RELATEREDE ARTIKLER

Macron som præsident: Den kapitalistiske offensiv vil skærpes Storm og kompas Iglesias genvalgt på Podemos-kongres Kommuner afviser uretmæssig gæld Venstrefløjen styrket i Podemos Efter 14. juni, kampen fortsætter Aftale mellem Podemos og Izquierda Unida "Krisen" i Podemos Frankrig rejser sig – om natten 1-år med Syriza ved magten Frem mod et demokratisk brud og et stop for nedskæringer Uventet aftale på venstrefløjen skaber sejre og afslører modsætninger Socialdemokratisk regering med støtte fra venstrefløjen Nationalisme og krigsmageri vandt valget Græske soldater nægter at gøre front mod flygtninge Venstrefløjspartiet vandt – men venstrefløjen tabte Højrefløjen mister flertal, Venstre-Blokken går frem SYRIZA fik klar sejr - i skyggen af lav valgdeltagelse og nye nedskæringer Venstrefløjen bryder med Tsipras Demokrati mod finans-kolonialisme Solidaritet med de fængslede demonstranter fra 15. juli Konsekvenserne af kapitulationen Udtalelse om aftalen og Syrizas fremtid Flertal i Syrizas Centralkomite siger nej til aftalen med EU Det græske Nej er et signal om afgørende kampe mod Trojkaen Kan Ciudadanos redde højrefløjen? Kommission skal revidere den græske gæld Vejen til folkemagt? ”At gå denne vej kan kun betyde nederlag” “En sandkorn i maskineriet” Venstrefløjens opgaver efter SYRIZAs sejr Podemos stormer frem En eksemplarisk kamp, som kan smitte ”Forandringen kommer ikke fra EU-parlamentet” Efter kommunalvalget og demonstrationerne 12. april ”Podemos!” (Vi kan!) Vælgerlussing til franske socialdemokrater “Hvid tidevandsbølge” skyller privatiseringsplan i sundhedsvæsenet væk Protestbølgen 2012-13 Højrefløjen kriminaliserer abort Aktionen mod Gyldent Daggry Modstanden på Taksim Optøjer og politivold i Tyrkiet Krisen på den radikale venstrefløj og debatten i Sinistra Critica Vend siden og skriv en ny bog Nogle få bemærkninger om regeringsspørgsmålet Politisk dødvande, mens nedskæringer fortsætter – og dræber Venstrefløjens historiske ansvar i Grækenland Jorden til dem, der dyrker den Nyt baskisk venstrefløjsparti efter strategisk kursændring Ingen stemmeopfordring fra Sinistra Critica Syrizas ledelse udfordret fra venstre Udsigten til en venstre-regering i Portugal Afvis trojkaens tyveri og vælt regeringen Retten til selvstændighed og venstrefløjens forslag En million i oprør i gaderne Farvel Spanien? Brev fra Alexis Tsipras til EU-Kommissionens formand Vi skal genskabe troen på at mobilisere ”Vi har præsenteret et antikapitalistisk svar” Venstrefrontens Jean-Luc Melenchon er præsidentvalgets overraskelse Græsk hospital nu under arbejderkontrol! Omstrukturering, revision eller sletning af gælden? Absolut flertal til højre Farvel til Berlusconi - nu skal vi kæmpe imod bankdirektørernes regering EU-topmødets aftale er uacceptabel Grækenland på randen undtagelsestilstand – et spørgsmål om dage Vi vil ikke betale jeres ejendomsskat! Vi vil vælte jer! Kæmpe sejr for de indignerede 15. Maj bevægelsen i Spanien Stop betalingerne- slet gælden – nationaliser bankerne under arbejderkontrol – ud af eurozonen og EU nu! En fabriksarbejders livshistorie ”Et nederlag, som skal kaldes, hvad det er” Oppe og nede Arabisk forår og spansk sommer Den yderste venstrefløj i en blindgyde Social modstand er løsningen – ikke et farvel til euroen Succes for den anti-kapitalistiske venstrefløj i lokalvalgene Berlusconismen i krise – og venstrefløjen på et sidespor Mobiliseringerne fortsætter Modstand mod Sarkozys pensionsreform skaber en eksplosiv situation Meningen med den græske krise "Eliten er i gang med at hævne sig på befolkningen" Tørklædesag i fransk valgkamp Stor fremgang til venstrefløjen 'Vi vil have selvstændigheden til at materialisere sig' Oprør og antikapitalistisk samling Grækenland i oprør Billeder fra historiske protester i Grækenland På vej mod et nyt antikapitalistisk parti Antikapitalisme i EU-valget ”Det røde postbud” blev udspioneret 11 teser om hvordan den italienske venstrefløjs krise kan imødegås Neo-fascister opruster under Berlusconi Splittet venstrefløj tabte alt Fremgang for venstrefløjen Alliancen mellem arbejdere og studerende er afgørende

