Vestlige massemedier og den politiske scene giver ikke SCO (Shanghai Samarbejdsorganisation) meget opmærksomhed. Faren er, at denne sendrægtighed for Vesten kan vise sig at være snarere for sent end forsinket, når SCO’s indflydelse øges endnu mere på den internationale scene.

 

Hvad er Shanghai Samarbejdsorganisation (SCO)?

SCO opstod som en efterfølger af et nærmere samarbejde mellem Rusland og Kina og tre tidligere sovjetrepublikker: Kasakhstan, Kirgisistan og Tadsjikistan. Det var uløste spørgsmål om landegrænser efter Sovjetunionens opløsning i 1991, som var det konkrete mål for dem. De havde deres første fælles møde i 1996 i Shanghai, og i begyndelsen blev de bare kaldt ”Shanghais femlinger”.

 

I 2001 besluttede ”femlingerne” at oprette en ny international organisation Shanghai Samarbejdsorganisation(SCO). Uzbekistan tilsluttede sig senere på året. Alle medlemmer er lige, der eksisterer ikke vetoret. Beslutninger træffes således i fælles forståelse. Hvis et medlem ikke vil gennemføre et projekt, så er det OK. Alle medlemmer er dog forpligtigede til at holde sig til de grundlæggende krav om ikke-aggressivitet og ikke at blande sig i andre medlemsstaters indre anliggender.

 

Sikkerhed og SCOs udvidelse

Efter at der var taget beslutninger omkring grænserne, gik SCO medlemmerne videre med tiltag omkring en række spørgsmål, som drejede sig om deres fælles sikkerhed såsom terrorbekæmpelse, deling af efterretninger og at indlede et militært samarbejde.

 

På baggrund af Ruslands erfaringer i Tjetjenien og Kinas forsøg på at holde den urolige muslimske befolkning i sin vestligste provins Xin Jiang under kontrol, synes de centralasiatiske stater, at de har en fælles målsætning overfor terrorismen fra forskellige ekstreme islamistiske grupperinger.

 

Terrorbekæmpelses-centret Regional Anti-Terrorist Structure (RATS) er i Uzbekistan, mens SCO’s generalsekretariat befinder sig i Beijing.

 

SCO- landene er bekymrede for, at de urolige tilstande i nabolandet Afghanistan skal spredes til dem. Selvom en del kommentatorer mener, at der bag sikkerhedstiltagene først og fremmest ligger en fælles autoritær nødvendighed af at forhindre omvæltninger som den i Georgien( 2003) og Ukraine (2004) skal gentage sig i medlemsstaterne.

 

I 2004 og 2005 tilsluttede Mongoliet, Pakistan og Indien sig til SCO som observatører. I 2017 blev Pakistan og Indien fuldgyldige stemmeberettigede medlemmer, og med deres indmeldelse repræsenterer de 8 SCO-medlemmer nu 20 procent af verdens BNP og udgør 40 procent af verdens befolkning, heriblandt stater med atomvåben.

 

I dag har SCO 4 lande med observatørstatus Afghanistan ,Hviderusland, Iran og Mongoliet. 6 lande deltager i diskussionerne: Tyrkiet, Aserbajdsjan, Armenien, Cambodja, Nepal og Sri Lanka.

 

Kinas nye silkevej til Asien, Europa og Afrika

Selvom SCO’s udgangspunkt var at samordne den fælles kamp mod terror, ekstremisme og separatisme i regionen, har man på det seneste flyttet målet mod en økonomisk integration af medlemsstaterne. Det fremgår tydeligt i samarbejdet omkring Kinas nye silkevej.

 

Initiativet beregnes til at koste omkring 1 milliard US-dollars (6,5 milliarder danske kr.) og indebærer anlæggelsen af veje, jernbaner og havne i Asien for at forbinde Kina, Sydasien, Rusland og Østeuropa.

 

Projektet har i sit omfang og størrelse intet modsvarende i historien.

 

Det er projektets konsekvenser med en ny udvikling og dens påvirkning af samfundsmæssige forandringer, som indebærer, at SCO nærmer sig det punkt, hvor tavsheden om organisationen i Vesten får en ende for altid. Der er også mere i vente.

 

Efter Pakistan og Indiens indtræden som fuldgyldige medlemmer overvejer SCO alvorligt også at optage Tyrkiet, en stat forbundet med USA og NATO-medlem, men også Iran, USA’s store modstander som fuldgyldige medlemmer. Om ikke andet, så får det alarmklokkerne til at ringe i Vesten.

 

I mangt og meget bygger SCO hovedsagelig på en fælles strategisk forståelse mellem Rusland og Kina.

 

Med deres samarbejde vil de øge deres gensidige militære og økonomiske interesser i Asien. Selvom Rusland i Asien er Kina underlegen, er landet dog den vigtigste energieksportør, og desuden har det et stærkt militært og industrielt grundlag. Kinas militærteknologi ligger endnu ikke på niveau med Ruslands, men landets økonomiske formåen øges til stadighed. Groft sagt, så er kernen i SCO en god forretning for dem begge. Rusland har våben og den militære kapacitet. Kina har pengene. De vil til sammen gøre en multipolær verden til et faktum. Når Indien og Pakistan er ombord, og Tyrkiet og Iran venter i kulisserne, kan SCO i sidste ende blive en magt, som vestmagterne for alvor kommer til at regne med.

 

Stormagterne Rusland og Kina

Overensstemmelsen mellem Rusland og Kina bygger på den Euroasiske Økonomiske Union EEU (note 1) og den kollektive sikkerhedsorganisation CSTO (2) med Kinas økonomiske tyngde og den ambitiøse BRII- infrastrukturplan (3) om at skabe en større økonomisk enhed på kontinentet.

