magtbærende organisation. Alle de, der søger magten, eller en karriere i de offentlige magtsystemer, har set et medlemskab af Socialdemokratiet som et relevant valg.

Med en tilslutning på under 20 procent er partiet ikke noget åbenlyst eller sandsynligt bud på en statsbærende politisk organisation. Fremover kan partiet alene rekruttere medlemmer og vælgere i kraft af sine politiske målsætninger og standpunkter. Socialdemokratiet reduceres til at være et af mange partier, der udbyder politisk handelsvare til et vælgerkorps, der ikke forbinder den udbudte vare med større eller anderledes troværdighed end andre mellemstore partiers slagvare.

Partiet er ikke længere nogen oplagt haveforening for cand-politter, der fravælger højrefløjen. Der er næppe nogen særlig karrieregevinst forbundet med medlemskab af Socialdemokratiet fremover.

Partiets politik kan ikke længere forstås med afsæt i venstrefløjens traditionelle kritik af Socialdemokratiet. Den har altid bygget på den (tidligere korrekte) præmis, at partiet hører venstrefløjen til, og at det handler om at trække partiet til venstre vel vidende, at det i sin konkrete politik i et eller andet omfang ville skeje ud til højre.

Det ståsted, Socialdemokratiet nu har valgt, indebærer to skelsættende aspekter. For det første har partiet opgivet antagelsen om, at det repræsenterer et alternativ til borgerlig økonomisk politik. Det politiske landskab kan i forhold til den økonomiske politik alene beskrives ud fra forskellige fortolkninger af de samme grundlæggende (borgerlige) holdninger. For det andet har partiet dermed udmeldt, at demokratisk debat og modsætninger mellem grundholdninger skal erstattes af ren teknokratisk filosofi. Fremover handler kampen om magten altså, ifølge det moderne Socialdemokrati, alene om, hvem der går den vej, som statsmagtens teknokrater (økonomer og cand-politter) udstikker. Måske er det ministeriet for gakkede gangarter, der vil spille den vigtigste politiske rolle fremover.

I den verden risikerer demokratiet at blive inderligt ligegyldigt. For at demokratiet virker, skal der være valg mellem grundlæggende standpunkter, hvor beslutningen (valget) får konsekvenser, der i et eller andet omfang er overensstemmende med de præmisser, der blev udmeldt i valgkampen.

Det, der står tilbage, er kampen om, hvem der kan udbyde den mest farverige og uvæsentlige politiske slagvare. Det moderne Socialdemokrati kommer altså til at slås med det parti, der allerede har påtaget sig denne kappe – Dansk Folkeparti. Det moderne Socialdemokrati er ikke S(x), men DF (3).

Den lange vinter venter
Der venter os en lang vinter, og jo længere det varer, inden den indtræder, jo værre bliver det.

Efter det næste valg vil SF stå i en fundamental eksistenskrise. Om partiet kan overleve, er et mere nærliggende spørgsmål, end hvordan det eventuelt bliver tilfældet.

Det nye Socialdemokratis krise vil vare længe. Der er på nuværende tidspunkt ingen åbenlyse bud på en politik, der tilstrækkeligt radikalt gør op med den udvikling, der startede med det formandsopgør, som Svend Auken tabte, til et valgresultat, hvor partiet blot er et af flere mellemstore partier i en gruppe med Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Desuden gælder, at uanset om og hvordan partiet forsøger sig at gøre sig som politisk slagvare a la Dansk Folkeparti, vil troværdighedsproblemet lægge beslag på kolossale ressourcer i årene fremover. Troværdighed er en vigtig, måske den mest centrale ressource, et parti kan forvalte. På den konto er der dømt finanskrise for Socialdemokrati i minimum to valgperioder.

Selv om eller når troværdighedskrisen overvindes, vil det ske i en verden, hvor man er en af de mellemstore.