TILMELD SI NYHEDSBREV

læs mere om: Sydeuropa

08.12.12 | Nikos Tamvaklis

Tip en ven      |    Print  

Grækenland: Kan SYRIZA blive et nyt PASOK?

Den uventede fremgang for venstrefløjspartiet SYRIZA, som nu er det næststørste parti i Grækenland, og eksponeringen af Alexis Tsipras som den næste premierminister, har fået mange til at tro, at SYRIZA allerede har overtaget den rolle, som det socialdemokratiske PASOK spillede i næsten 40 år.

Der er mange, der ser Tsipras i den lederrolle, som Andreas Papandreou (note 1) havde engang, en afgørende rolle i tiden efter militærdiktaturets fald – det diktatur, der havde hersket 1967-74. Hvis vi henholder os til den dominerende terminologi hos størstedelen af den græske venstrefløj (også SYRIZA), så står vi nu over for etableringen af et nyt to-partisystem (note 2), det vil sige to partier, der gør krav på regeringsmagten, hævet over klasseforskelle og styrkeforholdet mellem klasserne. Men hvis begrebet to-partisystem tidligere dækkede over en korrekt læsning af den politiske situation, så dækker det samme begreb nu ikke bare over den nuværende politiske virkelighed, det camouflerer også alvoren i den tragiske sociale situation og det aktuelle politiske dødvande.

Det er klart, at der er ydre ligheder mellem det nuværende SYRIZA-parti og PASOK i perioden 1974-81. Det afgørende spørgsmål er, om de tilsyneladende ligheder er udtryk for en grundlæggende overensstemmelse mellem de to politiske partier, og om disse ligheder i givet fald peger på bestemte udviklingslinjer i den nærmeste fremtid.


PASOK - opkomst og integration
I perioden 1974-81 var PASOK samlingspunkt for mange lag i den brede befolkning og især dem, der var under indflydelse af minderne fra den store nationale befrielsesbevægelse (EAM 1940-44) (note 3), med klare referencer til socialisme. 'Den virkeliggjorte socialisme' havde mistet sit tiltrækkende skær af revolution og social fornyelse, men bare det, at den var der, kunne stadigvæk skabe håb om en post-kapitalistisk økonomi med statslig planlægning.

Samlingen af folkelige lag omkring PASOK udviklede sig stille og roligt, samtidig med at partiet opbyggede sine strukturer. Partimedlemmerne var aktive i de sociale bevægelser, ikke bare blandt småborgerlige lag af husmænd og småhandlende, der ubestrideligt udgjorde rygraden i partiet. De var også aktive i den arbejderbevægelse, der var vokset frem på fabrikkerne, i kollektiver på landet og i kommunerne efter diktaturets fald. Begrebet 'selvorganisering' blev først anvendt af Andreas Papandreou som betegnelse for den i vid udstrækning spontane udvikling af partiafdelinger på landsplan.

PASOK kom med et radikalt program, der indeholdt opbygning af en velfærdsstat (gratis uddannelse, et nationalt sundhedssystem), og som lovede græsk udtræden af NATO og EF. Partiet førte sig frem med en firkantet nationalistisk form for anti-imperialisme, før den fik regeringsmagten. PASOK gik til valg den 18. oktober 1981 med en demagogisk parole, der svarede til de folkelige forventninger: '18. oktober - socialisme'.

