Næsten 2 millioner marcherede for selvstændighed i Barcelona den 11. september.Kampen for Kataloniens selvstændighed sender enorme chokbølger.

af Dick Nichols

På den katalanske nationaldag den 11 september, oplevede Spanien et enormt politisk chok – næsten 2 mio. mennesker – mere end en fjerdedel af Kataloniens befolkning – gik gennem Barcelonas gader, mens de råbte det ene ord: Selvstændighed – Independència.

Det var et øjeblik, hvor utallige katalanere (fra de fire provinser i Spaniens nordøstlige del) opdagede, at andre oplevede det samme, som de selv gjorde – nu skal vi sige farvel til Spanien, så vi kan få vores egen stat.

Det var en helt anderledes katalansk nationaldag – en dag, der går tilbage til 1714, hvor et belejret Barcelona blev erobret under den spanske arvefølgekrig. Ud over de sædvanlige morgenceremonier, så var blev der arrangeret en march af to nationalistiske netværk – Den katalanske Nationalforsamling (ANC) og sammenslutningen af Kommuner for Selvstændighed (AMI), under det banner, der hed ‘Katalonien, en ny europæisk stat’.

En enorm magtdemonstration
At det ville blive stort, det var klart fra starten af. Der var bestilt ca. 1200 busser til at fragte folk ind fra de forskellige regioner, der var blevet sat særtog ind, fordi der ikke var nok af de sædvanlige togvogne.

Der var katalanske politikere, f. eks. Josep Duran Lleida, fra det konservative nationalistiske CiU i det spanske parlament, der i sidste øjeblik besluttede sig til, at de måtte være med til en protestdemonstration, som de egentlig var uenige i. Ni regeringsmedlemmer fra den catalonske CiU-regering deltog ‘af personlige grunde’.

Der var meget vigtige katalanske statsinstitutioner, der fik at vide, at de skulle bakke op om det, der skete. Der var også en protest fra den berygtede justitsminister Felip Puig, der var ansvarlig for voldelig undertrykkelse af demonstranter – han ville være med til at organisere demonstrationen. Der var også god dækning fra kanal 3 på det katalanske statstv.

CiU-regeringens motiv var at bruge marchen til at vise støtte til den ‘toldaftale’, som de var blevet enige om med den spanske regeringschef, Mariano Roy, fra det konservative Folkeparti (PP). Den blev støttet af alle de katalanske partier, bortset fra Kataloniens Socialistiske Parti og Kataloniens Folkeparti – en toldaftale, der skulle skaffe opbakning til at udskrive skatter, og som indebar en beslutning om, hvor meget der skulle overføres til den spanske regering.

Katalanske partier og bevægelser

(Kolonne 3 angiver antallet af mandater i det katalanske parlament)
Spanske partier Katalanske partier   Ideologi
  Convergència i Unió
(i regering)
62 nationalistisk, konservartivt
PSOE PSC 28 soc.dem.
Partido Popular (PP)
(Madrid-regering)
 
PPC
Kataloniens Folkeparti
18 konservativt
Det forenede Venstre (IU) Det forenede og alternative Venstre (EuiA) 10 socialistisk, venstrefløj
  Kataloniens Republikanske
Venstre (ERC)
10 soc.dem
Katalanske nationalistiske bevægelser
Den katalanske Nationalforsamling (ANC)
Sammenslutningen af Kommuner for Selvstændighed (AMI)

Det ville bevirke, at Katalonien måtte imødese en situation, hvor de ifølge officielle beregninger måtte afgive 16 mia. euro til ‘Madrid’ og de 16 andre regioner, der udgør den spanske stat.

Den største march
Fremmødet til marchen oversteg alle forventninger og al planlægning. Det var den største march i Kataloniens historie. Den var større end marchen for selvstændighed i 1977, de enorme protestdemonstrationer i 2003 imod krigen i Irak, pg den mere end 1 mio. store demonstration imod den spanske forfatningsdomstols afgørelse om, at den katalanske selvstændighedsvedtagelse i 2006 ikke var i overensstemmelse med forfatningen.