 

SCO har gjort, at den bilaterale samhandel og investeringer mellem de to asiatiske kæmper er blevet lettere. Desuden har samarbejdet øget deres militære samarbejde. Det fremgår bl.a. af deres fælles militærøvelser til lands, til vands og i luften.

 

De to lande har lavet en aftale til en værdi af 400 mia. dollars med det formål at bygge en 2500 km lang gasledning fra Rusland til den kinesiske provins Heilongjiang. Den skal levere 30 bcm (= milliarder kubikmeter), som påbegyndes i 2019. For nylig indgik de endnu en aftale om at bygge endnu en gasledning fra det vestlige Sibirien til den kinesiske provins Xin Jiang, som leverer 30 milliarder kubikmeter gas om året.

 

Når begge gasledninger er i brug, vil Rusland levere 68 mia. kubikmeter gas om året.

 

Vedrørende den kinesisk-russiske silkevej er det mest Kina, der presser på for anlæggelsen.

 

Ruslands mål er at sikre sin indflydelse i regionen og garantere sin tilstedeværelse i Centralasien. Desuden er målet at fremme landets ledende rolle i CSTO, som er kollektiv sikkerhedsstruktur for en del af det tidligere Sovjetunionen.

 

Mange kommentatorer mener, at en af årsagerne til udviklingen har været Vestens økonomiske boykot af og udelukkelse af Rusland fra G8. Det har fremmet landets tilnærmelse til Kina.

 

Den vigtigste underliggende dynamik, som er blevet udløst af Indiens og Pakistans indtræden, er behovet for at komme frem til en beslutning i forhold til Afghanistan. Fordi det vigtigste for SCO, set i det lange perspektiv, er at udbygge sin økonomi for at lette en stadig bedre samhandel i et område, som længe har været plaget af ustabilitet. Derpå kan SCO-landene i fremtiden beslutte at give Afghanistan fuldt medlemskab og begære, at USA og NATO- tropperne trækker sig ud af landet.

 

Irans fremtid og SCO

Iran har siden 2005 haft observatørstatus i SCO. SCO selv håber på, at landet skal overgå til fuldt medlemskab, men det er i lang tid blevet blokeret af de internationale sanktioner i forhold til Irans atomprogram. I og med ophævelsen af atomaftalen i 2018 og de nye sanktioner støtter Rusland og Kina nu et iransk SCO-medlemskab. Kina underskrev i 2016 en 25- årig strategisk aftale med Iran med tæt forbindelse mellem forsvar og efterretninger, inklusiv at fremme Irans flådekapacitet i Det Indiske Ocean.

 

Rusland har forstærket sin militære koordinering med Iran for derigennem at støtte Assadregimet i Syrien.

 

Med sine enorme ressourcer af gas og olie ville Irans tilslutning til SCO være et vigtigt fremskridt for organisationen i at bestyrke sin magtposition på det internationale energimarked.

 

I 2012 fik NATO-medlemmet Tyrkiet status som diskussionspartner i SCO. Tyrkiet har i mange år, i det mindste formelt, forsøgt at blive medlem af EU. Ankara kunne meget vel vælge at lade være og i stedet anmode om at blive fuldt medlem af SCO. Sker det, så indebærer det, at landet ville blive tvunget til at opsige sit NATO-medlemskab.

 

Et jordskælv på den internationale politiske scene

Vi befinder os ved et vendepunkt i international politik. I en tid, hvor Storbritannien er på vej ud af EU, hvilket vil svække EU, og i en tid, hvor NATO lykønsker sig selv med, at lilleputstaten Makedonien er blevet medlem, gør SCO et historisk fremskridt med at få Indien og Pakistan som fuldgyldige medlemmer og er på vej til ligeledes at få Iran og Tyrkiet med.

 

Selvom SCO ikke er en militæralliance ligesom NATO, er det på ingen måde umuligt, at Rusland og Kina kan reagere militært, hvis USA gennemfører en tanke om installere et anti-misilsystem i Sydkorea og derefter beslutte, at SCO skal have sit eget anti-misilsystem.

 

SCOs tilblivelse og dets voksende indflydelse både geostrategisk og økonomisk på verdensscenen afspejler en tektonisk forskydning i den politiske verden. Målt i relativ magt er USA i stigende grad blevet marginaliseret. Det er måske årsagen til, at så få mennesker må høre noget om SCO. Men alt tyder på, at det vil ændre sig.

 

Noter:

1.       EEU blev etableret i 2015. den består pt af Rusland, Hviderusland ,Kasakhstan, Kirgisistan og Armenien. Unionen lægger op til tættere økonomisk integration og samordning, med et fælles marked og fri bevægelse af varer, tjenester, kapital og arbejdskraft mellem medlemsstaterne.

2.       CSTO: Den kollektive sikkerhedspagt er en militær alliance mellem Rusland, Armenien, Hviderusland, Kasakhstan, Tadsjikistan, Kirgisistan og Uzbekistan stiftet i 1992.

3.       BRII er en kinesisk infrastrukturplan fra 2015 på 6869,6 mia. kroner. Hensigten med planen er at stabilisere Kinas vækst.

 

Artiklen blev oprindelig bragt i Uitpers.be 20. juni 2018 (Meer aandacht voor Aziatisch bondgenootschap) og er oversat fra svensk af Leif Mikkelsen fra marxistiarkiv.se/

Opslået i Asien, Facebook

single.php