Der var bare det, at da PASOK fik regeringsmagten, så glemte ledelsen med det samme alt om socialisme og udtræden af NATO og EF. Det radikale program om en 'tredje vej' til socialisme endte med bare at dreje sig om at styre og modernisere den borgerlige stat. De reformer, som PASOK kom med, svarede i det store hele til kapitalens behov i Grækenland. Partistrukturerne fulgte en smal sti hen imod en integration i det statslige bureaukrati, samtidig med en indre partikamp for at neutralisere, marginalisere og isolere partiets basis blandt arbejderne. De venstreorienterede mindretal, der havde tilsluttet sig partiet siden grundlæggelsen, blev enten smidt ud med administrative begrundelser, eller de blev helt integreret i det bureaukratiske apparat.

Andreas Papandreou, en magtfuld og karismatisk skikkelse, viste, at han i kritiske situationer kunne forbinde sig med følelser og håb hos de brede masser og fremelske eller genopdyrke illusionerne om en smertefri, parlamentarisk 'tredje vej' til socialisme. Den globale kapitalisme havde siden begyndelsen af 80'erne, efter at have været i dyb recession, etableret en storoffensiv imod arbejderbevægelsens landvindinger. Reagan og Thatchers neoliberalisme førte an. Det kunne dog se ud, som om den græske kapitalisme havde mulighed for at gøre indrømmelser til 'velfærdsstaten'. Denne politik var, i det mindste delvis, på linje med den fremherskende globale kapitalistiske politik.

SYRIZA - valgsucces og politisk forandring
SYRIZA (note 4) samlede efter valget i 2012 på samme måde størstedelen af arbejderklassen, der stadigvæk, på en temmelig generel og abstrakt måde, orienterer sig imod venstrefløjens ideologiske traditioner. Det er klart, at efter 'den virkeliggjorte socialismes' sammenbrud, så havde to årtier med neoliberal ideologisk dominans skabt forvirring og desorientering i arbejderklassen og de brede lag.

Men SYRIZA (og før dem Synaspismos) har aldrig forsøgt at forholde sig til situationen med en klar og ærlig selvkritik, hvor de afgrænser sig i forhold til det historiske lederskab af KKE-Intern (note 5) og SYN, og dermed heller ikke til sit eget forhold til 'den virkeliggjorte socialisme' og det bureaukrati, som den indebærer. Og værre endnu, den generelle ideologiske svækkelse og venstrefløjens organisatoriske forfald har åbnet op for tiltagende fremmedhad og racisme i det græske samfund, og det er på grund af den økonomiske krise kulmineret med, at højrefløjs- og nynazistiske partier har fået fodfæste.

Opbakningen blandt arbejderne til SYRIZA fandt primært sted på parlamentarisk plan. Den var ikke skabt på grund af udviklingen i partiorganisationen eller på grund af partimedlemmernes aktivitet i arbejderbevægelsen, og den kom heller ikke fra den nye modstandsbevægelse, der byggede på folkelige forsamlinger eller lokal folkelig selvorganisering. SYRIZAs deltagelse i massemobiliseringerne har hele tiden været halvhjertet og begrænset til, hvordan de klarede sig ved valgene. SYRIZAs valgkampagner relaterer sig for det meste til 'kontakt' med de brede lag via medier, valgreklamer mm. og ikke så meget til direkte kontakt eller aktivering af de muligheder, som der er i deres samfundsmæssige basis.

Tsipras' offentlige taler handler i stigende grad om løfter om en bedre måde at regere på, inden for rammerne af den borgerlige stat og den kapitalistiske økonomi. Og Tsipras har det, ligesom den unge Andreas Papandreou, med at hæve sig over partiapparatet og appellere til folkelige følelser og håb om en smertefri, parlamentarisk vej ud af krise-mareridtet - inden for EU's rammer. De brede lag samles modstræbende og uden entusiasme om SYRIZA, fordi de på samme tid oplever situationens alvor og de nemme løfters utopiske karakter.