Det centrale Barcelona frøs fast, mens en march, som det var ventet ville tage to en halv time om at nå frem til parlamentet, varede mere end fem timer. Mobilnettet brød totalt sammen.

Hele Katalonien var kommet til byen – fra fjerne landsbyer i Pyrenæerne til byer ved Ebro. Familier med dialekter, der var fremmedartede for Barcelona-ører, marcherede med deres skilte: ‘Sant Piere de Rindebitlles siger uafhængighed nu!’ ‘Llambilles siger: ‘Premierminister Mas, før an, eller gå af!’

Der kom delegationer fra andre dele af det historiske Katalonien – Valencia, de baleariske øer, den østlige del af Aragonien og Rousillon-området i Sydfrankrig. Delegationer fra Baskerlandet viftede med deres rød-hvid-grønne flag i solidaritet.

Forskellige organisationer og institutioner sluttede sig til sagen. FC Barcelona meddelte, at deres B-hold fremover vil spille i det katalanske flags gule og røde striber. Der var ‘Politibetjente for selvstændighed ‘, ‘Pensionister for selvstændighed ‘ og ‘Lærere for selvstændighed ‘.

Barcelonas børs, der så tit havde været mål for protestdemonstrationer, var indhyllet i et enormt katalansk flag.

De vigtigste fagforeninger, Arbejderkommissionerneog det katalanske UGT, krævede ‘færre nedskæringer og mere selvstyre’. Der var også et banner fra et anarkistisk kollektiv, hvor der stod ‘Catalanere, hovedfjenden er her’, dvs. Kataloniens politiske og økonomiske magthavere.

Men ingen parole havde en chance over for de vedvarende taktfaste råb ‘in-de-pen-cia’. Den eneste konkurrent var ‘den, der ikke hopper, er spanier’, det var især de hundredtusinder af unge, der var med på den.

Følelserne over for den spanske stat kom også frem på skilte på andre sprog, også spansk: ‘Spanien, dit røveri er folkemord’, ‘Katalonien er ikke Spanien’ og ‘Yes we Cat!’

Den totale dominans af selvstændighedsflaget, der svævede over marchen, forstærkede budskabet. Men hvilken selvstændighed? Det blå selvstændighedsflag var det fremherskende og derefter det gul-røde – udformet i 60’erne af det Socialistiske Parti for National Befrielse (PSAN), det var tit blevet opfattet som alle de katalanske områders flag eller som symbol for et uafhængigt socialistisk Katalonien.

Så var der også nationalhymnen og klassiske sange fra protestbevægelsen imod Francos diktatur.

Inden halvdelen af demonstrationen var nået frem til bestemmelsesstedet i Ciutadella-parken, begyndte den sidste del af dagen. På 20 forskellige sprog udtrykte ikke-katalanske indbyggere deres støtte til nationens krav om selvbestemmelse.

Det mest bevægende øjeblik kom, da mødedirigenten læste ‘Ode til Spanien’ af den katalanske digter Joan Maragall. Digtets stærke fordømmelse af blodbadet på de katalanske søfolk i den spansk-cubanske krig i 1898 endte med råbet: ‘Spanien, farvel!’

Arrangementet blev afsluttet med, at alle viste grønne kort som tegn på selvstændighed. Da den katalanske fodboldhelt, Pep Guardiola fra FC Barcelona, viste sit grønne kort i en video-hilsen fra New York, ville jubelen ingen ende tage.

På samme tid var der andre demonstrationer i fem større byer, arrangeret af anti-kapitalistiske uafhængighedsgrupper under parolen ‘Nej til toldaftale, nej til social aftale’. Der var 25-30.000 til disse demonstrationer.

Selvstændighedsfølelsen vokser
Baggrunden for den enorme protest-manifestation var de foregående tre år med social vrede og overgreb imod nationale rettigheder, som har overbevist tvivlerne om, at der ikke er noget alternativ til selvstændighed.