Faktum er, at den eneste mulighed, der tegner sig for et parlamentarisk flertal, der inkluderer Socialdemokratiet indenfor en lang historisk horisont, er et, som også inkluderer Dansk Folkeparti på størrelse med Socialdemokratiet. Det er ikke ligefrem opskriften på en god nattesøvn.

Det er i den sammenhæng en ringe trøst, at de Radikale mister sin rolle som kongemager og må vælge mellem en udstillingsmontre på udstillingen om det 20. århundredes historie, eller søge rollen som genfødte værdiliberale i konkurrence med Liberal Alliance.

Smittespredningens problem
Det er et skift af historisk betydning, som Corydon og Thorning-Smidt har bevirket. Dette skift vil ikke alene lægge gift for venstrefløjens rolle på den danske politiske scene i årene fremover. Den medfølgende krise risikerer at ramme fagbevægelsen og LO med noget, der ligner en kæberyster.

LO taber medlemmer som følge af samfundsforandringer, som ligger uden for fagbevægelsen rækkevidde. Men det tab af troværdighed, som den nuværende regering har påført fagbevægelsen, har den selv et betydeligt ansvar for.

 

I finansministerens krig mod de offentligt ansatte har man, med enkelte udtagelser, valgt at holde mund eller endda at bakke op om et af de mest omfattende offensiver mod fagbevægelsen i nyere tid.

Det er helt åbenlyst en risiko, at en fagbevægelse uden troværdighed, autoritet og politisk indflydelse vil stå som ”collateral damage” når det bankerotte bo efter den nuværende regering gøres op.

Enhedslistens dilemma
Da Enhedslistens politiske arbejdsmetode ”stem for enhver forbedring og mod enhver forringelse” blev formuleret, var antagelsen fortsat, at modspilleren var et velkendt fænomen, det reformistiske Socialdemokrati.

Enhedslisten har lige som SF altid defineret sit ståsted med afsæt i, hvor Socialdemokratiet befandt sig. Alle forestillinger om indflydelse og meningsfuld politik handlede om at forholde sig til dette.

Nu, hvor Socialdemokratiet optræder med en sjældent set destruktiv politik, er alle forsøg på at orientere sig mod partiet ikke alene forgæves, men en opskrift på et forløb, hvor regeringens syge, også bliver Enhedslistens indre problem.

Derfor ser vi også brydningen i Enhedslisten, hvor de, der repræsenterer partiets traditioner i stigende grad ses som et problem i en verden, hvor man skal orientere sig mod et forsvundet standpunkt.

Fantasien om at blive det nye SF, eller endog Socialdemokratiets store lillebror optræder med en lovmæssig sikkerhed, fordi alternativet er at erkende omfanget og dybden af den aktuelle krise. Ikke mindst vanskeligheden ved at erkende, at venstrefløjsreformismen nu er udsigtsløs, ikke som følge af de historiske argumenter mod den, men fordi det politiske landskab indebærer, at venstrefløjen i bredeste forstand vil være for svag til at kunne fastholde troværdig reformpolitik.

For et parti, der udsprang af den socialistiske venstrefløj, burde det ikke være noget problem. Opgaven er et genopbygge socialistisk vision og socialistisk politik. Til det formål er banen kridtet op, og både så skarpt og med så klare mål, som man kan ønske sig i politik.

Finanskrisen har krystalklart understreget kapitalismens systemfejl. Truslen fra den kapitalismeskabte globale opvarmning har det kapitalistiske system været ude af stand til at håndtere. Begge problemer peger på et fornyet fokus på en socialistisk planøkonomi, der ikke skal graves op af de stalinistiske plandiktaturers massegrave.

Hvis ikke mindst klimakrisen kræver internationale koordinering af ressourcer i et omfang aldrig set før, hvilken form for demokrati skal der så udvikles til dette formål?