En vigtig del af SYN-partiets medlemmer (SYN eller Synaspismos er det største parti i koalitionen SYRIZA, o.a.) er allerede integreret i det statslige bureaukrati. SYRIZA's valgprogram holder sig helt inden for den borgerlige stats rammer. De flotte erklæringer om 'gældssanering' inden for EU's rammer er ikke særlig troværdige og begrænset til at redde resten af velfærdsstaten og en noget uklar 'produktiv rekonstruktion' af den kapitalistiske økonomi. Socialismen, med planøkonomi, nationalisering af banker og store selskaber, som det eneste alternativ til kapitalismen, blev dårlig nok nævnt i valgkampen og slet ikke i de erklæringer, der blev fremsat efter valget. Ordet 'socialisme' var blevet slettet, tilsyneladende for altid, fra Tsipras' ordforråd.

Det, der gør det endnu værre, er, at efter Gyldent Daggrys hastige fremmarch, så har SYRIZA begrænset sig til at forsvare det fallerede borgerlige demokratis institutioner. Det er et demokrati, som der ikke mere er nogen, der regner med, og som afspejles i gensidige beskyldninger mellem borgerlige politikere, der er gået i panik. Og lige nu, hvor det socialistiske perspektiv skulle være bragt frem over for det korrupte regime, så åbner SYRIZA op for Gyldent Daggry-banditternes skråleri og demagogi. Netop når SYRIZA beslutsomt skulle konfrontere den fascistiske terror i gader og beboelseskvarterer med massemobiliseringer, så nøjes de med at påkalde sig borgerlig lov og orden og tillid til et politi, der er dybt infiltreret og forbundet med fascisterne.

De første forsøg på at eliminere 'venstreelementer' i SYRIZA kom noget tidligere, med Synaspismos’ forslag i september om at etablere et fælles partiapparat. Det, der var meningen med det, var at gøre partiet mere spiseligt for den herskende klasse.

Frygten i Europa
Selvfølgelig fik det alarmklokkerne til at ringe hos de europæiske ledere, at et traditionelt venstrefløjspartier som SYRIZA, for første gang i årtier, måske kunne erobre regeringsmagten i et europæisk land som Grækenland. Ikke så meget på grund af den risiko, som SYRIZA udgør i sig selv, men på grund af den almindelige ustabilitet og den ukontrollable udvikling, der kunne komme fra de brede lag, som vil se en venstre-regering som deres egen sejr.

Desuden kunne reaktionerne brede sig til andre europæiske lande. De europæiske ledere ved jo, at omstændighederne ved den økonomiske krise har skabt en social krudttønde, der kan eksplodere når som helst, helt på tværs af et venstrereformistisk lederskabs ønsker, planer og forventninger.

Størstedelen af den politiske venstrefløj i Europa er tilsyneladende helt hypnotiseret af udsigten til en valgsejr for SYRIZA. De fleste europæiske venstrefløjspartier skyndte sig med at bakke ubetinget op om SYN-lederskabet, uden større forståelse af styrkeforholdet mellem klasserne i det græske samfund, den måde, som de afspejler sig på politisk, og SYN-partiets sande natur og historie. Selvfølgelig er håbet om en sejr for venstrefløjen i Europa, efter tre årtiers vedvarende nedtur, både berettiget og forståelig. Men at forveksle ens håb med virkeligheden under de nuværende omstændigheder, det er ekstremt farligt. Endnu værre er de urimelige betegnelser og angreb på de kræfter, der prøver at skabe en sammenhængende anti-kapitalistisk og kommunistisk venstrefløj under de nuværende vanskelige omstændigheder.


26. nov. 2012

Nikos Tamvaklis er medlem af OKDE-Spartakos, den græske sektion af Fjerde Internationale. Artiklen er først bragt i SPARTAKOS, tidsskrift for OKDE, den græske sektion af Fjerde Internationale. Oversat fra engelsk i International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen.

Noter:
1) PASOK blev grundlagt af Andreas Papandreou efter diktaturets fald i 1974. PASOK står for Den Panhellenske Socialistiske Bevægelse og er det vigtigste centrum-venstreparti og historisk set et af de to store politiske partier i Grækenland (det andet er højrefløjs-partiet Nyt Demokrati). I 1981 blev PASOK Grækenlands første socialdemokratiske parti, der fik flertal i parlamentet.

2) På græsk 'dikommatismos', dvs. toparti-system, som i USA.