Hovedpunkterne er:
– Den spanske forfatningsdomstol støttede vigtige dele af PP’s anke imod autonomi-statutten fra 2006, selv om den var blevet vedtaget af både det spanske og det katalanske parlament og ratificeret ved en folkeafstemning i Katalonien.
– Både PP og PSOE afviste at gå ind på en revision af de økonomiske forhold for de autonome regioner. Da den økonomiske krise kom i slutningen af 2008, var Katalonien, der havde været centrum for bygge-boblen blandt de hårdest ramte.
– Da PP igen fik regeringsmagten, skærpedes krigen imod katalansk sprog og kultur. Også PP-regeringen på de baleariske øer genindførte kastiliansk (spansk) som undervisningssprog på lige fod med katalansk, PP-regeringen i Aragonien redefinerede det katalanske sprog, der bliver talt i den østlige del som ‘øst-aragonesisk’, og en domstol slog fast, at kastiliansk skulle være undervisningssprog på lige fod med katalansk i selve Katalonien.
– Den voksende sociale kamp i Katalonien siden 2009 styrkede de venstre-nationalistiske kræfter, også ved valgene.
– Organiseringen blandt tilhængere af selvstændighed voksede fra sept. 2009, da borgerne i Barcelona skulle stemme om selvstændighed, og 96 % stemte ‘ja’. Inden udgangen af året var der afholdt tilsvarende afstemninger i 169 af Kataloniens 947 kommuner, med samme resultat.

Marchen har skabt fornyet fremgang for den politiske modstand både i Spanien og Katalonien

Efter et møde med ANC-ledere udtalte den katalanske premierminister, Artur Mas, til en spansk radiostation, at selv med en toldaftale, så ville Katalonien fortsætte ad vejen mod selvstændighed, hvis det var det, som befolkningen ønskede.

Ved det næste møde i det katalanske parlament kom Mas under pres for at afholde en folkeafstemning om selvstændighed for Katalonien (i strid med den spanske forfatning).

Lederen af PP i Katalonien, Alicia Sanchez-Camacho, en loyal allieret af Mas med hensyn til stram økonomisk og social politik, skrev den 12. september i La Razon: ”Derer ikke tvivl om, at et meget stort antal mennesker deltog i demonstrationen i går, men det er lige så sikkert, at et meget større antal katalanere ikke deltog, og at de ikke er enige i det separistiske mål…Vi ønsker ikke, at radikaliseringen de sidste dage skal føre os til et socialt, økonomisk og institutionelt sammenbrud.”

Afvisning af føderalisme
For PSOE og deres katalanske søsterparti PSC er det blevet tid til at genoverveje føderalismen, set i lyset af den nationale PP-regerings centralistiske tendenser. Problemet er, at efter 30 år så har det føderalistiske alternativ mistet næsten enhver tiltrækning i Katalonien, især blandt unge.

Samtidig med det er en stor del af PSC’s basis, især ældre migranter, forblevet fjendtlige over for katalansk nationalisme. De udgør en stor del af de 25 % katalanere, der siger, at de helt sikkert vil stemme imod selvstændighed.

Efter den 11. september udtalte det katalanske søsterparti til Det forenede Venstre (IU), Det forenede og alternative Venstre (EuiA): ”De dage, hvor man kunne satse på en forældet institutionel struktur, som Katalonien ikke passer ind i, er for længst forbi. EuiA vil satse på udviklingen af en flernational føderalisme, hvor den lokale nationale ret til at bestemme bliver anerkendt (…) en udvikling, hvor den spanske stat tager den udfordring op, som det er at forstå og lytte til de nationale følelser hos de folk, der udgør denne stat.”

Men det kan være, at de voldsomme nationale følelser i Katalonien i dag gør, at også denne progressive position er forældet.

Dick Nichols har base i Barcelona som Europa-korrespondent for den australske avis Green Left Weekly. Artiklen er oversat af Niels Overgaard Hansen.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com