Velfærdssamfundet var med alle sine begrænsninger også en ramme for udviklingen af den spæde begyndelse til og bud på socialisme. Hvorfor forsvarer vi dele af velfærdssamfundet, og hvordan er denne kamp et afsæt for et bud på et socialistisk samfund?

Der er således usædvanligt klare aktuelle forudsætninger for at videreudvikle bevægelsens socialistiske perspektiv. Selv om svarene delvist skal nyudvikles.

Men det er i den situation, at den skibbrudne reformisme optræder som et sødmefyldt minde om den tid, hvor venstrefløjen kunne gøre parlamentarisk forskel.

I denne situation vil fantasien om Enhedslisten som det nye Socialdemokrati sikkert tiltrække nogle. Tænk på alle de ledige stemmer. Husvilde har også ret. Hvis man skal udgøre et relevant tilbud til de husvilde, må man være en del af blokken. Og hvis blokken har regeringsmagten, må man ikke være den, der driver den fra hus og hjem.

Rotter har en gang imellem ret. Og de forlader fortrinsvist et synkende skib. Faktum er, at det projekt som den borgerlige socialdemokratiske bevægelse er bygget op til og bygget på, har Socialdemokratiet afgørende vingeskudt. Det er ikke de venstreorienterede, som tog livet af den borgerlige reformisme, det gjorde Thorning og Corydon. Men død er død, undtagen i en verden af Zombier.

Paradokset er, at medens den politiske udvikling understøtter relevansen af Enhedslistens formelle projekt, genetableringen af en socialistisk dagsorden, trækker sirenernes nederlagsforførelse store dele af Enhedslisten i en retning, hvor risikoen er, at regeringens levetid forlænges kunstigt. Her er der absolut ingen etiske problemer ved at advokere for og gennemføre aktiv dødshjælp. Alternativet er endnu flere katastrofale initiativer fra en regering, der gennemfører angreb på fagbevægelsen og velfærdssamfundet, som de mest yderliggående ultraborgerlige kun undtagelsesvist har tilladt sig en våd drøm om.

Før eller meget værre – det er spørgsmålet
Denne regering har allerede formået noget, som slet ikke stod skrevet i nogens kort eller politiske vejrudsigt. Den har diskrediteret enhver mulighed for et venstrefløjsbaseret parlamentarisk alternativ til teknokratisk eller borgerlig politik.

Den har angrebet og stækket venstrefløjens sociale bastioner og diskrediteret enhver forestilling om, at der findes en politik, der bygger på et alternativ til borgerlige økonomiske principper.

Som statsministeren så ærligt har indrømmet, befinder regeringen sig i et vanvidssus som velfærdspyromaner, der er en Nero værdig.

Ingen kunne have haft fantasi til at forestille sig, hvor katastrofal regeringens politik allerede nu har vist sig at være. Deraf følger, at ikke alene vil den kunne forværre en i forvejen kulsort krisesituation, men også på måder og i et omfang, som ingen kan forestille sig. Ved at udsætte det uundgåelige, kan resultatet blive det uforanderlige.

Derfor kan regeringen ikke væltes hurtigt nok. Der er trods alt den forskel på pest og kolera, at den sidste kan behandles.

Vi skal leve med og overleve den vinter, der kommer.

 

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 21

Feminisme på International Ungdomslejr

Den 23.-29. juli afholdes den 34. internationale socialistiske ungdomslejr, hvor omkring 500 unge aktivister hvert år samles for at dele erfaringer fra bevægelser og kampe imod udbytning og undertrykkelse. I år afholdes lejren på sydspidsen af det italienske fastland. Og på baggrund af den internationale kvindebevægelse, som specielt i Italien har mobiliseret titusindvis af mennesker både den 25. november 2016 og den 8. marts i år, vil feminisme blive et centralt tema på lejren. Det er en anledning til at lære af erfaringer på tværs af grænser. Og en anledning til at styrke og udvikle de internationale bånd, der er blevet knyttet som en del af bevægelsen. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.