3) EAM: Den Nationale Befrielsesfront var den vigtigste bevægelse under aksemagternes besættelse af Grækenland under Anden Verdenskrig. Den vigtigste drivkraft i fronten var det Græske Kommunistparti (KKE). EAM blev en social massebevægelse og etablerede sin egen regering i de befriede områder indtil foråret 1944. Bevægelsen nåede sit højdepunkt efter befrielsen i slutningen af 1944, hvor den kontrollerede størstedelen af landet, før den led et katastrofalt militært og politisk nederlag efter en lang række tragiske fejltagelser, begået af det stalinistiske lederskab.

4) SYRIZA: 'Koalitionen for det Yderste Venstre - Den Forenede Sociale Front' er et venstrefløjsparti, der blev oprettet forud for parlamentsvalget i 2004, som en koalition af SYNAPSISMOS og en række forskellige små venstrefløjsgrupper og uafhængige politikere. Ved valget i 2004 fik partiet 3,3 procent, Ved valget 17. juni 2012 fik det 27 procent og blev det næststørste parti efter Nyt Demokrati og er nu det vigtigste oppositionsparti.

5) 'Det Græske Kommunistparti-Intern' blev dannet efter en større splittelse af kommunistpartiet KKE i 1968. KKE-Intern (med intern, dvs. græsk-baseret, ledelse) brød grundlæggende med KKE's ideologiske underordning under SUKP og etablerede senere forbindelser til partier som Italiens Kommunistiske Parti (PCI) og Nicolae Ceausescus Rumænske Kommunistparti og indtog en euro-kommunistisk holdning. Partiet gik også ind for en 'fornyelse af venstrefløjen' og tilsluttede sig forestillingen om 'socialisme med et menneskeligt ansigt'. KKE Intern blev opløst nogle måneder efter sin 4. kongres i 1986 og blev splittet op i to nye partier: Til venstre 'Grækenlands Kommunistiske Parti (Intern)-Venstreorienteret Fornyelse' og til højre 'Græsk Venstre', forløberen for nutidens SYN.

Tip en ven      |    Print  

SAP'S KOMMENTAR - UGE 20

Appel til den Pakistanske regering og styret i Gilgit-Baltistan regionen

På torsdag skal højesteret i Pakistan genbehandle sagen mod Baba Jan, politisk aktivist og fagforeningsleder. I den forbindelse samles der underskrifter på nedenstående solidaritetserklæring. Vi ønsker fra SAP’s side at styrke opmærksomheden på dette politiske overgreb - og bringer i den forbindelse solidaritetserklæringen som denne uges ugekommentar. Læs hele kommentaren >>

Iglesias genvalgt på Podemos-kongres

Den spanske venstrefløjs-bevægelse Podemos har afholdt sin anden kongres efter heftige interne uoverensstemmelser og skuffelsen fra det seneste parlamentsvalg. Dave Kellaway fra det britiske Socialist Resistance kommenterer kongressens resultater.

Frankrig efter regionalvalget

Pierre Rousset og Francois, begge fremtrædende ledere af det franske Nye Antikapitalistiske Parti (NPA) tegner et dystert billede af situationen i Frankrig, hvor Front National fik det bedste valgresultat nogensinde, næsten 7 millioner stemmer. Samtidig har nedgangen i kampe og mobiliseringer ændret styrkeforholdene og svækket den yderste venstrefløj, som fik et elendigt valgresultat. Det er afslutningen på en politisk cyklus, skriver de i International Viewpoint.

PKKs ideologiske udvikling

Fra stalinistisk larve til libertær sommerfugl? Er det et udtryk for den ideologiske ændring, som er foregået hos PKK under Öcalans ledelse? Alex de Jong prøver at svare i en længere analyse af den kurdiske frihedsbevægelses historie frem til i dag.

Flest i fængsel

USA har flere mennesker i fængel end noget andet land. Som historien har vist, har venstrefløjen altid spillet en afgørende rolle, når det er lykkedes at vinde en sejr i kampen mod uretfærdighederne i retssystemet. Nu er det tid til at tage denne kamp igen, skriver Heather Ann Thompson i tidsskriftet Against the Current (USA).

Strejke blandt arbejderne i theplantagerne i Vestbengalen

En sammenslutning 23 fagforeninger i Teral, Dooars og Darjeeling havde succes med at strejke for at få hævet minimumlønnen.